Beat 2016 (9 af ?)

Af Jan Damage Petersen. Manden med de sprøde beats, der om en uges tid eller deromrking endnu engang er medvært i Mod Strømmen. Denne gang sammen med Matthew Moller i en udsendelse om nyere australsk rockmusik.

20. Lithics: ’Borrowed Floors

Portland har altid set ud til at være arnested for en spirende punkscene. Byen har i hvert fald fostret nogle af undertegnedes favoritter indenfor den kategori igennem tiderne. Lithics er en kvartet, der lægger sig i kategorien art. De har visse ligheder med sluthalvfjerdserbands såsom Devo, The Fall etc. Tom Verlaine guitarspil må også nævnes som inspirationskilde. Alt er skåret ind til benet, og de minimalistiske kompositioner fremhæver, at det er et velspillende band, man har med at gøre. Med en længde på 25 min., får man under alle omstændigheder ikke for meget.

19. Thigh Master: ’Early Times’

Jeg har læst mig til, at der var en del indierockere i Australien, der gik rundt og ventede på debuten fra Thigh Master. Den har nemlig været undervejs siden 2013, men de skulle lige blive til en kvartet og have implementeret en ekstra guitar. De ventende er sikkert ikke blevet skuffet, da kvartetten fra Brisbane kan deres guitar-janglepop til fingerspidserne. Flying Nun catchiness, lo-fi punket indie ala Sebadoh. Læg dertil,  at de er bysbørn med The Saints, og det kan høres. Det er dæleme en solid debut.

18. Dan Stuart with Twin Tones: ‘Marlowe's Revenge’

Green On Reds arv som et af de bedste bands og foregangsmænd for den alternative americana-bølge, er ikke til at tage fejl af. Ikke mindst den dystre plade, ’The Killer Inside Me’, står for mig som en milepæl. Adskillige stoffer og et eksil i Mexico senere, vendte den tidligere stordrikkende frontmand Dan Stuart tilbage til musikken i 2012 med et glimrende soloalbum. Denne gang har han hevet fat i Twin Tones fra Mexico City, der på fornemmeste vis formår, sammen med en sprudlende Stuart, at føre Green On Reds oeuvre videre i 2016. Næste gang han kommer forbi, håber jeg vi er mere end 40-50 mennesker på Loppen. Folk, der ikke kender Green On Red, kan sagtens begynde med ’Marlowe's Revenge’.

17. Kal Marks: ‘Life Is Alright, Everybody Dies’.

Nye post-hardcore plader, har det ikke altid nemt, efter vi trådte ind i nullerne. Af og til dukker der dog noget op. I år dukkede der et band op fra Boston, omend i en sludge-udgave. Selvom pladen har en mere optimistisk tilgang end deres forrige plader (deres seneste hed ’Life Is Murder’), så er universet stadig dystert og melankolsk. Det er på udgivelser som disse, at trio-formatet bliver optimalt, hver en tone, anslag og pause kommer til sin ret. En plade, der vækker gode minder.

16. Psychic Ills: ’Inner Journey Out’

Sjældent har en plade ramt mig så hårdt lige fra første sekund, som ’Inner Journey Out’ gjorde, da den udkom i sommer. Tilbagelænet og cool som bare fanden. Det perfekte soundtrack til en stille røgfyldt bar, et sted ude hvor kragerne vender. Desværre er pladen lidt for lang, men det har ikke forhindret mig i, at høre side a,b og c igen og igen. Det faktum og lidt for banale tekster gør, at det desværre ikke blev det mesterværk, jeg i første omgang troede det var. Men mindre kan også gøre det.

15. Cheena: ‘Spend The Night With...’

Begrebet supergruppe er efterhånden en af de største floskler i musikbranchen, men lad os bare kalde Cheena for én sådan, da vi alle ved, hvad det betyder. Ty Segalls Gøggs var i 2016 et glimrende eksempel på, at en supergruppe nødvendigvis ikke behøver at lyde så super endda. Cheena består af medlemmer fra Pharmakon, Crazy Spirit og mine personlig favoritter Hank Wood & The Hammerheads. Pladen emmer af god sangskrivning og interessante ideer, og selvom inspirationerne kalder én tilbage til bl.a. New York Dolls og Gun Club, så er ’Spend The Night With...’, et glimrende bud på en anderledes punkrock-skive anno 2016.

14. Iggy Pop: ‘Post Pop Depression’

Josh Homme har udgivet noget af det mest overvurderet lort i mands minde. Så fik jeg sagt dét. Jeg bandede ham langt væk, da jeg hørte, at han nu heller ikke kunne holde nallerne fra Iggy, men heldigvis tog jeg fejl (for en gang skyld). Til gengæld hjælper han uforlignelige Iggy med at finde tilbage til ’77, hvor solokarrieren tog fart med ’Lust For Life’ og ’The Idiot’. ‘Post Pop Depression’ er forrygende fra start til slut, og kun et par gange stikker den lange røde snotten frem, men det gør slet ingenting, Josh. Respekt. Bonus info: Det var Iggy selv, der skrev til Josh, og manden er trods alt ikke idiot.

13. Toys That Kill: ‘Sentimental Ward’

Jeg kommer selv til at associere poppunk med en masse gyselige bands, så tillad mig at kalde Toys That Kill for melodisk punk i stedet. Sådan som det jo har været lige fra begyndelsen, ikke mindst med The Ramones som ingen vil betvivle er punk - som bare fanden. Det er vel også læderjakkerne fra New York, som kommer nærmest TTK, hvis jeg skal prøve med en sammenligning. Frontmand Todd Congelliere har en fortid i F.Y.P og udgiver også plader under eget navn. Fælles for dem alle er, at punken stikker i mange retninger, men samtlige numre er catchy som ind i helvede. ’Sentimental Ward’ er måske hans mest gennemførte plade til dato, og så er de fra Minutemens San Pedro i udkanten af L.A. Hvad filan er der med det sted?

12. Teenage Fanclub: ’Here’

Lige så forudsigeligt som, at Bowie ville lande i toppen af samtlige musikmagasiners årslister, er det, at Teenage Fanclub ender på min top 20, når de kommer med en ny plade. De bidrager som sådan ikke med noget nyt, til deres i forvejen imponerende bagkatalog, men bandet er bare så fandens gedigent. Deres store force er, at de har tre sangskrivere, der nogenlunde ligeligt bidrager henover pladerne. Norman Blake er popsnedkeren, Raymond McGinley tager sig af balladerne, mens Gerard Loves styrke er de snørklende og smukke guitarfigurer. ’Here’ er mere af alt det gode fra The Fannies, indie-rock for voksne.

11. Bad Breeding: - S/T

Når jeg sådan har gået rundt i 2016 og syntes at verden er at lave, så kan det være meget befriende at høre på sure unge mænd, der synes det samme som én selv. Det er en samhørighed som mennesker, der lytter til hc-punk udemærket kender til. Samhørigheden udebliver dog, hvis bandet stinker. Bandet er fra Stevenage, det ligger i nærheden af Stanstead Airport, som er det gudsforladte sted man lander, når man flyver med Easy Jet til London. Så tror da fanden, at Bad Breeding får lyst til at smadre igennem på sine instrumenter til noget nær perfektion. Selvom bandets hc-punk lyder forfriskende er inspirationerne fra f.eks. anarcho-landsmændende Crass, ikke til at tage fejl af. Pladen er også en selvgjort lækker sag, med masser af inlays, tegninger, kollager etc., til den nette sum af 100 kr.

10. Steve Gunn:  ‘Eyes On The Line’

Der er et eller andet med de der avantgardistiske guitarekvilibrister for tiden. Nogle hælder nok mest til Gunns instrumentale soloplader, samt hans duo-plader med andre eksperimenterende kollegaer. Dette er hans tredje album som sangskriver med fuldt band, og hans første på pladeselskabet, Matador. På scenen ligner han en lille dreng, og han har formentlig aldrig kastet sig på knæ og liret sin guitarsolo af. På ’Eyes On The Line", lyder han ligeså selvsikker, som en anden Dylan med solbriller og højt hår. ’Easy Going Dude’ er et glimrende bevis på, at rock’n’roll sagtens kan være meditativt, uden overhovedet at være ambient, psych eller kraut. Hurra for gode sange!

 9. Scott & Charlene's Wedding: ‘Mid Thirties Single Scene’

Det første af to bands fra Melbourne på denne årsliste. Opkaldt efter Kylie Minogues og Jason Donovans berømte bryllup i den australske 80'er tv-serie Neighbours, i rollerne som Charlene og Scott. Det er ret sjovt, og det er frontmand Craig Dermodys tektster også. Det gør det ikke værre, at de bliver bakket op af den ene slacker anthem efter den anden. Havde Craig skrevet sine sange på samme tid, som da Pavement var på deres højeste i 90'erne, var han blevet en af de rigtig store indie-helte. Det er et hypotetisk faktum.

8. Hypnopazuzu: ‘Create Christ, Sailor Boy’

David Tibet fra Current 93 laver en plade sammen med Youth fra Killing Joke. På papiret det lød på interessant...og dét er det også. Det er efterhånden 32 år siden at Youth var at finde på C93 pladen, ’Nature Unveiled’. D’herrer husker åbenbart glimrende og synes at det var tid til at tage tråden op igen. Hvor Tibets musik de seneste år har haft fokus på det minimalistiske, er Youths baggrundstæppe fyldt med patos af strygere, synths, percussion etc., hvilket ikke gør Tibets univers mindre teatralsk. Men en gudsbenådet historiefortæller som ham, kan slippe afsted med hvad som helst. Bevares, manden vil altid dele vandene, men for mig er det ingen sag at købe præmissen og lade sig rive med af historierne om stjerner, sex og magi.

7. Mountains And Rainbows: ’Particles’

Forrygende orkester, som dukkede op ud af det blå. Det viser sig dog, at de har eksisteret i ti år, godt gemt væk i Detroit. Heldigvis fik gruppen en supporttjans i hjembyen for allestedsnærværende Thee Oh Sees. Frontmand John Dwyer var ikke sen til at høre, at det band skulle signes med det samme på hans eget label Castle Face Records. Det blev til en dobbel-tlp, der lægger ud med fem-seks fremragende cathcy garage-sange, med sax og hele molevitten, for så at ende ud i mere udstrækkende psykedeliske numre. Pladen er efter sigende et mix af de seneste ti års sangskrivning og spontan kreativitet. Årets mest og bedst bevarede hemmelighed.

6. Parquet Courts: ’Human Performance’

De tidligere texanere og nu New Yorkske Parquet Courts, har et væld af inspirationskilder på samvittigheden, fordelt over deres fem studiealbums. Det har lige fra starten været et charmerende bekendtskab, men med ’Human Performance’ nærmer vi os noget der ligner et selvstændigt mindre mesterværk. Der er skruet ned for tempoet og dykket ned i musikhistorien, helt tilbage til dét, der begyndte det hele, The Velvet Underground. Alligevel er Parquet Courts sig selv, og det er langt mere end, hvad størstedelen af tidens mange unge og gode indiebands kan sige. F.eks. er sangen ’Berlin Got Blurry’, nærmest helt Elvis Costello’sk, men alligevel lyder den unægteligt som Parquet Courts. Det er sejt!

5. Cian Nugent: ’Night Fiction’

Cian Nugent har med sit backingband The Cosmos, bevæget sig indenfor den instrumentale rock, men nu fik han gudskelov lyst til at smide lidt vokal på. Selvom manden er fra Dublin, er sangene som taget ud af den amerikanske vestkyst, og leder tankerne tilbage på bands som Grateful Dead og Allman Brothers Band. Samme skole som Steve Gunn iøvrigt, når denne laver plader med sit band. Ikke overraskende er det Woodsist Records fra San Francisco, der udgiver. Det er efterhånden et imponerende bagkatalog, de har. Læn dig tilbage og glem alt om, at du har travlt og lyt noget mere til Cian Nugent.

4. Tyrannamen:  S/T

Fem år med shows i hjembyen Melbourne, skulle der gå, før Tyrannamen fik lagt noget ned på vinyl. Det har højst sandsynlig noget at gøre med, at bandet er et sideprojekt, der bl.a. har medlemmer fra indierockerne Twerps, The Stevens og Whipper. Stilen er garage rock/power pop, der lægger sig midt imellem verdens bedste band Royal Headache og Reigning Sound. Otte ørehængende skæringer man holder af med det vuns. Pladen nåede lige at få en europæisk udgivelse på Static Shock, så der er ingen grund til ikke at købe pladen. Australia rules. Igen!

3. Dinosaur Jr.: ‘Give A Glimpse Of What Yer Not’

Når kongerne af indie-/støj-rock er i topform, så er der sgu ikke et øje tørt. Og det må man sige at Mascis, Barlow og Murph er her, på deres fjerde og bedste udspil, siden gendannelsen i 2005. Kender du ikke rigtigt bandet (hvilket vil være mærkeligt), så begyndt her. Kender du bandet, men troede, at de var over and out, så tro om igen. Har du allerede købt pladen, så ved du, hvad jeg snakker om. At købe den nye plade med Dinosaur Jr. i 2016, er at være med på beatet. Imponerende!

2. Spacin': ’Total Freedom’

Lo-fi-psych rock’n'rollerne fra Philadelphia's brug af mund, samt tunge på deres cover, har gjort , de har fået en reprimande af selveste The Rolling Stones. Derfor er det så meget mere fantastisk, at de med deres anden fuldlængde stadig gøre brug af det, og kalder pladen for ’Total Freedom’. At Spacin' gør, hvad der passer dem, et perfekt udgangspunkt, når man skal lave musik. Lo-fi produktionen får lige en dyne af lo-fi ovenpå, og de får skabt et uforligneligt univers med en plade, der bare bliver ved med at åbne sig op. Dette kan kun gøres, fordi sangene er i orden. Omend ingen af de ni skæringer formentlig er blevet spillet på samme måde to gange. Spacin’ består af fremragende musikere fra bl.a. det brillante band Birds Of Maya, der har medlemmer fra det ligeså fremragende Purling Hiss, der også er gæster på denne plade. Og sådan går det hele så herligt i ring. Total Freedom!

1. The Wedding Present: ’Going Going’

Ja, ja, du troede sikkert, at David Gedges The Wedding Present, for længst var langt fra bandets heydays. Men 2016 var året, hvor bandet udgav intet mindre end et mesterværk, med den tyve numre lange ’Going Going’. Den begynder kryptisk med smadder og instrumentale arrangementer, men efter fire numre spytter David den ene fremragende sang ud efter den anden. Bandet er i storform. Gedge mestrer de fleste indierock-tekniker, men når det kommer til stille-støj-stille øvelsen, er det svært at finde bands i dag, der kan gøre Wedding Present kunsten efter. Jeg slutter med et citat fra ‘Groundskeeper Willie’; "Come on lads!, Lets take 'em to school!".

Boblere:

Mudcrutch : ‘2’

Half Japanese: ‘Perfect’

Soda Eaves: ‘Murray, Darling’

Octagrape: ‘Aura Obelisk’

Car Seat Headrest: ‘Teens Of Denial’

Cold Pumas: ‘The Hanging Valley’

David Bowie: ‘Blackstar’

John Doe: ‘The Westerner’

Goat: ‘Reqiuem’

Bob Mould: ‘Patch The Sky’

Shirley Collins: ‘Lodestar’

Matt "mv" Valentine: Blazing Grace’

Honorable mentions:

John Carpenter: ‘Lost Themes II’

Doug Tuttle: ‘It Calls On Me’

Wovenhand: ‘Star Treatment’

Bad Sports: ‘Living With Secrets’

Leather Towel: ‘IV’

Gap Dream: Thi’s Is Gap Dream’

Nails: ‘You Will Never Be One Of Us’

Tim Hecker: ‘Love Streams’

Ultimate Painting: ‘Dusk’

Nick Cave & The Bad Seeds: ‘Skeleton Tree’

PJ Harvey: ‘The Hope Six Demolition Project’

Årets reissues:

Country Teasers: ‘Destroy All Human Life’

Miracle Legion: ‘Portrait Of A Damaged Family’

David Kilgour: ‘Sugar Mouth’

The Clean: ‘Getaway’

Big Star: ‘Complete Third Vol.1: Demos To Sessions To Roughs’

Manyfingers: ‘Our Worn Shadows’

Sun Ra. ‘Singles Volume 1: Definitive 45s Collection (1952-1961)’

Årets arkiv-udgivelse:

Träd, Gräs Och Stenar: S/T (Box Set)

Danske anbefalinger:

Igen i 2016 var der mange glimrende danske plader. Glimrende, kan man ligeledes sige om Mod Strømmens gæsteskribenter. Alle har nævnt mine danske anbefalinger op til flere gange. Jeg ser derfor ingen grund til at gentage, følgeligt bliver min liste yderst sparsom. Jeg vil dog lige nævne (igen-igen), debutpladerne fra beat-rockerne Orcas og de melodiske punks i Big Mess. Begge plader er overlegne, jeg glæder mig meget til at følge dem fremover. Gode venners bands har der også været en del af, men dem nævner jeg ikke - ingen nepotisme her.

Én (desværre kun digital) udgivelse har dog taget fusen på mig i en sådan grad, at jeg bliver nødt til at skrive lidt om den:

Birds In Flight: Demo

Nogle af medlemmerne fra det pragtfulde hc-punk band, Love Potion, bevæger sig her i en helt anden retning. Min første tanke var Teenage Fanclub fra deres ’Bandwagonesqu’"-æra (der som bekendt var årets plade i ’91). Det gør en gammel Fannies-fanboy, som undertegnet helt blød i knæene. Knasende sprøde guitarer ala Neil, vokalharmonier, der sidder lige i skabet, pop-hooks, som bør appellere til enhver, der kan lide Chilton. Ligesom Fannies ikke gav en flying fuck, hvad angår tidens trend, såsom grunge, shoegaze eller madchester. Så giver Birds In Flight heller ikke en flying fuck for, hvad der foregår lige nu. De spiller bare fandens sprød rockmusik, så det synger i himlen. Jeg er fan! (Birds In Flight kigger forbi Mod Strømmen, d. 2. februar)