Credo

Den seneste times tid eller mere, har jeg hevet gamle bøger ind og ud af reolen. Jeg har bladret frem og tilbage på jagt efter ’Bøn Til Den Moderne Mentalitet’. Otto Gelsteds ironiske trosbekendelse fra 1925. Den er der et sted, jeg har nemlig haft teksten sat op i glas og ramme over toiletkummen i en af de lejligheder, jeg tidligere har boet i.

I ’Litteratur Håndbogen 1’ af Ib Fischer Hansen, har jeg fundet bidder af ordene. Blandet andet de afsluttende linjer:

”Jeg er rede til at døde mine naturlige drifter og modstå alle fornuftens fristelser, at jeg endelig helt må overgive mig til det moderne verdensbillede og nå den fuldkomne forvirrings bundløse salighed. Amen” 

Det er alt, indtil videre. Måske skal jeg op på loftet og rode. Til gengæld dukkede Jess Ørnsbos digt ’Credo’ fra den samfundskritsike, ’Digte Uden Arbejde’, der kom i 1977, op i en antologi:

”Jeg tror på folkestyret

Jeg tror at mælken sæben maskinerne

trænger til repræsentation

Også de udenlandske især

de amerikanske

Jeg tror på uddannelsen

jeg tror rygraden vokser med

et ryk op gennem taget

Jeg tror på alle

de heltidsansatte mider der får

osten til at vokse

Jeg tror på dynamitten

der får banken til endelig at foretage

den yderst nødvendige udvidelse

Der er en sandhed i paddehatten

og dens sky

blot som en forstørrelse af hjernetågen

i en mindre majorpande

En granat er aldrig løgnagtig

Inde midt i eksplosionen

lever et dusin mennesker intenst en tiendedel

af et sekund inden

de skilles

og går hver til sit

I modsætning til plastret

der aldrig kommer

for sent

og hvis tavshed…

Jeg tror på alkoholens fremkaldervædske

på alle syner direkte

efter lærebogen

     samt verdenshistoriens uendelige

     miskundhed

     der har efterladt en fuld

     i skjorteærmer og sixpence hér

     uden for mit vindue

     og han gylper en lunge op

     mens nogen slår

     på natten med et dumpt redskab”