Seperate sider

mandag den 23. februar 2015

Melting Pot. Mere Mali-blues


Jeg fik ikke hørt Songhoy Blues fra Mali, da de gæstede Global i december. Akkurat som jeg heller ikke hørte Orlando Julius & The Heliocentrics og Konono N°1 i weekenden. Til gengæld spillede Quiet Spring en fremragende debutkoncert i Stengade (her en anmeldelse fra Rockfreaks, der lægger sig meget tæt op af det, jeg hørte). Næsten ligesom godt var rootsrock-orkestret Hiss Golden Messenger, som jeg spontant besluttede mig for at høre i Ideal Bar lørdag aften.

Denne tekst er dog helliget Songhoy Blues, som albumdebuterer i dag. Kvartetten flygtede fra deres hjem i Timbuktu i det nordlige Mali til hovedstaden Bamako, der ligger ved bredden af Nigerfloden i den sydvestlige del af det vestafrikanske land, da bevæbnede jihadister i efteråret 2012 invaderede de nordlige egne og forbød musik.

’Music In Exile’, som debuten hedder, er enormt varieret. Der er ørkenblues, som man kender den fra Terakaft og Tinariwen, men der er også akustiske ballader og bearbejdelser af sange fra den righoldige Songhoy-tradition. Produktionen står Nick Zinner fra The Yeah Yeah Yeah’s og Amadou & Mariams manager Marc-Antoine Moreau for. Ja, selv Damon Albarn dukker op på kor her og der. Sidstnævnte er måske ikke ligefrem en overraskelse. Al den stund, at Songhoy Blues blev opdaget ved Africa Express i 2013.

Den vestlige indflydelse på Songhoy Blues skinner klart igennem på flere tracks. Åbningsnummeret ’Soubour’ ville ikke falde markant ud på et album med The Black Keys. Fleetwood Mac mener jeg ligeledes at kunne fornemme rundt omkring. Tydeligst fremstår inspirationen dog i ’Nick’, der i den grad trækker på Canned Heats ’On The Road Again’. Et band, som Quiet Spring også har fået skudt i skoene at planke fra.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar