Tekst: Hauge Marple. Foto: Jens
Raadal
Kniber det med hukommelsen, kan
man med fordel læse 1. del
herunder.
Morgen turbulens
Gårsdagens mange genstande skabte
en vis turbulens i min nattesøvn. Det er en lidt mut, krøllet udgave af mig
selv, der stavrer ned til restauranten efter en gang Scandic-morgenmad med the
Kickoman Crew, og, som enhver midaldrende dansk herre, kommer jeg til at stable
tallerkenen op med et bjerg af pølser og pandekager, røræg, croissanter, brie,
skinke, rullepølse; alt i alt en lidt tung morgenkomplet, som jeg fortryder
lige så snart, jeg har fået skyllet det ned med kaffen. Vi snakker dagens
program igennem og aftaler at mødes til M. Rexen koncerten ved to-tiden. Martin
og Hans-Henrik er ualmindelig friske efter en god lang nat mellem de
velduftende hotellagner, så de tager ud for at udforske byen, Torben tager ud
og sumper på sin favorit Århus hang-out; Løves Bog og Vincafé, og Raadal går i
seng igen. “Go’ idé”, tænker jeg, men
efter alt den morgenmad, kan jeg ikke sove mere og tilbringer de næste fyrre
minutter under bruseren, mens jeg fortaber mig i spejlets gengivelse af min oppustede ølvom. Mit mantra for
dagen lyder, “take it easy, more music, less
booze”. Efter badet kan jeg også lige nå lidt byvandring inden vi
skal mødes. Det er markedsdag på Jægergårdsgade. Jeg køber en white russian fra
en bod og får det straks meget bedre.
M.Rexen koncerten skal foregå på
venuen Trævarefabrikkernes Udsalg. Det vækker min nysgerrighed. Jeg forestiller
mig en koncert på savsmuldsunderlag omringet af lister og lægter i en gamle
trælastgård, men det viser sig ikke helt at holde. Vi mødes i en meget nydelig,
lille butik på Frederiks Allé lige ved jernbanebroen. Der er ikke meget plads
til hverken publikum eller band, for der står æsker og stole og hængekøjer og
fuglehuse og der hænger uendelig mange små, fikse hylder, hvorpå der står
masser af trædimsedutter. Heldigvis står der også et fadølsanlæg fra ... wait for it.... Ølsnedkeren. Øllet er
meget gult, tykt og gratis og smager drøngodt. “I skal nok sætte jer ned”, bliver der sagt, og som artige børn på skoleudflugt,
sætter vi os pænt på gulvet med vores fadøl mellem benene. POW! ind kommer alle tre Freak Brothers. Franklin med guitaren,
rocker sin classic hipster look med bredskygget hat og Colonel Sanders skæg,
mens Phineas og Fat Freddy har pyntet deres vintage hippielook med plastikblomsterkranse
i håret og pupiller så små som birkes. Det er selvfølgelig ikke Gilbert
Sheltons tegneseriefigurer, der er kommet, men selveste Michael Rexen og hans
lystige svende. De står nu brusende, boblende klar til at fortrylle os (og dem
selv), med lange vævede anekdoter og en rækkes sang-jams, som når allevegne hen,
men aldrig til b-stykket. Som en musikalsk evig ungkarl, der frygter
bandformatets kompromiser er der ingen bånd, som binder M. Rexen. Her anses
aftaler, hooks og omkvæd som borgermusikkens restriktive hæmsko. Paul
McCartney, “the old sweetheart”, får
dog et par elskelige ord med på vejen, inden der bliver jammet løsligt over ’Martha
my dear’ fra The White Album. Originalen kan høres derinde et eller andet sted,
nu udsat for Rexens cut-up randomiser teknik, som om hele popmusikkens historie
ligger makuleret oppe i hans hoved klar til at blive spruttet ud i tilfældig
rækkefølge, understøttet af nydelig guitar og harmonisang fra de lystige
svende.
Lejrbålsformatet har det dog med
at køre lidt i ring, så melodierne ender med at lyde ret ens, men med Mikael Rexens
store personlighed og sangtalent i centrum, bliver det aldrig kedeligt. På vej
ud fra Trævarefabrikkernes Udsalg, står Rexen og hilser kærligt og personligt
på hver enkelt gæst som en præst søndag morgen ved kirkedøren. Nu dukker Drongo
op. Han har stået bagerst og siger, at han gerne vil hænge med crewet idag, og
Aarhus har lige skruet op for solen, så seks mand høj slinger Kickoman Crewet
ned af Jægergårdsgade med en frisk omgang dåsebajere og højt humør.
En tur til Tapetown
Smil til verden og så møder man
Kenneth Thordal. Han er også på Jægergårdsgade og i strålende humør, Drongo
eller Raadal eller én af de andre, kender ham og de får en sludder. I mellemtiden finder Torben en mørk krog at
pisse i, uden at opdage at et helt zumbahold står og glor surt på ham gennem et
vindue. Men før eller siden og uden flere tissehistorier er vi vendt tilbage
til havnen tæt på Knuds Kiosk. Denne gang på vej til et studie med navnet
Tapetown. Der sker masser SPOT-relateret her i området, men skiltning er lidt
mangelfuld, så det er sin sag at lokalisere Tapetown-rummet, i hvad, der ligner
en mindre kontorbygning fra 70’erne. “Det
er ovenpå”, får vi til sidst at vide, så vi bruger trappen. Ovenpå finder
vi et par unge SPOT-medarbejdere ved et bord, de stikker os lysende hørebøffer
og peger venligt ned af gangen til en lille skabsagtig entré, fyldt med en
masse folk og en svag tromme- og guitarstøj. Jeg tager bøfferne på og opdager,
at der er sang i dem. Raadal har et smart lille retrokamera og nu bruger han
det som en slags pressekort, vader forbi alle inde i studiet og begynder at
hoppe rundt derinde. Jeg tager mod til mig og møver lige ind ad døren, og det
første jeg ser er en ung troubadour, klædt i en poset, grå designerskjorte og
et cool haircut, der hænger langt ned i øjnene. Han ligner en punk-Tintin fra
en manga. Troubadouren tæsker løs på sin sorte Gretch halvakustiske-spade og
frembringer droneagtig, rungende støj, alt imens han messer hymner fra det urban rendestens mørke med en træt stemme, der minder lidt om Marc Almond.
Jeg kan høre vilde trommer i mine
bøffer, men kan ikke se noget, så jeg manøvrerer mig lidt forsigtigt forbi et
par andre, indtil jeg står helt inde i rummet, hvorfra jeg ser Raadal hoppe
rundt nede i den anden ende af studiet, mens han gennemfotograferer Benedicte
Pierleoni, den altid så kække trommeslager fra Baby In Vain. Benedicte kaster
sig voldsomt over gryderne, som hun har for vane, og det er lige sagen.
Guitar-tromme tosomhedsbands kan noget helt særligt med energien, der bølger
hen over én, som om man er hoppet i havnen. Jeg tænder på det hvergang, at White
Stripes, Japandroids, Royal Blood, Drenge, Dodos, Slaves og så nu også de her:
Mavourneen, som betyder noget i retning af
“min
skat” på irsk. Fedt, men vi kom lidt sent, så det er meget hurtig overstået
og vi bliver jaget ud, så de kan stille om, men ikke før Raadal får udfrittet
Benedicte lidt om makkerskabet. Hans Gustav Bjørklund Moulvad (lidt af en
mundfuld, men det hedder han) har lige indspillet en LP fyldt af egne sange i
Sonic Youths studie med selveste Steve Shelley bag trommesættet. Om Benedicte
P. skal være hans faste livemakker står i det uvisse, men jeg synes lidt, at
de var et fedt match, og Benedictes punk liver lidt op i Hans Gustavs shoegaze-tendenser,
som kan blive en anelse for stylet.
Men hans look fejlede ingenting, “all
the young dudes carry the news!”.
Så får all the old dudes frikvarter, og vi samler os nede i gården ved et
bord, og det går rigtig godt, for der er bajere og smøger og all the cool kids kommer forbi og taler
med os. Blandt andet Bjørn Friis, min digterven, som skal til at mumle ord hen over noget støj og violin i noget, der hedder Studio 02K, men hvor fanden er det
nu det er? The Love Coffin kommer også forbi og fortæller, at vi kan se dem
senere til en hemmelig videoindspilning i Ridehuset. Vi er ikke til at skyde igennem, da vi smutter
ovenpå og rutinemæssigt tager de blålysende hørebøffer på igen, klar til at
høre Dark Times.
Dark Times er lige dét, vi altid
leder efter til Klub Soja. Tre unge kvinder, der ser ganske rare og almindelige
ud ved første øjekast, men når de griber deres instrumenter, forvandler de sig
til “the shit” og spiller ægte Ramones-,
Kathryn Hanne- og Sonic Youth-certificeret punk. Jeg læner mig op ad studiets
gamle klaver og lapper det i mig, mens Raadal fortsætter sin
ninja-fotografering, som han var Odd Job i Goldfinger. Lige foran mig står
guitaristen; hun er dybt koncentreret, mens hun affyrer den ene powercordsalve
efter den anden som akkompagnement til sin egen lyse bjæffende vokal. Musikken
drøner derudaf, som en gocart ned ad en bjergside, men den har uventede kanter
og hvis det her var en vinanmeldelse, ville jeg kunne spore noter af Ladytron
(især vokalen), og Electrelaine. Jeg nyder hele deres sæt, og ved slutningen
står jeg på spring for at hive dem hjem til Klub Soja, men så hører jeg dem
snakke sammen og det går op for mig, at de er fra Norge. Føkk, så rækker kommunebudgettet ikke rigtig, men de var altså
fede. Damer rocker bare på en særlig fed og forfriskende måde. Jeg er vild med
damer.
Nu er der ikke mere musik i de
hovedtelefoner. Crewet afleverer pænt bøfferne i kassen og bevæger sig væk fra
denne dejlig, lille garagerockrodebutik over mod de langt mere stilige og
organiserede forhold i Musikhuset. Vi har en aftale om at høre Love Coffin
klokken et-eller-andet, men der er god tid endnu. Vi tager en smutvej gennem
Aarhus Hovedbanegård, og kort efter er vi dybt begravet i fish and chips og et hold
lækre IPAer nede ved RADAR-scenen hvor et par grønskollinge-DJs spiller noget
af det mest rædselsfulde musik, jeg længe har hørt.
Hvad nu?
Vi swiper lige vores program-app
igennem, vender og drejer de forskellige bud ud fra de håbløst, tyndbenede
beskrivelser. Jeg opdager, at singer-sanglærken Ida Wenøe spiller lige om lidt
og bliver straks fortaler for, at det er det vi skal. Hans-Henrik er også med
på den og nævner, at Magnus Knudsen (fra Orcas, Danmarks bedste liveband)
spiller med. Vi skal lige finde frem til noget, der hedder Kammermusiksalen.
Det var en god beslutning, for Ida Wenøe har samlet en supergruppe fra den
danske musikunderverden, altså Ida og Magnus, plus Anders Haaning på trommer
(PJ Bonneman-bandet) og smukke Stine Steendorph Petersen (fra Juju Me og Orcas-backing)
på keys og harmonisang. Idas sange er personlige og skæve og hun fremfører dem,
så man hænger på hver eneste ord. Hun kan lyde ærlig og uskyldig som en ung
provinspige lige ind fra gaden, og samtidig strø professionelt om sig med varme
og charme, mens hun fortryller med sin uimodståelige sangstemme. Jeg falder
pladask for hendes single ’Another Kind Of Love’ tilegnet James Hurley fra Twin
Peaks med et forførende Roy Orbisonesque 50’er mørke. Det er også underholdende
at følge med i alle de varme og kærlige blikke som Ida og Magnus udveksler
imellem numrene. Måske var det sådan at opleve Dolly Parton og Porter Wagoner eller
Johnny og June. Men søde folkesangerpiger er ikke Martins kop øl. han stikker af
halvvejs og sidder pænt og venter på os, da vi kommer ud.
Og nu er dét nu
,“op med kravene drenge”. Vi skal høre
noget skummelt-rock’n’roll fra The Love Coffin. Det foregår lige over gården fra Musikhuset
i det mørklagte, gamle Ridehus. Vi bliver eskorteret ind af et strambukset
bandmedlem til et stort, tomt, tjekket, TV-studieagtig lokale. Det er mørkt derinde,
men man kan lige skimte SPOT-plakater på væggene og midt i rummet, i en cirkel
af hvidt lys, står kiste-elskerne og deres udstyr. Vi bliver bedt om at stille
os i kanten af cirklen, så deres videooptagelse kan rammes ind af ældre mænd
med Klub Soja ID-kort hængende på ølvommene, måske ikke det smarteste move. En
flok stenede junkie-babes ville nok have passet bedre til The Love Coffins 70’er
LA-gipsy stil. Kameraerne er skjult inde i bandets grej og bliver styret af
nogle lap-top nørder et sted ude i mørket. Optagelserne går stærk og vi får den
uvante oplevelse af at høre den samme backline/monitor lyd som et band gør på
scenen. Det virker intimt det hér, som at høre deres sange på ny, og jeg
opdager at bandets musik faktisk er meget, mere spændende end Johnny
Thunders-looket lægger op til. Fyldt med følelser og skrøbelighed.
“En lidt australsk lyd”, siger
Hans-Henrik bagefter. Dét giver mening; den storslåede attitude koblet med
noget ømt, mørkt og indadvendt, lidt som Triffids eller Crime & The City
Solution. Aha, nu kan jeg også lide dem.
I mellemtiden er det blevet mørkt
udenfor og nu glæder vi os til at komme ned på TAPE i Mejlgade, men Drongo
mødte nogle musikervenner tidligere, som skulle spille backing for Sara Lew i
Kammermusiksalen, så det nupper vi lige med. Sara Lew er vist oprindeligt fra
jazzverdenen, men hun har nu lavet en mørk dreampop-LP i PJ Harvey-stil. Bandet
hun har samlet er imponerende; der er den altid oplagt Simon Toldam på keys,
Jeppe Gram på trommer, og én af min helte Anders Wallin (fra The Gun) på andenguitar. Sara Lews sange er vist meget gode. Jeg må dog indrømme, at koncerten
spiller sig forbi mig uden, at jeg rigtig bemærker det. Jeg sidder op ad væggen
og er træt, men så er det jeg får øje på en kæmpefyr, der står midt i salen.
Han ligner Satan. Jeg vågner helt op. Han har et ondt smil og små stirrende
øjne, en pumpet muskuløs overkrop, tilbagestrøget sort hår med widowspeak og
klassisk djævleskæg, men har dog undladt at male sig rød. Jeg hvisker om ham
med Torben og Jens og vi flipper lidt ud over det, men han går ud halvvejs inde
i koncerten. Sara Lew var nok ikke blueset nok. Det er jo
the devils music, har jeg hørt. Sara Lew ser alvorlig ud, ligner
lidt Nico i 80’erne (på en god og ikke stiknarkomanagtige måde), men sangene
rammer mig ikke så meget (et par uger senere falder jeg over Sara Lew skiven på
en russisk torrent tjeneste, får det downloadet og er nu helt vild med det.
Spread the word, pladen hedder ’Sunday
Morning’ og er usædvanlig cool dansk artrock).
TAPE me up
Endelig og med forventningsfulde
skridt vader vi afsted forbi Aarhus Domkirke og videre ned ad Mejlgade, ind i
første baggård, så ind i anden baggård, og så ind i TAPE og en eksplosion af
ungdomsenergi, så intenst, at man glemmer alle andre oplevelse fra dagen på
stedet. På scenen har vi Loose Ends, og de er satme loose og sindssygt unge, så
det går lige ind i hjertet, fuck alt det der med
“de klynkende millenials” og deres digitale afhængighed. Det her er
rock fra garagen i alt sin analoge glory. Jeg ser en hoppende sanger, som
minder mig om mig selv i 1982, jeg ser en barmavet trommeslager, en grydeklippet,
stoisk bassist og en headbanging krøllebølle af en guitarstøjmager. Bandet er
tydeligvis påvirket af storebror-orkesteret Yung, men denne oprørske lillebror
kan selv og vil høres. Skønt, simpelt, støjende, inspirerende, selvsikker og
dejlig naiv. Vi mingler, og køber øl. TAPE er for fedt. Det vil Kickoman crewet
gerne skriv under på, hvis vi bare kunne finde en pen.
I pausen får jeg en hyggelig
sludder med Ole Hardcore, lige inden J. Fen Hapens går på scenen. En lille dude
fra bandet står i en Cola Freaks t-shirt. Ole Hardcore spekulerer straks over
om bandet har gået på SFOen, hvor han arbejder sammen med en gamle Cola Freak. ”Det kan ikke passe”, siger jeg, for jeg
har læst, at de er fra Helsingør. Men uanset hvor de kommer fra, må spørgsmålet
være “hvad er det for et j’ffen band
navn”. Det giver jo ingen mening. J. Fen Hapens er en ikke sætning, skrevet som et ikke
navn’, WTF? Hans-Henrik så dem i går og han forsikrer mig om, at de er
fede, så jeg møver mig til en god plads foran og ser med overraskelse, at den
lille t-shirt dude nu hiver en violin frem. Et klart tegn på, at det her bliver
et lidt anderledes sæt. Man kan se, at The J. Fens ikke er blot endnu et vredt øl og lange overfrakker-band, som TAPE
typisk byder på, på sådan en aften. Visuelt har de mere tilfælles med
Mysterie-banden på vej ud for at afsløre falske spøgelser på gamle slotte, men
trods guitaristens lighed med Stubbe, så er der ikke nogen Scooby-hund i sigte.
Der er en smuk melankolsk vibe over deres musik og et slægtskab med The Velvet
Underground, der høres i en skøn, mørk undertone i de velspillede kammerpop-arrangementer.
Cales viola er selvfølgelig et VU-link, men også forsangeren Felixs tænksomme,
drengede vokal giver associationer til Nicos stemme. Ikke mindst på nummeret
’Getting Later’. der minder mig om ’These Days’ fra Nicos debutplade, ’Chelsea
Girls’. Hermed ikke sagt, at J. Fen er en kopi eller et retrofænomen. Jeg elsker
bare ’Chelsea Girls’ på samme måde, som jeg elsker dét, jeg hører her. Denne
aften på TAPE er en stærk, moderne genopdagelse af baroque-pop. Jeg elsker den
måde pigen står helt køligt ved keyboardet og udfylder sprækkerne i musikken,
og Stubbe, der spiller lige så følsomt, som en ung Jackson Brown, og den måde
det er så tydeligt, at det er ham og Felix, der danner det venskab som bandet
hviler på.
J.Fens sæt slutter, og
førsteviolinisten Felix drøner over til merch-boden, hvor han gør butikken klar.
Der er ikke meget at vælge imellem, men han fylder bordet godt ud, og alle, der
køber hos ham får deres køb personalised med en fed sprittusch. Felix er grundig
og ualmindelig høflig, finder jeg ud af. Jeg køber singlen med 'Getting Late'r
på, og vi får snakket lidt sammen. Jeg lufter et Soja-job, og det lyder til, at
vi godt kan regne med dem, så da jeg har fået sprittusset min 7”ér og plakat
med mange hilsner og kontaktoplysninger, er jeg en meget tilfreds kunde.
Det næste er Kogekunst, som det
endnu ikke er lykkes at få lokket til Bryggen. Jeg glæder mig, for det siges,
at deres støjfyldte guitar/tromme duo, har udviklet sig til noget helt
specielt. Alt gearet står klar til showet, men kogekunstnerne tager lige
overtøj på og svinger ud i gården. De skal åbenbart lige gøre sig helt kogeklar
og vender tilbage syv minutter senere med ildebrand i øjnene, som et par
vikinger på vej på togt.
Så vælter det ud af dem med et
show, der er noget af det mest mærkelige og ubeskrivelige, jeg har set på en
dansk scene. En skæv perlerække af udsvævende, poetisk freeform, ofte i slow
tempo og med ultrastenet indhold. Der er trommer og guitar, men også masser af
keyboard og noget oldschool trommemaskine. Drengene skifter legende fra det
ene instrument til det andet, helt ubesværet, som sidder de hjemme i
kolonihaven og jammer. Det lyder mærkeligt, men man bliver simpelthen suget ind
i deres virkelighed, og deres “lalalalalala
la la”-vokaler giver pludselig mening, så efter to numre, er jeg gået fra “hva’ faen” til “hold kæft, hvor fedt”. Vi bliver inviteret så langt ind i deres
bromance, at man ikke længere kan se, hvor den ene slutter og den anden
begynder. Ingen ironisk distance eller fortænkte akademikerlege her, men et
smukt, weird og temmelig fucked up univers, der åbner sig ved Kogekunsts
tagselvbord. Tak for mad.
Men lidt rigtig mad, vil altså
også være godt lige nu. Vi er trætte og sultne efter en lang SPOT-dag, så Raadal,
Torben og jeg drøner lige ud på Mejlgade for at se os om efter noget at spise,
men restauranterne er ved at lukke, og værtshusene sælger ikke mad så sent, så
vi opgiver og snupper i stedet en ny omgang Yung på tom mave, og de er mindst
ligeså overvældende storslåede og tilfredsstillende som de var i går på Knuds
Kiosk.
Og det var så dét for the
Kickoman Spot Crew. Vi springer næste band over og vandrer mod hotellet gennem
Aarhus by night. “Din fucking luder”,
råber én flot kampklar Århus-tøs efter en sølle lille fyr, der nok ikke var så
sød, og som straks forsvinder, så hurtigt han kan. Burger King ligger lige overfor
the Mayor, og det er her vores sidste scene foregår med en flok gamle
københavnske kulturnauter, der gumler sig uvant igennem deres whopper meals og
laver platte jokes. Vi sidder ved vinduet og pludselig spotter Hans-Henrik en
kendt skikkelse, der passerer ude i natten, krumbøjet og med stort hoved. “Det var sku’ ham fra Brunsten”, siger
han og refererer til Aarhus-punks godfather, som lige har spillet en god gang
avantgardesludge med sin trio på festivalens mindste venue. “Han er faktisk Mikkels far, altså Mikkel
fra Yung”. Så der så vi ham, og der gik han, manden der startede det hele.
Tak for det “yung-daddy” og tak Aarhus-punkscene.
Vi lover at komme igen.
