”I må altså ikke drikke det hele” eller ”P.J. Bonneman er noget af det bedste vi har i Rock-Danmark lige nu”

Reportage fra Spot-festival 2018. (Lørdag og jagten på musikken (2. del) + X Marks the Spot - vi finder musikken (3. del))

Hauge Marple, the retro graphics dude, central drivkraft i Klub Soja, hvor han blandt meget andet står bag plakaterne, medlem af The Rayguns mv., var i Aarhus for nogle uger siden. 1. del af Hauge Marples fortælling kan man læse herunder.

"Lørdag og jagten på musikken (2. del)

”Klokken ni er de midaldrende Power Rangers samlet i Royal Hotels glasdækkede restaurant til en imponerende morgenbuffet. Især bikube-rammen med honning og de små glas med portionsanrettet skyr vækker begejstring. Men vi når også forbi cremet røræg, skinke, bacon, den røgede laks, melonen, citrussalaten, ostene, croissanterne og kanelsneglene. Mellem madindtagelsen og de mange ture til kaffemaskinen, får vi kigget på lørdagsprogrammet, som vi oplever lidt tyndt og noget mindre overskueligt end morgencompleten. Vi bliver enige om at slutte dagen i samlet flok på TAPE, til dét, der ligner lidt af en punkfest. Så går vi hver til sit. Drongo skal arbejde på sit værelse, Rune skal i bad. Jacob Speake har et spillejob hos Østvinyl. Jeg vælger at gå mig en tur langs havnen. Dejligt at komme lidt væk fra centrum. Solen skinner, himlen er blå. Jeg har en plan om at nå ud og hygge lidt med Martin fra Route 66, der står og sælger plader på Aarhus Kræmmermarked. Klokken elleve når jeg frem. Pladsen vrimler allerede med glade, jyske familier på weekendtur. Efter at have snuset lidt omkring, finder jeg Martins bod. Han kvitterer straks ved at efterlade mig til at passe hele butikken, mens han smutter på wc. Oh shit! Det er en stor bod med masser af brugt vinyl og et fint udvalg af nye skiver. Jeg forsøger at se ud som om, at jeg har styr på det hele og går beslutsomt i gang med at skifte til side to af Barry Whites ’Greatest’, som har kørt på grammofonen. Men lige meget hjælper det, for jeg kan se flere jyske herrer, der har rodet alle pladekasserne igennem, nu sender mig mistroiske blikke og holder lidt ekstra fast om deres indsamlede vinylskatte. Det lykkes mig kun at sælge et genoptryk af en Østkyst Hustlers lp til en ung pige med MobilePay, mens de andre kunder kigger op i luften og lader som ingenting, indtil Martin vender tilbage. “Nå, hva’ så, er det dig, der kassemester. Kan jeg ik’ få en go’ samlet pris på de her?”

Halvanden time senere sidder Rune og jeg og steger om kap i asfaltovnen ved Volume-scenen. Vi er omringet af branchefolk, der taler alt for meget. Andet sker der ikke. Vi køber arepas, lækre venezuelanske fladbrød med kyllingefyld. Inspireret af latinostemningen, fortæller Rune, om sine mange salsature til Colombia. Men musik skal der til, så vi tekster med Drongo og mødes ovre ved Den Rå Hal for at give Abekejser en chance. Fem meget unge mænd, klædt somom de skal videre til en vinsmagning bagefter, står med to keyboards og en Moog, en guitar og et trommesæt. De kalder deres musik jazztronica af en eller anden grund. Rune lægger ud med at synes, at det er virkelig godt. Jeg lægger ud med at synes, at jeg ikke har set så mange selvtilfredse næserynk siden Moonjam. Men de er jo dygtige folk, de spiller lidt hip hop, lidt world, lidt progrock, lidt 80’er guitar, lidt Kraftwerk, men hovedsagligt en blanding af jazz og elektronika… ahaaa! Det var derfor. Nu synes Rune alligevel, at han har fået nok. Det er alt for ensartet og pænt. Vi går ned til åen, hvor vi stener og drikker bajere i et par timer.

Da vi mander os op til at bestige den musikalske hest igen, er det uden særligt held. Værst går det, da vi vover os ind i Scandinavian Congress Centers tørlagte Lalandia af en koncertsal til Gents. Bandets lyd er åbenbart inspireret af Thatcher-tidens mest affekterede new romantics og deres navn af engelske herretoiletter. Noget forfærdeligt udspekuleret pop. Det skal dog siges, at der var rigtig mange helt unge mennesker, der festede derinde, så lidt penge skal de nok tjene. Vores næste fejl, var at se The Attic Sleepers i Store Sal. Jeg tror, vi lod os lokke af de bløde stole. Det bedste, jeg kan sige om The Attic Sleepers, er, at deres navn er velvalgt. Men de skulle måske hellere, have gået med The Everywhere Sleepers. I forhold til deres musik er søvnen nemlig en kærkommen befrielse, uanset om man er på loftet, i kælderen, i spisestuen, eller i Musikhusets Store Sal. De begynder med noget dansksproget folk-dream-pop og bevæger sig søvngængeragtigt videre fra nummer til nummer. Uden egentlige højdepunkter og skift i melodi, bare en standardiseret skabelon og sangerens nasale stemme. Det virker åbenbart for dem i radioen, men efter fire-fem numre af liveshowet, begynder vi at kigge på hinanden med desperation i øjnene. Måske er det sådan det føles at gennemleve de første stadier af demens? Hviskende bliver vi enige om at skride efter næste nummer, selvom vi alle pludselig er ramt af en mystisk småborgerlig pinlighed over at gå før koncerten er færdig.

Efterfølgende bliver vi enige om at prøve én ting til inden vi vender tilbage til hotellet. Forledt af det fantasifulde bandnavn Motorique (fotoet herover, red) og et billede af forsangerenes flotte overskæg, bevæger vi os ned mod Volume igen. Jacob Speake er atter iblandt os, efter at have promoveret sin plade hele dagen. Dét fejrer vi med kølige drinks i solen, samtidig med, at vi glæder os til at høre et band med lidt kant og momentum. I Spot-programmet sammenlignes Motorique med Kraftwerk, Talking Heads og The Beach Boys. Ikke umiddelbart en jævning, der er let at forestille sig. Heller ikke for bandet, viser det sig. Men Motorique er dygtige og sjove, forsangeren med det flotte overskæg og forvokset Prins Valiant-frits optræder i et sennepsfarvet disco-jakkesæt, der får mig til at tænke på Onkel Reje, dengang han bare var je m'appelle-Mads og sang om fisse. Leder man efter en fest, så er Motorique the shit, men det skal nok helst være en 80’er fest, for de lyder som snydt ud af næsen på gode gamle Martin Fry og ABC (dem med ’Shoot That Poison Arrow’ og ’The Look of Love’) Til trods for, at jeg er lidt af en sucker for 80’ernes grandiose soul-synth-pop, føles det her som at spise dessert før aftensmaden. Crewet trænger til et powernap. Ergo: Motoriques gymnasiefest må klare sig uden os. Jacob Speake er musiktrængende og vandrer ud på opdagelse i Godsbaneområdet, mens vi andre slentrer hjem langs åen.

Tilbage på det Royale Hotel, når jeg tyve minutter på langs og et hurtigt bad. Vi forsøger at bestille de fancy drinks, vi skulle have som erstatning for de små værelser. Hotelportieren siger nu, at det ikke kan lade sig gøre og vi i stedet kan gå amok i minibaren. Samtidig formaner han dog, ”I må altså ikke drikke det hele”. Rune Lydmand er blevet sulten for alvor. Drongo og jeg er friske på en god middag, hvor fingrene ikke spiller en hovedrolle. Men først skal vi have lidt rock’n’roll-fibre, og den skal indtages halvvejs nede af Mejlgade på TAPE.

X Marks the SPOT - vi finder musikken (3.del)

Gården ved TAPE er igen fyldt med rygende, drikkende og talende mennesker. Forventningerne til aftenen er høje; Seven bands, one stage! Jeg ser mig omkring og får øje på en fyr med store briller og 50’er hår. Det er somom, jeg kender ham, og alligevel ikke… Buddy Holly? Måske er det Buddy Holly, som nu kigger op på mig, næsten smilende og siger: “Det’ Søren… kan du ikke kende mig med brillerne”. Og det er selvfølgelig Søren Mosdal, Danmarks bedste håndtegner med det evigt misfornøjede ansigt, nu delvist dækket af de nye Buddy Holly-briller. “Hvad laver du her?”, spørger han. Jeg giver ham hele smørren om kulturcrewet, hotelopholdet og forklarer, at jeg skal dokumentere Spot for Klub Soja og Mod Strømmen. Nu bliver han for alvorlig mistænkelig, hans band er på programmet og nu er jeg bare en skide anmelder. “Hvad er det dér Spot?“ spørger han mig så. Søren er altså ikke blevet gjort opmærksom på, at han spiller på Spot-festivalen. Han ved kun, at de er blevet booket til at spille sammen med ualmindeligt mange andre bands og de er the odd band out, fordi de spiller elektronika. Samtalen bliver afbrudt af Oscar fra Orcas, som suser igennem gården med guitaren løftet op over hovedet, mens han hæst råber, “Nu skal I indenfor, hvis I vil høre noget ROCK MUSIC!”.  Det vil vi fandme gerne!

Så får jeg endeligt det skud rock’n’roll jeg har gået og savnet, for der står han, Danmarks vredeste garagerocker P.J. Bonneman, flankeret af brødrene Orcas (Oscar og Magnus) og bag ham en trommeslager, der slår til. De lægger ud med et nummer, der lyder som ’Oh, Sinner Man’ på dansk, jeg husker den fra søndagsskolen back in the day (70’erne), men fuck hvor det her band kan spille rock. Jeg kan ikke forestille mig nogen, jeg hellere vil se efter en lang dags vandring i den danske musikørken. Et par sange inde i sættet hiver Bonnemann fat i den 12-strengede, så kommer 60’er folkrockeren op i ham. Jeg er helt solgt. Den 12-strengede dukker også op, når han spiller med 0%, men i dag får vi 100% Bonneman uden hardcore tendenser. Jeg må give min ven Hans-Henrik fra Mod Strømmen ret i, at P.J. Bonneman er noget af det bedste vi har i Rock-Danmark lige nu. Og så skader det ikke det mindste, at to tredjedele af mit yndlingsliveband er med på scenen. Hans sange kan noget så sjældent som at rumme aggression og ømhed i samme øjeblik. Jeg er også helt oppe og køre over Oscars kæphøje guitaraccenter, som han smider ind i mixet med jævne mellemrum - lige der, hvor de passer bedst. De fede sange bliver ved med at komme og mod slutningen af showet, går det op for mig at den bedste måde at beskrive P.J. Bonneman Band for dem derhjemme, nok er at smide en MC5-skive på pladespilleren og sige, sådan noget, bare på dansk. Kick out the jams, motherfucker!

Bagefter vælter hele den svedige sal ud i gården. Jeg ser, at Runes mave videresender mig en besked gennem hans øjne: “Drop det musiknørderi, vi skal ud og spise, og det kan kun gå for langsomt!”. Vi hanker straks op i Drongo og den næste halvanden time tilbringer vi lidt længere oppe af gaden i selskab med noget paneret torsk, efterfulgt af en pariserbøf, der er lige i øjet. Vores rockglade servitrice udtrykker misundelse, da vi mætte og glade vender snuderne tilbage mod TAPE. Jeg henter en situationsrapport fra Søren M, som ser ud til at have nedlagt nogle øl og hygget sig trods den evigt sure mine. Han fortæller mig, at der er pause lige nu og bagefter kommer århusianske Tazer. “Og så er det jer”, tilføjer pigen, som han stod og snakkede med, inden jeg afbrød. Han virker ægte overrasket. Så bliver der råbt ud i gården, at Tazer begynder nu! Alle trisser langsomt indenfor. Spot-programmet har forberedt os på et synthband, der spiller “vred elektronisk festmusik”, som viser sig at betyde old school punk med en synth på. Sangene er sludge-sløve og truende, domineret af en guitar, der møver afsted som en bulldozer på en gågade. Forrest på scenen står en meget høj sanger og remser dommedagsprofetier op fra et mørkt sted inde bag hans mørke solbriller. Sangene speeder lidt op undervejs. TAPE-crowden er vilde med det. Ikke mindst Rune Lydman, som smiler begejstret og påpeger, at gulvet, hvor vi står, ryster som et massageapparat på max. Rystelserne stammer fra synthen og kan mærkes helt op i skridtet. Nu kan jeg hellere ikke tænke på andet, indtil en lille fyr i bar mave og bikervest hopper op på scenen og begynder at hælde shots direkte ned i munden på de forreste publikummer fra en flaske irsk whisky med skænkeprop. Tazers sange er korte og deres sæt er alt for hurtigt overstået, så de spiller et af numrene igen, hvorefter de forlader scenen og kun tågehorns-synthen og rystelserne i gulvet er tilbage.

Nu begynder de at rigge om til Sørens band Coplord. Vi forsyner os med slush ice-daiquiris og går ud og svaler af i Aarhus’ natteluft. Her får vi et glædeligt gensyn med Jacob Speake, som har været på sin egen personlige musikalske rejse i dag. Han giver øl, så hip-hip hurra og ind og se det næste. “Det er ligesom den der fremtidsfilm fra 80’erne med Harrison Ford” siger Speake, og rammer faktisk plet. Coplord lyder som incidental music’ fra Blade Runner. I deres univers er Tazers dommedagsprofetier blevet virkelighed; lyden af et dystopisk Danmark, hvor alt bliver styret af magtbegærlige politikere, ansigtsløse jurister og økonomer, som har ofret deres menneskelighed for systemet og de tørre tal… hmm.. mere socialrealisme end science fiction måske. Og dog, for der er også lyspunkter à la sex kino, natteliv, børneremser og mere end en antydning af humor i de mørke synthlandskaber, som Coplord maler. Det er en tiltrængt kølig, elektronisk pause midt i en hot punk party, men stemningsskiftet påvirker tilsyneladende ikke den lille fyr med ølvom og bikervest, som står troligt fast på sin plads oppe foran til venstre, med knytnæven pumpende i vejret i takt med de tunge beats.

Da showet er forbi, træder vi ud i en gård, der er tætpakket med festivalgæster, og de bliver ved med at ankomme, for efter ti år i rock’n’roll branchen er De Høje Hæle afholdt af rigtig mange, og de er de næste på scenen. Men vi mangler øl i krusene, så vi forsyner os med flere, og stiller os op i midten af salen, der hurtigt bliver pakket til bristepunktet. De Høje Hæle er et superrutineret punkband og også i aften kører de efter Hey Ho let’s go-doktrinet, men selvfølgelig på Hælenes særligt danske måde, hvor punkenergien blandes med humor, ordleg og en underliggende melankoli. Det er samtidig tredje gang, at Magnus Knudsen spiller for os på årets Spot og som Orcas-fan nyder jeg også at opleve Magnus’ særlige sangskriverstil komme helt i front. Ønsket om kærlighed og drømmen om et bedre liv er temaerne i mange af hans bundærlige, rørende, tekster. Temaer som hele tiden truer med at bryde den muntre overflade, men aldrig gør det helt. Der opstår et ømt øjeblik, da Magnus kalder singer-songwriter Ida Wenøe op på scenen for at synge duet på ’Falder For og Fra’. Der går ikke helt Keld og Hilda i den, men der er både kys og tændte blikke. Bandet spiller klassikeren ’Drukmås’ og inden sidste nummer takker Hælene den lille bikervest-dude for at have sat aftenen sammen, og de omtaler ham som “den kæmpe mandebaby, Casper Skou”. Drongo mener, nu mest, at han ligner en af de der små engle på en sky fra glansbillederne. Heldigvis slutter showet inden nogen dør af iltmangel, og den overophedede crowd vælter ud i luften og for manges vedkommende videre ud i natten efter flere Spot-oplevelser. 

Selvom mange har forladt TAPE efter De Høje Hæle, står mandebabyen Casper atter klar med en hel flaske Tullamore Dew for at præsentere det sidste band. Drongo og jeg forsøger at overtale de andre til at blive lidt endnu, for vi vil se svenske Sista Bossan, men de er for trætte. Jeg har ikke set det skånske orkester før, men sidste sommer var jeg på Plan B i Malmø, hvor de lokale omtalte det som helt utroligt, enestående, once in a lifetime! Når det er sagt, så kender jeg dog en del danskere, der synes, at det er forfærdeligt irriterende musik, pinligt ligefrem. Det er nok en sådan en svensk/dansk ting, tænker jeg, og er spændt på, hvordan jeg selv oplever det. Bliver det krebsegilde eller smörgåstårta? (krebsegilde er det rigtige svar). De bliver ofte omtalt som det nye Bob Hund, mens selveste Bob Hund sammenligner dem med den ultrabizarre 70’er duo Philemon Arthur and the Dung, Det giver god mening. Forsangeren bruger åbenbart samme frisør som ham fra Motorique. De kunne i al fald mødes til en duel med sabler og pufærmer uden at løfte særligt mange øjenbryn. Men til forskel fra hans danske dobbeltgænger, så har Sista Bossans forsanger smækbukser på og helt fra første sang og igennem resten af showet, vælger han at synge oppe fra toppen af en monitor, der er vendt på siden, så den står og vipper. Han må gå ned i knæ og holde fast i et rør i loftet for, at det kan lade sig gøre, imponerende! Musikken er en fest, melodisk, vild, fuld af overraskelser og pludselige temposkift. Teksterne kan jeg egentlig ikke udtale mig om, for som indvandrer-dansker oplever jeg skånsk, som underholdende, men uforståeligt. Jeg fatter dog så meget, at der er et tidspunkt, hvor vi allesammen skal sige som krager, mens vi blafrer med armene, men ærligt talt, jeg får ikke detaljerne med for der er gået mosh-pit i hele salen og det lille publikum flyver rundt som kugler i en pinballmaskine. Det blev et rigtigt krebsekalas! Jeg vil huske dem som den uskrevne Astrid Lindgren-klassiker Karlsson på Taget Goes Post Hardcore. Men nu kan jeg heller ikke mere. Drongo og jeg vakler tilbage mod hotellet og minibarens lyksaligheder. På vej ud af gården, spørger jeg, Søren Mosdal, hvad han synes om svenskerne. Han rynker brynene, ser lidt fornærmet ud og svarer: “Ej… de der smækbukser! Hold kæft.

Jeg skal lige sige tak til Christian Larsen, som har brugt mere end et par timer på at luge ud i min verbale gylle, holdt mig på retskrivningens smalle sti, og gøre det hele lidt lettere at forstå.”

Summertime Blues #4 (2018) + The Love Coffin

Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

I dag havde jeg fundet en masse 7”’ere, der er deponeret på radioen, frem. Jeg spillede dog ikke a-siderne, men b-siderne for at gøre det hele lidt mere festligt og uforudsigeligt.

Dagens playliste:

Som den opmærksomme læser allerede har observeret, blev den nye single med et af mine danske favoritorkestre The Love Coffin spillet i aften. ’Pure’ er så vidt, jeg har fået fortalt, det mest tilgængelig nummer fra den kommende plade, 'Cloudlands', der udkommer på Bad Afro Records til september.

Tilstedeværelse i livet. Ny sang fra M Blok

M Blok har arbejdet med en underliggende rød tråd på den kommende debutplade ’The Dead Selves’. Eller et basalt tema, om man vil. Det drejer sig om termen individuation, der som bekendt er et nøglebegreb i C.G. Jungs analytiske psykologi. Altså den proces, hvorved et menneske både bliver sig selv bevidst og samtidig accepterer blot at være én blandt andre mænd og kvinder.

Når jeg skriver debutplade er det med visse modifikationer. M Blok (Morten Blok) har nemlig tidligere stået i spidsen for postpunk-, industrialbandet Saline Gift, der huserede i nullerne. I eget navn udgav han i 2009 coverpladen, ’The Cannibal’, hvorpå man kan høre fortolkninger af blandt andet Lee Hazlewood, Dead Can Dance og Primal  Scream. I 2014 udsendte han under navnet M Blok ep-trilogien ’Red’, ’Black’ og ’Blue’. Siden da har der dog været stille omkring ham. Indtil for ganske nylig, hvor M Blok besluttede sig for at gøre noget ved de indspilninger, som faktisk har været færdige siden december 2015. 

På førstesinglen, den grandiose ’Her Life Is Out Of Tune’, er jeg ikke helt sikker på om hovedfiguren, har gennemlevet den proces, som Jung beskrev. Vi befinder os i et postpunket univers, hvor vokalen er mixet helt frem i lydbilledet. I første omgang fik det mig til at tænke på Edwyn Collins, men det er jo ikke særegnet for ham, så inspirationen kan lige såvel komme fra, ja, dit bud er ligeså godt som mit…

Yahowa. Playliste 24. maj 2018

1. Yahowa - Three More Weeks (demo) (2018)

2. Dinosaur Jr. - Just Like Heaven (1989)

3. Suicide - Johnny (1977)

4. Rooster - Needlebath (2014)

5. Yahowa - Let Your Fingers Stephen Hawking (demo) (2018)

6. A Place To Bury Strangers - I Lived My Life To Stand In The Shadow Of Your Heart (2009)

7. Mascara Snakes - A Corpse Has Been Fucked In Hallstahammar (2015)

8. Brainbombs - Lipstick On My Dick (1996)

9. Sonic Youth - Crème Brûlée (1996)

10. Yahowa - Little Richard (demo) (2018)

11. Lifelover - M/S Salmonella (2006)

12. Jayne County And The Electric Chairs - Fucked By The Devil (live) (1980)

13. Nirvana - Token Eastern Song (1989)

14. Angry Skeletons - Floating Awkwardly (2017)

15. Yahowa ft. Mona From Moon Mountain - ???? (demo) (2018)

16. Neil Young - Angry World (2010)

17. 0% - Zoom Out (demo) (2017)

18.  C.V. Jørgensen - Søndags-Seancer (1979)

Paul Weller 60

Yahowa i Mod Strømmen

Jeg er desorienteret. Jeg ved nemlig ikke, hvad vi har i vente, når Yahowa atter kigger forbi radioen i morgen. Sådan er det måske altid med Mod Strømmen? For lang tid siden, lavede jeg en svævende aftale med hovedmanden i bandet, Per Gerhard, om noget med nogle musikvideoer fra kassettebåndet, ’The Retard Fucker’. Et fremragende bånd, iøvrigt, hvor Gerhard endnu engang viser sin melodiøse punkrock-tæft. Nu er jeg ikke længere så sikker. Umiddelbart ser det nemlig ud somom, at gruppen har et nyt bånd med titlen ’Take Me Gently, But Do Take Me’, Gerhard kan noget med titler, på vej. Anyway, jeg må vente med at blive klogere til i morgen.

Yahowa spiller forresten til arrangementet Smadder PUNK Extravaganza vol. 2 i Ungdomshuset, d. 1. juni. Gutter Island får endvidere også glæde af Yahowas fortræffeligheder.

Stil ind i morgen, torsdag d. 24. maj, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

”Collider er sgu deres egne…”.

Reportage fra Spot-festival 2018. (Fredag. 1. del)

Hauge Marple, the retro graphics dude, central drivkraft i Klub Soja, hvor han blandt meget andet står bag plakaterne, medlem af The Rayguns mv., var i Aarhus for et par uger siden. Fredagen stod på orkestre som Orcas, Hong Kong, Bisse og Collider.

”Jeg var på Spot-festival i sidste weekend, for at checke bands ud til Soja. Her er en rapport fra fredagen, jeg har ikke skrevet om lørdagen endnu. Jeg er en langsom skribent. Kulturhus-crewet, Jazz Drongo, Rune Lydmand, Jakob ’Geyser’ Speake og jeg, er taget til Spot-festival i Aarhus. Som det tynde øl i selskabet, har jeg påtaget mig rollen som kronikør, Dr. Watson-style, so here goes:

Vi står af toget på Aarhus Hovedbanegård ved middagstid. Samtidig modtager jeg en tekstbesked om at møde en mand i lobbyen på Hotel Royal. Han vil sidde med en sammenfoldet Weekendavis og være iført rustfarvede bukser. Det gør jeg og der er han. Det viser sig at være min bandkammerat Christian (fra The Rayguns, red.), der har sat sig for at hænge ud med os om fredagen. Ovre ved receptionen, bliver Rune Lydmand sat ind i, at hotellet har Nordens ældste fungerende elevator. Desværre er deres vandrør mindst ligeså gamle, hvilket resulterer i, at nogle af os må tage til takke med kummerlige små værelser efter en større vandskade. Vi bliver lovet lækre drinks som kompensation og falder straks til patten.

De første drinks, vi får fredag er dog hvide plastkrus-gin & tonic af variabel styrke, serveret af nogle storgrinende og småberusede aarhusdrenge i en vogn ved udendørsscenen, Volume. Solen bager ned på asfalten i den lille fastfood-shanty town, der er gået hen og blevet festivalens mødested og midtpunkt, nu hvor festivalen ikke længere bruger Ridehuset. Hvorfor Spot har valgt denne løsning, frem for at skabe mere liv på den smukke plads foran Musikhuset og Ridehuset, er mig en gåde? Det er åbenbart ikke kun vores værelser, der er blevet downsizede i år. Som tilbehør til drikkevarerne får vi musik i solen. Bandet er fra Kolding, navnet er Hong Kong. Det bliver præsenteret af folk fra Odense, nemlig musikkollektivet Vellness Plader. Det er et meget ungt band, fuld af peps og med en køn krøllet knøs som forsanger. Hans dansksprogede vokal er hæs og tilbagelænet, den hviler rigtig godt på et musikalsk leje af chilleren, sleazy disco-pop, kun afbrudt af nogle mindre vulkanudbrud af rå postpunk-guitar. En gamle hipster, som jeg, får straks associationer til 80’ernes skotske indie-popscene, med Altered Images, Aztec Camera og måske mest af alt Orange Juice. Selvom bandet sikkert aldrig har hørt om Edwyn Collins, så krydser de rigtig mange af mine bokse, så jeg skriver Hong Kong bag øret. Jeg glæder mig til at følge deres musikalske fremtid.

Christian foreslår, at vi tager ind på Godsbanens Åbne Scene, for at høre Katrine Stockholm & Det Vilde Band (billedet øverst, red). Da vi ankommer er de gået i gang, og vi må stå i kø for at komme ind i det mørke varme rum, der er godt pakket med piger i 20’erne, hvis øjne klæber til Katrine Stockholm. And why not? Hun ser sød ud og synger både sikkert og smukt, på en baggrund af stram musikalsk arkitektur leveret af det knap så vilde backingband, Det Vilde Band. Musikken er en noget skolet, elektronisk og syntetisk omgang. Med vokalerne er det dog noget helt andet. Katrine hopper begejstret med armene i vejret, mens hendes stemme blender englekorsagtigt med de dygtige og glædesstrålende korsangeres. Det er langt fra min stil, men kompositionerne er fine og Katrine er uden tvivl en stor begavelse. Hun får stort bifald fra publikum. Jeg må konkludere, at de gør det godt på landets konservatorier. Hvilket jeg atter får bekræftet ved vores næste stop.

Tilbage på Volume hører vi de glade, smittende jazz-/hiphop-instrumentalister Athletic Progression gå på. Jeg har i perioder hørt lidt Erykah Badu og Thundercat og vi er helt klart i den ende af min pladesamling. Solen klæder dem godt. Bassisten nikker saligt og giver publikum hell yeah-øjnene, hvorefter de leger med os, som en kat med et garnnøgle. Drilske tabte beats, understreger det uhyre præcist soulede groove som de lirer af, nummer efter nummer. Det føles somom, at vi er i de velplejede hænder på en feinschmecker-dj i luksusland. Men måske er det lidt for glat og smart. Jeg mister i hvert fald interessen, så vi smutter over til Headquarters, hvor Gutter Island giver gratis øl og Fernet Branca. Vi vælger at sidde udenfor på trappen og ævle-bævle med solslikkende branchefolk, mens Fright Eye tonser old-school-punk a la Aarhus af indenfor.

En aarhusiansk rullekebab senere står vi i Bisse-køen. Den er lang for hele festivalen vil se Bisse. Vi er ikke selv til at skyde igennem. Soja, vores lille rockklub, hostede Bisses første sologig, og se bare hvor godt det går. Den lange kø har endda fået flere af de dér små sidekøer som danskere er så glade for. Inde i Store Sal er der forventninger i luften. Opsætningen er enkelt: to trommeset dekorerede med grønne lyskæder på hver sin side af en kasse dækket af et blodsprøjtet lagen. Bandet gør deres entré, begynder at spille og så dukker Bisse op. Hans hoved viklet ind i en bandage, somom han bløder fra øret. Et kæmpe pigekor klædt i hvidt stiller sig bag ham og synger med. Han forsvinder bag lagnet, lagnet falder og han er nærmest nøgen i en kæmpe gennemsigtig kasse, af den slags en udbryderkonge bruger. Herfra synger han ’Plexiglas’-sangen. Så danser han rundt i en slåbrok, skifter tøj og tager en pink paryk og solbriller på. Pigerne i koret synger med grønne knæklys i munden. Bisse vender tilbage til boksen og der bliver sprøjtet med blod, så det løber ned af boksens sider. Han flår sit tøj af igen, og løber op igennem salen på stoleryggene. Han tæller bandet ind og bevæger sig tilbage mod scenen, mens han synger ’Sprutte’-sangen fra ’Bettinas Badekar’. Showet slutter med et storslået brag, hvorefter han forvandles én sidste gang, nu til den søde efterskolekorleder som fører pigerne frem på scenen og dirigerer deres smukke a cappella-kor. Først nu ser vi at pigernes pæne, hvide kjoler også er stænket med blod. TaDaaaah! I løbet af 45 minutter er der sket så meget, at tiden er fløjet forbi. Med nogle få virkemidler, indtog Bissen Spot 2018, med et show der kunne få Nikolaj Cederholm til at tabe underkæben - glem teaterkoncerter, giv os koncertteater.

Men aftenen ruller videre og der er mere musik lige overfor. Vi skynder os tilbage til Headquarters og møver os helt op foran til et glædeligt gensyn med Orcas. Her bliver jeg lige nødt til at indskyde, at Orcas er mit absolut number one danske liveband. Jeg har set dem mange gange og tror ikke de kan spille en dårlig koncert. Det gjorde de heller ikke her. Det var endnu en gang orcasgasm fra pigtrådsrockens sydfynske Messias. Hvis du ikke har hørt Orcas, så gør det snart! De er en nonstop gadefest/havefest/havnefest, en kontrafaktisk virkelighed, hvor Keld Heick var med i Steppenulvene, og Tom & Jess var rygraden i Burning Red Ivanhoe, men hvor Povl Dissing og Beefeaters var 100% Poul Dissing og Beefeaters.

Bagefter er vi som små Duracell-kaniner. Fuldt opladt af Orcas-begejstring, marcherer vi ned igennem Scandinavian Congress Centers discount-Dubai glasdækkede rulletrappearkade. Nede for enden møder vi den gode vinylpusher Mette fra Route 66. samt en stadig energifyldt Bisse. Han skriver autografer på pladecovers og tager sig god tid til alle, der vil snakke. Mette tror ikke, at vi kan få plads i Musikhusets store sal til Fribytterdrømme. Vi tager dog chancen og det lykkes at få tyve minutter med de danske psych-helte. Sjovt at sætte Bisse og Fribytterne til at spille back to back i samme sal, dagens emne må være CV Jørgensen hommage på flere forskellige måder. Jeg holder meget af Fribytterdrømme, men har altid syntes der var en underlig uligevægt mellem sangerens Jim Morrison-Adonis-bar mave-afghanerpels-look og bandets aktiveringsprojekt fra Ishøj-æstetik.  Men lur mig, om de ikke har jazzet det hele lidt op med en dude i jakkesæt, hat og solbriller som ligner Two Tone logoet til forveksling. Han danser energisk med tamburin og udvider bandets live Feng Shui med flere plus point. Desværre byder Fribytternes sæt på en Lizard King-Size nitte. Jeg tror den hed ’Søg Det Højeste’, og det er noget lettere anstrengt disco. Hvis det ikke havde været for den lille hoppefyr i jakkesættet, så var jeg skredet her, men heldigvis forlader de popdrømmen igen og slutter af i den gode psychede CV spiller Pink Floyd-stil.

Vi har tabt Drongo på vejen og finder ham iklædt managementhatten nede ved Bissebandet som nu drikker øl og chiller. De er dog lidt slukørede over den mac-anmeldelse med fries, som de lige har fået af Gaffa. Noget lynskrevet, vævende brok om lydforhold og at det vil være meget bedre hvis bare, hvis bare. Vi bliver dog enige om, at lyden i Store Sal var ufølsomt sovset ind i bas og stortromme under både Bisse og Fribytterdrømme. Men det kan Bisserne tale længe om, så vi tager lige et sidespring ind i Scandinavian Congress Salen, hvor vibesene vil passe fabelagtigt til et Chippendale show (hvis de stadig eksisterer) eller en Las Vegas-sanger med rhinestones og vittigheder. I stedet får vi hele Danmarks søde Mette Lindberg og en revampet The Asteroids Galaxy Tour. Umiddelbart er det skønt at genhøre ’Around the Bend’, men så stivner vi til tonerne af den nye single, øv. Hvor de før var så stilsikre og ramte internationalt plet med deres unique sci-fi, garage og glamour, står de nu som de unge på fyrre og fisker efter the kids med lidt wannabe RnB-esque pop. Og hvad der nu ellers er populært for tiden, som de strør omkring sig som bolsjer til et supermarkedsjubilæum. Måske er det rummet, og kald mig bare en sur gammel mand, men jeg tror ikke de når langt around the bend med det her.

Vi slår vejen forbi Godsbanens Den Rå Hal og hører Altin Gün spille lækker tyrkisk folk med en psych upgrade. Bassisten er for fed, og lyder til at forstå det gamle Moby Grape mantra: “Get into the groove and then drive like a motherfucker”. Men jeg vil ikke lade mig forføre af rootsmusikken alt for længe - vi er blevet lovet ægte shoegaze-psych til dessert, det kræver bare en vandretur tværs igennem Aarhus. Som Route 66-Mette siger, ”alt i Aarhus er kun ti minutter væk”. Not.

TAPE er en dejlig lille lastens hule begravet i anden baggård halvvejs nede af Mejlgade. Det er skønt at være tilbage. Vi ankommer samtidig med at Collider (spiller til Klub Soja, nu på fredag, d. 25. maj, red.) går på og WOW JA! shoegaze min røv. Jeg har i hvert fald øjnene rettet mod scenen på et band, der tonser af sted med en stenet coolness, båret frem af uforudsigelige temposkift, forskudte vokaler, tværfløjte soloer, og guitar, guitar, guitar. Vokalerne får mig til at tænke på My Bloody Valentine, men stilen og guitar-grøden lyder til at være tappet i New York, hjemmekogt på metalstrenge af Sonic Youth, The Feelies, The Velvets og alle de andre rødder. Men Collider er sgu deres egne, og de overvinder fuldstændig publikum, med deres kantede facon og et ordentlig skud drillesyge.

Bissebandet ankommer midt i det hele. Nu er de klar til fest, ikke mindst, da de opdager en gammel road-kammerat, Clarissa Connelly (kommer på besøg i Mod Strømmen, d. 7. juni, red.), står bag baren og alkoholen kommer til at flyde, Lars Bech (Bisseband, Klimaforandringer, Svin mv. red) er helt færdig over den dér meme med “For every cigarette you smoke, God takes an hour away from your life and gives it to Keith Richards”. Natten er forholdsvis ung og TAPE har flere musikalske fristelser, men det er varmt, jeg er træt og Europas ældste fungerende elevator kalder. Jeg forlader TAPE gennem gården, hvor aftenens publikum lader op til Tettix Hexer ved at skænke Keith Richards endnu et par måneder."

Summertime Blues #3 (2018)

Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

Her til aften blev der set nærmere på, hvad den kommende tid byder på af koncerter i København. Dog med en enkel afstikker til Roskilde.

Dagens playliste:

Næste Klub Soja: Collider og Mimic Octopus

Spost. Playliste 17. maj 2018

1. Frank Zappa - Joe's Garage (1979)

2. Spost - En Vej Vi Ikke Havde Gået Længe (2018)

3. United Mutation - Fat Louie (1985)

4. David Bowie - Fame (1975)

5. Rubiah - Siti Payung (????)

6. Can - Millionenspiel (1969)

7. DJ Doktor Megatrip with Luv Bass - Joy (Joy–Orgasm–Youth) (1988)

8. Lou Reed - The Power Of Positive Drinking (1980)

9. Ebber & The Zagatiles - Maggot Flight (2018)

10. Per Højholt - Omkring Rundt (1970)

11. Spost - Flere (2018)

12. The Bee Gees - (The Lights Went Out In) Massachusetts (1967)

Keef doing Dylan…

Ordet bootleg stammer fra forbudstiden i USA, hvor man smuglede sprutflasker ind til forskellige begivenheder i støvleskafterne. Jeg ved ikke om følgende optagelse er en bootleg i den betydning, som ordet er kendt under i musikbranchen. Altså en indspilning, hvor der er smuglet ulovligt optageudstyr forbi nogle sikkerhedsvagter eller om der har været en gemen tyv på spil. Under alle omstændigheder, er der sluppet mange optagelser ud fra studiesessionerne, der førte til The Rolling Stones-pladen, ’Voodoo Lounge’, fra 1994.

Heriblandt denne herlige, akustiske Keef-version af Bob Dylans ’Girl From The North Country’:

Spost i Mod Strømmen

“Ok, OK! Var det rigtigt? Men der var det der dyr, men der var det der dyr, der var det der dyr!” Mød den etno-københavnske tale-guitar-demagogiske musikgruppe Spost, der nyder tilværelse som et frit, vanvittigt og dansksproget orkester med både fragmenterede, multimelodiske, dorske, slaviske, monotone, østjydske, atonale og andre uventede elementer.”

Var det virkelig helt tilbage i 2012, at jeg læste om Spost for første gang? Under overskriften ’Spost - vanviddets blobberi’, skrev Passive/Aggressive ovenstående. Der her fem år senere måske stadig står som den bedste beskrivelse af bandet.

I februar udgav noise-, art- og improorkestret deres anden plade, ’Monkey Face’. Debuten, ’Manio Døs’, kom i 2012 og Infinite Waves har også udsendt kassettebåndet, ’Pussycatificering’. I 2018 er Spost stadig Spost. Andet vil selvfølgelig også have være interessant. Det rablende, men ikke meningsløse vanvid er stadig til stede på den nye skive, som bandet selv har udgivet.

Den eneste anmeldelse, jeg har fundet af ’Monkey Face’, stammer minsandten endnu engang fra Passive/Aggressive.

”Udgangspunktet er fortsat impro-støj med hoppende, hakkende og larmende guitarfigurer og -flader (ved Claus Haxholm, Jan S. Hansen, Kristian Poulsen og Mathias Sæderup) samt Jonas Okholms strøm af mere eller mindre ituslået sprog (halve sætninger, ord og lyde) i fremtrædende roller. Det afgørende nye på “Monkey Face” er dog introduktionen af trommemaskine i stedet for trommesæt på størstedelen af pladen. Hvor Toke Flyvholms bevægelser på trommesættet i forening med Kasper Thems bas før stod en for væsentlig del af den skramlede energi, der blev sluppet fri i forløbene, er det på “Monkey Face” en mere afmålt rytmisk signatur, der præger udtrykket. På flere numre udgør en enkel stortromme en form for styrende puls, hvilket fremhæver det trancefremkaldende element, som altid har været til stede hos Spost. Det bliver dog aldrig statisk, da det rytmiske mønster konstant muterer og arbejder sig nye steder hen.”

Stil ind i morgen, torsdag d. 17. maj, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Summertime Blues #2 (2018)

Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

I dag var der en feature om pladeselskabet Paradise Daily Records fra Sydney i Australien.

Dagens playliste:

Ny uddeling af Jan Sonnergaards mindelegat

Palace Winter. Playliste 10. maj 2018

1. Palace Winter - Baltimore (2018)

2. Ty Segall - Despoiler Of Cadaver (2018)

3. Ween - Freedom Of '76 (1995)

4. The Stooges - Gimme Danger (1973)

5. Mica Levi - Love (2014)

6. Marvin Gaye - Inner City Blues (Make Me Wanna Holler) (1971)

7. Miley Cyrus & Her Dead Petz (The Flaming Lips) - Karen Don't Be Sad (2015)

8. Palace Winter - Drive (2018)

9.  Snapped Ankles - Jonny Guitar Calling Gosta Berlin (2017)

10. Ariel Pink - Feels Like Heaven (2017)

11. John Martyn - Run Honey Run (1967)

12. Ezra Furman - My Zero (2013)

13. Peter Sarstedt - Where Do You Go To (My Lovely)? (1969)

14. Luster - Fall & Forget (2018)

15.  Vive La Void - Devil (2018)

16. Graham Nash - Better Days (1971)

Palace Winter. BBC6 Music Session

Overskriften siger det hele. Man skal frem til tredje time, helt præcist 2 timer og 8 minutter ind i programmet, før Palace Winter taler med Lauren Laverne og fremfører et par sange live. 

Lyt med herunder.

Palace Winter i Mod Strømmen

“So we just arrived in London and the weather's pumpin! Tomorrow we're on BBC Radio 6 Music with Lauren Laverne to play a couple tunes and have a chat. Then later we're playing a free show at Rough Trade East at 7pm and signing records. Bloody good to be back innit. Cya tomoz! PW”

- Facebook-opdatering fra Palace Winter. Mandag, d. 6. maj, 2018.

Dansk-australske Palace Winter spiller for udsolgte huse i England. Det vil sige for 300-400 tilskuere. Det samme går vistnok for sig i Nederlandene. Singleforløberne for den nye plade ’Nowadays’, der kom i fredags, har alle været i b-rotation på BBC 6. Opmærksomheden ligger godt i tråd med den interesse, der tilfaldt Carl Colemans og Caspar Hesselagers debutalbum, ’Waiting For The World To Turn’, tilbage i 2016. Den er bare dobbelt så stor nu.

På ’Nowadays’ tager duoen et bittersødt favntag med voksenlivet. Alt det pokkers besvær, der følger med at tage ansvar. Både for eget liv og andres. Men også med det håb og potentiale der ligger i selvsamme. Det sker indenfor rammeren af mørk synthdrevet popmusik, der nogen steder minder lidt om den nye indiebølge, som Tame Impala og The War On Drugs, har været med til at skabe. Hesselagers klassiske træning er formentlig årsagen til, at musikken har en tilbøjelighed til at udvikle sig mod det monumentale. Men Colemans forkærlighed for americana og folk trækker den samtidig i modsatte retning.

Midt i en presset tidsplan med releasehejs og interviews og hvad der ellers følger, har Palace Winter taget sig tid til at komme forbi Mod Strømmen. Der sker nu på torsdag, Kristi himmelfartsdag, kl. 18.00. Stil ind på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Det er nu ikke første gang, at duoen er forbi radiostudiet. I forbindelse med debutalbummet var de ligeledes et smut forbi. Det kom der denne playliste ud af.

1. Palace Winter - Time Machine (2015)

2. Here We Go Magic - Make Up Your Mind (2012)

3. Pond - Giant Tortoise (2013)

4. Unknown Mortal Orchestra - Multi-Love (2015)

5. Sam Amidon - Walkin' Boss (2014)

6. Gerry Rafferty - Right Down The Line (1978)

7. The Peep Tempel  - Big Fish (2014)

8. The Sleepy Jackson - Miles Away (2006)

9. Jacco Gardner - Find Yourself (2015)

10. Palace Winter - Woke In The Night, The Phone Was Ringing (2015)

11. Jethro Tull - A Song For Jeffrey (1968)

12. Avi Buffalo - Think It's Gonna Happen Again (2014)

13. Aldous Harding - Hunter (2014)

14. Amason - Went To War (2013)

15. Sleaford Mods - Tied Up In Nottz (2014)

16. Bear In Heaven - Noon Moon (2012)

17. Todd Rundgren - Hello It’s Me (1972)

18. Elliott Smith - Satellite (1995)

Fredag d. 18. maj, holder Palace Winter i øvrigt relasekoncert med support fra ticktock og afterparty med djs fra Sleep Party People og Masasolo i Pumpehuset.

Summertime Blues #1 (2018)

Ferieafløsning. Mod Strømmen dækker fra dags dato og frem til slutningen af august Radio Bluestimes sendetid på Christianshavns Kanal. Det sker hver mandag fra kl. 18.00 - 19.30.

Dagens playliste:

Tugboat. Playliste 3. maj 2018

1. Tugboat - We Build A Boat (2017)

2. Codeine - Cigarette Machine (1990)

3. Françoise Hardy - Voila (1967)

4. Tugboat - As If The Stains Still Appear (2017)

5. Lars H.U.G. - De Berusedes Vej (1984)

6. The The - This Is The Day (1983)

7. Carmine - Tenebrae (1995)

8. Arthur Russell - I Couldn't Say It To Your Face (2008)

9. John Coltrane - Your Lady (live) (1964)

10. Xiu Xiu - Botanica De Los Angeles (2014)

11. Black Sabbath - Supernaut (1972)

12. Spines - Permanent Persistency (2016)

13. Shaolin Showdown - Bukkake Croon (2018)

14. Tugboat - Sleep (2017)

‘The Most Exciting Event Of The Decade!’

3. maj 1968. The Beach Boys højtanlagte forårstour tager sin begyndelse for skuffende 1500 tilhørere i Washington Coliseum, hvor der ellers er plads til 8000. Mike Love var idémanden til turnéen, der blev annonceret som ’The Most Exciting Event of the Decade!’. Tidligt på året, havde han sluttet sig til The Beatles, da de var på et fjortendags træningskursus i Transcendental Meditation hos Maharishi Mahesh Yogi i Indien. Love forestillede sig, at guruens popularitet kunne trække masser af mennesker til koncerterne. Han havde derfor arrangeret det således, at The Beach Boys optrådte først, hvorefter Maharishi Mahesh Yogi gav en åndelig indføringen i TMs lykkegørende væsen. Det korte af det lange var imidlertid, at Maharishis budskab overhovedet ikke appellerede til The Beachs Boys fangruppe. Hvilket endte med, at gruppen måtte aflyse 24 af 29 planlagte koncerter.

Colomach s/t (1974/2013)

På meget af den afrikanske halvfjerdser-rock, der er blevet genudgivet i en lind strøm, de senere år, kan man tydelig høre inspiration fra vestlig musik. De har hørt Hendrix, danset til James Brown og nikket anderkendende til Sly Stone. Sådan er det ikke med Colomach. Et band, som bestod af nogle studerende fra Mali, der under ledelse af Gneni Mamadou fra Togo, indspillede en enkelt plade i Nigeria i 1974.

Colomach havde et originalt take på traditionsbestemt musik fra den tørre Sahel-region i Vestafrika. Det vil sige, de nordlige områder af Togo, Ghana, Benin, Elfenbenskysten, Nigeria, samt dele af Burkina Faso og Mali. Når jeg kalder det traditionsbestemt musik, er det en sandhed med visse modifikationer. Det syrede groove og det hypnotiske trommespil er afrikansk, teksterne er på lokalsproget, men når fuzzguitaren sætter ind, får den skramlede produktion det næsten til at lyde som garagerock. Nogle steder, har jeg set Colomach, beskrevet som en fusion af zamrock og afrobeat. Hvilket ikke er helt skudt ved siden af.

Tugboat i Mod Strømmen

For ikke særlig længe siden, havde Mod Strømmen besøg af aarhusianske Tilebreaker. Tugboat, der ligeledes er fra Smilets By, befinder sig i samme boldgade. Det vil sige, at det med inspiration fra sad core og slow core udforsker sindets afkroge, især de mørke, glædesløs, forstemte, knugende, grå, fortvivlede, til tider resignerende og deprimerende stemninger.

Bandet tog sine første spæde skridt for et års tid siden, hvor Andreas Halsskov (der også er med i Tilebreaker), havde en svær periode. Det udmøntede sig i nogle sange, som han præsenterede for trommeslager Jesper Moeslund (Urr og Blod) og bassist Fabian Petri (Transit Pop). I oktober sidste år gik de i studiet og indspillede en række sange, der forhåbentlig snart udkommer.

I går lagde Tugboat et nyt nummer fra studiesessionen ud:

Nu på torsdag, d. 3. maj, kommer trioen forbi Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream. Torsdag, d. 10. maj, spiller bandet til Spot Festival. Det sker på Tape, hvor de er i fornemt selskab med Holm, Less Win, Mythic Sunship og Visitor Kane.