”We had to leave Peter
behind in Atlanta. He just got so out of it, he didn’t know where he was or
what he was doing. We waited half a day for him to show up, but then we had to
go. He’d met this girl and gone back to her place and when he got ready to
leave, she got at gun and tried to rob him”
- Alan Mair, bassist i The Only Ones, til Nina
Antonia i bogen, ‘The One And Only’. Peter Perrett – Homme Fatale’ fra
1996.
Historien om den stripper som
Peter Perrett havde mødt i Atlanta på The Only Ones 1979-US-tour. Senere dannede
oplevelsen rammen om den tvetydige sang, ‘Baby’s Got A Gun’, fra lp’en af samme
navn, der udkom i 1980.
“I found love in
Atlanta, Georgia
I said, "Baby, I
don't think I can afford ya"
She said, just for me
- she'd do it for free
Can't you see your
infatuation's
Gonna mean unusual
complications
You're in danger -
baby's got a gun
Baby's got a gun
She's gonna shoot you
down
She's gonna shoot you
in the ground
You know she's gonna
be the ruin of your life
You don't get worried
'cos it happens all the time
But you can never see
through evil when it smiles”
Jeg har ikke selv skænket det en
tanke. Men nu har jeg fra flere af hinanden uafhængige stemmer hørt, at Orcas appellerer
til både store og små, unge og grå. Jeg har gået at tænkt, at de er ét af de
fedeste liveband, København har at byde på for tiden. Men selvfølgelig, det med den brede appel,
det er jo indlysende.
Her videoen ’Jeg Har Glemt Noget’, der
havde urpremiere forrige lørdag. Det er iøvrigt førstesinglen fra den kommende plade, 'Tunge Sten'. Anders Skov har filmet og klippet med videre...
Outside the U.S., there is no difference
between flyer and flier. They are interchangeable, though flyer is about twice
as common as flier. American writers tend to use flyer for small handbills and
flier for people and things that fly. This distinction does not run deep,
though, and the two spellings are very often used interchangeably even in the
U.S., so it’s safe to say that neither is correct or incorrect for any sense of
the word.
An earlier version of this post said simply
that flier is the American spelling for all senses of the word while flyer is
preferred everywhere else. This is the conventional wisdom, but it’s not
consistently borne out in practice….”
På lørdag, d. 28. maj, åbner Club
Braincorp og TAMOTUA endnu engang dørene til et af deres arrangementer. Denne
gang på Lygtens Station. Mød op kl. 21.00.
Jeg har talt med et par af
folkene bag, Kristine Haffgaard og Tommy B-Kuhlmann, om deres interesse for
især industrial, som har været drivkraften bag deres indtil videre fem aftener
med livemusik. Lørdagens koncert er med belgiske Monolith og tyske Talvekoidik,
der for begges vedkommende, er første gang de spiller på dansk grund.
Hvordan fik I idéen til at
reetalere en scene (industrial), som jeg i al fald forbinder med Tyskland og
England i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne?
Tommy B-Kuhlmann:
”Industrial har rigtignok sit udspring i '70'erne, i forlængelse af
punken, men er i dag en betegnelse, der dækker en lang række meget aktive
elektroniske subgenrer. Industrial er således langt fra død. Det, vi gerne vil
med TAMOTUA, er, at præsentere en rød tråd i genren, fra det tidligste industrial
til de navne, der i dag regnes for bannerførere og avantgarde inden for genren.
Det vil vi gøre ved at lave koncerter med både nye og gamle navne, som vi mener,
repræsenterer hhv. det gamle og det interessante nye, vise film, der fortæller
historien om industrial og elektronisk musik i det hele taget, samt holde
artist talks.
TAMOTUA handler dog ikke kun om industrial. Vi er en kulturforening med
et bredere fokus på alternativ undergrundsmusik og -kunst, og vil også
arrangere koncerter inden for andre genre, såsom neoclassical, neofolk, dark ambient
og andre elektroniske genrer, m.m. Så længe vi mener at kunne se en relevans i
forhold til det, der bobler i undergrunden, og ligger inden for genrer, vi kan
stå inden for, er vi interesseret. Industrial fylder dog en del i den
sammenhæng, som den brede genre, den i dag er.
En anden af foreningens målsætninger er, at indgå i samarbejde med
andre undergrundsarrangører og -klubber og i fællesskab skabe nogle
arrangementer, der rækker ud til et bredere publikum, end de normalt fanger.”
Hvis vi tager Cabaret Voltaire
fra Sheffield som eksempel, i og med, at I fornyelige havde besøg af Stephen
Mallinder fra gruppen, hvordan vil I så beskrive udviklingen indenfor
industrial? Al den tunge industri, stålværkerne osv., er jo nærmest lukket ned
i dag...
Kristine Haffgaard:
”Ja, det var en stor fornøjelse at kunne præsentere Stephen Mallinder
til det arrangement, som TAMOTUA holdt her i marts sammen med Københavns Hovedbibliotek
og Jazzhouse. Det var sådan en slags tre trins-raket hvor vi viste
dokumentarfilmen ’Industrial Soundtracks for the Urban Decay’, Mallinder holdt
så en artist talk og bagefter var der koncert med Wrangler, Mallinders nye band.”
Live-video fra Wranglers koncert
i Jazzhouse, 12. marts 2016. Meget passende med titlen, ’Modern World’
”Jeg tror, det er vigtigt at huske, at industrial ikke som sådan
udsprang af den tunge stålindustri, men mere af afslutningen på industrialiseringen.
De tidlige industrial-musikere var inspireret af teknikker fra kunstverdenen
især dadaismen, og brugte cut up og sampleteknikker. Det industrielle udtryk
har nu blandet sig med andre stilarter, som metal og rock, og bliver fx brugt
af bands som Nine Inch Nails, Ministry og Laibach – og selvfølgelig Rammstein.
Desuden ser vi også en stor interesse for mange af de teknikker, som de tidlige
industrialbands brugte. Modulærer synths er jo i den grad trendy. Blandt andet,
fordi de er lette og billige at købe online, så musikkere kan kombinere moduler
lige som de vil. Det giver en frihed og mulighed for at eksperimentere med
elektronisk musik.
Stephen Mallinder, der efter Cabaret Voltaire tiden tog en ph.d., underviser
nu i elektronisk musik på universitetet i Brighton. En af de ting, han fremhævende som arven fra
den tidlige industrial, er, at genren ændrede den måde, vi lytter til musik i
dag, fordi støj, noise, også bliver opfattet som musik. Mallinder sagde også,
at det nybrud som punken og industrial skabte var: ”Anyone can do it – so go do
it!” Altså at man ikke behøver at være uddannet musiker for at lave musik. Det er arven fra de tidligere industrial pionerer.”
Er der forskellige skoler
indenfor industrial og udviklede genren sig forskelligt i Europa og USA?
Tommy B-Kuhlmann:
”Der er rigtignok forskellige skoler inden for industrial. Overordnet
set udviklede den amerikanske og den europæiske industrial sig ret forskelligt.
Generelt kan man sige om de amerikanske bands, at de gik i en lidt mere rocket
retning, med flere metalelementer inden over musikken, hvor de europæiske i
højere grad bevægede sig mod en mere klub-orienteret lyd. Alle var de dog
inspireret af '70'ernes tidlige elektroniske eksperimenter med at skabe en
industriel lyd, de mente afspejlede det samfund, de levede i.
De tidlige europæiske bands som fx Kraftwerk, Deutsch Amerikanische
Freundshaft (DAF), Die Krupps, Throbbing Gristle, Test Dept. og Einstürzende
Neubauten fik stor betydning for, at industrial blev udbredt og videreudviklet
på de to kontinenter"
Old school industrial med Test Dept, ‘Total
State Machine’
"Kraftwerk og DAF fik især stor betydning for den mere klub-orienteret
del, som senere udmøntede sig til genrer som fx ’electronic body music’, typisk
forkortet EBM, techno og house/acid-bølgen. Udtrykket ’electronic body music’
blev faktisk anvendt første gang af Ralf Hütter fra Kraftwerk i et interview
fra 1978, da han skulle beskrive deres stilskabende lyd på albummet ’Die
Mensch-Maschine’. Betegnelsen blev taget op igen af det belgiske band Front 242
i 1984, og siden da har det været en gængs betegnelse for den mørkere del af
den mere klub-orienterede industrial. Især Belgien blev kendt for stilen i
'80'erne, da der kom en bølge af betydende bands herfra.
Hvorfor det lige skulle blive Belgien, som kom til at betyde så meget
for videreudviklingen af den industrielle lyd i Europa, forklarede Front 242 på
et tidspunkt i et interview med, at Belgien ikke havde nogen selvstændig
kultur, så de måtte skabe den selv ud fra det industrielle samfund, de levede
i. Lidt det samme argument hørte man fra Kraftwerk, når de talte om, at skabe
en ny, moderne folkemusik i efterkrigstidens Tyskland. Herhjemme blev
EBM-stilen ofte omtalt som "dommedagsdisko", naturligvis med et glimt
i øjet, men faktisk ikke en helt skæv beskrivelse.
I løbet af 80'erne og '90'erne eksploderede det i det hele taget med
bands der tog udgangspunkt i industrial, hvilket naturligvis også hang tæt
sammen med den hastige udvikling af elektroniske instrumenter, som blev stadig
mere avancerede og billigere. Fra midt-'80'erne begyndte den industrielle musik
også at blande sig i hitliste-musikken, især pga. Depeche Mode, som begyndte at
inddrage tungere og mere industrielle lyde i deres musik, og dermed åbnede
genren for et nyt publikum.
I Amerika dukkede der en række bands op, som gerne blandede flere rock-
og metalelementer ind i musikken. Bands som Skinny Puppy, Front Line Assembly,
Ministry og senere Nine Inch Nails fik stor betydning for udviklingen af den
amerikanske industrial. Især i starten kunne man tydeligt høre forskellen
mellem den europæiske og den amerikanske industrial. Hvor de europæiske bands i
høj grad forkastede det gamle og søgte at skabe en helt ny musik, fornægtede
rocktraditionen sig ikke i den amerikanske musik. Den amerikanske stil
inspirerede dog også europæiske bands, hvor især Rammstein og Oomph! tog den
amerikanske industrial-metal-lyd til sig og var med til at skabe ’Neue Deutsche
Härte’-genren.
Sideløbende har Industrial-lyden inspireret til en lang række genrer
inden for den elektroniske musik; fra det vildt eksperimenterende til dansable
genrer, hvor fokus især er på den tunge, maskinelle industri-rytme. Den klassiske
”old school”-industrial lever dog i bedste velgående, og har faktisk fået lidt
en renæssance i de senere år. Vi ser flere af de gamle bands vende tilbage til
scenen, hvor de hyldes for deres betydning. Senest har vi fx set en fantastisk
koncert med gendannede Test Dept., da de spillede til Wave Gotik
Treffen-festivalen i Leipzig i sidste uge. Det var klassisk industrial, hvor
der blev slået løs på gammelt metal til marchtrommer og skrækbilleder af det
industrielle samfunds skyggesider.”
Et sidste spørgsmål. Hvorfor skal
jeg komme på lørdag?
Tommy B-Kuhlmann:
"På lørdag præsenterer vi to moderne sub-genrer af industrial-musikken,
nemlig IDM (intelligent dance music) og power noise. De to kunstnere, der kan
opleves, er belgiske Monolith og tyske Talvekoidik.
IDM-betegnelsen kan måske virke lidt fjollet og selvfed, men navnet
udspringer fra en elektronisk mailingliste, hvor folk i starten af ‘90’erne
diskuterede elektronisk musik, der ellers kunne være svær at klassificere,
såsom Aphex Twin og Autechre. IDM er typisk instrumental, filmisk musik, som
blander smukke klangflader med sitrende, rå industrielle beats, og det er en
stil, som nyder stor interesse i dag.
Talvekoidik har ikke lavet nogen officielle
videoer til deres seneste album 'Spitzbergen', der kom i 2015. Her ’Falcon Eyes’
lagt ud af en fan
”Tyske Talvekoidik er en af stilens fremmeste kunstnere, og vi er
derfor glade og stolte over, at kunne præsentere Talvekoidik for et dansk
publikum.
Power noise er en anderledes kontant genre, hvor der især er fokus på
den repetitive, maskinelle rytme. Det er en kropsorienteret musik, der
appellerer til dans, hvor IDM mere taler til hovedet. Monolith udgøres af
belgiske Eric Van Wonterghem, som er en af industrial-musikkens pionerer. Han
var med i den tidlige, belgiske bølge af industrial/electro-bands, og har
således været med i industrial-bandet The Klinik, EBM-bandet Insekt og synth-bandet
Absolute Body Control. I dag arbejder Eric Van Wonterghem især med power noise,
hvor han ud over Monolith også er med i bandet Sonar, som vi præsenterede i
Kbh. sidste år. Eric Van Wonterghem er altså en alsidig herre, som i dag lever
og arbejder som producent i Berlin.”
”Så hvis man ønsker at opleve et par af de fremmeste navne inden for
komtemporær industriel musik, og samtidig få en oplevelse til både hovedet og
kroppen, bør man altså dukke op på lørdag.
Udover musikken, vil vi også sørge for at skabe den rette industrielle
stemning med dekorationer og visuals skabt af videokunstnerne ASGRR, Palimpsest
Photo og Manchine.”
Det er i dag 25 år siden, at Gene
Clark døde af et blødende mavesår. Efter et tiår med stigende helbredsproblemer
på grund af druk. Han ligger begravet i sin fødeby Tipton, Missouri, under en
enkelt gravsten med inskriptionen Harold Eugene Clark. Intet andet.
Her et indlæg fra 17. november
2014. Dagen, hvor Clark kunne have rundet 70 år.
”Behøver Gene Clark yderligere introduktion? The Byrds, siger de dig
noget? Clark var ikke alene den kønneste af dem alle. I de tidlige år var han
også bandets fremmeste og mest produktive sangskriver. Et eller andet sted har
jeg læst, at han skrev op mod 75 sange til The Byrds, som aldrig blev
indspillet, fordi de andre medlemmer nedlagde veto. Hvilken skam! Men vi
kan da glæde os over ’I'll Feel A Whole Lot Better’, ’Eight Miles High’, ‘Set
You Free This Time’, ‘She's A Kind Of Girl’,’ She Don't Care About Time’, plus
en snes stykker til. Dertil kommer pladerne med Doug Dillard og
soloalbummene.
I dag ville Gene Clark være fyldt 70. Solopladen ’No Other’ har jeg
omtalt før. Ikke desto mindre, bliver det dette mørke, melankolske mesterværk
fra 1974 eller i hvert fald et af numrene derfra, der kommer til at markere
Clarks fødselsdag. Albummet blev indspillet i Village Recorder Studios i LA i
marts 1974. Clark havde slået kludene sammen med produceren og sangskriveren
Thomas Jefferson Kaye, der hang ud med Steely Dan og tidligere havde arbejdet
under vidunderproduceren, Curt Boettcher. Clark og Jefferson fik en check på
$100.000 fra Asylum Records. Pladeselskabet havde dog ikke taget med i
beregningerne, at parret havde en fælles kærlighed for drugs, spurt og
zenbuddhisme.
Jeg skal ikke fortabe mig i indspilningerne (dem har jeg vist skrevet
om før), men pege på en af de centrale sange, den otte-minutter lange ’Some
Misunderstanding’. Efter sigende kom nummeret til Clark i en drøm, som han
søvndrukken dikterede til sin kone midt om natten. Budskabet i sangen er
tvetydigt eller i det mindste diset. Den begynder nærmest som en smuk
meditation over, hvordan man kan få et forhold på ret køl og begynde at se
fremad sammen igen. Undervejs går det galt. Med sætningen "We all need a
fix, but at times like this, doesn't it feel good to stay alive?", der
vistnok er en hentydning til Gram Parsons, der var død af en overdosis i
september året før, begynder jeg at fornemme en vag uro, noget uforløst, ja,
måske er der endog noget makabert under opsejling?”
’Mellow My Mind’ er ikke titlen
på albummet, blot ’My Mind’, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg
flere gange er kommet til tænke på Neil Youngs track fra ’Tonight's The Night’
fra 1975, når TJ & The Reasons To Lives debutplade har fundet vej til mit
stereoanlæg de seneste dage. Selvfølgelig har det noget med pladens titel at
gøre, men der er mere til det.
I forhold til Troels Jørgensen
tidligere melodiøse rockudgivelser med Uno Soul og Wonderland, så er ’My Mind’
et downshift. Et melankolsk, mestendels akustisk, folkrockende et af slagsen. Jeg
ved ikke, om jeg vil kalde udgivelsen dyster. Dybest set er den det nok ikke. Stemningen
er afdæmpet og eftertænksom. Der er skruet ned for blusset, hvilket tilstedeværelsen
af cello så fint indikerer på adskillige af sangene. Samtidig er der flere steder
en underliggende strøm af støjende guitar, der gør, at albummet trods alt ikke
bliver alt for mørkt.
Her TJ & The Reasons To Lives
seneste video ’What Have I Done’, der er instrueret af Sebastian T.W.
Kristiansen. Illustrationen foroven er i øvrigt et stillbillede fra videoværket.
Troels Jørgensen besøger Mod
Strømmen nu på torsdag d. 26. maj. Lyt med, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller
via den direkte livestream.
Reklamespot for Martin Lagers
radioprogram, ’Den Lystige Lussing’, på Christianshavns Kanal. Hvorfor
udsendelsen har fået den titel, er jeg lidt i tvivl om. Så vidt jeg husker,
spurgte Lager, Facebook-vennekredsen om, hvad han skulle kalde sit radioshow.
Og af en-eller-anden grund faldt valget altså på ’Den Lystige Lussing’. Ikke,
at det siger så meget om programmets indhold, der gerne er samtaler og
interviews på en time til halvanden. Det skulle måske lige være, når
udsendelsen handler om kampsport.
I skrivende stund er Martin Lager
nået til Episode 14, hvor han taler med Kim Kofod om hans mange år som ejer af
musik- og filmbutikken Rock Uglen, der lukker med udgangen af juni, eftersom
Kofod går på pension.
Hvis man interesserer sig for film, plader og pladeforretninger,
tegneserier, piratradio, kunst, tv-serier, kampsport mv., er der meget mere at hente her.
’Den Lystige Lussing’ bliver sendt, hver mandag aften, kl.
22.30 - 24.00, på Christianshavns Kanal. Stil ind på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.
Jeg kan ikke selv overskue det.
Endnu. Påstår jeg hårdnakket. Men 59 nyfortolkninger af The
Grateful Dead er måske for meget. Det er ikke desto mindre, hvad Aaron og Bryce
Dessner fra The National har fået venner og bekendte til at indspille til
hyldestalbummet ’Day Of The Dead’, der udkom i går på 4AD.
På udgivelsen finder man blandt
mange, mange andre The War on Drugs, Lucinda Williams, The Walkmen, Unknown
Mortal Orchestra, Ira Kaplan, Marijuana Death Squads, Wilco with Bob Weir, Bonnie
‘Prince’ Billy, Tal National, Kurt Vile, Lee Ranaldo...
Brooklyn Vegan har sammensat en
Spotify-playliste med deres favoritter. Jeg kan ikke finde ud af om noterne til de mange numre, som man kan finde sammesteds, er skrevet af musikjournalisten
eller om det er et aftryk fra en booklet til ’Day Of The Dead’.
I morgen kommer det til at handle
om Sverige. Nærmere bestemt Göteborg, der af mange bliver betegnet som den skandinaviske
hovedstad for den psychbølge, der har rullet henover den vestlige halvkugle de
seneste fem-seks-syv år eller mere. Tobias Petterson fra plademærket Kommun 2 og
Sven Kruppa fra Svensk Psych Aften er Mod Strømmens gæster.
Sidste år udsendte de sammen compilationen
’LSD Lullabies’, der samler op på numre som Kommun 2 har haft liggende, sjove
samarbejder, plus andet. Jeg har lånt de uofficielle noter til pladen. Det vil
sige, et maskinskrevet brev som Petterson har sendt Kruppa undervejs i arbejdet
med udgivelsen. For at forstå dem kræver det dog lige, at jeg opremser
indholdet på skiven:
Allerførst dog en salgsbeskrivelse
af ’LSD Lullabies’:
“This is a Pebbles and
Nuggets compilation for the 21st Century with music from Lhasa, Sweden and
Denmark.
A true gem if you ask
us, some really farout stuff on here that makes a lot of "modern
Psyche" seem like watered down indie nonsense. Its also really nicely
recorded, sounds vintage and otherworldly. Highly recommended.
Members from the
following acts perform on this album: Anders, Agusa, The Spacious Mind, Vart
Solsystem, Me & My Kites, Dirty Grass, Tidsgæst, Kama Loka, Huggorm, SKL,
On Trial, Technicolor Poets and more”
A-siden:
Andrè Hayrapetian - ‘Annie Brown’
Cosmic Poets -
‘April Groove’
Jens - ‘The Smallest Of Things’
Crystal Heads -
‘Erlkönig’
Sigges Hörna - ‘Green Deserts’
B-siden:
Rymdstyrelsen - ‘Asteroids’
Me And My Kites - ‘Solens Vän’
Fritz –-‘Ingrid’
Bugovic & Farzad - ‘Call To Prayer’
Älgarna Från Värmland - ‘The Bible’
Her føromtalte brev:
“Andre is a guy from a
small Swedish town (Borås) who wanted to make a full record. But he only had
two songs. I like it very much, so if he makes a full alum then I’ll release it
Cosmic Poets is
Technicolor Poets with added sounds/mix from me and Kristian. This song was not
good enough to be on their last album. Coco´put new vocals on it a few months
ago, so now it turned out nice
Jens is the keyboard
player from The Spacious Mind, He wanted me to release his full album, but I
said this is enough
Crystal Heads was the
recording from the release party for the AD2 book with your vocals on top of
it. It turned out strange!
Sigges Hörna är Sigurd
Djurhuus. I told him that the song was too bad if he didn’t put any vocals on.
But he really wanted to have it like this so I had to have it. Even though I
had some better songs myself :-)...
Rymdstyrelsen is my
favorite. It is a new band with some guys from Barndomslandet. I told them to
record a full album right away. I’ll release it.
Me & My Kites had
this very good recording of a Resan cover song. They planned to make a single,
but I told them this would be better
Fritz will probably
have this song on his Daniel från Bethlehem album. I like it but maybe it is
too corny…
Bugovic & Farzad
is just me and guy called Bugge The arabic vocals”
Älgarna Från Värmlands
coverversion af D.R.Hookers ’The Bible’, har Petterson ikke omtalt. Det er nok,
fordi Kruppa godt er klar over, at Älgarna Från Värmlands består af ham selv,
Petterson, Anders Stub og Hobbitten.
Jeg ved egentlig ikke, hvor meget
mere jeg har at fortælle om morgendagens udsendelse. Andet end, at jeg glæder
mig. Husk, det er kl. 18.00 på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.
Overskriftformuleringen er ikke med
min gode vilje. Måske jeg skulle have skrevet noget i stil med ’Lang artikel om
Merle Haggard i Rolling Stone’. Den kunne jeg jo have brugt. Det er helt op til
mig selv. Langt skriv, tja, jeg tøvede. Good read kan jeg godt lide. Hvad vil
det hedde på dansk? God læsning. Giver det andre associationer? Kan man fejltolke
det?
”Siden åbningsarrangementet med John Tchicai i Sofies Kælder har Loco
som bekendt været initiativtager til koncerter og happenings på et større antal
adresser til lands og til vands: Fra kaotiske totalarrangementer i Stengade
over maritime maratonseancer på Stubnitz til røde nætter i Husets Teater med
stadig mere omfangsrige og vilde udgaver af Kresten Osgoods Musketerfestival
som yderligere højdepunkter.”
De seneste femten år med Jazzclub
Loco er ikke gået stille for sig. Jeg husker mange arrangementer og sene
nætter. Ingen nævnt. Ingen glemt. Nu på fredag fejrer den efterhånden
hæderkronede jazzclub femten års fødselsdag på Loppen.
De optrædende er Dane TS Hawk
& The Birthday Band. T.S. Høeg har gennem årene spillet adskillige gange med The
Locomotion Starsemble ved Loco-koncerter. Bandets navn siger vist sig selv.
Derudover kigger støjrock-, drone- og freejazzildsjælene Selvhenter og sidst, men bestemt ikke mindst, den gode Bisse, forbi Loppen. Dør, kl. 21.00.
Allerede i morgen holder Red Lama
släppfest for debutpladen ’Dreams Are Free’. Et album, der har fået en fin
modtagelse, både herhjemme og international. Her et uddrag af Alternative Tracks anmeldelse:
”From the albums
onset, you feel as though you’re being guided through a soundscape of rock
aspects. Twirling, pulsating soundscapes that morph into each other, lush, hazy
guitars lines, hypnotic drums patterns, intelligent psychedelic percussion
and urgent, twisting fuzz-drenched riffs
that build and sway, are all expertly blended together.”
Opvarmningen består af Lau Ingemann Vinther Pedersen fra
Fribytterdrømme, der giver et soloshow, samt ska/surforkestret Bande De Los Apaches. Dør, kl.
20.30.
DIY i bogstavskombinationens oprindelige
betydning. Eller som jeg forstår begrebet. Måske er det lige meget? Det unge
københavnerband Mystisk Milits har rumsteret på mindre spillesteder gennem et
stykke tid. De har selv sat shows op, lagt videoer på nettet og for små fjorten
dagen siden udgav de selv deres debutalbum, der såmænd bare bærer orkestrets
navn.
Da vi sidste torsdag spillede ’Dragør’
med Mystisk Milits i Shoot 3 2016, nævnte min medvært Jamie Mason, at de har en
lyd, man ofte hører i København i disse år. Jeg gav ham ret. Siden har jeg dog ræsonneret
mig frem til, at jeg nok svarede lidt for hurtigt. Mystisk Milits er lige en
kende skævere…
Men det kan lytterne jo selv
bedømme, nu på torsdag, d. 12. maj, hvor bandet kommer forbi Mod Strømmen.
…på denne smukke majdag, hvor
bluesmusikeren Robert Johnson kunne have rundet 105 år. Ikke, at de to ting har
noget med hinanden at gøre. Jeg ser i al fald ingen sammenhæng.
”May 6, 2016. Ten years ago today Grant McLennan
of The Go-Betweens passed away. A sad anniversary to mark, but necessary in so
many ways, not the least because he was a great singer-songwriter and a
wonderful friend. I think of him often; he is not someone who has faded -
remaining close to me as he always will be, in memory and music. We knew each
other for just over thirty years - for seventeen of them we were in a band, for
the remainder of the time the friendship was just as important and central to
us.”
Her ‘Thought That I Was Over You’ fra debutalbummet
med Jack Frost. Et band, som Grant McLennan dannede sammen med The Churchs
Steve Kilbey. De udsendte to plader i henholdsvis 1991 og 1996. Stilen lægger
sig nok mere op ad The Church i et mellow mode end The Go-Betweens:
…når de tre drenge i ORB, lader Mikey
Young fra Total Control tage kontrollen i kontrolrummet. Trioen kommer fra Geelong,
som ligger knapt en times kørsel fra Melbourne, Australien. Man skal bare over
på den anden side af Port Phillip Bay, så er man fremme.
ORB udsendte i 2015 ep’en ’Womb’.
Senere på året kom 7”eren ’Migration’. 1. juli udkommer debutpladen ’Birth’ via
Castle Face Records.
Her førstesinglen. Den lettere dystopiske, ’First And
Last Men’:
…når bassist Brent Rademaker fra Beachwood
Sparks, guitarist og sanger Matt Piucci fra Rain Parade, rytmeguitarist Rob
Campanella fra blandt andet The Brian Jonestown Massacre og trommeslager Nelson
Bragg fra The Brian Wilson Band og The Beach Boys slår pjalterne sammen, kalder
sig FIR og udsender debutsinglen:
