Jeg glemte noget i går. Glemte er
måske ikke det rigtige ord. Jeg har faktisk sat et kryds ud for PJ Harvey i torsdagens festivalprogram.
Hvorfor hun ikke kom med i mine anbefalinger, ved jeg ikke. Nu skal jeg ikke
begynde at grave for meget i min egen måde at handle og reagere på. Det bliver ganske
simpelt for kedeligt. Sådan var det. Ikke desto mindre, har jeg tænkt mig at
slå et smut forbi Arena, kl. 20.30. Især
efter, at jeg har set denne ti dage gamle koncert fra Moskva:
Fredag d. 1. juli 2016
Hvis jeg fik Blood Sport med
natten mellem torsdag og fredag, møder jeg, formodentlig først op på
festivalpladsen, sidst på eftermiddagen. Jeg ankommer dog til noget af en
kattepine. Dagens første overlap. Det amerikanske folk-roots-outfit Hurray For
The Riff Raff og de italienske afro-beat-funk eksperimenterende C’Mon Tigre. I
skrivende stund hælder jeg mest til Hurray For The Riff Raff, som Roskilde har
forsøgte at booke af flere omgange. I år er det lykkedes, og de flyver vistnok
kun til Europa for dette ene gig. Hurray
For The Riff Raff går på, kl. 16.15
på Pavilion, mens man kan høre C’Mon
Tigre, kl. 16.30, på Gloria-scenen.
Ellers står dagen ikke i så meget
andet end Neil Young & The Promise Of The Real. Eller det vil sige, nu er
det så fortvivlende, at Tal National
fra Niger spiller på samme tid på Avalon.
Dem vil jeg gerne have hørt. Muligheden for at se dem i København på et senere
tidspunkt, er nok større end med Young! Jeg har læst anmeldelser af Neil Youngs
igangværende sommerturné, der falder ud til begge sider. Med andre ord, jeg har
ingen anelse om, hvad der venter publikum. En ting, er jeg imidlertid ganske
sikker på. Guitareskapader ad libitum. Neil Young & The Promise Of The
Real spiller på Orange, kl. 21.00.
Jeg har også sat et mærke ud for indiedarlingerne
Car Seat Headrest. Men da de først
er sat på programmet, kl. 02.15 på
Pavilion, tvivler jeg på, at jeg har den påkrævede energi til det. Lørdag tegner
nemlig til at blive mere end en tolv-timers festivaldag.
Lørdag d. 2. juni 2016
Jeg lægger stille og roligt fra
land med den samfundsrevsende reggaeartist Tiken
Jah Fakoly fra Elfenbenskysten. Fakoly mål er at få folk til at erkende
verdens uretfærdighed og gøre noget ved den. Det lyder jo unægtelig som noget
man har hørt utallige gange før. I Fakloys tilfælde er der dog vægt bag ordene.
I 2007, blev han således erklæret persona non grata i Senegal, efter at have kritiseret
præsident Abdoulaye Wade. Han er også blevet nødt til at flygte fra sit fødeland,
fordi han modtog dødstrusler på grund af den politiske observans i teksterne. Arena, kl. 16.00
Derefter skal jeg høre kontemporær
countrymusik, som jeg ikke er helt overbevidst om holder. Sturgill Simpson er blevet sammenlignet med Waylon Jennings, Merle
Haggard og Willie Nelson. Om de skudsmål
har hold i virkeligheden, tjekker jeg på Avalon,
kl. 18.00.
Dagen byder formentlig kun på en
koncert i Gloria. Kl. 20.30, går colombianske Los Pirañas på scenen. Trioen begyndte
som et sideprojekt for medlemmer af Frente Cumbiero og Meridian Brothers, der
begge arbejder i spændingsfeltet mellem traditionelle latinamerikanske rytmer, barokke
elektroniske lyde og beats, krydret med gak-gak guitar. Los Pirañas har udgivet
to skiver, hvoraf jeg kun kender ’La Diversión Que Hacía Falta En Mi País’ fra
2015. Det kan gå hen og blive en virkelig morsom koncert:
Det er ikke mange klokkeslæt, der
er blevet offentliggjort fra Escho/Mayhem-scenen.
Jeg har dog opsnuset, at Marching Church,
der består af en mere eller mindre flydende besætning af folk fra Iceage, hedengangne
Lower, CTM med flere, ja, et københavnske allstarband, spiller kl. 21.15. Det vil jeg høre.
En time senere, skal jeg en tur
til Detroit. Eller det vil sige Detroit kommer til mig i form af Protomartyr. Et orkester, der har
besøgt København tidligere. Uden jeg har hørt dem. Det råder jeg bod på, kl. 22.15 på Pavilion. Gruppen er et
sted beskrevet som en krydsning mellem et U.K. postpunk-band og hjembyens
stolte garagerock-traditioner.
Det sidste act, jeg med
sikkerhed, skal høre på Roskilde 2016, er Sleaford
Mods fra Nottingham. Det er også det band, jeg har sværeste ved at
beskrive. For hvad er det egentlig? Andet end en mand, der raser mod alt det
han hader, som viser sig at være stortset det hele, inklusiv sig selv. Tilsat
en trommemaskine og bas. Hvorfor
kalder The Guardian duoen for, ”the most
compelling live act in music right now”. Det får jeg forhåbentlig at
vide på Avalon, kl. 02.00.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar