Af Jan Damage Petersen
DANMARK:
Lower – ‘Seek Warmer Climes’
Langt om længe kom Lowers
debutplade, og den skuffede på ingen måder. De fortsætter, hvor de slap på
EP'erne med masser af metallisk guitar, der ligger som tung regn over de
post-punkede/no-wave-agtige sange. Og så er det årets pladecover, skal det være
prætentiøst, så lad det være prætentiøst.
Trust – ’Wet Psalms’
Duoen Trust nåede lige at komme
med på falderebet, da de først har udgivet ’Wet Psalms’ for fjorten dage siden.
Jeg har ikke noget klogt at sige om albummet. Andet end, at de ikke lyder som
de plejer, og jeg glæder mig allerede til at sætte pladen på igen, og finde ud
af, hvad helvede det er for noget de har lavet.
Infuse Huddle –
‘Infuse Huddle’
Lo-fi/støjrock på ægte Homestead Records manér.
Til tider minder de lidt om Eric's Trip, når de larmede, suppleret med
en yderst doven vokal. Håbløst umoderne, men alligevel har de mere end fortjent
at blive nævnt her. Det skider jeg på, det gør Infuse Huddle iøvrigt også.
Total Heels – ‘Total Heels’
Proto-punk/punk/garage-rock med
en midtfirser vibe. Masser af orgel og guitar-riffs krydret med historier fra
en insisterende fortællende forsanger. Total Heels er uden sidestykke, ikke
mindst herhjemme, den plade kan man altid sætte på. Yup!
Narcosatanicos – ’Narcosatanicos’
Noget så sjældent som en
noise-plade, som man fra tid til anden sætter på, fordi den er lækker at gå at
lytte til. Inde bag de massive lydmurer opstår der sød musik. Denne udgivelser bliver
man hurtigt svært begejstret for. 2014 blev året, hvor vi igen råbte: ”Mere sax, tak!”
Night Fever – ’Vendetta’
Fire år skulle der gå inden vi
fik endnu mere gammelskole firserstyle hardcore fra Night Fever. Det går stærkt,
der er breakdowns, der er high-pitch vokal, der er Danzig vokal, det er tight og
det er lige i skabet.
Yung – ’Falter’
Det går stærkt for Yung, både musikalsk
som hvad angår omtale. Det er forståeligt og det er næsten umuligt ikke at
bliver begejstret for Yung's punk-garage med buldrende støjrock-trommer, bas og
guitar. En sjældent set melodiøs tæft.
Molly – ’Hernia’
Jeg ved ikke, om det her land
nogensinde tidligere, har fostret et band, der var inspireret og lød lidt
(eller meget) som Hüsker Dü? Men når det endelig sker, så fortjener man også at
komme med på en årsliste, uanset hvilket år vi såend befinder os i.
Iceage – ‘Plowing Into
The Field Of Love’
Ok, så fik ungerne i Iceage læst
lidt mere på lektien. De er kommet en anelse længere i det sorte rockleksikon.
Vi kender allesammen godt referencerne, men spørgsmålet er om Iceage kan bære
det, og det er tilsyneladende intet problem, man er ganske godt underholdt. Det
bliver spændende, når de om et par år, når frem til Spandau Ballet.
Snaredrum – ’Snaredrum’
Jovist, Snaredrum kender deres
indierock, og der gemmer sig forrygende sangskrivning på dette lidt oversete
album. Hvis du kan godt lide Teenage Fanclub, Guided By Voices, Sebadoh og alt
det jazz, så kan du helt sikkert også lide Snaredrum.
Årets danske sang:
De Underjordiske - 10"
De har kun lavet en EP i år, men
til gengæld har de lavet den bedste danske sang.
Danske plader, jeg glæder mig til at høre lidt mere:
Ærkenbrand – ‘Barabtalo's Dream’
Gooms – ‘Beyond Life’
Niels Skovsen – ’Smil Eller Dø’
Lars H.U.G – ’10 Sekunders Stilhed’
UDLANDET:
20. Bob Mould – ’Beauty And Ruin’
Det er 25 år siden, at Bob Mould
skød sin solokarriere igang med pladen, ’Workbook’. Det var to år efter Hüsker
Dü udgav ’Warehouse’. Om det er grunden til, at Hr. Mould netop i år har valgt
at vende tilbage til sine gamle dyder, skal jeg ikke kunne sige, men faktum er.
at han har lavet én af sine bedste plader i mange år, ja måske siden ’Workbook’, hvis vi lige ser bort fra hans andet band Sugar. Og så klæder det ham altså at
være sur igen.
19. Idylls – ’Prayer For Terrene’
Jeg kommer altid lidt på glatis, når
jeg skal beskrive bands som australske Idylls (Brisbane for at være helt
præcis). De larmer, de spiller hurtigt, tungt, skævt og helt sikkert også højt,
og man kan sikkert finde sub-genrer såsom grind, noise, hardcore, powerviolence,
math etc. Men hey, hvem fa'en bekymrer sig overhovedet om den slags. Australien
synes at have hele pakken i disse år, og nu kan man både blive blæst omkuld og
en lille smule bange i selskab med Idylls.
18. The New Mendicants
– ‘Into The Lime’
Teenage Fanclub er et orkester,
jeg bliver ved med at vende tilbage til. Af samme grund holder jeg også øje med
bandmedlemmernes gøren og laden. Det gik naturligvis ikke min næse forbi, at
Norman Blake udgav en plade i år sammen med Joe Pernice fra The Pernice
Brothers og Mike Belitsky fra The Sadies under navnet The New Mendicants. Der
er dømt indie-rock for voksne mennesker, og Blake er stadig en fremragende
sangskriver. Advarsel: Underlige mennesker vil finde det her kedeligt.
17. Ought – ‘More Than
Any Other Day’
I Constellation Records øjemed er
Ought fra Calgary vel nærmest et straight rockband. Umiddelbart er deres debut,
nok den plade, der tog røven allermest på mig i år. Jeg faldt pladask for deres
Fugazi-agtige basgange og passager, kombineret med al det gode fra New Yorks i
de sene 70'ere, såsom Television og Talking Heads. Jeg glæder mig til at følge
Ought fremover, de har fat i noget interessant og denne debut lover godt for
fremtiden.
16. Electric Wizard – ‘Time To Die’
Endnu en doom-metal plade, er vel
i bund og grund ikke, hvad denne verden har brug for? Det lå ikke ligefrem i
kortene, at jeg skulle ryge tilbage på doom-vognen, efter Electric Wizard's
koncert på årets Roskilde. Den kendsgerning, lavede YOBs koncert på Loppen om
på. Sidenhen viste Electric Wizard, hvor skabet skal stå, de har vel lavet
deres bedste og mest beskidte plade siden ’Dopethrone’. Hvad med Pallbearer
spørger du så? (zzzzzzzzzz) Undskyld, skribenten faldt lige i søvn. ’Time To
Die’ har lukket doom-æraen, kan I så forstå det Pitchfork!
15. Omi Palone – ’Omi Palone’
I Brighton har en fyr ved navn
Dan Reeves et lille pladeselskab, der hedder Faux Discx. Det er et af de mest
interessante labels i øjeblikket, og var det ikke for Reeves, så ville London-baserede Omi Palone, nok være et ubeskrevet blad for mig. Mere om Dan Reeves
senere. Omi Palones debutplade har en spilletid på lige under 25 min., otte
indie-/punk-rock sange, stramt og tilbagelænet på én og samme tid. Gode hooks
og en dejlig doven vokal. Den plade, har jeg godt nok hørt en del i år.
14. Steve Gunn – ‘Way Out Weather’
Der er dømt guitar-lir på den
voksne og tilbagelænede måde på Steve Gunns ’Way Out Weather’. En plade, der på
overfladen ikke gør det store væsen af sig, men den bliver ved med at åbne sig
op. Det er kun en måned siden jeg fik den ind ad døren, og det er muligt, at
den var endt højere oppe listen, hvis jeg havde haft den i et par måneder. På
tidligere album og i andre konstellationer, har Gunn vist, at han er en
guitarekvilibrist. På ’Way Out Weather’, viser han sig også som en fremragende
sangskriver eller også er det bare mig, der først har lagt mærke til det nu. Og
hey, jeg har lige fået at vide, at han også har udgivet en plade med Mike
Cooper tidligere i år. 2014 er et godt år for Steve Gunn.
13. Goat – ’Commune’
Jeg missede bussen, da Goat i
2012 udgav ’World Music’. Ikke fordi, at jeg ikke bed mærke i, at albummet udkom.
Nok mere af den grund, at pladetitel og omtalen overbeviste mig om, at dette
overhovedet ikke var noget for mig. Man kan ikke være lige heldig hver gang. 2014
blev så året, hvor jeg havde Goat med for første gang. Også i denne omgang
formår de på underligste vis, at blande fuzzguitarer og den vestlige verdens psykedeliske
musik, med traditionel musik fra eksotiske områder. De når sågar også omkring
Nordafrika og Mellemøsten. ’Commune’ er til tider en helt eminent fornøjelse.
Goat gav tilmed én af årets allerbedste koncerter i Store Vega.
12. New Bums – ‘Voices
In A Rented Room’
Det er godt nok ikke meget omtale
New Bums' debutplade har fået, selvom duoen består af et par kompetente herrer
og er ude på det velrenommerede label, Drag City. Bandet består af Ben Chasny
fra énmands-projektet Six Organs Of Admittance og Donovan Quinn fra The Skygreen
Leopards (som også har udgivet en ganske udemærket plade i år). De to, har gået
og puslet med nogle sange sammen i fem års tid. Så lang tid har de knapt brugt
på optagelserne. ’Voices In A Rented Room’ er i al sin enkelhed en lille lo-fi
perle.
11. Future Islands – ’Singles’
Lad mig lige slå fast med det
samme, at jeg godt kendte Future Islands inden deres optræden hos David Letterman
tilbage i starten af marts (bare lige for at holde indie-cred'en intakt).
Elleve år skulle der gå, før den store verden åbnede øjnene op for Samuel
Herring & co. Bedømt ud fra ’Singles’ er det ganske velfortjent. Som Samuel Herring sagde til The
Guardian om Letterman-optræden "It
was just the three of us against the world". Så måske lå det i
kortene, at de endelig ville slå igennem. Pladen består af ti små popsange, der
konstant gror på én, og når Herring, har en stemme som lyder som en blanding
mellem Lambchops Kurt Wagner og Fine Young Cannibals' Roland Gift, så er et gammelt
røvhul, som jeg, straks solgt.
10. Hank Wood And The
Hammerheads – ‘Stay Home’
Efter deres koncert i Ungeren for
en måneds tid siden, kom jeg vist til at kalde dette band for; "NY smadder-punk scenens svar på
Gnags". Folk, der kender mig, ved, at det er aldeles velmenende. En
trommeslager bliver suppleret af en travl perkussionist, keys, bas, guitar og
en hakkende, spyttende vred mand i front, der sammen vælter rundt i en perfekt
mudret produktion. Inde bag dette inferno, gemmer sig ganske enkelt bare ti
perfekt skårede rock og rul numre.
9. Total Control – ‘Typical System’
Tilbage til Australien, denne
gang til Melbourne. Det er ikke så få genrér Total Control når omkring på ’Typical
System’. Nogle vil måske tale om stilforvirring, hvis pladen skal bedømmes ud
fra helheden. På forunderlig vis formår de dog at holde gryden i kog. Pladen er
aldrig i nærheden at falde fra hinanden, tværtimod. Hvis man skal klandre dem
for noget, så er det, at de indimellem læner sig lidt for meget op ad
forbillederne. ’Typical System’ kommer rundt om punk, post-punk, new-wave,
garage, industrial, synth-pop, etc. etc. etc. Herligt!
8. Tom Petty & The
Heartbreakers – ‘Hypnotic Eye’
Når nu 63-årige Tom Petty, sammen
med sine altid fantastiske The Heartbreakers, vælger at være på toppen her i
2014, så er de altså vanskelige at komme udenom på en årsliste. Der er ikke så
meget at skrive, andet end, at dét er sådan straight-up rock skal lyde, suppleret
med en glimrende ballade i ca. hvert fjerde nummer. Og tag så lige at kom tilbage
til Nordeuropa allersnarest. ’Hypnotic Eye’ rummer så mange live-hits, at det er en tour værd.
7. Ex-Cult – ’Midnight Passenger’
Ex-Cult er fra Memphis og deres
to plader er udkommet på Goner Records. Nu bør man altså vide nogenlunde, hvor
vi er henne musikalsk. Men overraskende nok er der ikke noget garage-rock over
Ex-Cult. Men snarere en fantastisk blanding mellem The Stooges-agtig
proto-punk, sødet op med tidlig LA-hardcore fra startfirserne og post-punkede
stykker hist og her. For mig er ’Midnight Passenger’ årets punk-rock skive, og
sådan er jeg sikkert den eneste, der har det, men der har også været fandens
mange at vælge imellem.
6. David Kilgour And
The Heavy 8's – ‘End Times Undone’
Når man har at gøre med en af de
fornemmeste repræsentanter for den New Zealandske indierock/kiwipop-scene, så
spidser man ører og lytter efter, når der kommer nyt, eller der gør jeg i hvert
fald. På mange måder er David Kilgours solokarriere, en naturlig fortsættelse
af hans bedrifter i The Clean. Han forstår om nogen at lave skæve popsange. Ved
første gennemlyt, forstod jeg overhovedet ikke ’End Times Undone’. Kilgour vandrer
stille og roligt rundt i rock/indierock-historien, det hele er pakket ind i let
psych, og så i sidste ende, opdager man, at det jo i virkeligheden bare er
kiwi-pop som man kender det. Dejligt!
5. Thurston Moore – ‘The Best Day’
Der blev ikke rejst mange
øjenbryn hos undertegnede, da jeg hørte, at der kom endnu en Thurston Moore
solo-udgivelse i år. Efter den ligegyldige kasten sig ud i akustisk
singer/song-writing på ’Demolished Thouhts’ og utallige avantgarde udgivelser
under eget navn, stod det ikke i kortene, at Moore i slutningen af 2014, ville udgive
en rockplade, og så måske alligevel. Sidste år kom debutplade fra
Chelsea Light Moving, og det var en glimrende plade af den rockende slags. På
’The Best Day’" skruer vi tiden tilbage til mellem 1998-2004. Med andre ord, Sonic Youth mellem ’A Thousand
Leaves’ og ’Sonic Nurse. Det var fanden sparkeme nogle gode plader, de
fik skudt af dengang. Det er ’The Best Day’ i den grad også. Steve Shelley er
med på trommer forresten, guitarlyden…..åh, guitarlyden mand.
4. Reigning Sound – ’Shattered’
Greg Cartwright må efterhånden
være en af mine favoritsangskrivere, uanset hvilken sammenhæng eller
konstellation han skriver i. I Reigning Sound, får han lov til at folde sig
helt ud, og på ’Shattered’ kommer der hits i flæng. Ja, det er lige før, at man
ærgrer sig over, at der er et covernummer på pladen, for man vil da meget
hellere have en Cartwright-sang mere. Det er bandets klart mest velpoleret
produktion til dato og det hele lyder lækkert. Pladen kunne dog sagtens have
været optaget på en fire-spors i en garage. Der er dømt 60'er rockpastiche og
banale tekster, men hvad gør det, når man kan skrive sange som Greg Cartwright.
3. The Soft Walls – ‘No Time’
Jeg lovede at vende tilbage til
Dan Reeves. Han ejer pladeselskabet Faux Discx alene, er gift, og har to
musikalske projekter, Cold Pumas og The Soft Walls. ’No Time’ er indtil videre
kulminationen på en perlerække af fantastiske indierock udgivelser, både egne
og andres projekter inkluderet. ’No Time’ er skabt af Reeves, næsten helt
alene. MU fra Hookworms har dog givet hånd med ved mixningen. Musikken er små-psykedelisk,
blandet med al det gode fra The Velvet Underground og den spæde tyske
krautrock-æra. En af årets udgivelser, simpelthen.
2. Sun Kil Moon – ’Benji’
Der er blevet sagt og skrevet
meget i år om Mark Kozelek, både om ’Benji’, men også om hans udskejelser på og
udenfor scenen. Det behøver jeg ikke grave dybere i, andet end at sige,, at Mark
er en fantastisk sjov mand. Så har jeg givet mit besyv med. ’Benji’ er noget så
sjældent som en folk-singer/songwriter album, helt blottet for metaforer. Det
er en helt og aldeles ærlig beretning om mennesker i Marks liv og nære familie.
Der bliver sagt tak til mor, til far og til pladeselskabet, og så er der en del
folk der dør af mere eller mindre mærkværdige grunde. Men altid fortalt med
mandens underfundige lune, lurende nedenunder det hele. Det er ganske enkelt
hjerteskærende.
1. Wovenhand – ‘Refractory
Obdurate’
David Eugene Edwards! Jo, ham kender vi
godt, det er jo ham fra 16 Horsepower og ja, soloprojektet Wovenhand. Selv om
man aldrig helt vidste, hvad man fik med 16 Horsepower, så har Wovenhand næsten
altid været garant for en lidt sumpet alternativ country. Og skal jeg være helt
ærligt, så er det mange år siden, at jeg begyndte at være lidt ligeglad med
Edwards Derfor er ’Refractory Obdurate’ en overraskende og sært dragende
udgivelse, som man bare ikke kan lade være med at vende tilbage til. Et sammensurium
af sludge-country, dark-gospel, guitarmurer, prædiken én masse, kristent
neo-folk. En artikel, beskrev det, som Joy Division og Neurosis på samme tid. Kært
barn, har mange navne. Jesus Kristus, hvor er det godt. Årets album!
Gode plader fra 2014, der ikke nåede årslisten:
MV & EE – ‘Alpha Lyrae’
Vikesh Kapoor – ‘The Ballad Of Willy Robbin’s
Guided By Voices – ‘Motivational Jumpsuit’
Guided By Voices – ‘Cool Planet’
Anders – ‘Sadness Be Gone’
Wreckmeister Harmonies – ‘Then It All Came Down’
Scott Walker+Sunn O))) – ‘Soused’
Eyehategod – ‘Eyehategod’
Pixies – ‘Indie Cind’y
Morgan Delt – ‘Morgan Delt’
The Men – ‘Tomorrows Hits’
Thee Oh Sees – ‘The Drop’
Shellac – ‘Dude Incredible’
Paul Collins – ‘Feel The Noise’
Kevin Morby – ‘Still Life’
Parquet Courts – ‘Sunbathing Animal’
Earth – ‘Primitive And Deadly’
Cloud Nothings – ‘Here And Nowhere Else’
Swans – ‘To Be Kind’
Stephen Malkmus & The JIcks – ‘Wig Out Of
Jagbags’
Purling Hiss – ‘Weirdon’
Hookworms – ‘The Hum’
The Skygreen Leopards – ‘Family Crimes’
J. Mascis – ‘Tied To A Star’
YOB – ‘Clearing The Path To Ascend’
Teardrop Factory – ‘Thrash In The Heart’
Ty Segall – ‘Manipulator’
The Vacant Lots – ‘Departure’
Sex Hands – ‘Pleh’
Real Estate – ‘Atlas’
Half Japanese – ‘Overjoyed’
Woods – ‘With Light And With Love’
Mac Demarco – ‘Salad Days’
Morrissey – ‘World Peace Is None Of Your
Business’
Ex Hex – ‘Rips’
Sleaford Mods – ‘Divide And Exit’
Connections – ’Into Sixes’
Plader, der endte med at være skuffende:
Merchandise – ‘After The End’
The Afghan Whigs – ‘Do To The Beast’
Beck – ’Morning Phase’
Ingen kommentarer:
Send en kommentar