Gennem flere år, har denne bloggerkugle, været en trofast køber af de engelske musikmagasiner, Uncut og Mojo. De var længe afholdt sengelæsning, de seneste mange måneder har det dog været som om, at de er blevet skimmet hurtigt og pligtskyldigt igennem. Værre er det gået for de medfølgende cd’ere, som enten står med emballagen på endnu i reolen eller ligger i grovsorterede bunker rundt omkring i lejligheden og hvor der ellers er plads.
Sådan var det også tæt på at ende for ‘An Autum Almanac. 15 Songs In The Spirit Of Ray Davies’, der fulgte med Uncut i november. Efter at have ligget urørt hen i det meste af en måned, blev den dog alligevel fundet interessant nok som adspredelse til en opvask af de store.
Den engelske folksanger Kate Rusby åbner med en formidabel fortolkning af en af Ray Davies mere eller mindre ignorerede kompositioner, ’The Village Green Preservation Society’. Nummeret blev skrevet efter Davies havde rejst rundt i det rurale Devon i det sydvestlige England i 1967, og som i de bedste af hans tekster, ligger der altid et skær af nostalgi på lur.
Derpå følger Nick Lowe & The Cowboy Outfit’s indadskuende ’Rose of England’, som er en af hans fineste sange fra 1980’erne.
Squeeze er der også blevet plads til. Og det manglede bare, for de må være et af de eneste band fra de sene 1970’ere, som reelt formåede at forny den socialrealistiske tradition. Skal ikke kunne sige om ’Pulling Mussels (From The Shell)’ er et præcist tidsbillede, men sangskriveren Chris Difford har fortalt, at den skildrer en feriekoloni, som hans forældre havde sendt ham på i en badeby i Kent, hvor den engelske arbejderklasse tog hen for at slå sig løs. Andre er af den opfattelse, at sangen handler om at onanere.
Navnet Darren Haymann burde have vakt genklang hos undertegnede, fordi han i 1990’erne var med i bandet Hefner. Det fremkaldte han desværre ikke. I stedet svirrede tankerne omkring Robyn Hitchcock, da nummeret ‘Pram Town’ fik et anerkendt hak i margen af cd-coveret. Vi befinder os i en pendlerforstad til London eller rettere sagt, vi svæver et sted over pendlerbæltet med det store vue udover både byplanlægningen og det liv, som middelklassen lever der. Selvom det ikke er synderligt rart at være vidne til, så fejler skæringen bestemt ikke noget.
Wreckless Eric-singlen ’Reconnez Cherie’ fra 1978, er der heller intet galt med. Den var et forsøg på at skrive en cajun-sang og det lod han end ikke sit dårlige fransk komme i vejen for. Ved ikke om Ray Davies nogensinde har prøvet sig selv af på fransk, men han har en svaghed for New Orleans. Om forehavendet lykkedes for Wreckless Eric, kan man altid diskutere. Charmerende er det ikke desto mindre. Nick Lowe har produceret..
Folksangerinden Sandy Denny har taget røven på denne signatur et par gange eller flere indenfor det seneste årti. Dels som medlem af Fairport Convention, men også solomaterialet byder på store momenter. Før hun betrådte disse veje, var hun kortvarigt med i The Strabws. Med hvem hun, under skarpt opsyn af Gustav Winkler, indspillede lp’en ’All Our Own Work’ i Vanløse Bio i 1967. ’How Everyone But Sam Was a Hypocrite’ har ikke Denny som vokalist, men er skrevet og sunget af guitaristen Dave Cousins. Hvor ’The Village Green Preservation Society’ til en vis grad handler om at om at redde gamle værdier, så er ’How Everyone But Sam Was a Hypocrite’ et spydigt portræt af lillebyen og dens skinhellige kulturværnere.
Beundrer af engelsk fodbold vil kende Derby County FC’s kælenavn ’The Rams’ og logoet med vædderen. Det er nok færre, der ved, at forbindelse mellem byen Derby og vædderen rækker flere hundrede år tilbage og stammer fra folkemelodien, ’The Derby Ram’. Uncut’s udgave af sangen er med folkorkesteret Erland & The Carnival, der har tilpasset teksten, så den beskriver de ulykkelige omstændigheder, som drev den kun 17-årige gymnasieelev Shaun Dykes til at springe i døden fra et tag på et indkøbscenter i Derby i 2008.
Duetten mellem Bridget St. John og Kevin Ayers, ’Baby Come Home’, kommer fra sidstnævntes album med den megetsigende titel ’The Unfairground’, der blev udsendt i 2007. Musikalsk lægger han sig på linie med The Kinks, som de lød på ’Muswell Hillbillies’. Ayers vil garanteret hævde, at han altid har haft det udtryk. Og man kan da også være tilbøjelig til at give ham ret, når man tager hans fortid som en central figur på den såkaldte Canterbury-scene med i betragtningen.
At undertegnede nåede helt hen til niende skæring, før det første deciderede kedelig nummer dukkede op, taler til Uncut’s fordel. James Yorkston har aldrig stået højt på nogen lister her i hjemmet og sådan forbliver det stadig, efter at have hørt ‘When The Haar Rools In’. Beklageligt nok er der længere mellem snapsene på anden halvdel af kompilationen. Måske redaktionen skulle have overvejet at tage Television Personalities ’Geoffrey Ingram’, der er noget af det tætteste man kommer et rewrite af ‘David Watts’, med.
‘Them That Do Nothing’ med Sunderland-trioen Field Music minder mere om et ripoff af skotske Arap Strap, end noget denne blogger har hørt med Ray Davies. Ikke at det på nogen måde diskvalificerer de to førstnævnte. Alene titlen tager flere stik hjem.
Richard Thompson er Richard Thompson er Richard Thompson. Også når han spiller ‘The Money Shuffle’ live.
Hvis det ikke havde været for den folk-revival, der efterhånden har varet små ti år, så var den engelske sanger og sangskriver Billy Fay velsagtens glemt. Wilco har bl.a. optrådt med hans ‘Be Not So Fearful’. Fay debuterede med en single i 1967, der blev fulgt op af to meget dårligt sælgende album i begyndelsen af halvfjerdserne. ‘Diamond Studded Days’ er at finde på hans nye album ’Still Some Light’, der er kommet i år. Når det er sagt, så virker balladen her ikke overbevisende nok på undertegnede, til hverken at investere tid eller penge på udgivelsen.
Over årene har denne blogger haft flere nedslag i Robyn Hitchcock’s solokarriere. Sammenligningen med Ray Davies er ikke fjern. Bare for at nævne en enkelt ting, så elsker de begge tog, helst dem der kørte med damp. ‘Belltown Ramble’ indspillede Hitchcock & The Venus 3 til ‘Olé! Tarantula‘, der kom i 2006. Det album står endog i husets musikreol, og der står det faktisk ganske udmærket. Der er i hvert fald ingen tegn på, at nogen har pillet ved det siden det fik sin permanente plads for cirka fire år siden.
Klassisk Kinks-riff fra de tidlige år. Wild Billy Childish And The Musicians Of The British Empire figurerede på Mod Strømmens årsliste fra 2007 med ‘Punk Rock At The British Legion Hall‘. ‘Joe Strummer’s Grave’ kommer netop fra det album og genhøret har opmuntret til mere af den slags. Før det gælder det dog lige det sidste nummer på denne cd.
Roy Harper er Roy Harper. Selv når han spiller en sang med et så karakteristisk engelsk tema, som ‘When An Old Cricketer Leaves The Crease’ er han vindtør og trættende at høre på.
I dag vil musikken blive kategoriseret som roots-rock. Altså et konglomerat af blues, country og rock, spillet råt, akustisk og skramlet, og med brug af mandolin, klaver og Wray’s karakteristiske nærmest raspende stemme, han mistede en lunge til TB i 1953, for slet ikke at nævne den dåse med småsten, som fungerer som percussion undervejs. Der er ikke et album, der lefler for detaljen. Til gengæld er det passioneret og indspillet med en approach, som kan minde om Captain Beefheart, Van Morrison og The Rolling Stones i samme periode.
