Ruten er beregnet. Roskilde Festival 2016. 2. del

Jeg glemte noget i går. Glemte er måske ikke det rigtige ord. Jeg har faktisk sat et kryds ud for PJ Harvey i torsdagens festivalprogram. Hvorfor hun ikke kom med i mine anbefalinger, ved jeg ikke. Nu skal jeg ikke begynde at grave for meget i min egen måde at handle og reagere på. Det bliver ganske simpelt for kedeligt. Sådan var det. Ikke desto mindre, har jeg tænkt mig at slå et smut forbi Arena, kl. 20.30. Især efter, at jeg har set denne ti dage gamle koncert fra Moskva:  

Fredag d. 1. juli 2016

Hvis jeg fik Blood Sport med natten mellem torsdag og fredag, møder jeg, formodentlig først op på festivalpladsen, sidst på eftermiddagen. Jeg ankommer dog til noget af en kattepine. Dagens første overlap. Det amerikanske folk-roots-outfit Hurray For The Riff Raff og de italienske afro-beat-funk eksperimenterende C’Mon Tigre. I skrivende stund hælder jeg mest til Hurray For The Riff Raff, som Roskilde har forsøgte at booke af flere omgange. I år er det lykkedes, og de flyver vistnok kun til Europa for dette ene gig. Hurray For The Riff Raff går på, kl. 16.15 på Pavilion, mens man kan høre C’Mon Tigre, kl. 16.30, på Gloria-scenen.

Ellers står dagen ikke i så meget andet end Neil Young & The Promise Of The Real. Eller det vil sige, nu er det så fortvivlende, at Tal National fra Niger spiller på samme tid på Avalon. Dem vil jeg gerne have hørt. Muligheden for at se dem i København på et senere tidspunkt, er nok større end med Young! Jeg har læst anmeldelser af Neil Youngs igangværende sommerturné, der falder ud til begge sider. Med andre ord, jeg har ingen anelse om, hvad der venter publikum. En ting, er jeg imidlertid ganske sikker på. Guitareskapader ad libitum. Neil Young & The Promise Of The Real spiller på Orange, kl. 21.00.

Jeg har også sat et mærke ud for indiedarlingerne Car Seat Headrest. Men da de først er sat på programmet, kl. 02.15 på Pavilion, tvivler jeg på, at jeg har den påkrævede energi til det. Lørdag tegner nemlig til at blive mere end en tolv-timers festivaldag.

Lørdag d. 2. juni 2016

Jeg lægger stille og roligt fra land med den samfundsrevsende reggaeartist Tiken Jah Fakoly fra Elfenbenskysten. Fakoly mål er at få folk til at erkende verdens uretfærdighed og gøre noget ved den. Det lyder jo unægtelig som noget man har hørt utallige gange før. I Fakloys tilfælde er der dog vægt bag ordene. I 2007, blev han således erklæret persona non grata i Senegal, efter at have kritiseret præsident Abdoulaye Wade. Han er også blevet nødt til at flygte fra sit fødeland, fordi han modtog dødstrusler på grund af den politiske observans i teksterne. Arena, kl. 16.00

Derefter skal jeg høre kontemporær countrymusik, som jeg ikke er helt overbevidst om holder. Sturgill Simpson er blevet sammenlignet med Waylon Jennings, Merle Haggard og Willie Nelson. Om de skudsmål har hold i virkeligheden, tjekker jeg på Avalon, kl. 18.00.

Dagen byder formentlig kun på en koncert i Gloria. Kl. 20.30, går colombianske Los Pirañas på scenen. Trioen begyndte som et sideprojekt for medlemmer af Frente Cumbiero og Meridian Brothers, der begge arbejder i spændingsfeltet mellem traditionelle latinamerikanske rytmer, barokke elektroniske lyde og beats, krydret med gak-gak guitar. Los Pirañas har udgivet to skiver, hvoraf jeg kun kender ’La Diversión Que Hacía Falta En Mi País’ fra 2015. Det kan gå hen og blive en virkelig morsom koncert:

Det er ikke mange klokkeslæt, der er blevet offentliggjort fra Escho/Mayhem-scenen. Jeg har dog opsnuset, at Marching Church, der består af en mere eller mindre flydende besætning af folk fra Iceage, hedengangne Lower, CTM med flere, ja, et københavnske allstarband, spiller kl. 21.15. Det vil jeg høre.

En time senere, skal jeg en tur til Detroit. Eller det vil sige Detroit kommer til mig i form af Protomartyr. Et orkester, der har besøgt København tidligere. Uden jeg har hørt dem. Det råder jeg bod på, kl. 22.15 på Pavilion. Gruppen er et sted beskrevet som en krydsning mellem et U.K. postpunk-band og hjembyens stolte garagerock-traditioner.

Det sidste act, jeg med sikkerhed, skal høre på Roskilde 2016, er Sleaford Mods fra Nottingham. Det er også det band, jeg har sværeste ved at beskrive. For hvad er det egentlig? Andet end en mand, der raser mod alt det han hader, som viser sig at være stortset det hele, inklusiv sig selv. Tilsat en trommemaskine og bas. Hvorfor kalder The Guardian duoen for, ”the most compelling live act in music right now”. Det får jeg forhåbentlig at vide på Avalon, kl. 02.00.