Jeg keder mig…. / Hvorfor fik jeg ikke at vide, at Spinning Coin var forbi København i går?

Eller rettere sagt, jeg dødkedede mig i går. Den seneste uges tid, har jeg ellers set et par gode rockdokumentarfilm. ’XTC: This Is Pop!’ og ’The Wrecking Crew’. Det forsøgte jeg at følge op med nogle streamingserier, men jeg må sande, at jeg hverken er til vampyrer eller zombier. Apokalypsen eller ligegyldige gysere. Jeg har også et par bøger liggende, som jeg er gået i stå i. Den tyske bestseller, 'Træernes Hemmelige Liv', af skovfoged Peter Wohlleben, tegnede ellers meget lovende, men den har jeg lagt fra mig. Det samme er sket med Levon Helms og Steven Davis´ ’Historien Om The Band: Wheels On Fire’, der ligeledes tegnede godt, men endte i for megen småpludren. Et par nye plader kunne heller ikke rykke ved den uinspirerede tilstand, jeg befandt mig i.

Sent på aftenen, fandt jeg tilmed og til min store ærgrelse ud af, at skotske Spinning Coin, et par timer tidligere, som sidste øjebliks tilføjelse, havde spillet support for canadiske Alvvays i Lille Vega. Alvvays er ikke min kop te, men jeg havde med glæde betalt billetprisen på kr. 165,00, for bare at høre det unge Glasgow-orkester. Jeg nåede dog ikke at ærgre mig gul og grøn, fordi jeg samtidig læste, at koncerten var udsolgt.

Jeg har fulgt Spinning Coin i nogle år. Gruppens debut-lp, ’Permo’, fra 2017, var én af de plader, jeg havde set allermest frem til sidste år.. I november, beskrev jeg, bandets musik som:

”utilpasset, catchy popmusik med jangle-guitar, der både er introspektiv og søgende. Giver det mening? Hvis ikke, så lad mig prøve med en anden sammenligning. Det er the sound of young Scotland, sloganet for pladeselskabet Postcard Records, filteret gennem amerikansk alternativ rock fra begyndelsen af halvfemserne. Bag mixerpulten har de haft ingen ringere end Edwin Collins fra Orange Juice”