Savile Row 3, London, 30. januar 1969.

John, Paul, George, Ringo og Billy. Apple scruffs, forretningsfolk og et mindre opbud af politi. En, to, tre. Vi søger ikke efter allegorien, men kan alligevel ikke lade være med at nævne, at det var sidste gang de spillede sammen live.

John Martyn (1948-2009)

De falder på stribe. I dag er folkmusikeren John Martyn taget af sted, kun 60 år gammel.

Tjek 'I'd Rather Be The Devil' fra 1973 i denne optagelse fra BBC.

So long, Silver Jews

"I always said we would stop before we got bad. If I continue to record I might accidentally write the answer song to ’Shiny Happy People’”

- Dave Berman

På lørdag er det forbi med orkestret Silver Jews. Poeten, sangskriveren og hovedmanden, Dave Berman, siger stop. Efter seks glimrende album trækker han sig tilbage fra musikken. Bandet lukker og slukker med en koncert 333 meter under jorden i Cumberland Caverns i Mcminnville, Tennessee. På et tidspunkt bliver det via Bluegrass Underground, muligt at streame den sidste live-optræden, der skulle byde på Berman’s femten Silver Jews-favoritter. Her ’Punks In The Beerlight’ + valfart, hulestemning og bluegrass. Vi nejer, bukker, takker og vinker farvel. So long, Silver Jews.

Berman har samtidig taget et sent faderopgør: ”My life has been riddled with Ibsenism. In a way I am the son of a demon come to make good the damage.”. Læs videre, der bliver ikke lagt fingre imellem.

It's All The Same To An American Dane

Post-Roskilde 2008 i Mod Strømmen

Torsdag d. 29. januar, kl. 18-20, står et af radioprogrammet Mod Strømmens (98.9 FM /98.8 Hybrid) faste indslag for døren. Vi ser tilbage på Roskilde Festivalen 2008. Mon ikke vi når barometret rundt?

The State Musician of Texas

For nogle år siden brændte, den nu afdøde mester-producer Jerry Wexler, en cd med de numre, han var mest stolt af at have haft med at gøre. Et af disse var ’(Is Anybody Going to) San Antone’ fra lp’en ’Doug Sahm And Band’ fra 1973. Sahm, der med årene kom til at beherske alt fra country, r&b, conjunto, cajun til tex-mex rock’n’roll, begyndte karrieren i midten af halvtredserne, hvor han indspillede nogle singleplader på et par små Texas-labels. I tresserne gik det bedre i Sir Douglas Quintet, der i dag må kandidere til enhver seriøs liste over toneangivende garagerockbands.

’Doug Sahm And Band’ var hans første soloprojekt. Wexler havde samlet et stjernebesat backingband, der bl.a. talte Bob Dylan, Dr. John, David ’Fathead’ Newman, David Bromberg og Flaco Jimenez. Flere år senere sagde Wexler:

"I worked with a lot of musicians over the years and had been very fortunate. There was something about Doug, though, that really intrigued me. The fact that he could not only play just about every style of Texas music, but play it with so much soul and intensity was something that always amazed me. I never got tired of listening to him pull out song after song and just pour it on."

Det er ikke kun Wexler, der har set op til Doug Sahm. Til marts udsender Vanguard Records tribute-pladen ’Keep Your Soul’ med dette indhold:

Little Willie G. - She's About a Mover
Delbert McClinton - Texas Me
Flaco Jimenez with the West Side Horns - Ta Bueno Compadre (It's OK Friend)
Los Lobos - And It Didn't Even Bring Me Down
Jimmie Vaughan - Why, Why, Why
Alejandro Escovedo - Too Little Too Late
Greg Dulli - You Was for Real
Dave Alvin - Dynamite Woman
The Gourds - Nuevo Laredo
Terry Allen with Joe Ely - I'm Not That Kat Anymore
Freda & the Firedogs - Be Real
Shawn Sahm - Mendocino
Joe "King" Carrasco & Texas Tornados - Adios Mexico
Charlie Sexton & the Mystic Knights of the Sea - You're Doin' It Too Hard

Mellem Peter Laugesen og Jørgen Teller…

…finder man radioprogrammet Mod Strømmen i denne artikel fra geiger.dk. Vi giver ordet til Peter Laugesen og en ballade om hvad, der bevægede ham i 2008:

"TRESSERNE SLUTTEDE FOR MIT VEDKOMMENDE
KLOKKEN FEM OM MORGENEN EN DAG SIDST I 1970´ERNE
PÅ EN PARKERINGSPLADS UDEN FOR ET DISKOTEK I SKIVE.

LÆNGERE UD I ANTIPSYKIATIEN KOM MIN HEROISKE GENERATION IKKE.
IKKE FØR NU
HVOR MARIANNE FAITHFULL PÅ SIN "EASY COME EASY GO" SYNGER DUET MED KEITH RICHARDS I MERLE HAGGARD´ S
"SING ME BACK HOME".

DET ER EN SANG OM EN FANGE PÅ DØDSGANGEN
DER PÅ VEJ UD TIL GALGEN ELLER STOLEN BEDER VAGTEN
"LET MY GUITAR PLAYING FRIEND DO MY REQUEST -
LET HIM SING ME BACK HOME
WITH A SONG I USED TO SING
MAKE MY MEMORIES COME ALIVE...SOM SØNDAG MORGEN

NÅR KORET SANG GOSPEL
OG MÅ HAN IKKE LIGE FÅ LOV TIL
AT SYNGE SÅDAN
BEFORE I MOVE ALONG ?
TO VETERANER FRA SWINGNG LONDON I EN SANG
KEITH HAR LÆRT MARIANNE.

MED TRE GUITARER EN AF DEM KEITH
OG EN SEJT DRÆVENDE LINK WRAY FLAVOUR.
SOM NO EXPECTATIONS
SELV OM DET VEL VAR BRIAN JONES
DER SPILLEDE SLIDE PÅ DEN.
EASY COME EASY GO. FARVEL. LET IT BLEED."

© Peter Laugesen

Mystery Tramp / No Alibis

Der er folk, der aldrig bliver færdig med Paris, Hamburg eller Barcelona. ’Pressing On’ er én af mange grunde til, at denne bloggerkugle vist aldrig nogensinde bliver færdig med Bob Dylan. Rygterne fortæller at der er nyt på vej. Tålmodighed.

"I Hate The Rich"

Punktrioen The Dils blev velmenende kaldt ’punkrockens Everly Brothers’. Dels fordi, det var en knivspids mere ambitiøst end dets samtidige på den amerikansk scene, men ligeledes fordi, bandets musik var mere sofistikeret. Debutsinglen ’I Hate The Rich’ fra 1977, emmer af den samme form for dynamik og nervøs energi, som man også finder hos det tidlige The Clash. Tre 7” singler var desværre alt nok for The Dils. I 1980 dannede brødrene Tony og Chip Kinman rootsrock-orkestret Rank & File. Trommeslagerens historie er gået tabt.

I dette interview fra 2001 med sangeren og guitaristen, Chip Kinman, kan du for eksempel få svar på dette spørgsmål: ”Going through some old fanzines, both the band and reviewers / interviewers mentioned The Clash a lot. There was this discussion about how The Clash were for real and you weren't, etc. What would you say about that now?"

EBBA The Movie

Der skal stå Ebba. Ebba som i Ebba Grön. Visse steder føler man sig ligefrem foranlediget til at forklare titlen: ”The reference is intended to be ironic, since Ebba Grön's style is very different from that of ABBA.”

Filmen tager sin begyndelsen i arbejderforstaden Rågsved udenfor Stockholm, herfra følger vi Ebba Grön på tour gennem Sverige med reggaebandet Dag Vag. Da filmen kom op i 1982, var konservative aviser i Sverige især i oprør over scenen, hvor Joakim Thåström, spiller og synger ’Häng Gud’ på et orgel i en kirke.

Oprindeligt varede ’Ebba The Movie’ 78 minutter, men instruktøren Johan Donner har senere forkortet den til en såkaldt ’hardcore version’ på 52 minutter. Her en liveudgave af ’Staten & Kapitalet’ fra filmen. Mæsk dig i broderfolkets svar på The Clash.

Filmen er til at få fat i.

”Monday, I'm all high..”

”Choo-choo Charlie had a plenty good band
But he couldn't understand why no one would go
The World Record Players on a tour of Japan
Charlie's fixing his van with the left arm tan

He said
Monday, I'm all high
Get me out of FLA
In school, yeah
I fooled ya
Now I know I made a mistake

Blister on a turnpike, let me by
I only want to wonder why when I don't die
Oooh, I shot ya, yeah, I know
I only want to go where my wheels roll

Monday, I'm all high
Get me out of FLA
I fooled ya
In school, yeah
Now I know I made a mistake

Everybody's wondering, "Where'd he go?"
He must be down in Pensacola
Hiding from the snow

The World Record Players on a tour of Japan
Charlie's fixing his van
He's waiting for a postcard

And he said
Monday, I'm all high
Get me out of TLA
I cut class
In school, yeah
Now I know I made a mistake
I made a big mistake

Alright!”

© Jeff Tweedy

Konsumkritik

Den 5. februar får radioprogrammet Mod Strømmen besøg af Lukas Sherfey. Hvis du endnu ikke har anskaffet dig Sherfey’s solodebut 'Soul Vacation', kan du høre et nummer på januarsampler-cd’en fra det tyske udgave af musikmagasinet Rolling Stone, som har et oplagstal på 60.000. Sangen, det drejer sig om, er ’Spend My Days’, der får disse ord med på vejen:

”Einst stand der dänische Songschreiber Lukas Sherfey der Band The Movement vor, nun ist vom Modinfizierten Ska jener Formation nur noch der Name übrig geblieben - Sherfey betreibt mit The Movement Records ein eigenes Label, auf dem in diesen Tagen sein Solo-Debüt "Soul Vacation" erscheint. Überwiegend Stomper im Stile des frühen Elvis Costello hat er dort versammelt, wie auch "Spend My Days". Nicht nur hier gelingt es Sherfey, Konsumkritik in höchst infektiöse Hooks zu kleiden: "Spend my days on shopping/ Spend my life on nothing." A modernist!”

Alt det bedste til Sherfey i det tysktalende Europa. Og til jer andre køb pladen her.

The Haunted Brothers i Mod Strømmen

Torsdag 22. januar, kl. 18-20, får radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) besøg af The Haunted Brothers. Det har fra begyndelsen været en æressag for den akustiske country- og folktrio, ikke at bruge mere grej eller instrumenter end, at de kan stige på en HT-bus uden for mange sure bemærkninger og misbilligende blikke.

Sidste år kom debutpladen ’1st Album’, der mestendels består af egne kompositioner, men også rummer fine fortolkninger af The Louvin Brothers ’Satan’s Jeweled Crown’ og J. H. "Red" Hayes og Jack Rhodes countrystandard ’A Satisfied Mind’, som bl.a. The Byrds havde med på ’Turn, Turn, Turn’ fra 1965, og som Bob Dylan havde med på sit andet born-again album, ’Saved’ fra 1980.

Samme aften spiller The Haunted Brothers sammen med The Village Idiot i Studenterhuset i Købmagergade. Det sker kl. 21.00. Før det gælder det dog om at stille ind på Mod Strømmen, kl. 18.00.

Northern Soul (Finest Hour)

I den udmærkede bogserie ’Rough Guides’, har den engelske musikjournalist, Peter Shapiro, redigeret opslagsværket ’Soul and R&B’. Heri finder man en top-10 over essentielle Northern Soul-numre:

1. Frank Wilson - Do I Love You (Indeed I Do)
2. J.J. Barnes - Please Let Me In
3. The Volcanos - Storm Warning
4. Rose Batiste - Hit & Run
5. Luther Ingram Orchestra - Exus Trek
6. Jimmy (Soul) Clarke - (Come On By) My Sweet Darling
7. Gloria Jones - Tainted Love
8. Just Brothers - Slice Tomatoes
9. N.F. Porter - Keep On Keeping On
10. The Carstairs - It Really Hurts Me Girl

Apropos etteren ’Do I Love You (Indeed I Do)’ med produceren, arrangøren og sangskriveren, Frank Wilson, så var det den eneste single, som han udgav på Tamla Motown. Af de 500 eksemplarer som blev presset i 1965, har man i dag kun kendskab til tre. En af disse blev solgt for svimlende £15.000. Omregnet til dagens kurs er det kr.124.657.50.

Northern Zoul

Z’et er bevidst. Sådan var skrivemåden nemlig første gang etiketten blev sat på papir af den engelske soulentusiast, journalist og pladebutiksejer Dave Godin, i en artikel i bladet ’Blues & Soul’ i 1970. I 1964 havde Godin dannet The Tamla Motown Appreciation Society. Et initiativ, der hurtigt blev lagt mærke til i USA. Året efter var Godin således ansat som pladeselskabets rådgiver i England.

Begrebet 'Northern Zoul' brugte han første gang i 1968, som en form for salgstrick overfor sine ekspedienter i pladeforretningen Soul City. Konkret var det for at skelne de sene tressers mere funky-soul fra Motown-lyden. I 2002 sagde Godin til magasinet ’Mojo’:

”I had started to notice that northern football fans who were in London to follow their team were coming into the store to buy records, but they weren’t interested in the latest developments in the black American chart. I devised the name as a shorthand sales term. It was just to say ‘if you’ve got customers from the north, don’t waste time playing them records currently in the US black chart, just play them what they like - ‘Northern Soul’ ”

Øverst: Godin i selskab med Marvin Gaye.

”I Got A Rockin' Pneumonia...

…and a Boogie Woogie Flu…”

Hitsville USA

I dag er der noget at applaudere. Plademærket Tamla Motown fylder 50 år. Grundlæggeren Berry Gordy Jr’s (se op) første arrangement var med gruppen The Matadors, der ved kontraktunderskrivelsen skiftede navn til The Miracles. Smokey Robinson, hovedsangeren i The Miracles, blev vicedirektør i det nye selskab. Siden hen viste Robinson sin påskønnelse ved at navngive én datter Tamla og én søn Berry.

Det er umuligt at pege på et enkelt nummer fra det fortræffelig katalog, der kan være dækkende for de fem årtier. I al beskedenhed napper vi souschefens 'Going To A Go-Go' fra 1965. Nyd også, denne billedserie, som avisen The Guardian bragte forleden. Kæmpestort tillykke.

De Nøgne & De Døde i Mod Strømmen

Torsdag 15. januar ser radioprogrammet Mod Strømmen tilbage på 2008. En del rockmusikere er ved at nå den alder, hvor de mere eller mindre naturligt falder fra. For jazzmusikernes vedkommende begyndte det for mange år siden. Blandt dem, der gik bort i år, var Miriam Makeba, Jerry Reed, Odetta, Mikey Dread, Hilmer Hassig, Alton Ellis, Bo Diddley, Levi Stubbs og Yma Sumac. The Dead Rock Star Club har en næsten komplet liste.

Det er med stor respekt for det de har skabt, at redaktionen sammensætter torsdagens udsendelse.

'Sixty Minute Man'

”There’ll be fifteen minutes of kissin’
Then you'll holler "Please don't stop" (Don't stop!)
There'll be fifteen minutes of teasin'
Fifteen minutes of squeezin'
And fifteen minutes of blowin' my top”

© Billy Ward & Rose Marks

Omkvædet fra den sorte vokalgruppe The Dominoes ’Sixty Minute Man’ fra maj 1951, siger vist alt. Selvom sangen blev forbudt på mange radiostationer, blev den et af de første numre, der med pæne placeringer, entrede både R&B-hitlisten (1) og Pop-ditto (17) i USA. Sidstnævnte appellerede langt mere til et købedygtigt hvidt publikum. I dag bliver sangen anset, som en af de vigtigste optagelser, i den tidlige historie om rock’n’roll. Intet mindre.

The Bottle

Hvem er hvem?

Det er vistnok forfatteren Nick Hornby, der har sagt, at havde det ikke været for Don Covay, så var Mick Jagger ikke blevet den sanger, som vi kender. Covay er fortrinsvis sangskriver, han har komponeret R&B klassikere som ’Sookie Sookie’, ’See Saw’ og ’Chain Of Fools’. Og så er det bare at nævne Aretha Franklin, og mange vil stemme i med, ”Chain, chain, chain, chain of fools…”. Så let slipper du ikke.

Covay’s karriere kom så småt i gang i halvtredserne, hvor han bl.a. kom i kontakt med og arbejdede sammen med Marvin Gaye og Little Richard. I begyndelsen af tresserne indspillede han flere singler med sit eget band The Goodtimers. Samtidig skrev han til Jerry Butler, Gladys Knight & The Pips, Connie Francis og Wilson Pickett.

I 1964 udsendte han singlen ’Mercy, Mercy’, med den på det tidspunkt ukendte Jimi Hendrix på guitar. Den nåede ind på top-40 på Billboard, men der skulle gå et årstid, plus en uforvansket genindspilning af sangen af det frembrusende, engelske R&B-band The Rolling Stones, før ’Mercy, Mercy’ eller ’Have Mercy’ kom på alles læber. Følg linkene og døm selv om Hornby, har fat i noget.

Ron Asheton 1948-2009

Stilling: guitarist/bassist i The Stooges fra 1967-74, 2003 og frem til i dag, hvor han er fundet død i sit hjem i Ann Arbor. Indimellem spillede Asheton i New Order 1975-77, Destroy All Monsters 1977-85, The New Race 1981-82, The Empty Set 1996, Dark Carnival 1997 og The Wylde Rattz 1998.

Se ham sammen med The Stooges i et klip fra Cincinnati i 1970. Tak for det vi fik.

”Live From The Black House”

Det er funky, det er groovy, men det var det allerede i 1970, da det skelsættende soul- og funkband Charles Wright & The Watts 103rd Street Rhythm Band, der blev opdaget af komikeren Bill Cosby, udsendte det på single. Atten år senere samplede N.W.A. ’Express Yourself’ til albummet ’Straight Outta Compton’ En plade, der ikke alene flyttede fokus fra østkysten til vestkysten på den amerikanske hip hop scene, men også formede og etablerede subgenren gangsta-rap.

’Express Yourself’ er nærmest renset for blasfemi, sexisme og voldeligt indhold, som blev N.W.A’s varemærke, men som det samtidig blev kraftigt kritiseret for. Teksten er centreret om ytringsfrihed og krav om at blive spillet på radiostationerne. Dertil kommer, de obligatoriske stikpiller om andre rappere og utvetydige opfordringer til, som sort, at turde se sig selv i øjnene. Yo, man…Express Yourself!

JoeAndHoney i Mod Strømmen #3

Torsdag 8. januar sender radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) for første gang i år. Vi får besøg af duoen JoeAndHoney, som vi tilbage i november, nåede at programsætte to gange. Lige lidt hjalp det. Vi kom ikke i luften. Det nærer vi så sandelig håb om at gøre på torsdag, mellem kl. 18-20. Må lykken stå de kække bi. Lyt med.

Nina Simone, 40 år, Paris, 1973.

Kunstfotografen Mario Algaze er født i Havana på Cuba i 1947. I tresserne flyttede han til Miami, USA. Hans karriere har for størstedelen bestået i at dokumentere gadeliv og stemninger i Panama, Honduras, Den Dominikanske Republik, Guatemala, Ecuador, Brasilien, Peru og Mexico. Undervejs er der også blevet plads til nogle få fotografier af musikere.

”Deep down in Louisiana…

…close to New Orleans”. På de første upublicerede indspilninger var Johnny B. Goode ”a coloured boy”, senere blev det rettet til ”a country boy”, i frygt for ikke at blive spillet på radio-stationerne. Det nye år er skudt ind. Nyd det.