Blogger Widget

tirsdag den 16. februar 2010

Sølle 200 dollar for Susie Q

Lørdag døde rockabilly-pioneren, Dale Hawkins, 73 år gammel. I 1957 slog han igennem med Chess-debutsinglen, Susie Q, der med det knitrende guitarriff og de inciterende koklokker, både inspirerede og satte rammerne for den gryende rockabilly-scene. I et par af dagens nekrologer bliver det nævnt, at Hawkins var den første hvide kunstner, som Chess udgav på plade. Det er en misforståelse, eftersom fornyeligt afdøde Bobby Charles, allerede i 1955, udsendte ’Later Alligator’ for selskabet.

I begyndelsen af tresserne var det ved at være forbi for Hawkins. Tourårene på landevejene og utallige optrædener på amerikanske markedspladser, havde været hårde ved ham. Han var blevet afhængig af benzedrin. Ydermere havde Dale Hawkins stiftet familie. Om det var derfor, at han, lidet anende, at The Rolling Stones og Creedence Clearwater Revival senere i årtiet ville indspille nummeret, solgte sine rettigheder til ’Susie Q’ for 200 dollar, melder historien intet om. I 1967 fik Hawkins et kort comeback som producer, hvor han bl.a. stod bag The Five Americans, top-fem hit i USA, ’Western Union’.

Ingen kommentarer: