Juleaften med Nicolaj Stochholm. Playliste 24. december 2020

1. Psychic Ills - Run Rudolph Run (2013)
2. Peter Sommer - Bort Fra Døren, Hansemand (2010)
3. Lørdagspigerne - Højt Fra Træets Grønne Top (1957)
4. Jimmy Smith - The Christmas Song (1964)
5. Marching Church - Christmas On Earth (2017)
6. Lars Lilholts Jule-Folkband - Højt Fra Træets Grønne Top (2020)
7. Nick Lowe - Just To Be With You (This Christmas) (2013)
8. Kim Larsen & Kjukken - Højt Fra Træets Grønne Top (2004)
9. Stevie Wonder - What Christmas Means To Me (1967)
10. Hank Snow - The Reindeer Boogie (1953)
11. Bob Dylan - I’ll Be Home For Christmas (2009)
12. Eartha Kitt - Santa Baby (1953)
13. James Brown - Santa Claus Go Straight To The Ghetto (1968)
14. Gustav Winckler - Højt fra Træets Grønne Top (1964)
15. Los Lobos - ¿Dónde Está Santa Claus? (2019)
16. Pjerrot - Højt Fra Træets Grønne Top (2012)
17. BMX Bandits - Let´s Make Christmas Love (2012)
18. The Temptations - Rudolph The Red-Nosed Reindeer (1970)

’The Weight’

“In his memoir Testimony, Robbie Robertson recalls the first time he played a new song called “The Weight” for Bob Dylan. “This is fantastic — who wrote that?” Dylan said. When Robertson replied that he had, Dylan “shook his head, slapped me on the arm and said, ‘Damn! You wrote that song?’” Robertson wrote.”

- fra netartiklen ‘Wait, Bob Dylan Owned ‘The Weight’? An Explainer’ fra Rolling Stone.

Bob Dylans herlige dobbelt-lp ‘Rough And Rowdy Ways’ var selvfølgelig at finde i Beat 2020-udsendelsen i torsdags. Undervejs i programmet kom vi ligeledes forbi Universals køb af Dylans sangkatalog. I den forbindelse, nævnte jeg, at Dylan også ejede rettighederne til Robbie Robertsons klassiker ’The Weight’.  Eller rettere sagt, jeg havde fanget en overskrift på nettet om, at det forholdt sig således. Under Beat 2020 kom jeg i tvivl om, om det nu også kunne passe. Jeg havde ikke misforstået overskriften. Dylan ejede ikke blot ophavsretten til ’The Weight’, men til alle sangene på The Bands ’Music From Big Pink’. Læs videre herunder. 

Beat 2020. Playliste 17. december 2020

1. Bob Dylan - I’ve Made Up My Mind To Give Myself To You (Rough and Rowdy Ways)
2. The William Loveday Intention - I Wasn't Made For This World (People Think They Know Me ... ... But They Don’t Know Me)
3. The Psychedelic Furs - Tiny Hands (Made Of Rain)
4. Cornershop - No Rock Save In Roll (England Is A Garden) 

5. Black Lips - Hooker Jon (Sing In A World That's Falling Apart)

6. Brent Cobb - Good Times And Good Love (Keep 'Em On They Toes)
7. Sad Eyed Beatniks - West Portal (Places Of Interest)       
8. Lewsberg - Cold Light Of Day (In This House)
9. Uffe Lorenzen - Livet Skriger (Magisk Realisme)
10. Bab L' Bluz - Ila Mata (Nayda!)
11 Chronophage - Passageway (th'pig'kiss'd album)
12. Tobin Sprout - Every Sweet Soul (Empty Horses)
13. Cool Sounds - Sleepers (Sleepers)
14. Lavender Flu - No One Remembers Your Name (Barbarian Dust)
15. Vilde Græs - Tiden Drejer (Vestenvind)
16. Bill Callahan - Ry Cooder (Gold Record)
17. Lamps - Horse Cow Goat Pig Dog (People With Faces)
18. The Love Coffin - Caught In A Fire (Second Skin)
19. Less Win - Passion’s Puppet (Given Light)
20. The Cool Greenhouse - Life Advice (The Cool Greenhouse)

Nedtælling til Beat 2020 (12 af 12)

Af og til, tænker jeg løst over, om flere af de nye urbane countryartister har indgået uhellig alliance med countrymusikken. Forstået på den måde, at de skriver til et ungt, købedygtigt publikum. De er bosat i metropolerne, og har ikke et grundigt kendskab til countrymusik. Ikke desto mindre føler de sig tiltrukket af genren. Måske er det en form for bonderomantik? Jeg er godt klar over, at det er en smule sat på spidsen, men et af tidens sessamord er jo mere by på landet og mere land i byen. 

Dougie Poole, der bor i Brooklyn, New York, er en af de musikere, der matcher min tankekonstruktion. ’The Freelancer's Blues' er Pooles anden udgivelse. I forhold til debutpladen fra 2017, er synthesizere og trommemaskine skiftet ud med et rigtigt band, propre arrangementer, klagende pedalsteel og honky-tonk harmonier. Før dette kommer til at lyde alt for pænt, så lad mig lige tilføje, at indspilningen nærmeste lyder som en private press fra firserne.

Nedtælling til Beat 2020 (11 af ?)

De fleste af de plader, jeg har omtalt, de seneste fjorten dages tid, har jeg en klar erindring om, hvornår jeg begyndte at lytte til. Det samme kan jeg ikke sige om Tony Dorks debutplade ’Struggle Street’. Bandet er fra Melbourne, så det har nok været under et af mine flittige raids gennem ny australsk punkrock. Hvis ikke man ved dét, så er scenen downunder vild i disse år, og det har den efterhånden været i syv, otte, ni år. Hvis ikke længere. Mikey Young har selvfølgelig (igen, igen) en finger med i spillet, idet han har masteret. Musikalsk trækker Tony Dork på New York-punken fra halvfjerdserne. Måske især The Dictators, hvis jeg må være så kæk at kalde dem punk. Det er på samme tid både sjusket og stramt spillet

Nedtælling til Beat 2020 (10 af ?)

Som skrevet tidligere i denne nedtælling, så var Slowburns album, ’Folketro’, en af de plader, jeg hørte en del under den første lockdown i marts og april. Jeg var sendt hjem fra arbejde og befandt mig i et sommerhus i det sydøstlige hjørne af Sjælland. Det meste af tiden gik med at få haven forårsklar. Jeg lugede, beskar en smule og gravede det store sommerblomsterbed igennem (næste år låner jeg en havefræser). Jeg glemte tiden og pandemien. Eller det gjorde jeg jo ikke. Jo, mens jeg var i haven, gjorde jeg. Ligeså snart jeg kom indenfor for at smøre mig en rundtom eller hvad jeg nu havde af gøremål, så væltede kaosset ned over mig igen. Nu vil jeg ikke beskrive de grufulde billedreportager fra Italien og Spanien. For mig var det nok at se billeder af de mennesketomme gader i København. Jeg tog alt ind, læste alt for meget avis, kunne ikke efterleve en engelske professors råd om at skifte fodtøj hver dag. så man ikke slæbte rundt på den forbandede virus. I en periode forsøgte jeg endog, at teste mig selv ved at holde vejret og tælle til 30, hvis man ikke kom til at hoste, så var man ikke inficeret. Det var vist noget en kinesisk forsker var kommet frem til. Det var temmelig stressende. 

Midt i al denne uorden, fandt jeg dog en smule ro i pianisten/komponisten Carla Bleys, saxofonisten Steve Swallows og bassisten Andy Sheppards kammerjazz-plade ’Life Goes On’. Og det gjorde livet jo, det gik videre.

Nedtælling til Beat 2020 (9 af ?)

I slutningen af oktober, læste jeg, en kort notits om, at James Broad, forsanger, guitarist og sangskriver i engelske Silver Sun var død af cancer. Jeg husker bandet svagt fra halvfemserne, det blev dannet i Camden i midten af årtiet og indspillede et par plader på Polydor. Selskabet droppede dem dog hurtigt. Powrpop i stil med Cheap Trick var der ingen, der gad at høre under britpoppen. 

I forbindelse med Broads død, forbavsede det mig, at Silver Sun ikke forlængst var gået i opløsning, og James Broad havde fundet et andet levebrød. Men nej, op gennem nullerne, og ja, frem til i år, har Broad udgivet Silver Sun-plader med ujævne mellemrum. 2020s selvudgivne ’Switzerland’, kommer på under 30 minutter rundt om eviggyldige temaer i powerpop som kærlighed, tab og længsel. Et værdigt punktum.

Jule-jingle-jangle 2020. Playliste 10. december 2020.

1. Victor Cornelius - Når Du Ser Et Stjerneskud (1950)
2. Ray Smith - Jolly Old Saint Nicholas (1949)
3. Ben Keith feat. Neil Young & Pegi Young - Les Trois Cloches (2008)
4. The Monkees - What Would Santa Do (2018)
5. Shoes - This Christmas (1991)
6. Roy Orbison - Pretty Paper (1963)
7. Miles Davis feat. Bob Dorough & Gil Evans & His Orchestra - Blue Xmas (To Whom It May Concern) (1962)
8. Mae West - Put The Loot In The Boot Santa (1966)
9. Henrik Dorsin & Gävle Symphony Orchestra - Tomten Är En Kommunist (2014)
10. Arne Domnérus - Karl-Bertil Jonssons Julafton (1975)
11. Yo La Tengo feat. Ira Glass & Eugene Mirman - Toymageddon (2013)
12. Black Lips - Christmas In Baghdad (2007)
13. Little Esther, Mel Walker & Johnny Otis Orchestra - Faraway Christmas Blues (1950)
14. Augie Rios - Dónde Está Santa Claus (1958)
15. The Creams - Santa Says (1998)
16. Bob Goldenbaum, Peter Kitter, Jørn Rose og Bruno Henriksen's Miniorkester - Tintin I Julestemning (1978)
17. Kurtis Blow - Christmas Rappin' (1979)
18. Alvin & The Chipmunks - Hang Up Your Stockin' (1963)
19. The Last Bandits - Christmas Morning (1986)
20. Dirch Passer - Julesne, Julesne (1968)
21. Eels - Christmas Is Going To The Dogs (2000)
22. The dB's - Home For The Holidays (1987)
23. Lyle Lovett - The Girl With The Holiday Smile (2011)

24. Freddy Fræk - Kimer I Klokker (fra Sonjas Jul) (1969)

Nedtælling til Beat 2020 (8 af ?)

Danske Bona Fides debutplade ’Yield’, har ubemærket sneget sig ind på mig i de seneste måneder. Duoen består Sofia Luna på vokal og Emil Palme på guitar. Gennem de senere år, har jeg fået fortalt, at de har spillet nogle neddæmpede og meget smukke koncerter rundt omkring i byen. Jeg havde dog ikke regnet med, at ’Yield’, der kom tilbage i februar og som jeg hørte sporadisk, muligvis i forbindelse med en evt. booking til Klub Soja, skulle tage mig så meget ved næsen, at jeg her sidst på året, nævner pladen blandt nogle af de udgivelser, der er i spil til Beat 2020. Det er kommet som en stor overraskelse. I og med, at mørk, minimalistisk, melankolsk folkemusik, der trækker på et middelalderligt tekstunivers, normalt ikke bider på mig. Og når pladen tilmed er indspillet på en telefon, så man høre støj fra det rum, det er optaget i, fuglekvidder mv., så… Eller måske, er det netop dét, der fået mig til at lytte med nye og andre ører, her i dette annus horribilis. Jeg ved det ikke. Men som jeg begyndte med, så har ’Yield’ sneget sig ind på mig: 

Nedtælling til Beat 2020 (7 af ?)

Måske er dagens pladeomtale, det tættest jeg kommer på popmusik i denne nedtælling. Nedtælling til Beat 2020 er selvfølgelig misvisende, for som det fremgår af tallene i parentes, er der jo reelt tale om en optælling. Bær over med mig. 

Engelske The Cool Greenhouse begyndte som et soloprojekt for frontmanden Tom Greenhouse. Han har leget med ord siden skoletiden. Så meget, at han som teenager troede, han var den nye Arthur Rimbaud og tog til Paris, hvor han skrev ”terrible poetry”, som han selv siger i et interview. Greenhouse havde dog notesbog på notesbog fyldt op med ord og sætninger, som han hjemme i haven i Norwich begyndte at skrive om til sangtekster og indspille på en vens båndoptager. I 2018 udsendte The Cool Greenhouse dets 7”-debut, den kom producer Phil Booth (Sleaford Mods, The Wave Pictures) for øre og han inviterede dét, der nu var blevet til et band, til at optage i sit studie i Nottingham. Syv dage senere var pladen færdig. Masteringen blev lagt i hænderne på australske Mikey Young, som jeg omtalte forleden dag.

Som man velsagtnes kan gætte sig til, er det meget ordrige tekster, Greenhouse skriver. Mange af dem er, hvad jeg vil kalde en indre monolog, der bare bliver ved og ved. Den holder ikke op, om det så drejer sig om samtaler, han har haft, magasinartikler, han har læst. Popkultur, litterære referencer og sociale kommentarer står i kø. Det er fedt. Som her i ’Dirty Glasses’, hvor både Margaret Thatcher og Fidel Castro har fået tildelt en rolle:

Albummets titel er for øvrigt bare ‘The Cool Greenhouse’.

Nedtælling til Beat 2020 (6 af ?)

I min verden er der ikke særligt langt mellem punkrock og jazz. Jeg kunne ligeså godt have skrevet mellem punkrock og global-musik. I hvert fald i de former, jeg hører, sidstnævnte. I dag kommer det til at handle om jazz, nærmere bestemt samarbejdet mellem trompetisten Aquiles Navarro og perkussionisten Tcheser Holmes. Første gang jeg stiftede bekendtskab med d’ herrer, var i jazzkollektivet Irreversible Entanglements, et af de mange projekter, som også tæller Moor Mother. Jeg hørte en overvældende koncert med dem for et par tilbage på Alice, de har også udgivet en glimrende skive i år.

Navarros familie stammer fra Panama, men en række politiske omvæltninger i hjemlandet, fik dem i slutningen af firserne til at flytte til Canada. Med sig havde de den latinamerikanske folkemusik, som Navarro har taget med ind i jazzmusikken. Holmes er vokset op i Brooklyn. Han er af afroamerikansk afstamning og har fra barnsben været medlem af Ausar Auset Society. En religiøs organisation, der ganske kort bygger på panafrikansk samhørighed og åndelig vejledning. Hans familie står bag dansekompagniet The Bennu Ausar Dancers, der, og det siger næsten sig selv, er tæt forbundet med Ausar Auset Society. Fra dansekompagniet husker Holmes især, at musikken udelukkende var en kilde til fest og dans, hvilket han har forsøgt at forfølge i duoen. Det synes jeg nu er lidt svært at høre.

Før dette bliver for langt, så lad mig linke til åbningsnummeret på ’Heritage Of The Invisible II’, så fik jeg også pladetitlen med, improvisationen ’Initial Meditation’, hvor den spanske digter Marcos de la Fuente medvirker på:

Nedtælling til Beat 2020 (5 af ?)

Angstfremkaldende punkrock er et par af de ord, der er blevet anvendt om Vintage Crops ep, ’Company Man’, fra sidste år. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har læst det. Utryg til mode blev jeg ikke, da jeg hørte den, men jeg tror alligevel godt, at jeg kan forstå vendingen. Kvartetten fra den australske havneby Geelong, 75 km sydvest for Melbourne, har et-eller-andet foruroligende i deres tekster. Det fortsætter de ufortrødent på pladen, ’Serve To Serve Again’, fra i år. Frustration og vrede er måske de ord, der er mest passende for albummet. Ikke som fuck this og fuck that, men mere som begavede iagttagelser af det moderne liv, eksemplificeret ved karakterportrætter af smålighed og nedarvede privileger. Blandt andet. Det er en god plade.

’Serve To Serve Again’ er i øvrigt indspillet af Micky Young fra Eddy Current Suppression Ring, Total Control mv., der har stået bag næsten al den australske rockmusik, der værd at tale om i disse år. Og den er der masser af!

Nedtælling til Beat 2020 (4 af ?)

Jeg ved ikke, hvor vild jeg er med Reno Bos ’You Can See It All From Here’. Jeg hørte pladen under det vedholdende højtryk først på sommeren, siden gled den væk og forsvandt. Jeg har ikke savnet den, jeg har knapt tænkt på den, men når jeg nu har fundet ’You Can See It All From Here’ frem i forbindelse med denne behandling af nogle af 2020s bedre udgivelser, skal den også have et par ord med på vejen.

Reno Bo er oprindelig fra New York, hvor han i nullerne spillede sammen med Albert Hammond Jr. og The Mooney Suzuki. Nu har han slået sig ned i Nashville, TN. De fleste af sangene er umiddelbart identificerbare, ment på den måde, at man under et lag af guitarer kan høre lidt Beach Boys, noget Neil Young, en snas af Plastic Ono Band osv. Nu når jeg hører pladen igen, er den faktisk ret charmerende.

vognvogn. Playliste 3. december 2020

1. vognvogn - Den Korte Vej Tilbage (live fra Loppen) (2019)
2. The Delines - The Oil Rigs At Night (2014)
3. Glen Campbell - By The Time I Get To Phoenix (1967)
4. The Boombox Hearts - Cover Me (2011)
5. Joni Mitchell - River (1971)
6. John Mogensen - Ensomhedens Gade Nr. 9 (1975)
7. vognvogn - Ulveskind (2020)
8. Tom Waits - Ol '55 (1973)
9. Justin Townes Earle - White Gardenias (2014)
10. Billie Holiday - God Bless The Child (1942)
11. Love Shop - Skønhedsoperation (2003)
12. vognvogn - Tø (live i studiet) (2020)
13. Lars H.U.G. - Dreng Dreng (1987)
14. Håkan Hellström - 13 (2005)
15. Dory Previn - The Lady With The Braid (1971)
16. Mouritz/Hørslev Projektet - Blik, Bang Bang (2009)
17. Richard Swift - Broken Finger Blues (2018)
18. Townes Van Zandt - Waiting Around To Die (live) (1977)

Nedtælling til Beat 2020 (3 af ?)

Danmark lukkede ned en onsdag. Det var en kold og klar dag i marts. Jeg havde en aftale sidst på eftermiddagen i Indre By. Som sædvanlig var jeg en kende for tidligt på færde og besluttede mig for at spadsere gennem Kongens Have, for lige at få set krokustæppet før det sygnede hen. Dét var jeg ikke alene om. Siden har jeg vist ikke været i Kongens Have. Ikke, at det har noget med det at gøre, men fredagen før, d. 6. marts, havde Stephen Malkmus udsendt sin tredje soloplade. Udgivelserne med The Jicks tæller ikke med i dette regnestykke. 

Malkmus elektroniske plade, ’Groove Denied’, fra 2019 fangede mig ikke. Det tog mig også et stykke tid før ’Traditional Techniques’, som den nye udgivelse hedder, for alvor begyndte at gøre indtryk på mig. Kanhænde det først var i august? Nevertheless, ’Traditional Techniques’ er måske antipoden til ’Groove Denied’s elektronik. Malkmus har allieret sig med multiinstrumentalisten Chris Funk fra The Decemberists, guitaristen Matt Sweeney og Qais Essar, der spiller på en såkaldt rabab, et lutlignende instrument, som har hjemme i Afghanistan. Resultatet er en blid og en smule flakkende, akustisk folkemusik med aner til psychfolk fra de tidlige halvfjerdsere.

Nedtælling til Beat 2020 (2 af ?)

Det var i juni eller juli, jeg begyndte at lytte til avant-industrial-gospel-bandet Onos 2020-skive, ’Red Summer’. Ensemblet blev dannet i Chicago for over fyrre år siden og hører én tid til, da punken begyndte at blive underlig og der dukkede underlige punkbands op. Ono er et nyt bekendtskab for mig. Bandnavnet er en forkortelse af onomatopoeia, der er en ikke så brugt betegnelse for et lydord, såsom plask, splat, bøvs eller det der er værre.

ONO har været i gang med ’Red Summer’ siden 2015. Titlen på pladen hentyder til sommeren 1919, hvor en lang række overfald på sorte fandt sted i USA. I byer som Chicago og Washington, DC, kæmpede afroamerikanerne dog tilbage, hvilket udløste massive raceoptøjer med mange dødsfald til følge. Med første skæring ’20th August 1619’ kommer vi dog endnu et par århundrede tilbage, nærmere bestemt til datoen, hvor det hollandske skib ’Pearl’ fyldt med afrikanske slaver, landede på den amerikanske østkyst. Pladens elleve sange har på en-eller-anden måde Chicago som centrum, albummet kredser endvidere om racevold og om hvordan historien gentager sig. Musikalsk spænder det vidt, der er fragmenter af støj, funk, gospel, jazz, post-punk og måske endog techno, ‘I Dream Of Sodomy’, ‘Sniper’, ‘26 June 1919’ og øjeblikkets favorit ‘Syphilis’, er blandt titlerne på de numre, der tager os gennem afroamerikanernes helvedeskvaler.

Nedtælling til Beat 2020 (1 af ?)

Det er nok under en promille af den voksne danske befolkning, der kender til eksistensen af Slowburns album, ’Folketro’, fra i år. Promille betyder tusindedele, så tallet er sandsynligvis endnu mindre, jeg kan ikke regne. ’Folketro’ er ikke desto mindre én af de plader, jeg hørte en del i det spæde, urolige og anderledes forår. Jeg var sendt hjem fra arbejde, og tilbragte tiden i et sommerhus i det sydøstlige hjørne af Sjælland. Der var masser af tid til at læse, at høre musik og til at grave i haven.

Det meste af musikken, hvis ikke det hele, har hovedmand og guitarist Lars Bech Pilgaard komponeret i et sommerhus på sin fødeegn ved Ringkøbing i Vestjylland. Et område, Pilgaard har under huden, og som under opholdet pressede sig mere og mere på. Hvordan er det lige man oplever sig selv? Hvad er man rundet af? Eller måske endnu bedre, hvad er ens egen forestillingen om sig selv? Har det rødder i barndomslandet, i slægten, ja, hvad er det egentlig, der gør én til den man er?  Det er blevet til et afdæmpet, udtryksmættet og stemningsskabende instrumentalalbum. Umiddelbart vil jeg kalde det eksperimenterende jazz, men det er måske noget andet?