Ruten er beregnet. Roskilde Festival 2016. 1. del

Onsdag d. 29. juni 2016

Jeg bliver stamkunde på Gloria. Eller, nu kommer jeg i tvivl, bliver det omkring Escho/Mayhem-scenen, hvor de uafhængige pladeselskaber har deres bod i år? Det har selvfølgelig også noget at gøre med, hvad man sprogligt lægger i ordet stamkunde. Det er vist ikke blevet offentliggjort et program med tidspunkter for Escho/Mayhem endnu. Men alene navnene, der spiller dér, kan få det til at trække i en gammel festivalkrikke. Lad mig bare nævne, Marching Church, Ymers Pizza, Anden Enhed, Frøken Jacobsen, El Hombre Invisible og Puce Mary.

Anyway, min festival begynder med Khun Narins Electric Phin Band. Thailandsk bryllupsmusik for psych- og surfguitar. Det er fedt. Bandet har to internationale udgivelser bag sig. Et fremragende album med fire nummer fra 2014, samt en mindst ligeså god plade fra i år. Gloria, kl. 17.30 .

Roskilde-booker Peter Hvalkof talte varmt om The Orchestra Of Syrian Muciscans, da vi lavede optakt om verdensmusikken på festivalen, tidligere på måneden. Med rette. Den engelske avis, The Guardian, var ellevide med ensemblets åbningskoncert på Pyramid Stage ved årets Glastonbury Festival. Det bliver kæmpestort, det hér. Mere end fyrre musikere fløjet ind fra blandt andet Damaskus, mens andre, som er flygtet fra borgerkrigen, er stødt til. Det hele under ledelse af Damon Albarn. Jeg har set klip fra koncerten i Sountbank Centre i London fra lørdag aften, hvor Bassekou Kouyaté, Bu Kolthoum, Eslam Jawaad, Faia Younan, Julia Holter, Lotfi Bouchnak, Malikah, Mounir Troudi, Noura Mint Seymali, Paul Weller og Rachid Taha gæstede showet. Det bliver interessant at se, hvilke gæster, de tager med til DK. The Orchestra Of Syrian Muciscans åbner Orange Scene, kl. 18.00.

I London spillede The Orchestra Of Syrian Muciscans lidt over to timer, så jeg har masser af tid til at nå en snas af og måske en dans til ghaniske Pat Thomas & Kwashibu Area Band highlife, kl. 21.30, på Avalon. Jeg når ikke det hele. Jeg har nemlig sat mig for at høre pigekvartetten, Hinds, fra Madrid. Skotske venner som The Pastels og Bobby Gillespie har rost bandet. Det borger jo for kvalitet. Jeg kender kun deres glimrende EP fra sidste år, med den storskrydende titel ’Very Best Of Hinds So Far EP’. Musikken er en hybrid af lo-fi, pop og garagerock. Pavilion, kl. 22.15.

To timer senere står jeg i samme telt. Chilenske Föllakzoid (foll-ack-zoid) vil jeg ikke misse. Hvis man kan forestille sig en instrumental udgave af Moon Dou. Og, hvem kan ikke det? Så er man godt på vej.  Lange repetitive, stenede forløb, der kunne være taget ud af en kunstskole et sted i Tyskland for en halv menneskealder siden. Pavilion, kl. 00.15.

Torsdag d. 30. juni 2016

Torsdag kan blive grusom. Tag ikke fejl, jeg holder meget af Roskilde Festvals indendørs klubagtige scene, Gloria. Men hold kæft, hvor kan der blive glohedt derinde. Jeg har aldrig prøvet en indiansk svedtipi, men den kan næppe være varmere end denne scene, hvor jeg har tænkt mig at møde op til tre, måske fire, koncerter på denne forhåbentlig overskyede dag. 

Mueller_Roedelius alias Christoph H. Müller (The Gotan Project) og Hans Joachim Roedelius (Cluster, Harmonia), kan blive fremragende. Ikke alene, har de hver for sig været banebrydende, sammen udforsker de mulighederne mellem solflimrende beats og flydende klaverkompositioner. Jeg står dér, også selvom temperaturen springer skalaen i kviksølvtermometret. Gloria, kl. 14.30.

Et-eller-andet fortæller mig, at jeg skal blive hængende i Gloria til den camerounske singer-songwriter, Blick Bassy. På hans seneste og meget eventyrlystne album, ’Akó,’, finder man både guitar, banjo, kora, cello og trombone. Et sjældent syn fra en afrikansk kunstner. Bassy går på, kl. 16.30. Kanhænde jeg lige kan nå begyndelsen på showet. Destroyer trækker nemlig over på Avalon, kl. 17.00. 2011-koncerten på Roskilde, sidder stadig dybt i mig. Dan Bejars abstrakte og hypersensible udtryksfacon tog simpelthen fusen på mig. Selvom sidste års ’Poison Season’, ikke helt lever op til ’Kaputt’-pladen fra netop 2011, ved man aldrig, hvilke kaniner canadieren trækker op af hatten. 

Den australske sanger og guitarist Courtney Barnett, er en af dem som mange, der ved besked med den slags, peger på, at man skal høre. Jeg håber at få et glimt af hende, når hun går på Avalon, kl. 19.00. Om det så sker må tiden vise. Kl. 22.15, indfinder jeg mig under alle omstændigheder til en omgang adrenalinpumpende hip-hop med Ho99o9 på Pavilion. Dels på anbefaling af Mod Strømmen-medvært Thomas Løppenthin, der i udsendelse om Roskilde 2016, rekommanderede amerikanerne på det kraftigste. Dels på baggrund af videoer som denne:

Torsdagens tre resterende koncerter foregår for mt vedkommende alle indendørs. Bisse må jeg formentlig finde et andet sted at høre. Der bliver run på, når han indtager Gloria-scenen, kl. 22.30. Til gengæld, bliver der formentlig plads til en anden af Løppenthins anbefalinger fra nævnte radioprogram. Australske Diät, der spiller, kl. 00.30, balancerer med en infernalsk energi et sted mellem hardcore og postpunk. Tid til at få blæst knoppen af?

Sheffield-trioen Blood Sport stiftede jeg bekendtskab med for et års tid siden, da de optrådte under Loco Days på Loppen i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival. I år er turen kommet til Roskilde Festival. Bandet betegner deres musik med den selvopfundne term aggrobeat, der ifølge et af medlemmerne, Alex Keegan, udspringer af dette dilemma:

”We were always really weary of being these white guys saying we were playing afrobeat. We wanted to tread that line carefully and not take too much directly from it because of the obvious complications of that, and Paul Simon, etc. Obviously Sam's drumming was quite drawn out and polyrhythmic, all these features of African music we were listening to at the time, so we took some ideas and the energy of that and channelled it into our music and created the term aggro-beat as way of crudely summing up that influence mixed with the post-punk, noise and rock elements that we were into”

Blood Sport går på scenen, kl. 02.30.