Seperate sider

tirsdag den 5. november 2019

Knud Odde i Mod Strømmen


Jeg har hørt flowradio. Især formiddagstimerne på P1, holdt jeg meget af. Det er efterhånden en del år siden. En af de udsendelser, jeg kan huske, var med Knud Odde.  Ikke, at den står soleklar, men han skilte sig ud blandt de besøgende, som programmet ’Sommergæsten’, havde inviteret ind det år. Det var en broget skare, der fik en time, mener jeg, hver formiddag i sommerperioden. Normalt udviklede udsendelserne sig med barndoms- og ungdomsminder med enkelte musikalske referencepunkter, til det som gæsterne havde opnået gennem deres forretningstalent, sport, forskning, kunst, musik, litteratur mv. For det meste interessante udsendelser. Knud Odde havde valgt et andet erindringsformat, hvor en strøm af musik stod ukommenteret hen. Jeg blev forvirret, men meningen var velsagtens, at hver enkelt lytter selv skulle udlede et koncentrat af Odde af musikken. Eller sådan forestiller jeg mig det i al fald i dag.

’Nu Flyver Mørket’, hedder Knud Oddes nye efterårssang. Jeg har ikke tal på, hvor mange singler Odde efterhånden har udsendt, siden tiden med Sort Sol. Men de strækker sig fra udgivelser med The Jordanaires og Darleens over folkemusik, rene kunstprojekter, tropicália + hyldester til Steppeulvene og Grete og Jørgen Ingmann til det nyere samarbejde med Nils Lassen og mere udsvævende eksperimenter. På ’Nu Flyver Mørket’ spiller Peter Peter Schneidermann guitar. Et samarbejde, der vistnok er kommet til som en form for byttehandel.


Hvilken drejning samtalen tager nu på torsdag, d. 7. november, når Knud Odde kommer forbi radiostudiet, ved jeg ikke. Men udover, at udgangspunktet selvfølgelig er Oddes valg af musik, formoder jeg, at vi eksempelvis strejfer billedkunst. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar