Årets sidste Klub Soja

’Being There’. Tyve år i dag

”Rygtet var løbet i forvejen, men måske ikke hurtigt nok, da undertegnede, en kold tirsdag aften i december 1996, mødte op på Loppen på Christiania, for at høre Wilco. Efter, at Uncle Tupelo var gået i opløsning var Jay Farrar fortsat i Son Volt, der hurtig viste sig at slå ind på en traditionel countryvej, mens Jeff Tweedy på debutpladen med Wilco, ’AM’, fra 1994, lænede sig op ad en form for countryrock, der var funderet i hans tidligere arbejde.

Et par måneder før Wilco besøgte København hin decemberaften, havde det udgivet det ambitiøse dobbeltalbum ’Being There’, som man i dag må betegne som gruppens store spring fremad. Mange af de idéer og de uventede omveje i psychedelia, power pop og soul, som ’Being There’ flyder over med, kan vi i dag takke multiinstrumentalisten Jay Bennett for. Der var allerhøjest 30 mennesker til stede på Loppen, da Wilco gik på scenen. Det lod dog ikke til at ryste bandet, der gav en fortrinlig koncert, hvor det meste af materialet kom fra ’Being There’”

Ovenstående indgik i de mindeord, jeg skrev om Jay Bennett (1963-2009), der var med til at forme lyden på Wilcos mesterværk, ’Being There’, der udkom, d. 29. oktober 1996.

’Red-Eyed And Blue’:

Stereogum lovpriser også albummet i dagens anledning:

“Right from the start it’s clear this will be no regular alt-country album. “Misunderstood,” the first of many epic Wilco album openers, finds Tweedy converting his Paul Westerberg worship into something larger than life. Six-and-a-half minutes of lurching noise and strung-out balladry about an underachiever skulking around his hometown culminates in a thunderous kiss-off that remains the highlight of many Wilco concerts to this day: “I’d like to thank you all for nothing! I’d like to thank you all for nothing at all! I’d like to thank you all for nothing! Nothing! Nothing! Nothing!” It’s the sound of triumphantly disavowing your past, and it accomplishes its bridge-burning objective in rapturous fashion.”

Bad Afro tyve år. Besøg af Lars Krogh. Playliste 27. oktober 2016

1. Fuzz - Earthen Gate (2013)

2. Dragontears - Borderline (2007)

3. Bob Dylan - If You Gotta Go, Go Now (1965/2015)

4. Narcosatánicos - Vulvic Church (2016)

5. Psychic Ills - Another Change (2016)

6. Baby Woodrose - Freedom (2016)

7. Nick Waterhouse - Holly (2014)

8. The Dolly Rocker Movement - The Only One (2010)

9. Sleaford Mods - Jobseeker (2007)

10. Sweatmaster - Hold It (2001)

11. Ann Peebles -I Feel Like Breaking Up Somebody's Home Tonight (1971)

12. The Velvet Underground - Sunday Morning (1967)

13. Telstar Sound Drone - Dark Kashmir (2016)

14. Buck Owens - White Satin Bed (1969)

15. Spids Nøgenhat - Spids Nøgenhat I Græsset (2013)

16. Dragontears - William (2010)

“Fight The Good Fight Of The Faith”

“In the early '70s, backmasking—or the practice of recording vocals and instruments backwards and then reinserting them into the forward mix of a song—was something a music savvy (and possibly stoned) Beatles fan might bring up. A decade later, it had become a cause célèbre for conservative religious leaders, school teachers, parents, and even politicians. Whether it was the reversed voice of Freddie Mercury declaring "it's fun to smoke marijuana" on "Another One Bites the Dust" or Styx imploring Satan to "move through our voices" on "Snowblind," there seemed to be mounting evidence that rock music was literally becoming a mouthpiece for the devil.”

- tekststykket herover beskriver i korte træk og ganske godt, hvad denne velskrevne og interessante artikel, ’The Fight to Save America From Satan's Subliminal Rock Messages’, fra magasinet Atlas Obscura handler om. 

God læselyst

”They wouldn't let me do what the BBC let me do”

I går var det tolv år siden, at den engelske radiomaestro John Peel tjekkede ud fra denne verden. Peel fik sit første ulønnede job på en mindre radiostation i Dallas. Da Beatlemania ramte USA rykkede han til en større station i samme by, der brugte den unge brite som deres officielle The Beatles-korrespondent, fordi han var vokset op i en flække nær Liverpool. Senere arbejdede han for KOMA i Oklahoma City, før han i 1965 flyttede til San Bernadino i Californien, hvor han under fødenavnet John Ravencroft lavede morgenradio.

Da han vendte hjem til England i 1967, fik han tjansen som natvært på piratstationen, Radio London. Her var han manden bag programmet ’The Perfumed Garden’, som var med til at etablere ham som en markant radiostemme, der præsenterede de nye acts fra Swinging Londons frodige undergrundsscene, plus toneangivende bands fra Los Angeles og San Francisco. Efter Radio London lukkede ned i august 1967, blev han ansat hos BBC, hvor han i 1968 blev eneansvarlig for udsendelsen, Top Gear. Året efter udviklede han The Night Ride, der udover at bringe interviews med fremtrædende musikere, også sendte et eklektisk udvalg af liveoptagelser, digtoplæsninger og verdensmusik. Et freeform-radioformat, som kom til at kendetegne Peels karriere. Og som bevirkede, at han blev hos BBC, selvom det ikke skortede på tilbud fra kommercielle radioforetagender.

"They leave you to get on with it. I'm paid money by the BBC not to go off and work for a commercial radio station ... I wouldn't want to go to one anyway, because they wouldn't let me do what the BBC let me do.", som han selv fastslog i 1979.

I går var det altså tolv år siden, at John Peel døde af et hjertetilfælde. Jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg har lyttet til Peels forskellige radioprogrammer. Gennem årene er det blevet til nogle enkelte. Min opmærksomhed har mere været rettet mod hans såkaldte Peel-sessions, der strækker sig fra september 1967 og frem til oktober 2004. Herunder en liste med medvirkende artister og bands.

Well, det blev rigeligt langt dét her (og så har jeg end ikke skildret Peels veneration for britisk punkrock, new wave og postpunk) når jeg bare ville fortælle, at man kan høre/downloade et anseligt udvalg af John Peels radioshows via bloggen The Perfumed Garden.

Bad Afro tyve år. Mod Strømmen får besøg af Lars Krogh

”I 1996 var ambitionen indenfor det næste tiår at udgive halvtreds vinylsingler med beskidt rock'n'roll fra Norden. I dag ti år efter er det blevet til op mod 100 udgivelser.”

Således indledte jeg et indlæg om Bad Afros ti års jubilæum her på bloggen, tilbage i november 2006. Jeg har ikke tal på, hvor mange plader selskabet har udgivet siden. Ved fejringen af tiåret, der løb over to dage, dels i Stengade 30, dels på Loppen, spillede Baby Woodrose, Columbian Neckties og The Seventh Son, den første aften. Anden dagen bød på The Flaming Sideburns, Slideshaker, On Trial og The Defectors.

Tyveårsdagen gør Bad Afro også stads ud af. Det sker på Loppen, lørdag d. 5. november. Det er faktisk lykkedes at samle dét Baby Woodrose, som optrådte i 2006. Det vil sige Uffe Lorenzen (guitar/vokal), Anders Skjødt (bas) og Anders Grøn (trommer), der på scenen får følgeskab af Mads Saaby (guitar). Samme hold drager senere i november på Tysklands tour.

Nu overlader jeg ordet til Thomas Løppenthin, der har skrevet dét, man med lidt god vilje, kan kalde en festtale i anledning af jubilæet:

”Lørdag den 5. november sætter Bad Afro Records strøm og lyd på fejringen af pladeselskabets 20-års fødselsdag. Det sker på hæderkronede københavnske Loppen, hvor de tre højaktuelle Bad Afro-artister Baby Woodrose, Telstar Sound Drone og Narcosatanicos spiller op til fødselsdagsfest. Alle billetter til koncerten er revet væk, og Bad Afro-fans fra lande som USA, England, Frankrig, Tyskland og Norge har meldt deres ankomst.

At Bad Afro Records runder dette imponerende hjørne er ikke blot en bedrift i en tid, hvor den kommercielle musikindustri siges at være tvunget i knæ, men også fordi selskabet siden dag ét har været drevet af én mands brændende ønske om at pushe, som sloganet for selskabet går, "Scandinavian Rock To The Man". Med ildsjælen Lars Krogh ved roret lagde Bad Afro hårdt ud med at introducere 90'ernes skandinaviske garageboom til et intetanende dansk publikum. Direktør Krogh var på evigt togt gennem Norden, hvilket førte til, at selskabet i de første leveår udgav en imponerende række plader med toneangivende navne indenfor genren, såsom Turbonegro og The Hellacopters.

Men Bad Afro gravede også meget dybere, og ikke mindst den på disse breddegrader så ukendte finske garagerock, med flagskibet The Flaming Sideburns som absolutte hovedmænd, fik maksimal tid i rampelyset hos selskabet, som først senere kastede sig over danske artister som The Burnouts og Baby Woodrose. Da sidstnævnte blev en dansk overnight sensation, sendte dette Bad Afro ind i en helt anden liga, og selskabets klassiske logo med den cool, jointrygende dude gik fra undergrundsfænomen til at være en t-shirt topsællert.

Bad Afro forudså det boom af garagerock, som i de kommende år ramte verden med bands som The White Stripes og The Black Keys. Og da svenske The Hives brød internationalt igennem i starten af 2000 var Lars Krogh til møde i England med Alan McGee (fra pladeselskabet Creation Records) med henblik på at få signet The Flaming Sideburns til hans selskab Poptones. Dette skete imidlertid ikke, men det rokkede ikke ved Bad Afros høje stjerne som formidler af garagerock af høj klasse.

De kommende år skulle dog vise, at Lars Krogh også kunstnerisk ville mere med Bad Afro. Den rendyrkede garagerock blev suppleret med mere psykedeliske og udsyrede toner. Først fra det lsd-inspirerede Dragontears i 2007, som varslede den internationale psych-bølge med navne som The Black Angels og Wooden Shjips. Krogh havde atter ramt tidsånden lige i plet. Og det var derfor oplagt, at da danske Spids Nøgenhat i 2013, efter 12 års tavshed, skulle gøre comeback på pladefronten med 'Kommer Med Fred', var det med Bad Afro i ryggen som pladeselskab. Spids Nøgenhats uforudsigelige popularitet sikrede bandet og Bad Afro en plads i de danske historiebøger.

At Bad Afro både har formået at holde på sine bedste artister, men også er gået efter at forny sig, og fortsat udfordre sig selv og lytterne, tegnes flot op ved fødselsdagsfesten i november. Baby Woodrose, som har været i stald hos Bad Afro siden 2002, gik i sidste måned direkte ind på førstepladsen på den officielle hitliste over solgte vinylplader i Danmark med deres flotte comeback 'Freedom'. Og nytilkommerne i det Aarhusianske noise-rock ensemble Narcosatanicos markerer endnu et evolutionsskridt for det garvede selskab. I næste måned udgiver Bad Afro sekstettens nye album 'Body Cults', en plade som sagtens kan stå som den mest brutale og uforsonlige i selskabets historie. Stadig ingen leflen for mainstream hér.

Så tak for turen og stort tillykke til Bad Afro Records med de første 20 år. At nysgerrigheden og formidlertrangen hos selskabet stadig er intakt, kan man kun fryde sig over. Som fan af dette pragtfulde foretagende er kun tilbage brændende at ønske sig, at Bad Afro tager 20 år mere. Mindst! Hvor kan det dog ikke føre os hen?”

Stil ind nu på torsdag, d. 27. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.

Kort prædiken for døve ører. Det er jo søndag.

Én sølle anmeldelse er alt, hvad det er lykkedes mig at finde af The Love Coffins nye fremragende udspil, ’Buffalo Thunder’. Ikke, at anmeldelsen i sig selv er sølle, den er faktisk glimrende. Men nu er der efterhånden gået tre uger siden ep’en kom på gaden. Og det er kun blevet til en anmeldelse.

Det er ingen hemmelighed, at jeg anser The Love Coffin for at være et af de mest interessante rockorkestre herhjemme lige nu. Det synspunkt, står jeg åbenbart næsten alene med. Eller sagt lidt mindre konfronterende, så ved jeg, at større og større kredse af det københavnske musikliv (sæt selv undergrund ind, hvis det passer dig bedre) er begyndt at få øjnene og ørerne op for de ubestridelige rockkvaliteter som bandet besidder. I England, Frankrig og Holland er det samme ved at ske.

Hvad med at få anmeldt den plade, kære anmeldere? Det er jo nok af jer derude. Måske flere end det lille arvefølgerige nogensinde har haft før? Mon ikke, der i denne, må man formode, nysgerrige skare, stadig sidder et par stykker eller mere, som er på jagt efter det næste musikalske fix?

’Buffalo Thunder’ er lige her:

Howe Gelb fylder 60 år i dag.

Det bliver fejret på behørig vis i The Rialto Theatre i Tucson, Arizona, i aften. Giant Sand får besøg af Steve Shelley, Maggie Björklund og Annie Dolan, plus Jerusha Lewis og Neema Lukumbuzya fra 'Sno Angels-projektet, som jeg tidligere har omtalt. Dertil kommer optrædener af Exene Cervenka og John Doe, samt Scout Niblett. Tillykke med dagen.

Hvis man ikke lige ved, hvem denne Gelb er, kan man komme ham lidt nærmere i dette venindebog-interview. Okay, det er ikke en venindebog, men spørgsmålene er af samme kaliber.  

Howe Gelb spiller med sin piano-trio i Bremen i København, d. 6.  december.

The Fannies. Live fra New York

Sidste lørdag, altså d. 15. oktober, spillede Teenage Fanclub for en fuldstændig udsolgt sal i Bowery Ballroom i New York. Nyctaper optog koncerten. Den 10. februar næste år, kommer de forbi Lille Vega.

Roxy Jules. Playliste 20. oktober 2016

1. Roxy Jules - Rubies & Blood (2016)

2. Arab Strap - Cherubs (1999)

3. Roxy Jules - When Massive Stars Explode (2016)

4. Lana Del Rey - Blue Jeans (2012)

5. Sonic Youth - Pattern Recognition (2004)

6. Land Of Talk - Speak To Me Bones (2006)

7. Roxy Jules - Strayed Ashes (2016)

8. dEUS - Let's Get Lost (1994)

9. Nick Cave & The Bad Seeds - Jesus Alone (2016)

10. Lisa Germano - Bad Attitude (1993)

11. Broken Bells - The High Road (2010)

12. Bruce Springsteen - State Trooper (1982)

13. Roxy Jules - Fireflies (2016)

14. Smog - Your Sweet Entrance (2000)

15. Low - Gentle (2015)

16. The Stone Roses - I Wanna Be Adored (1989)

17. Daughter - Youth (2013)

18. Roxy Jules - Wires Cut Through The Sky (2016)

Freakwater. Folk å Rock, Malmø. Onsdag, d. 19. oktober 2016

Roxy Jules i Mod Strømmen

På fredag udkommer Roxy Jules III. Roxy Jules er Julie Runas alter ego. Jeg ved ikke, om man direkte kan tale om, at Roxy Jules er en integreret del af Julie Runa, men der er i al fald det navn, hun laver musik under. 

Hvor de tidligere to plader har været selvudgivelser, har Runa nu indgået en aftale med det københavnske plademærke Nordic Music Society, der blandt andet arbejder sammen med Cody, The Warmongers og Southern Gothic Tales. Forhåbentlig kan samarbejdet få Roxy Jules følelsesfulde, lidt indadvendte elektroniske beat-orienterede støjrock ud til et bredere publikum. Det tyder det på. Førstesinglen fra pladen, ’Rubies & Blood’, har været pænt repræsenteret på musiksider, både nationalt som internationalt.

Stil ind i morgen, torsdag d. 20. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.

Foto: Thomas Rasmussen

“If you tried to give rock and roll another name, you might call it 'Chuck Berry'.”

Tillykke til Chuck Berry, der fylder 90 år i dag

Overskriften er for øvrigt et citat af John Lennon.

’Lay Down Clown…’

”On occasion, Mars was given to fits of strangely theatrical behavior. This usually coincided with the appearance of his outré alter ego. ‘Pappy the Clown’. The first time Pappy appeared was during a gig at a punk club in Virginia Beach. “We did a sound check, and then Chis came back for the show made up like a clown, with no explanation”, recalled Westerberg. “And he wouldn’t say a word. It was all mime. It kinda startled us. We all thought this pretty much genius…but weird as hell”

   “It was…God…it was funny”, said Tommy Stinson. “It was pretty disturbing at first too, because it was so out of the blue.””

- fra ‘Trouble Boys. The True Story Of The Replacements’ af Bob Mehr.

De klovnelignende figurer har Chris Mars ikke lagt bag sig. De indgår i høj grad i den kunst, som Mars lever og ånder for i dag.

Freakwater på onsdag i Malmø

Det er over ti år tilbage, at Freakwater senest var på Europa-turné. Jeg skal ikke lægge skjul på, at deres album, ’Scheherazade’, er et af fedeste, der er kommet i år, når det gælder roots, country og folk. Af uforklarlige årsager er der ikke et dansk spillested, som har turde binde an med en koncert. Det finder jeg besynderligt, når jeg ser på hvilke acts, der ellers bliver sat op. Heldigvis er der ikke særligt langt til Folk å Rock på Lilla Torget i Malmø.

Janet Bean og Catherin Irwin fandt sammen over en fælles kærlighed for The Carter Family og The Louvin´ Brothers, for over tredive år siden. Den kærlighed har de dyrket på en række kritikerroste album. Før det begynder at lyde alt for altmodisch, skal jeg lige indskyde, at selvom, der er en stærk musikalsk kontinuitet i duoens værk, så har den aldrig været bange for at gå andre veje. D’damer har ikke været hæmmet af den til tider smalle genrebetegnelse, men har hele tiden søgt at inkorporere andre udtryk. Freakwater har ligesom skåret deres egen vej gennem den alternative country. Hvilket har bevirket, at de, til trods for de fine anmeldelser, ingensinde har fået et kommercielt gennembrud. Verden er uretfærdig.

’What The People Want’ fra ’Scheherazade’:

Panic!

Fra venstre Chuck Dukowski, Keith Morris, Roberto Valverde og Greg Ginn. Senere hen kaldt de sig for Black Flag. 

Less Win. Playliste 13. oktober 2016

1. Less Win - Bury The Heart (2016)

2. El Niño Miguel - Vals Flamenco (2006)

3. The Laughing Clowns - Holy Joe (1980)

4. Equis - Bolas (2015)

5. Less Win - Haunted Skin (2016)

6. Lounge Lizards - Do The Wrong Thing (1981)

7. Robert Forster - Baby Stones (1990)

8. Jim O'Rourke - Friends With Benefits (2015)

9. Less Win - A Thought To Be More (2016)

10. Camaron De La Isla - Potro De Rabia Y Miel (1991)

11. This Kind Of Punishment ‎- Don't Go (1987)

12. The Bodies - Desperate (2015)

13. Less Win - When You Lay Your Hands (2016)

14. The Blue Orchids - Bad Education (1982)

15. The Drones - You Really Don't Care (2005)

16. Aya RL - Ulica (1985)

Mod Strømmen kipper med flaget…

…og ønsker spillestedet Global tillykke med ti års dagen i morgen.

Herover er det den haitianske voodoogruppe. Chouk Bwa Libète, der har ladet sig fotografere foran det lille spillested på Nørrebro. Global har nemlig opnået en så stor anseelse i the worldmusic circuit, at kendte orkestre og artister, selv ønsker at optræde der, selvom økonomien kan være stram. I dette fødselsdagsinterview fra Modkraft, er der et bud på, hvorfor det kan lade sig gøre.

Dagen bliver fejret med et fint besøg fra Kap Verde. Øgruppen, der ligger ca. femhundrede kilometer ud for Afrikas vestkyst, og som var knudepunkt for den portugisiske slavehandel. Efter nellikerevolutionen i 1974 blev østaten selvstændig. Under det portugisiske herrevælde spirede den særegne, harmonika-baserede Funana-stil frem i landdistrikterne. Den blev et symbol på kampen for Kap Verdes uafhængighed. Det brød portugiserne sig selvfølgelig ikke om. Funana blev forbudt og det fik store konsekvenser for musikere, hvis de blev taget på fersk gerning, mens de udøvede den dansevenlige, bandlyste genre. De risikerede både tortur og fængselsstraf. 

Det er netop en af Funanaens mestre, der kommer forbi. Hans navn er Victor Tavares, men er bedre kendt som Bitori. Han har været med i fem årtier, selvom han første indspillede sit debutalbum, som 59-årig, i 1997. Den udgivelse har plademærket Analog Africa, der har specialiseret sig i at indsamle og udgive rå, funky og psykedeliske musik fra Afrika og Latinamerika fra 60'erne og 70'erne, genudsendt fornylig.

Aftenen byder også på et dj-sæt fra herrerne bag Analog Africa, samt det danske afrobeat-orkester, The KutiMangoes.

“I wanted to play football for the coach…”

Jeg ved ikke, hvordan det blev modtaget af dedikerede fans, da rock'n'roll rebelen, Lou Reed, i det over seks-minutter lange titelnummer på ’Coney Island Baby’, fra 1976, proklamerede, at det eneste han egentlig altid havde ønsket sig, er at passe ind. Jeg var der ikke. Væk er transvestitter, junkier og det rakkerpak som Reed normalt holdt helligt.

’Coney Island Baby’, lyder faktisk somom, at Reed går rundt på Coney Island en sen nattetime og når frem til en form for erkendelse. At han betaler en høj pris for, at leve sit liv på den måde, han nu engang har valgt. Måske når han ligefrem frem til en accept af, hvem han selv er?

Less Win i Mod Strømmen

”Håndværket er nydeligt for stilen, og produktion holder. Det er tydeligt at vi har at gøre med et band, som har sin egen opfattelse af hvordan musikken skal lyde, og som ikke vil adlyde et stort pladeselskab. Kudos for det. Når Less Win bliver aller mest poppet og catchy er vi ikke langt fra tidlige Kings of Leon (inkl. utydelig vokal) eller BRMC (grå-brun lyd og et halvsløvt tempo). Disse to bands besidder dog både evnen og viljen til at skrive lækre ørehængere. Om de noget antipoppede Less Win simpelthen nægter denne tilgang, eller om de ikke kan, må stå i det uvisse. Faktum er, at det ikke er noget, de gør sig i.”

Af og til, eller måske snarere temmelig ofte, undrer jeg mig over, hvilke referencer kritikere kan høre i en given musik. Tag for eksempelvis Gaffa-anmeldelsen i kursiv herover, hvor Less Wins nye plade ’Trust’, der kom i juni, bliver sammenlignet med ”Kings of Leon (inkl. utydelig vokal)” og Black Black Rebel Motorcycle Club ”(grå-brun lyd og et halvsløvt tempo)”. Mage til vrøvl. Pardon. Recensenten kan muligvis undskyldes med, at han mangler musikalsk forkundskab, der enten kan have noget med hans alder eller general uvidenhed at gøre. Nu kan man så selv gisne om, hvilken af de to anmeldelser, Uncuts eller Gaffas, jeg sætter min lid til?

Det er ikke første gang, at Less Win har skilt vandene. Da debutpladen ’Great’, kom på gaden i 2013, skete det samme.  I et optaktsindlæg til deres medvirken i Mod Strømmen dengang, skrev jeg:

”Less Wins debutplade, ’Great’, satte kritikerne på ekstraarbejde. Anmeldelserne var i bund og grund fine, men de havde vanskeligt ved at genrebestemme den vidtfavnende københavnertrio. Post-punk, Madchester, psych, drone, liflig popmusik gemt bag et støjslør etc., etc. Ordene var mange og det er Less Wins inspirationer også. Bandet plukker med løs hånd, blander påvirkningerne i den store smeltedigel og kommer ud med et originalt udtryk.”

Stil ind, nu på torsdag, d. 13. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream

Ved det seneste besøg, d. 13. juni 2013, spillede Less Win disse kompositioner:

1. Less Win – As Of Today (2013)

2. Crime & The City Solution – Six Bells Chime (1986)

3. Young Marble Giants - Constantly Changing (1980)

4. King Khan & BBQ Show – Too Much In Love (2006)

5. The Fall – Mother-Sister (1979)

6. Thee Oh Sees – Warm Slime (2010)

7. PIL – Poptones (1979)

8. Netherlands Philharmonic Orchestra – Bolero (1963)

9. Less Win – Ungrateful & Weak (2013)

10. Pylon - Feast Of My Heart (1980)

11. DNA – 5:30 (1981)

12. DNA – Blond Redhead (1981)

13. Black Lips – Spidey’s Curse (2011)

14. Less Win – Bayonet (2013)

15. M&H Band – Popcorn (remix version, special dj) (1988)

16. Less Win – I’m The Shore (2013)

Goodies fra Klub Soja

’Spids Nøgenhat I Græsset’ med Morten Arons Vilde Græs:

’Sangen Selv’ med De Efterladte:

På youtube-kanalen sichlaubruun, finder man flere videoer fra i går

Motorique. Playliste 6. oktober 2016

1. Motorique - Stay Girl (2016)

2. Geneva Jacuzzi - Casket (2016)

3. Yellow Magic Orchestra - Technopolis (1979)

4. Herbie Hancock - Stars In Your Eyes (1980)

5. Motorique - Surfer (2016)
6. Patrick Cowley - Zygote (1981)

7. LCD Soundsystem - Losing My Edge (2002)

8. Prince - Act Of God (2010)

9. De Efterladte - Drømte Jeg Gik Og Blev Ved Med At Gå (2016)

10. Talking Heads - The Great Curve (1980)

11. Supertramp - Breakfast In America (1979)

12. Michael Jackson - Don't Stop 'til You Get Enough (1979)

13. Roxy Music - The Space Between (1982)

14. Motorique - Anatomy (2016)

Motorique i Mod Strømmen

En tropisk blanding af synthpop, krautrock og den fede funk fra halvfjerdserne. Sådan cirka beskriver Motorique selv deres musik. Trioen har kendt hinanden i mange år, men har ikke været enige om, hvordan den lyd og det udtryk, de står med i dag, skulle udvikle sig.  Dels fordi, de kommer fra meget forskellige musikalske baggrunde. Dels fordi, de har haft travlt i andre konstellationer, som har dækket de afarter af musik, som de hver især brænder for. Henad vejen har forskellighederne dog vist sig at være det kit, der har skabt det legende og eksperimenterende kammer, som man aner, at Motoriques udgivelser kommer fra. Gruppen debuterede sidste vinter med singlen, ’Surfer’, der i september blev fulgt op af ep’en ’Anatomy’. 

Lyt med i morgen, d. 6. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream

V.U. Doug Yule-årene

Morten Arons Vilde Græs og De Efterladte, nu på lørdag

Umage parring? Slet ikke. For nu at sige det uden dikkedarer, så er dét, der binder os sammen vigtigere end dét, der skiller os ad. Hvis det lyder frelst, så er jeg frelst. De Efterladtes fremragende low key-folk hænger bedre sammen med Mortens Arons solo-output, end man umiddelbart skal tro.

Nu på lørdag, kan man opleve dem begge ved Klub Sojas arrangement i Kulturhuset på Islands Brygge. De Efterladte, som netop har udgivet ’Adjø Tristesse’, deres måske bedste album til dato, møder op som duo. Det vil sige, Peter H. Olesen og Michael Lund. Mens Morten Arons Vilde Græs, som spiller et best-of Aron med mere sæt, denne aften består af, ja, Morten Aron Larsen (guitar), Søren Pilegaard Hansen (klaver/orgel), Klaus Møller (guitar) (Fløjl og Elevatorfører) og Sigurd Djurhuus (guitar) (Tidsgæst).

De efterladte: Bravo november from Jonas H.H. on Vimeo.

Dørene åbner, kl. 20.30

Gorilla Galla

Outsider-folk mix af Steve Gunn

“Steve Gunn is a Brooklyn-based American singer-songwriter who was formerly a guitarist in Kurt Vile's backing band, The Violators. This album is mellow and kind of trippy! Anything from Delta blues and 70s electric Brit-folk to jazzy acid folk, this beautifully played six song effort is definitely a musical highpoint for me this year.”

- Jamie Mason om Steve Gunns album, ‘Time Off’, der kom i 2013.

”Der er dømt guitarlir på den voksne og tilbagelænede måde på Steve Gunns ’Way Out Weather’. En plade, der på overfladen ikke gør det store væsen af sig, men den bliver ved med at åbne sig op. Det er kun en måned siden, jeg fik den ind ad døren, og det er muligt, at den var endt højere oppe listen, hvis jeg havde haft den i et par måneder. På tidligere album og i andre konstellationer, har Gunn vist, at han er en guitarekvilibrist. På ’Way Out Weather’, viser han sig også som en fremragende sangskriver eller også er det bare mig, der først har lagt mærke til det nu. Og hey, jeg har lige fået at vide, at han også har udgivet en plade med Mike Cooper tidligere i år. 2014 er et godt år for Steve Gunn.”

- Jan Damage Pedersen om Steve Gunns album, ‘Way Out Weather’, der kom i 2014

”Adult-rock er den populære, lidt nedladende genrebetegnelse. Men den mesterlige, instrumentalist Steve Gunns 2014-udspil, er så meget andet. Han graver dybt i Amerikas fortid. Visse steder lyder det somom, at han er i gang med en accelererende, natlig hootenanny, med så berigede guitarister. som Jerry Garcia, Lee Ranaldo, Duane Allman, og John Fahey. På ’Way Out Weather’ viser Gunn også sit store talent for sangskrivning. Af mangel på bedre, vil jeg kalde pladen hypnotisk.”

- Hans-Henrik Siig om Steve Gunns album, ‘Way Out Weather’, der kom i 2014

Teksterne herover stammer alle fra Mod Strømmens årslister. Eller som vi kalder dem Beat 2000-et-eller-andet.  Tidligere i år udsendte Gunn ’Eyes On The Lines’, som jeg desværre ikke har hørt tilstrækkeligt til at komme med en kvalificeret bedømmelse af. De næste måneder bruger Gunn på landevejen. Han kommer forbi Atlas i Aarhus, d. 31. oktober, og Musikcaféen i Huset, d. 4. november. I forbindelse med den to måneder lange tour, har han sammensat et outsider-folk mix til The Vinyl Factory.

1. Pharaoh Sanders – Japan

2. Velvet Underground – All Tomorrow’s Parties (demo)

3. Sibylle Baier – Tonight

4. Richard Thompson – Beat the Retreat (live)

5. Jimmy Lee Williams – Hoot Your Belly

6. The Entourage Music and Theater Ensemble – Piece for E flat Saprano, Guitar, & Thumb Piano

7. Michael Chapman – Among the Trees

8. Unknown – Chemirocha

9. Ernie Graham – Sebastian

10. Ted Lucas – Now That I know

11. Electronic Hole – The Golden Hill

12. F.J. McMahon – Early Blue

13. Sandy Bull – Last Date

14. Ronnie Lane – The Poacher

15. KAK – I’ve Got Time

16. Spirit – Topengo Window

17. Cold Sun – South Texas

18. Finbar and Eddie Furey – The Fox Chase

Lyt med her.