Besøg af Niels Martin Kjøngsdal fra Amager Records. Playliste 30. januar 2019

1. David Bowie & The Lower Third - Can't Help Thinking About Me (1966)

2. Danny O'Keefe - Knockin´On The Door (1978)

3. Neneh Cherry - Fallen Leaves (2018)

4. Lou Reed - September Song (1985)

5. Barry Adamson (feat. Nick Cave) - The Sweetest Embrace (1996)

6. Jenny Wilson - Let My Shoes Lead Me Forward (2005)

7. Detroit Emeralds - Love Has Come To Me (1977)

8. The Lemonheads - Down About It (1993)

9. The Housemartins - Forwards And Backwards (1987)

10. Rod Stewart - I'd Rather Go Blind (1972)

11. Billie Holiday - I'm A Fool To Want You (1958)

12. The Caravelles - You Don't Have To Be A Baby To Cry (1963)

13. Iggy Pop - Girls Of N.Y. (1993)

”Jeg var i øvrigt til Steppeulven i lørdags…

…hvis det ikke lige var fordi, at Gnags til allersidst løb med pionerprisen og Peter A.G. gav Klaus Lynggaard det glatte lag i sin tale, så havde jeg nok haft lyst til at lægge en dej lige midt i Bremen Teater. Et andet højdepunkt var efter rapperen Tessas optræden, hvor en ung pige spurtede op på scenen og plaprede op om, at etniske danskere bliver sat i bås som kriminelle og citerede noget fra ’Midt Om Natten’. Ingen fattede noget af, hvad hun egentlig prøvede at sige. Samtidig sad ridderen af den danske ytringsfrihed Søren K. Villemoes og buhede og råbte hun skulle tie stille. Efterfølgende tog forsangeren fra Ganger mikrofonen og snakkede om, at vi københavnere nok ikke forstod, hvor hårdt det var at vokse op i Hanstholm, han var blandt andet vokset op i nogen barakker, som var blevet revet ned i 70'erne...han så ellers ret ung ud.”

- forfatterens navn, adresse og telefonnummer er redaktøren bekendt!

Amager Records i Mod Strømmen

Det hele begyndte med et par flyttekasser med genbrugsvinyl. Det var uden gustent overlæg eller hvad det nu hedder, at pladesamler Niels Martin Kjøngsdal tog til Gilleleje for at se nærmere på et par kasser med brugte lp’er. Sælgeren var kun interesseret i at komme af med det hele på en gang. Der havde været andre vinylfreaks forbi, men de kunne ikke se idéen i at købe hele samlingen. Om Kjøngsdal allerede mens han inspicerede kasserne var klar over, at der befandt sig noget lp-kræs iblandt, som kunne tjene den samlede pris ind, ved jeg ikke? Sådan udviklede det sig, imidlertid. Men derfra og til at åbne en vinylbutik er der immervæk et stykke vej. Med andre ord at virkeliggøre drømmen om, at en altopslugende hobby kan blive til primær indtægtskilde. Indtægtskilde er nok så meget sagt, for overskuddet i den lille pladeforretning på Amagerbrogade 126, går ubeskåret til husleje og til at købe mere vinyl ind.

Lyt med, nu på torsdag, d. 30. januar, når Niels Martin Kjøngsdal kommer forbi Mod Strømmen, for at fortælle om de første år med Amager Records. Om ekspansionen fra Kirkegårdsvej til hovedstrøget Amagerbrogade, om sjældne og sjove plader, der har været gennem forretningen. Ja, om glæden ved at have fod under eget bord, som en lp med Lone Kellermann Og Rockbandet engang hed, eller om at have gelé i knæene, fordi den fod ikke er så solidt plantet alligevel. Det sker, kl. 18.00, på 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream.

Spillestedet Alice. Vinter og forår 2020. Playliste 23. januar 2020

1. Horse Lord - Fanfare For Effective Freedom (2020)

2. Tamikrest - Mawarniha Tartit (2017)

3. Mythic Sunship - Elevation (live) (2020)

4. Muriel Grossmann Quintet - Promise (2018)

5. BaBa ZuLa - Haller Yollar (2019)

6. Kefaya + Elaha Soroor - Jama Narenji (2019)

7. Moor Mother - Private Silence (2019)

8. Raja Kirik - O Sing (The Nay Sayer) (2018)

9. Gabber Modus Operandi - Genderuwo (2019)

10. Juana Molina - Un Dia Punk (2019)

11. Tanya Tagaq - Icebreaker (2019)

12. Lula Pena - Ausencia (2017)

13. Sara Parkman - Jag Roper (2019)

14. Vildá - Utsjoki-disko (2019)

15. Amirtha Kidambi - Dance Of The Subaltern (2019)

“'Hey ho, let's not go…

…I'd rather stay at home.

Hey ho, let's not go.

The TV's good and the weather's shite...'”

‘The Private Memoirs and Confessions of The Just Joans’ er den vidunderlige titel på dét første 2020-album, jeg har hørt. I spidsen for The Just Joans finder man søskendeparret David og Katie Pope fra Glasgow i Skotland. Bandet har lavet plader siden 2006. Godt nok med lidt spredt fægtning, men de har ikke desto mindre formået at holde den skotske indiepop-fane højt.  

Den nye plade flyder over med små, herlige popsange om elendighed, længsel og ulykkelig kærlighed. Historier om den vrede, man kan finde i små byer, der er hjemsøgt af fortiden og bange for fremtiden, halvglemte skolevenner, ødelagte forhold og kejtede og pinlige samtaler på arbejdspladsen. Rastløshed, ro og foranderlighed.  

Her åbningssangen ’Hey ho, let's not go’, med en indbygget reference, jeg forhåbentlig ikke behøver at nævne:

Vinter og forår 2020 på spillestedet Alice i Mod Strømmen

Udsolgt, udsolgt. Måske dét bare er mig, men melder det lille spillested på Nørre Allé ikke oftere og oftere ud om udsolgte shows? Eller er det fordi, at jeg søger på de mest populære koncerter? Vi nåede eksempelvis ikke at få billetter til Richard Dawson fra Newcastle + Burd Ellen fra Glasgow, det samme gælder for de to aftener med Bleeder. Til gengæld har vi billet til udsolgte Lula Pena fra Portugal, og til formentlig snart udsolgte Juana Molina fra Argentina.

Vinterjazz-programmet tegner også til at blive et trækplaster. Jeg har i al fald allerede sat kryds ud for BaBa ZuLa, The Legendary Pink Dots, Nahawa Doumbia og Moor Mother. Et par af de navne, kan jeg allerede give den varmeste anbefaling, da jeg har hørt dem tidligere. I går annoncerede Alice, at Mats Gustafsson og husguitaristen Thurston Moore kommer forbi til marts, og lur mig om spillestedet ikke har mere i posen til os?

Lyt med, når bookerne Andreas Korsgaard Rasmussen og Peter Hvalkof kommer forbi Mod Strømmen på torsdag, d. 23. januar. Stil ind, kl. 18.00, på enten FM 98.9 eller via den direkte livestream eller TuneIn. Tak.

Ugens Pladder - ved RBalle:

De nøgne og de døde 2019. Playliste 16. januar 2020

1. Dave Bartholomew - Gumbo Blues (1947)

2. Art Neville - Arabian Love Call (1959)

3. Dr. John - Black John The Conqueror (1971)

4. Andre Williams - I Wanna Be Your Favorite Pair Of Pyjamas (live) (1999)

5. The Flamin’ Groovies - Teenage Head (Roy Loney) (1971)

6. Tom Robinson Band - Power In The Darkness (Danny Kustow) (1978)

7. Eddie & The Hot Rods - At Night (demo) (Barrie Masters) (1979)

8. Dick Dale - Death Of A Gremmie (1962)

9. King Diamond - Omens (Timi Hansen) (1987)

10. Otto Brandenburg med Ib Glindemanns Orkester - Er det mon sandt? (Ib Glindemann) (1964)

11. The Grateful Dead - Uncle John's Band (Robert Hunter) (1970)

12. Pegi Young - Heterosexual Masses (2007)

13. Purple Mountains - She's Making Friends, I'm Turning Stranger (David Berman) (2019)

14. The Monkees - Last Train To Clarksville (Peter Tork) (1966)

15. Tom Waits - Who Are You (Larry Taylor) (1992)

16. The Mamas And The Papas - Creeque Alley (Hal Blaine) (1967)

17. Big Black - Kerosene (Dave Riley) (1985)

18. The Celibate Rifles - Conflict Of Instinct (Damien Lovelock) (1986)

19. Roky Erickson - Bermuda (1977)

De nøgne og de døde 2019 (4 af 4)

Prøv at forstil dig at vokse op i de amerikanske sydstater i 1940’erne og 1950’erne og være transkønnet. Og ikke nok med det. Soulsangerinden Jackie Shane var ovenikøbet sort. Det har jeg svært ved at se for mig, når man ved med hvilken ildhu Jim Crow-lovgivningen, der håndhævede raceadskillelsen i det sydlige USA, blev praktiseret. Jackie Shane blev født i 1940 i Nashville, Tennessee, og har helt fra barnsben vidst, at hun var en pige. Som seksten-sytten årige, begyndte hun, at optræde med paryk, make-up og smykker. For at slippe for den rigide og intolerante lovgivning, stak hun i slutningen af 1950’erne af med et omrejsende cirkus, der i 1959 bragte hende til Cornwall, Ontario. I et senere interview, fortale Shane, at det var, da hun ankom til Canada, at hun følte sig fri for første gang.

Et år senere flyttede Shane til Montreal, hvor hun begyndte at synge med det populære orkester Frank Motley and his Motley Crew. Efter et par singler, fik hun i 1962 et stort lokalt hit med ’Any Other Way’, som William Bell havde indspillet tidligere samme år. I forhold til Bells version, så gav Jackie Shanes udgave en helt anden mening til sætningen "Tell her that I'm happy/tell her that I'm gay". Shane spillede i den grad på dobbeltbetydningen af ordet gay, som endnu ikke var i almindelig sprogbrug dengang. I de følgende år kom der flere singler, ’Any Other Way’ blev tilmed genudgivet, men det blev aldrig til det store gennembrud for Jackie Shane. Omkring 1970 flyttede hun til Los Angeles, hvor hun efter sigende fik et tilbud om at være med i Funkadelic, hvilket hun dog afslog.

Dette var den fjerde og sidste optakt til De nøgne og de døde 2019. Eller dét vil sige, der er faktisk fem indlæg, hvis man regner stykket om ’Art Lover’ med The Kinks med, idet keyboardmanden Ian Gibbons, der døde 1. august 2019, spillede på en del The Kinks-plader fra 1979 og frem.

Lyt med, kl. 18.00, i aften, på enten FM 98.9 eller via et af disse link (den direkte livestream / TuneIn)

De nøgne og de døde 2019 (3 af ?)

Illinois-punktrioen Big Black burde jeg nok have lyttet meget mere til, end tilfældet er. Det er et band, der betyder meget for mange, til trods for, at de kun udsendte to fuldlængde lp’er, et par livealbum, nogle ep’er og en håndfuld singler. Hvilket immervæk er en del udgivelser, når jeg tænker på, hvad andre orkestre med såkaldt kultstatus har udgivet.

Juleaften kom den triste besked om, at bassist Dave Riley var død af cancer. Riley var ikke med fra begyndelsen af Big Black, men han spiller på de to studieplader ’Atomizer’ fra 1986 og ’Songs About Fucking’ fra 1987. Udgivelser, der beskriver bandets breakthrough og breakup. Selvom hovedmanden, Steve Albini, fastholder, at det aldrig havde været meningen, at Big Black skulle blive et stort navn, som de var på vej til efter 'Atomizer', og man derfor besluttede at opløse bandet før end ’Songs About Fucking’ var udkommet, så er der måske noget, der tyder på, at et-eller-andet var galt. Flere har talt om en kreativ krise, at bandet stod i stampe og var løbet tør for musikalske idéer. Det synspunkt underbygger de med, at de to plader minder enormt meget om hinanden. Den diskussion vil jeg ikke gå ind i, fordi jeg kun har hørt ’Songs About Fucking’. Hvem vil i øvrigt gå glip af at høre en plade med den titel? Men hvorom alting er, så har jeg Thomas Løppenthin ved min side i morgen, hvor Mod Strømmen sender ’De nøgne og de døde 2019’, og mon ikke han har en mening om ovennævnte spekulationer?

Her Big Black med ‘Colombian Necktie’ fra ’Songs About Fucking’:

Det er Dave Riley til højre på billedet øverst. 

De nøgne og de døde 2019 (2 af ?)

Brasiliansk progrock. Tilmed fra en plade, der muligvis er en af de dårligst sælgende i det store land. Eller dét ved jeg faktisk ikke, men sådan bliver Walter Francos 1973-debutalbum, ’Ou Não’, beskrevet. Om det bare er for at gøre udgivelsen mere interessant, kan jeg ikke svare på. Francos output er vist temmeligt omfangsrigt. Umiddelbart har jeg dog ikke kunne finde en fyldestgørende diskografi, men han var ikke bleg for at bevæge sig rundt i mange musikalske genrer. For ham var der åbenbart ikke forskel på at skrive temaet til en soap-opera, døgnfluer, der stadig bliver spillet på de brasilianske oldies but goodies-radiostationer, kritikerrost rockmusik, som ’Revolver’-albummet fra 1975, mere avanceret musik og progressiv rock eller folk eller hvilken etikette man nu kan bruge på ’Ou Não’?

Franco kaldte selv ’Ou Não’ for begyndelsen på en musikcyklus, der skulle gøre op med det mørke som militærdiktaturet, havde sænket over Brasilien. Her ’Mixturaçāo’, åbningsnummeret fra ’Ou Não’:

Walter Franco blev født 6. januar 1945 i Sao Paulo, og døde samme sted 24. oktober 2019.

De nøgne og de døde 2019 (1 af ?)

På torsdag sender Mod Strømmen en hyldest til de musikere, der døde i 2019. Eller rettere sagt, de musikere vi kan nå på de to timer, vi har til rådighed. Spørgsmålet, der altid melder sig, selvom vi har lavet denne form for udsendelse i mere end ti år, er, hvordan tilrettelægger og opbygger vi radioprogrammet? Én mulighed er den rene hitparade, men den løsning er, undskyld udtrykket, dødssyg. Hvis vi vælger den facon, vil der formentlig ikke være plads til sangerinden Dorothy Masuka. Hun blev født i Zimbabwes (det daværende Rhodesia) næststørste by Bulawayo i 1935, og døde i Johannesburg i Sydafrika i februar i 2019, i en alder af 83 år.

Dorothy Masuka eller tante D, som jeg har hørt hende omtalt som, hævede, at hun havde skrevet Miriam Makebas signatursang ’Pata Pata’. Det er der selvfølgelig delte meninger om. Sandt er det, at Masukas ’Ei Yow Phata Phata’ fra 1956, skabte en regulær dance-craze på smugkroer rundt omkring i de sydafrikanske townships. Men igen, Masukas 1956-version skulle vistnok bygge på en instrumentaludgave af nummeret af Shumi Ntutu og Isaac Nkosi, der så igen skulle basere sig på ’Noma Kumnyama’ af Alson Mkhize. Med det på plads, vil de fleste nok kende ’Pata Pata’ i Shu-bi-duas fordanskning, ’Sexchikane’.

Jeg ved godt, at denne kortfattede beskrivelse af Dorothy Masuka på ingen måde yder hende retfærdighed. Hensigten med indlægget var heller ikke at tegne et billede af ’Pata Pata’s brogede herkomst. Jeg lod mig dog rive med.

Sangen, jeg har fundet frem med Masuka, er en genindspilning af ’Hamba Nonsthokolo’, som hun udsendte første gang engang i halvtredserne. Denne udgave er fra 1991 og har en intro, der af en-eller-anden grund får mig til at tænke på skotske Orange Juice:

Højkvist. Playliste 9. januar 2020

1. Kate Bush - Cloudbusting (1985)

2. Nicolas Jaar - Mi Mujer (2010)

3. Elton John - Bennie And The Jets (1973)

4. When Saints Go Machine (feat. Coco O) - Hos Mig Igen (2012)

5. Jens Rubin & De Matchende Læber - Lad Dit Hjerte (2018)

6. Højkvist - Ekstremt i live (live i studiet) (2020)

7. Højkvist - Det tager tid (live i studiet) (2020)

8. Højkvist - Åh så langsomt (live i studiet) (2020)

9. The Jesus And Mary Chain - Nine Million Rainy Days (1987)

10. Jenny - Italia Is The End Of The World (2019)

11. Sonic Youth - Teen Age Riot (1988)

12. Ubåd - Technolys (2019)

13. Supertramp - School (1973)

14. Synd & Skam - Føles ik som at falde (2014)

15. Fraads - Blinker (2019)

16. Joyce - Tomme Ord (2019)

17. FKA Twigs - Mirrored Heart (2019)

18. Clarissa Connelly - Faced Him And Gave In (2018)

Højkvist i Mod Strømmen

Tiderne skifter

Åh så langsomt

Bølgen Blå

har det som et barn

ik det samme mer

Eftermiddagssol

...og de fugtige palmeblade

ekstremt i live

renselse kommer ikke let

det tager tid

til alle ringe i vandet

Måske det bare er mig? Men hvis man lister sangtitlerne fra Højkvist nye plade ’som at springe i med hovedet først’, ja, så kan man med lidt god vilje læse dem som lyrik. Jeg ved ikke om det er tilsigtet eller om jeg er overdrevent følelsesfuld. Når det kommer til stykket er sidstnævnte formentlig gældende. Idet Højkvist selv kalder sin musik for ”uprætentiøst”. Orkestret tilføjer godt nok ligeledes ordene ”ærlig, desorienterende og søgende”, men det ene udelukker vel ikke det andet?

Højkvist har udgivet et album og to ep’ere, før ’som at springe i med hovedet først’ kom i november. Ens for dem alle er en skæv og nysgerrig indierock med kærlighed til det danske sprog. Her et par eksempler:

Stil ind i morgen, torsdag d. 9. januar, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream. Tak! Selvom albummet kom i november, mener Højkvist ikke, at det er blevet fejret nok. Torsdag d. 30. januar, spiller bandet releasekoncert med support fra Saltmother i H15 Studio, der ligger på Halmtorvet 15, 1700 København V. Saltmother går på kl. 21.00

Mod Strømmen bijobber. Playliste 6. januar 2020

Radio Bluestime danderer dén stadigvæk, men de er vist tilbage på næste mandag, d. 13. januar.

Dagens udsendelse:

"What the fuck's he writing about?"

‘Art Lover’ fra The Kinks-pladen ’Give the People What They Want’, der så dagens lys i 1981, er én af de sange, som ved første gennemlytning kan være svær at holde af. Der er intet galt med arrangementet, men hvad er det for noget svineri Ray Davies, har gang i? Teksten er ikke bare lummer, men fuldstændig usømmelig. Det var dén dengang, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan ‘Art Lover’ vil blive modtaget nu om dage. Handler det om en stalker på jagt efter mindreårige piger? På overfladen måske? Ray Davies måtte dog ud at forklare, at sangen handler om en fraskilt far, som kun har forældremyndighed over sin datter en gang om ugen.

I et interview med amerikanske Creem Magazine fra december 1981, fortalte Davies:

“I had great trouble when I first ran through that song in the studio with the guys. I gave them a chord sheet, and they were really pissed off by this time because we'd already done something like 15 tracks. They said, "Oh fuck. He's not going to do another track!" And I said, "Just play the chords." I looked at their faces when we did the playback. First of all, they were just worried about what they were playing. The second playback, they listened to the words, and they looked like "What the fuck's he writing about?" I originally had put in a line that said something like "Sunday parents with their kids knowing they're just alone" which made it, obvious that it was about someone who was divorced and only had his kid on a Sunday. So I left it out because I wanted to leave the song ambiguous. I think ambiguity is a good tool, a good weapon I used it in songs like "Waterloo Sunset". And I think it just about works because it says "I'm not a flasher in a raincoat." One of the reasons they're not putting it out as a single in England is because the BBC has said there's a flasher in a raincoat, but it says "I'm not a flasher." So it does sound like a pervert to begin with, but I think it does work in the end and you realize what the song's about.”

2019s bedste punk og hardcore. Playliste 2. januar 2020

1. Moral Panic - Gear Guy (Moral Panic)

2. Andy Human & The Reptoids - Fissures (Pscyhie Sidekick)

3. Uranium Club - Flashback Arrestor (The Cosmo Cleaners)

4. Chubby And The Gang - Mockba (7”)

5. Cement Shoes - Mine Mine Mine (Too)

6. The Whiffs - Please Be True (Another Whiff)

7. Enzyme - Under Siege (Howling Mind)

8. Leather Lickers - Joy Ride (Leather Lickers)

9. Disco Junk - Outta Melbourne (Underage Punk)

10. Amyl And The Sniffers - Some Mutts (Can't Be Muzzled) (Amyl And The Sniffers)

11. Civic - Velvet Casino (7”)

12. Cereal Killer - Your Punk Scene Can​ Suck ​It (The Beginning & End Of Cereal Killer)

13. Dicklord - Moll On The Dole (7”)

14. Institute - Fooled Again (Readjusting The Locks)

15. The Flying Luttenbachers - White Wine And White Lines (Imminent Death)

16. Kaleidoscope - Defcon/Abolition (After The Futures)

17. ISS - Fake vs. Flake (Alles 3rd Gut)

18. Corner Boys - Waiting For 2020 (Waiting For 2020)

19. Chain Whip - Turner Street Ghost Motel (14 Lashes)

20. Dollhouse - Eating Angels (demo)

21. Meat Puppets - Vampyr's Winged Fantasy (Dusty Notes)

22. Powerplant - Snake Eyes (People In The Sun)

23. Cesspool - We Hide Among You (We Hide Among You)

24. Glow Kit - See Your Friends (Naïve Antlers)

25. Game - Medusa (No One Wins)

26. Loose Nukes - Paranoid (Behind The Screen)

27. Trampoline Team - Patty Hearst (Trampoline Team)

28. The Cowboys - Open Sores (The Bottom Of A Rotten Flower)

29. Booji Boys - New Replacement (Tube Reducer)

30. L.O.T.I.O.N. Multinational Corporation - Unplugged (World Wide W​.​E​.​B.)

31. Axe Rash - Double Standards (Axe Rash)