Beat 2017 (udlandet #20 - #11)

af Jan Damage Petersen

Anden del. Fortsat fra i går. 

Udenlandske udgivelser:

20. Ron Gallo - ’Heavy Meta’

Når nu en fyr som Ty Segall har valgt at holde pause fra sangskrivningen, og i stedet fokuserer på kedelig guitarlir, er det dejligt, at der står unge håbefulde garagerock-dudes klar i kulissen. En af disse er Rob Gallo. Han udgav sin debut på ’New West’ i 2017, og allerede på åbneren ’Young Lady, You're Scaring Me’ står det klart, at knægten både kan spille guitar og skrive sange. Den er meget mere end en hæderlig debut, selvom det ikke er alle numre, der er lige interessante, så er de gode sange blandt årets bedste. Bare prøv at lytte til...

’Don't Mind The Lion’:

19. Pissed Jeans - ’Why Love Now’

Der er noget sært livsbekræftende over Pissed Jeans. Måske er det kombinationen af deres sludge-take på punken med en grundtone af ubehag, kontra de virkelige sjove tekster, og den kendsgerning, at de virker som nogle fantastisk rare mennesker. Der er en virkelig skøn balance mellem at tage sig selv hamrende seriøst, og så alligevel ikke. Det er de færreste bands, der magter netop dette. Især i disse her-er-vores-take-på-post-punk-tider. Lektien her må være: Fuck mode og tendenser, skru for helvede op, helt op og hav det sjovt, mens du gør det.

’The Bar Is Low’:

18. Mount Eerie - ‘A Crow Looked At Me’

Jeg var ikke sikker på, om jeg ville høre dette album. Det var faktisk først et halvt år efter udgivelsen, da jeg hørte Phil Elverum i en samtale med Marc Maron, at jeg overbeviste mig selv om, at nu var det ok at høre ‘A Crow Looked At Me’. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal synes om at komme med helt ind i bearbejdningen af andre menneskers sorg over at miste den, der står dem allernærmest, og efterfølgende stå alene med et barn, der også har mistet. Tilmed et barn på nogenlunde samme alder som min egen søn. Selvom jeg kun har hørt albummet tre gange, figurerer Mount Eerie her pga. eksperimentet og intensiteten, der fuldstændig tager pusten fra mig. Det paradoksale er imidlertid, at nu hvor Elverum langt om længe er kommet på alles læber og årslister, så er dét for én af hans ikke helt så interessante udgivelser. Jeg har dog altid været stor fan.

‘Real Death’:

17. Mark Eitzel - ’Hey Mr. Ferryman’

Eitzels gamle orkester, American Music Club, er et af den slags bands, der skulle have været store, men aldrig rigtig blev det. Eitzel er én helt blandt de få, men har man først overgivet sig til den poetiske, soulfulde og hviskende crooner-stemme, er der ingen vej tilbage. Solokarrieren har været af varieret karakter, men med hans tiende af slagsen, har han lavet et af sine bedste album. Han når aldrig AMCs niveau igen, men mindre kan sagtens gøre det. Det kan stadig være rystende smukt, selvom Bernard Butlers produktion grænser til at være corny.

‘In My Role As A Professional Singer And Ham’:

16. Chuck Prophet - ‘Bobby Fuller Died For Your Sins’

Hvor er det dog en fornøjelse at følge med i de tidligere medlemmer af Green On Reds solokarrierer. Sidste år havde jeg Dan Stuarts ’Marlowe's Revenge’ på årslisten. Og selvom Chris Cacavas ikke har lavet en plade i nogle år, så har han produceret den nye The Dream Syndicate og været på tour med dem. Bobby Fuller var i øvrigt manden, der sang ’I Fought The Law’ og døde kort tid efter. Chuck Prophet lever stadig og lader os ikke glemme den slags detaljer. Vi får tilmed en hyldest til Alan Vega på ’In The Mausoleum’. ‘Bobby Fuller Died For Your Sins’ er en legende og poetisk gennemgang af den amerikanske rocktradition, selv kalder han stilen for California noir, så lad os bare gå med det.

‘Rider Or The Train’:

15. The Clientele - ‘Music For The Age Of Miracles’

Der er noget umiskendeligt skotsk over Alasdair MacLean & Co’s musik. Det er nok melodiernes umiddelbarhed og måden den er pakket ind i fløjlsbløde indietoner på. Den bliver på intet tidspunkt fesent, og minder om f.eks. Teenage Fanclub og det tidlige Belle & Sebastian (inden de faktisk blev fesne). The Clientele er dog deres helt egne. Efter ni år vendte de tilbage, som om de aldrig havde været væk og måske i endnu bedre form end tiden inden deres midlertidige farvel. På fornemmeste vis serverer de igen blid psykedelisk indierock til folket. Der spiller på alt, ingen tangent bliver udeladt. Bare hør her på:

’Everything You See Tonight Is Different From Itself’:

14. Pill Fangs – ’S/T’

De færreste ved, at et eller andet sted oppe i det nordvestlige England, render en glimrende countrymusiker rundt ved navn, Dan Haywood. Hvad endnu færre ved, er, at Dan har en stor kærlighed til Velvet Underground, den tidlige NY-punk scene, såsom Richard Hell, og den såkaldte cowpunk. Med Pill Fangs bliver vi, på glimrende vis, trukket igennem nævnte dele af den amerikanske rockhistorie. Det holder kun hvis man er en stærk sangskriver, og det må man sige, at Dan Haywood er. Håber ikke denne debutplade er en enlig svale, endsige at Pill Fangs er et sideprojekt, det er det alt, alt for godt til.

‘Cruel To Be Kind’:

13. Together Pangea - ’Bulls And Roosters’

Together Pangea er vel en klassisk moderne garagerock-historie. De begyndte med at være lo-fi og ikke tilgængelig for de fleste, de fik udgivet kassettebånd på Burger Records, i dag er de sprunget ud som dygtige sangskrivere. De havde et mindre gennembrud med deres forrige plade, ’Badillac’, og er nu gået all in på melodierne. For ethvert andet band ville alle de tretten sange, være kandidater til en førstesingle, og det er netop dét, der skiller Together Pangea fra de fleste. Bliver det for meget? Næh, egentlig ikke. Hvorfor de ikke er mere kendte på vore breddegrader, må guderne vide.

’Money On It’:

12. Heavy Metal – ‘LP 2 (smash critisism, smash optimism, smash arachnophobia)’

Jeg ved næsten intet om Heavy Metal fra Berlin. Okay, de spiller aldrig live og de øver vistnok i en bunker, to af bandmedlemmerne er henholdsvis fra Australien og Wales, men her stopper min viden. Men hvad så med musikken? Heavy Metal er vel et punkrock-band, men på ’LP 2’ er der afstikkere til disco, Flying Nun, Beastie Boys og sådan kan man blive ved. Deres catchyness kan ingen tage fra dem, og det er nok derfor, at bandet Ween dukker op i mit hoved, når jeg hører Heavy Metal. Det er sat'me dejligt underligt. De nåede også at lave en ’LP 3’ sidste år, men den har jeg desværre ikke hørt endnu.

’Dingo Ate Your Baby’:

11. Marc Mulcahy - ‘The Possum In The Driveway’

Sammen med sit tidligere indierock-band Miracle Legion, Polaris og sin efterfølgende solokarriere, fremstår Marc Mulcahy som en af sin generations mest oversete kunstnere. ’Possum’ er måske et mere atypisk Mulcahy-album, da de normale jangly guitarer er blevet erstattet med en mere legende og eksperimenterende tilgang. Sangende stikker lidt i hver sin retning, krydret med Rhodes, hornsektioner og indimellem et funky beat. Mulcahy er dog ikke blevet en dårligere sangskriver med årene, så kompositionerne kan sagtens bære det. Du kan roligt stige på her.

’Conflicted Interests’: