Blogger Widget

tirsdag den 30. januar 2018

Robert Quine, Elvis Costello og Richard Hell. CBGB 1978.


Tilbage i november sidste år, bragte Esquire en kavalkade af backstagefotografier fra 1970’erne. En del af dem, har jeg aldrig set før. 

lørdag den 27. januar 2018

Beat 2017 (udlandet #10 - #1)

Af Jan Damage Petersen

Tredje og sidste del. Fortsat fra torsdag.

Udenlandske udgivelser:


10. Rata Negra – ’Oido Absoluto’

Dette må være årtes eksotiske indslag. Rata Negra (Sort Rotte) er en punkrock-trio fra Madrid. Der er noget dejligt umiddelbart og genkendeligt i deres musik, fyldt med umiddelbare hooks og skarpe melodier. Det tætteste jeg kan komme på en sammenligning, er en lidt mere mørk og vred udgave af LA-bandet X, der er i al fald hentet inspiration fra de tidlige amerikanske punk-firsere. (Eller Gorilla Angreb på spansk, hvis det gør det nemmere). De leverede tilmed en fremragende koncert K-Town Festival 2017. Knivskarp udgivelse, og en af de mest hørte på grammofonen hos ovenstående signatur

’Escucha Como Suena’:


9. The Dream Syndicate – ‘How Did I Find Myself Here’

Det vrimler med comeback-plader i disse år. Desværre er der en tendens til at spille de sikre kort, og lave en plade, der ikke kan leve op til fordums storhed. I år er The Jesus And Mary Chain og Slowdive glimrende eksempler på dette. Steve Wynn og co. derimod, lyder nærmest mere crisp end nogensinde før. Her knapt tredive år efter deres seneste udspil, kan man med lidt god vilje, forfægte, at ’How Did I Find Myself Here’ faktisk minder om debuten fra 1982. Bandet mestrer stadig semi-psykedelisk popsange, krydret med herligt tempereret guitarstøj, der på smuk vis blender sammen med hele bagkataloget. Ingen comeback-  forsigtighed her.
’80 West’:




8. Sheer Mag - 'Need To Feel Your Love'

Der bliver spillet på alle tangenter på Philly-bandets første langspiller. Anmeldelserne var blandede. Jeg har dog overgivet mig totalt efter er par gennemlyt, og holder måske endnu mere af dem nu, hvis det da overhovedet er muligt. Lofi-punkerne med Thin Lizzy-riffs'ne udvider paletten med ballader, hardrock, funkyness og pop-hooks. Det er dejligt befriende, når bands kan udvikle sig. Og så må de fans, der bare vil have mere af det samme, lære at leve med det! Mon ikke de kan det? Jeg vil i hvert fald nyde at sætte denne plade på fremover.

’Expect The Bayonet’:


7. Robin Hitchcock - ’S/T’

Når gode, gamle Hitchcock er i topform, og det er han næsten altid, så må han være en selvfølgelighed på enhver årsliste. Hans første udspil i et godt stykke tid, hvor han gør brug af et backing-band, har den diversitet, som man forventer af et Hitchcock-album. Denne gang trækker han såmænd tråde helt tilbage til tiden i The Soft Boys, der rumsterede for 40 år siden. Han glemmer dog ikke sit vidunderlige, mærkelige tekstunivers, som kendetegner hans plader, og som kun han kan levere det. Denne beskrivelse er måske skrevet under påvirkning af, at undertegnede fik set ham live for første gang nogensinde tilbage i oktober. Det skete sågar i selskab med mine bedste venner. Kan stadig ikke få armene ned.

’Mad Shelley's Letterbox’:



6. Milk Music - ’Mystic 100's’


Ud af det blå kom ’Mystic 100's’, den længe ventet opfølger til et af dette årtis bedste (indie)rockplader, ’Cruise Your Illusion’, fra 2013. Der var gået rygter om, at Milk Music var opløst, efter der havde været stille omkring dem i et par år. Men de er heldigvis ikke færdige med at give os flænsende guitar a la SST-bands med er sært twist af psych og country. Præcis som debuten er ’Mystic 100's’ en plade. der kun bliver bedre og bedre, omend den er en anelse mere lo-fi og indadvendt end ’Cruise Your Illusion’. Men det kan de naturligvis også finde ud af. Mystic 100's er i øvrigt bandets nye navn.

’Twists & Turns & Headtrips’:


5. The Bats – ’The Deep Set’

Det niende udspil og 35 år inde i karrieren, beviser The Bats, at de stadig er kongerne af jangle-pop. Der er ikke så meget nyt under solen, men når man kan skrive så fine popsange som skolelæreren fra Dunedin, Robert Scott, kan, er det svært smittende. Til dem, der ikke kender bandet, så er The Bats orkestret, der førte folkrock a la The Byrds og endnu mere melodi til det fornemme label Flying Nun Records, der i firserne fostrede det ene fantastiske indie-band efter det andet. Kiwi-pop forever!

’Antlers’:




4. Bed Wettin' Bad Boys – ’Rot’

Navnet har nok været sjovt at sige i en brandert engang. Gruppen begyndte da også ud som et festband, der spillede for vennerne. Men i Sydney kan man åbenbart ikke stoppe med at skrive gedigne rock-riffs, når man først er begyndt. Bandet er sidenhen blevet mere seriøst, hvilket de beviste på den håbløst oversete debut, ’Ready For Boredom’, der kom for fire år siden. Tænk på al det gode fra den amerikanske punk/alternative scene i firserne tilsat et skud straight garage rock og rul. Kan man næsten ønske sig mere? Bed Wettin' Bad Boys er næsten ligeså fede, som vennerne i Royal Headache. Det siger næsten det hele.

’Stunned’:


3. Exit Order – ‘Seed Of Hysteria’

Hardcore-punk fra Boston i dit fjæs! Ingen trænede overarme og ingen grimme hoodies med sports-brands. Når hc-punk kan leveres så præcis og uden pis, så er genren stadig relevant og noget af det mest fantastiske. Exit Order kan lide riffs, krydret med godt med chorus på guitaren, som vi også kender fra Hüsker Dü, men i virkeligheden trækker de måske mere på den tidlige britiske anarchopunk. Først og fremmest er de dog deres egne, Det er så dejligt forløsende, at der musikalsk er frit spil i disse år. Exit Order er et fornemt bevis på dette. Hov, jeg fik ikke engang nævnt vokalen, som så svedigt bliver leveret af Anna Cataldo. ’Still Water’, men lyt nu bare til hele pladen, det tager ikke så lang tid.

’Still Water’:



2. Peter Perrett - ‘How The West Was Won’

Det stod ikke skrevet nogen steder, at vi skulle høre mere fra Peter Perrett. Powerpop-geniet fra The Only Ones, har kun med korte mellemrum stukket næsen frem, siden opløsningen af bandet i 1982. Siden er tiden gået med et heftigt kokain- og heroinmisbrug. Dette comeback er en enestående fortælling i sig selv. Teksterne og musikken står knivskarpe. Han bliver fremragende bakket op af sønnernes band, Strangefruit. Hvis du er bekendt med Dean Warehams (Galaxie 500, Luna mm.) univers, så ved du nogenlunde, hvor vi er henne. Hans hyldest til sin kone gennem 47 år, Xena, er hjerteskærende på sangen ’Troika’
.
’Troika’:


1. The Feelies - ‘In Between’

Der er intet som et album med The Feelies! ’In Between’ fungerer som en slags greatest hits-plade fra debuten ’Crazy Rhythms’ fra 1980 og indtil gendannelsen. Forskellen er bare, at det er nye numre. De snor sig gennem bagkataloget på forunderlig vis, og man finder vel næppe et mere organisk band i 2017. Alle instrumenter står skarpslebne, og jeg står med fornemmelsen af et band, der nægter at lade sig manipulere af noget som helst. Tilmed bilder jeg mig ind, at jeg kan høre, at Glenn Mercer er småforkølet på en af sangene. Kors, hvor det dog befriende. The Feelies må være ekstremmusik for Distortion-typer. Selv Lou Reed må have siddet et eller andet sted og vippet med tæerne til Flag Days:

’Flag Days’:


fredag den 26. januar 2018

Spillestedet Alice. Vinter og forår 2018. Playliste 25. januar 2018


1. Joe Henderson feat. Alice Coltrane ‎- Water (1973)
2. Ahmed Abdul-Malik - Isma'a (Listen) (1959)
3. Burnt Friedman & Mohammad Reza Mortazavi - Yek 64-11 (2017)
4. Alsarah & The Nubatones - Ya Watan (2016)
5. Joshua Abrams & Natural Information Society - Maroon Dune (2017)
6. Arto Lindsay - Simply Are (1997)
7. Tomaga - Memory In Vivo Exposure Part 1. (2017)
8. Xylouris White - Achilles Heel (2018)
9. Irreversible Entanglements - Fireworks (2017)
10. Danyèl Waro - Bat La Min (2001)
11. Elysia Crampton - Dummy Track (2016)
12. The Heliocentrics - The Wake (2017)


torsdag den 25. januar 2018

Beat 2017 (udlandet #20 - #11)

af Jan Damage Petersen

Anden del. Fortsat fra i går

Udenlandske udgivelser:


20. Ron Gallo - ’Heavy Meta’

Når nu en fyr som Ty Segall har valgt at holde pause fra sangskrivningen, og i stedet fokuserer på kedelig guitarlir, er det dejligt, at der står unge håbefulde garagerock-dudes klar i kulissen. En af disse er Rob Gallo. Han udgav sin debut på ’New West’ i 2017, og allerede på åbneren ’Young Lady, You're Scaring Me’ står det klart, at knægten både kan spille guitar og skrive sange. Den er meget mere end en hæderlig debut, selvom det ikke er alle numre, der er lige interessante, så er de gode sange blandt årets bedste. Bare prøv at lytte til...

’Don't Mind The Lion’:


19. Pissed Jeans - ’Why Love Now’

Der er noget sært livsbekræftende over Pissed Jeans. Måske er det kombinationen af deres sludge-take på punken med en grundtone af ubehag, kontra de virkelige sjove tekster, og den kendsgerning, at de virker som nogle fantastisk rare mennesker. Der er en virkelig skøn balance mellem at tage sig selv hamrende seriøst, og så alligevel ikke. Det er de færreste bands, der magter netop dette. Især i disse her-er-vores-take-på-post-punk-tider. Lektien her må være: Fuck mode og tendenser, skru for helvede op, helt op og hav det sjovt, mens du gør det.

’The Bar Is Low’:



18. Mount Eerie - ‘A Crow Looked At Me’

Jeg var ikke sikker på, om jeg ville høre dette album. Det var faktisk først et halvt år efter udgivelsen, da jeg hørte Phil Elverum i en samtale med Marc Maron, at jeg overbeviste mig selv om, at nu var det ok at høre ‘A Crow Looked At Me’. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal synes om at komme med helt ind i bearbejdningen af andre menneskers sorg over at miste den, der står dem allernærmest, og efterfølgende stå alene med et barn, der også har mistet. Tilmed et barn på nogenlunde samme alder som min egen søn. Selvom jeg kun har hørt albummet tre gange, figurerer Mount Eerie her pga. eksperimentet og intensiteten, der fuldstændig tager pusten fra mig. Det paradoksale er imidlertid, at nu hvor Elverum langt om længe er kommet på alles læber og årslister, så er dét for én af hans ikke helt så interessante udgivelser. Jeg har dog altid været stor fan.

‘Real Death’:


17. Mark Eitzel - ’Hey Mr. Ferryman’

Eitzels gamle orkester, American Music Club, er et af den slags bands, der skulle have været store, men aldrig rigtig blev det. Eitzel er én helt blandt de få, men har man først overgivet sig til den poetiske, soulfulde og hviskende crooner-stemme, er der ingen vej tilbage. Solokarrieren har været af varieret karakter, men med hans tiende af slagsen, har han lavet et af sine bedste album. Han når aldrig AMCs niveau igen, men mindre kan sagtens gøre det. Det kan stadig være rystende smukt, selvom Bernard Butlers produktion grænser til at være corny.

‘In My Role As A Professional Singer And Ham’:




16. Chuck Prophet - ‘Bobby Fuller Died For Your Sins’

Hvor er det dog en fornøjelse at følge med i de tidligere medlemmer af Green On Reds solokarrierer. Sidste år havde jeg Dan Stuarts ’Marlowe's Revenge’ på årslisten. Og selvom Chris Cacavas ikke har lavet en plade i nogle år, så har han produceret den nye The Dream Syndicate og været på tour med dem. Bobby Fuller var i øvrigt manden, der sang ’I Fought The Law’ og døde kort tid efter. Chuck Prophet lever stadig og lader os ikke glemme den slags detaljer. Vi får tilmed en hyldest til Alan Vega på ’In The Mausoleum’. ‘Bobby Fuller Died For Your Sins’ er en legende og poetisk gennemgang af den amerikanske rocktradition, selv kalder han stilen for California noir, så lad os bare gå med det.

‘Rider Or The Train’:


15. The Clientele - ‘Music For The Age Of Miracles’

Der er noget umiskendeligt skotsk over Alasdair MacLean & Co’s musik. Det er nok melodiernes umiddelbarhed og måden den er pakket ind i fløjlsbløde indietoner på. Den bliver på intet tidspunkt fesent, og minder om f.eks. Teenage Fanclub og det tidlige Belle & Sebastian (inden de faktisk blev fesne). The Clientele er dog deres helt egne. Efter ni år vendte de tilbage, som om de aldrig havde været væk og måske i endnu bedre form end tiden inden deres midlertidige farvel. På fornemmeste vis serverer de igen blid psykedelisk indierock til folket. Der spiller på alt, ingen tangent bliver udeladt. Bare hør her på:

’Everything You See Tonight Is Different From Itself’:



14. Pill Fangs – ’S/T’

De færreste ved, at et eller andet sted oppe i det nordvestlige England, render en glimrende countrymusiker rundt ved navn, Dan Haywood. Hvad endnu færre ved, er, at Dan har en stor kærlighed til Velvet Underground, den tidlige NY-punk scene, såsom Richard Hell, og den såkaldte cowpunk. Med Pill Fangs bliver vi, på glimrende vis, trukket igennem nævnte dele af den amerikanske rockhistorie. Det holder kun hvis man er en stærk sangskriver, og det må man sige, at Dan Haywood er. Håber ikke denne debutplade er en enlig svale, endsige at Pill Fangs er et sideprojekt, det er det alt, alt for godt til.

‘Cruel To Be Kind’:


13. Together Pangea - ’Bulls And Roosters’

Together Pangea er vel en klassisk moderne garagerock-historie. De begyndte med at være lo-fi og ikke tilgængelig for de fleste, de fik udgivet kassettebånd på Burger Records, i dag er de sprunget ud som dygtige sangskrivere. De havde et mindre gennembrud med deres forrige plade, ’Badillac’, og er nu gået all in på melodierne. For ethvert andet band ville alle de tretten sange, være kandidater til en førstesingle, og det er netop dét, der skiller Together Pangea fra de fleste. Bliver det for meget? Næh, egentlig ikke. Hvorfor de ikke er mere kendte på vore breddegrader, må guderne vide.

’Money On It’:



12. Heavy Metal – ‘LP 2 (smash critisism, smash optimism, smash arachnophobia)’

Jeg ved næsten intet om Heavy Metal fra Berlin. Okay, de spiller aldrig live og de øver vistnok i en bunker, to af bandmedlemmerne er henholdsvis fra Australien og Wales, men her stopper min viden. Men hvad så med musikken? Heavy Metal er vel et punkrock-band, men på ’LP 2’ er der afstikkere til disco, Flying Nun, Beastie Boys og sådan kan man blive ved. Deres catchyness kan ingen tage fra dem, og det er nok derfor, at bandet Ween dukker op i mit hoved, når jeg hører Heavy Metal. Det er sat'me dejligt underligt. De nåede også at lave en ’LP 3’ sidste år, men den har jeg desværre ikke hørt endnu.

’Dingo Ate Your Baby’:


11. Marc Mulcahy - ‘The Possum In The Driveway’

Sammen med sit tidligere indierock-band Miracle Legion, Polaris og sin efterfølgende solokarriere, fremstår Marc Mulcahy som en af sin generations mest oversete kunstnere. ’Possum’ er måske et mere atypisk Mulcahy-album, da de normale jangly guitarer er blevet erstattet med en mere legende og eksperimenterende tilgang. Sangende stikker lidt i hver sin retning, krydret med Rhodes, hornsektioner og indimellem et funky beat. Mulcahy er dog ikke blevet en dårligere sangskriver med årene, så kompositionerne kan sagtens bære det. Du kan roligt stige på her.

’Conflicted Interests’:


onsdag den 24. januar 2018

Beat 2017 (Danmark)

af Jan Damage Petersen

ADVARSEL!

En stor del af denne årsliste repræsenterer elektrificeret guitar, leveret af hovedsageligt mænd (på forhånd undskyld, Henrik Marstal), der har det tilfælles, at de kan skrive sange. Gennemsnitsalderen er ca. 80 år, og ingen af dem har hørt om autotune.

På den danske liste, er ingen i nærheden af at være blandt de knapt 70!?! nominerede til ’Årets Danske Udgivelse’ til Gaffa-Prisen. En top fem blev til top seks, da jeg ikke kunne vælge imellem The Monoliths og Molly. Så det, der burde være en formidlers fornemmeste opgave, nemlig at begrænse sig, mestrer jeg ikke. Med andre ord, årslisterne (udlandet følger de kommende dage. red.) er udarbejdet af et håbløst umoderne, smågnavent, konservativt og halvgammelt fjols.

God fornøjelse!

Danske udgivelser (i nogenlunde tilfældig rækkefølge):


0% - ’God Hates Young People’

At bandet med verdens sejeste bandnavn, også udgav den bedste plade herhjemme i 2017, finder jeg helt naturligt. At de også stod for årets albumtitel er bare en bonus. På ’God Hates Young People’ kommer vi rundt i alle afkroge af alternative rockmusik, som den blev lavet, da den var allerbedst i midtfirserne (læs: SST og Homestead Records). Jeg kan ikke få nok af at høre åbneren ’Original Man, mens ’Shark Song’ minder mig om den samme paranoia som Shellac, havde overfor egern på ’1000 Hurts’-pladen. Versionen af Donovans ’Colours’, kårede vi i december som årets cover på Mod Strømmen. Og sidst, men ikke mindst, så bliver versionen af Deroll Adams ’Portland Town’, leveret med de selvsamme maskinpistolssalver, som der i sangen bliver opponeret imod. Det er ganske enkelt pragtfuldt.

’Caveman In Bathroom’:


Big Mess - ’Try To Enjoy It’

Og ligesom jeg gik her at troede, at Big Mess ikke kunne gøre noget forkert, så tog jeg mig selv i, ikke at bryde mig specielt meget om førstesinglen, ’Pick Ur Queen’. I Mod Strømmen-udsendelsen fra november sidste år, blev bandet sammen med redaktøren enige om, at de spiller "punk af en art". Nej, jeg brød mig ikke om det første nummer, men det er jo derfor, at jeg knuselsker Big Mess. Man kan ikke sætte sin beskidte finger på, hvad og hvem de er, andet end, at de er møghamrende dygtige til at skrive sange. Her er ingen regler, og det har for fanden da heller aldrig været meningen, at der skal være i punkrock. Jeg har hørt folk sige, at de "hader" Big Mess. Det bragte mig lidt ud af fatning, jeg som ellers beundrer bandet helt vildt. Netop derfor er Big Mess, blandt de bedste og vigtigste rockbands herhjemme. Ikke blot fordi de kan skrive sange, men fordi de udfordrer og er en dejlig forfriskende fuckfinger til den danske (nogle gange lidt for magelige) undergrundsscene.

‘Stay With Your Friends’:



Glow Kit - ‘Pick Your Fights’

Hey du! Vidste du, at der stadig findes rendyrket indierock derude, som ikke er et twist af psych, kraut, shoegaze eller post-det-ene-eller-andet? Den slags, har det desværre med at blive overset. ’Pick Your Fights’ er et glimrende eksempel på dette. Hvis du ikke kender Glow Kit, så er de blandt det ypperste dansk indierock kan præstere, et af de få tilbageværende bands, der kan spille rock som Sebadoh eller Pavement, og skrive lo-fi hits som Robert Pollard. Som bekendt, eksisterer der næsten ikke noget bedre i denne verden.

‘Sail Away’:


Visitor Kane - ‘Easy Concern’

Når et medlem fra det helt og aldeles fremragende band, Less Win, beslutter sig for at lave et soloalbum, så er det bare om at slå lyttebøfferne ud. Bassisten Patrick Kociszewski byder os op til dans, med en helt forrygende omgang synth-pop. Da australske Total Control udgav ’Typical System’, tillod vi os at kåre årets basgang, på ’Easy Concern’ er der mange kandidater til den titel. I pressematerialet bliver albummet beskrevet som en hybrid mellem Scott Walker og The Human League, og (med fare for, at den nu går i buksen på gråskæggede anmeldertyper) Bowie. Mod Strømmen har yderligere tilladt sig, at føje fantastiske Echo & The Bunnymen til selskabet. Håber ikke ’Easy Concern’ er en enlig svale, det er pladen ganske enkelt for forrygende til at være.

‘Requiem For Brenner’:



The Monoliths - ‘S/T’

Så kom den endelig, den nye plade med noise-sludge-punkerne fra The Monoliths, hvis man altså er underlig nok til at blive begejstret af den slags. Kompromisløs, er en nærliggende etikette. Pladen er nemlig tung, støjende og hypnotisk repeterende. Heldigvis er der så meget nysgerrighed og melodisk tæft, at det aldrig er i nærheden af at blive kedeligt. Et band, der er helt uden sidestykke herhjemme. For hvilket orkester i Danmark kan man sammenligne med så fantastiske bands som Butthole Surfers, The Jesus Lizard eller feedtime? Nej, vel.

’Song For Your Daughter’:


Molly - ’Stay Above’

Nyskabende er Molly ingenlunde. I en snæver vending, kan man måske beskylde dem for plagiat, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Molly lyder stadig som et af verdens bedste bands Hüsker Dü, det er i sig selv en bedrift. Dog har de udvidet paletten en lille smule, og vi kan passende smide endnu et af verdens bedste band ind i ligningen, nemlig Dinosaur Jr. Det er fremragende godt udført, sangskrivningen, samspillet og vokalpræstationen er sublim. På den næste plade kunne det dog være fedt at høre en lille bitte smule mere Molly. Bandet er for godt til ikke at give lidt mere af sig selv, simpelthen.

’All About’:

mandag den 22. januar 2018

Spillestedet Alice i Mod Strømmen


Groft skitseret, så er Loppen, Global og Jazzhouse nok de spillersteder, jeg har frekventeret flest gange indenfor de seneste år. Pr. 1. februar smelter Global og Jazzhouse sammen til Alice, der får til huse i Globals lokaler på Nørre Allé 7. Hjertelig tillykke med fusionen, som jeg glæder mig meget til at følge.

Der har været en del polemik om Jazzhouse udflytning fra Indre By til Nørrebro. Vil jazzmusikken stadig få den samme opmærksomhed ved foreningen af spillestederne? Vil den blive stedmorderligt behandlet? Vil den ligefrem gå hen og blive hjemløs? Den diskussion, vil jeg ikke gå nærmere ind i.

Umiddelbart ser jeg dog flere fordele end ulemper ved sammenlægningen. Jeg kommer til at savne scenen i Niels Hemmingsens Gade, det er et fantastisk sted at være til koncert. Men samtidig forstår jeg godt argumentet om, at huslejen derinde var alt, alt for høj. Hvilket gik ud over musikbudgettet. Nu nævnte jeg alligevel nogle af hovedpunkterne i debatten, det var ikke meningen.

Som sagt, åbner Alice torsdag, d. 1. februar. Det sker med den engelske gruppe The Heliocentrics, der om nogen er grænseløse i deres musik. Sidste år udgav de et album sammen med den slovenske sangerinde, Barbora Patkova, samt det fremragende soundtrack til ’The Sunshine Makers’. En dokumentarfilm, der handler om Nicholas Sand og Tim Scully, begge markante skikkelser fra den amerikanske drug counter-kultur fra tresserne. Sammen forsøgte de at redde planeten gennem LSDs bevidsthedsfremmende kraft. Fredag kommer Fire! Orchestra forbi, og så går det ellers over stok og sten i de kommende måneder.

Dét og meget andet kommer udsendelsen på torsdag, d. 25. januar, til at dreje sig om. I skrivende stund, er jeg ikke klar over, hvor mange vi bliver i studiet. Håbet er, at repræsentanter fra flere faggrupper fra Alice dukker op, så omverdenen kan få en idé om, hvem den brogede flok bag det ”nye” spillested er.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 25. januar, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

lørdag den 20. januar 2018

(De nøgne) og de døde 2017 (bilag 1 – 4)

Apropos torsdagens udsendelse. Her er første runde af den musik, som vi havde medbragt for at hylde de kunstnere, der tog videre sidste år. Anden del dukker formentlig op i morgen.






fredag den 19. januar 2018

(De nøgne) og de døde 2017. Playliste 18. januar 2017


1. Hüsker Dü - Green Eyes (Grant Hart) (1985)
2. Opal - Relevation (Keith Mitchell) (1987)
3. Game Theory - Wyoming (Gil Ray) (1988)
4. James Brown - Funky Drummer (Clyde Stubblefield) (1970)
5. Grady Tate - Be Black Baby (1969)
6. Can - I'm So Green (Holger Czukay/Jaki Liebezeit) (1972)
7. Spooky Tooth - That Was Only Yesterday (Mike Kellie) (1969)
8. Johnny Hallyday - Le Pénitencier (1964)
9. Chuck Berry - Lady B. Goode (2017)
10. Dead Moon - Never Again (Fred Cole) (2001)
11. The Allman Brothers Band - Midnight Rider (Gregg Allman/Butch Trucks) (1970)
12. Charles Bradley - I Believe In Your Love (2011)
13. Robert Knight - Everlasting Love (1967)
14. Funkadelic - Who Says A Funk Band Can't Play Rock?! (Walter ‘Junie’ Morrison) (1978)
15. Steely Dan - Reelin' In The Years (Walter Becker) (1972)
16. Fats Domino - Blueberry Hill (1956)
17. Glen Campbell - Wichita Lineman (1968)
18. Frankie Paul ‎- Pass The Tusheng Peng (1984)
19. David Peel And The Lower East Side - Legalize Marijuana (1970)
20. Tom Petty And The Heartbreakers - Here Comes My Girl (1979)
21. AC/DC - Dirty Deeds Done Dirt Cheap (Malcolm Young/George Young) (1976)
22. Willard Grant Conspiracy - The Work Song (Robert Fisher) (1999)
23. The Surfaris - Wipe Out (Jim Fuller) (1963)


onsdag den 17. januar 2018

“3 college losers who want to be a cool guy by being in a surf-punk band”


Der dukker mange spændende mails op i min indbakke. Mestendels promotionmateriale, andre linker til et album på Spotify eller Soundcloud, und so weiter, und so weiter. Jeg gør mig umage for at nå igennem dem alle. Forleden fik jeg en fra et band fra Bandung i Indonesien, som jeg simpelthen ikke kan stå for:

”Hi,

I'm Agung, guitarist and vocalist of a surf-punk/garage-punk band from indonesia called Bitzmika. I want to inform that our latest album called "Majestic Prince of Aljabr" is now available online on our bandcamp, spotify, itunes, etc. This is our first EP, tell us about how to conquer the world, and about insecurities as a teenager”

Tak for mailen. Jeg har igen idé om, hvordan Bitzmika har fundet frem til Mod Strømmen. Desuagtet fortsatte jeg ind på deres Bandcamp-side, hvor de beskriver sig som “3 college losers who want to be a cool guy by being in a surf-punk band”. Derpå gik jeg i gang med det tilsendte presseinfo, hvori det hedder om ’Majestic Prince Of Aljabr’

“This EP, with the garage-punk/ surf-punk sound, told about geek people who wants to conquer the world, the phenomena that occur to anybody. All people is geeky, and wants to conquer the world along with the money, popularity, and all that silly things inside it. We’re just like that, we want to conquer the world by forming a band. We hope that all folks listen to our song to give them recipe on how to conquer the world. Sorry, this is too deep, we’re not continue this writing”

Bitzmika, jeg vil gøre alt, hvad der står i magt for, at I erobrer verden!


tirsdag den 16. januar 2018

(De nøgne) og de døde 2017 i Mod Strømmen


I snart tiårs tid, vil jeg regne med, har Mod Strømmen hvert år i januar, sendt et hyldestprogram til de musikere, der gik bort i det forgangne år. Da jeg skrev oplægget til 2017-udsendelsen, kaldte jeg, 2016 for et annus horribilis. 2017 har ikke været en ligeså grov omgang, hvad angår dødsfald i musikkredse.

Lyder dette ugebladsagtigt? Så er det måske også fordi, at det er det. I vores tribut, vil vi, ikke desto mindre, forsøge at nå ud i nogle hjørner af jazz-, pop-, soul-, rock-, funk-, country-, disco-, punk- og worldgenrerne, både de lette og harmoniske og de mere krævende, som for det meste går ugebladene forbi.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 18. januar, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 15. januar 2018

XTC er genialt!


At det tog mig år at nå frem til ovenstående konklusion, fatter jeg ikke i dag. Det beror ene og alene på mig selv. Jeg havde alle chancer for at høre bandet, men greb dem ikke. Deres lp’er stod i de danske forretninger, venner dyrkede dem etc. etc.

Anyway, i november sidste år, udgav de to forhenværende XTC-medlemmer Terry Chambers og Colin Molding ep’en, ’Great Aspirations’. Sammen kalder de sig TC & I, og det er deres første samarbejde siden 1983. Her den elegante og meget smukke ’Scatter Me’, der åbner ep’en.


fredag den 12. januar 2018

Part Time Records. Playliste 11. januar 2018


1. Lød - Folder (2017)
2. Visitor Kane - Tomorrow And Forever (2017)
3. Tilebreaker - Always The Same Dream (2018)
4. Narcosatánicos - Void Kink (2016)
5. Thulebasen - Gate 5 (2011)
6. Cold Pumas - Vanishing Point (2012)
7. Ulrika Spacek - Silvertonic (2017)
8. Woolen Men - Ode To An Hour (2013)
9. Milk Music - He Is Coming / Twists & Turns & Headtrips (2017)
10. FF - Caught In A Dream (2014)
11. Women - Upstairs (2008)
12. Bed Wettin' Bad Boys - Victoria (2017)
13. Visitor Kane - Masters Of Masks (2017)


torsdag den 11. januar 2018

’Two Sisters From Bagdad’


Jeg fortsætter i gospelsporet. For et par dage siden, anbefalede jeg, ’Jesus Rocked The Jukebox’: Small Group Black Gospel (1951-1965)’. I dag går turen til Detroit i begyndelsen af halvfjerdserne. Til et album, som blev solgt i forbindelse med en amatørmusical, der blev sponsoreret af Bethel A.M.E-kirken, og som blev en eklatant fiasko. Stykket hed ’Two Sisters From Bagdad’. Det blev opført i kirkens kælder, og fortalte et bibelske drama om engle og dæmoner. Fortællingen ender med en himmelske konvention, hvor en dæmon bliver omvendt. Så langt, så godt. Lydsiden blev komponeret af EJ Garrison og Rhodia McAdoo, der bestemt ikke holdt sig tilbage. Helvede fremtræder nærmest som en groovy, funky natklub.

Et sted, læste jeg, at der var én, der mente, at der vist aldrig er blevet solgt et eksemplar af ’Two Sisters From Bagdad’ på nettet. Det tror da fanden. Ifølge pressematerialet blev der kun solgt en håndfuld plader, i den korte tid musicalen spillede. Resten gik vist til under en oversvømmelse af den kælder, hvor lp’erne blev opbevaret. Det har Jazzman Records nu taget konsekvensen af. Det er ikke alt jeg falder i svime over, men der er flere fremragende tracks på udgivelsen.


tirsdag den 9. januar 2018

’Jesus Rocked The Jukebox’


Jeg elsker en god opsamling med forskellige solister og bands. Og denne gospelsamling, ’Jesus Rocked The Jukebox: Small Group Black Gospel (1951-1965)’, som Craft Recordings udsendte sidste sommer, er mageløs. Musikken stammer fra plademærkerne Specialty og Vee-Jay Records, der også gjorde sig i jazz, blues og proto-soul.

Skønt det er nævnt mangen gang før, så har forbindelsen mellem gospel og rock’n’roll været omstridt. Med førstnævnte som musikken, der blev dyrket på udskænkningssteder lørdag aften, mens sidstnævnte hørte kirken og angeren til søndag formiddag. Med så mange andre ting i livet, er grænseskellet ikke sort/hvidt. Det er ikke to modsatrettede musikstilarter, der er en høj grad af dualitet. Hvad angår denne tre-dobbelt vinyl, har det selvfølgelig noget med udvalget at gøre, læs lige pladetitlen engang til. Men samtidig er flere af de grupper, der er repræsenteret på udgivelsen ligeledes crossover-artister, som fik vind i sejlene på de sekulære, kommercielle radiostationer. Lad mig bare nævne The Staple Singers, The Blind Boys Of Alabama, The Swan Silvertones og The Soul Stirrers. Mon ikke en del af deres popularitet, netop havde bund i, at de blandede genrene godt og grundigt?

Her en Youtube-playliste med alle fyrretyve sange fra ’Jesus Rocked The Jukebox: Small Group Black Gospel (1951-1965):


mandag den 8. januar 2018

Part Time Records i Mod Strømmen


Efter at have udsendt to af de bedste danske debutplader i 2017, går Part Time Records i øjeblikket og pønser på deres næste træk. Eller det er i al fald det, jeg forestiller mig. Reelt ved jeg det ikke. Men med Løds ’Folder’ og Visitor Kanes ’Easy Corncern’ under bæltet, som det hed for et par år siden, må d’herrer bag pladeselskabet have visse tanker om, hvordan de kommer videre. Part Time Records blev etableret sidste år af Michael Nørskov Nielsen fra Subsuburban Records, Tobias Guldborg Tarp fra Yung, Snaredrum og bloggen Lappland, samt Troels W. Thomsen fra Jokkmokk Records og netop omtalte blog.



Det siger sig selv, at Part Time Records ikke kan udfylde et helt program med musik fra egen hylde. En indikator på, hvad der måske kan dukke op i udsendelsen på torsdag, er indholdet på dette mixtape, som Part Time Records udfærdigede til Passive/Aggressive, kort før nytår.

Lød – Fælled
Gun Outfit – Out of Range
Duds – Elastic Feel
(Sandy) Alex G – Proud
English Fields – Red & Silver
Visitor Kane – The Big Misconception
Tilebreaker – Always The Same Dream
The County Liners – Love Letter
Priests – JJ
Tears – Maybe It’s Time For A Dance
Good Morning – Don’t Come Home Today

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 11. januar, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

søndag den 7. januar 2018

'Nicolaj Stochholms nattedigt' / 'Ode til en porcelænsklokke'


Tidligt søndag morgen var digteren Nicolaj Stochholm, forbi Master Fatmans ’Croque Monsieur’ på Radio24syv. Samtalen tog mange retninger, men i bund og grund forlod den aldrig digterværket. Nicolaj Stochholm læste også et par nye digte op.


Billedet af Stochholm stammer fra støttefesten i Larsbjørnstræde til fordel for Jan Sonnergaards mindelegat, der fandt sted, d. 14. oktober 2017. 

'Sonnentor'. Jörg Immendorff (1994)


fredag den 5. januar 2018

Polyfeen. Playliste 4. januar 2018


1. Polyfeen - Silhouetter (2017)
2. Culpeper's Orchard - Mountain Music Part 1 (1971)
3. Day Of Phoenix ‎- If You Ask Me (1970)
4. Polyfeen - Stress (2017)
5. Vanilla Fudge - You Keep Me Hangin' On (1967)
6. Uffe Lorenzen - Høj Som Et Højhus (2017)
7. Polyfeen - Campingturen (2017)
8. Polyfeen - Pigen I Skoven (2017)
9. Polyfeen - Leve Livet (2017)
10. Alrune Rod - Natskyggevej (1969)
11. Spids Nøgenhat - Lolland-Falster (2013)
12. Polyfeen - Kaj (live) (2016)
13. Young Flowers - Oppe I Træet (1968)
14. Polyfeen - Drømmen (2017)


onsdag den 3. januar 2018

Jazzens historie ifølge Christian Braad Thomsen


Selvom denne udsendelsesrække blev produceret for ti år siden, og det jævnligt hænder, at jeg streamer programmer på den2radio, så er Christian Braad Thomsens serie, ’Jazzens Historie’, i 21 afsnit, ikke desto mindre gået min næse forbi. De seneste dage, har jeg imidlertid sneget mig til at lytte ved enhver given lejlighed. Under opvask, ved en stille stund ved køkkenbordet og når jeg alligevel surfer rundt på nettet uden mål og med.

Jeg er tilmed lidt stolt af mig selv, fordi jeg trods min minimale viden om jazz, trods alt genkendte en del af de kompositioner, som Braad Thomsen præsenterer i de fire udsendelser, jeg indtil videre har hørt om Thelonious Monk og Ornette Coleman, plus programmerne om blues og gospel og de store sangerinder.

Stil selv ind herunder

tirsdag den 2. januar 2018

Polyfeen i Mod Strømmen


2018s første gæster spillede på Roskilde Festival i 1972. Det år hed festivalen Fantasy og præsenterede navne som The Kinks, Sha Na Na, Gasolin', Gnags, Amon Düül og Alrune Rod. Polyfeen blev dannet i Næsrved i 1970, men fik af uransaglige årsager ikke indspillet dét album, som de ellers havde materiale nok til i begyndelsen af halvfjerdserne. Der lå dog nogle liveoptagelser fra 1972, som Opheus Records fik fingrene i på et tidspunkt i første halvdel af nullerne. Så over tredive år efter, at Polyfeen gik i opløsning, kunne de omsider høre sig selv på vinyl på albummet, ’Langt Ude Jeg Skoven’, der kom i 2005.

I 2015, hvor den nye psychbølge red på sit højeste, besluttede bandet at prøve sig af igen. Siden da har det spillet på Kildemose Festival og Psych Fest Copenhagen. I forsommeren sidste år udsendte de ’Silhouetter’ på det svenske pladeselskab Kommun2. Albummet består dels af nye sange, dels af nyindspilninger af numre fra halvfjerdserne. Undervejs har Polyfeen fået en hjælpende hånd af Dr. Hansen, Flemming Rasmussen og Peter Peter. Sidstnævnte har lagt guitar på to sange.


Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 4. januar, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.