Ordene herover er af Franz Kafka.
Nedfældet under et besøg i Marielyst i slutningen af juli 1914. Lokket af den internationalt
kendte sundhedsapostel, J. P. Muller, der havde skrevet overstrømmende om
badestedet Marielyst velsignelser, tog Kafka sammen med vennen, forfatteren Ernst
Weiss, og dennes kæreste, skuespillerinden Rahel Sanzara, på badeferie på
Sydfalster.
Kafka trængte til adspredelse.
Kort tid før var forlovelsen med Felice Bauer blevet annulleret under et
familiemøde på Hotel Askanischer Hof i Berlin. En oplevelse, som Kafka senere
beskriver som ”rettergangen i hotellet”. Selvom
strandbilledet viser en storsmilende Franz Kafka, så er det ikke ligefrem det
indtryk man får i den tjekkiske forfatters dagbogsoptegnelser. Badehotellet, de
boede på, der tidligere havde været en bondegård, var ”elendigt”. Maden var ”dårlig”
og han undrer sig over danskernes "umådeholdne
kødspiseri". Fortvivlende for en veganer, der elskede at opsøge kursteder,
hvor han kunne dyrke vegetariske kure, kolde bade og andre terapeutiske
foranstaltninger.
Flere har peget på, at opholdet i
Marielyst, hvor rejseselskabet trods alt blev i ti døgn, var et afgørende brud
i Kafkas liv. Mens han slikker sårene ovenpå bruddet med Felice Bauer,
beslutter han sig for at opsige sin stilling i et forsikringsselskab i Prag og
leve som fuldtidsforfatter i enten München eller Paris. Det skriver han i et
brev til sine forældre, der bliver afleveret på et posthus på Falster d. 20.
eller 21. juli. Brevet når frem, men drømmen brister, da Første Verdenskrig
bryder ud d. 1. august 1914.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar