Jeg fik ikke hørt Songhoy Blues
fra Mali, da de gæstede Global i december. Akkurat som jeg heller ikke hørte Orlando Julius & The Heliocentrics og Konono N°1 i weekenden. Til gengæld
spillede Quiet Spring en fremragende debutkoncert i Stengade (her en anmeldelse fra Rockfreaks, der lægger sig meget tæt op af det, jeg hørte). Næsten ligesom godt var
rootsrock-orkestret Hiss Golden Messenger, som jeg spontant besluttede mig for
at høre i Ideal Bar lørdag aften.
Denne tekst er dog helliget Songhoy
Blues, som albumdebuterer i dag. Kvartetten flygtede fra deres hjem i Timbuktu
i det nordlige Mali til hovedstaden Bamako, der ligger ved bredden af
Nigerfloden i den sydvestlige del af det vestafrikanske land, da bevæbnede
jihadister i efteråret 2012 invaderede de nordlige egne og forbød musik.
’Music In Exile’, som debuten
hedder, er enormt varieret. Der er ørkenblues, som man kender den fra Terakaft
og Tinariwen, men der er også akustiske ballader og bearbejdelser af sange fra den
righoldige Songhoy-tradition. Produktionen står Nick Zinner fra The Yeah Yeah
Yeah’s og Amadou & Mariams manager Marc-Antoine Moreau for. Ja, selv Damon
Albarn dukker op på kor her og der. Sidstnævnte er måske ikke ligefrem en
overraskelse. Al den stund, at Songhoy Blues blev opdaget ved Africa Express i
2013.
Den vestlige indflydelse på Songhoy
Blues skinner klart igennem på flere tracks. Åbningsnummeret ’Soubour’ ville
ikke falde markant ud på et album med The Black Keys. Fleetwood Mac mener jeg
ligeledes at kunne fornemme rundt omkring. Tydeligst fremstår inspirationen dog
i ’Nick’, der i den grad trækker på Canned Heats ’On The Road Again’. Et band,
som Quiet Spring også har fået skudt i skoene at planke fra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar