’Cape Canaveral’ åbner Conor
Obersts første plade i eget navn i tolv år. Eller det vil sige, sådan var det i
2008. Og så er det vist ikke en soloplade alligevel, fordi Oberst samlede et
nyt band, The Mystic Valley Band, da han påbegyndte indspilningerne til albummet,
der fik titlen ’Conor Oberst’, i Tepoztlán i Mexico.
Jeg vil ikke gå så langt til at
kalde Oberst et vidunderbarn. Det lader jeg andre om. Bevares, han spillede sit
første livejob som tolv-årig i 1992. Året efter begyndte han at udsende
kassettebånd på Lumberjack Records, der senere tog navnet Saddle Creek Records
og vist stadigvæk er i familiens eje. Derefter gik det over stok og sten med
projekter som Commander Venus, Park Ave., Desaparecidos og ikke mindst Bright
Eyes.
Flere har forsøgt at læse en
dybere mening ind i ’Cape Canaveral’, det tidligere Cape Kennedy. Men det er
muligvis også meget nærliggende at gøre. I og med, at Conor Oberst ofte skriver
ud fra forskellige synsvinkler og gerne blander genrer og stemninger, så
teksterne undertiden fremstår mere eller mindre indistinkte og uklare, for ikke
at sige kryptiske, og derfor kan være vanskelige at blive klog på.
Sådan forholder det sig ikke med
’Cape Canaveral’. Ifølge Oberst behøver lytteren ikke vride begavelsen af led,
der er intet kunstigt over teksten: “That
song is, I guess, more of nostalgia of watching rocket launches on TV, that
kind of thing. I’ve never been to a rocket launch,
unfortunately. I’d like to see one though.”
Øverst: Conor Oberst i 2008 på hotellet The
Madonna Inn i Californien. På fotografiet bag ham ses en pige, der er på
syretrip ved en The Who koncert i 1970.
Under Lyden af ord I, der blev
sendt i marts 2014, fik vi vist aldrig formuleret præcist, hvad programmets præmis var. Ikke desto mindre, lykkedes det os at komme vidt omkring indenfor
denne definition; ”ting og sager i
krydsfeltet mellem ord og musik/sang, danske tekstforfattere, danske digtere”. Hvis
jeg holder mig til det danske, kom vi forbi navne som Klaus & Servants,
Kliché, Dan Turèll & Sølvstjernerne, No Knox og Tove Ditlevsen. Men der
blev også plads Teho Teardo & Blixa Bargeld, Leonard Cohen og Linton Kwesi
Johnson i udsendelsen.
Når jeg siger vi, så drejede det
sig om digter Nicolaj Stochholm, digter og musiker Niels Thomsen, musiker Jens
K og studievært Hans-Henrik Siig. Dét er det samme hold, der stiller op til
Lyden af ord II, nu på torsdag d. 30. april. Og endnu engang har jeg intet clue
om, hvad der kommer til ske?
I sidste uge kom der endelig lyd
på det annoncerede samarbejde mellem de to countrykoryfæer 81-årige Willie
Nelson og 78-årige Merle Haggard. Det er ikke første gang, de arbejder
sammen. I 1983 udsendte de albummet ‘Pancho & Lefty’, der gik rent ind hos kritikerne
og solgte så det halve kunne være nok.
Den nye plade kommer til at hedde
’Django And Jimmie’, og er en hyldest til jazzguitaristen Django Reinhardt og ’The
Blue Yodeler’ aka Jimmie Rodgers. De stopper ikke der. Johnny Cash bliver også hædret,
ligesom albummet indeholder en fortolkning af Dylans ’Don’t Think Twice, It’s
All Right’
Den iørefaldende førstesingle ’It’s All Going To Pot’, har
allerede trukket en del overskrifter i amerikansk presse:
"Jimmie Rodgers, of course, is one of the guiding
lights of the Twentieth Century, whose way with song has always been an
inspiration to those of us who have followed the path. He was a performer of
force without precedent with a sound as lonesome and mystical as it was
dynamic. He gives hope to the vanquished and humility to the mighty."
- Bob Dylan
Femte shuffle-indlæg og endelig ude af halvfjerdserne. Til
gengæld skal vi 87 år tilbage i tiden til Jimmie Rodgers alias ’The Blue
Yodelers’ eller ’The Singing Brakemans’ version af ’In The Jailhouse Now’. Et
nummer, man kender fra vaudevilleforestillinger fra begyndelsen af det 20.
århundrede. Det er indspillet i utallige udgaver med større eller mindre forskelle.
Samtidig må det være blandt et af de første numre, der senere er med til at
definere den yderst populære countrytradition med at skrive sange om
fængselsophold og mord.
’In
The Jailhouse Now’ var langtfra Rodgers største hit. ‘Blue Yodel’ bedre kendt som
‘T for Texas’ fra 1927, blev langet over disken i mere end en halv million
eksemplarer. Den efterfølgende serie på tolv Blue Yodel-sange, ’Blue Yodel no.
2-13’, der alle er bygget over en tolv-bar blues med god plads til Rodgers trademark-jodlen, solgte også bravt.
Jimmi Rodgers døde af tuberkulose i 1933. Blot 35 år
gammel.
- John Huston i rollen som Noah Cross til Jack Nicholson,
der spiller privatdetektiven
Jake 'J.J' Gittes, i Roman Polanskis film noir, 'Chinatown', fra 1974.
Allerhelvedes sangbart. Sådan plejer det som regel altid
at være, når Kasper Maarbjerg laver popmusik. Kenni består, udover Maarbjerg,
der nok er mest kendt for sit arbejde med Dig & Mig, af Katarina Ericsson
fra pige-garage-duoen Orphans og Martin Christiansen fra sci-fi-monstret
Tumor Warlord. Dertil kommer et hav af andre bandkonstellationer, som
medlemmerne har boltret sig i gennem årene. Det skal vi nok komme forbi i
udsendelsen, ligesom vi formentlig runder den Europa-turné, tretten
job på fjorten dage, som trioen netop har afsluttet. Frem for alt så skal vi
dog høre en masse fed musik. Måske begyndende med bandets euro-tour 7”:
Hvis ikke jeg tager fejl og det plejer jeg ikke. Allright, forleden
kunne jeg ikke huske, at jeg faktisk har hørt den unge
fingerpicking-talk-of-the-town-folkguitarist, Ryley Walker, i Ideal Bar. Det
tæller bare ikke, det var ikke en fejl. Det var selektiv amnesi. Men, hvis
ikke jeg tager fejl, så udsender Mellemblond deres nye album ’Fra Et Sted’ i
morgen, mandag d. 20. april. LP’en lader vente på sig.
’Fra Et Sted’ er indspillet over nogle dage i november
2014 på Møn. Jeg har fulgt Kristoffer Munck Mortensen, sanger, guitarist og
sangskriver i Mellemblond, siden EP-debuten tilbage i 2008. Dét der slår mig ved ’Fra Et Sted’, er, hvordan musikken endnu engang stille og roligt rykker sig fra album til album, mens teksterne bare bliver bedre og bedre.
Sådan lyder det fra Jonas Munk fra den fynske kvartet Causa Sui, om den koncert, som han spiller med Nicklas Sørensen fra den københavnske trio Papir, i Christianshavns Beboerhus på fredag. Opvarmningen står Aerosol for. Det består denne aften af Rasmus Rasmussen fra Causa Sui og guitaristen Keith Canisius, der engang var med i Rumskib.
Førstnævnte trækker på hinandens solomateriale. Dels fra Munks to udgivelser, dels på den albumdebut som Sørensen er ved at indspille. Kodeordene er ifølge pressematerialet ”krautrock, ambient og minimalisme”, mens de for Aerosol er ”stemningsmættede melodier og underliggende kosmiske vibrationer”.
Bloggen It’s Psychedelic Baby beskriver blandt andet Jonas Munk nye plade, ‘Absorb/Fabric/Cascade’, således:
“For his second solo release, Causa Sui guitarist and El Paraiso lynchpin Munk eschews the six string for a bank of synths and keyboards and creates an exquisite thing of abstract and absolute beauty that harkens back to the vintage ambient and minimalist experiments of Brian Eno, Terry Riley, and Steve Reich, as well as the elegiac krautrock creations of Florian Fricke and Popul Vuh.”
Hvordan det falder i tråd med Munks udsagn om ”noise will be made”, ved jeg ikke. Men her kommer åbningsnummeret fra skiven:
Jeg har hilst på Günter Grass adskillige gange. ”Guten Tag, Herr Grass”. Han nikkede altid høfligt tilbage og responderede med et guten tag eller med et ciao, når han havde fået piben ud af munden. Mere var der ikke i det. Det er efterhånden en del år siden. Det foregik altid udenfor det stråtækte landarbejderhus med de blåmalede døre og vinduer. Grass danske sommerresidens, der ligger i et skovbryn med udsigt til strandenge, græssende kreaturer og sjældne orkideer. Længere ude begynder klitterne og marehalmen. Nu er han her ikke længere.
”Eller jeg tog
turistbusser rundt i byen og havnede ved Colloseum, hvor jeg gik rundt med
Stranglers brutale og truende musik knaldende ind i mine øregange. Jean-Jacques
Burnel's tunge bas skiftevist brummede faretruende eller brølede mig lige ind i
ørene og Hugh Cornwells tonløse vokal gav en perfekt baggrund til mine
forestillinger om de grusomme slagsmål og overlagte mord, som beviseligt havde
fundet sted på dette groteske og grusomme amfiteater. Og overdrevne orgier!
“Bring on the nubiles
Bring on the nubiles
Lemme lemme fuck
ya fuck ya
Lemme lemme fuck
ya fuck ya
Lemme lemme lick
your lucky smiles
Bring on the nubiles!
Bring on the nubiles!”
- fra ’Uhyret fra Borghese’ af Jan Sonnergaard. Novellen
afledte nogen furore og debat i litterære kredse, da den udkom i ’Otte opbyggelige
fortællinger om kærlighed og mad og fremmede byer’ i 2013.
Fjerde omgang af min shuffle-leg og det fjerde nummer fra
halvfjerdserne. Har jeg forholdsvis megen musik fra dette årtid. Eller er det
en ren tilfældighed?
Sexisme, skreg feministerne. De var rasende. De tog det
for pålydende. Ikke desto mindre nåede lp’en ’No More Heroes’, hvor ’Bring On
The Nubiles’ stammer fra, atten uger på den engelske hitliste i 1977, med en
anden plads som bedste placering.
Bring
on the nubiles. The
Stranglers og stripperne. Bandets respons til feministerne i Battersea Park i London,
1978
Gratis download-teaser fra De Høje Hæle før showet i Lille
Vega på torsdag. Skammens Vogn og Tidlige Armbånd pryder ligeledes plakaten.
’Nej Tak Til Kropskontakt’ og ’En Bagatel’:
’Noget Rigtig Godt Noget’ med Skammens Vogn:
’Nyeste Elskende I Sølvhav Brusende’ fra Tidlige Armbånds nye skive, ’Flydende Elskende’:
Allerede i morgen sker der dog ting og sager i Råhuset. Garagerock-outfittet
Thee Four Teens fra Portland, Oregon, kigger forbi. De har netop været på en
mindre Europa-tour med den københavnske trio Kenni, der også giver deres
fortræffelige bud på nutidig powerpop. Ligeså spændende bliver det at høre 0%,
Et nyt hardcore-projekt med folk fra blandt andet Gorilla Angreb, Amdi
Petersens Armé og The Monoliths.
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke er
helt klar over, hvad det er jeg sidder med mellem hænderne. The Pools
debutplade, ’Repetitions’, kom for en måneds tid
siden på Drone Recordings. Jeg har ikke
tal på, hvor mange udgivelser det lille plademærke er oppe på, men selskabet
har efterhånden vist sig som en fuldværdig og kvalitetsbevidst medspiller i det
københavnske undergrundsmiljø. ’Repetitions’ læner sig en smule op ad et par skiver fra Drone Recordings katalog. Synthflader
og mørke. Det er formodentlig ikke bevidst? Eller er selskabet ved at opbygge
en musikalsk profil? Hvis det er sålunde, skal der ikke lyde den mindste kritik
herfra.
Anyway, The Pool består af sanger og sangskriver Martin Bernt
og instrumentalisten Jens Hein. Ikke just vårhaner, men det er måske derfor,
at de kan opretholde en sjælden form for integritet indenfor en musikstil, der har
berøringsflader med neue deutsche todeskunst eller electro-wave om man vil. Det
er indadvendt med en til tider dyster og
indestængt atmosfære.
Mørtel er ude på en mission. De skal skrabe 10.000 kr.
ind, inden d. 3. maj 2015, så de kan indspille deres debutplade, ’Alt Hvad Vi
Gør Tager Et Minut’. Duoen, hvis man kan kalde den det, består af Andreas
Hjertholm (født 1983) fra Atomfax og Hans Holten Hansen (født 1966) fra Ræv
Hund Bjørn, Olesen-Olesen, Rhonda Harris og How Do I, plus et ukendt antal
venner. D’herrer har det tilfælles, at de begge debuterede som ”digtere” i
kunst- og lyriktidsskriftet Hvedekorn på opfordring af redaktøren. Dog med 24
års mellemrum. For Hans Holten Hansens vedkommende tilbage i 1990, da han fik
en henvendelse fra Poul Borum. Andreas Hjertholm havde et par Atomfax-tekster
med i det såkaldte sangnummer, som kom sidste år, ansporet af den nuværende
redaktør, Lars Bukdahl.
Hvis det lykkes at indsamle stakaterne, går de i studiet
med produceren og musikeren Per Buhl Acs, der spiller med Bost X for tiden, men
som de fleste formentlig kender bedre fra No Knox og Cyklon Anticyklon.
Andreas
Hjertholm: ”Hans og jeg kender hinanden fra fælles koncerter med
Atomfax og Ræv Hund Bjørn. En dag fortalte jeg Hans om nogle sange, jeg havde
skrevet, som han ville passe perfekt ind i. Hans havde også nogle meget fine
sange liggende. Og, ja, så tog det ene det andet og af en eller anden grund,
begyndte vi at tale om den engelske folklegende Nick Drake, som vi begge
skatter højt, og om vi ikke snart skulle mødes og prøve at spille vores sange
sammen.”
Hvad er Mørtel
for en størrelse? Hvorfor det spøjse navn?
Hans Holten
Hansen:”Altså, Mørtel. Noget skulle vi jo hedde. Og
så var vores første plan som band at lave en kortfilm, hvor vi ville spille
otte sange live forskellige steder i et hus. Ikke at huset skulle have en
speciel symbolsk betydning. Det skulle bare være rammen. Det er der hverdagen
foregår. Vore venner og familie skulle være der, være en del af miljøet, så at
sige. Komme hjem fra skole, gå ud og købe ind, spise frokost. Nogle af lydene
kunne vi bruge musikalsk. Støvsugeren, emhætten, opvaskemaskinen. Men altså
huset var rammen, og Mørtel kunne så være det, der fik det hele til at hænge
sammen. En film med indbygget liveoptagelse er alligevel en lidt større
mundfuld, end vi lige havde krudt til at sparke i gang, så nu begynder vi med
en ren lydindspilning. Men filmen er stadig et mål, som vi nok skal nå.”
Andreas
Hjertholm:”Navnet Mørtel har også noget uprætentiøst
over sig. Ensomme nuancer, skygger og ting i forfald. Vi bruger hele livet på
at bygge ting op, som vi godt er klar over har en udløbsdato, præcis som os
selv. Navnet Mørtel er på nogle måder også en cementeret memento mori, der
følger os i alt hvad vi gør. Mørtel er samtidigt et paradoks til den varme lyd,
vi forsøger at skabe. Et paradoks, der viser sit grimme ansigt, men ligesåvel
minder os om glæden ved musikken og det at skabe ting sammen.”
Hvad er der med
ham, Nick Drake. Han lader til at blive ved med at inspirere til ny musik. Til
trods for, at det er over fyrre år siden, at han tog sit eget liv?
Andreas
Hjertholm: ”Nick Drake er en af de mest underspillede sangskrivere, som
på forunderlig vis, vækker nogle af de stærkeste følelser i mig. Jeg har hørt
ham i mange år som morgenmadsmusik. Men pludselig en dag, da jeg hørte det for
godt og vel tusinde gang, slog det ned som et lyn i mig, hvor ufatteligt
genialt det var. Det må have været den samme følelse, Magellan og Vasco da Gama
havde, da de gjorde deres opdagelser. Følelsen af, at man stod med noget nyt,
stærkt og ukendt, der var meget større end en selv.
Når man går i
dybden med, hvordan Nick Drake opbygger sine sange, bliver man præsenteret for
en herre, der stemmer sin guitar i nogle forunderlige og alternative stemninger.
Han skabte på en måde helt nye og originale veje, som vi i dag kan udforske den
ellers ret udtærskede folk-genre med. Melodierne er aldrig helt depressive
eller manisk muntre, men ligger som et nærværende lydspor tæt op ad den noget
omskiftelige følelsescocktail, jeg selv føler livet byder på.
Jeg tror både
Nick Drake og Mørtel er draget af den samme stemningsmæssige bittersødme. Og måske en fælles jagt efter det uperfekte? Det kan være livet i sig selv eller indenfor musik og kærlighed. Rent tekstmæssigt
ligger vi nok en del fra hinanden. Hvor Nick Drake søger forløsningen,
forståelsen og det fodfæstede meningsbillede, arbejder Mørtel mere med en absurd og uforløst tilgang til stoffet.
Nogle andre
inspirationskilder kunne være Big Star, Leonard Cohen, Elliott Smith og Povl
Dissing.
Hans Holten
Hansen:”Det Nick Drake-element, jeg med stor glæde
vil vedkende mig at være på, er rovdrift efter det akustiske, men samtidig
moderne univers. Ellers har akustiske lineups det med at være noget
tilbageskuende i det. Jeg har en fornemmelse af, at Nick Drake var fuldstændig
ligeglad med, hvad der ellers skete i samtidens musikalske landskab - og det
gælder i hvert fald også for Mørtel.
Jeg aner ikke,
hvad Nick Drake synger om, men han gør det, så nuet bliver godt at være til i.
Jeg kan altså ikke rigtig skrive under på en jagt på noget uperfekt. Jeg
spiller og synger så godt jeg kan. Det uperfekte kommer helt af sig selv. Og så
skal det have lov at være der, når det ikke kan være anderledes. Bare vi når
dét der sammenstød af nærvær og selvforglemmelse, som for mig er den særlige
Mørtel-oplevelse. Det er dén, jeg oplever, når vi spiller, og dén jeg håber,
man også som lytter kan opleve.
Og så går jeg
også efter perfektion i mine egne tekster. Hvis ikke jeg er 100 % sikker på, at
de ord, jeg har valgt, er de rigtige, så opstår nærværet ikke, og det er ikke
kun utilfredsstillende for mig selv, men også for lytteren. Hvis en sanger står
og bræger nogle ord, der lige så godt kunne have været nogle andre, så skulle
han tage og klappe i.”
En helt anden historie:
”Mørkemand i en mørk tid
Morgenen venter tålmodigt bag Sverige
Vinteren varer for evigt i år
Dagens opgaver kalder
kalder dig grøn og naiv og du svarer
Du svarer igen - og igen
Efter lukketid blænder jeg ned
og tænder en anden musik
Din lysende stemme
fortæller mig ind
i en helt anden historie
Ud til bens på et skråplan
jeg holder balancen for din skyld
prøver at vænne mig af med at gå
Dagens opgaver kalder igen
kalder dig gammel og stiv men du svarer igen
For hvor sku du ellers gå hen?
Mit hjerte det banker
og bankerne dør
men lånet forfalder”
- tekst af Hans Holten Hansen til det kommende album
Nu foregriber du
tingene, Hans. Mit næste spørgsmål handler netop om, hvordan I hver især
arbejder med tekstmaterialet?
Andreas
Hjertholm:”Okay, jeg retter ind. Det uperfekte var en
forkert formulering. Hvad angår tekstmaterialet, så vælger jeg oftest mine
kampe ubevidst. Hverdagens dramatik er ofte mit udgangspunkt. Jeg forestiller
mig, at jeg laver en velkrydret stuvning ud af mit liv. Jeg har en historie,
men den skal virkelig ordmæssigt smage godt i munden. Ud fra denne
tilberedning, prøver jeg intensivt at finde nogle ord, der, ikke nødvendigvis
ordret, beskriver et forløb, men mere fanger stemningen, duften og den summende
kompleksitet i mine ellers hverdagsbanale følelser. Som f.eks. med teksten 'Fra Nicaea til Ikea' (se nedenfor). Jeg
er sjældent interesseret i at fortælle en målrettet historie. Jeg prøver ikke
at plante et bestemt budskab i hovedet på lytteren. Jeg forsøger på en måde at
skrive et digt, som folk skal opdage deres egen mening i.
Dertil kommer,
at jeg synes, at det er berigende og spændende at eksperimentere med, hvor
mange forskellige farver ens følelser kan rumme. Lidt ligesom eskimoerne, som
vanvittigt smukt, hvis det er sandt, har omkring tusind forskellige ord for
sne. Når jeg har eksperimenteret mig hele vejen frem og følt, hvad jeg nu kan
føle med en given tekst, ja, så ved jeg, at jeg har gjort mit bedste og så er
jeg glad.
Hans Holten
Hansen: ”Hvis jeg falder over en
interessant sætning, som kan give nogle billeder og blive til en scene, der er
spændende, så forsøger jeg bare at skrive og skrive løs uden mål og med. Når
den strøm løber tør, rydder jeg op og sletter en masse. Jeg ender som regel med
en tekst, hvor jeg ved præcis, hvad jeg mener med hvert eneste ord, uden at det
nødvendigvis bliver helt soleklart for udenforstående, hvad det skal betyde.
Men hvis jeg ved det, så kan jeg synge det, så man gider høre det, for så gider
jeg synge det.
Fra Nicaea til Ikea:
”Et kæmpe brag fra en østrogentank
Plasticfluer i flammende vals
Og knækket luft kun beskyttet af Ritas tøj
Stegte hunde der vil slå mig ihjel
For faen nu gik det ligeså godt
Godt jeg tog min liste med.
Øv! øv! øv!, øv! øv! øv!
Fra Nicaea til Ikea
Tidens perler lukkes rundt om din lækre hals
Af dine øjne klemmes æblemost
I ørkenen ser man altid den hvide streg
Når målet bliver kun at starte igen
For faen nu gik det ligeså godt
Godt jeg tog min liste med.
Øv! øv! øv!, øv! øv! øv!
Fra Nicaea til Ikea
Enhver form for planlægning vil
Dræbe planter og små søde dyr”
- tekst af Andreas Hjertholm til det kommende album
Jeg elsker
spørgsmål om inspirationer. Er det overhovedet muligt for jer at pege på tre
danske digtere, som man skal have læst inden man fylder 30, og tre man skal
have læst inden man fylder 50?
Hans Holten
Hansen: ”Hvis man skal gøre sig som en digter, skal
man læse en masse. Som sangskriver, skal man nok høre efter en masse sange.
Hvis ikke man skal bruge sproget selv, så kan man da bare lade være med at
læse. Personligt ville jeg ikke have været foruden læsningen.
Før man er 10,
skal man have gennemtygget Halfdan Rasmussens samlede værker, der får man øje
på sproget som et selvstændig lag, som godt nok betyder et eller andet, men som
også er sjovt i sig selv. ’Else elsker pelse’.
Før man er 30. Søren Ulrik Thomsens ’City
Slang’. Og hvis man nogensinde skal
læse Strunge, så skal det være før man er 20, det holder ikke så meget længere.
Det var utrolig godt gjort af Nørlund, da han valgte netop digtsamlingen ’Navnløs’,
hvor Strunge er en streg mere langsom, reflekterende og sprogligt selvkritisk,
end han var mange andre steder. Den kan læses indtil man er 30, men er man
under 20, så se at få læst ’Vi Folder Drømmens Faner Ud’. Men egentlig kan man
bare lade være at læse Strunge, læs hellere ’City Slang’ af S.U.T. Den blev
gennem Lars Hugs mund min egen indgang til poesien.
Derudover er der
Inger Christensens ’Alfabet’ og evt. ’Sommerfugledalen’. Kirsten Hammanns
debut, digtsamlingen ’Mellem Tænderne’, Det er kræs, blandingen af
hverdagssprog, ’Matador’ og Olsen Bande-billeder og 80'er-metaforer. Vildt,
sjovt og vildt sjovt.
Og næste
halvleg. Over 30. Nordbrands ’Støvets Tyngde’ eller en af de andre, han er
meget konsistent fremragende. Gab, en kedelig liste. Nej, læs Nikolaj Zeuthens
’Oliebål’. Der er andet i verden end én selv, truslen på livet er ikke
nødvendigvis personlig. Lone Hørslevs skilsmissedigtsamling var også vildt god.
Men for helvede, læs C.V. Jørgensens seneste album, ’Fraklip Fra Det Fjerne’.
Kasper Windings tonsætning er jeg ikke meget for, men teksterne er et værk i
sig selv.
Andreas
Hjertholm:”Så skal jeg lige stramme mine skruer. Jeg
læser næsten aldrig bøger til trods for min kærlighed til ord. Det bliver mest
til billede- og fotobøger, plus film. Men jeg var ret vild med Nørlunds take på
Strunges digte. Det var klart en lyrisk øjenåbner for mig. Som dreng brugte jeg
meget tid på at finde på mine egne ord eller helt nye bogstaver.
Dele af min
inspiration kommer helt sikkert fra min vrede over f.eks. Thomas Helmigs
tekster. Det kan jeg fanme gøre bedre, har jeg ofte tænkt. Summa summarum, når
lyrikken bliver for flad og glat, forsvinder det personlige og mangfoldigheden
dør. Jeg mister simpelthen evnen til at mærke eller opleve andre mennesker, og det gør
mig både vred og ked af det. Derfor er sangtekster så vigtige og har altid
været en direkte kanal til min egen stemme og ikke mindst min
eksistensberettigelse.”
Atomfax og Ræv
Hund Bjørn har tidligere arbejdet med Per Buhl Acs. Hvad er det han kan i et
studie?
Hans Holten
Hansen: ”Jeg
kender Per tilbage fra 80'erne, hvor han et par gange lavede lyd for mit første
band, How Do I, og senere på tur med Nørlund og Rhonda Harris efter
’Navnløs’-pladen. Jeg kender ham som en utrættelig arbejdshest. Han lægger hele
sin vægt bag de projekter, han deltager i, og skubber fremad som en vanvittig,
men når han producerer, er det netop en skubben, og ikke en trækken. Han åbner
døren og siger: Se at komme af sted! Prøv for helvede! Gør det, mand! Han
trækker ikke i en eller anden retning, som han synes er god. Nej, han
forstærker den retning, man selv har, når man kommer og får den til at lyde
godt. Ikke så meget pilleri og pis og ommere, bare den rigtige energi er til
stede.”
Andreas
Hjertholm: ”Per kender nogen måske bedst som punk-banebryderen fra No Knox. Som lydmand og
producer har han blandt andet arbejdet med nyere acts som Synd og Skam, Under
Byen og The Cabin Project. Dét, der gør produceren Per unik, er hans evne til
få én til at slappe fuldstændig af. Han fjerner enhver form for studienerver og
så er han enormt god til at bringe én på rette spor igen, når der er brug for
det. Jeg er desuden overbevist om, at han bruger en masse små hemmelige
krydderier i mixet, som har eksisteret i hans familie i generationer.
”Således, Camilla, svandt den lyse sommer.” Tja, sådan kan
man også sige. Vende tilbage og kigge på det, skyde det frem foran sig og
betragte det nysgerrigt. Sætte det midt i hovedet, og glemme dets egentlige
kontur, men lade det leve som en svag elektrisk eller måske snarere akustisk
summen. Camilla. Husker det ikke, ved det ikke, findes ikke, er ikke, var ikke.
Men så alligevel lyset, næsens kryben langs jorden med de irriterende myrer,
småknaldene fra kitinvæsener og vredet for at lade de gule blomster stryge
langs ørerne. Krydderiet der langsomt vokser sinusudvidende op, indvendig moustache, forkølelseshelbredende, kritpibehvid, blåligrøg, minihestepærernes vellugt”
- begyndelsen af novellen ’C’ fra ’Og andre histoier’.
Klaus Rifbjerg, 1964
Straight kærlighedssang om at synke ned i selvmedlidenhed.
Savn og desperation. En uforstilt Neil Young. Men er det nu også det? Hvem er
objektet? Er det Young selv eller skuespillerinden Carrie Snodgrass, som han
var blevet skilt fra i 1975. Samme år som ’Zuma’ udkom. Tekstbiddet, "I fell in love
with the actress / she was playing a part that I could understand”, fra ‘A
Man Needs A Maid’, er iøvrigt inspireret af Carrie Snodgrass. Beder han i virkeligheden
Snodgrass om at holde med at flæbe og komme videre? Jeg ved det ikke.
‘Don't Cry No Tears’ bygger forøvrigt på sangen ’I Wonder’,
som Young skrev til sit første band, The Squires, tilbage i 1963.
Holder den skide blog, ikke snart
op med at skamrose Quiet Spring? Niks, er svaret. ’Going Up Your Country’ er
den plade, jeg har hørt mest de seneste fire måneder og det ser ikke ud til at
stoppe her. Men jeg vil da gerne overlade ordet til Ekstra Bladets anmelder, Henrik
Queitsch, der i januar blandt andet skrev dette om albummet:
”Det gør det heller ikke værre, at sangskrivningen er på et langt
højere niveau end hos de fleste andre af de myriader af americana-inspirerede
bands, der tilsyneladende findes i enhver flække kloden over, og så lyder
pladen – der er optaget hovedsageligt live i studiet over blot et par dage –
simpelthen skidegodt. Organisk, rustik og med en glødende varme i enhver
detalje”
Så til alle dem, der ikke fik set
bandets debutkoncert i Stengade, og til alle dem, der var til stede. På fredag
er muligheden der igen i Bremen Teatret i Nyropsgade. Såvidt jeg kan aflæse af
arrangementsbeskrivelsen på Facebook, går de på kl. 23.00. Og så er det
tilmed gratis. Langfredag føles pludselig en kende kortere.
