Respons: “This is what the Undertones would….”

- af Thomas Løppenthin

”For et par dage siden omtalte redaktør Hans-Henrik Siig her på siden, hvorledes hans medvært i udsendelsen ugen forinden havde været ved siden af sig selv, harceleret over nutidens musik, udtalt sig i hårde vendinger. Medværten var mig. Og omtalte program var skemalagt til at inkludere cirka tre kvarters tilbageblik på sidste års Roskilde Festival, dernæst et tyve minutters-interview med Bo Morthen fra Black Seagull, og så som afrunding en times fri leg, også kaldet ’Shoot From The Hip’, hvor Hans-Henrik og jeg skulle spille plader og snakke jive. Som vi plejer. Al musikken, med undtagelse af ’Shoot’-indslaget, var givet på forhånd.

Men få sange inde i udsendelsen kunne jeg mærke, at noget var galt. Jeg følte mig fraværende, det prikkede i huden, og det føltes undervejs som om, ordene, der kom ud af min mund, ikke var mine egne. Som en anden skoledreng var jeg blevet sat til pænt at vente, svare når jeg blev spurgt, og vise mig fra min bedste side. Men det kunne jeg ikke. Det gik op for mig, at jeg ikke gad blive hevet igennem en hel time med på forhånd udvalgte sange. Jeg gad ikke have en mening, gad ikke at lytte, gad ikke at være hverken imødekommende eller nysgerrig. Fra udsendelsens første time husker jeg, at ord som ”fribløder”, ”fredsdue” og ”Michelle Bellaiche” væltede ud af munden på min medvært, mens hans kiggede skælmsk på mig. Min psykiske tilstand blev bragt mere og mere i ubalance.

Jeg havde ved ankomsten til studiet tømt indholdet af min taske, og nu stod der ved mine fødder plader med The Byrds, John Cale, Bryan Ferry, Black Lips, Cornelis, Nude Beach, med flere, og ventede på at blive lyttet til og kommenteret i plenum af Siig og undertegnede. Langt fra tidens toneklang, og ved gud ikke et særlig fremadskuende udvalg, dét indrømmer jeg blankt, men det var altså dér, jeg var denne torsdag aften. Men der skulle altså gå en time, før jeg kunne lægge ’You Ain’t Going Nowhere’ på grammofonen, og alt op til dette står for mig lidt sløret.

Efter udsendelsen spillede Hans-Henrik et videoklip for mig, som en fælles ven havde sendt tidligere på ugen. Redaktøren skrev senere på bloggen, at jeg ved synet ”tabte underkæben”, og at jeg ”gloede som en ko på en rødmalet port”. Klippet viste en tidlig inkarnation af Essex-pubrockerne Eddie & The Hot Rods, som spillede en knusende fed version af Bob Seger-sangen ’Get Out Of Denver’ fra 1974. Lew Lewis spiller mundharmonika på optagelsen, som må være fra et eller andet sted mellem 1975 og marts 1976, hvor Lewis forlod bandet. Optagelsen er lavet til tv, men bandet spiller live, og selvom der ingen publikummer er til stede, spiller Eddie & The Hot Rods som gjaldt det deres liv.

Eddie & The Hot Rods er blandt mine favoritter, og jeg spillede dem faktisk i den allerførste Shoot-udsendelse, som Hans-Henrik og jeg lavede sammen for snart mange år siden. Måske var det derfor, at de netop denne aften kunne have denne rensende effekt på mit sind, eller også var det bare fordi, de ramte et ømt punkt.”