Beat 2014 (4 af ?)

Af Anders Hjortkær-Rask

Så er det blevet tid til at gøre året op. Som en arv fra tiden, da jeg startede Undertoner.dk op, kører jeg en top 10 for danske udgivelser og en top 10 for udenlandske udgivelser.

De danske:

Syrerock med sax, en dansk Leonard Cohen, grunge-revival og mukkende electropop. Alt det nedenfor. Jeg tæller fra 10 til 1.

10. Fossils – ’Flesh Hammer’

Bas og trommer og en masse rytmiske krumspring, det er essensen af Fossils. De banker løs, så man bliver helt forpustet - og hvad bedre er, at de er endnu federe live!

9. North Fall – ‘Outside It’s Growing Light’

Anders Belling brygger smukke akustiske sange med sit enmandsprojekt, der kan gøre opmærksom på sig selv med bare en hvisken.

8. Yung – ’Falter’

90’er-rocken har revival, og Yung er blandt dem der gør det mest overbevisende (man får helt lyst til at genbesøge originalerne). Guitarrock med en krads vokal, der har tro på at ændre verden.

7. No Hay Banda – ‘Deadly Songs’

De imponerede mig med deres debut i 2012. Deadly Songs bygger videre på den mørke popmusik, som lever i skyggerne og på de ensomme kamre. Det her burde være filmmusik.

6. Night Fever – ’Vendetta’

Der er punkrock på sjettepladsen. Night Fever folder paletten ud med et bredere musikalsk udtryk, og så synger Salomon bedre end nogensinde med sine Danzig-fraseringer.

5. Lust For Youth – ‘International’

Egentlig et svensk projekt, men Lust of Youth er ligesom vokset ud af Mayhem-scenen med flere danske medlemmer. Væk er det tidligere cold-wave-udtryk, og nu står den på electropop a la tidlig New Order og Depeche Mode. Dansabelt med en attitude på.

4. Lower – Seek Warmer Climes’

Langt om længe fik vi debutpladen, og ligesom Iceage kan disse drenge imponere. Lower er mere kolde og depressive i deres post-punk-udtryk, og dagsordene er ikke til at tage fejl af.

3. Narcosatanicos – ’Narcosatanicos’

Dette monster kom som ud af ingenting. Med ét blev jeg overrumplet af et inferno af repetitiv psykedelisk rock med saxofon og smadder. Straight out of Aarhus!

2. Niels Skousen – ’Smil Eller Dø’

Man får sådan lyst til at kalde ham for det danske svar på Leonard Cohen. Der hviler en visdom mellem linjerne på Skousens nye plade, der gør at man hører efter. Lyrik og musik går hånd i hånd på en stærk plade!

1. Iceage – ‘Plowing Into The Field Of Love’

Disse yndlinge bliver ved med at imponere. Over tre plader har de bevæget sig fra skramlende kaotisk post-punk til livtag med Gunclub og tidlig Nick Cave. Intenst, kompromisløst og nu nærmest melodisk. Hvor skal det ikke ende?

De udenlandske:

Sange om opbrud, sange på svensk, sange i grindcore-smadder, lidt syre og en fantastisk historiefortæller med mange ord på toppen. Der tælles fra 10 og ned til 1.

10. Sharon Van Etten – ‘Are We There’

Årets break-up-plade kommer fra Sharon Van Etten. Og pladen er netop blevet til som en slags selvterapi. Resultatet er en stribe rørende sange, som bider sig fast, så man kan se tandmærkerne længe efter.

9. Hurula – ’Vi Är Människorna Våra Föräldrar Varnade Oss För’

Kun svensk rockmusik kan lyde sådan her. Det er lyden fra forstæderne, der hylder ungdommen og udgør soundtracket til et oprør. Lidt Håkan Hellström-agtigt, men med en punkarv i rygsækken.

8. United Nations – ‘The Next Four Year’

Den mest larmende plade på listen. United Nations’ grindcore-agtige approach til punkæstetikken slår lige i solar plexus. Jeg foretrækker til enhver tid denne energi fremfor den fremherskende sortmetal-trend.

7.  Woods – ‘With Light And With Love’

Syrehovederne i Woods har lavet deres pt. bedste plade. Helt væk er de mærkelige eksperimenter, og nu søger bandet bare ind til de gode sange. Det er syresødt med ekkoer af 70’ernes countryrock.

6.  Ty Segall – ‘Manipulator’

Ty Segall er stadig all over the place. Han er en menneskelig garagerock-fabrik. Han tog sig god tid denne gang. I løbet af intet mindre end 17 sange får vi det mest helstøbte fra hans hånd, denne gang med hints af nye musikalske retninger.

5.  Wand – ‘Ganglion Reef’

Der kommer så meget psykedelisk rock ud for tiden – her er det bedste af slagsen i mine ører. Lyse, luftige vokaler pakket ind i lige dele guitarknas og udflydende farver. Og gode sange, ikke mindst!

4. Swans – ‘To Be Kind’

Forgængeren “The Seer” var overrumplende, udmattende og ubehagelig. Det samme er “To Be Kind” (den er alt andet end ‘kind’), men den er sin helt egen størrelse, og den kommer lige så meget ind under huden som forgængeren.

3. Jane Weaver – ’Silver Globe’

Hvis du stirrer ud i evigheden og leder efter kosmos, så put “Silver Globe” i ørerne. Lige dele kraut, prog og pop med store horisonter, store idéer og en fremragende udførsel!

2.  The War On Drugs – ‘Lost In The Dream’

Adam Granduciel fandt endelig sin egen stemme. Han er dykket dybt ned i 80’er-heartrock-landskaberne og maler her sin egen drøm med brede guitarstrøg.

1. Sun Kil Moon – ’BenjiI’

Mark Kozelek har lavet et pragtværk med “Benji”. Skrevet på akustiske nylonstrenge. Hans sange kredser om døden og om at han elsker sin mor. Uden det mindste spor af ironi. Han er stadig en idiot live, men på plade er han her fantastisk!