Af Anders Hjortkær-Rask
Så er det blevet tid til at gøre
året op. Som en arv fra tiden, da jeg startede Undertoner.dk op, kører jeg en
top 10 for danske udgivelser og en top 10 for udenlandske udgivelser.
De danske:
Syrerock med sax, en dansk
Leonard Cohen, grunge-revival og mukkende electropop. Alt det nedenfor. Jeg tæller
fra 10 til 1.
10. Fossils – ’Flesh Hammer’
Bas og trommer og en masse
rytmiske krumspring, det er essensen af Fossils. De banker løs, så man bliver
helt forpustet - og hvad bedre er, at de er endnu federe live!
9. North Fall – ‘Outside
It’s Growing Light’
Anders Belling brygger smukke
akustiske sange med sit enmandsprojekt, der kan gøre opmærksom på sig selv med
bare en hvisken.
8. Yung – ’Falter’
90’er-rocken har revival, og Yung
er blandt dem der gør det mest overbevisende (man får helt lyst til at
genbesøge originalerne). Guitarrock med en krads vokal, der har tro på at ændre
verden.
7. No Hay Banda – ‘Deadly Songs’
De imponerede mig med deres debut
i 2012. Deadly Songs bygger videre på den mørke popmusik, som lever i skyggerne
og på de ensomme kamre. Det her burde være filmmusik.
6. Night Fever – ’Vendetta’
Der er punkrock på sjettepladsen.
Night Fever folder paletten ud med et bredere musikalsk udtryk, og så synger
Salomon bedre end nogensinde med sine Danzig-fraseringer.
5. Lust For Youth – ‘International’
Egentlig et svensk projekt, men
Lust of Youth er ligesom vokset ud af Mayhem-scenen med flere danske medlemmer.
Væk er det tidligere cold-wave-udtryk, og nu står den på electropop a la tidlig
New Order og Depeche Mode. Dansabelt med en attitude på.
4. Lower – Seek Warmer Climes’
Langt om længe fik vi
debutpladen, og ligesom Iceage kan disse drenge imponere. Lower er mere kolde
og depressive i deres post-punk-udtryk, og dagsordene er ikke til at tage fejl
af.
3. Narcosatanicos – ’Narcosatanicos’
Dette monster kom som ud af
ingenting. Med ét blev jeg overrumplet af et inferno af repetitiv psykedelisk
rock med saxofon og smadder. Straight out of Aarhus!
2. Niels Skousen – ’Smil Eller Dø’
Man får sådan lyst til at kalde
ham for det danske svar på Leonard Cohen. Der hviler en visdom mellem linjerne
på Skousens nye plade, der gør at man hører efter. Lyrik og musik går hånd i
hånd på en stærk plade!
1. Iceage – ‘Plowing
Into The Field Of Love’
Disse yndlinge bliver ved med at
imponere. Over tre plader har de bevæget sig fra skramlende kaotisk post-punk
til livtag med Gunclub og tidlig Nick Cave. Intenst, kompromisløst og nu
nærmest melodisk. Hvor skal det ikke ende?
De udenlandske:
Sange om opbrud, sange på svensk,
sange i grindcore-smadder, lidt syre og en fantastisk historiefortæller med
mange ord på toppen. Der tælles fra 10 og ned
til 1.
10. Sharon Van Etten – ‘Are We There’
Årets break-up-plade kommer fra
Sharon Van Etten. Og pladen er netop blevet til som en slags selvterapi.
Resultatet er en stribe rørende sange, som bider sig fast, så man kan se
tandmærkerne længe efter.
9. Hurula – ’Vi Är Människorna Våra Föräldrar Varnade Oss För’
Kun svensk rockmusik kan lyde
sådan her. Det er lyden fra forstæderne, der hylder ungdommen og udgør
soundtracket til et oprør. Lidt Håkan Hellström-agtigt, men med en punkarv i
rygsækken.
8. United Nations –
‘The Next Four Year’
Den mest larmende plade på
listen. United Nations’ grindcore-agtige approach til punkæstetikken slår lige
i solar plexus. Jeg foretrækker til enhver tid denne energi fremfor den
fremherskende sortmetal-trend.
7. Woods – ‘With Light And With Love’
Syrehovederne i Woods har lavet
deres pt. bedste plade. Helt væk er de mærkelige eksperimenter, og nu søger
bandet bare ind til de gode sange. Det er syresødt med ekkoer af 70’ernes
countryrock.
6. Ty Segall – ‘Manipulator’
Ty Segall er stadig all over the place. Han
er en menneskelig garagerock-fabrik. Han tog sig god tid denne gang. I løbet af
intet mindre end 17 sange får vi det mest helstøbte fra hans hånd, denne gang
med hints af nye musikalske retninger.
5. Wand – ‘Ganglion Reef’
Der kommer så meget psykedelisk
rock ud for tiden – her er det bedste af slagsen i mine ører. Lyse, luftige
vokaler pakket ind i lige dele guitarknas og udflydende farver. Og gode sange,
ikke mindst!
4. Swans
– ‘To Be Kind’
Forgængeren “The Seer” var
overrumplende, udmattende og ubehagelig. Det samme er “To Be Kind” (den er alt
andet end ‘kind’), men den er sin helt egen størrelse, og den kommer lige så
meget ind under huden som forgængeren.
3. Jane Weaver – ’Silver Globe’
Hvis du stirrer ud i evigheden og
leder efter kosmos, så put “Silver Globe” i ørerne. Lige dele kraut, prog og
pop med store horisonter, store idéer og en fremragende udførsel!
2. The War On Drugs – ‘Lost In The Dream’
Adam Granduciel fandt endelig sin
egen stemme. Han er dykket dybt ned i 80’er-heartrock-landskaberne og maler her
sin egen drøm med brede guitarstrøg.
1. Sun Kil Moon –
’BenjiI’
Mark Kozelek har lavet et
pragtværk med “Benji”. Skrevet på akustiske nylonstrenge. Hans sange kredser om
døden og om at han elsker sin mor. Uden det mindste spor af ironi. Han er stadig
en idiot live, men på plade er han her fantastisk!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar