Svin i Mod Strømmen

”Det er en udmarvende omgang at komme igennem SVINs nye album Virgin Cuts. Det er en til tider næsten primal oplevelse, der når helt ind og gnistrer mod det hvidgrå, skimlede lag på indersiden af knoglerne. Der bliver ikke taget hensyn til sarte nerver, tværtimod buldrer SVIN direkte ind i sjælens allerinderste. Tramper rundt derinde med tunge, mudrede støvler — sparker og slår om sig.”

- musiksiden Undertoner, 21. september 2018

Er det indledningen på en god eller dårlig anmeldelse? Er det et ledende spørgsmål? Kan jeg finde på at citere negativ kritik? Ja, hvis jeg er lodret uenig. Og det er jeg i den grad med anmeldelsen i GFR. Hvor det blandet andet lyder:

”Jeg vil strække mig så vidt som til at det er spændende, det Svin har gang i. Men personligt løber jeg sur i saxofoner, der overblæses og presses ud af deres naturlige tonalitet. Jeg smiler måske første gang, da en 8-bitagtig synth går amok og slutter soloen i et dive, der resulterer i et gevaldigt breakdown – men altså ikke ved anden gennemlytning. Og de længere, droniske og klaustrofobiske numre giver mig simpelt hen ikke rigtigt noget.”

’Virgin Cuts’ deler vandene. Det er en god begyndelse. Sidste torsdag spillede Svin det første show efter udgivelsen af den nye plade i september. Det skete på Kulturstationen i Vanløse. Denne weekend går det for alvor løs med koncerter i Aalborg, Esbjerg og Svendborg. Der er også en udenlandsturné under opsejling, så alt er vist som det plejer at være med Svin. Få koncerter herhjemme, mange derude.

Stil ind i morgen, torsdag d. 1. november, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

Koden er knækket (3 af ?) Australien I

I forhold til ’Hilsen til Maxwell’s’ og ’Flying Nun’, var bemandingen i studiet øget med australske Matthew Moller, trommeslager i Less Win mv. Jan Damage Petersen har sat Spotify-playlisten sammen udfra det materiale, vi spillede i hovedprogrammet i januar 2017. Endnu en gang har streamingtjenesten vist sig ufuldstændig. Denne gang mangler der bidrag fra Woollen Kits, Bed Wettin' Bad Boys og Witch Hats. Jan D har endvidere lagt et alternativt nummer med Circle Pit på spillelisten:

Gang Of Four. Hotel Cecil. 27. oktober 2018

Felines. Playliste 25. oktober 2018

1. Felines - Open House (2018)

2. ESG - Moody (1983)

3. James Chance & The Contortions - Throw Me Away (1979)

4. Arto Lindsay & The Ambitious Lovers - Trouble Maker (1984)

5. Nina Simone - Baltimore (1978)

6. Kanye West - All Mine (2018)

7. Babyfather - Penelope Freestyle (2018)

8. Tirzah - Basic Need (2018)

9. CTM (ft. Dawda Jobarteh) - Spender (2018)

10. Felines - Outside (2018)

11. Visitor Kane - Tomorrow And Forever (2017)

12. Marching Church - Lion's Den (2016)

13. Yngel (ft. Putu Septa & Pande Ganha) - B7 (2018)

14. Diego del Gastor - Soleares (1964)

15. A. R. Rahman - Premika Ne Pyar Se (1994)

16. PJ Harvey & John Parish - Passionless, Pointless (2009)

17. Liquid Liquid ‎- Optimo (1983)

18. Felines - Too Tight (2018)

Islands Brygge II. Hovedretten. Om jeg så må sige?

Årets sidste Klub Soja.

Her Hauge Marples skildring af Peter Bonneman fra Spot Festival 2018. I aften er det blot tredje gang, at Bonnemans mere rockede solomateriale bliver præsenteret live. Konstellationen er den samme som beskrevet herunder.

”... vi bliver afbrudt af Oscar fra Orcas, som suser igennem gården med guitaren løftet op over hovedet, mens han hæst råber, “Nu skal I indenfor, hvis I vil høre noget ROCK MUSIC!” og det vil vi fandme gerne! Og så får jeg endeligt det skud rock’n’roll, jeg har gået og savnet, for der står han, Danmarks vredeste garagerocker P.J. Bonneman, flankeret af brødrene Orcas (Oscar og Magnus) og bag ham en trommeslager, der slår til. De lægger ud med et nummer, der lyder som ’Oh, Sinner Man’ på dansk, jeg husker den fra søndagsskolen back in the day, men fuck hvor det her band kan spille rock. Jeg kan ikke forestille mig nogen, jeg hellere vil se efter en lang dags vandring i den danske musikørken. Et par sange inde i sættet hiver Bonnemann fat i den 12-strengede, så kommer 60’er folkrockeren op i ham. Jeg er helt solgt. Den 12-strengede dukker også op, når han spiller med 0%, men i dag får vi 100% Bonneman uden hardcore tendenser. Jeg må give min ven Hans-Henrik fra Mod Strømmen ret i, at P.J. Bonneman er noget af det bedste vi har i Rock-Danmark lige nu. Og så skader det ikke det mindste, at to tredjedele af mit yndlingsliveband er med på scenen. Hans sange kan noget så sjældent som at rumme aggression og ømhed i samme øjeblik. Jeg er også helt oppe og køre over Oscars kæphøje guitaraccenter, som han smider ind i mixet med jævne mellemrum - lige der, hvor de passer bedst. De fede sange bliver ved med at komme og mod slutningen af showet, går det op for mig at den bedste måde at beskrive P.J. Bonneman Band for dem derhjemme, nok er at smide en MC5-skive på pladespilleren og sige, sådan noget, bare på dansk. Kick out the jams, motherfucker!”

Islands Brygge I. Hors d'æuvre, hvis jeg må være så kæk?

Felines i Mod Strømmen

”It’s so New York”, skulle den amerikanske musikjournalist, David Fricke, efter sigende have konstateret efter Felines koncert på dette års Spot-Festival.  Jeg kan godt følge ham et stykke af vejen. Om ikke andet, så er udtalelsen en fjer i hatten på det københavnsk orkester. Felines blevet dannet for otte år siden. Indtil fornylig bestod bandet af Ditte Melgaard på guitar og vokal, Mei-long Bao på trommer og vokal, samt Asta Louisa Bjerre på bas og vokal. De har imidlertid udvidet besætningen, så Kristian Bønløkke er kommet med på keyboard.

Gruppen debuterede i 2012 med ep’en ’Daddy Walk’. Siden har den udsendt en ep og et album. Sidstnævnte udkom på Soundflat Records på denne side af Atlanten og Burger Records i Nordamerika. På fredag, d. 26. oktober, er Felines aktuel med en ny ep. ’Saying It Twice Makes It Real’, som den er navngivet, er bandets første hos Crunchy Frog. Burger Records står bag kassetteudgivelsen. Der har allerede været et par 7”-ere ude, som jeg har været svært begejstret for. ’Going Out’, der blev udsendt i august, kaldte jeg, ”charmerende, tilbagelænet lo-fi med historisk bevidsthed”. Det skudsmål dækker egentlig hele ep’en, har jeg efterfølgende erfaret. I Politiken har Kim Skotte skrevet, at ”Minialbummet afsøger med rebelsk langsomhed et minimalistisk rum med tidløs coolfaktor…”

Da Felines var forbi Mod Strømmen tilbage i 2012, bevægede gruppens sig især indenfor garagerock, pre-punk og punk Der blev spillet navne som The Cramps, Black Flag, Patti Smith og The Monks. Jeg har på fornemmelsen, at spillelisten på torsdag kommer til at se væsentligt anderledes ud.

Torsdag d. 1. november, holder gruppen releasefest på Bakken i Kødbyen. Her vil Felines spille med særligt indbudte gæster, ligesom der er djs og øl fra kl. 20.00. Før det kommer de forbi Mod Strømmen. Lyt med i overmorgen, dvs. d. 25. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

”Africa has never left us…”. The Last Poets sit in for Iggy

Ligesom BBC6 hyldede Trojan Records for et par måneder siden, markerer radiokanalen i disse dage halvtreds året for Black Power. Det sker i en række udsendelser. I fredags overtog The Last Poets således de to timer, som Iggy Pop normalt plejer at sidde ved mikrofonen. Selvom udsendelsesrækken hedder ’Celebrates 50 Years of Black Power’, så går The Last Poets et skridt eller fem videre, for at beskrive den afrikanske-amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Lyt med her.

1. The Last Poets - When The Revolution Comes

2. John Coltrane - My Favourite Things

3. Nina Simone - Today Is A Killer/My Sweet Lord (Live)

4. Aretha Franklin - (You Make Me Feel Like) A Natural Woman

5. Miles Davis - So What

6. Gil Scott‐Heron - The Revolution Will Not Be Televised

7. Leon Thomas - The Creator Has A Master Plan

8. James Brown - Say It Loud (I'm Black and I'm Proud)

9. The Last Poets - On The Subway

10. Sly & The Family Stone - Stand!

11. Rahsaan Roland Kirk - The Inflated Tear

12. The Last Poets - Understand What Black Is

13. Terry Callier - Occasional Rain

14. Isaac Hayes - Walk On By

15. Oscar Brown Jr. - Signifying Monkey

16. Minnie Riperton - Lovin' You

17. The Impressions - People Get Ready

18. Common & The Last Poets - The Corner

19. Kendrick Lamar - Alright

20. Herbie Hancock - Chameleon

21. Marvin Gaye -What's Going On

22. Nikki Giovanni - Ego Tripping

23. Aretha Franklin - Respect

’You’ve got to deal with it’

Medlemmer af The Clash, Sex Pistols og Steel Pulse demonstrerer udenfor lederen af National Front Martin Websters hus i 1977.

Koden er knækket (2 af ?) Det new zealandske plademærke Flying Nun.

Sidste søndag, linkede jeg, til en Spotify-playliste om spillestedet Maxwell’s i Hoboken. I dag er turen kommet til den udsendelse, som Jan Damage Petersen og jeg, lavede om Flying Nun Records, tilbage i april 2016 (programmet kan man finde herunder). Proceduren er den samme. Jan har sat playlisten sammen udfra det, vi fik spillet i hovedudsendelsen. Spotify har dog været yderst mangelfuld i tilfældet med Flying Nun. Der mangler sange med The Enemy, The Builders, The Fall og The Gordons, ligesom de titler, vi havde fundet frem med Sneaky Feelings og The Verlaines, åbenbart heller ikke er at finde på nettjenesten, så der har Jan D. været opfindsom og har indsat et par andre numre.

Efterår med Don Stener aka. Mikael Cygan Hansen. Playliste 18. oktober 2018

1. The Istomin/Stern/Rose Trio - Allegro Molto (Brahms trio no. 3 i c-dur for piano, violin og cello, op. 101 (1967)

2. Pedro Biker - Everything Happens To Me (1963)

3. Povl Dissing - Hør Nu Tuder Blæsten (1971)

4. Morten Skou Andersen Og De Mennesker Han Normalt Sammenligner Sig Med - Normaliseringen Af Hellerup (2009)

5. Trees - Geordie (1970)

6. Gasolin' - Fra Dag Til Dag (1971)

7. Pride - Proud Sorrow (1970)

8. Kennelmus - Dancing Doris (1971)

9. Witch - Nasauka (1977)

10. Peter Strømbergs Kvartet - Fall's Blues (1971)

11. Perlemor - I Dit Sind (2017)

12. The Holy Ghost Reception Committee #9 - The Torchbearers (1969)

13. Tom Waits - November (1993)

14. Hilss & LeBlanc ‎- A Time Lost (1971)

15. John Phillips - Peppermint Wind (1969)

16. Clifford Coulter - Do It Again (1971)

17. Kennelmus - The Raven (1971)

Hvis man vil vide, hvorfor Peter Strømbergs Kvartets ’Strømme’, er det eneste cover på billedet øverst, ja, så må man høre udsendelsen. Jeg kan dog røbe så meget, at det har noget med huset vi sender fra at gøre

The Aints! spiller The Saints. Eller….

”Things had started to move fairly quickly once The Saints recorded Stranded (Fatal Records) in mid ’76. We recorded three albums over the next two years as well as doing a fair it of touring, and for a while things were looking very promising, however, business problems, compounded by personal and artistic differences meant the band didn’t get around to recording all the material I had lying around….so forty odd years later it occurred to me that these songs might well have made up a hypothetical 4th album….The Church of the Simultaneous Existence…..the songs that refused to die….performed in much the way they would have had the band not split up in 1978’’

– Ed Kuepper

I de to seneste Mod Strømmen udsendelser har Ed Kuepper været repræsenteret med solomateriale. De fleste kender ham som primær sangskriver for Australiens finest, The Saints. Efter de gik i opløsning i 1978, dannede han Laughing Clowns, som han spillede med frem til midten af firserne, hvor solokarrieren tog fart.

Sidste år besluttede Kuepper sig for at fejre fyrreåret for udgivelsen af The Saints debutplade ’(I'm) Stranded’. Han gendannede halvfemser støj-outfittet The Aints under navnet The Aints!. Og drog på landevejen med bassisten Peter Oxley fra Sunnyboys, trommeslager Paul Larsen Loughhead fra The Celibate Rifles og The New Christs, samt jazzpianisten Alister Spence og trompetisten Eamon Dilworth. Undervejs begyndte Kuepper også at præsentere bandet for sange, han havde skrevet til The Saints. Sange, der ikke havde været plads til på gruppens tre plader. Dét er der nu kommet en skidegod plade ud af. Hør ’The Church of Simultaneous Existence’ herunder.

Efterår med Don Stener i Mod Strømmen

Lidet anede jeg, da jeg inviterede Mikael Cygan Hansen alias DJ Don Stener, forbi radioen til en sommerudflugt forrige sommer, at vi skulle fortsætte årets gang i fire udsendelser. På torsdag er vi kommet til efteråret. Vi mangler stadigvæk vinter og forår, for at nå alle fire årstider, men dem skal vi nok nå frem til.

Mikael Cygan Hansen er pladesamler om en hals. Ikke indenfor en specifik musikstil. I sommerudsendelsen, som man kan høre herunder, bevægede vi os således nemt fra Peter Sarstedt og Paper Lace over hip-hop og dansk jazz til noget der minder om dansktop, for slet ikke at nævne privat press-folk fra tresserne og halvfjerdserne.

Hvis man vil høre, hvilke plader og sange, der kendertegner efterår for Don Stener, så er det om at stille ind på Mod Strømmen, nu på torsdag, d. 18. oktober, kl. 18.00. Find udsendelsen på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

’Af Drømmenes Bog, #2’

”Og jeg har drømt

(og det var i Spanien)

at jeg talte med Herman Bang

og jeg spurgte ham om hvad jeg kunne vente mig af livet

nu da jeg var blevet tredive

og han så ironisk og medfølende på mig

fra sin fløjls-chaiselongue

og sagde: ’Lidelse, min Go’e –

Lutter Lidelse!’

og jeg spurgte ham ikke om mere –

Jeg vidste at Jack Kerouac ville have sagt det samme

og Billie Holiday

Boddhisattvaen selv –

Og jeg har drømt et sceneri

et helt øde klippeagtigt tomt sten-landskab

gråt sort-hvidt som i en gammel Frankenstein-film

og så kom der et Blåt Lyn

og landskabet rystede og sprængtes

og trak sig sammen igen

og lå dér i blåt

før det Røde Lyn kom

og kramperne gentog sig

gang på gang

for hver eneste farve –

Og jeg har drømt vi gik igennem en skov, Elskede

en almindelig skov

bortset fra at træerne var levende

og støttede os og holdt os under armene

når vi blev trætte

og kærtegnede os over hele kroppen hele tiden –

Og jeg har drømt jeg blev skudt og slået ned

og at jeg skød og slog ned

og at jeg styrtede ned fra høje bjerge i dybet og blev knust

og at jeg sad ved eksamensborde af alle arter og intet kunne sige

og dét drømmer jeg stadig væk nu og da

Og jeg har drømt at jeg kunne flyve

og at jeg var af glas

og i nogle af mine tidligste barndomsdrømme

at jeg gik nøgen ned ad gaden

Og jeg har drømt min Fars død fem år før den kom

og jeg har også drømt min egen”

- Dan Turèll fra ’3-D Digte’, 1977.

I dag er det 25 år siden, at Turèll forlod denne jord

Koden er knækket (1 af ?). ’Hilsen til Maxwell’s’

Tilbage i april, fik jeg tilsendt et udvalg af Spotify-spillelister fra Jan Damage Petersen, medvært på Mod Strømmen, inspirator, rockfan og meget mere. Jan D har blandt andet været idémand til programmer om spillestedet Maxwells i Hoboken, pladeselskabet Flying Nun, Glasgow and so forth.

Jeg er ikke ligefrem en ørn til digital informationsteknologi. Så er det på plads. Langt om længe er det dog lykkedes mig at knække koden til, hvordan jeg får lagt en Spotify-spilleliste ud. Dét, der har irriteret mig mest, er, at jeg et par gange tidligere har postet sange fra nettjenesten her på bloggen, men af en-eller-anden grund, kunne jeg ikke huske, hvordan det lod sig gøre. Anyway, her til morgen gik der pludselig en prås op for mig.

Som Jan vistnok udtrykte det for mig tilbage i april, så var grunden til, at han havde lavet spillelisterne, at ”det ikke er alle, der har lyst til at høre på et par sludrevorne radiotanter, så hvorfor ikke bare lægge musikken ud?”.

Her ’Hilsen til Maxwell’s’. Det er ikke alt Spotify er leveringsdygtig i, så der mangler numre med Pylon, The Raybeats, Yo La Tengo, Alex Chilton og The Feelies.

Udsendelsen som det lød tilbage i august 2015, er der mulighed for lytte til her.

Shoot From The Hip #5 (2018) | En sang om Larsen. Playliste 11. oktober 2018

1. Stanley Brinks And The Wave Pictures - Orange Juice (2014)

2. The Love Coffin - See Me When I Crawl (2018)

3. Ed Kuepper - Sea Air (1986)

4. Zerodent - Overbid (2017)

5. Deniz Tek - Prison Mouse (2017)

6. The Strand - Popular Girl (1983)

7. Chris Stamey - Greensboro Days (2018)

8. Game Theory - The Real Sheila (1987)

9. Minutemen - The Price Of Paradise (1985)

10. Danzig - Twist Of Cain (1988)

11. Ian Dury - My Old Man (1977)

12. The Chills - Heavenly Pop Hit (1990)

13. Lester Young with Oscar Peterson Trio - There Will Never Be Another You (1952)

14. Kim Larsen - Hvis Din Far Gi'r Dig Lov (1973)

15. Gasolin' - Bingo (1974)

16. Gasolin' - Twilight Birds (1976)

17. Gasolin' - In The Wings (1978)

18. Kim Larsen - Ole´s Fjerner (1979)

19. Kim Larsen & Bellami - Forklædt Som Voksen (1986)

20. Kim Larsen & Bellami - Leningrad (1992)

21. Kim Larsen & Kjukken - Kommer Hjem (1996)

22. Kim Larsen - Bitter Frugt (2010)

Jan Ds svenske powerpop favoritter p.t.

- af Jan Damage Petersen

Jeg har den seneste tid dykket lidt ned i gammel svensk punk, ikke mindst takket være det glimrende opslagsværk ’Ny Våg’. Og der er sateme meget, skal jeg hilse at sige.

Her kommer mit bud på en top fem over svensksproget powerpop numre, som jeg lige vil dele med nogen der sætter pris på det.

Etiquette Mona - ’Amsterdam’:

Rebell - ‘100 år’:

Paragraf Pop - ‘Med Dej’:

Abstrakt - ‘Släng Ditt Vapen’

ABC-80 - ‘Pop I Radion’

‘Anodyne’ runder et kvart århundrede

“I remember John and I were standing out front of Cedar Creek waiting. Doug Sahm was coming to the studio and we were going to cut “Key to My Heart.” We don’t know when he’s going to get there, but we know it’s soon. And all of the sudden, we see this old, black Continental, with the suicide doors, swing around the corner and come blasting up the drive. Just blowing gravel everywhere. He jumps out, comes running in, he’s got a carrot juice mustache and the first thing he says to us, “Boys, have you tried carrot juice? Straight carrot juice. It’s better than cocaine!””

- Ken Coomer, trommeslager i den sidste inkarnation af Uncle Tupelo og i Wilco til og med ’Yankee Hotel Foxtrot.’

Rolling Stone fejrede for et par dage siden 25 året for Uncle Tupelos lille mesterværk ‘Anodyne’. Det foregik under overskriften ’Uncle Tupelo’s ‘Anodyne’ at 25: An Oral History’. Desværre uden medvirken fra de to hovedpersoner Jay Farrar og Jeff Tweedy, men den lange feature er nu særdeles læseværdig alligevel. 

“No matter the destination, sometimes it really is all about the journey”

“But this record in particular, The Crossing, really kind of took on a life of it’s own. And I think it’s because of the fact that I made it in another country; I made it in Italy, with Italian musicians. Before that, Antonio Gramentieri, who is the co-writer on this record, flew over to Dallas, and we hung out here, we wrote, then we drove to Austin and we took 67, 281 on the way back, so we visited a lot of little Texas towns and got a feel … And suddenly we were aware that we were onto something. So I think the combination of his music, my lyrics, and just the sense of what those two countries kind of possess is what made this record so important.”

- Alejandro Escovedo til Lone Star Music Magazine om hans nye fænomenale plade, ’The Crossing’. Et album, hvor han blandt andet får hjælp af Wayne Kramer, James Williamson, Peter Perrett og John Perry:

John Wicks fra The Records er død

Sanger og guitarist John Wicks fra et af mine yndlings power-pop orkestre er her ikke længere. Wicks voksede op i Reading i England. I 1977 var han med til at danne The Records sammen med trommeslager Will Birch. Birch kom oprindelige fra pub-rockerne The Kursaal Flyers, som Wicks også optrådte med i gruppens afsluttende fase. Efter opløsningen begynde de at skrive sange sammen. Wicks som komponist, Birch som tekstforfatter.

The Records fik tidligt tilnavnet ”the British Big Star”. Hvilket jeg aldrig helt har forstået. Big Star er i en klasse for sig selv. The Records har skrevet fremragende sange. Ingen tvivl om det. Numre som ‘Teenarama’ og ‘Starry Eyes’ taler for sig selv. For mig at høre, har de dog et tydeligt engelsk approach, der peger mere i retning af landsmændene i Bad Finger. Mellem 1979 og 1982 udsendte The Records fire album. I 1978 blev de hyret til at bakke Stiff Records nye starlet, amerikanske Rachel Sweet op på ’Be Stiff Tour’. Birch og Wicks komponerede i øvrigt også ’Hearts In Her Eyes’ til The Searchers’ meget overraskende comeback-plade i 1979.

‘Teenarama’ og ‘Starry Eyes’ har jeg vist tidligere postet her på bloggen. Så her kommer The Records version af amerikanske Tim Moores single, ’Rock And Roll Love Letter’, fra 1974. Moores original var ikke et hit. Året efter lavede Bay City Rollers et cover, der lige nåede indenfor top 40. The Records udgave er dog klart den, der tager stikket hjem af de tre:

I midten af halvfemserne slog John Wicks sig ned i Los Angeles, hvorfra han turnerede rundt i USA med forskellige line-ups af The Records. Han indspillede også et par ganske fine soloplader. Senest ’Rotate’ fra 2011 under navnet The Records feat. John Wicks. Wicks døde søndag morgen på et hospice i Burbank efter en lang kamp mod cancer.

“Hello, we like twee…”

Årets sidste Klub Soja finder sted, fredag d. 26. oktober, i Kulturhuset på Islands Brygge. Peter Bonneman med Orcas står øverst på plakaten. De spillede deres første koncert i maj, ude på Underwerket på Toftegårds Plads. Senere på måneden optrådte de også til Spot-festival i Aarhus. Jeg var ikke til stede, så jeg ser virkelig frem til at høre Peter Bonnemans solomateriale i den nye livekonstellation.  

Det andet band, der spiller 26. oktober, har af Noisy fået betegnelsen ”Joan Jett-iske twee-punk”. Enids, som den københavnske pigetrio kalder sig, livedebuterede i marts i år. Siden har de været på tour i England, hvor byerne London, Salisbury, Oxford, Birmingham, Bristol og Cambridge fik besøg. Etiketten twee dukkede første gang op i forbindelsen New Musical Express’ kassette-kompilation, C86 (den kender I godt). Stilen er karakteriseret ved sin enkelthed og uskyld, fængende melodier og tekster om kærlighed. Den definition kunne man også bruge om powerpop. Uanset hvad, så er jeg blevet temmelig vild med den demo, som Julia, Charlotte og Louise har lagt ud på Bandcamp.

The Love Coffin. Playliste 4. oktober 2018

1. The Sisters Of Mercy - I Was Wrong (1987)

2. The Love Coffin - Sense Of Indifference (2018)

3. Danielle Dax - Evil-Honky Stomp (1984)

4. 22 Pistepirkko - Quicksand (2001)

5. Godflesh - Like Rats (1989)

6. Fritz Fatal, Peter Peter, Morten Chrone, Peter Kyed - Et Bånd - Et Reb (2018)

7. Ian Crause - More Earthly Concerns (2013)

8. Abwärts - Alkohol (1988)

9. The Love Coffin - See Me When I Crawl (2018)

10. Peter Ivers - Peter (1976)

11. Bichkraft - Yonder (2018)

12. Irma Victoria & The Martin Hall Orchestra - Shine The Light On Me (1990)

13. Ed Kuepper - Sleepy Head (Serene Machine) (1993)

14. Tanita Tikaram - Twist In My Sobriety (1988)
15. Ministry - Stigmata (1988)

16. Julian Cope ‎- Sunspots (1984)

17. The Love Coffin - Concrete Foreign Shores (2018)

The Love Coffin i Mod Strømmen

Allerede i sidste uge, skrev jeg, at The Love Coffin er denne uges gæster. Siden da er gruppens debutplade, ’Cloudlands’, kommet, den er blevet anmeldt enkelte steder, og der har været en velbesøgt release i Route 66 på Fælledvej.

På udgivelsesdagen, fredag d. 28. september, tikkede de første recensioner ind. Jeg nåede at skimme et par stykker, før jeg tog ud på Fælledvej. Når jeg læser musikkritik er det for det meste referencepunkter og sammenligninger, jeg leder efter. Beskrivelserne af de enkelte sange, siger mig ikke så meget, før jeg har hørt dem. Én af de første, jeg mødte, til receptionen var forsanger Jonatan K. Magnussen, og eftersom jeg netop havde set The Love Coffin sammenlignet med Midnight Oil, Smashing Pumpkins og The Cure, spurgte jeg, om det overhovedet var noget han havde lyttet til? Midnight Oil var han behændigt krøbet udenom. Smashing Pumpkins havde han haft momenter med. The Cure var først kommet sent til ham, men han kunne i øvrigt ikke se nogen sammenfald. Hvortil det tørt blev bemærket fra et sted bagved os, at The Cure var glimrende at drive paralleller til, fordi det er et orkester folk kender. Og så er det egentlig bedøvede ligegyldigt om der er noget om det eller ej.

The Love Coffin skal spille et par danske og en tysk koncert i nær fremtid. 8. november er de på Posten i Odense. 24. november spiller de på Synästhesie Festival i Berlin, hvor blandet andet Spiritualized, The Soft Moon, The Blue Angel Lounge også optræder. 30. november gælder det Loppen på Christiania.

Før det kan man dog stille ind på Mod Strømmen i morgen, torsdag d. 4. oktober, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

En tid er forbi

Jeg burde skrive et par ord om Kim Larsen, men som en anden af landets store sangskrivere, har udtrykt det: ”alt er på det nærmeste sagt”.  Jeg måtte, som så mange andre, også synke et par ekstra gange, da jeg læste nyheden om Kim Larsens død, søndag d. 30. september. Efter at have sundet mig et stykke tid, ved i stilhed at stå og betragte det tiltagende efterårslandskab gennem vinduet, poppede ’Marken er høstet’ fra ’Skru op!’-albummet fra 1975, op i hovedet på mig. Der går år og dag mellem, jeg hører den sang, så hvorfor dét lige blev den, kan jeg ikke svare på?

Den triste besked har skabt ekstra trafik her på siden. Det er ikke megen plads, jeg har givet Gasolin' og Kim Larsen, gennem bloggens mere end ti år. Måske fordi, de hele tiden har været her. Måske fordi, jeg mente, at de ikke sagde mig så meget længere. Men det er jo selvbedrag. Så sent, som for et par uger siden, havde jeg en længere mailkorrespondance om Kim Larsens udgivelser med Kjukken. Herunder slog det mig, at jeg kendte mere til de plader, end jeg gik og troede. Med andre ord, så har jeg lyttet med, uden at lytte med.

Hvad angår trafikken her på siden, så har indlægget ”Alla-tin-gala betyder vistnok…” fået en opblomstring:

”De der Gasolin' ting, som nævnt, er, ganske rigtigt, indforstået christianshavner-slang. Engang i 1980'erne, var det mon i 'Kælderen' [Sofies Kælder] eller på 'Hjørnet' [Værtshuset]?... blev jeg jo nødt til nysgerrigt at spørge Mogens Mogensen, hvad nu det dér 'Alla-tin-gala' mon var for noget - og han forklarede, at det betød "mer' fisse", "på et eller andet sydamerikansk sprog" ...! Han havde sejlet en del i sine unge dage, og lært sig nogle fraser hist og her, tro det, hvem der kan.”

Min affotografering af et billede fra bookletten til cd-udgivelsen af ’A Foreign Affair II’, der består af ’The Last Jim’ og ’What A Lemon’, Gasolins engelske indspilninger af ’Stakkels Jim’ og ’Gas 5’, har også skabt fornyet færdsel. På billedet ses Kim Larsen og Søren Berlev sammen med Joey, Johnny og Dee Dee fra Ramones, som Gasolin' spillede opvarmning for i Atlanta i 1976, da bandets amerikanske drøm stadig var intakt. Både det uklippede som klippede foto, har der været ekstra søgning på.

I de hektiske timer efter nyheden om Kim Larsen, var redaktionen på Mod Strømmen enige om at dedikere en hel Shoot-udsendelse til hans værk. I løbet af i går besindede vi os dog. ”Alt er på det nærmeste sagt”. Helt uden om ham kommer vi imidlertid ikke i næste Shoot From The Hip, der er berammet til d. 11. oktober.