“There are tribes in
the south called the Derashe. They are surrounded by people who play five tone
music but they have created a diminished 12-tone scale. Diminished scales are
very important in jazz music especially for improvising. We learn how Charlie
Parker came up with diminished scales as well as Claude Debussy and Bach. But
always on my mind is the question of who were first with the scale, these
people or the Derashe tribe?”
- Mulatu Astatke
Jeg skal ikke kloge mig på
tovltoneteknik og kompositionsmetoder. Eller hvad dét er den banebrydende etiopiske
jazzmusiker Mulatu Astatke prøver at fortælle med ovenstående citat. Bare
konkludere, at ethiojazzen er en blandingsgenre som så mange andre.
Hvis man læser lidt op på
stilarten, begyndte den ikke med Mulatu Astatke. Den første store orkesterleder
var Nerses Nalbandian, hvis familie med nød og næppe var undsluppet det armenske
folkedrab i Tyrkiet. De bosatte sig i Etiopien, hvor han op gennem halvtredserne
lagde grobunden for det spirende jazzmiljø i det nordøstafrikanske land. Dét,
der senere blev kendt som swinging Addis Abeba, opkaldt efter musikscenen i
landets hovedstad. Men nu foregriber jeg fortællingen.
Allerede nævnte Mulatu Astatke
anses nemlig som ethiojazzens største innovator. Astatke blev født i 1943. I
slutningen af halvtredserne rejste han til Wales. Målet var at blive ingeniør,
men til hans forældres ærgrelse, faldt interessen på musik. I første omgang den
klassiske, senere tog han til Boston, hvor han formelt begyndte at studere
jazzmusik.
I slutningen af tresserne tog Astatke
tilbage til Etiopien, her udviklede han den lyd, han omtaler ovenfor. Altså den
noget uortodokse fusion mellem traditionel etiopisk folkemusik og amerikansk jazz.
De følgende år, er siden blevet kaldt guldalderen indenfor ethiojazzen. Her
blomstrede utallige jazzensembler i Addis Abeba under ledelse af Astatke, og
den i år afdøde, saxofonist Getatchew Mekuria. Kulminationen kom da selveste Duke
Ellington kom til byen i 1973, for at optræde med Mulatu Astatke.
Denne lange smøre skulle gerne virke
som en eller anden form for forforståelse for det program, som bliver sendt på
torsdag. Københavnske Debre Damo Dining Orchestra, hvis medlemmer har baggrund
i Whoareyoupeople, The Floor Is Made Of Lava og Laburnum, debuterede i 2015 med
singlen ’Yesega Wat’, der var umiskendelig ethiojazz. Siden har debut-lp’en,
der kom i september, føjet flere genredefinitioner til. Psych, syre og kraut
blandt andet.
Her ’ Where Pyramids And Space
Collide’ fra den nye skive:
Debre Damo Dining Orchestra er:
Søren Lyhne Skov: Tenor Sax
Rasmus Karkov: Alto Sax
Peder Mertner Vind: Keys
Asbjørn Nørgaard: Drums
Kasper
Saaby: Drums
Simon Visti
Tang: Bass
Stil ind nu på torsdag, d. 1. december, kl. 18.00, på enten
98.9 FM eller via den direkte livestream
“The whole collection
feels like it’s falling on a bruise. I love that. There’s a wide variety of
tones between the stories. Some are straight-up noir, some comedy, some love
stories. We have tales of violence and death sitting alongside explorations of
unrequited love, featuring single parents, criminals, and struggling musicians.
Overall, it feels worn, wounded, but still defiant. You can tell this
collection was inspired by the band who recorded both Sorry Ma and All Shook
Down.”
- jeg ved ikke om The
Replacements sangtitler er mere inspirerende / billedskabende end andre bands. Ikke
desto mindre, har den engelskfødte glaswegian, forfatter og nu redaktør, Jay
Stringer, sat en antologi sammen med 25 noveller, der alle tager udgangspunkt i en ’Mats
titel.
Torsdag er en noget tvivlsom dag.
Især hvis man arbejder med roterende ting. Det varsler intet godt. Ak og ve. Til
gengæld er det et godt tegn, hvis man er født på en torsdag. Så er der nemlig
mulighed for, at man har okkulte evner og kan se bag tingene. Hvis man kigger
på gamle vejrvarsler, så synes ingen at have interesseret sig for denne ugedag.
Lyt med i dag, hvor dele af det
faste crew forsøger at skyde sig ind på fortiden, nutiden og fremtiden. Stil
ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream
Flere anmeldere har nævnt, at Kel
Assouf spiller heavyrock. Termen er også nævnt i gruppens eget pressemateriale.
Det er rigtigt, at der er en mere aggressiv, pågående stil på ’Tikounen’, end på
bandets debutplade, ’Tin Hinane’, fra 2010. Men ligefrem heavyrock, den køber jeg
ikke. Jeg vil snarere kalde det en frugtbar
krydsning mellem Tuareg-ørkenblues og europæiske-amerikanske rockmusik. På
papiret ser det første bedst ud, men sådan er det, når musik skal appellere
bredt, så må beskrivelsen af den helst ikke blive for kompliceret. Musik er
forretning. Hvad vil jeg egentlig sige med det?
Sanger og guitarist i Kel Assouf,
tidligere medlem af Tinariwen, Anana Harouna, er født i Niger. De seneste ti år
har han boet i Bruxelles. Her har han samlet et hold af musikere fra Mauretanien,
Ghana, Frankrig, Mali og Algeriet, der udgør Kel Assouf. Gruppens nye plade er
forankret i vrede og afmagt over en verden, hvor krige raser, havene stiger, fordelingen
af verdens goder tilfalder et fåtal, de rige lande lukker sig om sig selv. Historisk
set er der vist noget om, at civilisationer bliver syge og går til grunde, hvis
de helt og holdent lukker sig om sig selv. Hvad vil jeg egentlig sige med det?
Nu på fredag, d. 25. november,
spiller Kel Assouf på Global. Dørene åbner kl. 20.00. Herunder kan man tjekke ’Tikounen’,
og høre om der overhovedet er hold i mine betragtninger. Live er der mere knald
på, har jeg hørt. Det var bare det, jeg ville sige. Eller jeg mangler at
fortælle, at jeg vender plader før og efter koncerten. Det var vist dét.
”Den, der videregiver fiktionen skal være bevidst om det helt
fundamentale, at man lige så lidt har lyst til at høre om offeret som om
bøddelen. Det ved enhver kvinde, der er blevet voldtaget: Der hænger et eller
andet frivolt ved udåden. Man tror jo ikke rigtigt på dén historie, ligegyldigt
hvad der er sket. På den anden side vil man jo absolut også have det dårligt
med en Donald Trump type, som praler med sine gramsende overgreb på
fotomodeller, ligesom man gyser ved påstanden om Bill Clintons voldtægtslignende
forførelser af underordnede praktikanter i embedsmandssystemet. Når alt kommer
til alt ligner voldsmanden uhyggeligt meget sit offer, som John Cale engang
formulerede det. "In the end, in the end", sørgede han dog for at
understrege. Lige så lidt som vi vil høre om voldsmanden vil vi høre om
offeret, begge dele bryder roen på en virkeligt uhyggelig og uhøflig måde, og
nu har vi det sgu da næsten slet ikke rart længere, her hvor desserten er lige
ved at blive serveret, hvad i alverden fortæller du dog dette svineri for? Er
det fordi du gerne vil provokere?”
- fra Jan Sonnergaards sidste
udgivne novelle, ‘Fundamental, familiær spillogik’, der udkom i online tidsskriftet ’Lapidar’, d. 1. november. Redaktøren introducerede den således: ”Novellen i Lapidar er mere eksperimentel og
befinder sig i spændingsfeltet mellem essay, socialrealisme og metarefleksiv
modernisme.”
Det, jeg hæfter mig mest ved er, at
den sidste rocktekst som Jan Sonnergaard citerede fra - og han har godt nok citeret
mange gennem årene – var John Cales ’Guts’:
Jan, du havde om nogen dine
meningers mod. Tak for dét og tak for
alt dét andet.
“The bugger in the
short sleeves fucked my wife
Did it quick and split
Back home, fresh as a
daisy to Maisy, oh Maisy
And the twelve-bore it
stood in the corner
Quite operatic in its
self-disgust
It blew him all over
the living room floor
Like parrot shit,
parrot spit, parrot shit was shot
Now suppose it was
someone familiar
Someone we all would
know
embarrassing
denouement, n'est-ce pas?
Familiar hyperbole
And there would go the
secret plot
The piss had missed
the hole in the pot
Like that ancient
teenage dream
From soul to poison
soul to poison soul
Guts, guts, got no
guts
And stitches don't
help at all
Guts, guts, got no
guts
Holes in the body,
holes in the legs
Holes in the forehead,
holes in the head
Holes in the body,
holes in the legs
There should never be
holes at all
There should never be
holes at all
So, kill all you want
or more
Make sure, do it right
Dead is dead, and door
nails forget
And then you'll notice
How the waster and the
wasted
Get to look like one
another
In the end, in the end
In the end, in the end
In the end, in the end
In the end, in the end”
“The bugger in the short sleeves”, har faktisk et navn,
eller havde, han er her heller ikke længere. Hans navn var Kevin Ayers
“The concepts
underpinning Double Nickels came about partially by accident. In early 1983,
the Minutemen had recorded enough songs to make a single album. But before they
finished it, their friends and SST labelmates, Minneapolis trio Hüsker Dü, came
to town and recorded the two-LP set Zen Arcade in less than a week. Watt took
this as a dare: if their pals could make a double album, why couldn’t the
Minutemen? (He would later add a playful “take that, Hüskers!” to the liner
notes of Double Nickels).”
- en genanmeldelse kan man næppe kalde
det. Ikke desto mindre giver Pitchfork, i en artikel fra 13. november i år, 9.5
til Minutemens spraglede og nærmest udefinerbare dobbeltalbum, ’Double Nickels
On The Dime’, fra 1984. Læs videre herunder…
Hvis det alene havde stået til
Jerry Wexler, én af den amerikanske pladebranches mest magtfulde mænd fra
1950’erne til engang i 1980’erne, var dét, der blev The Rascals allerstørste
hit nær aldrig udkommet. Vi skriver sommeren 1968. En flakkende og turbulent tid.
Martin Luther King var blevet myrdet i april. Det samme skete for Robert F.
Kennedy et par måneder senere. Alligevel var Wexler af den overbevisning, at en
sang med noget, der mindede om et politisk budskab, kunne ødelægge The Rascals
karriere.
New Jersey-kvartetten havde i de
foregående år haft fuldtræffere med blandt andet deres coverudgave af Limmie
Snells/The Olympics ’Good Lovin’’, og deres egen ’Groovin'’, som Wexler også
havde haft betænkeligheder ved at udgive på Atlantic Records. Om det var fordi,
at Wexler tidligere havde taget fejl, er ikke til at vide. Forsanger i The
Rascals. Felix Cavaliere, fik i hvert fald sin vilje.
Den 1. juli 1968, udkom blue-eyed
soul-klassikeren, ’People Got To Be Free’, som i fem uger lå nr. 1 på den amerikanske
hitliste. Sangen blev selvfølgelig kædet sammen med mordene på dr. King og Kennedy,
selvom den var skrevet før Kennedy blev dræbt, og mest af alt handlede om et ubehageligt
møde gruppen havde haft, da deres køretøj brød sammen i Florida, og de efterfølgende
blev jaget af en flok lokale, der ikke brød sig om langhårede:
Brugtpladekasser rundt omkring i brugtpladeforretninger
bugnede før i tiden med støtteplader for ditten og datten. Mod EF, for Greenpeace,
solidaritet med Den Tredje Verden og politiske fanger, for Ungdomshuset, for Fristaden
(’Christianiapladen’ bliver vist snart genudgivet, hvem mon får overskuddet?), mod
AIDS, mod udbytning og drab på dyr, fortsæt selv listen…
Turn Me On, Dead Man Recordings
har netop udsendt albummet ‘Without Borders: On Behalf Of Refugees’, som støtte
til de mere end 65 millioner flygtninge, som FNs Højkommissariat For Flygtninge skønner er på flugt eller er fordrevet for tiden. Udgivelsen er ikke
ligefrem spækket med navne, der giver genklang i den brede offentlighed. Man
finder, ikke desto mindre, en del grupper, der har et godt navn i alternative cirkler.
Heriblandt danske Baby
Woodrose, engelske The Oscillation, uforlignelige The Night Beats fra Washington
State, The Myrrors fra Tucson, Arizona, Holy Wave fra El Paso, Texas mv.
’Dit folkeorkester på syre’ er
Elevatorførers slogan. Eller var. Jeg ved det ikke. Jeg støder ikke længere så
ofte på ordene, når jeg læser om dem. Det er der måske en grund til. I og med,
at gruppen formentlig forsøger at komme ud af den lettere satiriske indfaldsvinkel på syrerock-genren,
som jeg fornemmede ved koncerter og på bandets første udgivelse, ’Opkald Fra
Ukendt Etage’, fra 2013.
I sommer udsendte Elevatorfører
to skiver på samme dag. Dels ’Søvngænger’, der trækker på favoritnumre fra deres
liveoptrædener, herunder genindspilninger af fem sange fra ’Opkald Fra Ukendt
Etage’. Dels 'Prøv Lige At Forestille Dig Det', som vist alle er nye kompositioner.
Sidstnævnte omfatter noget af det bedste materiale gruppen har skrevet. Det
står med andre ord distancen. Hør lp’en herunder.
Live er Elevatorfører efter
sigende også blevet et helt andet band. Ikke at de har lagt de special effects
og gimmicks fra sig, der kendetegner deres shows, de er ganske enkelt blevet bedre
sammenspillet. Nu på torsdag, d. 17. november, kommer et par repræsentanter fra
gruppen forbi Mod Strømmen. Så vidt jeg har fattet, pønser de på at indarbejde
en eller anden form for koncept i udsendelsen. Vi får høre.
“There’re legendary
guys that we have dealt with on a daily basis—Hasil Adkins, Esquerita, Andre
Williams, Mighty Hannibal, Charlie Feathers, Kim Fowley, Mary Weiss of the
Shangri-Las. It’s gratifying that that’s part of our job and we’re helping out
people that have done so much for us over the years. Hasil lived in a shack,
situated so far back in the West Virginia hills, that the guy that he was
supposed to pay $40 a month to for the property just stopped coming around. He
was so cut off from the world at large, but his big dream was to make a record.
Hasil got a Presto recorder where you could cut your own acetates on lacquer or
cardboard blanks and he made hundreds of these. Sometimes he sang while the
machine was on but mostly he transferred the music from tapes. He had some that
say “Mix Up Job” on them which were like Hasil’s version of mix tapes, where
they’d have Jerry Lee Lewis and Fats Domino and two others, taped from 45s that
he borrowed. As you can see he couldn’t spell too well. He only went to one day
of school, and would send the president copies of all his tracks. Somewhere we
have a thank you letter from Nixon.”
Jeg skal ikke til Dinosaur Jr. i
Amager Bio i aften. Selvom ’Give A
Glimpse Of What Yer Not’, albummet som J Mascis, Lou Barlow og Murph er på tour
med, efter min mening er gruppens bedste efter gendannelsen i 2005. I stedet stener
jeg iPad. Jeg skal se Werner Herzogs fremragende, lidenskabelige, politiske, poesifyldte
og naturnære film om vulkaner ’Ind i Infernoet’ færdig.
“Oppenheimer and Herzog
travel to Indonesia, Iceland, Ethopia and North Korea to investigate not only
the volcanoes, but also the people who live with them, and must co-exist with
this terrifying Damoclean sword over their heads. Herzog casts an
anthropologist’s eye on them, and sees how these people have developed customs
and rituals that are part fearful, part celebratory. They bow the knee to the
volcano; they draw strength from its awful power but also cower and convert
their fear into religious myths. In Indonesia, locals have evolved the legend
of a supernatural American GI called John Frum who will one day emerge from the
volcano to spread his bounty.”
Jeg har ikke stået i første
række, hver gang beatorkestret Orcas har spillet indenfor det seneste år. Men
jeg har saftsuseme hørt dem mange gange. Sågar som akustisk trio med banjo,
guitar og tromme. Dén klarede de også med bravour. Jeg stemmer trofast på
sangen, ’Tunge Sten’, til Barometeret på P3. En liste, bandet topper i
skrivende stund. Jeg er vist fanboy, med stort F, så at sige.
For godt og vel et år siden var
Orcas gæster i Mod Strømmen. På det tidspunkt havde de lige indspillet
debut-lp’en, der fik navn efter det første nummer, de nogensinde spillede
sammen, allerede berørte ’Tunge Sten’. Arbejdet med optagelserne var dog ikke
længere fremme end, at bandet undervejs i udsendelsen måtte sætte sig i
forbindelse med gæstemusikere, som ikke havde hørt indspilningerne, for at høre
om de havde protester i mod, at de spillede et par pre-mix i radioen. Der blev
givet grønt lys.
1. Orcas - Tunge Sten (pre-mix)
(2015)
2. Peter Belli & Les Rivals - Roll Over
Beatles (1965)
3. Danghera - Cowboy Sex (2014)
4. The Kinks - Love Me Till The Sun Shines
(1967)
5. Guitar Slim - The Story Of My Life (1953)
6. Povl Dissing - Der Er Ikke
Noget Som Damer (1967)
7. Rock N Roll Adventure Kids - Panties In My
Pocket (2009)
8. Orcas - Hjem Til Sydfyn
(pre-mix) (2015)
9. Gasolin' - Laphophora Williamsii (1971)
10. Gasolin' - Bob-Shi-Bam (1977)
11. Orcas - Kaffe & Græs (pre-mix) (2015)
12. The Artwoods - I Feel Good (1966)
13. The Animals - Squeeze Her, Tease Her (1966)
14. Thee Oh Sees - Tidal Wave (live) (2010)
15. The Creation - If I Stay Too Long (1967)
16. Gravys Drop - Gravys Drop (2011)
17. Frank Zappa - I'm So Happy I Could Cry
(1965)
18. Orcas - Jeg Kunne Godt Tænke
Mig At Komme Nu (pre-mix) (2015)
19. Henning Vilén - Mammy Blue
(1975)
Nu er ’Tunge Sten’ på gaden. Og
på torsdag, d. 10. november, kommer Orcas atter forbi Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, på enten
98.9 FM eller via den direkte livestream.
Det flyder over med fede
referencer og sammenligninger i de anmeldelser, jeg har læst af New York
City-bandet Cheenas debutplade, ’Spend The Night With….’, som Sacred Bones
udsendte i august. Sammenligningsgrundlag,
der mest af alt hører en efterhånden fjern fortid i New York til. Som det blev
nævnt et sted, har byen ikke lydt sådan i mange, mange år, hvis den nogensinde
har lydt sådan. Jeg begynder dog et andet sted. Cheena bliver konstant sammenholdt
med The Gun Club. Det er let at høre hvorfor. Der er noget country-swaggerblues
over flere af bandets kompositioner.
Cheena består af musikere, der
ellers gør sig på New Yorks støj- og hardcorescene. Musikere, der har forsøgt
at bryde nye grænser, i bands som Pharmakon, Anasazi, Crazy Spirit og Hank Wood
And The Hammerheads. På ’Spend The Night With….’, har de kastet sig over noget mere
genkendeligt. Sagt på en anden måde, Cheena er, når alt kommer til alt, måske
bare et gedigent rockband, der, foruden Gun Club, er lune på New York Dolls og
The Rolling Stones?
Nu på torsdag, d. 10. november,
spiller Cheena sammen Marching Church, Junta og Peter Bonneman med Magnus Knudsen
i Mayhem i Ragnhildgade. Det koster sølle halvtreds kroner at komme ind.
”Williams debuterede i halvtredserne. I begyndelsen af tresserne hjalp
han Little Stevie Wonder med at skrive hans første sang og i 1963 slog han sit
ry som sangskriver fast med The Five Du-Tones soul-killer single, ’Shake A Tail
Feather’:
Senere i årtiet kom han i stald hos Chess Records, Chicagos største
blues-label. En overgang var han endog manager og roadie for soulsangeren Edwin
Starr. I halvfjerdserne skrev han bl.a. numre for Parliament og Funkadelic,
ligesom han producerede tracks for Ike Turner. De næste godt og vel tyve år bød
på gevaldige nedturer, hvor han kæmpede med et stofmisbrug, der så småt var
begyndte at tage overhånd i tiden med Ike Turner (døde af en overdosis kokain,
som 76-årig i 2007) En periode levede Williams fra hånden til munden på gaden i
Chicago.
Heldigvis fik Williams ryddet op i sit liv. Op gennem halvfemserne
genvandt han noget af forne tiders værdighed med et spruttende, roots-punk
angreb på den daværende, velpolerede, pæne, forstadsgaragerock. Og sådan er han
faktisk gået fra album til album siden. Hans raspende, talende vokal er blevet
et regulært trademark, der oser af levet liv. Når han samtidig spæder det op
med tekster med erotiske, pirrende undertoner, der aldrig bliver alt for lumre,
så er man vist tilbage på det sted rock’n’roll begyndte.”
”O Lyde og Visioner! Opbrud i ny
lidenskab, ny larm!” Tankens veje er ofte uklare. Arthur Rimbauds digt ’Opbrud’
fra ’Illuminationer’, har strejfet mig mange gange, mens jeg har hørt Narcosatánicos
nye plade, ’Body Cults’. Dog ikke helt, som i Erik Knudsens gendigtning fra
2007, herover. Men med ordene ”Støj og visioner’, som det må have heddet i en
tidligere dansk version. Jeg kan desværre ikke tjekke det for nuværende, da mit
eksemplar af ’Illuminationer’, har plads i sommerhusreolen.
At det netop er Opbrud’, er i
grunden ikke særligt påfaldende. Narcosatánicos bevæger sig nemlig rundt i
berusende og lidenskabeligt kaos af støj og visioner. For slet ikke at tale om forrykte
hallucinationer, paranoia og forvrængning af normerne. Saxofon, dissonans og
larmende guitarer. Tekster, jeg forstår brudstykker af, men som ikke
umiddelbart giver nogen mening. Som at bevæge sig gennem en ny og buldrende by,
fyldt op af usammenhængende indtryk:
’Body Cults’ udkommer, fredag d.
4. november. Der er københavner-release på Loppen dagen efter ved Bad Afros tyve
års jubilæumkalas, hvor bandet også spiller. Inden da, er det dog værd at
stille ind på Mod Strømmen, torsdag d. 3. november, kl. 18.00. Find stationen
på enten 98.9 FM eller via de direkte livestream.
Det er i øvrigt ikke første gang,
at Narcosatánicos er forbi Studie 1 på Christianshavns Kanal. Således tog
gruppens playliste sig ud i december 2013:
1. Ali Mohammed Birra - Awash
(1973)
2. Brainbombs - Who Can You Trust? (1994)
3. Swans - Coward (1986)
4. Narcosatanicos - Voodoo Jesus (2014)
5. Myreskær - Lad Det Ligge
(demo) (2013)
6. Electric Wizard - Satanic Rites Of Drugula
(2007)
7. Happy Hookers For Jesus - Prison Cell (2013)
8. Narcosatanicos - Nausea (2014)
9. The Telescopes - I Fall, She Screams (1989)
10. The Road To Suicide - Sleepers (2013)
11. The Dove Is Dead - Memories Will Vanish
(2013)
