Blogger Widget

fredag den 27. februar 2015

Jeppe Beldring. Playliste 26. februar 2015


1. Beck -Turn Away (2014)
2. American Music Club - The Decibels And The Little Pills (2008)
3. Povl Dissing - Sov Min Lille Hundemand (1972)
4. Bob Dylan - Subterranean Homesick Blues (1965)
5. Jeppe Beldring - Vi Var Der (2014)
6. Kim Larsen - Moderne Tider (1979)
7. Grant Lee Buffalo - Truly, Truly (1998)
8. Richie Havens - Indian Rope Man (1969)
9. Radiohead - Fake Plastic Trees (1995)
10. Joy Division - Love Will Tear Us Apart (1980)
11. Depeche Mode - Never Let Me Down Again (1987)
12. Iron Maiden - Caught Somewhere In Time (1986)
13. Mads Beldring - Rendegraver (2012)
14. C.V. Jørgensen - Det Blonde Danske Smil (1980)
15. Turboweekend  - Colors (2010)
16. Jeppe Beldring - Endnu En Dag I Stuen (2014)

onsdag den 25. februar 2015

’The Biggest, Loudest, Hairiest Group Of All’


Januar 1972. Før Lou Reed, John Cale og Nico for alvor havde etableret sig som soloartister, befandt de sig alle tre mere eller mindre tilfældig i Paris på samme tid. Her spillede de et one-off akustisk show på spillestedet Le Bataclan i det 11. arrondissement. Koncertoptagelsen cirkulerede i mange år som bootleg, før den udkom officielt i 2004. Sidste år kom ’Lou Reed, John Cale & Nico – Le Bataclan, Paris. Jan 29, ’72’ i en remastereret udgave.

Her træder vi ind, efter John Cale har sunget ’Ghost Story’ fra ’Vintage Violence’. Han fortsætter over i et ikke tidligere eller senere udsendt nummer med den spidse titel ’The Biggest, Loudest, Hairiest Group Of All’, som mest af alt lyder som en af de børnesange, som Peter, Paul & Mary kunne have haft på repertoiret. Publikum klapper sågar med. Jeg beklager mig ikke…


tirsdag den 24. februar 2015

Jeppe Beldring i Mod Strømmen


For små fjorten dage siden, spillede Jeppe Beldring, bl.a. sammen med det unge københavnerorkester De Underjordiske, ved et arrangement i det opvarmede cirkustelt på Blågårds Plads. Beldring er en sen debutant. 38 år gammel. Hans første udgivelse ’Natten Mellem Mandag Og Søndag’ kom i november sidste år på det lille label, Indisciplinarian. Han har kone og børn og et godt job som landmåler.

Sat, måske? Men det betyder så sandelig ikke noget for det dansksprogede folkrock univers som Bedrings sange bevæger sig rundt i. Der er både tid til refleksion og en stille resignation over tiden, som er gået, familien, voksen- og arbejdslivet. Over ting, der ikke står til at ændre. Fordomme, uforløste ambitioner, ungdommens idealisme og den nok så berømte zeitgeist kommer under behandling.

Kort sagt, så har ’Natten Mellem Mandag Og Søndag’ langt mere mellem ørerne end mellem benene. Og det er befriende, skal jeg hilse at sige!



Lyt med nu på torsdag, d. 26. februar, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.

mandag den 23. februar 2015

Melting Pot. Mere Mali-blues


Jeg fik ikke hørt Songhoy Blues fra Mali, da de gæstede Global i december. Akkurat som jeg heller ikke hørte Orlando Julius & The Heliocentrics og Konono N°1 i weekenden. Til gengæld spillede Quiet Spring en fremragende debutkoncert i Stengade (her en anmeldelse fra Rockfreaks, der lægger sig meget tæt op af det, jeg hørte). Næsten ligesom godt var rootsrock-orkestret Hiss Golden Messenger, som jeg spontant besluttede mig for at høre i Ideal Bar lørdag aften.

Denne tekst er dog helliget Songhoy Blues, som albumdebuterer i dag. Kvartetten flygtede fra deres hjem i Timbuktu i det nordlige Mali til hovedstaden Bamako, der ligger ved bredden af Nigerfloden i den sydvestlige del af det vestafrikanske land, da bevæbnede jihadister i efteråret 2012 invaderede de nordlige egne og forbød musik.

’Music In Exile’, som debuten hedder, er enormt varieret. Der er ørkenblues, som man kender den fra Terakaft og Tinariwen, men der er også akustiske ballader og bearbejdelser af sange fra den righoldige Songhoy-tradition. Produktionen står Nick Zinner fra The Yeah Yeah Yeah’s og Amadou & Mariams manager Marc-Antoine Moreau for. Ja, selv Damon Albarn dukker op på kor her og der. Sidstnævnte er måske ikke ligefrem en overraskelse. Al den stund, at Songhoy Blues blev opdaget ved Africa Express i 2013.

Den vestlige indflydelse på Songhoy Blues skinner klart igennem på flere tracks. Åbningsnummeret ’Soubour’ ville ikke falde markant ud på et album med The Black Keys. Fleetwood Mac mener jeg ligeledes at kunne fornemme rundt omkring. Tydeligst fremstår inspirationen dog i ’Nick’, der i den grad trækker på Canned Heats ’On The Road Again’. Et band, som Quiet Spring også har fået skudt i skoene at planke fra.




søndag den 22. februar 2015

torsdag den 19. februar 2015

Shoot From The Hip #1 (2015). Playliste 19. februar.


1. Dan Melchior's Broke Revue - (It's The) New Dark Ages (2001/2009)
2. The Silver Jews - Suffering Jukebox (2009)
3. Sudden Death Of Stars - Over the Top (2014)
4. Carla Bruni - Raphaël (2002)
5. Baloji With Konono N°1 - Karibu Ya Bintou (2011)
6. David Bowie - Teenage Wildlife (1980)
7. Wilco - She's A Jar (1999)
8. Dan Stuart - What Are You Laughing About? (2012)
9. Threat - High Cost Of Living (1981)
10. Crime + The City Solution - The Greater Head (1989)
11. Molly - Time Again (2015)
12. Bob Mould - New #1 (1998)
13. Quiet Spring - The Devil Rides Again (2015)
14. Benny Holst - Togtur Til Tvind (1974)
15. Jeppe Beldring - Fordomme (2014)
16. Elisabeth - En Nat I Metropolis (1984)
17. Sort/Hvide Landskaber - Fremmede (1982)
18. Young Marble Giants - Brand New Life (1980)
19. Pops Staples - Somebody Was Watching (2015)


onsdag den 18. februar 2015

Tæppebombardement


Der er stortset ikke sket en skid på koncertfronten den seneste måned eller halvanden. Og så pludselig en weekend med fire shows, som jeg gerne vil høre. Jeg når muligvis to.

Lad mig begynde med countryrockerne Quiet Spring, der spiller deres debutkoncert fredag aften i Stengade. Jeg har købt billet og var ganske tæt på bandet, da de fremførte fire akustikse numre i Mod Strømmen i december. Den aften var ‘Wash Me Away’, ‘A Dying Fire’, ‘Today, Down In The Street’ og ‘Spirit Of The Hill’ på setlisten. Alle fra deres aldeles fortrinlige debutplade, ’Going Up Your Country’.

Der er anliggender, der har det bedst med at forblive ufortalte. Jeg kan dog alligevel ikke nære mig. Selvom ‘Spirit Of The Hill’ for mig står som uforvansket amerikansk countryrock, anno 1968-1972, med referencer til indiansk naturmagi, det naturnære eller hvad man nu kalder det, når ens opfattelse af verden bygger på et overordnet princip om, at hvert enkelt individ er forbundet med naturen og hele universet. Lyder det langhåret? Så får den lige en tak til, når jeg fortæller, at sangen tog sin begyndelse på et bakkedrag mellem Brønshøj og Vanløse. En højderyg, hvis åndelig rødder stikker længere tilbage i tiden, end jeg anede. Og, ja, det er Bellahøj, jeg taler om. Der hvor Karl 10. Gustav anlagde sin hovedlejr under den svenske belejring af København i 1658-60. Bellahøj har dog en langt ældre og mere spirituel historie med omfattende gravhøje fra bronzealderen. Og hvem ved? Måske var det i virkeligheden én af de gravlagtes ånd, som Morten ’Aron’ Larsen uforvarent kom i kontakt med, da han skrev ‘Spirit Of The Hill’:


For at blive i det danske, så holder Deadpan Interference samme aften releasefest for deres debutskive på Drone, Nørrebrogade 184, mens Lower, der bliver et federe og federe liveband, spiller i ”Simon Spies’ gamle slyngelstue”. I dag bedre kendt under navnet Bremen Teater, Nyropsgade 39-41.

Umiddelbart ser jeg ingen grund til at ærgre mig gul og blå over ikke at dukke frem til Deadpan eller Lower. De skal nok spille i mit nærområde indenfor overskuelig fremtid. Derimod ser det straks værre ud med saxofonisten, Orlando Julius, der går på scenen sammen med engelske The Heliocentrics på Global. Den 71-årige nigerianer var med til at definere det, som landsmanden Fela Kuti senere navngav afrobeat, ved tidligt at blande vestafrikansk highlife med R&B, jazz og soul. Til alt held, har jeg et par besindige og ædruelige kilder til stede på Global, fredag aften.


Er man på Global fredag aften, skal man ikke undlade at købe en partout-billet til koncerten dagen efter med Konono N°1. De er skæve, pågående og allerhelvedes dansable.

tirsdag den 17. februar 2015

Et sprog, vi ikke taler, behøver nødvendigvis ikke at være et sprog, vi ikke forstår.


“Rock - The Police, Dire Straits, Jimi Hendrix. Funk - Herbie Hancock's Mwandishi band, Miles Davis' 'The Cellar Door Sessions', all James Brown, the Daptones (especially for modern production of the vintage funk sound). Reggae - Burning Spear, Jacob Miller, I-Roy and Steel Pulse. This is all stuff my band is into.”

- mauritanske Noura Mint Seymali til The Quietus, 22. juli 2014. Om de påvirkninger fra vestlig og jamaicansk musik man måske kan høre i hendes egen musik.  

Inspirationer går ofte begge veje. Noura Mint Seymali kommer fra en musikalsk slægt, der strækker sig mere end ti generationer tilbage. I juni 2014 udsendte Glitterbeat Records hendes tredje album ’Tzenni’. Seymali synger og spiller på ardine. En slags harpe med syv eller ni strenge, som det kun er kvinder forundt at anslå indenfor den vestafrikanske griot-tradition.

Herhjemme ville man formentlig kalde en griot for en bard eller troubadour. Altså en form for historiefortæller, det være sig en sanger, digter eller musiker, der er et levende arkiv af et folks overleveringer og fortællinger om fødsler, dødsfald, vielser, krige, jagter mv. Hændelser der ikke alene kitter stammesamfund, men nationer sammen. Ikke nok med det. Om grioterne bliver det ligeledes fortalte, at de gennem musikken er forbundet til noget større end sig selv. De har direkte forbindelse til åndelige, sociale eller politiske magter, og kan derved være med til at genskabe et folks historie og genetablere relationer, der af den ene eller anden årsag er gået skævt. Med andre ord, kan en griot via ord eller musik bringe fred, ro, stabilitet, harmoni mv. tilbage til stammen.

Jeg tør ikke sige, om Noura Mint Seymali kan genkende sig selv i denne beskrivelse af en griot. Det er immervæk ikke det, hun gør mest ud af i interviewet i The Quietus. Her drejer det sig mere om at bekende sig til traditionen og tage sjælen, melodierne og rytmen med sig ind i moderne afrikansk popmusik. 

Selvom min amatørarkæologiske viden om mauritansk musik, lader meget tilbage at ønske, så mener jeg, at Noura Mint Seymali mål med hendes musik lykkes til fulde i ’Tikifite. En sang, der kortfattet beskriver en urt, der er god for maven og leveren. Og i et større perspektiv vistnok handler om kærlighed:


Noura Mint Seymali med band er blandt de 54 navne, som Roskilde har offentliggjort til årets festival.

fredag den 13. februar 2015

Global. Forår 2015. Playliste 12. februar 2015


1. Easy Kabaka Brown - Kele Chi Gi (1976)
2. Jonathan Byrd - You Can’t Outrun The Radio (2014)
3. Che Sudaka - Hoy (2015)
4. Orlando Julius & The Heliocentrics - Love Thy Neighbour (2014)
5. Orlando Julius & The Heliocentrics - Jaiyede Afro (2014)
6. Konono N°1 - Mama Na Bana (2010)
7. Kultur Shock - God Is Busy May I Help You (2006)
8. Fatma Zidan - Ana Kol (2010)
9. Maâlem Saïd Oughassal - Mimoun Mambra (1990)
10. Tabaré Leyton - Milonga De Un Tiempo Feliz (2014)
11. The Paradise Bangkok Molam International Band - Sao Sakit Mae (2014)
12. Ethiocolor - Ante Gondarie (2014)
13. Bassekou Kouyate & Ngoni Ba - Siram Fen (2015)
14. Tribu Baharú - El Besito (2014)


torsdag den 12. februar 2015

The Stones. ’Something New’.


Nærværende alt for tilbageskuende - for tiden allermest én fødselsdagsblog - er igen stødt på vraggods fra det gode new zealandske skib, The Flying Nun. Trioen The Stones debuterede på en af selskabet allertidligste udgivelser, The Dunedin Double, i 1982. Ét 2x12"-album, der blev genudgivet i forbindelse med Record Store Day sidste år og som fandt vej til Mod Strømmens udsendelse om 2014 i genudgivelser. Pladen indeholder også mere end levedygtigt materiale fra The Chills, The Verlaines og Sneaky Feeling.

Året efter udsendte The Stones ep’en ’Another Disc Another Dollar’, hvorefter de gik hvert til sit og forsvandt ud på glemslens store, mørke hav. Nævnte udgivelser, plus ikke tidligere udsendte livetracks, ligger nu til grund for en compilation ved navn, ’Three Blind Mice’, som Flying Nun udgiver til marts.

Her et par smagsprøver fra ’The Dunedin Double’:



onsdag den 11. februar 2015

Race With The Devil. Gene Vincent 80


Gene Vincent, John, Paul & George. Hamburg 1962. Vincent døde af et blødende mavesår i oktober 1971.

tirsdag den 10. februar 2015

“Well, I hear that Laurel Canyon is full of famous stars…”


“Before 1969, my memories were nothing but fun and excitement and shooting to the top of the charts and loving every minute of it. The Manson murders [in the summer of 1969] ruined the L.A. music scene. That was the nail in the coffin of the freewheeling, let's get high, everybody's welcome, come on in, sit right down. Everyone was terrified. I carried a gun in my purse. And I never invited anybody over to my house again.”

- Michelle Phillips

Fra midten af tresserne og nogle år ind i halvfjerdserne bosatte en lang række af musikere, sangskrivere, bands, producenter, kunstnere og pladeselskabsfolk sig i en eucalyptusduftende dal dybt inde i Hollywood Hills i Los Angeles. I dag taler man om en helt særlig Laurel Canyon-lyd, men for mange var det lige så meget en livsanskuelse, der samlede den brogede flok. Mange mener, at det var på disse skovklædte bjergskråninger, at hippiegenerationen tog sine første spæde skridt. Indenfor få år eroberede den alverdens hitlister.

Det var her, at Crosby, Stills, Nash og Young for første gang afprøvede deres flerstemminge harmonier. Hendrix og Jagger festede hos Frank Zappa i hans berygtede Log Cabin. Et kæmpe skrummel af en bjælkehytte. Stuen var 75 m lang og 30 meter bred og havde en enorm pejs. I kælderen var der bowlingbane og plads til at øve med The Mothers Of Invention. The Doors ’Love Street’, The Mamas & The Papas ‘12:30 (Young Girls Are Coming To The Canyon)’ og CSNYs ‘Our House’ handler alle Laurel Canyon.

Well, hvorfor denne lange smøre, der velsagtens er fast pensum eller i al fald burde være dét, for enhver med den mindste interesse for rockmusik? Kort og godt fordi, man i det seneste nummer af Vanity Fair finder ’An Oral History of Laurel Canyon, the 60s and 70s Music Mecca’.
      

søndag den 8. februar 2015

Global, vinter/forår 2015 i Mod Strømmen


Americana, afrobeat, congotronics, new folk, global beats, afrojazz, indian classical, balkan punk, arabic pop & roots, turkish folk. Hvad mere kan man snart sagt ønske sig? Nu på torsdag, d. 12. februar, kommer booker Peter Hvalkof forbi Mod Strømmen for at præsentere programmet for de kommende måneder på spillestedet Global, Nørre Allé 7, 2200 København N.

Faste lyttere, ved godt, hvad jeg taler om. Nye lyttere skal stille ind kl. 18.00 på enten 98.9 FM eller via den direkte livestream.

Hvis man ikke har hørt Konono N°1 før, så er det om at købe billet til d. 21. februar. Det er et vildt fedt liveorkester.


lørdag den 7. februar 2015

Fra Christchurch til ….?

For et par år siden begav jeg mig, som så mange gange før, ud på et strejftog i rockmusikkens bredtfavnende og flimrende historie. Jeg læste om og dykkede med ildhu og stor fornøjelse ned i det new zealandske plademærke, Flying Nun Records, store bagkatalog. Hvor den interesse udsprang fra, er jeg ikke sikker på? Måske var det fordi, at flere af gæsterne i Mod Strømmen omtalte og spillede numre med The Clean med stor begejstring. Det kunne også være på bagrund af, at selskabet udsendte sampleren, ’Time To Go: The Southern Psychedelic Moment 1981-1986’, i 2012.

Anyway. Flying Nun Records blev etableret i Christchurch i 1981. I årtiet, der fulgt udgav det materiale med Sneaky Feelings, The Chills, The Clean, The Bilders, The Bats, The Axemen. Ja, stort set, med alt det mest interessant, som kunne krybe og gå i New Zealand. Genrémæssigt kommer selskabet vidt omkring i de første år. Lige fra øvelokale lo-fi eksperimenter, over den nærmest uundgåelige Velvet Underground inspirerede popmusik, til minimalisme, industrial og tidlig electronica. Ofte med skæve og uventede vinkler, samt smågroteske forløb, der nysgerrigt bevæger sig på kryds og tværs af musikskel. Uden det på noget tidspunkt for alvor kommer ud på gyngende grund. Med andre ord, stilater, jeg antog, jeg kendte til hudløshed. Men nej, rockens væsen er forunderligt og stort.

Mit gravearbejde har imidlertid afledt nye spørgsmål. Såsom, hvad sker der i øriget i dag? Jeg er ikke gået til emnet med samme glød. Det er tilfældighedens princip, der råder. Indenfor den seneste uge, er jeg i blinde, stødt på to helt nye bekendtskaber. Begge fra Auckland.


Surf City er aktuel med albummet ’Jekyll Island’, vistnok deres tredje. Det er sommer-fuzz-pop med mindelser om Flying Nun:



Sun And The Wolf bor ikke i Auckland længere. I anden halvdel af nuller slog bandet sig ned i Berlin, hvor det så småt er begyndt at få hul igennem. Sidste år udkom deres anden plade ’Salutations’, der er iørefaldende psych-drone-pop med de begrænsninger det nu indebærer:
  

fredag den 6. februar 2015

The Wands. Playliste 5. februar 2015


1. The Wands - Sound Of The Machine (2014)
2. The Jimi Hendrix Experience - Are You Experienced (1967)
3. The Rolling Stones - Citadel (1967)
4. Electric Light Orchestra - Showdown (1973)
5. The Wands - War (2014)
6. The Stooges - T.V. Eye (1970)
7. Television – Elevation (1977)
8. Tom Petty And The Heartbreakers - Refugee (1979)
9. George Harrison - Ballad Of Sir Frankie Crisp (Let It Roll) (1970)
10. Pink Floyd - See Emily Play (1967)
11. Love - A House Is Not A Motel (1967)
12. The Band - Up On Cripple Creek (live) (1978)
13. Santana - Soul Sacrifice (live) (1970)
14. Doors - My Eyes Have Seen You (1967)
15. The Wands - She’s Electric (2014)
16. Bob Dylan - Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again (1966)


Driblekongen


Bob Marley bliver fejret både her og hisset. Han kunne være fyldt 70 år i dag, hvis ikke den forbandede cancer havde taget ham i 1981. Jeg har ingen erindring om, hvornår jeg hørte ham for første gang. Men jeg kan huske at jeg lyttede med, da Danmarks Radio sendte live fra Roskilde Festival ’78.


onsdag den 4. februar 2015

Gamle ord genanvendt


“Nostalgia is a form of depression both for a society and an individual…”

- citat af Abbie Hoffman. Amerikaner, politisk og social aktivist med en fremtrædende plads i 1960’erne, medstifter af Yippie-bevægelsen. Blev arresteret for konspiration og tilskyndelse til oprør for sin rolle i de politiske protester, der førte til voldelige konfrontationer med politiet, ved Det Demokratiske Partis konvent i Chicago i 1968.

Forfatter til bøger som:

’Fuck The System’, pjece, 1967. Under pseudonymet George Metesky.
’Revolution For The Hell Of It’, 1968. Under pseudonymet Free. (bogen var en væsentlig grund til, at Hoffman blev fængslet efter balladen i Chicago i 1968)
‘Woodstock Nation: A Talk-Rock Album’, 1969
‘Steal This Book’, 1971

tirsdag den 3. februar 2015

“You can go ahead and make that record, but we won’t pay for it, and we won’t release it”


“Square? I don’t think anybody would have been bold enough to call Frank Sinatra square. Kerouac listened to him, along with Bird [Charlie Parker] and Dizzy [Gillespie]. But I myself never bought any Frank Sinatra records back then, if that’s what you mean. I never listened to Frank as an influence. All I had to go on were records, and they were all over the place, orchestrated in one way or another. Swing music, Count Basie, romantic ballads, jazz bands — it was hard to get a fix on him.”

- Bob Dylan til AARP The Magazine, februar/marts nummeret 2015. Læs hele interviewet her. Det er langt og interessant og kommer vidt omkring..

Når jeg ser forsiden af AARP The Magazine, kan godt se, at jeg kender layouten fra lufthavnskiosker mv. Jeg har dog aldrig købt eller læst et eksemplar, selvom det henvender sig til folk over 50 år og har omkring 35 millioner læsere. 

Dylans nye plade 'Shadows In The Night' er ude i dag.

PS: kl. 20.42. Nu har jeg fundet ud af, at AARP står for American Association of Retired People

mandag den 2. februar 2015

The Wands i Mod Strømmen


Udenlandske musikmagasiner og toneangivende genreblogs er ikke i tvivl. The Wands heuristike tilgang til neo-psychedelia på debutpladen, ’The Dawn’ der udkom sidste efterår, er blevet rost i skyhøje vendinger. Albummet er et ”refreshing trip”, der kreerer ”a distinctive individual atmosphere” , skabt af to ”wise guys who know the difference between drone and droning on”. Herhjemme har det knebet med overhovedet at blive anmeldt. Det er set ofte før, så den diskussion gider jeg ikke bevæge mig dybere ind i.

Næsten på dato er det to år siden, at Mads Bredtoft Gräs og Christian Vind Skibdal var forbi Mod Strømmen første gang. Dengang havde de lige udsendt ep’en ’Hello I Know The Blow You Grow Is Magic’, som jeg hovedkulds forelskede mig i. Nu på torsdag, d. 5. februar, er The Wands tilbage i vort ydmyge radiostudie. To år ældre, et album og en allerhelvedes masse liveerfaring rigere. 

Stil ind, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller på den direkte stream.


Ngozi Family & The Black Hippies


Efter en hidsig weekend med masser af sociale aktiviteter, er det tid til at komme ned. Helt ned. Og hvad er bedre at komme ned på end en heftig omgang afrobeat med afstikkere til psych, funk, fuzz og hård rock?

1976. Zambia i den sydlige del af det centrale Afrika. Ngozi Family (billedet øverst) har fået fat i et eksemplar af ’War Pigs’ med Black Sabbath.


1976. Nigeria i den centrale del af Vestafrika. The Black Hippies spiller fuzzy voodoo-funk