Blogger Widget

onsdag den 3. august 2016

"En temmelig øde strand med nogle ejendommeligt virkende danskere..."


Ordene herover er af Franz Kafka. Nedfældet under et besøg i Marielyst i slutningen af juli 1914. Lokket af den internationalt kendte sundhedsapostel, J. P. Muller, der havde skrevet overstrømmende om badestedet Marielyst velsignelser, tog Kafka sammen med vennen, forfatteren Ernst Weiss, og dennes kæreste, skuespillerinden Rahel Sanzara, på badeferie på Sydfalster.

Kafka trængte til adspredelse. Kort tid før var forlovelsen med Felice Bauer blevet annulleret under et familiemøde på Hotel Askanischer Hof i Berlin. En oplevelse, som Kafka senere beskriver som ”rettergangen i hotellet”. Selvom strandbilledet viser en storsmilende Franz Kafka, så er det ikke ligefrem det indtryk man får i den tjekkiske forfatters dagbogsoptegnelser. Badehotellet, de boede på, der tidligere havde været en bondegård, var ”elendigt”. Maden var ”dårlig” og han undrer sig over danskernes "umådeholdne kødspiseri". Fortvivlende for en veganer, der elskede at opsøge kursteder, hvor han kunne dyrke vegetariske kure, kolde bade og andre terapeutiske foranstaltninger.

Flere har peget på, at opholdet i Marielyst, hvor rejseselskabet trods alt blev i ti døgn, var et afgørende brud i Kafkas liv. Mens han slikker sårene ovenpå bruddet med Felice Bauer, beslutter han sig for at opsige sin stilling i et forsikringsselskab i Prag og leve som fuldtidsforfatter i enten München eller Paris. Det skriver han i et brev til sine forældre, der bliver afleveret på et posthus på Falster d. 20. eller 21. juli. Brevet når frem, men drømmen brister, da Første Verdenskrig bryder ud d. 1. august 1914.

Ingen kommentarer: