Onsdag d. 29. juni 2016
Jeg bliver stamkunde på Gloria. Eller,
nu kommer jeg i tvivl, bliver det omkring Escho/Mayhem-scenen, hvor de
uafhængige pladeselskaber har deres bod i år? Det har selvfølgelig også noget
at gøre med, hvad man sprogligt lægger i ordet stamkunde. Det er vist ikke
blevet offentliggjort et program med tidspunkter for Escho/Mayhem endnu. Men alene
navnene, der spiller dér, kan få det til at trække i en gammel festivalkrikke.
Lad mig bare nævne, Marching Church, Ymers Pizza, Anden Enhed, Frøken Jacobsen,
El Hombre Invisible og Puce Mary.
Anyway, min festival begynder med
Khun Narins Electric Phin Band.
Thailandsk bryllupsmusik for psych- og surfguitar. Det er fedt. Bandet har to
internationale udgivelser bag sig. Et fremragende album med fire nummer fra 2014,
samt en mindst ligeså god plade fra i år. Gloria,
kl. 17.30 .
Roskilde-booker Peter Hvalkof
talte varmt om The Orchestra Of Syrian
Muciscans, da vi lavede optakt om verdensmusikken på festivalen, tidligere
på måneden. Med rette. Den engelske avis, The Guardian, var ellevide med
ensemblets åbningskoncert på Pyramid Stage ved årets Glastonbury Festival. Det
bliver kæmpestort, det hér. Mere end fyrre musikere fløjet ind fra blandt andet
Damaskus, mens andre, som er flygtet fra borgerkrigen, er stødt til. Det hele
under ledelse af Damon Albarn. Jeg har set klip fra koncerten i Sountbank
Centre i London fra lørdag aften, hvor Bassekou Kouyaté, Bu Kolthoum, Eslam
Jawaad, Faia Younan, Julia Holter, Lotfi Bouchnak, Malikah, Mounir Troudi,
Noura Mint Seymali, Paul Weller og Rachid Taha gæstede showet. Det bliver interessant
at se, hvilke gæster, de tager med til DK. The Orchestra Of Syrian Muciscans
åbner Orange Scene, kl. 18.00.
I London spillede The Orchestra
Of Syrian Muciscans lidt over to timer, så jeg har masser af tid til at nå en
snas af og måske en dans til ghaniske Pat
Thomas & Kwashibu Area Band highlife, kl. 21.30, på Avalon. Jeg når ikke det hele. Jeg har nemlig sat mig
for at høre pigekvartetten, Hinds,
fra Madrid. Skotske venner som The Pastels og Bobby Gillespie har rost bandet.
Det borger jo for kvalitet. Jeg kender kun deres glimrende EP fra sidste år,
med den storskrydende titel ’Very Best Of Hinds So Far EP’. Musikken er en
hybrid af lo-fi, pop og garagerock. Pavilion,
kl. 22.15.
To timer senere står jeg i samme
telt. Chilenske Föllakzoid (foll-ack-zoid) vil jeg ikke misse. Hvis man kan
forestille sig en instrumental udgave af Moon Dou. Og, hvem kan ikke det? Så er
man godt på vej. Lange repetitive,
stenede forløb, der kunne være taget ud af en kunstskole et sted i Tyskland for
en halv menneskealder siden. Pavilion,
kl. 00.15.
Torsdag d. 30. juni 2016
Torsdag kan blive grusom. Tag
ikke fejl, jeg holder meget af Roskilde Festvals indendørs klubagtige scene,
Gloria. Men hold kæft, hvor kan der blive glohedt derinde. Jeg har aldrig prøvet
en indiansk svedtipi, men den kan næppe være varmere end denne scene, hvor jeg
har tænkt mig at møde op til tre, måske fire, koncerter på denne forhåbentlig
overskyede dag.
Mueller_Roedelius alias Christoph H. Müller (The Gotan Project) og
Hans Joachim Roedelius (Cluster, Harmonia), kan blive fremragende. Ikke alene,
har de hver for sig været banebrydende, sammen udforsker de mulighederne mellem
solflimrende beats og flydende klaverkompositioner. Jeg står dér, også selvom
temperaturen springer skalaen i kviksølvtermometret. Gloria, kl. 14.30.
Et-eller-andet fortæller mig, at
jeg skal blive hængende i Gloria til
den camerounske singer-songwriter, Blick
Bassy. På hans seneste og meget eventyrlystne album, ’Akó,’, finder man
både guitar, banjo, kora, cello og trombone. Et sjældent syn fra en afrikansk
kunstner. Bassy går på, kl. 16.30. Kanhænde
jeg lige kan nå begyndelsen på showet. Destroyer
trækker nemlig over på Avalon, kl. 17.00.
2011-koncerten på Roskilde, sidder stadig dybt i mig. Dan Bejars abstrakte og hypersensible
udtryksfacon tog simpelthen fusen på mig. Selvom sidste års ’Poison Season’,
ikke helt lever op til ’Kaputt’-pladen fra netop 2011, ved man aldrig, hvilke
kaniner canadieren trækker op af hatten.
Den australske sanger og
guitarist Courtney Barnett, er en af
dem som mange, der ved besked med den slags, peger på, at man skal høre. Jeg håber
at få et glimt af hende, når hun går på Avalon,
kl. 19.00. Om det så sker må tiden vise. Kl. 22.15, indfinder jeg mig under alle omstændigheder til en
omgang adrenalinpumpende hip-hop med Ho99o9
på Pavilion. Dels på anbefaling af
Mod Strømmen-medvært Thomas Løppenthin, der i udsendelse om Roskilde 2016,
rekommanderede amerikanerne på det kraftigste. Dels på baggrund af videoer som
denne:
Torsdagens tre resterende
koncerter foregår for mt vedkommende alle indendørs. Bisse må jeg formentlig finde et andet sted at høre. Der bliver run
på, når han indtager Gloria-scenen, kl. 22.30. Til gengæld, bliver der
formentlig plads til en anden af Løppenthins anbefalinger fra nævnte
radioprogram. Australske Diät, der
spiller, kl. 00.30, balancerer med
en infernalsk energi et sted mellem hardcore og postpunk. Tid til at få blæst
knoppen af?
Sheffield-trioen Blood Sport stiftede jeg bekendtskab
med for et års tid siden, da de optrådte under Loco Days på Loppen i
forbindelse med Copenhagen Jazzfestival. I år er turen kommet til Roskilde
Festival. Bandet betegner deres musik med den selvopfundne term aggrobeat, der ifølge
et af medlemmerne, Alex Keegan, udspringer af dette dilemma:
”We were always really
weary of being these white guys saying we were playing afrobeat. We wanted to
tread that line carefully and not take too much directly from it because of the
obvious complications of that, and Paul Simon, etc. Obviously Sam's drumming
was quite drawn out and polyrhythmic, all these features of African music we
were listening to at the time, so we took some ideas and the energy of that and
channelled it into our music and created the term aggro-beat as way of crudely
summing up that influence mixed with the post-punk, noise and rock elements
that we were into”
Blood Sport går på scenen, kl. 02.30.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar