Juleaften med Nicolaj Stochholm. Playliste 24. december 2020

1. Psychic Ills - Run Rudolph Run (2013)
2. Peter Sommer - Bort Fra Døren, Hansemand (2010)
3. Lørdagspigerne - Højt Fra Træets Grønne Top (1957)
4. Jimmy Smith - The Christmas Song (1964)
5. Marching Church - Christmas On Earth (2017)
6. Lars Lilholts Jule-Folkband - Højt Fra Træets Grønne Top (2020)
7. Nick Lowe - Just To Be With You (This Christmas) (2013)
8. Kim Larsen & Kjukken - Højt Fra Træets Grønne Top (2004)
9. Stevie Wonder - What Christmas Means To Me (1967)
10. Hank Snow - The Reindeer Boogie (1953)
11. Bob Dylan - I’ll Be Home For Christmas (2009)
12. Eartha Kitt - Santa Baby (1953)
13. James Brown - Santa Claus Go Straight To The Ghetto (1968)
14. Gustav Winckler - Højt fra Træets Grønne Top (1964)
15. Los Lobos - ¿Dónde Está Santa Claus? (2019)
16. Pjerrot - Højt Fra Træets Grønne Top (2012)
17. BMX Bandits - Let´s Make Christmas Love (2012)
18. The Temptations - Rudolph The Red-Nosed Reindeer (1970)

’The Weight’

“In his memoir Testimony, Robbie Robertson recalls the first time he played a new song called “The Weight” for Bob Dylan. “This is fantastic — who wrote that?” Dylan said. When Robertson replied that he had, Dylan “shook his head, slapped me on the arm and said, ‘Damn! You wrote that song?’” Robertson wrote.”

- fra netartiklen ‘Wait, Bob Dylan Owned ‘The Weight’? An Explainer’ fra Rolling Stone.

Bob Dylans herlige dobbelt-lp ‘Rough And Rowdy Ways’ var selvfølgelig at finde i Beat 2020-udsendelsen i torsdags. Undervejs i programmet kom vi ligeledes forbi Universals køb af Dylans sangkatalog. I den forbindelse, nævnte jeg, at Dylan også ejede rettighederne til Robbie Robertsons klassiker ’The Weight’.  Eller rettere sagt, jeg havde fanget en overskrift på nettet om, at det forholdt sig således. Under Beat 2020 kom jeg i tvivl om, om det nu også kunne passe. Jeg havde ikke misforstået overskriften. Dylan ejede ikke blot ophavsretten til ’The Weight’, men til alle sangene på The Bands ’Music From Big Pink’. Læs videre herunder. 

Beat 2020. Playliste 17. december 2020

1. Bob Dylan - I’ve Made Up My Mind To Give Myself To You (Rough and Rowdy Ways)
2. The William Loveday Intention - I Wasn't Made For This World (People Think They Know Me ... ... But They Don’t Know Me)
3. The Psychedelic Furs - Tiny Hands (Made Of Rain)
4. Cornershop - No Rock Save In Roll (England Is A Garden) 

5. Black Lips - Hooker Jon (Sing In A World That's Falling Apart)

6. Brent Cobb - Good Times And Good Love (Keep 'Em On They Toes)
7. Sad Eyed Beatniks - West Portal (Places Of Interest)       
8. Lewsberg - Cold Light Of Day (In This House)
9. Uffe Lorenzen - Livet Skriger (Magisk Realisme)
10. Bab L' Bluz - Ila Mata (Nayda!)
11 Chronophage - Passageway (th'pig'kiss'd album)
12. Tobin Sprout - Every Sweet Soul (Empty Horses)
13. Cool Sounds - Sleepers (Sleepers)
14. Lavender Flu - No One Remembers Your Name (Barbarian Dust)
15. Vilde Græs - Tiden Drejer (Vestenvind)
16. Bill Callahan - Ry Cooder (Gold Record)
17. Lamps - Horse Cow Goat Pig Dog (People With Faces)
18. The Love Coffin - Caught In A Fire (Second Skin)
19. Less Win - Passion’s Puppet (Given Light)
20. The Cool Greenhouse - Life Advice (The Cool Greenhouse)

Nedtælling til Beat 2020 (12 af 12)

Af og til, tænker jeg løst over, om flere af de nye urbane countryartister har indgået uhellig alliance med countrymusikken. Forstået på den måde, at de skriver til et ungt, købedygtigt publikum. De er bosat i metropolerne, og har ikke et grundigt kendskab til countrymusik. Ikke desto mindre føler de sig tiltrukket af genren. Måske er det en form for bonderomantik? Jeg er godt klar over, at det er en smule sat på spidsen, men et af tidens sessamord er jo mere by på landet og mere land i byen. 

Dougie Poole, der bor i Brooklyn, New York, er en af de musikere, der matcher min tankekonstruktion. ’The Freelancer's Blues' er Pooles anden udgivelse. I forhold til debutpladen fra 2017, er synthesizere og trommemaskine skiftet ud med et rigtigt band, propre arrangementer, klagende pedalsteel og honky-tonk harmonier. Før dette kommer til at lyde alt for pænt, så lad mig lige tilføje, at indspilningen nærmeste lyder som en private press fra firserne.

Nedtælling til Beat 2020 (11 af ?)

De fleste af de plader, jeg har omtalt, de seneste fjorten dages tid, har jeg en klar erindring om, hvornår jeg begyndte at lytte til. Det samme kan jeg ikke sige om Tony Dorks debutplade ’Struggle Street’. Bandet er fra Melbourne, så det har nok været under et af mine flittige raids gennem ny australsk punkrock. Hvis ikke man ved dét, så er scenen downunder vild i disse år, og det har den efterhånden været i syv, otte, ni år. Hvis ikke længere. Mikey Young har selvfølgelig (igen, igen) en finger med i spillet, idet han har masteret. Musikalsk trækker Tony Dork på New York-punken fra halvfjerdserne. Måske især The Dictators, hvis jeg må være så kæk at kalde dem punk. Det er på samme tid både sjusket og stramt spillet

Nedtælling til Beat 2020 (10 af ?)

Som skrevet tidligere i denne nedtælling, så var Slowburns album, ’Folketro’, en af de plader, jeg hørte en del under den første lockdown i marts og april. Jeg var sendt hjem fra arbejde og befandt mig i et sommerhus i det sydøstlige hjørne af Sjælland. Det meste af tiden gik med at få haven forårsklar. Jeg lugede, beskar en smule og gravede det store sommerblomsterbed igennem (næste år låner jeg en havefræser). Jeg glemte tiden og pandemien. Eller det gjorde jeg jo ikke. Jo, mens jeg var i haven, gjorde jeg. Ligeså snart jeg kom indenfor for at smøre mig en rundtom eller hvad jeg nu havde af gøremål, så væltede kaosset ned over mig igen. Nu vil jeg ikke beskrive de grufulde billedreportager fra Italien og Spanien. For mig var det nok at se billeder af de mennesketomme gader i København. Jeg tog alt ind, læste alt for meget avis, kunne ikke efterleve en engelske professors råd om at skifte fodtøj hver dag. så man ikke slæbte rundt på den forbandede virus. I en periode forsøgte jeg endog, at teste mig selv ved at holde vejret og tælle til 30, hvis man ikke kom til at hoste, så var man ikke inficeret. Det var vist noget en kinesisk forsker var kommet frem til. Det var temmelig stressende. 

Midt i al denne uorden, fandt jeg dog en smule ro i pianisten/komponisten Carla Bleys, saxofonisten Steve Swallows og bassisten Andy Sheppards kammerjazz-plade ’Life Goes On’. Og det gjorde livet jo, det gik videre.

Nedtælling til Beat 2020 (9 af ?)

I slutningen af oktober, læste jeg, en kort notits om, at James Broad, forsanger, guitarist og sangskriver i engelske Silver Sun var død af cancer. Jeg husker bandet svagt fra halvfemserne, det blev dannet i Camden i midten af årtiet og indspillede et par plader på Polydor. Selskabet droppede dem dog hurtigt. Powrpop i stil med Cheap Trick var der ingen, der gad at høre under britpoppen. 

I forbindelse med Broads død, forbavsede det mig, at Silver Sun ikke forlængst var gået i opløsning, og James Broad havde fundet et andet levebrød. Men nej, op gennem nullerne, og ja, frem til i år, har Broad udgivet Silver Sun-plader med ujævne mellemrum. 2020s selvudgivne ’Switzerland’, kommer på under 30 minutter rundt om eviggyldige temaer i powerpop som kærlighed, tab og længsel. Et værdigt punktum.

Jule-jingle-jangle 2020. Playliste 10. december 2020.

1. Victor Cornelius - Når Du Ser Et Stjerneskud (1950)
2. Ray Smith - Jolly Old Saint Nicholas (1949)
3. Ben Keith feat. Neil Young & Pegi Young - Les Trois Cloches (2008)
4. The Monkees - What Would Santa Do (2018)
5. Shoes - This Christmas (1991)
6. Roy Orbison - Pretty Paper (1963)
7. Miles Davis feat. Bob Dorough & Gil Evans & His Orchestra - Blue Xmas (To Whom It May Concern) (1962)
8. Mae West - Put The Loot In The Boot Santa (1966)
9. Henrik Dorsin & Gävle Symphony Orchestra - Tomten Är En Kommunist (2014)
10. Arne Domnérus - Karl-Bertil Jonssons Julafton (1975)
11. Yo La Tengo feat. Ira Glass & Eugene Mirman - Toymageddon (2013)
12. Black Lips - Christmas In Baghdad (2007)
13. Little Esther, Mel Walker & Johnny Otis Orchestra - Faraway Christmas Blues (1950)
14. Augie Rios - Dónde Está Santa Claus (1958)
15. The Creams - Santa Says (1998)
16. Bob Goldenbaum, Peter Kitter, Jørn Rose og Bruno Henriksen's Miniorkester - Tintin I Julestemning (1978)
17. Kurtis Blow - Christmas Rappin' (1979)
18. Alvin & The Chipmunks - Hang Up Your Stockin' (1963)
19. The Last Bandits - Christmas Morning (1986)
20. Dirch Passer - Julesne, Julesne (1968)
21. Eels - Christmas Is Going To The Dogs (2000)
22. The dB's - Home For The Holidays (1987)
23. Lyle Lovett - The Girl With The Holiday Smile (2011)

24. Freddy Fræk - Kimer I Klokker (fra Sonjas Jul) (1969)

Nedtælling til Beat 2020 (8 af ?)

Danske Bona Fides debutplade ’Yield’, har ubemærket sneget sig ind på mig i de seneste måneder. Duoen består Sofia Luna på vokal og Emil Palme på guitar. Gennem de senere år, har jeg fået fortalt, at de har spillet nogle neddæmpede og meget smukke koncerter rundt omkring i byen. Jeg havde dog ikke regnet med, at ’Yield’, der kom tilbage i februar og som jeg hørte sporadisk, muligvis i forbindelse med en evt. booking til Klub Soja, skulle tage mig så meget ved næsen, at jeg her sidst på året, nævner pladen blandt nogle af de udgivelser, der er i spil til Beat 2020. Det er kommet som en stor overraskelse. I og med, at mørk, minimalistisk, melankolsk folkemusik, der trækker på et middelalderligt tekstunivers, normalt ikke bider på mig. Og når pladen tilmed er indspillet på en telefon, så man høre støj fra det rum, det er optaget i, fuglekvidder mv., så… Eller måske, er det netop dét, der fået mig til at lytte med nye og andre ører, her i dette annus horribilis. Jeg ved det ikke. Men som jeg begyndte med, så har ’Yield’ sneget sig ind på mig: 

Nedtælling til Beat 2020 (7 af ?)

Måske er dagens pladeomtale, det tættest jeg kommer på popmusik i denne nedtælling. Nedtælling til Beat 2020 er selvfølgelig misvisende, for som det fremgår af tallene i parentes, er der jo reelt tale om en optælling. Bær over med mig. 

Engelske The Cool Greenhouse begyndte som et soloprojekt for frontmanden Tom Greenhouse. Han har leget med ord siden skoletiden. Så meget, at han som teenager troede, han var den nye Arthur Rimbaud og tog til Paris, hvor han skrev ”terrible poetry”, som han selv siger i et interview. Greenhouse havde dog notesbog på notesbog fyldt op med ord og sætninger, som han hjemme i haven i Norwich begyndte at skrive om til sangtekster og indspille på en vens båndoptager. I 2018 udsendte The Cool Greenhouse dets 7”-debut, den kom producer Phil Booth (Sleaford Mods, The Wave Pictures) for øre og han inviterede dét, der nu var blevet til et band, til at optage i sit studie i Nottingham. Syv dage senere var pladen færdig. Masteringen blev lagt i hænderne på australske Mikey Young, som jeg omtalte forleden dag.

Som man velsagtnes kan gætte sig til, er det meget ordrige tekster, Greenhouse skriver. Mange af dem er, hvad jeg vil kalde en indre monolog, der bare bliver ved og ved. Den holder ikke op, om det så drejer sig om samtaler, han har haft, magasinartikler, han har læst. Popkultur, litterære referencer og sociale kommentarer står i kø. Det er fedt. Som her i ’Dirty Glasses’, hvor både Margaret Thatcher og Fidel Castro har fået tildelt en rolle:

Albummets titel er for øvrigt bare ‘The Cool Greenhouse’.

Nedtælling til Beat 2020 (6 af ?)

I min verden er der ikke særligt langt mellem punkrock og jazz. Jeg kunne ligeså godt have skrevet mellem punkrock og global-musik. I hvert fald i de former, jeg hører, sidstnævnte. I dag kommer det til at handle om jazz, nærmere bestemt samarbejdet mellem trompetisten Aquiles Navarro og perkussionisten Tcheser Holmes. Første gang jeg stiftede bekendtskab med d’ herrer, var i jazzkollektivet Irreversible Entanglements, et af de mange projekter, som også tæller Moor Mother. Jeg hørte en overvældende koncert med dem for et par tilbage på Alice, de har også udgivet en glimrende skive i år.

Navarros familie stammer fra Panama, men en række politiske omvæltninger i hjemlandet, fik dem i slutningen af firserne til at flytte til Canada. Med sig havde de den latinamerikanske folkemusik, som Navarro har taget med ind i jazzmusikken. Holmes er vokset op i Brooklyn. Han er af afroamerikansk afstamning og har fra barnsben været medlem af Ausar Auset Society. En religiøs organisation, der ganske kort bygger på panafrikansk samhørighed og åndelig vejledning. Hans familie står bag dansekompagniet The Bennu Ausar Dancers, der, og det siger næsten sig selv, er tæt forbundet med Ausar Auset Society. Fra dansekompagniet husker Holmes især, at musikken udelukkende var en kilde til fest og dans, hvilket han har forsøgt at forfølge i duoen. Det synes jeg nu er lidt svært at høre.

Før dette bliver for langt, så lad mig linke til åbningsnummeret på ’Heritage Of The Invisible II’, så fik jeg også pladetitlen med, improvisationen ’Initial Meditation’, hvor den spanske digter Marcos de la Fuente medvirker på:

Nedtælling til Beat 2020 (5 af ?)

Angstfremkaldende punkrock er et par af de ord, der er blevet anvendt om Vintage Crops ep, ’Company Man’, fra sidste år. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har læst det. Utryg til mode blev jeg ikke, da jeg hørte den, men jeg tror alligevel godt, at jeg kan forstå vendingen. Kvartetten fra den australske havneby Geelong, 75 km sydvest for Melbourne, har et-eller-andet foruroligende i deres tekster. Det fortsætter de ufortrødent på pladen, ’Serve To Serve Again’, fra i år. Frustration og vrede er måske de ord, der er mest passende for albummet. Ikke som fuck this og fuck that, men mere som begavede iagttagelser af det moderne liv, eksemplificeret ved karakterportrætter af smålighed og nedarvede privileger. Blandt andet. Det er en god plade.

’Serve To Serve Again’ er i øvrigt indspillet af Micky Young fra Eddy Current Suppression Ring, Total Control mv., der har stået bag næsten al den australske rockmusik, der værd at tale om i disse år. Og den er der masser af!

Nedtælling til Beat 2020 (4 af ?)

Jeg ved ikke, hvor vild jeg er med Reno Bos ’You Can See It All From Here’. Jeg hørte pladen under det vedholdende højtryk først på sommeren, siden gled den væk og forsvandt. Jeg har ikke savnet den, jeg har knapt tænkt på den, men når jeg nu har fundet ’You Can See It All From Here’ frem i forbindelse med denne behandling af nogle af 2020s bedre udgivelser, skal den også have et par ord med på vejen.

Reno Bo er oprindelig fra New York, hvor han i nullerne spillede sammen med Albert Hammond Jr. og The Mooney Suzuki. Nu har han slået sig ned i Nashville, TN. De fleste af sangene er umiddelbart identificerbare, ment på den måde, at man under et lag af guitarer kan høre lidt Beach Boys, noget Neil Young, en snas af Plastic Ono Band osv. Nu når jeg hører pladen igen, er den faktisk ret charmerende.

vognvogn. Playliste 3. december 2020

1. vognvogn - Den Korte Vej Tilbage (live fra Loppen) (2019)
2. The Delines - The Oil Rigs At Night (2014)
3. Glen Campbell - By The Time I Get To Phoenix (1967)
4. The Boombox Hearts - Cover Me (2011)
5. Joni Mitchell - River (1971)
6. John Mogensen - Ensomhedens Gade Nr. 9 (1975)
7. vognvogn - Ulveskind (2020)
8. Tom Waits - Ol '55 (1973)
9. Justin Townes Earle - White Gardenias (2014)
10. Billie Holiday - God Bless The Child (1942)
11. Love Shop - Skønhedsoperation (2003)
12. vognvogn - Tø (live i studiet) (2020)
13. Lars H.U.G. - Dreng Dreng (1987)
14. Håkan Hellström - 13 (2005)
15. Dory Previn - The Lady With The Braid (1971)
16. Mouritz/Hørslev Projektet - Blik, Bang Bang (2009)
17. Richard Swift - Broken Finger Blues (2018)
18. Townes Van Zandt - Waiting Around To Die (live) (1977)

Nedtælling til Beat 2020 (3 af ?)

Danmark lukkede ned en onsdag. Det var en kold og klar dag i marts. Jeg havde en aftale sidst på eftermiddagen i Indre By. Som sædvanlig var jeg en kende for tidligt på færde og besluttede mig for at spadsere gennem Kongens Have, for lige at få set krokustæppet før det sygnede hen. Dét var jeg ikke alene om. Siden har jeg vist ikke været i Kongens Have. Ikke, at det har noget med det at gøre, men fredagen før, d. 6. marts, havde Stephen Malkmus udsendt sin tredje soloplade. Udgivelserne med The Jicks tæller ikke med i dette regnestykke. 

Malkmus elektroniske plade, ’Groove Denied’, fra 2019 fangede mig ikke. Det tog mig også et stykke tid før ’Traditional Techniques’, som den nye udgivelse hedder, for alvor begyndte at gøre indtryk på mig. Kanhænde det først var i august? Nevertheless, ’Traditional Techniques’ er måske antipoden til ’Groove Denied’s elektronik. Malkmus har allieret sig med multiinstrumentalisten Chris Funk fra The Decemberists, guitaristen Matt Sweeney og Qais Essar, der spiller på en såkaldt rabab, et lutlignende instrument, som har hjemme i Afghanistan. Resultatet er en blid og en smule flakkende, akustisk folkemusik med aner til psychfolk fra de tidlige halvfjerdsere.

Nedtælling til Beat 2020 (2 af ?)

Det var i juni eller juli, jeg begyndte at lytte til avant-industrial-gospel-bandet Onos 2020-skive, ’Red Summer’. Ensemblet blev dannet i Chicago for over fyrre år siden og hører én tid til, da punken begyndte at blive underlig og der dukkede underlige punkbands op. Ono er et nyt bekendtskab for mig. Bandnavnet er en forkortelse af onomatopoeia, der er en ikke så brugt betegnelse for et lydord, såsom plask, splat, bøvs eller det der er værre.

ONO har været i gang med ’Red Summer’ siden 2015. Titlen på pladen hentyder til sommeren 1919, hvor en lang række overfald på sorte fandt sted i USA. I byer som Chicago og Washington, DC, kæmpede afroamerikanerne dog tilbage, hvilket udløste massive raceoptøjer med mange dødsfald til følge. Med første skæring ’20th August 1619’ kommer vi dog endnu et par århundrede tilbage, nærmere bestemt til datoen, hvor det hollandske skib ’Pearl’ fyldt med afrikanske slaver, landede på den amerikanske østkyst. Pladens elleve sange har på en-eller-anden måde Chicago som centrum, albummet kredser endvidere om racevold og om hvordan historien gentager sig. Musikalsk spænder det vidt, der er fragmenter af støj, funk, gospel, jazz, post-punk og måske endog techno, ‘I Dream Of Sodomy’, ‘Sniper’, ‘26 June 1919’ og øjeblikkets favorit ‘Syphilis’, er blandt titlerne på de numre, der tager os gennem afroamerikanernes helvedeskvaler.

Nedtælling til Beat 2020 (1 af ?)

Det er nok under en promille af den voksne danske befolkning, der kender til eksistensen af Slowburns album, ’Folketro’, fra i år. Promille betyder tusindedele, så tallet er sandsynligvis endnu mindre, jeg kan ikke regne. ’Folketro’ er ikke desto mindre én af de plader, jeg hørte en del i det spæde, urolige og anderledes forår. Jeg var sendt hjem fra arbejde, og tilbragte tiden i et sommerhus i det sydøstlige hjørne af Sjælland. Der var masser af tid til at læse, at høre musik og til at grave i haven.

Det meste af musikken, hvis ikke det hele, har hovedmand og guitarist Lars Bech Pilgaard komponeret i et sommerhus på sin fødeegn ved Ringkøbing i Vestjylland. Et område, Pilgaard har under huden, og som under opholdet pressede sig mere og mere på. Hvordan er det lige man oplever sig selv? Hvad er man rundet af? Eller måske endnu bedre, hvad er ens egen forestillingen om sig selv? Har det rødder i barndomslandet, i slægten, ja, hvad er det egentlig, der gør én til den man er?  Det er blevet til et afdæmpet, udtryksmættet og stemningsskabende instrumentalalbum. Umiddelbart vil jeg kalde det eksperimenterende jazz, men det er måske noget andet?

Nuri. Playliste 26. november 2020

1. Nuri - A7mer (2020)
2. Nuri - Yiri (2020)
3. Clap! Clap! - Kuj Yato (2014)

4. Dengue Dengue Dengue - Badman (2016)

5. Four Tet - The Track I've Been Playing That People Keep Asking About and That Joy Used in His RA Mix and Daphni Played on Boiler Room (2013)

6. Nuri - 9roov (2017)

7. King Crab - Out Now (201?)

8. MoBlack feat. Baba - Calabash (2016)

9. Ethnikman - Zagora (2017)

10. Nuri - Bamboo (2017)

11. Nuri - Mosr (2020)

12. Lawrence Dix - Eco Buru (2019)

13. Mr. ID feat. Sahraoui Bachir - Fid El Youm (2016)

14. Nuri - Asfer (2020)

15. Mechant Mechant - Le Grand Maza (2020)

16. Nuri - A5dher 1 (2020)

Carl Coleman / Palace Winter. Playliste 19. november 2020

1. AC/DC - Dirty Deeds Done Dirt Cheap (1976)

2. Less Win - Passion's Puppet (2020)
3. Black Lips - Get It On Time (2020)
4. The La's - Timeless Melody (1990)
5. The Flaming Lips feat. Kacey Musgraves - God And The Policeman (2020)
6. José Feliciano - California Dreamin' (1968)
7. The Mamas & The Papas - Twelve Thirty (Young Girls Are Coming To The Canyon) (1968)
8. David Bowie - Tis A Pity She Was A Whore (2016)
9. Art Feynman - I'm Gonna Miss Your World (2020)
10. The Doors - Riders On The Storm (1971)
11. The Saints - Know Your Product (1978)
12. The Jam - In The City (1977)
13. Daniel Romano - Empty Husk (live) (2020)
14. Heart - Barracuda (1977)
15. Andy Shauf - Living Room (2020)
16. Palace Winter feat. Jason Lytle - The Deeper End. (2020)

TS Høeg/Dane TS Hawk. Playliste 12. november 2020

1. The O'Jays - I Love Music (1975)

2. Dane TS Hawk - Værsgo: Musikkens Væsen (2020)
3. Dane TS Hawk - De Dødes Knogler (2020)
4. Dane TS Hawk - Tour De Neuropa / Natteblind (2020)
5. Stefan Pasborg feat. Emil De Waal & TS Høeg - Man-The-Man (2018)
6. Bisse - Havelgen (2019)
7. The Way Out - Oh C Parade (2019)
8. Pierre Sandwidi - Yamb Ne Y Capitale (1977)
9. Aby Ngana Diop - Liital (1994)
10. Duke Ellington Orchestra - Amad (alternative take) (1966)
11. Miles Davis - Right Off (live) (1973)
12. Pete Rock - On & On (2015)
13. Lars Greve & Jeppe Zeeberg - Tågen (2019)
14. Frk. Jacobsen - Gerion (2018)
15. Dane TS Hawk - behøver at bremse os (2020)

Neil Young fylder 75 år i dag

T.S. Høeg i Mod Strømmen

Meget T.S. Høegsk var den første tanke, der faldt mig ind, da jeg hørte Dane TS Hawks nye dobbelt-lp, ’Can I Share This With You’, der udkom i august. Dane TS Hawks er et af de mange navne saxofonist, komponist, forfatter mv. Thorsten Sehested Høeg optræder under. Når jeg skriver T.S. Høegsk, forbinder jeg dét, med ord som burlesk, eksperimental, mangesidig, original, overrumplende mv., og ikke mindst betegnelsen outertainer, som han vist selv har fundet på.  

Høeg skriver selv om pladen, at den er ”ekskursioner ud i sopposed to be punkrock, jazz, funk, hiphop, klassisk kompositionsmusik, hvis ikke high life, mambo og salsa eller i det hele taget et soundtrack til vores globale & hybride liv.”

På jazzbloggen Jazznyt, mener Niels Overgaard, at ’Can I Share This With You’, ”er et højdepunkt i TS Høegs lange karriere. Det er et højdepunkt i dansk jazz”. Overgaard skriver endvidere, at han ”aldrig hørt noget lignende i dansk eller international jazz”.

Stil ind, nu på torsdag, d. 12. november, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via stream, som man kan finde herunder. Måske er vi så heldige, at T.S. Høeg også medbringer en tekst eller to som han læser op fra?

Countermarch. Playliste 5. november 2020

1. Countermarch - Satisfy (2020)
2. Jessie Mae Hemphill - Run Get My Shotgun (live) (1989)
3. The Gun Club - Carry Home (1982)
4. Cedell Davis - She's Got The Devil In Her (1993)
5. Les Rallizes Dénudés - Enter The Mirror (live) (1977)
6. Countermarch - Sunshine (2020)
7. Martin Rev - I Heard Your Name (1995)
8. Alex Chilton - Like Flies On Sherbert (1979)
9. Muddy Waters with Rolling Stones - Champagne And Reefer (live) (1981)
10. Pharmakon - Bang Bang (2014)
11. Countermarch - Born Under A Bad Sign (2020)
12. Björn Isfält - Tengils Tema (1977)
13. Scott Walker - Tilt (1995)
14. Peter Peter, Fritz Fatal, Peter Kyed, Morten Chrone - Et Bånd Et Reb (2018)
15. Countermarch med Fritz Fatal - Onde Ting (2020)
16. Lee Hazlewood - Come On Home To Me (1971)
17. Funkadelic - Funky Dollar Bill (1970)

                           

Countermarch i Mod Strømmen

En nyfortolkning af klassisk blues med synthesizers, computere og trommemaskiner. Har det overhovedet sin gang på jord? Er det muligt, uden det kommer til at lyde alt for forstilt? Gennem årene har jeg hørt adskillige elektroniske takes på bluesmusik. Meget af det faldt fuldstændig til jorden, men jeg husker dog Add N To (X)s ’King Wasp’, der har lånt stykker fra Slim Harpos ’I'm A King Bee’, som ganske effen.  

Countermarch består af Martin Funder og Arsene Survie, der til daglig spiller sammen i københavnske Deadpan. I pressematerialet, skriver de, at de vil ruske op i den musik, navne som Howlin’ Wolf, Lightnin’ Hopkins, John Lee Hooker og Albert King har immortaliseret. Bringe den et andet sted hen, men dog stadig være tro mod de ”følelser og elementer, den gamle blues byder på.”. Fredag d. 6. november, kommer duoens debut-ep, ’The Blues According To Logic’, der blandt andet rummer et cover af Albert Kings ’Born Under A Bad Sign’, og den dansksprogede ’Onde Ting’, hvor Fritz Fatal tager sig af vokalen.

Før det kommer Countermarch forbi Mod Strømmen. Stil ind i morgen aften, d. 5. november, kl. 18.00, på enten FM98.9 eller via stream, som man kan finde herunder. Tak.

Flamenco II med Casper Morilla & Henrik Liebgott. Playliste 29. oktober 2020

1. Ramon Montoya - Farruca
2. Ramon Montoya & La Nina De Los Peines - Caracoles
3. Tomás Pavón - El Pasito Que Yo Doy (Solea)
4. Mario Escudero - Taranta
5. Sabicas - El Duende Flamenco
6. Camarón De La Isla & Paco De Lucía - No Dudes De La Nobleza (Fandangos)
7. Camarón De La Isla & Paco De Lucía - Tu Cariño Es Mi Castigo (Bulerías)
8. La Susi - Cielo De Colores
9. Manolo San Lucar - Maletilla
10. Anoushka Shankar - Boy Meets Girl
11. El Lebrijano - Vivir Un Cuento De Hadas
12. Troln - No Stranger
13. Las Grecas - Amma Immi
14. Alive With Worms - Light Into Darkness
15. Los Chunguitos - Carmen

 

Liberace, David Lettermen og Bob Dylan. 1984

Kørfirs Records. Playliste 22. oktober 2020

1. Aarhus Jazz Orchestra og Signe Bisgaaard feat. Bjørn Svin & Ida Nørholm - De Dødes Ø (2020)
2. Sneglefeber - Stankman (2020)
3. Skiven & Pis - Lil Diller (2020)

4. ∀ Nabla ∀ - Tiktaalik (2020)
5. Thomas Madsen & I Think You're Awesome - Waste Of Beauty (2020)
6. Vandreår - Stilhed Har Slået Rede (2019)
7. Smertegrænsens Toldere - The Minds Of 99 (2020)
8. CS Nielsen - Judges 19 (kommende udgivelse) (2020)
9. The Land Band - Will Sees The Ocean (demo) (2020)
10. Miss B. Haven - Til Sommer (1991)
11. Girlcrush - I’m Easy (2020)
12. Vilde Græs - Døde Måne (2020)
13.Trubaduren & Hans Rockband - Helsingør (2020)
14. Kampvogn - Gennemboret Af Bajonet (kommende udgivelse) (2021)
15. Peking Grill - Alt På Et Bræt (2020)

Årets sidste Klub Soja: Situationsfornærmelse og Girlcrush.

Planket fra arrangements-siden på Facebook. Koncert, kl. 20.30. Døren åbner vist, kl. 20.00

”Bryggens alternative musikklub vil gerne have dig med til en aften med punkparty-musik og kæk pop med masser af attitude.

Situationsfornærmelse

Anmelderrost, velspillet og højenergisk punkrock, om alt det vi ikke taler om. Hvorfor skal punken altid være så vred? Hvorfor ikke grine lidt mere med punken – grine lidt mere af punken – grine lidt mere af os selv? Situationsfornærmelse leverer punk med glimt i øjet, hvor maksimal energi og fællesang, om alt det man ikke taler om, forener band og publikum i dansefest og delebajere. Situationsfornærmelse er blevet kaldt et partyband – og hvilken ære. Situationsfornærmelse kom til verden i Aarhus, 2019, og udgav samme år debut-EP'en ”En Hurtig Omgang Dansk”. Bag vidunderet står to søskende, en roomie og Mathias – 4 venner i alt, som selv indspiller, producerer og udgiver uhyrlighederne til folket. Situationsfornærmelse spænder vidt mellem Frederik Uglebjergs hæsblæsende blastbeats, og Andrea Uglebjergs skringre barnestemme, til Dines Karlsens eksplosive guitarsoloer, og Mathias Jørgensens helt specielle basspil. For som Situationsfornærmelse altid siger: en hurtig omgang dansk har aldrig været sjovere.

Girlcrush

De kalder sig selv Girlcrush, og de har fundet sammen om en fælles vision: At ændre på folks opfattelse af køn, kropsidealer og seksualitet gennem charme, stærke holdninger og pisse gode sange. Nat, Andrea og Marie fandt hinanden gennem et opslag i facebookgruppen ‘Ugidelige Feminister’ for blot halvandet år siden. Den oprindelige ambition var blot at hygge sig med at spille et cover af The Cure’s: ‘Boys Don’t Cry’. De havde nemlig aldrig for alvor spillet et instrument før. I takt med at sammenspillet, venskabet og kærligheden til projektet voksede, fulgte ambitionerne med. I løbet af sommeren 2018 spillede bandet deres første koncerter. Det gjorde de med en sådan overbevisning, at Roskilde Festival hurtigt forelskede sig i bandet og bookede dem til årets Rising Program. Alt dette er sket på blot et år, endda uden officielt at have udgivet en eneste sang. Hvad Girlcrush endnu ikke har med sig af musikalsk erfaring, kompenserer de for med deres evner til at skrive ukomplicerede og ærlige popsange – fyldt til bristepunktet med attitude, kækhed og kærlighed. Girlcrush har netop lige udgivet deres ny single, et råt angreb på det kønnede sprog: "Throwing like a girl".

Arrangementet er et samarbejde mellem musikforeningen Klub Soja og Kulturhuset Islands Brygge.”

Kørfirs Records i Mod Strømmen

”Filosofien er helt klart at gøre det selv og udgive i små oplag og bruge dem på forskellige, kreative måder. Der findes mange skjulte regler indenfor at udgive vinyler – især hvis man virkelig skal score kassen, men jeg sørger for at hovedparten af pladeoplaget sælges til pladeforretningerne. Det kan jeg mærke, at de virkelig synes er fedt. Der er noget helt unikt, nærværende og taktilt i at gå ned og aflevere 30 plader med Sneglefeber, Skiven og Pis eller Nabla og så vide at det er en tredjedel af det samlede oplag.”

- pladeselskabsdirektør i Kørfirs Records, Peter Ole Pedersen, til Solidaritet, 4. september 2020.

I overmorgen kommer radioprogrammet til at handle om det nyetablerede pladelabel Kørfirs. I marts kom selskabets første udgivelse, ’Hvor tids hest’, med rapgruppen Skiven & Pis. Henover sommeren er der yderligere kommet vinyler med Aarhus Jazz Orchestra og Signe Bisgaaard feat Bjørn Svin & Ida Nørholm, Nabla og Sneglefeber. Fire skiver med fire vidt forskellige udtryk. Hvilket også er en klart defineret del af Kørfirs. Her er der ingen hellige køer, ingen stilart man værner specielt om. Ikke, at alt er ét fedt. Men dét og meget andet, forventer jeg, at vi kommer til at tale mere om, nu på torsdag, d. 22. oktober. Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via et af disse link: den direkte stream / TuneIn.

Læs alle numre af Slash Magazine

Her i weekenden kom der en meddelelse om, at grundlæggeren af Slash Records Bob Biggs er død. Pladeselskabet voksede ud af LA-undergrundsmagasinet Slash Magazine, der udkom fra 1977 til 1980. Blandt bidragsyderne til magasinet var, udover Biggs, folk som Jeffrey Lee Pierce fra Gun Club og Chris D fra Flesh Eaters. Så sent som i torsdags, havde vi Rank And Files stilskabende debut-lp ’Sundown’, som Slash Records udsendte i 1982, på grammofonen under vores Country-shoot. Biggs første udgivelse på Slash var Germs 7”ér ’Lexicon Devil’ i 1978. I årene efter, skrev han, kontrakt med bands som X, Los Lobos, The Blasters, Violent Femmes, Fear og Faith No More. Nu er Bob Biggs her ikke længere, men man kan downloade alle numrene af Slash Magazine ved at følge linket herunder. Man kan også bare gå over i reolen og finde pladerne frem.

0%, Yahowa og Fright Eye direkte live fra Aarhus i aften.

I går aftes optrådte ovennævnte orkestrer i Mayhem. Arrangementet var ikke annonceret på de sociale medier, men jeg fik en privat invitation. Sådan kan man også tage hånd om, at der ikke kommer for mange i en tid med restriktioner. Desværre var jeg forhindret i at deltage. Så meget desto mere glæder jeg mig til i aften, hvor Hul, det hedder den aarhusianske koncertarrangør, livestreamer 0%s, Yahowas og Fright Eyes koncerter fra HeadQuarters i Aarhus. Hul har sat sig for at vise, ”at rocken stadig er i live som genre, og at den bliver ved med at udvikle sig – at rocken ikke blot er et levn fra forrige århundrede”.

Det statement tilslutter jeg mig, uden den mindste form for indsigelse. 0%, Yahowa og Fright Eye har alle været på besøg i Mod Strømmen. Et par af orkestrene mere end én gang. Men andre ord, så er de er blandt mine absolutte favoritter på den danske rock- og punkscene.

I stedet for mine egne beskrivelserne af de tre bands, som gemmer sig et-eller-andet sted på herværende blog, kommer her et ekstrakt af, hvordan de skildrer sig selv.

Først 0%: ”0% går direkte til vaflerne med deres øjeblikkelige intuitive sange, så hele salen føles som et frådende mosh pit…De ka’ deres shit, de herrer, så glæd dig til et voldsomt møde med dansk punks stormestre.”

Yahowa: ”Yahowa er et støjende punkrock band, med en veludviklet melodisk tæft, uden det bliver klammo…Classic rock with a classic twist.”

Fright Eyes beskrivelse stammer fra en koncertanmeldelse i Devolution: “Fright Eye fyrede skarpe garagepunkskæringer af med kølig attitude og ditto seriøsitet. Bandet var veloplagt, velspillende og lød vedkommende. Derudover fik de det til at se let ud, som de stod der og drak bajere mellem numrene og trak venligt på skuldrene, inden de startede det ene og det andet gode nummer efter hinanden.”

Og hvad skal man så gøre for at se livestreamen? Det er ganske ligetil. Gå ind på Facebook. Find arrangementet. Vis interesse. Så får man en notifikation, når livestreamen begynder. Det er kl. 20.00. Se mere herunder.

Shoot From The Hip #5 (2020) Country I. Playliste 15. oktober 2020

1. Merle Haggard - My Own Kind Of Hat (1979)
2. Dwight Yoakam - Guitars, Cadillacs (1986)
3. Waylon Jennings - Just To Satisfy You (1964)
4. The Flatlanders - Bhagavan Decreed (1972/1980)
5. John Prine - Pretty Good (1971)
6. Townes Van Zandt - Hunger Child Blues (demo) (1965)
7. Tyler Childers - Whitehouse Road (2017)
8. The Delmore Brothers - Blues Stay Away From Me (1949)
9. Hank Snow - The Prisoner's Song (1964)
10. The Flying Burrito Brothers - My Uncle (1969)
11. Bobby Bare - Woman, You Have Been A Friend To Me (1970)
12. Billie Jo Spears - Blanket On The Ground (1975)
13. Patsy Cline - I Fall To Pieces (1961)
14. John Mogensen - Hjemme (1972)
15. Daniel Romano - Hard On You (2011)
16. The Rolling Stones - Far Away Eyes (1978)
17. St. Thomas - Take A Dance With Me (2001)
18. Rank And File - Lucky Day (1982)
19. Merle Haggard - Branded Man (1967)
20. Hank Williams - I Saw The Light (1948)
21. Kris Kristofferson - Sunday Morning Coming Down (1970) 

Music By Idiots og Sune ’Køter’ Kølster

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg aldrig har hørt originalversionen af Music By Idiots første single, selvom den i 2012 fik en del rotation på Danmarks Radio. ’Sønderskudt’ hedder sangen, som AREX alias Anders Rex, der har været primus motor i Svartbag og Rex Kyed, åbenbart havde et mindre hit med for otte år siden. Jeg ved ikke om Rex, der står i spidsen for Music By Idiots, ikke var tilfreds med AREX-indspilningen, eller, det ved jeg måske godt alligevel, der har nemlig været interesse for at få kompositionen ud i en bandudgave. Og, ja, det er netop, hvad er er sket med Music By Idiots, der ud over Rex, består af Mads Lassen (Shiny Darkly, Motorique mv.), Tobias Bendixen (Big Mess, Septage mv.) og Jan Kromann (Decorate Decorate, Bug Chaser mv).

Til februar kommer fuldlængdedebuten med Music By Idiots, den er produceret af Nis Bysted (Iceage, Liss og Speaker Bite Me) og Oliver Matthew Volz (Shiny Darkly, Deadpan og Collider).

"Skøn som en sønderskudt banegård", skrev Tom Kristensen i ’Landet Atlantis’ fra debutdigtsamling ’Fribytterdrømme’, der kom i 1920. Det er ikke dét digt, vi skal have fat i nu, men jeg kan alligevel ikke lade med at nævne strofen, da vi skal til Tom Kristensen, og Music By Idiots-sangen som bekendt har titlen ’Sønderskudt’. Vi skal tolv år ind i Kristensens forfatterskab, frem til 1932 og digtet ’Angst’. Det har Sune ’Køter’ Kølster fra blandt andet Guddommelig Galskab, sat i musik til Emil Nørgaard Munks film om sin far, ’Imagining My Father’. Dokumentarfilmen kom sidste år, men soundtracket, er, såvidt jeg ved, først udkommet i år. Med sig har Kølster Ida Nørholm på cello, Joachim Robert Hvid på oud og Aydin Adem på violin. Og det er jo digtet, der begynder med ”Asiatisk i vælde er angsten”:

Torsdagens Shoot-udsendelse er helliget countrymusik

 Ifølge Merriam-Webster online-ordbog er country:

”Music derived from or imitating the folk style of the Southern U.S. or of the Western cowboy

especially : popular vocal music characterized by simple harmonies, accompaniment by stringed instruments (such as guitar, fiddle, banjo, and pedal steel), repeated choruses, and often narrative lyrics

— called also country, country and western

First Known Use of country music: 1942”

På Dictionary.com lyder definitionen:

“a style and genre of largely string-accompanied American popular music having roots in the folk music of the Southeast and cowboy music of the West, usually vocalized, generally simple in form and harmony, and typified by romantic or melancholy ballads accompanied by acoustic or electric guitar, banjo, violin, and harmonica.”

På netop citerede side, kan man dog klikke sig videre til beskrivelser med mere kød på:

What comes to mind when we say country music? Pickup trucks and cowboy hats? Garth Brooks and Patsy Cline? How about West African string instruments and Atlanta-based hip-hop? Past and present, country music—and what gets to be called country music—is far more complex than many realize.

What is country music?

Country music is defined as “a style and genre of largely string-accompanied American popular music having roots in the folk music of the Southeast and cowboy music of the West, usually vocalized, generally simple in form and harmony, and typified by romantic or melancholy ballads accompanied by acoustic or electric guitar, banjo, violin, and harmonica.”

The regional influences of the genre are likely how it came to be known as country music in the first place. The word country itself is old, however, recorded in English in the 1200s. By the early 1500s, country was being used to denote rural areas and things in distinction to urban ones. There’s even evidence of the phrase country music in the late 1500s, though the name for the modern music genre, alongside country and western and country-western, isn’t recorded until the 1940s.

What about the actual music the phrase describes? Most people think country music began with the cowboys who sang campfire songs out on cattle drives, but its true origins are far older and more diverse that.

For instance, the banjo—an instrument prominently featured in country and bluegrass music and, as a result, associated with white people—is based on instruments black slaves brought from West Africa. As Pamela Foster, author of My Country: The African Diaspora’s Country Music Heritage (1998), explained in the Chicago Tribune: “In the antebellum South, banjos, fiddles and harmonicas were the dominant instruments played in black culture. Unfortunately, history has distorted these facts to make people believe jazz, blues and spirituals were the staples of black culture at that time when, in fact, it was country.”

After slavery was abolished, segregation and Jim Crow laws meant that music was often separated into genres by race. White folk music became country music while music by black artists, including blues, gospel, and rhythm and blues, was labelled “race” music. But, black and white artists worked together in music studios more often than is thought. Patrick Huber, a professor of history and political science at Missouri University of Science and Technology, notably identified around 50 black artists who played on white “hillbilly” records, as they have been called, before 1932.

Nevertheless, the erasure of black artists has long been a problem in what we popularly understand as country music. Many people know Johnny Cash, for example, but they don’t know DeFord Bailey, a black musician, best known for his harmonica playing, who was an early superstar of the Grand Ole Opry in the 1920s. Such erasure continues today, as we see with Atlanta rapper Lil Nas X (Montero Lamar Hill), who can’t seem to get his own hit country song recognized by the music industry.”

Læs videre herunder

Ovenstående er efterhånden blevet en lang og forudsigelig smøre, så jeg undlader at citere Den Store Danske Lexs definition af countrymusik. I virkeligheden handler dette opslag også bare om, at man på torsdag, d. 15. oktober, skal stille ind på Mod Strømmen. Her vil Jan Damage Petersen, Thomas Løppenthin, Lars Krogh og undertegnede, divertere med nedslag i countrymusikkens lange historie. Stil ind, kl. 18.00, på enten FM 98.9 eller via et af disse link: den direkte stream / TuneIn. Tak for opmærksomheden.

Alex Chilton og 'Mats. 25. april, 1987.

Fotografiet stammer fra Cuban Club, Ybor City, Tampa, Florida. Chilton spillede support. Koncerten var en af de første med Slim Dunlap. Ifølge The Replacements Live Archive Project, råbte publikum på Bob Stinson undervejs, hvortil Westerberg svarede: “We kicked him out of the fucking band ‘cause he was worthless...”

The Big Oil Recording Company. Playliste 8. oktober 2020

1. Himmelrum - Kære Blå, Sender Sonar! (2020) 

2. Snake And Jet's Amazing Bullit Band - The Many Colors Of Mr. Van X (2009)

3. Less Win - In Trees (2010) 

4. Ocean View - Great No Grace (2012) 

5. Will Stratton - You Divers (2009) 

6. Battle - Unbeatable Timing (2013) 

7. ticktock - A-A-A (2015) 

8. Less Win - Bury The Heart (2016) 

9. Baby Blood - Gender Science (2016) 

10. Sekuoia - Bashed (2016) 

11. Gents - Since Forever (2017) 

12. Atusji - It's Bigger Than Me (2019) 

13. Excelsior - Time Of None (2019) 

14. Tettix Hexer - Onomatopoietikon (2020) 

15. Blikfang - Duu (2020) 

16. Schultz & Forever - Backwards (2018)

 

“For a time in the early 2000’s, punk rock’s fickle focus rested firmly on Denmark….”

 “For a time in the early 2000’s, punk rock’s fickle focus rested firmly on Denmark, with K-town bands like No Hope For The Kids and Young Wasteners sending fanzine writers into paroxysms of sweaty hyperbole while the price of Lost Kids 7-inches skyrocketed. These bands have since fallen out of punk vogue, and many of the early ‘00s Danish scene’s releases are now available for chump change online and in-store. One such release—and one that’s ripe for rediscovery—marks Armageddon’s most melodic venture: a two-track EP from Copenhagen’s Gorilla Angreb. Released (alongside the band’s split with Lokum) to coincide with a U.S. tour, this single sets out the band’s style with no muss or fuss: “Long Island” is mid-paced and gloomy, making optimal use of the band’s dual vocalists as it slouches its way through three surly minutes, while “Supersyn” ups the tempo and halves the running time with irresistible barroom swagger.”

- fra artiklen ’Armageddon Records Helps Keeps New England’s Punk Flame’ på Bandcamp fra d. 21. september 2020. Spørg mig ikke om, hvordan jeg havnede dér. Det kan jeg ikke huske. Men, ja, Armageddon genoptrykte i 2005 ’Long Island’-7’eren, i forbindelse med en Gorilla Angreb-tour i USA.

Big Oil Recording Company i Mod Strømmen

Jeg blev en kende overrasket, da jeg så, hvor længe pladeselskabet Big Oil Recording Company, har eksisteret. Det er næsten ti år siden, at det udsendte [OIL001], eller ’In the Belly of the Whale’ af ticktock. Bag ticktock stod én af de personer, der stadigvæk driver labelet. Måske Big Oil Recording Company i begyndelsen var tænkt som en vej til at få egen musik ud? Jeg ved det ikke. Uanset hvad, så udsendte selskabet i de følgende år grupper og solister som Ocean View, Battle, Less Win, Will Stratton, Sekuoia, Gents mv.

Antallet af udgivelser har efterhånden rundet de fyrre. Senest en spændende udgivelse med Tettix Hexer og støttealbummet ’Liminal Works 2020’, hvor navne som BishBusch, School of X, Polly Jean, Chorus Grant, Bona Fide og Anders Bach har bidraget med materiale. Overskuddet går til organisationen Together We Push, der arbejder for at forbedre vilkårene for familierne på Udrejsecenter Sjælsmark. Og så venter der faktisk endnu en interessant plade lige om hjørnet. Himmelrums ’Vand, Død & Ensomhed’. Men meget, meget mere om dét, nu på torsdag, d. 8. oktober, hvor et par repræsentanter fra selskabet kommer fordi radiostudiet. 

Stil ind, kl. 18.00, på enten FM 98.9 eller et af disse link: den direkte livestream / TuneIn.

Nicolaj Stochholm. Playliste 1. oktober 2020

1. Black Mountain - Sadie (2010) 

2. Teho Teardo & Blixa Bargeld - Crimson And Clover (2014) 

3. L'Épée - Ghost Rider (2019) 

4. Fontaines D.C. - Boys In The Better Land (2019) 

5. Pop Tops - Mamy Blue (1971) 

6. The Kettering Vampires - All Tomorrow´s Parties (2015) 

7. Bona Fide - Harvest (2020) 

8. Iceage - Catch It (2018) 

9. Gullo Gullo - Be Bop A Lula (2019) 

10. Psychic Ills - Coca-Cola Blues (2016) 

11. The Rolling Stones - No Expectations (1968)

    

Digter Nicolaj Stochholm i Mod Strømmen

Stochholms nye digtsamling ’De III Aldre’, der udkom på Forlaget Escho i august, er komponeret i tre dele, der repræsenterer fortid - nutid - fremtid.

 ’Reinkarnation’ fra fortidsdelen: ’Blomsternes børn’

”Nu har jeg siddet usædvanligt

stille og røget en cigaret

i min vindueskarm og

set pigen overfor klæde sig

af og på og nærmest støde ind

i den fest der kørte ved

siden af, så begyndte

overboen at smide tøjet

en enlig kvinde som gør

det hver gang jeg sidder

her svimmel over afstanden

ned og tabt i rummet mellem

overboen der tager de selvsiddende

på og underboen i slåbrok

der nu skændes med sin kæreste

er jeg den eneste med gardiner

der også bor alene i denne by

festen som bare fortsætter og

mig her svævende mellem alt dette

og mit næste omtrentlige liv”

 

’Mellem blanke stene’ fra nutidsdelen: ’Børn af de tabte blade’

”Nu kender jeg flere som ligger ned

og jeg kan stadig næsten mærke

blomsterne, men jeg savner at høre

nyt fra de døde jeg ved godt at når

jeg taler med dem så er det kum

min egen erindring om dem jeg

samtaler med tiden er løbet fra

Blatvatsky og ånden i glasset jeg

tror kun jeg har en erindring

tilbage at tale med dem om jo det

er et savn, måske vil jeg erfare nyt

fra dem når jeg selv dør, måske

bliver døden den egentlige udfrielse

fra selvet som styrer dette digt er

jeg rede til at kuldkaste min historie

med dens prægning og detaljerigdom

nu er digtet godt på vej til at kæntre

hvad vejer min dansende kærlighed

hvor er min levende glæde blevet af

nu samles griffene omkring Yahyas bål

ned i smørhullet med ham ligesom med

alle os andre skal jeg også sande at glæden

er blevet tabt på vejen hen til dette

øjeblik eller findes den stadig på bunden

af havet som en rød pille i et af Michael

Strunges digte eller findes den som et

rumskib højt oppe over det blå, har

mine sanser nu igen foregøglet mig at

glæden altid vil kunne findes i mit bryst”

 

Og til slut ’#13 Klikkende rundt mellem liv’ fra fremtidsdelen: ’Postkort fra fremtiden’.

”En kløen bag venstre øre bliver

omgående besvaret af min venstre

hånd, jeg glæder mig over min krop

nu er hurtig og jeg kan arbejde

og tage på lange ture ud i det nye

landskab omkring den by hvor

vi bor, mit forhold til driften er

også ny og den er aldersbestemt

jeg bruger meget tid på at registrere

de ydre forandringer fordi de er

så enorme og livsomfattende

det er som om jeg ikke har

tid til at se indad og betragte

hvad alle de begivenheder

har gjort ved min sjæl, denne

nytilflytter i kroppen, jeg tror

den er i chok og det er tydeligt

nu hvor strømmen er kommet

tilbage, jeg så den første nyheds-

roman i går og de ord de brugte

 var ikke mine og det var det

ene fravær efter det andet jeg

har ikke åbnet skærmen siden

i dag længes jeg efter mit gamle sprog.”

Stil ind på Mod Strømmen i morgen, torsdag, d. 1. oktober, kl. 18.00. FM 98.9 eller via Tunein eller den direkte livestream.