Reportage fra Spot-festival 2018. (Lørdag og jagten på musikken (2. del)
+ X Marks the Spot - vi finder musikken
(3. del))
Hauge Marple, the retro graphics
dude, central drivkraft i Klub Soja, hvor han blandt meget andet står bag
plakaterne, medlem af The Rayguns mv., var i Aarhus for nogle uger siden. 1.
del af Hauge Marples fortælling kan man læse herunder.
"Lørdag og jagten på musikken (2. del)
”Klokken ni er de midaldrende
Power Rangers samlet i Royal Hotels glasdækkede restaurant til en imponerende
morgenbuffet. Især bikube-rammen med honning og de små glas med
portionsanrettet skyr vækker begejstring. Men vi når også forbi cremet røræg,
skinke, bacon, den røgede laks, melonen, citrussalaten, ostene, croissanterne
og kanelsneglene. Mellem madindtagelsen og de mange ture til kaffemaskinen, får
vi kigget på lørdagsprogrammet, som vi oplever lidt tyndt og noget mindre
overskueligt end morgencompleten. Vi bliver enige om at slutte dagen i samlet
flok på TAPE, til dét, der ligner lidt af en punkfest. Så går vi hver til sit. Drongo
skal arbejde på sit værelse, Rune skal i bad. Jacob Speake har et spillejob hos
Østvinyl. Jeg vælger at gå mig en tur langs havnen. Dejligt at komme lidt væk
fra centrum. Solen skinner, himlen er blå. Jeg har en plan om at nå ud og hygge
lidt med Martin fra Route 66, der står og sælger plader på Aarhus
Kræmmermarked. Klokken elleve når jeg frem. Pladsen vrimler allerede med glade,
jyske familier på weekendtur. Efter at have snuset lidt omkring, finder jeg
Martins bod. Han kvitterer straks ved at efterlade mig til at passe hele butikken,
mens han smutter på wc. Oh shit! Det er en stor bod med masser af brugt vinyl
og et fint udvalg af nye skiver. Jeg forsøger at se ud som om, at jeg har styr
på det hele og går beslutsomt i gang med at skifte til side to af Barry Whites ’Greatest’, som har kørt
på grammofonen. Men lige meget hjælper det, for jeg kan se flere jyske herrer,
der har rodet alle pladekasserne igennem, nu sender mig mistroiske blikke og
holder lidt ekstra fast om deres indsamlede vinylskatte. Det lykkes mig kun at
sælge et genoptryk af en Østkyst
Hustlers lp til en ung pige med MobilePay, mens de andre kunder kigger op i
luften og lader som ingenting, indtil Martin vender tilbage. “Nå, hva’ så, er det dig, der kassemester.
Kan jeg ik’ få en go’ samlet pris på de her?”
Halvanden time senere sidder Rune
og jeg og steger om kap i asfaltovnen ved Volume-scenen. Vi er omringet af
branchefolk, der taler alt for meget. Andet sker der ikke. Vi køber arepas,
lækre venezuelanske fladbrød med kyllingefyld. Inspireret af latinostemningen,
fortæller Rune, om sine mange salsature til Colombia. Men musik skal der til,
så vi tekster med Drongo og mødes ovre ved Den Rå Hal for at give Abekejser en chance. Fem meget unge
mænd, klædt somom de skal videre til en vinsmagning bagefter, står med to
keyboards og en Moog, en guitar og et trommesæt. De kalder deres musik jazztronica af en eller anden grund.
Rune lægger ud med at synes, at det er virkelig godt. Jeg lægger ud med at
synes, at jeg ikke har set så mange selvtilfredse næserynk siden Moonjam. Men de er jo dygtige folk, de
spiller lidt hip hop, lidt world, lidt progrock, lidt 80’er guitar, lidt Kraftwerk, men hovedsagligt en
blanding af jazz og elektronika… ahaaa! Det var derfor. Nu synes Rune
alligevel, at han har fået nok. Det er alt for ensartet og pænt. Vi går ned til
åen, hvor vi stener og drikker bajere i et par timer.
Da vi mander os op til at bestige
den musikalske hest igen, er det uden særligt held. Værst går det, da vi vover
os ind i Scandinavian Congress Centers tørlagte Lalandia af en koncertsal til Gents. Bandets lyd er åbenbart
inspireret af Thatcher-tidens mest affekterede new romantics og deres navn af
engelske herretoiletter. Noget forfærdeligt udspekuleret pop. Det skal dog
siges, at der var rigtig mange helt unge mennesker, der festede derinde, så
lidt penge skal de nok tjene. Vores næste fejl, var at se The Attic Sleepers i Store Sal. Jeg tror, vi lod os lokke af de
bløde stole. Det bedste, jeg kan sige om The Attic Sleepers, er, at deres navn
er velvalgt. Men de skulle måske hellere, have gået med The Everywhere Sleepers. I forhold til deres musik er søvnen nemlig
en kærkommen befrielse, uanset om man er på loftet, i kælderen, i spisestuen,
eller i Musikhusets Store Sal. De begynder med noget dansksproget
folk-dream-pop og bevæger sig søvngængeragtigt videre fra nummer til nummer. Uden
egentlige højdepunkter og skift i melodi, bare en standardiseret skabelon og
sangerens nasale stemme. Det virker åbenbart for dem i radioen, men efter
fire-fem numre af liveshowet, begynder vi at kigge på hinanden med desperation
i øjnene. Måske er det sådan det føles at gennemleve de første stadier af
demens? Hviskende bliver vi enige om at skride efter næste nummer, selvom vi
alle pludselig er ramt af en mystisk småborgerlig pinlighed over at gå før
koncerten er færdig.
Efterfølgende bliver vi enige om
at prøve én ting til inden vi vender tilbage til hotellet. Forledt af det
fantasifulde bandnavn Motorique (fotoet
herover, red) og et billede af forsangerenes flotte overskæg, bevæger vi os ned
mod Volume igen. Jacob Speake er atter iblandt os, efter at have promoveret sin
plade hele dagen. Dét fejrer vi med kølige drinks i solen, samtidig med, at vi glæder
os til at høre et band med lidt kant og momentum. I Spot-programmet
sammenlignes Motorique med Kraftwerk, Talking Heads og The Beach
Boys. Ikke umiddelbart en jævning, der er let at forestille sig. Heller
ikke for bandet, viser det sig. Men Motorique er dygtige og sjove, forsangeren
med det flotte overskæg og forvokset Prins Valiant-frits optræder i et sennepsfarvet
disco-jakkesæt, der får mig til at tænke på Onkel Reje, dengang han bare var je m'appelle-Mads og sang om fisse. Leder man efter en fest, så er
Motorique the shit, men det skal nok
helst være en 80’er fest, for de lyder som snydt ud af næsen på gode gamle Martin Fry og ABC (dem med ’Shoot That Poison Arrow’ og ’The Look of Love’) Til
trods for, at jeg er lidt af en sucker for 80’ernes grandiose soul-synth-pop,
føles det her som at spise dessert før aftensmaden. Crewet trænger til et
powernap. Ergo: Motoriques gymnasiefest må klare sig uden os. Jacob Speake er
musiktrængende og vandrer ud på opdagelse i Godsbaneområdet, mens vi andre
slentrer hjem langs åen.
Tilbage på det Royale Hotel, når
jeg tyve minutter på langs og et hurtigt bad. Vi forsøger at bestille de fancy
drinks, vi skulle have som erstatning for de små værelser. Hotelportieren siger
nu, at det ikke kan lade sig gøre og vi i stedet kan gå amok i minibaren.
Samtidig formaner han dog, ”I må altså
ikke drikke det hele”. Rune Lydmand er blevet sulten for alvor. Drongo og
jeg er friske på en god middag, hvor fingrene ikke spiller en hovedrolle. Men
først skal vi have lidt rock’n’roll-fibre, og den skal indtages halvvejs nede
af Mejlgade på TAPE.
X Marks the SPOT - vi
finder musikken (3.del)
Gården ved TAPE er igen fyldt med rygende, drikkende og talende mennesker. Forventningerne til aftenen er høje; Seven bands, one stage! Jeg ser mig omkring og får øje på en fyr med store briller og 50’er hår. Det er somom, jeg kender ham, og alligevel ikke… Buddy Holly? Måske er det Buddy Holly, som nu kigger op på mig, næsten smilende og siger: “Det’ Søren… kan du ikke kende mig med brillerne”. Og det er selvfølgelig Søren Mosdal, Danmarks bedste håndtegner med det evigt misfornøjede ansigt, nu delvist dækket af de nye Buddy Holly-briller. “Hvad laver du her?”, spørger han. Jeg giver ham hele smørren om kulturcrewet, hotelopholdet og forklarer, at jeg skal dokumentere Spot for Klub Soja og Mod Strømmen. Nu bliver han for alvorlig mistænkelig, hans band er på programmet og nu er jeg bare en skide anmelder. “Hvad er det dér Spot?“ spørger han mig så. Søren er altså ikke blevet gjort opmærksom på, at han spiller på Spot-festivalen. Han ved kun, at de er blevet booket til at spille sammen med ualmindeligt mange andre bands og de er the odd band out, fordi de spiller elektronika. Samtalen bliver afbrudt af Oscar fra Orcas, som suser igennem gården med guitaren løftet op over hovedet, mens han hæst råber, “Nu skal I indenfor, hvis I vil høre noget ROCK MUSIC!”. Det vil vi fandme gerne!
Så får jeg endeligt det skud
rock’n’roll jeg har gået og savnet, for der står han, Danmarks vredeste
garagerocker P.J. Bonneman,
flankeret af brødrene Orcas (Oscar og Magnus) og bag ham en trommeslager, der
slår til. De lægger ud med et nummer, der lyder som ’Oh, Sinner Man’ på dansk,
jeg husker den fra søndagsskolen back in the day (70’erne), men fuck hvor det
her band kan spille rock. Jeg kan ikke forestille mig nogen, jeg hellere vil se
efter en lang dags vandring i den danske musikørken. Et par sange inde i sættet
hiver Bonnemann fat i den 12-strengede, så kommer 60’er folkrockeren op i ham.
Jeg er helt solgt. Den 12-strengede dukker også op, når han spiller med 0%, men
i dag får vi 100% Bonneman uden hardcore tendenser. Jeg må give min ven Hans-Henrik
fra Mod Strømmen ret i, at P.J. Bonneman er noget af det bedste vi har i
Rock-Danmark lige nu. Og så skader det ikke det mindste, at to tredjedele af
mit yndlingsliveband er med på scenen. Hans sange kan noget så sjældent som at
rumme aggression og ømhed i samme øjeblik. Jeg er også helt oppe og køre over
Oscars kæphøje guitaraccenter, som han smider ind i mixet med jævne mellemrum -
lige der, hvor de passer bedst. De fede sange bliver ved med at komme og mod
slutningen af showet, går det op for mig at den bedste måde at beskrive P.J.
Bonneman Band for dem derhjemme, nok er at smide en MC5-skive på pladespilleren og sige, sådan noget, bare på dansk. Kick
out the jams, motherfucker!
Bagefter vælter hele den svedige
sal ud i gården. Jeg ser, at Runes mave videresender mig en besked gennem hans
øjne: “Drop det musiknørderi, vi skal ud
og spise, og det kan kun gå for langsomt!”. Vi hanker straks op i Drongo og
den næste halvanden time tilbringer vi lidt længere oppe af gaden i selskab med
noget paneret torsk, efterfulgt af en pariserbøf, der er lige i øjet. Vores
rockglade servitrice udtrykker misundelse, da vi mætte og glade vender snuderne
tilbage mod TAPE. Jeg henter en situationsrapport fra Søren M, som ser ud til
at have nedlagt nogle øl og hygget sig trods den evigt sure mine. Han fortæller
mig, at der er pause lige nu og bagefter kommer århusianske Tazer. “Og så er det jer”,
tilføjer pigen, som han stod og snakkede med, inden jeg afbrød. Han virker
ægte overrasket. Så bliver der råbt ud i gården, at Tazer begynder nu! Alle
trisser langsomt indenfor. Spot-programmet har forberedt os på et synthband,
der spiller “vred elektronisk festmusik”,
som viser sig at betyde old school punk med en synth på. Sangene er
sludge-sløve og truende, domineret af en guitar, der møver afsted som en bulldozer
på en gågade. Forrest på scenen står en meget høj sanger og remser
dommedagsprofetier op fra et mørkt sted inde bag hans mørke solbriller. Sangene
speeder lidt op undervejs. TAPE-crowden er vilde med det. Ikke mindst Rune
Lydman, som smiler begejstret og påpeger, at gulvet, hvor vi står, ryster som
et massageapparat på max. Rystelserne stammer fra synthen og kan mærkes helt op
i skridtet. Nu kan jeg hellere ikke tænke på andet, indtil en lille fyr i bar
mave og bikervest hopper op på scenen og begynder at hælde shots direkte ned i
munden på de forreste publikummer fra en flaske irsk whisky med skænkeprop.
Tazers sange er korte og deres sæt er alt for hurtigt overstået, så de spiller
et af numrene igen, hvorefter de forlader scenen og kun tågehorns-synthen og
rystelserne i gulvet er tilbage.
Nu begynder de at rigge om til
Sørens band Coplord. Vi forsyner os
med slush ice-daiquiris og går ud og svaler af i Aarhus’ natteluft. Her får vi
et glædeligt gensyn med Jacob Speake, som har været på sin egen personlige musikalske
rejse i dag. Han giver øl, så hip-hip hurra og ind og se det næste. “Det er ligesom den der fremtidsfilm fra
80’erne med Harrison Ford” siger Speake, og rammer faktisk plet. Coplord
lyder som incidental music’ fra
Blade Runner. I deres univers er Tazers dommedagsprofetier blevet virkelighed;
lyden af et dystopisk Danmark, hvor alt bliver styret af magtbegærlige
politikere, ansigtsløse jurister og økonomer, som har ofret deres
menneskelighed for systemet og de tørre tal… hmm.. mere socialrealisme end
science fiction måske. Og dog, for der er også lyspunkter à la sex kino,
natteliv, børneremser og mere end en antydning af humor i de mørke
synthlandskaber, som Coplord maler. Det er en tiltrængt kølig, elektronisk
pause midt i en hot punk party, men stemningsskiftet påvirker tilsyneladende
ikke den lille fyr med ølvom og bikervest, som står troligt fast på sin plads
oppe foran til venstre, med knytnæven pumpende i vejret i takt med de tunge
beats.
Da showet er
forbi, træder vi ud i en gård, der er tætpakket med festivalgæster, og de bliver
ved med at ankomme, for efter ti år i rock’n’roll branchen er De Høje Hæle afholdt af rigtig mange,
og de er de næste på scenen. Men vi mangler øl i krusene, så vi forsyner os med
flere, og stiller os op i midten af salen, der hurtigt bliver pakket til
bristepunktet. De Høje Hæle er et superrutineret punkband og også i aften kører
de efter Hey Ho let’s go-doktrinet,
men selvfølgelig på Hælenes særligt danske måde, hvor punkenergien blandes med
humor, ordleg og en underliggende melankoli. Det er samtidig tredje gang, at
Magnus Knudsen spiller for os på årets Spot og som Orcas-fan nyder jeg også at
opleve Magnus’ særlige sangskriverstil komme helt i front. Ønsket om kærlighed
og drømmen om et bedre liv er temaerne i mange af hans bundærlige, rørende,
tekster. Temaer som hele tiden truer med at bryde den muntre overflade, men aldrig
gør det helt. Der opstår et ømt øjeblik, da Magnus kalder singer-songwriter Ida
Wenøe op på scenen for at synge duet på ’Falder For og Fra’. Der går ikke helt Keld og Hilda i den, men der er både
kys og tændte blikke. Bandet spiller klassikeren ’Drukmås’ og inden sidste
nummer takker Hælene den lille bikervest-dude for at have sat aftenen sammen,
og de omtaler ham som “den kæmpe
mandebaby, Casper Skou”. Drongo mener, nu mest, at han ligner en af de der
små engle på en sky fra glansbillederne. Heldigvis slutter showet inden nogen
dør af iltmangel, og den overophedede crowd vælter ud i luften og for manges
vedkommende videre ud i natten efter flere Spot-oplevelser.
Selvom mange
har forladt TAPE efter De Høje Hæle, står mandebabyen Casper atter klar med en
hel flaske Tullamore Dew for at præsentere det sidste band. Drongo og jeg
forsøger at overtale de andre til at blive lidt endnu, for vi vil se svenske Sista Bossan, men de er for trætte. Jeg
har ikke set det skånske orkester før, men sidste sommer var jeg på Plan B i
Malmø, hvor de lokale omtalte det som helt utroligt, enestående, once in a
lifetime! Når det er sagt, så kender jeg dog en del danskere, der synes, at det
er forfærdeligt irriterende musik, pinligt ligefrem. Det er nok en sådan en
svensk/dansk ting, tænker jeg, og er spændt på, hvordan jeg selv oplever det.
Bliver det krebsegilde eller smörgåstårta? (krebsegilde er det rigtige svar).
De bliver ofte omtalt som det nye Bob
Hund, mens selveste Bob Hund sammenligner dem med den ultrabizarre 70’er
duo Philemon Arthur and the Dung, Det
giver god mening. Forsangeren bruger åbenbart samme frisør som ham fra Motorique.
De kunne i al fald mødes til en duel med sabler og pufærmer uden at løfte
særligt mange øjenbryn. Men til forskel fra hans danske dobbeltgænger, så har
Sista Bossans forsanger smækbukser på og helt fra første sang og igennem resten
af showet, vælger han at synge oppe fra toppen af en monitor, der er vendt på
siden, så den står og vipper. Han må gå ned i knæ og holde fast i et rør i
loftet for, at det kan lade sig gøre, imponerende! Musikken er en fest,
melodisk, vild, fuld af overraskelser og pludselige temposkift. Teksterne kan
jeg egentlig ikke udtale mig om, for som indvandrer-dansker oplever jeg skånsk,
som underholdende, men uforståeligt. Jeg fatter dog så meget, at der er et
tidspunkt, hvor vi allesammen skal sige som krager, mens vi blafrer med armene,
men ærligt talt, jeg får ikke detaljerne med for der er gået mosh-pit i hele
salen og det lille publikum flyver rundt som kugler i en pinballmaskine. Det
blev et rigtigt krebsekalas! Jeg vil huske dem som den uskrevne Astrid
Lindgren-klassiker Karlsson på Taget Goes
Post Hardcore. Men nu kan jeg heller ikke mere. Drongo og jeg vakler
tilbage mod hotellet og minibarens lyksaligheder. På vej ud af gården, spørger
jeg, Søren Mosdal, hvad han synes om svenskerne. Han rynker brynene, ser lidt
fornærmet ud og svarer: “Ej… de der
smækbukser! Hold kæft.
Jeg skal lige sige tak til
Christian Larsen, som har brugt mere end et par timer på at luge ud i min
verbale gylle, holdt mig på retskrivningens smalle sti, og gøre det hele lidt
lettere at forstå.”