Det er ikke Roskilde Festival det hele. I morgen, torsdag
d. 30. juni, sender Mod Strømmen første afdeling af to, om en af sommerens mest
vitale københavnerbegivenheder. Det drejer sig selvfølgelig om Copenhagen Psych
Fest, der foregår på Christiania fra onsdag d. 13. juli til og med lørdag d.
16. juli.
Med i studiet er Kasper Fjord og Uffe Ejlerskov fra
arrangørgruppen. I den første udsendelse koncentrerer vi os om onsdag og
torsdag. Jeg er ikke helt klar over, om de spilletidspunkter, vi nævner
undervejs i programmet stadigvæk holder. Hvis ikke, er de rigtige her:
Jeg glemte noget i går. Glemte er
måske ikke det rigtige ord. Jeg har faktisk sat et kryds ud for PJ Harvey i torsdagens festivalprogram.
Hvorfor hun ikke kom med i mine anbefalinger, ved jeg ikke. Nu skal jeg ikke
begynde at grave for meget i min egen måde at handle og reagere på. Det bliver ganske
simpelt for kedeligt. Sådan var det. Ikke desto mindre, har jeg tænkt mig at
slå et smut forbi Arena, kl. 20.30. Især
efter, at jeg har set denne ti dage gamle koncert fra Moskva:
Fredag d. 1. juli 2016
Hvis jeg fik Blood Sport med
natten mellem torsdag og fredag, møder jeg, formodentlig først op på
festivalpladsen, sidst på eftermiddagen. Jeg ankommer dog til noget af en
kattepine. Dagens første overlap. Det amerikanske folk-roots-outfit Hurray For
The Riff Raff og de italienske afro-beat-funk eksperimenterende C’Mon Tigre. I
skrivende stund hælder jeg mest til Hurray For The Riff Raff, som Roskilde har
forsøgte at booke af flere omgange. I år er det lykkedes, og de flyver vistnok
kun til Europa for dette ene gig. Hurray
For The Riff Raff går på, kl. 16.15
på Pavilion, mens man kan høre C’Mon
Tigre, kl. 16.30, på Gloria-scenen.
Ellers står dagen ikke i så meget
andet end Neil Young & The Promise Of The Real. Eller det vil sige, nu er
det så fortvivlende, at Tal National
fra Niger spiller på samme tid på Avalon.
Dem vil jeg gerne have hørt. Muligheden for at se dem i København på et senere
tidspunkt, er nok større end med Young! Jeg har læst anmeldelser af Neil Youngs
igangværende sommerturné, der falder ud til begge sider. Med andre ord, jeg har
ingen anelse om, hvad der venter publikum. En ting, er jeg imidlertid ganske
sikker på. Guitareskapader ad libitum. Neil Young & The Promise Of The
Real spiller på Orange, kl. 21.00.
Jeg har også sat et mærke ud for indiedarlingerne
Car Seat Headrest. Men da de først
er sat på programmet, kl. 02.15 på
Pavilion, tvivler jeg på, at jeg har den påkrævede energi til det. Lørdag tegner
nemlig til at blive mere end en tolv-timers festivaldag.
Lørdag d. 2. juni 2016
Jeg lægger stille og roligt fra
land med den samfundsrevsende reggaeartist Tiken
Jah Fakoly fra Elfenbenskysten. Fakoly mål er at få folk til at erkende
verdens uretfærdighed og gøre noget ved den. Det lyder jo unægtelig som noget
man har hørt utallige gange før. I Fakloys tilfælde er der dog vægt bag ordene.
I 2007, blev han således erklæret persona non grata i Senegal, efter at have kritiseret
præsident Abdoulaye Wade. Han er også blevet nødt til at flygte fra sit fødeland,
fordi han modtog dødstrusler på grund af den politiske observans i teksterne. Arena, kl. 16.00
Derefter skal jeg høre kontemporær
countrymusik, som jeg ikke er helt overbevidst om holder. Sturgill Simpson er blevet sammenlignet med Waylon Jennings, Merle
Haggard og Willie Nelson. Om de skudsmål
har hold i virkeligheden, tjekker jeg på Avalon,
kl. 18.00.
Dagen byder formentlig kun på en
koncert i Gloria. Kl. 20.30, går colombianske Los Pirañas på scenen. Trioen begyndte
som et sideprojekt for medlemmer af Frente Cumbiero og Meridian Brothers, der
begge arbejder i spændingsfeltet mellem traditionelle latinamerikanske rytmer, barokke
elektroniske lyde og beats, krydret med gak-gak guitar. Los Pirañas har udgivet
to skiver, hvoraf jeg kun kender ’La Diversión Que Hacía Falta En Mi País’ fra
2015. Det kan gå hen og blive en virkelig morsom koncert:
Det er ikke mange klokkeslæt, der
er blevet offentliggjort fra Escho/Mayhem-scenen.
Jeg har dog opsnuset, at Marching Church,
der består af en mere eller mindre flydende besætning af folk fra Iceage, hedengangne
Lower, CTM med flere, ja, et københavnske allstarband, spiller kl. 21.15. Det vil jeg høre.
En time senere, skal jeg en tur
til Detroit. Eller det vil sige Detroit kommer til mig i form af Protomartyr. Et orkester, der har
besøgt København tidligere. Uden jeg har hørt dem. Det råder jeg bod på, kl. 22.15 på Pavilion. Gruppen er et
sted beskrevet som en krydsning mellem et U.K. postpunk-band og hjembyens
stolte garagerock-traditioner.
Det sidste act, jeg med
sikkerhed, skal høre på Roskilde 2016, er Sleaford
Mods fra Nottingham. Det er også det band, jeg har sværeste ved at
beskrive. For hvad er det egentlig? Andet end en mand, der raser mod alt det
han hader, som viser sig at være stortset det hele, inklusiv sig selv. Tilsat
en trommemaskine og bas. Hvorfor
kalder The Guardian duoen for, ”the most
compelling live act in music right now”.Det får jeg forhåbentlig at
vide på Avalon, kl. 02.00.
Jeg bliver stamkunde på Gloria. Eller,
nu kommer jeg i tvivl, bliver det omkring Escho/Mayhem-scenen, hvor de
uafhængige pladeselskaber har deres bod i år? Det har selvfølgelig også noget
at gøre med, hvad man sprogligt lægger i ordet stamkunde. Det er vist ikke
blevet offentliggjort et program med tidspunkter for Escho/Mayhem endnu. Men alene
navnene, der spiller dér, kan få det til at trække i en gammel festivalkrikke.
Lad mig bare nævne, Marching Church, Ymers Pizza, Anden Enhed, Frøken Jacobsen,
El Hombre Invisible og Puce Mary.
Anyway, min festival begynder med
Khun Narins Electric Phin Band.
Thailandsk bryllupsmusik for psych- og surfguitar. Det er fedt. Bandet har to
internationale udgivelser bag sig. Et fremragende album med fire nummer fra 2014,
samt en mindst ligeså god plade fra i år. Gloria,
kl. 17.30 .
Roskilde-booker Peter Hvalkof
talte varmt om The Orchestra Of Syrian
Muciscans, da vi lavede optakt om verdensmusikken på festivalen, tidligere
på måneden. Med rette. Den engelske avis, The Guardian, var ellevide med
ensemblets åbningskoncert på Pyramid Stage ved årets Glastonbury Festival. Det
bliver kæmpestort, det hér. Mere end fyrre musikere fløjet ind fra blandt andet
Damaskus, mens andre, som er flygtet fra borgerkrigen, er stødt til. Det hele
under ledelse af Damon Albarn. Jeg har set klip fra koncerten i Sountbank
Centre i London fra lørdag aften, hvor Bassekou Kouyaté, Bu Kolthoum, Eslam
Jawaad, Faia Younan, Julia Holter, Lotfi Bouchnak, Malikah, Mounir Troudi,
Noura Mint Seymali, Paul Weller og Rachid Taha gæstede showet. Det bliver interessant
at se, hvilke gæster, de tager med til DK. The Orchestra Of Syrian Muciscans
åbner Orange Scene, kl. 18.00.
I London spillede The Orchestra
Of Syrian Muciscans lidt over to timer, så jeg har masser af tid til at nå en
snas af og måske en dans til ghaniske Pat
Thomas & Kwashibu Area Band highlife, kl. 21.30, på Avalon. Jeg når ikke det hele. Jeg har nemlig sat mig
for at høre pigekvartetten, Hinds,
fra Madrid. Skotske venner som The Pastels og Bobby Gillespie har rost bandet.
Det borger jo for kvalitet. Jeg kender kun deres glimrende EP fra sidste år,
med den storskrydende titel ’Very Best Of Hinds So Far EP’. Musikken er en
hybrid af lo-fi, pop og garagerock. Pavilion,
kl. 22.15.
To timer senere står jeg i samme
telt. Chilenske Föllakzoid (foll-ack-zoid)vil jeg ikke misse. Hvis man kan
forestille sig en instrumental udgave af Moon Dou. Og, hvem kan ikke det? Så er
man godt på vej. Lange repetitive,
stenede forløb, der kunne være taget ud af en kunstskole et sted i Tyskland for
en halv menneskealder siden. Pavilion,
kl. 00.15.
Torsdag d. 30. juni 2016
Torsdag kan blive grusom. Tag
ikke fejl, jeg holder meget af Roskilde Festvals indendørs klubagtige scene,
Gloria. Men hold kæft, hvor kan der blive glohedt derinde. Jeg har aldrig prøvet
en indiansk svedtipi, men den kan næppe være varmere end denne scene, hvor jeg
har tænkt mig at møde op til tre, måske fire, koncerter på denne forhåbentlig
overskyede dag.
Mueller_Roedelius alias Christoph H. Müller (The Gotan Project) og
Hans Joachim Roedelius (Cluster, Harmonia), kan blive fremragende. Ikke alene,
har de hver for sig været banebrydende, sammen udforsker de mulighederne mellem
solflimrende beats og flydende klaverkompositioner. Jeg står dér, også selvom
temperaturen springer skalaen i kviksølvtermometret. Gloria, kl. 14.30.
Et-eller-andet fortæller mig, at
jeg skal blive hængende i Gloria til
den camerounske singer-songwriter, Blick
Bassy. På hans seneste og meget eventyrlystne album, ’Akó,’, finder man
både guitar, banjo, kora, cello og trombone. Et sjældent syn fra en afrikansk
kunstner. Bassy går på, kl. 16.30. Kanhænde
jeg lige kan nå begyndelsen på showet. Destroyer
trækker nemlig over på Avalon, kl. 17.00.
2011-koncerten på Roskilde, sidder stadig dybt i mig. Dan Bejars abstrakte og hypersensible
udtryksfacon tog simpelthen fusen på mig. Selvom sidste års ’Poison Season’,
ikke helt lever op til ’Kaputt’-pladen fra netop 2011, ved man aldrig, hvilke
kaniner canadieren trækker op af hatten.
Den australske sanger og
guitarist Courtney Barnett, er en af
dem som mange, der ved besked med den slags, peger på, at man skal høre. Jeg håber
at få et glimt af hende, når hun går på Avalon,
kl. 19.00. Om det så sker må tiden vise. Kl. 22.15, indfinder jeg mig under alle omstændigheder til en
omgang adrenalinpumpende hip-hop med Ho99o9
på Pavilion. Dels på anbefaling af
Mod Strømmen-medvært Thomas Løppenthin, der i udsendelse om Roskilde 2016,
rekommanderede amerikanerne på det kraftigste. Dels på baggrund af videoer som
denne:
Torsdagens tre resterende
koncerter foregår for mt vedkommende alle indendørs. Bisse må jeg formentlig finde et andet sted at høre. Der bliver run
på, når han indtager Gloria-scenen, kl. 22.30. Til gengæld, bliver der
formentlig plads til en anden af Løppenthins anbefalinger fra nævnte
radioprogram. Australske Diät, der
spiller, kl. 00.30, balancerer med
en infernalsk energi et sted mellem hardcore og postpunk. Tid til at få blæst
knoppen af?
Sheffield-trioen Blood Sport stiftede jeg bekendtskab
med for et års tid siden, da de optrådte under Loco Days på Loppen i
forbindelse med Copenhagen Jazzfestival. I år er turen kommet til Roskilde
Festival. Bandet betegner deres musik med den selvopfundne term aggrobeat, der ifølge
et af medlemmerne, Alex Keegan, udspringer af dette dilemma:
”We were always really
weary of being these white guys saying we were playing afrobeat. We wanted to
tread that line carefully and not take too much directly from it because of the
obvious complications of that, and Paul Simon, etc. Obviously Sam's drumming
was quite drawn out and polyrhythmic, all these features of African music we
were listening to at the time, so we took some ideas and the energy of that and
channelled it into our music and created the term aggro-beat as way of crudely
summing up that influence mixed with the post-punk, noise and rock elements
that we were into”
I det tidlige forår, udgav Ukendt
Under Andet Navn alias Henrik Olesen, ’Ingen Hunde Hyler Her´, til en meget fin
modtagelse. Olesens svævende, lettere
døsige og på sin vis melankolske og modne, elektroniske kompositioner, gør ikke
så meget væsen af sig ved de første gennemlytninger, men tro mig, efter et par
stykker til, er man solgt. Ikke til
stanglakrids, men til endnu flere afspilninger.
Da Olesen har været forbi Mod
Strømmen et par gange eller tre før, går vi en smule anderledes til værks nu på
torsdag, d. 23. juni. Ikke alene, får
Olesen, ”følgeskab af musikerne Nils
Gröndahl og Solveig Sandnes. Sammen vil vi undervejs i programmet spille helt
nedtonede versioner af en håndfuld Ukendt Under Andet Navn sange”, som man kunne læse på Ukendt Under Andet Navns Facebook-side forleden. Han har også udtænkt
et forløb, hvor han vil spille sange med ”kunstnere
og bands, jeg burde lytte noget mere til".
Jeg har ledt og ledt efter Tal
Nationals bidrag til hyldestalbummet til Grateful Dead, ’Day Of The Dead’, der
udkom på 4AD, d. 20. maj. Dét Roskilde-aktuelle, Niger-ensemble har indspillet ’Eyes
Of The World’, som oprindelig var at finde på Dead-lp’en, ’Wake Of The Flood’,
der kom i 1973. Hverken You Tube, Bandcamp eller Soundcloud er leveringsdygtigt.
Spotify har den måske, men den
musiktjeneste, bruger jeg ikke. Jeg har hørt Tal Nationals polyrytmiske take,
der er væsensforskellig fra originalen. Omkvædet kan alle dog synge med på.
I mangel af bedre, kommer her, nej,
det mener jeg ikke, jeg holder meget af Grateful Deads studioversion…
Men mon ikke, det kan lade sig
gøre at høre Tal Nationals udgave i Mod Strømmen i aften. Det fordrer
formentlig bare, at jeg spørger booker Peter Hvalkof rigtigt pænt, når han kigger
forbi radioen, for at præsentere Roskildes verdensprogram for 2016.
Det er efterhånden en måned
siden, at den texanske roots- og folksangskriver, Guy Clark, døde af
lymfekræft. Tamara Saviano, der har job i musikindustrien, har med bistand fra
hovedrolleindehaveren, de seneste syv-otte år, arbejdet på en biografi. Bogen,
der kommer til at hedde ‘Without Getting Killed or Caught: The Life and Music
of Guy Clark’, kan man allerede nu forudbestille på Amazon, selvom den først
står til udgivelse i oktober.
Her følger Savianos fortælling
om, hvordan hun og flere af Clarks gode venner, sørgede for, at Clarks sidste
ønske gik i opfyldelse:
“Guy had suffered from
a long list of health problems—lymphoma, heart disease, diabetes, and bladder
cancer among them—and we were lucky to have him years longer than we’d
expected. The last three months of his life were especially brutal; he spent
most of them in a nursing home. By the end, Guy’s only goal was to go home to
die—to be in the place he loved, surrounded by his art, books, and music. With the
help of friends and hospice workers, he made it.
It didn't become real
to me until I saw Guy's body at the funeral home two days after his death. In
the last months, he had become thin and frail. Yet, plumped up with embalming
fluid, he looked like Guy Clark again. How weird is that? Because he was going
to be cremated, he was laid out in a simple box just for a short time so a few
of us could see him. The funny thing is, Guy is so dang tall they had to take
his boots off to fit him in the box. The top of his head was pressed against
one end of the box and his feet pressed against the other. Guy Clark does not
fit in a box.
Guy’s last wishes were
clear. At some point in his waning years, his lyrical request —“Susanna, oh
Susanna, when it comes my time, won’t you bury me south of that Red River line”
—changed to instructions to be cremated, with his cremains sent to Terry Allen
to be incorporated into a sculpture. “I think that would be so fucking cool,”
Guy said at the time. “Sure, leave me with a job to do,” Terry joked.
But it’s no joke now.
In the days after his death, Guy’s closest friends pulled together a plan to
honor his wishes. Jim McGuire hosted a wake—a typical Guy Clark picking party,
one of many that took place at McGuire’s studio over the years. Guy’s family
and Nashville friends gathered around an altar on which we’d placed his ashes,
his old boots, and our favorite picture of him, and we took turns playing Guy
Clark songs. At the end of the night, Verlon led a chorus of “Old Friends” that
knocked the wind out of the room.
At midnight, Verlon,
Shawn, McGuire, Rodney Crowell, Steve Earle, Guy’s son, Travis, his caregiver,
Joy, and I boarded a tour bus in Nashville that would take us—and Guy—to Santa
Fe and Terry Allen. Guy’s last road trip. We slept little during the 18-hour
drive; we all had too many Guy stories we wanted to tell. Grief shared is grief
diminished.
We arrived in Santa Fe
in time for dinner on Wednesday, May 25. Terry, his wife, Jo Harvey, and their
son, Bukka, hosted another wake. Emmylou Harris, Vince Gill, Lyle Lovett, his
partner, April Kimble, Robert Earl and Kathleen Keen, Joe and Sharon Ely, their
daughter, Marie, Jack Ingram, and painter Paul Milosevich flew in from all
parts to be there. We set up another altar, gathered around and told more Guy
stories.
After a feast of green
chili enchiladas, tamales, guacamole, and homemade salsa, we huddled around a
fire pit on the stone and adobe patio. Hanging wisteria perfumed the air as old
friends toasted Guy, clinking glasses of wine against bottles of Topo Chico and
cans of Robert Earl Keen beer. Under a night sky blanketed with stars, a guitar
came out. This time there was a rule, and it was simple. “Play a song Guy would
have made you play,” Steve said. Three among this group had written songs about
Guy. Shawn sang “This Guy, Guy,” written with Gary Nicholson. (They got to play
it for Guy shortly before his death. When they’d finished, he deadpanned,
“Well, isn’t that cute.”) Next, Verlon played his ode, “Sideman’s Dream.” Then Vince
shared the song he wrote, "There Ain't Nothing Like a Guy Clark
Song," one that provides a perfect benediction to the master songwriter’s
life. Through these songs—and many more of his own—there's no doubt Guy Clark
will live forever."
Jeg er næsten på bar bund, hvad
angår verdensmusikken på dette års Roskilde Festival. Okay, Tal National, der
desværre spiller på samme tidspunkt som Neil Young, har jeg ønsket at høre,
siden deres fjerde skive ’Kaani’, der kom i 2013, og var den første jeg
stiftede bekendtskab med, med det groovie ensemble fra Niger. Thailandske Khnu
Narin’s Electric Pihn Band har jeg også rost. Colombianske Bomba Estéreo er garant
for fest. Og så er der selvfølgelig åbningskoncerten på Orange med The
Orchestra Of Syrian Musicians + Damon Albarn og gæster.
Derudover kommer der besøg fra Tyrkiet,
en shaman fra Norge, flere acts fra Colombia og Syrien. Burkina Faso og Trinidad
& Tobago er også repræsenteret. Mali, Marokko, Etiopien og Elfenbenskysten
ligeså. Dertil kan man sikkert også regne flere band fra Tyskland og Italien,
der læner sig op ad noget, der ligner verdensmusik. Amerikansk folkemusik og
reggae kommer også indunder genren. For slet ikke at komme ind på alle de orkestre, som jeg har glemt eller overset.
Nu på torsdag, d. 16. juni, får
lytterne en gylden mulighed for at dykke yderligere ned i festivalens verdensmusik, når
Roskilde-booker Peter Hvalkof kommer forbi Mod Strømmen.
Denne remse af popmusikere fra
nummeret ’Home Haircuts’ med The Goon Sax, burde måske have indbefattet Robert
Forster. At den ikke gør det, er der en fornuftig og ganske rimelig grund til.
Æblet falder nemlig sjældent langt fra stammen. Og, hvem har lyst til at ligne
sin far?
The Goon Sax kommer fra Brisbane,
Australiens tredjestørste by, og har en gennemsnitsalder på sytten år. Trioen
består af Louis
Forster, James Harrison og Riley Jones. Til trods for den
unge alder, rummer debutpladen ’Up To Anything’ adskillige raffinerede poparrangementer,
der nok emmer af ungdommens rådvildhed og charmerende kejtethed, men på visse
skæringer alligevel når et bedragerisk dyb og en erkendelse, som de fleste
først begynder at få færten af, når de er nogle år ældre. Sidstnævnte er
selvfølgelig en grov generalisering.
Og, ja, Louis Forster er søn af
Robert Forster. Det kan man faktisk godt høre…
”Velkommen til. Vi lagde for med et projekt, du har sammen med digteren
Jesper Elving. Et nummer som hedder ’tilkon’, og er fra en plade, der hedder ’meker’.
Det er noget lydkunst eller det er det jo ikke hele vejen igennem, for der er
ord man genkender?”
”Ja, det var der dengang. Jesper har sluppet den slags ord. Nu laver han
bare lyddigte. Meget anbefalelsesværdigt. Også som læsning”
”Skal man ikke have en eller anden rytme, når man sidder og læser det?”
”Nej, det synes jeg ikke. Det bevæger sig ligesom på sit eget niveau.
Man skal bare give sig hen til det, så er det nogle skønne lyde”
Og her et uddrag fra en indspilning,
hvor Jesper Elving, ”har sluppet den
slags ord”. Medvirkende er Anders Mathiasen, Bjørn Heebøll og Felia
Gram-Hanssen. Optagelsen stammer fra en kommende kassettebåndsudgivelse, som
pladeforretningen og labelet, Insula, udsender på et-eller-andet tidspunkt.
Ifølge Oxford Dictionary har
vessel flere forskellige betydninger. Det kan være et skib, en beholder, et kar
og en blodåre. I botanikken bruger man ordet om de rørformede strukturer, der
fører vand og mineralske næringsstoffer fra roden op i planten. Dertil kommer,
at vessel i bibelsk henseende, bliver benyttet om en person med særlige
kvaliteter. Sidstnævnte har jeg ikke rigtig forstået betydningen af.
Jeg er ikke klar over, hvilken af
betydningerne Anders Mathiasen tænkte på, da han døbte sit
country/folk-soloprojekt, Vessel. Men det skal jeg nok lokke ud af ham på
torsdag. I april udkom Vessels nyeste udspil ’Patterns Of Blue’, som læsere af denne
blog vil vide fik otte ud af ti, i det engelske musikmagasin, Uncut. Vessel
debuterede i 2012 med albummet ’Enlettered Species’. I 2013 kom ’Velocities’. Mathiasen
var endvidere den ene part i duoen Murder, den anden var sangeren Jacob Bellens,
der høstede fremragende anmeldelser for deres tre udgivelser i nullerne. Han
har også spillet med Niels Skousen, Marie Fisker og Jakob Bro mv.
På torsdag gælder det dog Vessel.
Om vi kommer til at høre nogle af de andre projekter, Anders Mathiasen har
medvirket i, må tiden vise.
Stil ind, nu på torsdag, d. 9. juni, kl. 18.00, på enten
98.9 FM eller via den direkte livestream.
Otte dage endnu. Dét er den tid, du
har tilbage, hvis du skal have fat på ’Tidsgæst II’ via crowdfunding. Denne
gang bliver det bare en enkelt lp. Herren bag projektet, Sigurd Djurhuus,
fortæller, at skiven er i samme stil som den forrige, og så alligevel ikke.
Pladen er en bastard. Født i dølgsmål. Skabt af de samme hænder som den første
Tidsgæst kom fra. Hvilket jeg kun kan bifalde.
”86 minutter lange dobbelt-LP, åbner med to instrumentalnumre ’Portal’
og ’Oneionaut’, som slår tonen an. "The owls are not what they
seem", som The Giant påpeger overfor Agent Cooper i et drømmesyn. ’I
Det Hinsides’ fortæller Djurhuus om en mand, der gør alt for at undgå at sove.
”Kaffe, piller, høj musik … ensomme ture på kryds og tværs af byen”. Man kan
lyve overfor sig selv i vågen tilstand, men ikke når man sover. Det
tilbagevendende mareridt, stemmerne der kommer nærmere, så snart søvnen
ankommer. Nedslag mellem tid og sted. I ’Dødsridt’ kan man nærmest fornemme den
ramme lugt af frygt og koldsved, der pibler frem.
Pladen er bygget op, så lytteren kan begynde på enhver af de fire
sider. Der er ikke en fortløbende historie og med de indlagte pauser, kan man
fordøje fortællingerne og de uhåndgribelige og cinematiske instrumentalnumre i
sit eget tempo. I titelsangen ’Tidsgæst’, første skæring på side to, møder vi
en fortabt sjæl, fanget mellem to verdener. ”Adskilt af en afgrund af tid og
rum der ikke kan overskrides af noget levende”. ’Hver Søndag’ er en klassiske
spøgelseshistorie om et ældre ægtepar, der sidder ventende på en bænk ved en
kirkegårdsmur eller gør de nu også det?
Musikalsk bevæger Djurhuus sig ind og ud af stort set alle de subgenrer
af syrerock, som man kan forestille sig. ’Uopklaret Sag nr. 2431-b’, et af
’Tidgæst’ måske mest ambitiøse numre, begynder med en oplæsning af berørte sag,
underskrevet af ”Undersøger v/politiet, EHC. 14. marts 1933, Politikreds
København”. Om en ansat ved universitet, der er forsvundet på gådefuld vis. Og
som i sin lejlighed opbevarede en del effekter, der intet havde med hans
matematiske forskning at gøre. Deriblandt en ægformet kugle, som ikke blev
nævnt i rapporten, men som udsendte ”et svagt flakkende, pulserende lys”, der
senere blev sat i forbindelse med nogle mystiske dødsfald.
’Tidsgæst’ er på sin egen skæve facon en hyldest til det uforklarlige.
Til en verden som de fleste undertrykker i det daglige. Fortid, nutid og
paralleltid. Varsler og forudanelser, mørke som lyse. En vej til det ubevidste”
Nu er der ingen vej udenom.
Roskilde Festival er lige om hjørnet. I morgen vil Thomas Løppenthin og jeg
gøre vores bedste for at gelejde lytterne gennem musikprogrammet fra søndag d. 26.
juni til lørdag d. 2. juli. Hvis der er nogen, der undervejs i udsendelsen fortvivles
over, at vi behandler world-musikken stedmoderligt, er de i deres fulde ret til
det. Den gemmer vi nemlig til d. 16. juni, hvor Roskilde-verdensmusikbooker,
Peter Hvalkof, kommer forbi Mod Strømmen
Som i 2013, har jeg leget med tre
kategorier af bands, der spiller på Roskilde 16. Den første kategori, kalder
jeg i Buddy Hollys ånd, ’Maybe Baby’. Den næste hedder kort og godt
’Necessary’. Så siger den sidste vel sig selv? Hvis ikke, så er den navngivet
efter Jean Paul Sartres ord, som Malcolm X gjorde til sine, ’By Any Means
Necessary’. For god ordens skyld, skal jeg sige, at nedenstående kun indeholder
band, der spiller på selve festivalen. Upcoming-dagene er ikke med.
’Maybe Baby’:
Blues Pills, Blood Orange, Colin Stetson &
Sarah Neufeld, Tame Impala, Rising, New Order
’Necessary’:
Destroyer, Courtney Barnett, PJ Harvey, Bisse,
Hurray For The Riff Raff, Tal National, Tiken Jah Fakoly, LCD Soundsystem.
’By Any Means Necessary’
Khun Narin Electric Phin Band, Föllakzoid, Mac
DeMarco, Neil Young, Car Seat Headrest, Protomartyr, Sleaford Mods.
