Jeg flipper for vildt over New Age Group

Powerpop som Gud skabte den fra den australske hovedstad. Canberra-bandet har spillet sammen siden 2014, men dets debut-singlen kom først for små ti dage siden på Paradise Daily Records.

Sange om havet m. Elevatorfører. Playliste 29. marts 2018

1. The Cryan' Shames - The Sailing Ship (1967)

2. Elevatorfører - Søsangen (2016)

3. D.R. Hooker - The Sea (1972)

4. Allan Olsen - Lille Ørred (2013)

5. Sebastian - Over Havet Under Himlen (1973)

6. Uffe Lorenzen - Blues For Havet (2017)

7. Jesper Klein & Bo Jakobsen - Søhestesangen (1970)

8. Fløjl - Nede Ved Søen (2017)

9. Nick Cave & The Bad Seeds - Mermaids (2013)

10. Bonnie 'Prince' Billy - My Home Is The Sea (live) (2008)

11. Elevatorfører - Jeg Er Kommet For At Slå Tiden Ihjel (2018)

Bo Hr. Hansens ode til The Fall

Jeg går stærkt ud fra, at denne optagelse af Bo Hr. Hansens drømmedigt til The Fall fra Christianshavns Kanals Lydbølger, var en uropførelse. Anyway, teksten blev også læst op ved arrangementet, ’Mark E Smith & The Fall - En Hyldest’, der fandt sted i Stengade i går.

Foto: Peter H. Olesen

Sange om havet m. Elevatorfører. Skærtorsdag i Mod Strømmen.

Alt hvad du behøver at vide står herover. Stil ind i morgen, skærtorsdag, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

“This is the Border Radio…”

Det optimale havde selvfølgelig været, hvis Dave Alvin stadig var en del af The Blasters. Sådan er det ikke længere, men man får ikke desto mindre tre originale medlemmer at høre, når bandet gæster Loppen, d. 13. maj. Guitarist og sanger Phil Alvin, trommeslager Bill Bateman og bassisten John Bazz.

I slutningen af halvfjerdserne var der i store kredse af den nye musik en tendens til at vende fortiden ryggen. Dette er år nul og lignede feltråb var på mode. Heldigvis var der et brødrepar fra Downey i Californien, der var opdraget med blues, rockabilly, country, jazz, swing, R & B og tidlig rock & roll, som så anderledes på det. I Dave og Phil Alvins hænder blev de musikalske aner ikke behandlet som et decideret museumsstykke.

Det seneste stykke tid er The Blasters ’Border Radio’ fra deres debutplade fra 1981, ofte poppet op i hovedet på mig. Når alt kommer til alt er det røvballe-rock, men jeg elsker det højt. Sangen tager sågar udgangspunkt i amerikansk populærhistorie, der kan trække sine rødder tilbage til begyndelse af 1930’erne. På det tidspunkt var de amerikanske radiostationer underlagt et stringent sæt regler, som man så et potentiale i syd for den mexicanske grænse. Den ene reklamefinansierede radiostation efter anden begyndte at sende. Hovedparten af annoncørerne kunne ikke få deres budskab ud på de amerikanske stationer, fordi de for det meste bestod af underlødige mirakelkure mod impotens og cancer. Man kunne også mod rimelig betaling, naturligvis, blive velsignet af selvudråbte hellige mænd.

Når det er sagt, så spillede radioprogrammerne en masse af den musik, som havde svært ved at komme til orde nord for grænsen, såsom blues, R & B og country. I halvtredserne havde de heller ingen moralske skrupler med at spille rock’n’roll. En af 1950’ernes og 1960’ernes mest populære radioværter i USA, Wolfman Jack, tilbragte størstedelen af sin karriere på en grænsestation. 

Himmelrum og Tettix Hexer. Klub Soja, d. 23. marts 2018.

Eller som det jo blev. En sammensmeltning af ovennævnte. Før koncerten formgav de deres sætliste som et heksagram. Næste Klub Soja bliver d. 25. maj, hvor vi faktisk allerede har de optrædende på plads, men vi venter lige lidt med at offentligøre navnene.

Respons: “This is what the Undertones would….”

- af Thomas Løppenthin

”For et par dage siden omtalte redaktør Hans-Henrik Siig her på siden, hvorledes hans medvært i udsendelsen ugen forinden havde været ved siden af sig selv, harceleret over nutidens musik, udtalt sig i hårde vendinger. Medværten var mig. Og omtalte program var skemalagt til at inkludere cirka tre kvarters tilbageblik på sidste års Roskilde Festival, dernæst et tyve minutters-interview med Bo Morthen fra Black Seagull, og så som afrunding en times fri leg, også kaldet ’Shoot From The Hip’, hvor Hans-Henrik og jeg skulle spille plader og snakke jive. Som vi plejer. Al musikken, med undtagelse af ’Shoot’-indslaget, var givet på forhånd.

Men få sange inde i udsendelsen kunne jeg mærke, at noget var galt. Jeg følte mig fraværende, det prikkede i huden, og det føltes undervejs som om, ordene, der kom ud af min mund, ikke var mine egne. Som en anden skoledreng var jeg blevet sat til pænt at vente, svare når jeg blev spurgt, og vise mig fra min bedste side. Men det kunne jeg ikke. Det gik op for mig, at jeg ikke gad blive hevet igennem en hel time med på forhånd udvalgte sange. Jeg gad ikke have en mening, gad ikke at lytte, gad ikke at være hverken imødekommende eller nysgerrig. Fra udsendelsens første time husker jeg, at ord som ”fribløder”, ”fredsdue” og ”Michelle Bellaiche” væltede ud af munden på min medvært, mens hans kiggede skælmsk på mig. Min psykiske tilstand blev bragt mere og mere i ubalance.

Jeg havde ved ankomsten til studiet tømt indholdet af min taske, og nu stod der ved mine fødder plader med The Byrds, John Cale, Bryan Ferry, Black Lips, Cornelis, Nude Beach, med flere, og ventede på at blive lyttet til og kommenteret i plenum af Siig og undertegnede. Langt fra tidens toneklang, og ved gud ikke et særlig fremadskuende udvalg, dét indrømmer jeg blankt, men det var altså dér, jeg var denne torsdag aften. Men der skulle altså gå en time, før jeg kunne lægge ’You Ain’t Going Nowhere’ på grammofonen, og alt op til dette står for mig lidt sløret.

Efter udsendelsen spillede Hans-Henrik et videoklip for mig, som en fælles ven havde sendt tidligere på ugen. Redaktøren skrev senere på bloggen, at jeg ved synet ”tabte underkæben”, og at jeg ”gloede som en ko på en rødmalet port”. Klippet viste en tidlig inkarnation af Essex-pubrockerne Eddie & The Hot Rods, som spillede en knusende fed version af Bob Seger-sangen ’Get Out Of Denver’ fra 1974. Lew Lewis spiller mundharmonika på optagelsen, som må være fra et eller andet sted mellem 1975 og marts 1976, hvor Lewis forlod bandet. Optagelsen er lavet til tv, men bandet spiller live, og selvom der ingen publikummer er til stede, spiller Eddie & The Hot Rods som gjaldt det deres liv.

Eddie & The Hot Rods er blandt mine favoritter, og jeg spillede dem faktisk i den allerførste Shoot-udsendelse, som Hans-Henrik og jeg lavede sammen for snart mange år siden. Måske var det derfor, at de netop denne aften kunne have denne rensende effekt på mit sind, eller også var det bare fordi, de ramte et ømt punkt.”

En af de bedre definitioner af Cosmic American Music

“Its evolution is roots-based but it’s not really roots, therefore not most Americana, especially if not heavily country-based.

It’s not usually singer/songwriter, though it requires solid songwriting, and is usually band-oriented (inc. in-studio if not officially a “band”)

.

It’s not pure country in the sense of it being solely traditional or “trad.” It’s usually more closely aligned with Bakersfield than Appalachian, though incorporates diverse background elements, including rock, soul, and jazz.

It’s not pseudo “country rock,” which is typically a market-driven synthetic synthesis, which may hint at why most in this list did not sell well at the time. (True “country rock” was epitomized by Jerry Lee Lewis.)

It’s often southern in origin but usually not “southern rock,” which is an identifiable and distinctive niche of rock music.

It is not usually “Outlaw” as epitomized by those who have recently co-opted that label; having said that, in some ways it followed Hank and Cash as the original outlaws of country music.

There is a large West Coast/Californian aspect to it, both migratory and per the Bakersfield sound, as well as in regard to the evolution of the genre itself.

It’s not soul music per se, though Gram once described it as “white soul,” and it is usually soulful in some way

.

Above all Cosmic American Music is inventive in songwriting and delivery, cosmic in the sense of being cutting edge, but built upon the tried and true (e.g., Buck Owens, Merle Haggard, Louvin Brothers, Elvis).”

Læs videre herunder

Tilebreaker. Playliste 22. marts 2018

1. Tilebreaker - Always The Same Dream (2018)

2. Polvo - Tilebreaker (1993)

3. The Beach Boys - 'Til I Die (1971)

4. Magnolia Electric Co - O! Grace (2009)

5. The Eagles - My Man (1974)

6. Richard & Linda Thompson ‎- The End Of The Rainbow

7. Tilebreaker - Undergrowth (2018)

8. Fief - Dawnlight Warms The Castle Stone (2016)

9. Frode Veddinge - Djævelens Ni Spørgsmål (1978)

10. Nature And Organisation - Wicker Man Song (1994)

11. Tilebreaker - Shores (2018)

Årets første Klub Soja

Plakaten lyver lidt. Det er stadig Himmelrum og Tettix Hexer, der skal spille, men de har slået kludene sammen og inviteret et par musikere mere med. Hvilket ganske kort betyder, at årets første Klub Soja bliver et joint venture i to sæt under navnet Himmelhexer….

“This is what the Undertones would have sounded like if they had balls…”

Én af de dage. Set det hele før. Hørt det hele før. Intet nyt under solen. De er op imod halvfjerds års rockhistorie. Jo, hvis man var seksten år gammel, så kunne det måske vække nogle følelser. Sådan rablede min medvært i det seneste program den ene tirade efter den anden af. Navnlig, hvad angik adskillige af de nye acts, vi spillede i udsendelsen.

Attituden holdt dog kun til et par minutter efter udsendelsens afslutning. Nogle dage i forvejen havde vi nemlig begge modtaget et YouTube-link med ordene:

”Kan ikke huske om jeg har delt denne video med jer før, men ellers så får i den lige igen. Kan huske jeg fandt videoen for nogle år siden, og stadig synes at det er noget af det sejeste der nogensinde er blevet lagt ud på internettet.”

Eddie & The Hot Rods fik ham til at tabe underkæben, ja, han måbede eller som det vist også hedder, han gloede som en ko på en rødmalet port:

Overskriften har jeg planket fra en YouTube-kommentar til klippet.

Tilebreaker i Mod Strømmen

Slow, sad og cold, så kortfattet er Tilebreakers beskrivelse af deres egen musik. Og så alligevel ikke, andre steder har de også benyttet betegnelsen nedtursrock. Kvartetten debuterede med en ep på 100 Records i 2015, og i disse dage er debut-lp’en, ’In The Undergrowth’, som Shordwood Records udsender, lige på trapperne, hvis ikke den allerede er udkommet. Tilebreaker fejrer i al fald udgivelsen på lørdag, d. 24. marts, ved et arrangement på spillestedet Tape i Aarhus.

En fredag aften i begyndelsen af februar var bandet, der består af folk fra Cola Freaks, Snaredrum, Emenkaya, Happy Hookers for Jesus, Tears, Transit Pop, Tugboat, Shaolin Showdown mv., forbi Christianshavns Kanal. Det blev, for at nedtone det en smule, en glad aften. Og dét er måske også derfor, at jeg ikke helt kan huske om, vi fik talt om det tigerspring som flere af medlemmerne har foretaget med netop Tilebreaker, der har et helt andet musikalsk udtryk end ovennævnte orkestre. Om ikke andet, kan det være, at de inspirationer bandet spiller undervejs i udsendelsen, indikerer forandringen.

Stil ind på torsdag, d. 22. marts, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

“I'm Just Like You: Sly's Stone Flower 1969-70”

Sly Stone fyldte 75 år forleden. I den anledning indledte vi det seneste Mod Strømmen-program med ’Running Away’ fra 1971-mesterværket, ’There's A Riot Goin' On’. Blueprintet eller i al fald forstudier til dele af dette album, kan man finde på opsamlingen, ’I'm Just Like You: Sly's Stone Flower 1969-70’, som Light In The Attic’, sendte på gaden for et par år siden.

Da vi i går skrånede opover Sjælland, fra det sydøstlige hjørne til en stationsby mellem Roskilde og Kalundborg, var der kåd forårsstemingen i bilen. Solen stod højt og varmede gennem ruderne, men henrykkelsen skyldtes ligeså meget den minimalistiske elektro-funk, der strømmede ud af højttalerne. ’I'm Just Like You: Sly's Stone Flower 1969-70’ består af fem 7”’ere, plus ti ikke tidligere udsendte sange fra det kortlivede pladeselskab Stone Flower (1969-1971), som Stones manager David Kapralik stod bag. Til trods for, at de enkelte numre er krediteret til de forskellige artister, har de alle et umiskendeligt Sly Stone mærkat over sig. Eller en lyd, som vi i dag kender fra ’There's A Riot Goin' On’. Især eksperimenterne med trommemaskine har sat et tydeligt præg, men også den overdubbede sammensmeltning af wah-wah-guitar, den dybe bas, orgel og horn, genfinder man på opsamlingen. Lyt selv. Den er fed.

“The Thelonius Monk of the rhythm guitar…”

I går var det otte år siden, at Alex Chilton gik bort. Her nogle meget kærlige ord fra Chuck Prophet om Chilton:

“Tom Waits once described Alex Chilton as "the Thelonius Monk of the rhythm guitar". He's damn right. I heard it all for the first time live in 1986 at the 688 Club in Atlanta, Georgia. I was 22 years old; a kid in a band called Green On Red and we were playing on a bill with him that night. We were positively bourgeois; freshly signed to Polygram Records with an extra van and a rag-tag road crew. We were living high on the hog, man (or we thought so, anyway). Alex Chilton pulled up the gravel drive to the back of the joint in an old Buick Skylark spitting plumes of blue smoke. He took off the shirt he was wearing, shoving it into the back of his Fender Super Reverb amp, and pulled out the one he wore for gigs. He donned a harmonica rack and tuned up his guitar to the harp, all the while looking at his bass player and drummer (Rene Coman and Doug Garrison). He stepped up to the mike and clicked his heels four times. That was it. I don't know who my fragile busted up little psyche's influences were at the time; Neil Young, Joe Strummer, David Bowie, Tom Verlaine? They all went out the window at that moment; floated up into the ether and stayed put. Alex has remained. I have forgotten many heroes along the way. Put on "Bangkok" and you'll begin to understand why this man, this rock and roll song and dance man, can't be tossed aside. Ever.”

Læs videre herunder

Post-Roskilde 2017 / Shoot From The Hip #2 (2018). Playliste 15. marts 2018

1. Sly & The Family Stone - Running Away (1971)

2. The Savage Rose - Sunday Morning (1970)

3. The Love Coffin - Before The Rain (2016)

4. Show Me The Body - Trash (2017)

5. ShitKid - Sugar Town (2017)

6. Elza Soares - Pra Fuder (2016)

7. Erasure - Love To Hate You (1991)

8. Aaron Lee Tasjan - Hard Life (2016)

9. Black Seagull - Wake Up Dreaming (2017)

10. Black Seagull - Welcome To The End, Let's Get It Started (2018)

11. The Byrds - You Ain't Goin' Nowhere (1968)

12. The Band - Bessie Smith (1967/1975)

13. Bryan Ferry - One Kiss (1977)

14. The Monks - Drugs In My Pocket (1979)

15. Nude Beach - Yesterday (2014)

16. Son Volt - Lost Souls (2017)

17. Black Lips - Bad Kids (2007)

18. King Tuff - Raindrop Blue (2018)

19. John Cale - Look Horizon (live) (2006)

20. Himmelrum - Symphisodon/Kongeblå (2017)

Post-Roskilde 2017 / Shoot From The Hip #2 (2018) mv. i Mod Strømmen

Det kommer bag på mig, at jeg ved en opregning over de koncerter, som jeg kan huske, at jeg hørte eller hørte det meste af på Roskilde Festival 2017, når op på 24 styk. Det er tæt på fem om dagen. Det vil sige næsten fjorten procent af det fulde udbud, hvilket formentlig er mere end hovedparten af campisterne når. Det er sgu da meget godt for én, som jeg, der tager hjem til København for at overnatte, og derfor må tage bus- og togtider med i mit overslag, når jeg planlægger min festival.

Hvis jeg skal gøre min festival op i stilarter, så hørte hele 46 procent til indenfor verdensmusik og omkringliggende afarter. 41 procent var rockmusik. De resterende tretten procent strakte sig over avantgarde, electronica og deslignende. De 24 koncerter fordelte sig endvidere med en på Arena, en på Apollo, to på Orange, tre på Rising, fem på Avalon og Gloria, samt syv på Pavillion.

Stil ind i morgen, d. 15.marts, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Basokin, live @ Roskilde Festival 2017 from Rosforth on Vimeo.

Afslutningen på en triologi….

Nap Eyes nye album, ’I’m Bad Now’, fordrer en del baggrundsforståelse, før man er moden til at dykke dybere ned. Jeg var ved at tabe pusten, da jeg læste pressematerialet, der nærmest tenderer en akademisk analyse (læs selv videre herunder).

’I’m Bad Now’ er tredje del af en uformel triologi, der omfatter ’Whine Of The Mystic’ fra 2015 og ’Thought Rock Fish Scale’ fra 2016. I pressemeddelelsen bliver der lagt op til, at man i det mindste skal besidde et kendskab til argentinske Jorge Luis Borges’ fortællegreb i ’The Garden Of Forking Paths’. En novelle fra 1941, der forgrener sig på kryds og tværs af tid og rum. Med andre ord, i parallelle universer, også kendt som multivers.

Endnu bedre vil det være, hvis man har læst den britiske filosof Olaf Stapledons skildring af netop nævnte multivers i romanen, ’Star Maker’, fra 1937. Stapledon skrev science fiction, og han har haft stor indflydelse på ansete tænkere og forfattere som Arthur C. Clarke, Stanisław Lem, Bertrand Russell, CS Lewis, John Maynard Smith mv.

Hvis man virkelig vil til bund i canadiske Nap Eyes nye udgivelse, er det altså nødvendigt at kende til den teoretiske eksistens af uendelige universer. Om det så er som et litterært begreb eller mere filosofisk, det bliver brugt på pladen, skal jeg ikke gøre mig klog på. Det har jeg nemlig ikke helt fattet. Men det ene udelukker, jo som bekendt ikke det andet.

Nap Eyes spiller i Vega, mandag d. 30. april. Dagen efter gælder det spillestedet Tape i Aarhus.

Jeg keder mig…. / Hvorfor fik jeg ikke at vide, at Spinning Coin var forbi København i går?

Eller rettere sagt, jeg dødkedede mig i går. Den seneste uges tid, har jeg ellers set et par gode rockdokumentarfilm. ’XTC: This Is Pop!’ og ’The Wrecking Crew’. Det forsøgte jeg at følge op med nogle streamingserier, men jeg må sande, at jeg hverken er til vampyrer eller zombier. Apokalypsen eller ligegyldige gysere. Jeg har også et par bøger liggende, som jeg er gået i stå i. Den tyske bestseller, 'Træernes Hemmelige Liv', af skovfoged Peter Wohlleben, tegnede ellers meget lovende, men den har jeg lagt fra mig. Det samme er sket med Levon Helms og Steven Davis´ ’Historien Om The Band: Wheels On Fire’, der ligeledes tegnede godt, men endte i for megen småpludren. Et par nye plader kunne heller ikke rykke ved den uinspirerede tilstand, jeg befandt mig i.

Sent på aftenen, fandt jeg tilmed og til min store ærgrelse ud af, at skotske Spinning Coin, et par timer tidligere, som sidste øjebliks tilføjelse, havde spillet support for canadiske Alvvays i Lille Vega. Alvvays er ikke min kop te, men jeg havde med glæde betalt billetprisen på kr. 165,00, for bare at høre det unge Glasgow-orkester. Jeg nåede dog ikke at ærgre mig gul og grøn, fordi jeg samtidig læste, at koncerten var udsolgt.

Jeg har fulgt Spinning Coin i nogle år. Gruppens debut-lp, ’Permo’, fra 2017, var én af de plader, jeg havde set allermest frem til sidste år.. I november, beskrev jeg, bandets musik som:

”utilpasset, catchy popmusik med jangle-guitar, der både er introspektiv og søgende. Giver det mening? Hvis ikke, så lad mig prøve med en anden sammenligning. Det er the sound of young Scotland, sloganet for pladeselskabet Postcard Records, filteret gennem amerikansk alternativ rock fra begyndelsen af halvfemserne. Bag mixerpulten har de haft ingen ringere end Edwin Collins fra Orange Juice”

Paste Magazine kårer de 30 bedste plader fra 1978

“Eternally Yours was one of the first major statements that “punk,” whatever that meant, could be much more than two or three chords and a sneer”

- The Saints ‘Eternally Yours’, når lige ind på Paste Magazine liste over de 30 bedste udgivelser fra 1978. 

De store overraskelser er der ikke. Så skulle dét da lige være, at Stones og The Band er i top-10.

Catch The Breeze. Playliste 8. marts 2018

1. Catch The Breeze - Sister Winter (2018)

2. Sebadoh - Careful (1994)

3. Lush - Light From A Dead Star (1994)

4. Sonic Youth - Teen Age Riot (1988)

5. Slowdive - Ballad Of Sister Sue (1991)

6. Moon Duo - New Dawn (2017)

7. Dead Vibrations ‎- Reflections (2016)

8. Catch The Breeze - Fields Of Sunrise (2018)

9. The Bowdashes - The Love & Death Of The Owl Hoot Trail Riders (2017)

10. A Place To Bury Strangers - Straight (2015)

11. The Jesus And Mary Chain - Reverence (1992)

12. Ride - Seagull (1990)

13. DIIV - Doused (2012)

14. Yo La Tengo - Autumn Sweater (1997)

15. Luksus - Particularly Lucky (1997)

16. Catch The Breeze - Paper Lanterns (2018)

Willie & Waylon

Dysfunktionel eksperimentalpop

Glasgow 2005 eller deromkring. Den amerikanske sanger Jihae Simmons var flyttet til byen, fordi hun elskede Orange Juice og Belle & Sebastian. Multiinstrumentalisten Patrick Doyle fra Keith i det nordøstlige Skotland, var egentlig på vej til Sunderland for at læse på universitet, men han syntes det var sjovere i Glasgow, så han blev hængende. Guitarist Roxanne Clifford fra Manchester var kommet til byen for studere kunst. Violinist Joan Sweeney, Graeme Ronald, der spillede I Mogwais liveopsætning, samt trommeslager Colin Kearney, boede allerede i Glasgow.

Det er på en trist baggrund, at jeg her nævner medlemmerne af The Royal We. Forleden morgen læste jeg nemlig, at Patrick Doyle var død, kun 32 år gammel. Min indgang til Doyle var netop The Royal We, der udgav et fremragende, skævt popalbum på Stephen Pastels selskab, Geographic Records, i 2007. Vel at mærke et popalbum, der ikke umiddelbart lød som noget andet på Glasgow-scenen på det tidpunkt. Orkestret lød som et dysfunktionelt konglomerat af bands som Orange Juice, ESG og The Raincoats. Da albummet kom på gaden var gruppen allerede gået i opløsning.

Simmons tog hjem til USA. Mens de andre fortsatte i en række andre musikalske projekter. For Doyles vedkommende, der forøvrigt ses på bagside-fotoet på Belle & Sebastian-udgivelsen, ’The Life Pursuit’, fra 2006, så spillede han i Sexy Kids, Correcto, Veronica Falls og soloprojekterne Boys Forever og Basic Plumbing.

Catch The Breeze i Mod Strømmen

’Gimme Indie Rock’ er en Sebadoh 7”er.  Af en eller anden årsag, er jeg kommet til at tænke på dette nummer, når jeg har lyttet til Catch The Breezes debutplade, ’Glow’. Catch The Breeze, der forøvrigt er opkaldt efter en sang med Slowdive. Tilbage til Sebadoh, så er det ikke så meget musikken, men sangen som en metafor for en hel genre. Catch The Breeze er indierock med bred appeal. Sådan burde det i al fald forholde sig.

Det var Kasper Henneberg Fjord fra Copenhagen Psych Fest, der for nogle år tilbage præsenterede mig for bandet, da det var hyret til et arrangement, han stod bag. På det tidspunkt, mente jeg umiddelbart ikke, at trioen passede ind i de rammer som Psych Festen stod for. Det gjorde det muligvis heller ikke, men introduktionen, fik mig til at lytte til Catch The Breeze. Sanger og guitarist Aage Hedensted, bassist Lars Madsen og trommeslager Andreas Bundgaard har tidligere spillet i Aarhus-bandet Yellowish, der reelt gik i opløsningen for ni-ti år siden, selvom det først blev offentliggjort langt senere. Derefter var Hedensted en del af Mixtune For Cully, før han i 2014 sammen med ovennævnte herrer under navnet Catch The Breeze, udgav en ep.

Nu har de debut-lp’en klar. Lørdag d. 17. marts, bliver det fejret i Stengade, hvor The Bowdashes og Nicklas Sørensen fra Papir, varmer op for Catch The Breeze.

Stil ind nu på torsdag, d. 8.marts, kl. 18.00, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Her andensinglen ’Fields of Sunrise’, der blev sendt på gaden i slutningen af februar:

En lykønskning med videre…

I oktober sidste år, hørte jeg Robyn Hitchcock solo i en underlig bar/spillested ved navn Monarch, der ligger på 2. sal i en betonbygning ved Kottbusser Tor i Kreuzberg. Jeg havde nok forestillet mig et lidt andet venue, før jeg tog hjemmefra. Hitchcock stod mast op på en meget lille scene i det fjerneste hjørne af baren, med en vinduesrække ud mod Kortbusser Tor på den ene side og en lang træbeklædt væg på anden. Kondensvandet drev ned af ruderne. Jeg var lykkelig. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle høre Hitchcock live. I dag fylder Robyn Hitchcock 65 år. Tillykke med fødselsdagen.

Jeg har ikke tal på, hvor mange plader Robyn Hitchcock har lavet, men det er mange. Først var der udgivelserne med The Soft Boys og senere kom solokarrieren, der begyndte med ’Black Snake Diamond Röle’ i 1981. Hvor Robyn Hitchcock nok ikke er en del af den såkaldte populærkultur, så er det straks anderledes med hans nu afdøde far, forfatteren Raymond Hitchcock. I 1971 blev hans roman ’Percy’ filmatiseret med navne som Hywel Bennett, Denholm Elliott, Elke Sommer og Britt Ekland i hovedrollerne. Soundtracket var skrevet af The Kinks.

Handlingen i komedien tager sin begyndelsen, da en uskyldig, ung mand (Edwin) bliver ramt af en nøgen mand, der falder ud fra et højhus. Ved sammenstødet bliver den blufærdige unge mands penis skadet så slemt, at der må en transplantation til. Og hvad er mere ligetil end at få den doneret af den faldende mand, der viser sig at have været en værre skørtejæger med et lem af drabelig størrelse. Den unge mand døber den ’Percy’. Det korte af det lange er nu, hvilke forviklinger og glæde en sådan krabat giver. Edwin møder en kaskade af dejlige damer, før han til slut indleder et forhold til donorens efterladte hustru.

’Percy’ var faktisk så populær, at den blev fulgt op af ’Percy's Progress’ i 1974.

Her ’God's Children’ fra soundtracket:

Mythic Sunship. Playliste 1. marts 2018

1. Mythic Sunship - Cosmic Rupture (2018)

2. CAN - Father Cannot Yell (1969)

3. Amon Düül II - Kanaan (1969)

4. Charles Mingus - Moanin' (1959)

5. Joe McPhee - Shakey Jake (1971)

6. Mythic Sunship - Untitled (råmix) (2017)

7. Sonny Sharrock - Many Mansions (1991)

8. Mainliner ‎- Imaginative Plain (2001)

9. Eric - Morning Lighthouse (1970)

10. Flowers Must Die - Hey, Shut Up! (2017)