Bob Dylan

Palace Winter. Playliste 28. maj 2015

1. Palace Winter - Time Machine (2015)

2. Here We Go Magic - Make Up Your Mind (2012)

3. Pond - Giant Tortoise (2013)

4. Unknown Mortal Orchestra - Multi-Love (2015)

5. Sam Amidon - Walkin' Boss (2014)

6. Gerry Rafferty - Right Down The Line (1978)

7. The Peep Tempel  - Big Fish (2014)

8. The Sleepy Jackson - Miles Away (2006)

9. Jacco Gardner - Find Yourself (2015)

10. Palace Winter - Woke In The Night, The Phone Was Ringing (2015)

11. Jethro Tull - A Song For Jeffrey (1968)

12. Avi Buffalo - Think It's Gonna Happen Again (2014)

13. Aldous Harding - Hunter (2014)

14. Amason - Went To War (2013)

15. Sleaford Mods - Tied Up In Nottz (2014)

16. Bear In Heaven - Noon Moon (2012)

17. Todd Rundgren - Hello It’s Me (1972)

18. Elliott Smith - Satellite (1995)

Palace Winter by Modstroemmen on Mixcloud

Ausmuteants, The Guilt, Artificial Monuments og Sir Richard Bishop

Jeg har omtalt, at Jacco Gardner og Palace Winter spiller på Loppen i morgen aften. Men det er ikke det eneste fredag byder på af anbefalelsesværdige koncerter. Ungdomshuset får besøg af australske Ausmuteants, der spiller synthpunk à la Suicide, The Normal, Devo og The Screamers. På plakaten finder man også den svenske pige/dreng-punkduo The Guilt fra Helsingborg, samt danske Artificial Monuments med medlemmer fra Moth, Metro Cult og Chainsaw Eaters. DC MC Ebber bestemmer beatet før, mellem og efter showene.

Global lægger scene til en eksklusiv koncert fra den modsatte ende af spektret. Den amerikanske blues-, avantgarde- og eksperimentalguitarist, Sir Richard Bishop, der har lavet plader de seneste tredive år, dels med Sun City Girls, dels solo, kommer forbi. Bishops kompositioner er blevet kaldt barske, fornyende og enigmatiske. Det er jo så op til hver enkelt, hvilken betydning man lægger i den beskrivelse. En ting er dog sikkert. Bishops spil skal nok både udfordre ham selv, som publikum. Kom tidligt, da koncerten er med et begrænset antal unummererede siddepladser.

Her ‘International Zone’ fra Sir Richard Bishop seneste album, ‘Tangier Sessions’, som Drag City udsendte i februar 2015.

John Fogerty 70

'That'll Be The Day’

I dag er det 58 år siden, at Buddy Holly & The Crickets udgav deres første single, ‘'That'll Be The Day'. Tilblivelsen stammer, ifølge Holly selv, fra en biograftur som han og bandmedlemmerne Sonny Curtis og Jerry Allison havde i juni 1956. De var inde at se John Fords på daværende tidspunkt premiereaktuelle ’The Searchers’, hvori John Waynes midaldrende, misantropiske karakter, Ethan Edwards, bruger vendingen ”that'll be the day”, når han blev stillet overfor noget, som han ikke tror på kan eller vil ske.

En nat, et stykke tid efter, hvor Holly og Allison arbejdede med nyt materiale, påpegede Holly, at det ville være herligt, hvis de skrev et hit. Hvortil Allison responderede ”that'll be the day”. Siden den dag var intet det samme.

Do the iTunes shuffle #8: The Fall - ‘Fibre Book Troll’

Mere aktuelt kan det næsten ikke blive. The Falls nye plade ’Sub-Lingual Tablet’ kom i går. Nummer 31 i rækken af udgivelser, siden debuten i 1979. The Guardian er ude med ord som"predictable and surprising in almost equal measure" og "magnificent". Alt er ved det gamle.

Her ‘Fibre Book Troll’. Og, ja, der ligger mere end en skjult hentydning til Facebook i titlen?

Palace Winter i Mod Strømmen

Synthflader og akustisk guitar var det første, der mødte mig, da jeg hørte ’Woke In The Night, The Phone Was Ringing’ med den nye dansk/australske duo, Palace Winter. Det ene af de to numre som det lille ensemble har liggende på Soundcloud. Dét var åbenbart også nok for pladeselskabet Tambourhinoceros, der hurtig skrev kontrakt med dem. Duoen fandt sammen for et par år siden, hvor guitarist og sangskriver, Carl Coleman, der har været med i Halasan Bazar og Sink Ships, varmede op for The Rumour Said Fire, som Caspar Hesselager spiller synthesizer i, på en seks ugers lang danmarksturné,

Hvilke fælles interesser de fandt sammen om, vil jeg ikke sige så meget om her. Vi har to timer til rådighed på torsdag. Men én af dem var den plagede amerikanske sanger og sangskriver Elliott Smith, der begik selvmord i oktober 2003. Derudover er de forbundsfæller, når det gælder haute cuisine, hvor de begge nærer en stor bevågenhed for is og kaffe. Når det er sagt, så har de vist også allerede indspillet deres debutplade, som jeg håber vi får et nummer eller to fra i udsendelsen.

Lyt med nu på torsdag, d. 28. maj, kl. 18 – 20 på 98.9 FM eller via den direkte livestream. Dagen efter spiller Palace Winter i øvrigt support for den hollandske neo-psych, kammer- og barokpop artist, Jacco Gardner.

Graham Parker er ude med nyt med de gamle drenge

Og når jeg siger de gamle drenge, ja, så mener jeg det sgu. Albummet hedder ’Mystery Glue’ og The Rumour-besætningen består af de samme musikere som på de fremragende plader fra anden halvdel af halvfjerdserne. Det vil sige Bob Andrews på keys, Brinsley Schwarz og Martin Belmont på guitar, Andrew Bodnar på bas og Stephen Goulding på trommer.

Mellemblond. Playliste 21. maj 2015

1. Richard Thompson - I Misunderstood (2014)

2. Mellemblond - Fra Et Sted (2015)

3. Soundgarden - Let Me Drown (1994)

4. Portishead - Numb (1994)

5. The Phillips' Specials - I'm A Soldier (1976)

6. Nick Cave & The Bad Seeds - Higgs Boson Blues (2013)

7. Mellemblond - Til Ilden (2015)

8. Daniel Lanois - Iceland (2014)

9. Bob Marley & The Wailers - One Drop (1979)

10. Peter Thorup - Til En Veninde (1981)

11. Niels Skousen - Annabel (1980)

12. Tears for Fears - Shout (1985)

13. Talk Talk - Talk Talk (1982)

14. Sebastian - Romeo (1981)

15. Ravi Shankar - Fire Night (1962)

17. Ed Askew - Blue Eyed Baby (2008)

18. Mellemblond - Nord (2015)

Mellemblond by Modstroemmen on Mixcloud

Garagerock uden udløbsdato. Samtale med Yesterday's Breed

Yesterday’s Breed, der består af Claus Rosenblad og Sigurd Djurhuus, debuterer måske snart. De har i hvert fald en plade klar med ren og uforfalsket garagerock. Rosenblad og Djurhuus har tidligere spillet i blandt andet Aron & The Black Beacon Orchestra, Ghost Rocket, Tidsgæst, Dirty Grass, Preaben, Høflig Afvisning, Swing Of Sahara og Quiet Spring. Men nu gælder det Yesterday's Breed, som man kan støtte udgivelsen af via crowdfunding-siden Booomerang. I skrivende stund er der indsamlet 36 % af målet. Tiden er knap. Den 31. maj udløber kollekten.

Undervejs i samtalen dukker der seks numre op fra henholdsvis 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne, som d’herrer har et særligt forhold til. Men allerførst en teaser fra Yesterday’s Breed:

For seks, syv, otte år siden var garagerock buzz-ordet for mange med hang til rockmusik. I dag er det psych. Ikke at garagerocken er afgået ved døden. Den er bare trådt i baggrund. Jeg ved godt, at I begge har dyrket genren intenst tidligere. Men hvad er det, der har fået Jer til at gå i studiet og indspille en garageplade netop nu?

Claus Rosenblad:

”For mig har garagerock ikke nogen udløbsdato og den er heller ikke en entydig størrelse. Vi spiller naturligvis først og fremmest garagerock, fordi vi har en brændende interesse for den. Men også fordi, vi gerne vil vise en lidt mere nuanceret side af genren. For mange er garage ensbetydende med et riff og en attitude. Med Yesterday's Breed viser vi derimod, at man også sagtens kan inddrage følsomme ballader og folkrock. For hvis man lytter til vores inspirationskilder fra 1960'erne, er det netop det, de gjorde. De holdt sig ikke kun til en formel og et bestemt tempo, men varierede udtrykket undervejs. Akkurat ligesom vi gør det på den nye plade!”

Claus Rosenblad:

Buddy Holly: ‘Not Fade Away’ (1957)

”Den sang rummer bare al den naivitet, charme og sorgløshed, som 50'erne kunne mønstre. Elsker også den fede Norman Petty produktion og så var han jo et geni af en sangskriver!”

Sigurd Djurhuus:

”Jeg er enig med Claus. Den periode vi er inspireret af er edderspændende. 1965-66 var lige der alt eksploderede. Der var ingen regler for, hvad man kunne spille, alle efterlignede alle. Osse de store navne var i en rivende udvikling, så der var endnu ikke sat nogle standarder for, hvordan noget skulle lyde.

Dét der satte denne plade i gang, var, at vi fik Dirty Grass-pladen afsted. Vi fandt hurtigt ud af, at det både er dumt og håbløst, at prøve at lave et stileksperiment. Det kommer aldrig til at lyde som gammel garage alligevel, for du kan ikke frasige dig 60 års teknologisk og musikalsk udvikling. Men det man kan gøre er at lave noget man selv synes lyder fedt, og så er den egentlig ikke længere.”

Sigurd Djurhuus:

Johnny Kidd & The Pirates: ‘Please Don`t Touch’. (1959)

”Et interessant eksempel på 50'er rock, med et klart 60'er garage b-stykke. Sjov blanding.”

Jamen, så lad os tage spørgsmålet om inspirationskilder med det samme. Claus, jeg ved, at du er flittig pladesamler med en stor forkærlighed for netop garagerock og folk fra tresserne, så det må have været ’right up your alley’ at gå i gang med dette projekt. Har du fået hørt en masse plader i processen?

Ja, her jeg er virkelig på hjemmebane her! Min inspiration undervejs har især været obskur amerikansk garage fra midttresserne og mere præcist navne som The Savages, Summer Sounds og Squires. Men også mere kendte bands som Seeds og Remains og til dels Beau Brummels. Også den sound, man kunne finde på labels som Fenton og Soma Records. Det fede med de bands, der udkom her, er, at de bare spillede røven ud af bukserne uden den store studiolir og teknik. Naiv, desperat teenage-garage med nerve og energi. Basale ting, som er langt vigtigere end teknisk kunnen. Helt uimodståeligt!

Claus Rosenblad:

The Squires: ‘Going All The Way’ (1966)

“Simpelthen garagesangen over dem alle, og verdens bedste single, som heldigvis befinder sig hjemme i samlingen…”

Sigurd, du arbejder med så mange forskellige udtryk (Tidsgæst, Drøbelkommandohest, jazz, impro, prog, balkan, klezmer osv.). Hvordan er du gået til projektet?

”Vi begyndte med at sende en masse skitser til hinanden, og det meste af dét, jeg kom med, blev øjeblikkelig kasseret af Claus. Jeg tror, han fra begyndelsen havde en klar idé om, hvad han ville lave, hvor jeg som sædvanlig gik i 100 retninger. Egentlig er jeg mest producer, arrangør og sessionmusiker på den hér plade. Claus er chefkomponisten og den med det store overblik.

Min indgang til alt, hvad jeg laver er muligheden for at eksperimentere, og så længe det er noget jeg kan li' er det underordnet, hvilken stil det er i. Men hjertet banker selvfølgelig for garagerocken, som er en uadskillelig del af mine teenageår.

Sigurd Djurhuus:

The By Fives: ‘I Saw You Walking’. (1966)

”Bedste garagenummer, der nogensinde er indspillet. Hvorfor? Fordi jeg kan høre det igen og igen i årevis ude at blive træt af det.”

Hvordan har I indspillet pladen?

Sigurd Djurhuus:

Claus kom over til mig i Sverige, vi købte en pose øl og så gik vi i gang med at indspille i min dagligstue. Vi begyndte simpelthen med trommer og bas, og lagde så alt andet på efterfølgende. Det er ikke en særlig garage-agtig måde at indspille på, men vi er jo altså kun to om det her. Faktisk overdubbede man osse for fuld tryk i 60'erne, men selvfølgelig ikke på low-budget musik, der bare skulle sælges til dumme teenagere.

Egentlig kan jeg godt more mig over den puritanisme, der råder på det her felt. Dén der idé om, at man får alt til at lyde 60'er-agtigt ved at have det rigtige grej og de originale instrumenter. Jeg bevæger mig ind på et farligt område nu...”

Claus Rosenblad

”Jeg har ikke så meget andet at tilføje, end at det var gode øl”

Claus Rosenblad:

Shadrack Chameleon: ‘Don't Let It Get You Down (1973)

“En af de mest smukke og triste sange, du har hørt. Shadrack Chameleon var en trio der udsendte en desværre håbløs sjælden lp, de fleste samlere må nøjes med at drømme om. Æv!”

Et afsluttende spørgsmål. Hvorfor crowdfunding?

Sigurd Djurhuus

”Måske er der lidt berøringsangst omkring crowdfunding. Det er et ret nyt begreb, og selve ordet er hurtigt blevet et af de der buzz-words, der gør folk mistænksomme. Men i bund og grund er der tale om en fin gammel brugerbetalingstradition, der har rod i den danske andelsbevægelse omkring århundredeskiftet.

De fleste musikeres store problem er, at de har brugt et halvt liv på at øve sig på at spille musik. Stortset alle jeg kender er totalt uinteresserede i forretningsdelen. Det er derfor de er musikere, ikke sælgere. Men det er jo så skægt at komme ud på plade, og det vil alle musikere som regel. Men når man så har fået sine nypressede plader, får man det problem at man skal ud og prøve at overbevise folk om, hvor fed den er og hvor skide god idé det er, at de skal købe den. Det fungerer ikke medmindre man er en knaldhård købmand, og sådan nogen bliver ofte set som røvhuller. Det ry har man ikke lyst til at have som musiker.

Med crowdfunding af plader er der åbnet op for, at dem der lytter til musik kan blive en del af udgivelsen. De kan påvirke, at den overhovedet bliver til noget, og få et eksemplar i hånden med det samme, hvis indsamlingen lykkes. Altså en direkte udveksling uden nogle skumle mellemled. Musikeren får sin plade ud, møder en masse flinke nye mennesker og undgår at loftet bliver fyldt med uåbnede LP kasser. Jeg ved ikke om I har tænkt på det, men plader er altså lavet for at blive spillet! De skal da for helvede ikke stå i en kælder og mugne!

Nogen føler, at crowdfunding er en form for tiggeri, men intet er mere forkert. Ved tiggeri giver man uden at forvente at få noget igen. Her får folk præcis det de har betalt for, og fungerer samtidig som en garant for, at de mere snævre udgivelser kommer ud til de rigtige mennesker. I mine øjne er dette en af de mest rene former for udveksling man kan lave.

Så kan man spørge om der er interesse for det man vil søge penge til. Det er jo f.eks. ikke ligefrem fordi verden har brug for mere garage-rock. Der er jo så latterligt meget derude på det store ta' selv bord. Men den her plade er vores plade, og den har I ikke! Den findes ikke engang. Men det har I muligheden for at ændre på."

Sigurd Djurhuus:

Neo Boys: ‘Running In The Shadows’. (1979)

”Her hører man arven fra fortiden med en overfrakke (eller undertrøje) af punk.”

’Der Wahre Heino’

”It is unironically disturbing, however, that he (Heino) chose in 1973 to record a version of ‘Schwarzbraun ist die Hazelnuss’, a nineteenthe-century German folk song which was revived in the twentieth century and became a very popular Hitler Youth anthem. As well as the hazelnut, black and brown were the colours of the National Socialist Party, the colours which the song’s protagonist hint that his Mâdchen should sport if she wishes to be his girl. His version of the song was a great favourite witk neo-Nazis and, in South Africa, pro-apartheid Afrikaaners.”

- et af de mere bemærkelsesværdige og grimme kulturfænomener, som krautrockerne var oppe i mod. Citatet stammer fra den aldeles fremragende bog, ’Future Day. Krautrock And The Building Of Modern Germany’, af David Stubbs

Noget om nye og gamle helte

Saul Williams, Baloji, Linton Kwesi Johnson og Tim Wells i The British Library i London, fredag d. 15. maj.

Saul Williams verbale færdigheder er et rimeligt nyt bekendtskab for mig. Det er først med 2011-albummet ’Volcanic Sunlight’, at jeg forstod, hvad jeg var gået glip af, siden han slog igennem med ’Amethyst Rock Star’ i 2001, der såmænd var produceret af Rick Rubin. Williams er først og fremmest digter med en hang til poetry slam, men han gør sig også indenfor rap, hip-hop, mere karske musikforedrag, spoken-word, skuespil og så skriver han til aviser og magasiner. Han har indspillet med Nine Inch Nails og Allen Ginsburg og læst op på mere end 300 universiteter verden rundt. Hvorfor pokker er jeg ikke stødt på ham på et tidligere tidspunkt?

Til juli udgiver Saul Williams sit sjette album ’Martyr Loser King’. Her en forsmag i form af et makkerskab med Emily Kokal fra Warpaint.

Den fransksprogede verdensrapper Baloji, der er født i Comgo, men nu er bosiddende i Belgien, burde faste lyttere af programmet eller læsere af bloggen kende. Én god ven og fast vært, var i al fald ikke det mindste i tvivl, da han tørt konstaterede, at Mod Strømmen vist er den eneste danske radiostation, der spiller Baloji jævnligt, da jeg satte hans samarbejde med Konono N°1, ’Karibu Ya Bintou’ på, i en Shoot-udsendelse i februar i år. Det er vi stolte af.

Veteranen, dubpoeten mv. Linton Kwesi Johnson aka LKJ, behøver jeg ikke at præsentere. LP’en ’Bass Culture’ fra 1980 hører jeg stadigvæk mindst én gang om året. Tiden er måske snart kommet?  

Den hvide dude er punkdigteren, Tim Wells. Ham kender jeg ikke meget andet til end, at han elsker reggae og soul.

Mellemblond i Mod Strømmen

Kan det passe, at jeg kun kan finde to anmeldelser af Mellemblonds nye plade, ’Fra Et Sted’, der udkom for knapt en måned siden? Eller venter aviserne, bladene, magasinerne mv. på, at vinyludgaven bliver tilgængelig? Det sidste er ønsketænkning. Sådan er det næppe, selvom hovedmanden Kristoffer Munck Mortensen er én af landets skarpeste sangskrivere i disse år.

Recensenten i Soundvenue, der en passant, ikke kritikeren, men magasinet, også har set sig lune på Molly, The Entrepreneurs og Palace Winter, sidstnævnt besøger Mod Strømmen, d. 28. maj, taler blandt andet om, at sangene har fået et ”viseagtigt præg” med ”mange poetiske højdepunkter”. Mens Berlingske udsendte er ude med superlativer som ”Niveauet er ganske enkelt svimlende højt på … albummets første halvdel” og ’Fra Et Sted’ er ”en af årets allerfineste dansksprogede rockplader”. Kan ord som disse være så svære at forstå? Åbenbart.

Bedøm selv og glæd Jer til, at Kristoffer Munck Mortensen kommer forbi Mod Strømmen nu på torsdag, d. 21. maj. Stil ind på 98.9 FM eller den direkte stream, kl. 18.00.

Undskyld, der er lige dukket endnu en anmeldelse op. Gaffa er også vild med pladen.

I got levitation eller noget i den retnng…

“It was strange actually, that Erickson – in stark contrast to all others on stage – had very little energy to spare besides that which was focused on singing the twisted, poetic lyrics of the band. At times he would stand still, only gazing at the crowd – and yet somehow he seemed endearing and captivating as if his sheer presence was enough to overwhelm the crowd.”

- således skriver Bo Kastaniegaard Vinberg om The 13th Floor Elevators 50 års reunion-koncert ved Levitation 2015/Austin Psych Fest på Rockfreaks.net. Festivalen fandt sted for ottende gang i dagene 8. – 10. maj. Og endnu en gang var line-uppen ganske enkelt overvældende. Læs Vinbergs sobre reportage/anmeldelse/gennemgang af festivalen.

Hele reunion-showet med The 13th Floor Elevators:

Med det på plads, så ville jeg også gerne have overværet Willie Thrashers og Linda Saddlebacks optræden. Flere vil sikkert huske Willie Thrasher, som plademærket Light In The Attic gravede frem fra glemslen til 2014-compilationen, ’Native North America (Vol. 1): Aboriginal Folk, Rock, and Country 1966-1985’.

Kristi Himmelfart. Shoot From The Hip #2. Playliste 14. maj 2015

1. Sisters Of Mercy - Floorshow (1983)

2. Tristan T - Døden Er Mit Vækkeur (1986)

3. Neu - Crazy (1986/2010)

4. Eddisons Face Implosion - Come Along With Me (2015)

5. Niels Skousen - Ryvangen (2006)

6. The Grateful Dead - Black Muddy River (1987)

7. St. Thomas - She Married A Cowboy (2001)

8. Hasil Adkins - Beautiful Hills (1997)

9. Van Halen - Hot For Teacher (1984)

10. The Dictators - (I Live For) Cars And Girls (1975)

11. The Lyres - She Pays The Rent (1985)

12. The Rubinoos - Pump It Up (2015)

13. Oasis - Supersonic (1994)

14. Blur - Go Out (2015)

15. Kurt Vile - Snowflakes (Extended) (2013)

16. Jackson Browne - Doctor My Eyes (1971)

17. Chris Cacavas - Jukebox Lullabye (1989)

18. D/TROIT – Stop (2014)

Kristi himmelfart. Shoot From The Hip #2 2015 by Modstroemmen on Mixcloud

“No Hope Communism, No Hope Capitalism…”

I maj og juni 1981 spillede The Clash sytten udsolgte koncerter i Bond International Casino i New York, som en form for promotion for albummet ’Sandinista!’. Oprindelig var der planlagt otte shows, men bandet, der stod på nippet til at bryde igennem til det helt store marked, var talk of the town. Snart sagt alt, hvad der kunne krybe og gå af New York-”kulturpersonligheder”, mødte op, enten for at blive fotograferet sammen med de fire briter eller bare for at hænge ud i det eftertragtede backstage-område.

En af disse var beatdigteren og så meget andet, Allen Ginsberg. Efter at have konverseret bandet backstage, blev han inviteret med på scenen for at sige nogle velvalgte ord om Nicaragua. I stedet foreslog han, at bandet ledsagede ham musikalsk til en tekst, ’Capital Air’, som han havde skrevet året før, efter at være vendt hjem fra Jugoslavien. Her var det, ifølge Ginsberg selv, gået op for ham, at “police bureaucracies in America and in Eastern Europe were the same, mirror images of each other finally,”.

Lydklippet her viser tydeligt, hvordan Ginsberg gennem årene havde udviklet sine anti-autoritære rants til en kunstform i sig selv.

Do the iTunes shuffle #7: Gene Clark – ‘I Remember The Railroad’

Shuffle-funktionen er en sjov størrelse med helt sit eget liv. Lige som jeg gik og troede, at det definitivt var slut med halvfjerdserne (#5 og #6 var fra henholdsvis tyverne og nullerne) ja, så tager vi endnu en tur tilbage til begyndelsen af det årti, hvor Kong Faisal lukkede for oliehanen, inflationsraten steg og steg, Olsen-banden filmene blev populære, Køge Boldklub blev danmarksmester i fodbold, det gamle firepartisystem ændrede sig for evigt, punk og disco udviklede sig som en modreaktion til stortset det samme, osv., osv.

I april 1972 gik Gene Clark i studiet for at indspille opfølgeren til ’Gene Clark’, også kendt som ’White Light’. Med sig havde han en perlerække af musikere, der talte bluegrass- og countryguitarist Clarence White, pianist Spooner Oldham, pedalsteel-guitarist ’Sneaky Pete’ Kleinow, violinist Byron Berline og trommeslager Michael Clarke. De nåede at optage otte spor før A&M Records trak stikket. Sessionen blev ganske enkelt for dyr for selskabet. Det hjalp eftersigende heller ikke på forholdet mellem parterne, at Sly Stone befandt sig i et studie nedenunder og kom anstigende med dope i tide og utide. Albummet blev skrinlagt.

Efterfølgende lykkedes det for producer Jim Dickson at overbevise A&M om, at pladen skulle ud på det europæiske marked, hvor Clark havde en større fanbase. Dickson fandt to ekstra numre frem som Clark havde lavet sammen med The Byrds under en reunionindspilning i 1970. I 1973 udkom lp'en under navnet ’Roadmaster’ på A&Ms hollandske datterselskab, Ariola.

’I Remember The Railroad’ er ingenlunde pladens stærkeste skæring. Så foretrækker jeg langt hellere ’Here Tonight’, ‘Full Circle Song’ eller ’In A Misty Morning’:

The Entrepreneurs. Playliste 7. maj 2015

1. The Entrepreneurs - It Strikes Again, Love (2015)

2. David Bowie - Suffragette City (1972)

3. Sonic Youth - Stones (2004)

4. The Velvet Underground - Ocean (1969/1985)

5. Tame Impala - Let It Happen (2015)

6. Dean Blunt feat. Joanne Robertson - 50 Cent (2014)

7. Weekend - Coma Summer (2010)

8. Communions - Out Of My World (2015)

9. The Entrepreneurs - Brutal Summer (2014)

10. ヒカシュー -  20世紀の終りに (1980)

11. The Chills - Pink Frost (1984)

12. Death Grips - Get Got (2012)

13. John Maus - Quantum Leap (2011)

14. Nick Cave And The Bad Seeds - Jubilee Street (2013)

The Entrepreneurs by Modstroemmen on Mixcloud

John Cooper-Clark og Jim Reid. Chicago, forleden.

The Jesus And Mary Chains besøg på NorthSide 2015, trækker i mig. Dog ikke nok til, at jeg tager turen til Aarhus.

Orson Welles. 100 år i dag.

D-evolution

Det er i dag 45 år siden, at The United States National Guard skød og dræbte fire studerende og sårede ni under en demonstration på Kent State University i Ohio. To af de døde medvirkede ikke engang i protesten. Der er skrevet en lang række sange, der på den ene eller anden måde tager udgangspunkt i Kent State massakren. ’Ohio’ med Crosby, Stills, Nash & Young behøver jeg næppe nævne. Bruce Springsteen, The Beach Boys, The Steve Miller Band, Dave Brubeck m.fl. har også anvendt den forfærdelige hændelse. En musikprofessor ved Kent State komponerende tilmed en timelang opera over begivenhederne hin majdag.

For et par kunststuderende ved navn Gerald Casale og Bob Lewis, der overværede skyderiet, blev dét, der var begyndt med nogle satiriske, socialkritiske kunstværker, med ét ramme alvor. Kort tid før den skæbnesvangre episode, havde de mødt Mark Mothersbaugh på universitet. Han havde introduceret dem til en pamflet fra 1924, ’Jocko-Homo (Monkey Man), The Heaven Bound King of The Zoo’, der blandt andet indeholdt en illustration af en djævel med vinger under overskriften ”D-evolution”. Siden havde de arbejdet med deres egen forståelse af devolution. Tanken om, at mennesket i stedet for at fortsætte med at udvikle sig var stagneret eller havde antaget en mere primitiv form. Med andre ord, holdt evolutionsteorien ifølge de tre, hverken vand eller luft længere. Med drabene på de sagesløse studerende manifesterede deres vilde tankespind sig. Kent State massakren blev, hvis rygtet taler sandt, afsættet til bandet Devo.

Rygte eller ej? Om ikke andet, så kom der denne forrygende b-side ud af Devos studier af devolutionen:

The Entrepreneurs i Mod Strømmen

“Et af Danmarks mest spændende bands lige nu. Jeg fik tilsendt nogel demoer i efteråret 2014 og blev meget overrasket over, at der kunne være så meget lyd i tre mennesker. Efterfølgende så jeg dem på KB18 i København hvor de overbeviste mig om at de skulle spille på Roskilde Festivals Rising-scene. Live minder de om Hookworms, og deres lyd er meget international.”

- Stefan Gejsing, nordisk bookingansvarlig, Roskilde Festival, om The Entrepreneurs til Spot Festival Avis, 2015

Jeg har aldrig set The Entrepreneurs, som jeg på papiret nu også kun tror er en duo, men jeg har hørt deres to sprudlende singler ’Brutal Summer’ og ’It Strikes Again, Love’ et utal af gange. Jeg fik dem præsenteret med ordene; ”Super svedigt band! Der forener noise og punk i en dejlig "poppet" suppe..”, af Andreas Bengtsen, guitarist i De Underjordiske, der ligeledes spiller på Rising-scenen til sommer. Siden har jeg været om ikke solgt, så dog rimeligt oppe at køre over det engagement og den energi og begejstring, de lægger for dagen. Og som jeg har en fornemmelse af, at Roskilde-publikummet vil falde pladask for.

Det er ikke lykkedes mig at finde noget vidnesbyrd om, hvordan The The Entrepreneurs lille håndfuld koncerter på Spot Festivalen forløb, men det lover jeg bliver det allerførste spørgsmål, jeg stiller dem, nu på torsdag d. 7. maj. Lyt med kl. 18.00 på 98.9 FM eller via den direkte livestream.

Lyden af ord II. Playliste d. 30. april 2015

1. Lou Reed - Walk On The Wild Side (live) (1972)

2. Cabaret Voltaire - Nag Nag Nag (live) (1980)

3. Blomqvist - Ord Der Ikke Eksisterer (2015)

4. The Road To Suicide - Before Lexington (2013)

5. Richard Fariña & Mimi Fariña - House Un-American Blues Acitivity (1965)

6. Sods - Marble Station (1980)

7. Lasse K - Lasses Forårssang (1980)

8. Mellemblond - Glimtvis (2015)

9. Jørgen Leth, Mikael Simpson & Frithjof Toksvig - Den Hvide Serviet (2014)

10. Gun Club - Watermelon Man (1982)

11. Squeeze - Up The Junction (1979)

12. Nik & Jay - En Dag Tilbage (2004)

13. Teho Teardo & Blixa Bargeld - Buntmetalldiebe (2013)

Lyden af ord / 2 by Modstroemmen on Mixcloud