af Jan Damage Petersen
Anden del. Fortsat fra i går.
Udenlandske udgivelser:
20. Ron Gallo - ’Heavy Meta’
Når nu en fyr som Ty Segall har
valgt at holde pause fra sangskrivningen, og i stedet fokuserer på kedelig
guitarlir, er det dejligt, at der står unge håbefulde garagerock-dudes klar i
kulissen. En af disse er Rob Gallo. Han udgav sin debut på ’New West’ i 2017,
og allerede på åbneren ’Young Lady, You're Scaring Me’ står det klart, at
knægten både kan spille guitar og skrive sange. Den er meget mere end en
hæderlig debut, selvom det ikke er alle numre, der er lige interessante, så er
de gode sange blandt årets bedste. Bare prøv at lytte til...
’Don't Mind
The Lion’:
19. Pissed Jeans - ’Why Love Now’
Der er noget sært livsbekræftende
over Pissed Jeans. Måske er det kombinationen af deres sludge-take på punken
med en grundtone af ubehag, kontra de virkelige sjove tekster, og den
kendsgerning, at de virker som nogle fantastisk rare mennesker. Der er en
virkelig skøn balance mellem at tage sig selv hamrende seriøst, og så alligevel
ikke. Det er de færreste bands, der magter netop dette. Især i disse her-er-vores-take-på-post-punk-tider.
Lektien her må være: Fuck mode og tendenser, skru for helvede op, helt op og
hav det sjovt, mens du gør det.
’The Bar Is Low’:
18. Mount
Eerie - ‘A Crow Looked At Me’
Jeg var ikke sikker på, om jeg
ville høre dette album. Det var faktisk først et halvt år efter udgivelsen, da
jeg hørte Phil Elverum i en samtale med Marc Maron, at jeg overbeviste mig selv
om, at nu var det ok at høre ‘A Crow Looked At Me’. Jeg ved stadig ikke, hvad
jeg skal synes om at komme med helt ind i bearbejdningen af andre menneskers
sorg over at miste den, der står dem allernærmest, og efterfølgende stå alene
med et barn, der også har mistet. Tilmed et barn på nogenlunde samme alder som
min egen søn. Selvom jeg kun har hørt albummet tre gange, figurerer Mount Eerie
her pga. eksperimentet og intensiteten, der fuldstændig tager pusten fra mig. Det
paradoksale er imidlertid, at nu hvor Elverum langt om længe er kommet på alles
læber og årslister, så er dét for én af hans ikke helt så interessante
udgivelser. Jeg har dog altid
været stor fan.
‘Real
Death’:
17. Mark Eitzel - ’Hey Mr. Ferryman’
Eitzels gamle orkester, American
Music Club, er et af den slags bands, der skulle have været store, men aldrig
rigtig blev det. Eitzel er én helt blandt de få, men har man først overgivet sig
til den poetiske, soulfulde og hviskende crooner-stemme, er der ingen vej
tilbage. Solokarrieren har været af varieret karakter, men med hans tiende af
slagsen, har han lavet et af sine bedste album. Han når aldrig AMCs niveau
igen, men mindre kan sagtens gøre det. Det kan stadig være rystende smukt, selvom Bernard Butlers produktion grænser til at være corny.
‘In My Role As A Professional Singer And Ham’:
16. Chuck Prophet - ‘Bobby Fuller Died For Your
Sins’
Hvor er det dog en fornøjelse at
følge med i de tidligere medlemmer af Green On Reds solokarrierer. Sidste år
havde jeg Dan Stuarts ’Marlowe's Revenge’ på årslisten. Og selvom Chris Cacavas
ikke har lavet en plade i nogle år, så har han produceret den nye The Dream
Syndicate og været på tour med dem. Bobby Fuller var i øvrigt manden, der sang
’I Fought The Law’ og døde kort tid efter. Chuck Prophet lever stadig og lader
os ikke glemme den slags detaljer. Vi får tilmed en hyldest til Alan Vega på
’In The Mausoleum’. ‘Bobby Fuller Died For Your Sins’ er en legende og poetisk
gennemgang af den amerikanske rocktradition, selv kalder han stilen for
California noir, så lad os bare gå med det.
‘Rider Or The Train’:
15. The Clientele - ‘Music For The Age Of
Miracles’
Der er noget umiskendeligt skotsk
over Alasdair MacLean & Co’s musik. Det er nok melodiernes umiddelbarhed og
måden den er pakket ind i fløjlsbløde indietoner på. Den bliver på intet
tidspunkt fesent, og minder om f.eks. Teenage Fanclub og det tidlige Belle
& Sebastian (inden de faktisk blev fesne). The Clientele er dog deres helt
egne. Efter ni år vendte de tilbage, som om de aldrig havde været væk og måske
i endnu bedre form end tiden inden deres midlertidige farvel. På fornemmeste
vis serverer de igen blid psykedelisk indierock til folket. Der spiller på alt,
ingen tangent bliver udeladt. Bare hør her på:
’Everything You See Tonight Is Different From
Itself’:
14. Pill Fangs – ’S/T’
De færreste ved, at et eller
andet sted oppe i det nordvestlige England, render en glimrende countrymusiker
rundt ved navn, Dan Haywood. Hvad endnu færre ved, er, at Dan har en stor
kærlighed til Velvet Underground, den tidlige NY-punk scene, såsom Richard Hell,
og den såkaldte cowpunk. Med Pill Fangs bliver vi, på glimrende vis, trukket
igennem nævnte dele af den amerikanske rockhistorie. Det holder kun hvis man er
en stærk sangskriver, og det må man sige, at Dan Haywood er. Håber ikke denne
debutplade er en enlig svale, endsige at Pill Fangs er et sideprojekt, det er
det alt, alt for godt til.
‘Cruel To Be Kind’:
13. Together Pangea - ’Bulls And
Roosters’
Together Pangea er vel en
klassisk moderne garagerock-historie. De begyndte med at være lo-fi og ikke
tilgængelig for de fleste, de fik udgivet kassettebånd på Burger Records, i dag
er de sprunget ud som dygtige sangskrivere. De havde et mindre gennembrud med
deres forrige plade, ’Badillac’, og er nu gået all in på melodierne. For ethvert
andet band ville alle de tretten sange, være kandidater til en førstesingle, og
det er netop dét, der skiller Together Pangea fra de fleste. Bliver det for
meget? Næh, egentlig ikke. Hvorfor de ikke er mere kendte på vore breddegrader,
må guderne vide.
’Money On It’:
12. Heavy Metal – ‘LP 2 (smash critisism, smash
optimism, smash arachnophobia)’
Jeg ved næsten intet om Heavy
Metal fra Berlin. Okay, de spiller aldrig live og de øver vistnok i en bunker,
to af bandmedlemmerne er henholdsvis fra Australien og Wales, men her stopper
min viden. Men hvad så med musikken? Heavy Metal er vel et punkrock-band, men
på ’LP 2’ er der afstikkere til disco, Flying Nun, Beastie Boys og sådan kan
man blive ved. Deres catchyness kan ingen tage fra dem, og det er nok derfor,
at bandet Ween dukker op i mit hoved, når jeg hører Heavy Metal. Det er sat'me
dejligt underligt. De nåede også at lave en ’LP 3’ sidste år, men den har jeg
desværre ikke hørt endnu.
’Dingo Ate Your Baby’:
11. Marc Mulcahy - ‘The Possum In The Driveway’
Sammen med sit tidligere
indierock-band Miracle Legion, Polaris og sin efterfølgende solokarriere,
fremstår Marc Mulcahy som en af sin generations mest oversete kunstnere.
’Possum’ er måske et mere atypisk Mulcahy-album, da de normale jangly guitarer
er blevet erstattet med en mere legende og eksperimenterende tilgang. Sangende
stikker lidt i hver sin retning, krydret med Rhodes, hornsektioner og
indimellem et funky beat. Mulcahy er dog ikke blevet en dårligere sangskriver
med årene, så kompositionerne kan sagtens bære det. Du kan roligt stige på her.
’Conflicted Interests’:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar