Afslutningen på en triologi….

Nap Eyes nye album, ’I’m Bad Now’, fordrer en del baggrundsforståelse, før man er moden til at dykke dybere ned. Jeg var ved at tabe pusten, da jeg læste pressematerialet, der nærmest tenderer en akademisk analyse (læs selv videre herunder).

’I’m Bad Now’ er tredje del af en uformel triologi, der omfatter ’Whine Of The Mystic’ fra 2015 og ’Thought Rock Fish Scale’ fra 2016. I pressemeddelelsen bliver der lagt op til, at man i det mindste skal besidde et kendskab til argentinske Jorge Luis Borges’ fortællegreb i ’The Garden Of Forking Paths’. En novelle fra 1941, der forgrener sig på kryds og tværs af tid og rum. Med andre ord, i parallelle universer, også kendt som multivers.

Endnu bedre vil det være, hvis man har læst den britiske filosof Olaf Stapledons skildring af netop nævnte multivers i romanen, ’Star Maker’, fra 1937. Stapledon skrev science fiction, og han har haft stor indflydelse på ansete tænkere og forfattere som Arthur C. Clarke, Stanisław Lem, Bertrand Russell, CS Lewis, John Maynard Smith mv.

Hvis man virkelig vil til bund i canadiske Nap Eyes nye udgivelse, er det altså nødvendigt at kende til den teoretiske eksistens af uendelige universer. Om det så er som et litterært begreb eller mere filosofisk, det bliver brugt på pladen, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det har jeg nemlig ikke helt fattet. Men det ene udelukker, jo som bekendt ikke det andet.

Nap Eyes spiller i Vega, mandag d. 30. april. Dagen efter gælder det spillestedet Tape i Aarhus.