Af Anders Hjortkær, ansat ved Roskilde Festival og quizvært på
Rockquizzen
Så skal regnskabet gøres op. I
musikkens tegn. Her er de 10 danske plader, som har lyst mit år op. Præsenteret
i tilfældig rækkefølge. Udlandet følger bagefter.
Bisse: ’Happy Meal’
Bisse var
allestedsnærværende på min årsliste i 2015. Og den hyperproduktive musiker er
det igen i år. “Happy Meal” var årets første Bisse-plade og er prydet med årets
nok mest usmagelige coverart. Heldigvis gemmer den på masser af musikalske
godter. Bisse flirter med new wave hist og rock her, alt sammen vel sammenslynget
i hans særegne singer-songwriter-formel, der fortsat har arv fra C.V. Jørgensen
og Lars HUG. Det er umiddelbart og alligevel uhåndgribeligt, teksterne er
fabelagtigt. Alt i alt fascinerer det uendeligt.
Niels Skousen: ’Hvem er du som kommer imod mig’
“Der var engang jeg
sang en anden sang,” synger Niels Skousen i den eftertænksomme “Blomsterne”.
Lige siden comeback-albummet “Dobbeltsyn” (2002) har Niels Skousen været en
revitaliseret musiker. Fortsat med protest på hjerte og knivskarpe observationer
af livet omkring ham. Skousen er altid omgivet af fantastiske musikere, og
mentor Nørlund formår at putte den danske Cohens sange i spændende
arrangementer og indpakninger. Niels Skousen iagttager fortsat verden i en
skarp optik, og han reciterer efterhånden mere end han synger. Kloden drejer
videre - Skousen forbliver sin egen stemme. En vigtig én!
North Fall: ‘Tie
The Ends Tying Me’
North Fall er listens
mest oversete navn i andedammen. Bandet, ført an af Anders Belling, har udgivet
to fremragende plader, som begge desværre lever en lidt for hengemt tilværelse
under radaren. North Fall fortjener meget mere med deres intime indiefolk, der
rummer henvisninger til Ben Gibbard, Conor Oberst og vores egen Chorus Grant.
Går godt hånd i hånd med vintermørket.
Big Mess: ’You Know I Care’
Uprætentiøs punkrock i
favntag med 80’ernes indierock. I guder, hvor er det befriende at få sådan en
plade ud herhjemme. “You Know I Care” er fyldt med højoktan guitarknas og
følelsesbetonede vokaler, der besynger ungdommen, som den nu altid er, når den
er svær. Sange om outsidermentalitet, kærlighedseskapader og generelle
fuck-ups. Den slags der fylder i 20’erne, og som fremstår som universelle emner
alle kan spejle sig i. Kan du lide Jay Reatard eller Hüsker Dü, kan du helt
sikkert lide Big Mess.
Bisse: ’Højlandet’
Bisse igen? Ja, så
absolut! Bisses anden 2017-plade “Højlandet” cementerer yderligere hans
position som uundgåelig og original. “Højlandet” er noget af et monstrøst opus,
der insisterer på at holde vores opmærksomhed i noget nær 80 minutter. Bisse
besynger selve livet, og “Højlandet” er som en sejlads gennem febrilsk
rockturbulens, klangflader og stemninger, hvor Bisses krukkede vokal er den
røde tråd, der væver alle de stærke melodier sammen. “Seks hjerter” er årets
danske sang i disse ører.
Ærkenbrand: ’Stimager’
Og så skal vi en tur
til Ebeltoft. Herfra kommer den pudseløjerlige duo Ærkenbrand. De sammenstykker
sælsomme, sære og ganske særlige sange, som lyder fra en anden tid. Det
beskrives vel bedst som en slags neo-folk, optaget på en nedslidt båndoptager
med al den kras i båndkanten, som hører sig til. Guitarer og strygere klinger
og hviner som spøgelser fra et stykke pastoralt Danmark, der ikke er mere. Det
er lidt uhyggeligt, egentlig. Men også utroligt atmosfærefortættet og
dragende.
Lust for Youth: ’Compassion’
Der trækker sådan et
diset mælkevejsslør efter synthtonerne i den stjernebeskinnede åbningssang
“Stardom” fra Lust for Youths 2016-plade. Det er singlen, der bedst viser
destinationen for Lust for Youths rejse, som de har taget fra lo-fi darkwave
til klubvenlig synth-pop. Før var de en skarpkantet klippesten. Med
“Compassion” er de slebet ind til den fineste diamant, der skinner om kap med
mørkejægere som Depeche Mode.
Marching Church: ’Telling
It Like It Is’
Elias Rønnenfeldt, som
de fleste kender bedst fra Iceage, er en mand med mange jern i ilden. Marching
Church startede som et sideprojekt, der nu er vokset til et ligeværdigt
hovedprojekt. “Telling it Like It Is” emmer af coolness med henvisninger til
Jeffrey Lee Pierce og Nick Cave. Fyldt med horn, strygere og urban angst er
Marching Church et dansk bud på en international lyd, der insisterer på at
skure fremfor at stryge med hårene.
Vessel: ’Patterns of Blue’
Anders Matthiasen fra
Murder har dyrket sit soloprojekt Vessel i løbet af tre plader efterhånden.
Denne seneste udgivelse er hans absolut stærkeste. Med rungende ekkoer af
Lambchop og Smog søsætter Matthiasen sine sange som små skibe i rum sø, hvor de
flyder stille med fingerplukkende guitar og hviskende vinde omkring sig.
Blåmønstret som vand og yderligt farvet af et smukt vemod viser sangene, at det
ikke kun er Jacob Bellens der har en ypperlig sangsnedker i sig.
Orcas: ’Tunge Sten’
Da De Høje Hæle først
sparkede døren ind på den danske musikscene i starten af dette årti, var det
med en gavflabbet, forfriskende energi og et livtag med det danske sprog. Én af
Hælene er vandret over i Orcas, som i 2016 udgav deres debutplade “Tunge sten”.
Orcas disker op med noget så forfriskende gammeldaws som en god gang beatmusik.
På dansk naturligvis. Med orgelsoloer, ba-ba-ba-sang og
forsamlingshusfeststemning fra dengang Peter Belli havde lange lokker spiller
Orcas op til dans.
Der kom mange gode plader i år
fra det store udland. Her er de 10 udgivelser, som har ramt plet hos mig i
2016. Ligeledes serveret i tilfældig rækkefølge.
Touche Amore: ’Stage Four’
Post-hardcoren trives
fortsat, når bands som Touché Amoré findes. “Stage Four” er en hårdtslående
sørgeplade bygget op om frontmand Jeremy Bolms tab af sin mor til kræft. Og lad
det bare være sagt: Pladen slår lige i solar plexus, men den kæler også lidt
for ørerne med læssevis af melodiske guitarvævninger, der løfter Touché Amoré
over alle andre bands fra samme scene netop nu. Lyt til vreden, sorgen og de
fantastiske sange. Det her er rystende godt!
Kråkesølv: ’Pangea’
Helt oppe fra det
nordlige Norge, dér hvor dialekten er svær at forstå for selv nordmænd, kommer
dette fremragende guitarband. Kråkesølv har taget hjemlandet med storm med deres
blanding af norske gloser og inspirationer fra amerikansk indierock. De to ting
sat sammen giver endnu et eksempel på Skandinavisk vellyd, og Kråkesølv lyder
som ingen anden. “Pangea” er bandets måske stærkeste udspil indtil videre.
Isolation Berlin: ’Und aus den Wolken tropft die Zeit’
Jeg vover en påstand:
Isolation Berlin er Tysklands bedste rockband netop nu. Og faktisk er det ikke
bare mig, der påstår det. Et ivrigt nikkende kor af anmeldere rundt om i det
tyske rige smider superlativer efter disse drenge. Isolation Berlin har
tidligere udgivet nogle overbevisende EP’er og singler, men de gemte altså
guldet til denne debutplade, som leveres på syngende tysk. Med en samling
bundsolide rocksange maler de berlinerbetongråt det ene øjeblik og i mere rødromantiske
toner det næste. Som en slags løsfarende Jonathan Richman i Berlin. Stærke
sager.
Margo Price: ’Midwest
Farmer’s daughter’
Hun er
countrymusikeren, som giver den lange til musikbranchen i Nashville. Heldigvis
er der countryelskere i andre byer end lige dén i Tennessee. Jack White faldt
for Margo Prices Loretta Lynn-inspirerede countrymusik og signede hende til sit
Third Man-label. Margo Price har levet livet, som mange countrysange kun
klichéfyldt besynger. Og hun synger selvbiografisk om druk i barer, gambling,
fængsler og aborter. Hun er et vaskeægte naturtalent med fremragende sange, og
med et vidunderligt steady backingband (jeg har haft fornøjelsen af at se dem
live!) er der ikke et øje tørt.
Nick Cave: ’Skeleton Tree’
Det er så svært med
denne plade. For den er så gravalvor, at man ikke kan andet end at få dybe
panderynker. Men hvis det rent faktisk kan lade sig gøre at abstrahere fra det
faktum, at “Skeleton Tree” er en sørgeplade efter tabet af en søn, så vil man
også erfare, at materialet på Nick Cave og bands 15. plade er af
rygradsrislende høj kaliber. Udtrykket er dæmpet og minimalistisk, og der
ligger et spøgelsesagtigt skær over det hele. Teksterne forbliver allegoriske
på sin vis, så man ikke begraves fuldstændigt i gravkammermørke. Dosér med
forsigtighed.
Mannequin Pussy: ’Romantic’
Hjertesorg gør ondt.
Det ved Mannequin Pussy. I løbet af 17 kaotiske og katartiske minutter kommer
vi omkring sang, skrig og skrål. Punkrockens mange varianter besøges. Én sang
er poppunk, en anden er hardcore punk, en tredje grunge. Og sådan fortsætter
det - og slutter som noget af et engangsknald man gerne vil genbesøge.
Scott & Charlene’s
Wedding: ’Mid thirties Single Scene’
Bandnavnet er morsomt,
og den ledsagende albumtitel er også en øjenåbner. Heldigvis lever indholdet
til ørerne fuldt op til indpakningen. Scott & Charlene’s Wedding er et
australsk storcharmørband, som har boet i NYC. Og det høres. Deres slackerrock
låner fra lige dele Velvet Underground og 90’ernes lofi-rock, og så er lyden af
deres musik som et stort smil på læberne. Frontmand Craig Dermodys
observationer om banaliteter som ommøblering af stuen eller det at lave
mesterlige ‘scrambled eggs’ går rent ind sammen med de mere end catchy
melodier.
Parquet Courts: ’Human Performance’
Dette newyorkerband
fandt vej til min årsliste tilbage i 2010. Det var med debuten. Denne, deres
femte plade, er nok hidtil den stærkeste de har lavet. Og den fortsætter arven
fra de øvrige udspil med herligt skæv og legende indierock. Angst og energi går
hånd i hånd på “Human Performance”, der er alternativt fjollet og mærkeligt
dybsindig. Det er måske ganske godt eksemplificeret i sangen “I Was just Here”,
som dokumenterer følelsen ved at opdage, at en fastfood-resturant er lukket,
mens den indfanger den frygtindgydende flygtighed ved vores eksistens på denne
skøre planet.
Kevin Morby: ’Singing Saw’
Der er mange
singer-songwriters, der har Cohen og Dylan som idoler. Knap så mange formår at
løsrive sig og finde eget ståsted. For Morby er de ledestjerner - og Morby
søger egentlig ikke et ståsted. Han er på en rejse. I fraseringer og tekstunivers
er der masser at glimt fra 60’erne og 70’erne. Men mest af alt - og det er jo
det det hele handler om - har Morby skåret en samling knivskarpe sange. Hans
lettere drævende vokal sammen med et fuldt backingband (og ja, der er syngende
save med på pladen også) og en underspillet melankoli fører os sikkert igennem
“Singing Saw”, der i øvrigt er hans tredje soloudspil. Morbys stjerne lyser
efterhånden ganske stærkt, og man glemmer helt, at cv’et også tæller Woods og
The Babies.
Car Seat Headrest : ‘Teens Of Denial’
Historien om Will
Toledo er perfekt. Han er Bandcamp-sensationen, der egenhændigt udgav 12 udspil
i bedste skramlende lofi-stil á la Guided by Voices og Pavement. Så fandt han
sammen med Matador, og “Teens of Denial” er den unge indierockers første
rigtige udspil med fuldt band. Will Toledo fremstår som et barn af den
alternative rocks generelle skepsis, men han arbejder sig tilbage på sporet mod
noget, han kan tro på. Og det hører man tydeligt i de 12 sange på “Teens of
Denial”. Det er råt, indfølt og direkte fra leveren, og det er præcis, hvad
indierocken har brug for i en tid, hvor alting er så pokkers poleret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar