Kan rummet have en temperatur?

“Rymdstyrelsen is my favorite. It is a new band with some guys from Barndomslandet. I told them to record a full album right away. I’ll release it.”

- således lød det i de uofficielle noter til kompilationen, ’LSD Lullabies’, hvorpå Rymdstyrelsen var repræsenteret med sangen ’Asteroids’.

’LSD Lullabies’ udkom i et samarbejde mellem Svensk Psych Aften og Kommun2 i 2015. Ordene er Tobias Pettersons fra sidstnævnte plademærke. Det blev dog Svensk Psych Aften, der udsendte Stockholm-spacerockernes debutplade, ’Space Is Cold’. Ved ikke om selskaberne er begyndt at flyde en smule sammen? Eller roder jeg rundt i fakta? Og kan man overhovedet måle temperatur i verdensrummmet?

Mythic Sunship i Mod Strømmen

“The ethos of free jazz in a doom setting" går igen i næsten alle de anmeldelser, jeg har læst af københavner-kvartetten Mythic Sunships tredje plade, ’Upheaval’, som El Paraiso Records udsendte for et par måneder siden. Ordene, der stammer fra pressematerialet, har været guf for kritikerne. Ikke alene som referenceramme, men også som katalysator for at udbrede sin viden om, hvorvidt disse to stilarter hænger sammen eller ej?

’Upheaval’ består af fire komplekse instrumental-numre, der tager én med på en færd fra øresønderrivende postrock over mættende synthflader, droneforløb, fuzz og kraut. Det er vist bandet selv, der har døbt stilen anaconda-rock. Hvad dét mere præcist betyder, får vi nok at vide på torsdag.

Mythic Sunship står over for en længere Europa-tour, der vil bringe dem til Holland, Tyskland, Frankrig, Italien, Kroatien og Slovenien. Inden touren begynder i april, kan man dog opleve kvartetten som support for to svenske orkestre. 6. marts spiller de sammen med Flowers Must Die på Loppen. Ti dage senere, 16. marts, gæster de Lygtens Kro sammen med Rymdstyrelsen.

Stil ind nu på torsdag, d. 1.marts, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Note til mig selv. Før, mellem og efter Here Lies Man og Mavourneen. Alice, 24. februar 2018.

Før

Diane Hildebrand - Early Mornings Blues And Greens

Willie Thrasher - Spirit Child

Dirtmusic feat. Brenna MacCrimmon - Bi De Sen Söyle

T.Rex - Cosmic Dancer

Ahmed Abdul-Malik - Nadusilma

Mallek Mohamed - Rouhi Ya Hafida

Sara Goes Pop - Sexy Terrorist                         

Thee Oh Sees - The Dream

Last Exit - Ma Rainey*

Eppio Fanio - Ikoko

Bidjoï Sisters - Chantal

Brenton Wood - Psychotic Reaction               

The Raincoats - Off Duty Trip

Captain Beefheart & The Magic Band - Bat Chain Puller      

The Feelies - Flag Days

Bahta G. Hiwot - Tessassategn Eko

Mellem

Ty Segall - The Main Pretender*

Fire! - When Her Lips Collapsed*

Fadoul - Bsslama Hbibti

Gnonnas Pedro et Ses Dadjes - Dadje Von O Von Non

Mariem Hassan - Illah Engulek Di Elkama*

Aksak Maboul - A Modern Lesson

The Fakes - Look-Out

Efter

The Rolling Stones - Fingerprint File

Shadow Abraham with Monomono Friends - Babalawo

ShitKid - Sugar Town

Chance Halladay - 13 Women

Pineapples From The Dawn Of Time - Too Much Acid         

K. Frimpong & His Cubanos Fiestas - Kyenkyen Bi Adi Mawu                        

Aghassi - Dokhtar Khoshgel*

Funkadelic - Cosmic Slop

Tubeway Army - Are Friends Electric?

Jalil Bennis Et Les Golden Hands - Mirza

Akin Richards & The Executives - Afrikana Disco*                 

Yo La Tengo - Periodically Triple Or Double 

E.C. Arinze - Saturday Night  

Donna Summer - Hot Stuff   

* Sange, hvor gæster, band-staff eller personale var forbi dj-pulten for at høre, hvem artisten var.    

Red Lama. Playliste 22. februar 2018

1. Red Lama feat. Bjonko - Awakening (2018)

2. Les Frères Smith - Sokosokool (2011)

3. PJ Harvey - Long Snake Moan (1995)

4. Neu! - Seeland (1975)

5. Red Lama - Perfect Strangers (2018)

6. OM - State Of Non-Return (2012)

7. George Harrison - Let It Down (acoustic) (1970)

8. The Transatlantic Sessions, Dan Tyminski & Jerry Douglas - The Boy Who Wouldn't Hoe Corn (2010)

9. Monomyth - LHC (2016)

10. Ex Eye - Xenolith (2017)

11. Nina Simone - Funkier Than A Mosquito's Tweeter (live) (1974)

12. Red Lama - Elements 1 + 2 (2018)

Bemærkelsesværdigt mashup.

Here Lies Man er blevet skudt i skoene, at de er for sent ude. Samtidig er bandets plade fra sidste år, der bare bærer gruppens navn, blevet rost til skyerne. Med andre ord, så kan det godt være, at svenske Goat, for at tage et eksempel, var dér først, men det tager på ingen måde noget fra Here Lies Mans øst møder vest, syd møder nord, fuzz møder afrobeat, hård rock møder jùjú og highlife, Afrika møder Birmingham Steel.

Black Sabbaths tunge halvfjerser-rock bliver nævnt i alle de anmeldelser, jeg har læst af albummet. Det er der selvfølgelig en grund til. Da jeg for et par weekender siden, præsenterede Los Angeles-bandets kaotiske og til tider maniske, men samtidig småberusende cocktail, for en god ven, der ikke er kræsen, mente han, at musikken var alt for tung. Jeg forstår ham. Jeg havde det lidt på samme måde, da jeg fik ørerne i mashup-maskinen første gang. Sagt på en anden måde, så lykkedes det mig ikke at overtale ham til at dukke op på Alice på Nørre Allé i aften. Skønt jeg lokkede ham med, at jeg selv er dj før, imellem og efter koncerterne med Here Lies Man og opvarmningsbandet Mavourneen.

"Art is what you can get away with"

Tumbleweed Records (1971-1973)

Ét af de album, jeg er vendt tilbage til på det seneste, er en Light In The Attic-kompilation, der udkom i maj sidste år. Det drejer sig om ‘Sing It High, Sing It Low: Tumbleweed Records 1971-1973’. Selskabet udgav kun ni plader, hvoraf syv af dem er repræsenteret på udgivelsen.

Tiden skreg på fordybelse. De glade tressere var definitivt forbi. Soft Rock var et massebegreb. Det landlige og indadskuende, ja nærmest navlepillende var på mode. Mange musikere havde trukket sig tilbage til Laurel Canyons eucalyptusduftende bjergsider. To etablerede folk fra musikbranchen i Los Angeles, Larry Ray og Bill Syzmczyk, tog skridtet videre og rykkede til Denver i Colorado, hvor de med kapital, rundt regnet fem millioner dollars, fra nogle pengestærke bagmænd, dannede Tumbleweed Records.

Meningen var at opstøve områdets uopdagede talenter. Countryrock, psychfolk og tilstødende genrer var i højsædet. Udfra udvalget på ’Sing It High, Sing It Low’ havde Ray og Syzmczyk god smag. Til trods for kapitalindspøjtningen havde selskabet dog hverken distribution eller nogen form for salgsfremmende strategi. Sidstnævnte tog Ray og Syzmczyk, så at sige, i egne hænder. De distribuerede nemlig selv pladerne ud til lokale radio-djs. Vedlagt en lille pose pot. Genial marketingfidus eller ikke, så hjalp det lige fedt. Efter to år lukkede Tumbleweed Records nærmest fra den ene dag til den anden. Den officielle forklaring lød på stridspunkter af økonomisk beskaffenhed med sponsorerne.

Mens Tumbleweed-artisterne stortset er glemt i dag, så fortsatte Larry Ray som producer, blandt andet i et frugtbart samarbejde med Bill Halverson. Bill Syzmczyk er i dag mest kendt for at have produceret The Eagles ’Hotel California’.

Red Lama i Mod Strømmen.

Red Lama drømmer om, at lytterne åbner øjne og ører op for en større virkelighed. At det magiske, spirituelle og uforklarlige bliver lukket ind. Det kan ske gennem fordybelse, musik eller bevægelse. Bandets nye plade, der udkommer på fredag, har netop fået titlen ’Motions’. Udtrykket ”going through the motions”, betyder det samme dag ud og dag ind. Stå op, gå på arbejde, komme hjem, se tv, gå i seng. Men motions kan også være progression, en fremadskriden mod et højere trin eller niveau i en udviklingsproces. Jeg regner stærkt med, at Red Lama henviser til sidstnævnte, da de navngav albummet. Om der er flere, for mig ukendte, lag i pladetitlen, kan jeg altid spørge ind til på torsdag.

”Interessante Mucke, welche die Dänen Red Lama auf ihrem zweiten Album spielen. Zwar liegt ein irgendwie verschwurbeltes, vergeistigtes Konzept hinter dem Album. Aber das braucht den Hörer vordergründig gar nicht zu sehr zu belasten. Wer aber tiefer eintauchen möchte, kann das dann auch tun.”

Således begynder det tyske magasin Handwritten deres anmeldelse af ’Motions’. På mit skoletysk, læser jeg dét, som noget i retning af, at interesserede ikke behøver at være bekendt med det konceptuelle tankegods, der ligger bagved udgivelsen. Men hvis de vil dykke dybere, så er muligheden til stede. Det er da også som om, at Red Lama stræber mod noget højere i musikken. Selvom de arbejder med et klassisk rockudtryk, får bandet inspiration fra den store vide verden, de eksperimenterer med kunst- og krautrock, og forsøger på den måde at komme videre, at betræde nye stier, måske af spirituel karakter, måske af noget helt andet?

Her de tre numre, der allerede er udkommet fra ’Motions':

Lyt med på torsdag, d. 22. februar, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte stream eller på Tunein. Allerede i morgen aften, kan man dog høre hele ’Motions’ ved en såkaldt lyttesession i Tipi Bar – Verdenshjørnet, Lygten 1, kl. 19.00, på grænsen til Nordvest.  På fredag, d. 23. februar, fejrer Red Lama udgivelsen med en koncert i Pumpehuset. Eerie Glue varmer op. Det begynder, kl. 20.00.

Afslutningsvis Red Lamas spilleliste fra marts 2016, hvor bandet var forbi Mod Strømmen med debutpladen, ’Dreams Are Free’:

1. The Brian Jonestown Massacre - Panic In Babylon (2012)

2. Hills - Kollektiv (2015)

3. Red Lama - The World Is Yours (2015)

4. Witch - Seer (2006)

5. Kourosh Yaghmaei - Dar Enteha (1973)

6. Death Hawks - Hey Ya Sun Ra (2015)

7. The Shaolin Afronauts - Kilimanjaro (live) (2012)

8. Red Lama - Inca (2016)

9. Spids Nøgenhat - Spids Nøgenhat I Græsset (2013)

10. Elder - III (2011)

11. Massive Attack - Girl I Love You (2010)

12. Grace Slick & The Great Society - Sally Go 'Round The Roses (live) (1966)

13. Red Lama - Sonic Revolution (2016)

Ed Kuepper Park

Go-Between Bridge og et stort vægmaleri af The Saints. Brisbane gør meget for at udødeliggøre lokale helte. Efter en underskriftindsamling er det også lykkedes for en beboer i byens sydvestlige forstad Oxley at få en park opkaldt efter Ed Kuepper:

”Ed Kuepper was born in Bremen, Germany, and with his family, migrated to Oxley. It was at Oxley High School that Ed met Chris Bailey, and later at Corinda High School, Ivor Hay. Together they formed the band ‘The Saints’ in the mid-70’s, in his childhood home on Lawson Street. ‘The Saints’ wrote the iconic song ‘I’m Stranded’. In 2007 ‘I’m Stranded’ was one of the first 20 songs added to The National Sound and Film Archvies’ Sounds of Australia registry, and is recognized worldwide as an early touchstone of the punk movement. Bob Geldof famously said, “Rock Music in the seventies was changed by three bands - the Sex Pistoles, the Ramones and The Saints”.

After leaving ‘The Saints’ in the late 1970s, Ed formed the band, the ‘Laughing Clowns’. Ed has been a successful solo artist since the mid-80s and has been an important and influential member of the Australian music scene for more than 40 year” 

Fra animositet til ekstase…

Der skete et-eller-andet i formiddags. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det. Men jeg tog en beslutning om at give det nye album, ’Gaz Forth’, med Gary War, endnu en chance. De første gange, jeg var pladen igennem, havde jeg besvær med Greg Daltons stemme. Produktionen var ligeledes et irritationsmoment. Jeg havde ikke rigtig noget at holde albummet op imod, da jeg intet kender til de tidligere udgivelser med Gary War, endskønt en-mands-ensemblets anden lp udkom på Sacred Bones. 

Greg Dalton var i en periode medlem af Ariel Pink's Haunted Graffiti og spiller for øjeblikket også i duoen Dalthom, sammen med Rob Thomas fra Sunburned Hand Of The Man. Han har sågar medvirket på et livealbum med Bobb Trimble, som Burger Records udsendte for nogle år tilbage. Gary War var endvidere forbi Jazzhouse i november sidste år som supportnavn for John Maus. På det tidspunkt, kendte jeg, imidlertid ikke det fjerneste til eksistensen af Greg Daltons alter ego.

At jeg skriver ekstase i overskriften er mest af alt et blikfang. Jeg gik ikke i ekstase her til formiddag, men jeg overvandt min modvilje. Jeg bemærkede nemlig en lidt uventet balance mellem den utilpassede lo-fi æstetik, musikalsk genkendelighed, såsom bubblegum, Paisley Underground og vestkyst-psychedelia, og den opløsning af netop nævnte stilarter, der gør ’Gaz Forth’ til noget særligt. Med andre ord, hvis du er til pilskæv popmusik, så er Gary War muligvis noget for dig…

BESS. Playliste 15. februar 2018

1. BESS - Keep It / Catch It (2017)

2. C.V. Jørgensen - Flimmer Fra En Fjerner (live) (2003)

3. BESS - A.O.K (2017)

4. Coby Sey - I Have To (2014)

5. Superspace - The Deal (2018)

6. Aaliyah - Try Again (2001)

7. BESS - The Facebook Rave (uddrag) (live) (2017)

8. Zebra Katz- Ima Read (2012)

9. Babyfather - Meditation (2016)

10. Kelela - Send Me Out (2013)

11. Arca - Desafío (2017)

12. BESS - Or The One You Know Is Expected (2017)

13. Business Lunch - Fade Out (2014)

14. Tirzah & Micachu - I'm Not Dancing (2013)

Anklager om mordforsøg og angreb med dødbringende våben…

I sidste uge meddelte Peter Perrett, at han må udskyde den planlagte turné til USA og Canada, som skulle have taget sin begyndelse i Toronto, d. 28. februar, på ubestemt tid. Han har ikke været i stand til at få indrejsetilladelse til USA. Der bliver ikke nævnt nogen specifik grund til afslaget, men mon ikke, det er de gamle anklager om mordforsøg og angreb med dødbringende våben, der spøger?

I 1980 var The Only Ones support for The Who på deres US-tour. Gruppen spillede også en række selvstændige job og tog allerhelvedes mange stoffer. Sidstnævnte behøver jeg vist ikke forklare nærmere. The Only Ones havde optrådt på The Old Waldorf i San Francisco, og ventede nu kun på et indenrigsfly til New York, hvor de skulle spille deres sidste job. Perrett havde lejet en bil. Og ja, nu får han selv ordet, eller det vil sige, jeg citerer ham fra Nina Antonias bog, ’The One And Only. Peter Perret - Homme Fatale’, der udkom i 1996.

”I’d parked the car and everybody else got out and went to the coffee shop. I was the last one to get out of the car when the attendant came up, grabbed me and pushed me up against the wall and told me to move it. I got back into the car, he was standing there with a smirk on his face. I reversed and drove fast towards him. It was like slow motion, his face changed from a smile to sheer horror the closer I got to him. To begin with, he thought I was just going to drive fast and stop at the last moment, but I didn´t. I hit him with the front of the car, he flew back over the dustbins in a kind of backwards somersault. The last thing I remember was his feet going up in the air.”

Et par dage efter, hvor bandet var nået frem til New York, fik Peter Perrett et opkald fra CBS, der anmodede ham om straks at vende tilbage til San Francisco, hvor han var anklaget for mordforsøg og angreb med dødbringende våben. Det er vist unødvendigt at sige, at Perrett ingen intentioner havde om at melde sig selv. Kort tid efter drog bandet hjem til England.

BESS i Mod Strømmen

Der løb mange genrebetegnelser gennem hovedet på mig, da jeg for første, anden og tredje gang, lyttede til det nye BESS-album, ’Break’. Langt om længe nåede jeg frem til, at det må være elektronisk kollage-avantgardepop. Nu er jeg ikke længere så sikker. Det var jeg faktisk heller ikke første gang, hvor jeg blev introduceret og fattede interesse for hende. Det var Bisse, der i et program på Mod Strømmen, spillede ’Du Har Glemt Det’, fra den dansksprogede plade, ’Bez Og Rummet’, der kom i 2016. BESS er iøvrigt support på dele af Bisses 'Fuldt Flor Tour', der løber henover landet i foråret. 

Selvom jeg nu, på den en eller anden måde, er nået frem til avantgardepop, så er BESS dog umådeligt meget mere. Det er performance, videokunst, tanker om musikkritik på skrift, kønspolitik, lydlandskaber, teaterproduktioner og samarbejder på kryds og tværs af kunstarter.

Stil ind nu på torsdag, d. 15. februar, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

‘From philiproth@gmail.com to rzimmerman@aol.com’

Minsandten om det ikke allerede er ti år siden, at jeg senest dykkede ned i et album, Amy Rigby medvirker på. Dengang var det den glimrende debut med hendes ægtemand, Wreckless Eric, der bare var navngivet, ’Wreckless Eric & Amy Rigby’. Siden da har de udgivet ’Two-Way Family Favourites’ og ’A Working Museum’, i henholdsvis 2010 og 2012. Lad være med at spørge mig, hvorfor jeg ikke fik fulgt op på de to seneste. Jeg har ikke et fornuftigt svar.

Den 23. februar er Amy Rigby tilbage i eget navn med albummet, ’The Old Guys’. På udgivelsens tolv sange tager Rigby favntag med dagligdagen, hylder gråhårede helte, skildrer forkærligheden for bøger og hendes gammeldags agtelse for forfattere. Sidstnævnte kan man høre i denne smagsprøve, hvor Rigby forestiller sig, hvad Philip Roth kunne have skrevet til Bob Dylan efter han modtog Nobelprisen i litteratur. En pris, der formentlig står højt på Roths egen ønskeseddel.

Fra fotoarkivet

Childrenn/SPEkTR. Playliste 8. februar 2018

1. Black Sabbath - Sabbath Bloody Sabbath (1973)

2. Childrenn - 11th Hour Lullaby/Cloud #22 (2017)

3. Roky Erickson - Two Headed Dog (Red Temple Prayer) (1977)

4. Jean Michel Jarre - Arpégiateur (live) (1982)

5. Thin Lizzy - Angel Of Death (live) (1983)

6. Childrenn - Sing Sing Electric (2017)

7. Angry Skeletons - The Future (2017)

8. Pixies - Ed Is Dead (1987)

9. SPEkTR - Coma (2017)

10. John Carpenter - Halloween Theme (1981)

11. Fred Karlin - Chase From Westworld, Pt. 2 (1973)

12. Space - Magic Fly (1977)

13. SPEkTR - Horizontal Free Fall/Candy Rain (2017)

14. Matt Chamberlain - Tsunami (2005)

15. Tim Krog, Jan Bartlett & Ed Christiano - The Boogey Man (1980)

16. Jerry Goldsmith - A New Life (1990)

17. SPEkTR - The Stroke To End All Strokes (2017)

Descendents spiller Roskilde. Hvad med Peter Perrett?

Det er ikke mere end et par dage siden, at det gik op for mig, at det navnkundige L.A.-punkband Descendents er hyret til at spille på dette års Roskilde Festival. På omtrent samme tidspunkt, fandt jeg ud af, at Peter Perrett ligeledes spiller festivaljob denne sommer. Han skal optræde på Primavera Sound.

I foromtalen forsvarer Roskilde valget af Descendents:

”Now, though, instead of bitching about mom and dad, the band members – all over 50 – are singing about growing old, dissatisfied and dispassionate. And they sing about their own kids. In 2016 Descendents put out their critically acclaimed seventh full length, Hypercaffium Spazzinate, their first in 12 years. And yes, it’s quality stuff.”

I min verden vil en booking af Peter Perrett, mindst være lige så stort, som da festivalen havde Roky Erickson på plakaten for ti-tolv år siden. Den tidligere The Only Ones-frontmands album fra sidste år, ’How The West Was Won’, hans første udgivelser i mere end tyve år, blev tilmed rost til skyerne af alverdens musikmagasiner. Selv på herværende side, fandt Jan Damage Petersen superlativer frem:

”Det stod ikke skrevet nogen steder, at vi skulle høre mere fra Peter Perrett. Powerpop-geniet fra The Only Ones, har kun med korte mellemrum stukket næsen frem, siden opløsningen af bandet i 1982. Siden er tiden gået med et heftigt kokain- og heroinmisbrug. Dette comeback er en enestående fortælling i sig selv. Teksterne og musikken står knivskarpe. Han bliver fremragende bakket op af sønnernes band, Strangefruit.”

Kære Roskilde, hvis nu formatet!

Childrenn/SPEkTR i Mod Strømmen

Indenfor teater- og biografverdenen kalder man det vist for en double bill, når man får to forestillinger til samme pris.  I morgen får Mod Strømmen besøg af både Childrenn og SPEkTR, der begge udgav plader sent i 2017. Begge ensembler har ligeledes været forbi studiet tidligere. SPEkTR et par gange, mens Childrenn gæstede radioen i forbindelse med debutpladen, ’Animale’, i 2016.

Childrenn har jeg fulgt siden den spæde begyndelse. Deres andet udspil ’International Exit’, ligger som sådan pænt i forlængelse af den hårdtslående debut. Sangene er dog blevet en kende mere skarpskårne, mens de sværmeriske og psykedeliske elementer er trængt lidt i baggrunden. Dertil kommer inspiration fra kraut, kunstrock og tresser-folk, så alt er næsten ved det gamle.

Childrenn består af Manoj Ramdas, Jakob Jørgensen, Jakob Brixen og Johan Lei Gellett.

Jeg har ikke helt styr på, hvilket nummer i rækken af SPEkTR-udgivelser den nye plade, ’Excelsior’, er. Her er alt næsten også ved det gamle. ’Excelsior’ er et fiktivt filmscore, udtænkt af komponist og guitarist Manoj Ramdas krøllede hjerne. Hvor bandet tidligere har arbejdet med gysertemaer, surf og sci-fi, så er udgangspunktet på det nye album actionfilm fra firserne, samt navne som Kraftwerk, Tangerine Dream og Klaus Doldinger.

SPEkTR består af Manoj Ramdas, Lasse Herbst og Ida Rud. Derudover har Henrik Madsen medvirket ved indspilningen.

Fredag, d. 9. februar, spiller Childrenn det første af en række job rundt omkring i landet. Der sker på Loppen, hvor Angry Skeltons og Never varmer op.

SPEkTR kan man høre i Bremen, onsdag, d. 21. februar, hvor de optræder til Troldspejlets (Jakob Stegelmanns populære tv-program) andet liveshow.

Stil ind i morgen, torsdag d. 8. februar, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Enige bliver vi næppe! Paste Magazine kårer de 50 bedste garagerock-plader

Paste Magazine har tidligere kåret de fedeste new wave- og alt. country-plader. Bladet har sikkert også været forbi andre musikgenrer, men det er i så fald gået min opmærksomhed forbi. Tidsmæssigt strækker garagerock-listen sig fra 1965-2017, så det er noget af en mundfuld, musikjournalisterne gaber over.

Om ikke andet, så gav listen mig lyst til at genhøre King Tuffs fremragende skive, ’Was Dead’, fra 2008. Billedet foroven er forøvrigt af King Tuff med band.

“Though it’ll turn 10 years old this year, Was Dead is ageless. The debut release by Kyle Thomas’s project King Tuff sounds like it could have been recorded any time in the past 50 years, so long as you take out a few modern sound effects. It is psychedelic enough to have fit easily in 1968 but polished enough to live freely in the aughts and beyond, marinating forever in modern garage rock folklore. Start with “Animal” for Thomas’s raspy vocals encapsulated in relatable, simple lyrics or perhaps try the breakout hit, “Sun Medallion,” for a hazy, distorted thought-provoking dive. The album is relatively short and over before you want it to be, so don’t be afraid to listen twice.”

‘Shores’ med Tilebreaker fra Stengade 30

I går aftes i Stengade 30, spillede aarhusianske Tilebreaker flere sange fra deres kommende plade, ’In The Undergrowth’. Albummet udkommer på Shordwood Records i midten af marts. Kvartetten finder inspiration i slow- og sadcore eller som de selv har døbt genren nedtursrock. ’Shores’ handler således om krigsflygtninge, der med livet som indsats flygter i gummibåde over Middelhavet på jagt efter fredelige kyster:

Tilebreaker kommer forbi Mod Strømmen til marts

Shoot From The Hip #1 (2018). Playliste 1. februar

1. Niels Skousen - Spurven Sidder Stum Bag Kvist (2007)

2. The Fall - Barmy (1985)

3. Less Win - Dream Overdose (2012)

4. Keene Brothers - Death Of The Party (2006)

5. Green On Red - A Tragedy  (1981)

6. The Pogues ‎- A Rainy Night In Soho (7”) (1991)

7. Half Japanese - Amazing (2018)

8. John Foxx - Underpass (1980)

9. Chandra - Kate (1980)

10. ABBA - Bang-A-Boomerang (1975)

11. Elvis Costello - The Other Side Of Summer (1991)

12. Sweet Apple - World I'm Gonna Leave You (2017)

13. Full Blast - Black Hole (2009)

14. Circle Jerks - Operation (1980)

15. Shiny Darkly - The Lake Mirrors It All (2018)

16. Son Volt - Out Of The Picture (1995)

17. The Bunch - When Will I Be Loved (1972)

18. DMZ - Guilty Child (1977)

19. TC & I - Kenny (2017)

20. 13th Floor Elevators - She Lives (In A Time Of Her Own) (1967)

21. The Beach Boys - A Day In The Life Of A Tree (1971)

22. Jason Loewenstein - Navigator (2017)

‘Roxy Ladies’

“The first Roxy cover gatefold model was Kari-Ann Muller. She came to London from Cornwall aged 18, and her career was at its peak when her agent set her up with the Roxy Music shoot. Kari-Ann was the original Roxy Girl. She’s one of the few models who didn’t date Bryan Ferry. Bryan based the photo on a glamour shot of movie icon Rita Hayworth.”

- i denne artikel dykker Madeline Bocaro lidt dybere ned i, hvem der stod model til Roxy Musics plader.

Herunder en strime fotooplæg af ovennævnte Kari-Ann Muller til den første Roxy Music-plade. Hun giftede sig i øvrigt senere med Mick Jaggers bror Chris.