Blogger Widget

tirsdag den 31. december 2013

“Neil Young, Joe Strummer, David Bowie, Tom Verlaine? They all went out the window at that moment…”

Urkraft? Antog egentlig, at jeg havde defineret begrebet. I hvert fald for mig selv. Jeg har, ikke desto mindre, brugt enhver ledig stund de seneste dage på at fundere over, hvad urkraft præcis betyder for mig. Jo mere, jeg har tænkt over det, jo mere er jeg kommet i tvivl. At jeg samtidig skal liste den op og argumentere for mine valg, gør det endnu mere umedgørligt.

Chuck Prophet, tidligere guitarist i Green On Red, har i et indlæg på sin hjemmeside fra 2007, beskrevet et møde med urkraften. Eller i det mindste et møde med noget, der forandrede hans syn på musik.  

“Tom Waits once described Alex Chilton as "the Thelonius Monk of the rhythm guitar". He's damn right. I heard it all for the first time live in 1986 at the 688 Club in Atlanta, Georgia. I was 22 years old; a kid in a band called Green On Red and we were playing on a bill with him that night. We were positively bourgeois; freshly signed to Polygram Records with an extra van and a rag-tag road crew. We were living high on the hog, man (or we thought so, anyway). Alex Chilton pulled up the gravel drive to the back of the joint in an old Buick Skylark spitting plumes of blue smoke. He took off the shirt he was wearing, shoving it into the back of his Fender Super Reverb amp, and pulled out the one he wore for gigs. He donned a harmonica rack and tuned up his guitar to the harp, all the while looking at his bass player and drummer (Rene Coman and Doug Garrison). He stepped up to the mike and clicked his heels four times. That was it. I don't know who my fragile busted up little psyche's influences were at the time; Neil Young, Joe Strummer, David Bowie, Tom Verlaine? They all went out the window at that moment; floated up into the ether and stayed put. Alex has remained. I have forgotten many heroes along the way. Put on "Bangkok" and you'll begin to understand why this man, this rock and roll song and dance man, can't be tossed aside. Ever.”



I 1986, samme år som Prophet så Chilton for første gang, lavede NME i øvrigt, denne liste over de ti bedste numre, som Alex Chilton har medvirket på.


GODT NYTÅR! 

søndag den 29. december 2013

Urkraft med Anders Grøn og Morten Aron i Mod Strømmen


Lørdag d. 28. december 2013

Hans-Henrik Siig, kl. 19.46.
Det er svært at finde musikken til URKRAFT. Tager nok noget nyt med, som giver mig den dér følelse, du ved nok. Vi må lige tale om, hvordan vi sætter det op. Det er dit og Mortens program, så jeg tager ikke så meget med.

Glæder mig enormt!

Anders Grøn, kl. 19.49
Yep. Måske finder vi gennem dialogen frem til urkraften under programmet?

Hans-Henrik Siig, 19:54
Se, det er en mulighed af de bedre. Dialogbaseret radio. Farvel til, jeg hører kun, hvad jeg selv siger. Hahahaha

Og, så kan vi jo selvfølgelig lade os inspirere af hinanden

Anders Grøn, 19:57
Tænkte, at vi kunne komme med et kort oplæg om tanken bag urkraften. At det er noget meget individuelt, der rammer én lige i fundamentet.

Hans-Henrik Siig, kl. 20:02
Yes. Jeg oplever den med forskellige genrer og i forskellige situationer. Den ene dag soul, den næste blues, trippy psych og dansk folk. Selv julens sange kan kalde den følelse frem i mig, der får det til at risle en lille smule ned ad ryggen.

Eksempelvis:

"Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd'lig jul."

Anders Grøn, kl. 20:24
Nemlig!

Anders Grøn, kl. 20:44
Jeg forbinder urkraften med noget der rammer én i fundamentet. Det kan være skønhed, ro, raw power, sex, osv. De basale følelser.

Det kunne være musik, der får én til at bide tænderne sammen og smide næven i luften. Bare fordi det er helt rigtigt!

Hans-Henrik Siig, kl. 20:52
Altså ikke noget med sangen man forbinder med éns første forelskelse, fx.? Smertefuld eller bare et sødt minde. Sagt på en anden måde, sange der taler til kroppen, ikke intellektet? Det er måske forkert sagt. Det hele må jo på en eller anden måde tale til intellektet, selvom man straks begynder at jinge rundt

Anders Grøn, kl. 20:55
Jeg tænker begge dele! Det er altsammen forbundet til en eller anden form for følelse. Følelser som er med til at definere vores fundament. Det kan jo være ny musik, der rammer en grundlæggende følelse, som rør noget i én eller minder én om sin første forelskelse.

Hans-Henrik Siig, kl. 20:59
Det bliver vanskeligere og vanskeligere at vælge ud. Eller nemmere og nemmere. Alt efter, hvordan man ser på det. Jeg kan jo ikke slippe uden om at spille Dylan. Men, hvad fanden skal jeg spille med ham? Hahaha

Anders Grøn, kl. 20:59
Jeg syntes det er supersvært, da jeg gerne vil spille noget nyt. Men der er så meget af det svenske, der gerne vil med!

Hans-Henrik Siig, kl. 21:05
Sverige, åh ja, god fornøjelse med at vælge ud.

Har det lidt på sammen måde. Jeg elsker New York Dolls. Uden dem, ingen punkrock. Heldigvis lavede de en plade for et par år siden, hvor der er ét fantastisk nummer, selvom der kun er to oprindelige medlemmer tilbage. Resten er døde.

”………………………” er urkraft

Anders Grøn, kl. 21:08
Fedt!

Anders Grøn, kl. 21:09
Det her er også urkraft!

”………………………………”

Hans-Henrik Siig, kl. 21:12
Ja. God damned. Og Doug Sahms ”……………….” har også et feel, der gør mig blød i knæene. Desværre kan jeg ikke lige finde den på you.tube

Anders Grøn, kl. 21:12
Morten sagde det fint, da han sagde. Nåh, altså bare verdens bedste sange. Det er ikke helt ved siden af. Verdens bedste sang rammer jo et eller andet hos én, når man giver den den titel.

Hans-Henrik Siig, kl. 21:16
Ja. Og verdens bedste sang skifter jo hele tiden...

Anders Grøn, kl. 21:18
Nemlig, men jeg syntes, der er nogle stykker der bliver hængende. En egen klassikerliste. Del Shannon´s ”……………..”, har fulgt mig siden jeg var barn.

”…………………” fra ’Porgy & Bess’ er en anden., én af de smukkeste sange ever.

Hans-Henrik Siig, 21:24
To klassikere. Dions ”……………….” ligger højt på min

Anders Grøn, kl. 21:25
”……………………”er også en killer!

Hans-Henrik Siig, kl. 21:26
Hahaha. Og det meste med Bo Diddley

Anders Grøn, kl. 21:26
”………………..”er knaldhård. Og ja, alt med Bo og Howlin Wolf!

Tror jeg har fundet en svensker jeg ikke har spillet!

Hans-Henrik Siig, kl. 21:28
Cool

Så er der swamp-rocken og New Orleans. Forvirret, ikke endnu

Anders Grøn, kl. 21:29
Hahaha...jeg får stress, det er svært at vælge fra!

Hans-Henrik Siig, kl. 21:30
I firserne kom der også mange fremragende sange, selvom mange siger noget andet. Måske jeg skal tage et firser-track med Dylan med?

Anders Grøn, kl. 21:30
Det ville være cool. Fedt at undgå, alt det oplagte.

Hans-Henrik Siig, kl. 21:41
Efter en smule overvejelse, tror jeg det bliver ”……………….”

Anders Grøn, kl. 21:41
Er du sikker?

Hans-Henrik Siig, kl. 21:44
NEJ. Jeg er ej...

Tidligere i år lavede jeg dette program med Troels og Nils. Der er mange af mine favoritter på. Indtil videre er der kun en sang, som går igen på min urkraft-playliste.

Anders Grøn, kl. 21:45
Det er fedt, tror det bliver et killer-program!

Hans-Henrik Siig, kl. 21:47
Øv. To sange går igen. Vanedyr

Anders Grøn, kl. 21:48
Hahaha...Det er også det der gør det lidt svært for mig...det meste er noget jeg har spillet i en eller anden sammenhæng før. Det man gerne vil spille ude når man dj´er o.s.v.

Hans-Henrik Siig, kl. 21:52
Efter at have set, at jeg havde CV Jørgensen med, begyndte jeg at tænke på dansk musik. Manner, den er svær. ”…………..” med Gasolin?

Anders Grøn, kl. 21:53
Nemlig, Tænkte på ”…………..” med Kim

Hans-Henrik Siig, kl. 21:56
Det er også skidegodt. Eller Gassernes sidste single ”…………………”?

Anders Grøn, kl. 22:11
Det her klip rammer mig noget så grusomt, lige i mit bløde hjerte. Han virker bare så helt utrolig smuk med sit grimme hår, big ass briller og flotte sang.


Hans-Henrik Siig, kl. 22:14

Hahahaha. FEDT. Fantastico. Jeg har netop været forbi MC5 og har tilføjet ”…………………” til playlisten

Hans-Henrik Siig, kl. 22:32
Må jeg bruge vores mail-korrespondance som et oplæg til udsendelsen? Jeg streger sangtitlerne og andet vigtigt over

Anders Grøn, kl. 22:33
Det må du gerne.

Hans-Henrik Siig, kl. 22:33
Super.

Anders Grøn, kl. 22:35
Bo Diddley is a punk-rocker!


Hans-Henrik Siig, kl. 22:36
Gu' er han så!”

Lyt med torsdag, d. 2. januar 2014, mellem k. 18-20, på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte

lørdag den 28. december 2013

Året ifølge Stephen Pastels aka. Stephen McRobbie


”One of the most interesting and best things about music in 2013 was final confirmation that nothing was really official anymore. Important artists could release records in the middle of the night or suddenly re-appear in everyones lives via spooky video. Most of my favourite music didn't even feel all that finished, it had an openness and sense of future possibility about it. Maybe the idea of the intended masterpiece now belongs to another century. I think there was a lot of really great music out there and I was happy that we'd joined back in at such an interesting time.

The Focus Group - The Elektrik Karousel (Ghost Box)
Ela Orleans - Tumult In Clouds (Clandestine)
My Bloody Valentine - mbv (My Bloody Valentine)
Mazzy Star - Seasons Of Your Day (Rhymes Of An Hour)
Bill Ryder Jones - A Bad Wind Blows In My Heart (Domino)
Mogwai - Les Revenants (Rock Action)
Yo La Tengo - Fade (Matador)
Plinth - Music For Smalls Lighthouse (Clay Pipe Music)
Jon Brooks - Shapwick (Clay Pipe Music)
Camera Obscura - Desire Lines (4AD / Merge)

SP”

Jeg hører til blandt dem, der lader sig inspirere af årslister. Og det gælder både om jeg er enig eller ej. En ting, forlanger jeg dog, der skal være noget spræl over dem. Plader jeg ikke anede eksisterede eller overraskende valg. Her til morgen skimmede jeg de individueller årsopgørelser fra Gaffas medarbejdere. Gabende kedeligt. Nej, så giv mig hellere Stephen Pastels og mennesker jeg kan stole på.

Fra Pastels oversigt, har jeg investeret i ’The Elektrik Karousel’ med The Focus Group henover julen. Jeg har endnu ikke dannet mig en brugbar mening.


 I Drowned In Sound anmeldelse fra maj hedder det om udgivelsen:

“Julian House, the man behind those beautifully retro Ghost Box sleeves, is back as The Focus Group with more broken melodies, distorted children’s TV programme themes, Cold War psychedelia and all-round English weirdness. Possibly the most fascinating artist on the hauntology label, House’s vignettes on The Elektrik Karousel don’t break the formula of his four previous LPs - bursts of jazz, creepy old Theremin - but he’s so good at it now fans know what to expect. Want to convince a friend you’ve just spiked them with four tabs of LSD? Lower the lights and discretely press play. They’ll be clucking by track three”

De seneste dages inspiration til musikkøb er i den grad også kommet fra BEAT 2013-listerne. Her en række skudsmål af plader, som jeg har brugt eller kommer til at bruge penge på i nærmeste fremtid.

Jamie Mason anbefalede Caitlin Rose tredje udgivelse, ‘The Stand-In’, med disse ord:


“Caitlin Rose came to country through the Nashville Punk Rock scene. The Stand-In is an enriching experience, call it Country, call it Americana, this is heartbreaking, melodic and emotional stuff, but all the same it swings like the best country and pop music should.”

Anders Hjortkær-Rask og adskillig af de andre bidragydere, fik mig overbevist om, at der er noget at komme efter på ’JØVT’ af Allan Olsen:

 
”Jeg har intet forhold til Vendsyssel. Alligevel rammer Allan Olsens hjemstavnshyldest af en folkplade dybt hos mig. Det er et sandt hovedværk hos Olsen, som nok har Dylan i blodet, men mest af alt er sin egen original. Synd at Spotify-generationen aldrig får fornøjelsen af denne vidunderlige plade.”

Ole Lindved Sværke agiterede stærkt for These New Puritans ’Field Of Reeds’:


”Det er næppe en kvalitet i sig selv, at Field Of Reeds giver mig lyst til at lytte til personlige favoritter som Gil Evans, Talk Talk, David Sylvian og Robert Wyatt, men albummet fungerer heldigvis også på egen hånd. Det er dog et album, der kræver sin lytter, da det hele tiden balancerer på kanten mellem det banale og det avantgardistiske.”

Søren Holst Frøkiær Thuesen har fået mig til at betræde nyt terræn med Chvrches’ ’The Bones Of What You Believe’:


”Den perfekte popplade? I hvert fald pop-perler der fremkalder en længsel efter evig ungdomsforelskelse”

Thomas Løppenthins etter, Mark Mulcahys ‘Dear Mark J. Mulcahy, I Love You’, besluttede jeg mig allerede for at høre mere til, den aften vi lavede BEAT 2013 på Christianshavns Kanal:


”Så voksent og så soft. Og så hamrende intenst. Mulcahy havde egentlig næsten pensioneret sig selv fra tilværelsen som musiker efter sin kones død i 2008, men vedvarende opfordringer fra fans og kolleger om at genoptage sin metier blev hørt, og ‘Dear Mark J. Mulcahy, I Love You’ blev et flot comeback”

Jeg anede ikke, at Thomas Falk havde et soul-hjerte. Det bekræftede han ikke desto mindre ved at have Har Mar Superstars ’Bye Bye Seventeen’ med på listen.


”Retro soul efter alle kunstens regler – Sean Tilmann, der tidligere stod i front for bl.a Sean NaNa har udgivet sin femte lp under sit alias Har Mar Superstar. Og denne gang mere vellykket end tidligere. Charme, selvtillid og lækkert hår.”

Og sidst men ikke mindst, så havde Jan Damage Petersen Purling Hiss’ ’Water On Mars’, helt i toppen af sine udenlandske favoritter:


“Alt det bedste fra amerikansk indie/alternative-rock fra slut 80’er/start 90’erne, er samlet på denne plade. En slags ”Best Of”, bare med nye numre, hvis man forstår sig på den slags. At tage ned på KB18 en regnfuld søndag aften i april for at se Purling Hiss, er blandt årets bedste beslutninger, sådan i kulturel kontekst forstås. Forhåbentlig kommer der mere end 10 mennesker næste gang de spiller, det har de sateme fortjent"

fredag den 27. december 2013

2013 i genudgivelser mv. Playliste 26. december


1. Songs: Ohia - All Pass (Hecla & Griper) (1997/2013)
2. Borderline - Don't Know Where I'm Going (Sweet Dreams and Quiet Desires) (1972/2013)
3. Frank Black - Announcement (Oddballs) (2000/2013)
4. Alex Chilton - Motel Blues (live) (Electricity By Candlelight: NYC 2/13/97) (2013)
5. Ian Dury - Funky Disco Pops (Lord Upminster) (1981/2013)
6. Spencer P. Jones & The Nothing Butts - Only A Matter Of Time (S/T) (2012/2013)
7. The Clean - I Wait Around (Vehicle) (1990/2013)
8. National Wake - International News (Walk in Africa 1979-81) (1979/2013)
9. Urinals - Black Hole (7″) (1978/2013)
10. Rudimentary Peni - Pogo Pope (Pope Adrian 37th Psychristiatric) (1995/2013)
11. Thee Oh Sees - Ugly Man (Singles Collection, Volume 3) (2011/2013)
12. Dave Alvin - Black Sky (Ashgrove) (2004/2013)
13. Ty Segall & Mikal Cronin - Ramona (Reverse Shark Attack) (2009/2013)
14. Rob Jo Star Band - Black Sun (S/T) (1974/2013)
15. Glen Campbell - Galveston (See You There) (2013)
16. Cleaners From Venus - Drowning Butterflies (Under Wartime Conditions) (1984/2013)
17. Bob Dylan - These Hands (Another Self Portrait 1969-1971)(1970/2013)
18. The Mountain Goats - Balance (All Hail West Texas) (2001/2013)
19. The Microphones - The Moon (The Glow Pt. 2) (2001/2013)
20. Fine Young Cannibals - Social Security (The Raw & the Cooked) (1989/2013)
21. The Dirtbombs - Executioner Of Love (Dangerous Magical Noise) (2003/2013)


torsdag den 26. december 2013

BEAT 2013 (8 af 8)

Af Jan Damage Petersen

Lyden af 90’erne og masser af gamle kendinge.

UDENLANDSKE PLADER. TOP 20


#20 - Sebadoh - Defend Yourself
Efter 13 års pause, vendte Lou Barlow og Sebadoh sidste år, tilbage med nyt materiale i form af EP’en ”Secret”. Et fremragende comeback, der lovede godt for dette års fuldlængde. Forventningerne bliver ikke helt indfriet, men der sateme gode sange der gemmer sig rundt omkring på ”Defend Yourself”.


#19 - Gravys Drop - Gumball
Der er sikkert ikke mange der kender Gravys Drop, men det bliver der forhåbentlig ændret på, for bandet er for alle. Nogle gange lyder de som AC/DC og andre gange som Elvis/Buddy Holly etc. Det lyder måske en kende underligt, det er det egentlig ikke, men det gør dem svære at beskrive. Måske jeg bare skulle citere deres hjemmeside ”Gravys Drop is Rock n’ Roll”.


#18 - Touché Amoré - Is Survived By
Der skulle meget til når bare ét af de tre supportbands til Converge, en kold tirsdag aften for ca. et år siden på Loppen, skulle få min fulde opmærksomhed. Den fik Touché Amoré den aften, mest fordi jeg blev lidt nostalgisk, da det ledte tankerne hen på Serene og et hav af andre svenske/amerikanske screamo-bands, jeg dyrkede i sluthalvfemserne. ”Is Survived By” er ikke bare et 90’er trip, men det er en imponerende, og til tider iørefaldende, opdatering af en, for mit eget vedkommende, for længst glemt genre. Herligt!



#17 - California X - S/T
Når du om lidt benytter dig af linket nedenfor, så vil du sikkert tænke: ”Hov, lyder det ikke fuldstændig som tidligt Dinosaur Jr?”. Svaret er ”JO!” Det er fedt ik’?


#16 - Merchandise - Totale Nite
Jeg ville godt have haft Mechandise’ plade fra sidste år ”Desire”, med på min top 20 i 2012, men desværre opdagede jeg først bandet i januar i år. Men så er det jo heldigt, at de er så produktive, at jeg allerede fik en chance mere i år. Hvis man har hang til 80’er plader fra f.eks. New Order/The Cure/Sisters Of Mercy, og ikke mindst The Smiths, så dør man en lille smule når man hører en af årets bedste sange ”Anxiety’s Door”.


#15 - Crystal Stilts - Nature Noir
Jeg var meget begejstret for Crystal Stilts’ plade fra 2011 ”In love with Oblivian”, og på den baggrund blev jeg noget skuffet de første gange jeg hørte ”Nature Noir”. Så fik jeg den gode idé, at tage ned for at se dem på Stengade, og efter en fremragende koncert, har pladen virket for mig lige siden. Der er skruet ned for tempoet, og mørket har sænket sig, det gør denne post punk/garage-plade aldeles strålende, efter nogle gennemlyt.  Vel at mærke.



#14 - Darkthrone - The Underground Resistance
Der er måske en grund til at Darkthrones plade nr. 15!!!, hedder hvad den hedder. I hvert fald er det en hyldest til undergrundsmetal, og pladen ender med at være en herlig potpourri, af alle de musikalske udtryk bandet selv har leveret igennem tiden. Black/Død/Crust/Thrash/Doom, altsammen krydret med et lille pift af klassisk Heavy Metal.


#13 - Robert Pollard - Honey Locust Honky Tonk
17 numre på 34 min. Det er derfor man kun kan holde af Robert Pollard, hvad enten det er solo eller med Guided By Voices (+ 30 andre projekter). Af de Pollard relaterede udgivelser der kom i år, var ”Honey Locust Honky Tonk” den der lige bed sig fast. Den er til gengæld også fremragende! Hvis du ikke rigtig kender GBV eller Pollard, så har du travlt, kammerat.


#12 - Bed Wettin’ Bad Boys - Ready For Boredom
I en pladebutik i Berlin, pegede en god ven på denne plade og sagde, at jeg skulle købe den. Det sked jeg højt og flot på, men måtte så efterfølgende konstatere at han havde ret, og så bestilte jeg den fra selv samme butik, da jeg kom hjem til København. Bag det fjollede navn og grimme pladecover, gemmer sig et australsk rock/punk band, bl.a. med et medlem fra Royal Headache, som er ét af mine absolutte favoritbands for tiden. Det her er også imponerende stærkt!



#11 - The Kingsbury Manx - Bronze Age
Jeg har fulgt The Kingsbury Manx siden deres spæde start i 2000, og her på deres 7. album virker det desværre som om, at der ikke er mange af os følgere tilbage. I hvert fald er det svært, at finde anmeldelser, artikler etc om bandet. Det er synd, for de har udgivet et af deres til dato bedste udgivelser i år ”Bronze Age”. Det er straight up indie rock med fokus på den gode sang, ikke ulig Teenage Fanclub på deres gamle dage.


#10 - Superchunk - I Hate Music
Du hørte garanteret ikke Superchunk på Loppen, for et stykke tid siden, for stedet var sateme ikke overrendt denne aften. (ja ja, I know, Bodil osv.) Det må du lave om på næste gang, for det var et brag, en af årets koncerter, så håber vi bare ikke der går yderligere 15 år? Men hvorfor skulle der gøre det, når de kan udgive plader som ”I Hate Music”? Lyt bare til denne Power Pop perle.


#9 - Thee Oh Sees - Floating Coffin
Endnu et band der bare spytter plader ud, og som regel er det med et overbevisende resultat. ”Floating Coffin” er, efter min overbevisning, et af deres mest fokuseret albums nogensinde, med flere regulær hits til følge. Og så er de et af de bedste live-bands derude i øjeblikket (hørte i det Roskilde?), så selvfølgelig skal Thee Oh Sees tjekkes ud hvis du ikke lige fik gjort det. Tjek lige coveret, stirrende jordbær med hugtænder, Grrrrrrr!



#8 - Nick Cave & The Bad Seeds - Push The Sky Away
Jeg holder egentlig meget af Grinderman, men set i bakspejlet, er det ikke meget jeg har fået hørt deres to plader. Det er nu Grinderman-holdet der udgøre kernen i Bad Seeds, og hvis ”Push The Sky Away” kun er begyndelsen, så er der ingen grænser for hvad de kan drive det til. Nick Cave har i år udgivet, et af sine mest vedkommende og nærværende plader i årevis. ”Jubilee Street” er et af årets bedste sange.


#7 - Fuzz - S/T
Jeg nåede lige at blive semi-skuffet, over Ty Segall’s soloplade fra i år ”Sleeper”, men så dukkede han op med projektet Fuzz, for med dette monster af en plade, så kan man ikke andet end tilgive. Ty synger bag trommerne, og titlen lyver ikke, der er rigeligt med fuzz. Som så mange andre bands i øjeblikket, er inspirationerne Black Sabbath, Blue Cheer etc., men ”Fuzz” gør det bare bedre end de fleste lige nu.


#6 - Yo La Tengo - Fade
Året blev skudt fortrinligt i gang, da Yo La Tengo allerede d. 15. jan. smed ”Fade” på gaden. Af den grund blev det også, en af de mest spillede plader herhjemme i år. Men det er nu ikke alene fordi, at jeg har haft 11 måneder til det, men det er bare en mega-solid (som altid) Yo La Tengo plade. Så kan jeg ikke ønske mig mere!

,

#5 - Bonnie ’Prince’ Billy - S/T
Man kan jo undre sig over, hvorfor filan manden ikke har gjort dette noget før? Gjort hvad?, spørger du så. Udgivet sin første plade siden ’94, hvor instrumenteringen udelukkende er egen guitar, synonymet dengang var Palace Brothers. Lige som man troede, at manden ikke havde mere at skyde med, udgiver han et af sine bedste albums til dato. Smukt! At han så vælger selv at distribuere pladen, ved selv at tage rundt og aflevere en lille stak plader hist og her, så markedsprisen har været helt oppe på 150$, gør det endnu mere underligt.


#4 - Purling Hiss - Water On Mars
Alt det bedste fra amerikansk indie/alternative-rock fra slut 80’er/start 90’erne, er samlet på denne plade. En slags ”Best Of”, bare med nye numre, hvis man forstår sig på den slags. At tage ned på KB18 en regnfuld søndag aften i april for at se Purling Hiss, er blandt årets bedste beslutninger, sådan i kulturel kontekst forstås. Forhåbentlig kommer der mere end 10 mennesker næste gang de spiller, det har de sateme fortjent.



#3 - Nails - Abandon All Life
Skal vi ikke bare blive enige om, at Nails er noget af det mest forfriskende der sket for metalscenen i mange år? Vi får serveret død, hardcore, d-beat, grind, powerviolence etc. på 17 min.

”Kære Roskilde Festival, stort tillykke med at booke et af nutidens allerbedste bands, og good luck med at forsøge at få dem til at spille i 60 min.”

Hvad fanden, det er snart jul, I får sgu hele pladen.


#2 - Kurt Vile - Wakin On A Pretty Daze
Pladen jeg bare sætter på igen og igen og igen…… Fordi den lyder pissegodt, og niveauet på sangskrivningen er skruet gevaldigt i vejret siden hans seneste ”Smoke Ring For My Halo”. Og så er Kurt en slackerrockens svar på Mark Knopfler, et overflødighedshorn af riffs og guitarlir. Fantastisk!



#1 - Bill Callahan - Dream River
(Melodi: Sing When You’re Winning)

"Én Bill Callahan, der kun én Biiill Callahan, én Biiiiiiill Caaaallahan,
der er kun én Biiill Caaallahan. én Bill Callahan,
der kun én Biiill Callahan, én Biiiiiiill Caaaallahan,
der er kun én Biiill Caaallahan. én Bill Callahan,
der kun én Biiill Callahan, én Biiiiiiill Caaaallahan, 
der er kun én Biiill Caaallahan....."

Forsæt endelig så længe du vil.


UDOVER DET, HAR JEG, MED STOR FORNØJELSE, LYTTET TIL

Chelsea Light Moving - S/T
Grant Hart - The Argument
The Men - New Moon
Mudhoney - Vanishing Point
Watain - The Wild Hunt
Uncle Acid & The Deadbeats - Mind Control
David Bowie - The Next Day
Charles Bradley - Victim Of Love
Low - The Invisible Way
Deerhunter - Monomania
Iggy & The Stooges - Ready To Die
Oblivians - Desperation
Thurston Moore & Loren Connors - The Only Way To Go Is Straight Through

PLADER JEG IKKE NÅEDE AT HØRE NOK TIL, AT DE KUNNE KOMME I BETRAGTNING TIL ÅRSLISTEN

Tim Hecker - Virgins
Wooden Shjips - Back To Land
Jonathan Wilson - Fanfare
Deafheaven - Sunbather
The Dead C - Armed Courage
Hoax - S/T

ÅRET SKUFFELSE


ÅRETS PRUT I EN KOP YMER


DET ER IKKE SÅ TIT, AT JEG FÅR CHANCEN FOR AT LAVE EN DANSK ÅRSLISTE, MEN I ÅR KOMMER DER EN TOP 5


#5 - De Høje Hæle - Mund Til Mund

#4 - De Efterladte - Alvorsord Og Etagevask

#3 - Spids Nøgenhat - Kommer Med Fred

#2 - Iceage - You’re Nothing

#1 - Allan Olsen - Jøwt

onsdag den 25. december 2013

BEAT 2013 (7 af 8)

Af Thomas Falk

ÅRETS UDENLANDSKE ALBUMS


5. David Bowie – The Next Day (Sony)
Jeg havde ikke set det komme – og var måske også egentlig ligeglad – indtil jeg hørte første singlen Where are we now? – og så var jeg solgt. Bedste Bowie album siden Scary Monsters (1980)? Jeg tror det.


4. Har Mar Superstar – Bye Bye Seventeen (Cult)
Retro soul efter alle kunstens regler – Sean Tilmann, der tidligere stod i front for bl.a Sean NaNa har udgivet sin femte lp under sit alias Har Mar Superstar. Og denne gang mere vellykket end tidligere. Charme, selvtillid og lækkert hår.


3. Carcass – Surgical Steel (Nuclear Blast)
Best comeback death metal album of the century? Ja, det tror jeg nok. Selv om det er 18 år siden Carcass sidst var på banen, så har de bestemt ikke glemt hvordan man blæser hjernen ud på lytterne. Hurtigere, højere!


2. Nick Cave And The Bad Seeds – Push The Sky Away (Bad Seeds)
Hulemanden har forladt den støjende skude Grinderman og indspillet et afdæmpet album, der igen  igen understreger, hvor stor sangskriver og sanger han er. Jeg kan ikke få nok.



1. Bonnie ´Prince´ Billy – ST (Palace)
’Anything can end suddenly; I still want some love for me’. Nogen gange er mindre bare mere. Will Oldham har med denne plade valgt selv at stå for distributionen ved kun at sælge den til koncerter og udvalgte pladeforretninger, hvorfor står hen i det uvisse. Men resultatet er 10 korte sange kun bestående af akustisk guitar, Oldhams uovertrufne stemme og en knirkende stol. Sange der kommer ind under huden med melodier der lige akkurat ikke bliver foldet mere ud end at det efterlader lytteren uforløst og med et akut behov for at lytte forfra igen og igen.


ANDRE GODTER


Crystal Stilts – Nature Noir (Sacred Bones), Hårda Tider – Scandinavian HC Insanity (La Familia), Chelsea Light Moving – ST (Matador), Bad Religion – True North (Epitaph), Mark Lanegan & Duke Garwood – Black Pudding (Heavenly), Dawn McCarthy & Bonnie ‘Prince’ Billy (Domino), Nick Cave And The Bad Seeds – Live From KCRW (Bad Seeds), New Model Army – Between Dog And Wolf (Attack Attack), She & Him – Volume 3 (Double Six Records), Depeche Mode – Delta Machine (Mute), Elvis Costello and The Roots – Wise Up Ghost (Blue Note), Iron And Wine – Ghost On Ghost (4AD), Arcade Fire – Reflektor (Merge), Black Sabbath – 13 (Vertigo),  Ghost – Infestissumam (Rise Above), Pearl Jam – Lightning Bolt (Monkeywrench), Billy Bragg – Tooth and Nail (Cocking Vinyl)

DANSKE ALBUMS


5. De Efterladte – Alvorsord og Etagevask (Melodika)
Ved hjælp af en fundraising kampagne lykkedes det Michael Lund og Peter H. Olesen at udgive deres andet udspil på vinyl. Og det var en god ide. Der er på vanligvis tale om afdæmpet dansksproget poesi på højt niveau. 


4. Allan Olsen – Jøwt (Zoobaba)
Jeg har ikke tidligere løftet så meget som et øjenbryn når samtalen er faldet på Allan Olsen. Men med dette udspil er jeg blevet tryllebundet.


3. Iceage – You’re Nothing (Escho)
Den svære to’ere? Ja, men de unge nihilister formår at udvide deres horisont uden på nogen måde at slippe den nerve og æstetik der kendetegnede debuten. Intenst og nærværende!


2. De Høje Hæle – Mund Til Mund (Hjernespind)
Det må gerne glæde når det går gode folk godt. Hælene har med deres anden fuldlængde vist at de har udviklet og ikke afviklet sig fra debuten Skal Vi Aldrig Videre fra 2010. Vi er ellers ikke forvent med at danske punkband lever længe nok til at indspille en to’er. Men her får vi en der på mange måder er en mere helstøbt plade.



1. Spids Nøgenhat - Kommer Med Fred (Bad Afro)
Tophattene kommer med fed, ups, fred. Og de gør de på en helt igennem velbalanceret måde. Ikke så syret som på den klassiske debut fra 2001, men med mere melodi og traditionel sangskrivning. Men det gør det bestemt ikke mindre interessant. En ny nydansk klassiker! Der er efter denne skive blevet rokeret rundt på setlisten til min begravelse.


ANDRE SKIVER DER ER BLEVET RUNDTOSSEDE AF AT KØRE RUNDT PÅ PLADETALLERKENEN I DET LILLE HJEM


Elevatorfører – Orkester Fra Ukendt Etage (Levitation), Bottom Feeder – Grinding Teeth (Raw Birth), Ponyblod - st (Target), Rising – Abominor (Indisciplinarian), Vår – No One Dances Quite Like My Brothers (Sacred Bones), Angkor Wrack – Puma Punkur (Mastermind), All Earz – Love-Starved Moon Men On The Prowl (Beamhole Interprize), The Road To Suicide/Spöraket – Split LP (Levetation), Kujon – ST (PlayRec), Amdi Petersens Armé – Discography (Hjernespind), Death Token – They Worship Us (Adult Crash), Tee Vee Pop – The Only Years (Desire), Dokument #1 (Posh Isolation), Doublestone – Wingmakers (Levetation), Synd og Skam – Lad Mig Falde Ind Til Dig (Escho)

DANSKE 7”/EP'ER


5.Orphans – Cakemixx (Orphans)
4. Iceage – To The Comrades/Jackie (Escho)
3. Baby in Vain – alle 7”ere (Crab Salat)
2. Metro Cult – New Space (Adult Crash)
1. Marvelous Mosell – Dansk Ninja Turtle Rap (Elektriske Plader)

ANDET FORNEMT STADS 

Bed Bugs – Bed Bugs (Shordwood), Baby Woodrose – Light Up Your Mind (Bad Afro), Iceage – Ecstasy (Escho), Iceage/Lower split (Escho), Halshug – ST (D-Takt & Råpunk), Monoliths – st (Webmaster), Marvelous Mosell – Robin Rubin Solgte Crack-Kokain! (Elektriske Plader), Hell Alloy – Hell A Horse 12” (PlayRec)

BEAT 2013 (6 af 8)

Af Hans-Henrik Siig

TOP FEMTEN. URANGERET. ALFABETISK ORDEN. DANSK/UDENLANDSK I SKØN FORENING


Billy Bragg: ’Tooth & Nail’
Americana med et ærkebritisk twist. Det lyder søgt. Det var ikke desto mindre, den første tanke, der faldt mig ind, da jeg lagde ører til 'Tooth & Nail'. Billy Bragg lyder mere og mere som en moden folktroubadour. Ydmyg og personligt reflekterende. Den politiske indignation lurer dog lige om hjørnet. Produceret i samarbejde med Madonnas svoger, Joe Henry.

De Efterladte: ’Alvorsord Og Etagevask’
Det kan godt være, at De Efterladte var traditionen utro på 2011-debuten ’Traditionen Utro’. Det står endnu værre til på ’Alvorsord Og Etagevask’. Nu er de gået hele vejen med deres spoken-folkblues. Peter H. Olesens tekster har den rette blanding af sort humor og realistisk kynisme. Sidstnævnte er måske så småt begyndt at aftage med årene. Nedbarberet eller ubarberet? Det er ét fedt. Alt klæder dem...

Grant Hart: ‘The Argument’
Ambitiøst og fascinerende. Konceptalbum har altid irriteret mig. Grant Harts dobbelt-lp har dog fået mig til at redefinere min modvilje. I al fald for en stund. ’The Argument’ bygger dels på et ikke offentliggjort manuskript af afdøde William S. Burroughs, der havde omskrevet den engelske 1600-tals digter John Miltons ’Paradise Lost’ til et teaterstykke og kaldt det ’Lost Paradise’. Dels på syndefaldsmyten og Satans fald fra himlen. Buddy Holly, The Beatles, David Bowie, Bob Dylan og Grant Hart i et smukt sammensurium. Frygtindgydende godt.


Kevin Morby: ’Harlem River’
De første gange jeg hørte Kevin Morbys solodebut, fik jeg associationer til 'Stille Flyder Don'. Michail Sjolochovs store romanværk om de dramatiske forandringer i Don-kosakkernes tilværelse fra kort før 1. verdenskrig til den russiske revolution ebber ud i begyndelsen af 1920'rne. Morby er et centralt og travlt medlem af både Woods og The Babies. Hvor Don er vidne til Sjolochovs begivenhedsmættede fortælling, er Harlem River det samme til Morbys sange om de fem år, han boede i New York. Pladen er optaget i L.A., hvor han har slået sig ned. Om det er grunden til, at de fleste skæringer ligger i et mellow, hviskende, meditativt leje, skal jeg ikke trætte nogen med. Morbys stemme og måden han bøjer ordene på, minder mig indimellem om Dylan.

Night Beats: ‘Sonic Bloom’
Night Beats debutalbum fangede jeg ikke, da den blev udsendt i 2011. Til gengæld blæste den hovedet af mig i 2012. På ’Sonic Bloom’ afsøger trioen fra Seattle nye områder, følger nye vildveje og når frem til et resultat, der måske er endnu bedre end debuten. Det siger ikke så lidt. Eller som jeg læste et sted: "Just think what would happen to Link Wray if he stumbled onto some love potion no. 9 spiked with LSD, the outcome might just be Night Beats"

Lala Njava: ‘Malagasy Blues Song’
Der figurerer to kvinder på denne årsliste. Begge sorte. ‘Malagasy Blues Song’ er Lala Njavas første udgivelse udenfor hjemlandet, Madagaskar. Det er fremragende. Njavas originale guitarspil er bygget op omkring håndholdt slagtøj, rytmeguitar og bas. Men det, der virkelig rammer mig, er hendes udtryksfulde røst. Der, til trods for, at sangene enten er på modersmålet eller fransk, får en gennemsnitlig white dude med svenske aner, som mig, til at leve sig ind i det genstridige, determinerede og længselsfulde udtryk, der er kernen i Njavas kompositioner.


The Pastels: ‘Slow Summits’
Intet år, uden Skotland. Muligvis årets smukkeste album? Jeg elskede samarbejdet med japanske Tenniscoats, men dette er den ægte vare. The Pastels første studiealbum siden ’Illumination’ fra 1997. Lige dele nærvær og fravær, lige dele af det søde liv og det sure slid, lige dele af livets akavede og tillokkende øjeblikke. The Pastels balancerer som altid på en knivsæg. Produceret af John McEntire fra Tortoise og The Sea And Cake

Pere Ubu: ‘Lady From Shanghai’
’Lady From Shanghai’ var tæt på ikke at komme med på denne liste. Jeg hørte det nærmest non-stop, da det udkom først på året. Siden er det gået i glemmebogen. Et enkelt genlyt til åbningsnummeret’ ’Thanks’, hvor det om og om igen lyder ”You can go to Hell” over Anita Wards gamle diskoslager ’Ring My Bell’, var nok til at afgøre placering her. 

Pinkunoizu: ’The Drop’
Måske årets mest omtalt danske band i udlandet? Hov, jeg glemte Iceage. Pinkunoizu har skrællet lag af den blanding af psych, folk og verdensmusik som debutpladen, ’Free Time’, blev rost for. Det er sket uden at give køb på nogle af de eksperimenterende og til tider vanvittige idéer, der om noget er bandets særkende. Mere af den slags, tak.


Psychic Ills: ‘One Track Mind’
Psychic Ills fra New York kan fejre ti års fødselsdag i år.  Og det gør de på allerfineste vis med ’One Track Mind’. Bandet har altid været søgende, ikke ligefrem nyskabende, men deres genrestrejftog har altid været interessante. På den nye plade er det som om, at sangene har fået mere struktur, at det ikke længere er lange jamsessions, der har været bestemmende for melodikonstruktionen. Tag dog ikke fejl, Psychic Ills spiller stadigvæk en trippy og tilbagelænet form for stoner-blues.

Spids Nøgenhat: ’Kommer Med Fred’
Jeg ved godt, at det er spild af tid at bryde sit hoved med sådan noget. Men ethvert dagblad eller magasin, enhver anmelder eller blogger, der tager deres metier nogenlunde seriøst og ikke har ’Kommer Med Fred’ med i toppen af deres danske årsliste, burde blive sagsøgt for arbejdsværing. Eller i det mindste blive frisat til andet arbejde. Årets danske rockskive. Ingen tvivl om det!

Mavis Staples: ’One True Vine’
Rygmarvmanøvre? Tjah! Jeg er vild med de fire plader, som Mavis Staples har udgivet på Anti Records, de seneste seks år. Ikke, fordi jeg behøver retfærdiggøre valget, men Mavis har ikke været repræsenteret på mine årslister, siden den Ry Cooder producerede ’We'll Never Turn Back’ fra 2007. ’One True Vine’ er på én gang både et mørkere og mere opløftende album end det foregående, ’You Are Not Alone’, fra 2010. Staples genopfinder blandet andet Funkadelics 1970’er funkklassiker ’Can You Get To That’ og giver nyt liv til The Staples Singers ’I Like The Things About Me’. Begavede sangskrivere som Alan Sparhawk fra Low, Nick Lowe og produceren Jeff Tweedy har bidraget med nyt materiale.


Tal National: ’Kaani’
Et festorkester fra Niamey, hovedstaden i Niger, der tæller mellem fem og femten medlemmer, deraf en håndfuld guitarister. Hvor tiltrækkende lyder det lige? ’Kaani’ er Tal Nationals fjerde plade siden 2006. Orkestret sammensmeder på allerfineste facon traditionelle vestafrikanske stilarter. Musikken springer frem og tilbage. Uforudsigelig, hypnotiserende, repetitiv afro-rock. Sådan! 

Vår: ‘No One Dances Quite Like My Brothers’
En omvendelse er der ikke tale om. Normalt beskæftiger jeg mig ikke synderligt med genrer som industrial, goth og synthpop. Men Vår, der begyndte som en duo mellem Elias Bender Rønnenfelt fra Iceage og Loke Rahbek fra Sexdrome, og siden fik følgeskab af Lowers Kristian Emdal samt Lukas Højland, har ikke desto mindre sat sit eget dystre, dystopiske aftryk på 2013.

Warm Soda: ‘Someone For You’
Himmelhøj powerpop fra den tidligere frontmand i Bare Wire, Matthew Melton. Stramt, imødekommende og charmerende.

TI STYK, DER IKKE KOM IND I VARMEN PÅ UDVÆLGELSESDAGEN


De Høje Hæle: ‘Mund Til Mund’
Magnus, Myre, Henrik og Andrea.

The Del-Lords: ‘Elvis Club’
New York. Indeholder årets rocknummer, ’When The Drugs Kick In’.

Dream Boys: ‘Dream Boys’
Jingle-jangle. Fra L.A. til Glasgow.

The Ex & Brass Unbound: ‘Enormous Door’
The Ex udvider til stadighed deres horisont.

Jupiter & Okwess International: ‘Hotel Univers’
Fra Kinshasa i Den Demokratiske Republik Congo. Spiller på Global, 28. marts 2014.

Lumerians: ‘The High Frontier’
Moderne spacerock fra Oakland. Fra Hawkwind over PiL til Joy Division.

The Oscillation: ‘From Tomorrow’
Wall of distortion.

Primal Scream: ‘More Light’
Bobby Gillespie er her endnu.

The Telstar Sound Drone: ‘Comedown’
Et sammenhængende trip.

Tony Joe White: ‘Hoodoo’
Vidunderlig blanding af swamp-rock og delta-blues.