Selvransagende, dyster og kompromisløs som bare fanden

Ad omveje, genopdagede jeg, i den netop overståede efterårsferie, Television Personalities fjerde plade, ’The Painted Word’, fra 1984. Genopdagede er muligvis ikke det rigtige ord. Vendte tilbage til passer bedre. Albummet har som sådan ikke været fraværende i min bevidsthed, blot været gemt bort bag en tågelignende masse.

Det er en uhyggelig, smuk plade. Et klartskuende blik på en mand i alvorlig konflikt med sig selv og en verden, han havde flere forhåbninger til. Selvransagende, dyster og kompromisløs som bare fanden. Musikalsk læner Television Personalities sig op ad The Velvet Underground. Et band, Dan Treacy tyve år senere skrev en hyldestsang til. Men Velvet i en rå demoagtig udgave, beriget med skævvreden neopsykedeliske rock. Tekstmæssigt tager Treacy livtag med fremmedgørelse, bristede drømme, atomtruslen, krigsfrygt (der er sange om Falklandsøerne og Vietnam), snapshot af hverdagsliv, samfundskritik og tilbageblik på noget, der kunne minde om en lykkelig barndom.

Jeg har set ’The Painted Word’ omtalt på linje med ’Big Stars 3rd’, så langt vil jeg dog ikke strække mig. Bare kalde pladen et lille mesterværk. Mesterværk er i øvrigt ikke et ord, jeg bruger særligt ofte.