Beat 2016 (7 af ?)

Af Anders Hjortkær, ansat ved Roskilde Festival og quizvært på Rockquizzen

Så skal regnskabet gøres op. I musikkens tegn. Her er de 10 danske plader, som har lyst mit år op. Præsenteret i tilfældig rækkefølge. Udlandet følger bagefter.

Bisse: ’Happy Meal’

Bisse var allestedsnærværende på min årsliste i 2015. Og den hyperproduktive musiker er det igen i år. “Happy Meal” var årets første Bisse-plade og er prydet med årets nok mest usmagelige coverart. Heldigvis gemmer den på masser af musikalske godter. Bisse flirter med new wave hist og rock her, alt sammen vel sammenslynget i hans særegne singer-songwriter-formel, der fortsat har arv fra C.V. Jørgensen og Lars HUG. Det er umiddelbart og alligevel uhåndgribeligt, teksterne er fabelagtigt. Alt i alt fascinerer det uendeligt.

Niels Skousen: ’Hvem er du som kommer imod mig’

“Der var engang jeg sang en anden sang,” synger Niels Skousen i den eftertænksomme “Blomsterne”. Lige siden comeback-albummet “Dobbeltsyn” (2002) har Niels Skousen været en revitaliseret musiker. Fortsat med protest på hjerte og knivskarpe observationer af livet omkring ham. Skousen er altid omgivet af fantastiske musikere, og mentor Nørlund formår at putte den danske Cohens sange i spændende arrangementer og indpakninger. Niels Skousen iagttager fortsat verden i en skarp optik, og han reciterer efterhånden mere end han synger. Kloden drejer videre - Skousen forbliver sin egen stemme. En vigtig én!

North Fall: ‘Tie The Ends Tying Me’

North Fall er listens mest oversete navn i andedammen. Bandet, ført an af Anders Belling, har udgivet to fremragende plader, som begge desværre lever en lidt for hengemt tilværelse under radaren. North Fall fortjener meget mere med deres intime indiefolk, der rummer henvisninger til Ben Gibbard, Conor Oberst og vores egen Chorus Grant. Går godt hånd i hånd med vintermørket.

Big Mess: ’You Know I Care’

Uprætentiøs punkrock i favntag med 80’ernes indierock. I guder, hvor er det befriende at få sådan en plade ud herhjemme. “You Know I Care” er fyldt med højoktan guitarknas og følelsesbetonede vokaler, der besynger ungdommen, som den nu altid er, når den er svær. Sange om outsidermentalitet, kærlighedseskapader og generelle fuck-ups. Den slags der fylder i 20’erne, og som fremstår som universelle emner alle kan spejle sig i. Kan du lide Jay Reatard eller Hüsker Dü, kan du helt sikkert lide Big Mess.

Bisse: ’Højlandet’

Bisse igen? Ja, så absolut! Bisses anden 2017-plade “Højlandet” cementerer yderligere hans position som uundgåelig og original. “Højlandet” er noget af et monstrøst opus, der insisterer på at holde vores opmærksomhed i noget nær 80 minutter. Bisse besynger selve livet, og “Højlandet” er som en sejlads gennem febrilsk rockturbulens, klangflader og stemninger, hvor Bisses krukkede vokal er den røde tråd, der væver alle de stærke melodier sammen. “Seks hjerter” er årets danske sang i disse ører.

Ærkenbrand: ’Stimager’

Og så skal vi en tur til Ebeltoft. Herfra kommer den pudseløjerlige duo Ærkenbrand. De sammenstykker sælsomme, sære og ganske særlige sange, som lyder fra en anden tid. Det beskrives vel bedst som en slags neo-folk, optaget på en nedslidt båndoptager med al den kras i båndkanten, som hører sig til. Guitarer og strygere klinger og hviner som spøgelser fra et stykke pastoralt Danmark, der ikke er mere. Det er lidt uhyggeligt, egentlig. Men også utroligt atmosfærefortættet og dragende.

Lust for Youth: ’Compassion’

Der trækker sådan et diset mælkevejsslør efter synthtonerne i den stjernebeskinnede åbningssang “Stardom” fra Lust for Youths 2016-plade. Det er singlen, der bedst viser destinationen for Lust for Youths rejse, som de har taget fra lo-fi darkwave til klubvenlig synth-pop. Før var de en skarpkantet klippesten. Med “Compassion” er de slebet ind til den fineste diamant, der skinner om kap med mørkejægere som Depeche Mode.

Marching Church: ’Telling It Like It Is’

Elias Rønnenfeldt, som de fleste kender bedst fra Iceage, er en mand med mange jern i ilden. Marching Church startede som et sideprojekt, der nu er vokset til et ligeværdigt hovedprojekt. “Telling it Like It Is” emmer af coolness med henvisninger til Jeffrey Lee Pierce og Nick Cave. Fyldt med horn, strygere og urban angst er Marching Church et dansk bud på en international lyd, der insisterer på at skure fremfor at stryge med hårene.

Vessel: ’Patterns of Blue’

Anders Matthiasen fra Murder har dyrket sit soloprojekt Vessel i løbet af tre plader efterhånden. Denne seneste udgivelse er hans absolut stærkeste. Med rungende ekkoer af Lambchop og Smog søsætter Matthiasen sine sange som små skibe i rum sø, hvor de flyder stille med fingerplukkende guitar og hviskende vinde omkring sig. Blåmønstret som vand og yderligt farvet af et smukt vemod viser sangene, at det ikke kun er Jacob Bellens der har en ypperlig sangsnedker i sig.

Orcas: ’Tunge Sten’

Da De Høje Hæle først sparkede døren ind på den danske musikscene i starten af dette årti, var det med en gavflabbet, forfriskende energi og et livtag med det danske sprog. Én af Hælene er vandret over i Orcas, som i 2016 udgav deres debutplade “Tunge sten”. Orcas disker op med noget så forfriskende gammeldaws som en god gang beatmusik. På dansk naturligvis. Med orgelsoloer, ba-ba-ba-sang og forsamlingshusfeststemning fra dengang Peter Belli havde lange lokker spiller Orcas op til dans.

Der kom mange gode plader i år fra det store udland. Her er de 10 udgivelser, som har ramt plet hos mig i 2016. Ligeledes serveret i tilfældig rækkefølge.

Touche Amore: ’Stage Four’

Post-hardcoren trives fortsat, når bands som Touché Amoré findes. “Stage Four” er en hårdtslående sørgeplade bygget op om frontmand Jeremy Bolms tab af sin mor til kræft. Og lad det bare være sagt: Pladen slår lige i solar plexus, men den kæler også lidt for ørerne med læssevis af melodiske guitarvævninger, der løfter Touché Amoré over alle andre bands fra samme scene netop nu. Lyt til vreden, sorgen og de fantastiske sange. Det her er rystende godt!

Kråkesølv: ’Pangea’

Helt oppe fra det nordlige Norge, dér hvor dialekten er svær at forstå for selv nordmænd, kommer dette fremragende guitarband. Kråkesølv har taget hjemlandet med storm med deres blanding af norske gloser og inspirationer fra amerikansk indierock. De to ting sat sammen giver endnu et eksempel på Skandinavisk vellyd, og Kråkesølv lyder som ingen anden. “Pangea” er bandets måske stærkeste udspil indtil videre.

Isolation Berlin: ’Und aus den Wolken tropft die Zeit’

Jeg vover en påstand: Isolation Berlin er Tysklands bedste rockband netop nu. Og faktisk er det ikke bare mig, der påstår det. Et ivrigt nikkende kor af anmeldere rundt om i det tyske rige smider superlativer efter disse drenge. Isolation Berlin har tidligere udgivet nogle overbevisende EP’er og singler, men de gemte altså guldet til denne debutplade, som leveres på syngende tysk. Med en samling bundsolide rocksange maler de berlinerbetongråt det ene øjeblik og i mere rødromantiske toner det næste. Som en slags løsfarende Jonathan Richman i Berlin. Stærke sager.

Margo Price: ’Midwest Farmer’s daughter’

Hun er countrymusikeren, som giver den lange til musikbranchen i Nashville. Heldigvis er der countryelskere i andre byer end lige dén i Tennessee. Jack White faldt for Margo Prices Loretta Lynn-inspirerede countrymusik og signede hende til sit Third Man-label. Margo Price har levet livet, som mange countrysange kun klichéfyldt besynger. Og hun synger selvbiografisk om druk i barer, gambling, fængsler og aborter. Hun er et vaskeægte naturtalent med fremragende sange, og med et vidunderligt steady backingband (jeg har haft fornøjelsen af at se dem live!) er der ikke et øje tørt.

Nick Cave: ’Skeleton Tree’

Det er så svært med denne plade. For den er så gravalvor, at man ikke kan andet end at få dybe panderynker. Men hvis det rent faktisk kan lade sig gøre at abstrahere fra det faktum, at “Skeleton Tree” er en sørgeplade efter tabet af en søn, så vil man også erfare, at materialet på Nick Cave og bands 15. plade er af rygradsrislende høj kaliber. Udtrykket er dæmpet og minimalistisk, og der ligger et spøgelsesagtigt skær over det hele. Teksterne forbliver allegoriske på sin vis, så man ikke begraves fuldstændigt i gravkammermørke. Dosér med forsigtighed.

Mannequin Pussy: ’Romantic’

Hjertesorg gør ondt. Det ved Mannequin Pussy. I løbet af 17 kaotiske og katartiske minutter kommer vi omkring sang, skrig og skrål. Punkrockens mange varianter besøges. Én sang er poppunk, en anden er hardcore punk, en tredje grunge. Og sådan fortsætter det - og slutter som noget af et engangsknald man gerne vil genbesøge.

Scott & Charlene’s Wedding: ’Mid thirties Single Scene’

Bandnavnet er morsomt, og den ledsagende albumtitel er også en øjenåbner. Heldigvis lever indholdet til ørerne fuldt op til indpakningen. Scott & Charlene’s Wedding er et australsk storcharmørband, som har boet i NYC. Og det høres. Deres slackerrock låner fra lige dele Velvet Underground og 90’ernes lofi-rock, og så er lyden af deres musik som et stort smil på læberne. Frontmand Craig Dermodys observationer om banaliteter som ommøblering af stuen eller det at lave mesterlige ‘scrambled eggs’ går rent ind sammen med de mere end catchy melodier.

Parquet Courts: ’Human Performance’

Dette newyorkerband fandt vej til min årsliste tilbage i 2010. Det var med debuten. Denne, deres femte plade, er nok hidtil den stærkeste de har lavet. Og den fortsætter arven fra de øvrige udspil med herligt skæv og legende indierock. Angst og energi går hånd i hånd på “Human Performance”, der er alternativt fjollet og mærkeligt dybsindig. Det er måske ganske godt eksemplificeret i sangen “I Was just Here”, som dokumenterer følelsen ved at opdage, at en fastfood-resturant er lukket, mens den indfanger den frygtindgydende flygtighed ved vores eksistens på denne skøre planet.

Kevin Morby: ’Singing Saw’

Der er mange singer-songwriters, der har Cohen og Dylan som idoler. Knap så mange formår at løsrive sig og finde eget ståsted. For Morby er de ledestjerner - og Morby søger egentlig ikke et ståsted. Han er på en rejse. I fraseringer og tekstunivers er der masser at glimt fra 60’erne og 70’erne. Men mest af alt - og det er jo det det hele handler om - har Morby skåret en samling knivskarpe sange. Hans lettere drævende vokal sammen med et fuldt backingband (og ja, der er syngende save med på pladen også) og en underspillet melankoli fører os sikkert igennem “Singing Saw”, der i øvrigt er hans tredje soloudspil. Morbys stjerne lyser efterhånden ganske stærkt, og man glemmer helt, at cv’et også tæller Woods og The Babies.

Car Seat Headrest : ‘Teens Of Denial’

Historien om Will Toledo er perfekt. Han er Bandcamp-sensationen, der egenhændigt udgav 12 udspil i bedste skramlende lofi-stil á la Guided by Voices og Pavement. Så fandt han sammen med Matador, og “Teens of Denial” er den unge indierockers første rigtige udspil med fuldt band. Will Toledo fremstår som et barn af den alternative rocks generelle skepsis, men han arbejder sig tilbage på sporet mod noget, han kan tro på. Og det hører man tydeligt i de 12 sange på “Teens of Denial”. Det er råt, indfølt og direkte fra leveren, og det er præcis, hvad indierocken har brug for i en tid, hvor alting er så pokkers poleret.