Beat 2014 (1 af ?)

Af Søren Holst Frøkiær

Seks danske:

Silo – ’Work’

Solidt comeback fra Danmarks mest originale repetitive, små-matematiske post-rock orkester. Denne gang med gæste-rap fra halvdelen af Antipop Consortium.

Kristian Harting – ’Float’

Kristian Harting har en vokal, man ikke kan undgå at blive rørt over. Og fantastiske sange.

Raveonettes – ’Pe'ahi’

Raveonettes tager chancer. Væk fra den lidt for sikre dobbelt-vokal, ind med flere samplede trommebeats. Bedste udspil fra dem, siden deres første EP, synes jeg.

The Malpractice – ’Mass’

Tungt og dejligt. Lyder som en Converge-plade spillet af The Melvins, kort efter de havde hørt hele Mews diskografi.

Suspekt – ’V’

Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er fedt, det hér. Det er så gennemført godt fundet på, at det er svært ikke at holde af. Skal indtages i de rette doser, bevares, ellers er der fare for overdosis af slibrige detaljer, men er moodet til det, så er der ikke et øje tørt til numre som ’Knepper Dig Til Techno og Til Alle Mine Piger’.

Chorus Grant – ’Space’

Jeg må nogle gange lige sikre mig, at bandet ikke rent faktisk står i min stue og spiller, så nært lyder det.

Ti udenlandske:

10. St. Vincent – ’St. Vincent’

Annie Clark har taget ved lære af samarbejdet med David Byrne for et par år tilbage. Hendes fjerde album er funky og skævt på sådan en lidt svær definerbar måde, men godt er det. Hun er i øvrigt stadigvæk en gudbenådet guitarist, selvom guitaren er mindre i fokus denne gang.

9. Behemoth – ’The Satanist’

Behemoth lyder mere organiske end tidligere. Mindre tech-død, mere melodi og heltesoli. Hist og her er det tæt ved at være alt for meget, nogle steder er det alt, alt for meget. Eksempelvis når blastbeats blæser om kap med en trompetsektion, men alligevel er jeg vendt tilbage til den flere gange. ”I saw the virgin's cunt, spawning forth the snake” er åbningsordene, og det kan man jo så synes er fedt eller ej. Med til historien hører, at frontmand Nergal kort før albummets tilblivelse vandt kampen over leukæmi. Det gør det ikke mindre REAL!

8. Ryan Adams – ’Ryan Adams’

Ryan Adams rocker ud på farmandsmanér. Det passede mig på mange tidspunkter af 2014 rigtig godt. Lyt lige til ’Gimme Something Good’ eller ’Trouble’, mens du kører bil... just saying.

7. Pallbearer – ’Foundations Of Burden’

Tung og pissemelodisk, nærmest poppet doom. Åbneren ’World's Apart’ er måske én af årets bedste sange. Heldigvis holder hele albummet næsten ligeså højt niveau.

6. Cymbals Eat Guitars – ’Lose’

CEG startede eftersigende ud med at spille Weezer covers. I dag spiller de bare indie-rock, spicet op med forsanger Joseph D'Agostino's meget unikke vokal, der går fra at bjæffe en masse ord, til at ramme så krystalklart, at man nærmest bliver skåret midt over af det. Det er pis'fedt! De spiller i øvrigt på Loppen til januar.

5. Wovenhand – ’Refractory Obdurate’

Wovenhand har altid været et ret perifært bekendtskab for mig og aldrig et band jeg egentlig har dyrket, omend jeg har lyttet til et par plader. Da 'Refractory Obdurate’ udkom på Converge-frontmand Jacob Bannons Deathwish-label, vakte det min opmærksomhed. Den er da også betydeligt mere rocket end de plader, jeg tidligere har hørt fra David Eugene Edwards. Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt Swans-light, når jeg hører den. I hvert fald, synes jeg, at stemningen indimellem leder mig hen i samme mood. Jeg vil især huske åbningsnummeret som soundtrack til mange morgener på cyklen fra Kastrup til Indre By, inden vi rykkede ind i vores nye lejlighed, lidt tættere på byen.

4. Swans – ’To Be Kind’

Ærlig talt, så orkede jeg ikke endnu en to-timers tur i manegen med Swans. Jeg syntes stadig ikke, jeg helt havde slået mave ovenpå ’The Seer’ og den efterfølgende koncert på Konservatoriet. Men den blev bare rost og rost og beskrevet som endnu bedre end sin forgænger, så jeg blev jo nødt til at lytte. Det blev til et par smålyt, indtil jeg i november, endelig tog mod til mig i og tog hele baduljen fra start til slut. For de her plader skal bare høres i fuld længde mindst en gang, før at oplevelsen er fuldendt. ’To Be Kind’ virker på mange måder mere umiddelbar, lettere tilgængelig og nemmere at springe ”ind i”. Men det er stadigvæk lige så pisseuhyggeligt, skræmmende og tålmodighedstestende som det plejer at være, og hold kæft hvor var det godt, da det endelig lykkedes mig at spise op.

3. Weezer – ‘Everything Will Be Alright In The End’

Som en skribent et sted i cyberspace bemærkede: ”Hey, there's a new Weezer record out, and no one has said it's shit, yet”. Betyder det så den er god? Jeps. Den er i hvert fald længder bedre end de sidste mange. Det er svært at sætte fingre på, hvad det er, der gør denne her omgang sange fra Rivers Cuomo så meget bedre end alle de andre, han har skrevet og udgivet siden 90'erne. Jo jo, det er Ric Ocasek, der producerer ligesom på debuten, bevares. Det er tilsyneladende et godt match. Det er ikke på samme måde selvudleverende og råt som ’Pinkterton’. Det er bare naivt, melodisk, ærligt og simpelt, samtidig med at det bare er godt skrevne sange. Som en anden skribent sagde: ”Det er næsten synd for Weezer; alt hvad de har lavet siden 90'erne bliver holdt op imod dette og vil på den måde altid skuffe”. Denne plade skuffer allermindst af dem alle og er faktisk også rigtig god, selvom man ikke nødvendigvis har et romantiseret forhold til bandet (tror jeg, selvom jeg helt sikkert ikke er den rigtige til at dømme)

2. Sun Kil Moon – ’Benji’

Mark Kozeleks 2014 bliver helt sikkert mest husket for hans fuldstændig umådeholdende voksenmobning af Adam Granduciel (eller Granofsky, som Mark synes han hedder). Ligegyldigt hvad man mener om denne situation, så vil jeg langt hellere huske 2014, som året hvor Kozeleks vanvittige produktivitet tilsyneladende peakede med ’Benji’. Det er svært at forestille sig, at manden kan toppe det niveau. Men det samme tænkte jeg forrige år, da han udgav ’Among The Leave’. Om man så kan abstrahere fra at manden efterhånden har taget sit ”gennemført kæmpe idiot på scenen”-act videre end godt er, bliver ligeså spændende. Det er i hvert fald for mit vedkommende en balancegang, der af og til er lige lovlig dinglende.

1. Run The Jewels – Run The Jewels 2

Ligeså uopfindsom som titlen er, ligeså sprudlende er El-P og Killer Mike på opfølgeren til én af sidste års bedste albums. Begge har taget det bedste fra deres respektive (noget mere alvorstunge) solouniverser med over i sideprojektet, der nu tilsyneladende er hovedoutputtet. I hvert fald er RTJ3 eftersigende allerede på vej, hvilket siger lidt om, hvor fokus er for tiden. Produktionerne er sejere, rimene er bedre, emnerne mere omsiggribende end debuten. Generelt virker det bare som om, at de har besluttet sig for at RTJ er hvor de bedste ideer skal doneres. Der bliver både plads til samfundsbetænksomhed, direkte fuck-you attitude og lyrik så langt under bæltestedet, at Parental Advisory mærkatet ikke ville være dækkende. ”You can all run naked backwards through a field of dicks” har i hvert fald fået mig til at grine højlydt flere gange.