Blogger Widget

onsdag den 31. december 2014

En hurtig update. Tiden iler…


Godt nytår. Den (de) sidste årsliste(r) er forsinkede. Den (de) skal nok dukke op. Lad mig i stedet benytte lejligheden til at fortælle, at Mod Strømmen i morgen, nytårsdag, sender en form for lydcollage over året, der gik.  Lyt med, kl. 18.00 på enten 98.9 FM eller via den direkte stream.

Indtil da, et nytårsmix af kassettebåndslængde med numre, der er blevet spillet i Mod Strømmen i det forløbne år. Tak til alle, der deltog.


1. Dead Rat Orchestra - Dods Banjo (2012) (fra Global. Efterår 2014)
2. The Monoliths - Pigeon (2014) (fra The Monoliths)
3. Talking Heads - The Book I Read (1977) (fra Myreskær)
4. Grævling - Skovsyrevejen (2014) (fra Grævling)
5. Clinic - Internal Wrangler (2000) (fra Deadpan Interference)
6. Norman Greenbaum - Spirit In the Sky (1969) (fra The Liquid)
7. Total Control - Two Less Jacks (2014) (fra Lower)              
8. Destruction Unit - The World On Drugs (2013) (fra Krigsguden smider masken)
9. Dirty Beaches - Casino Lisboa (2013) (fra Shiny Darkly)
10. Roxy Music - Editions Of You (1973) (fra Atomfax)
11. Kujon - Nu Om Dage (2014) (fra Sommerradio #5. (inkl. Møn-fest reportage))
12. Bert Jansch - Needle Of Death (1965) (fra Drugs)
13. Traffic - Dear Mr Fantasy (1967) (fra The 1st)
14. Spillet/Spillet - Solravn (2013) (fra Kvindebandet)
15. John Doe - The Golden State (2007) (fra Shoot From The Hip #3. Med John Doe interview)
16. Thulebasen - Raga Gemini (2011) (fra o0SOLO0o med Andreas Pallisgaard)
17. Dragontears - Masters Of War (2008) (fra Cph Psych Fest)
18. George Jackson - Aretha Sing One For Me (1972) (fra De Nøgne og De Døde (2013))
19. Sneaky Feelings - There's A Chance (1982) (fra 2014 i genudgivelser mv.)
20. Magazine - A Song From Under The Floorboards (1980) (fra Shoot From The Hip #4)
21. Pinkunoizu - I Can't Slow Down (2013) (fra Nils Gröndahl)
22. Quiet Spring - Buzz Buzz (2015) (fra Quiet Spring)

GODT NYTÅR!

søndag den 28. december 2014

Beat 2014 (5 af ?)

Af Hans-Henrik Siig

De femten bedste album fra i år i uvilkårlig rækkefølge. Eller det vil sige, de danske plader har jeg samlet foroven:


Narcosatanicos – ‘Narcosatanicos’
I løbet af 2014, har jeg stået foran aarhusianske Narcosatanicos lammende mur af støj to gange. Dels til Copenhagen Psych Fest, dels til Gutter Island. Det var en fornøjelse begge gang, hvis man altså holder af at få ét slag af den slags i maven, der første fortager sig dage, hvis ikke uger, efter. Koncerten fra Masnedø udgiver Mastermind Records i et mindre oplag i begyndelsen af næste år. Selvom Narcosatanicos skal opleves live, de spiller i Rockmaskinen på Christiania, d. 24. januar, kan jeg på det varmeste anbefale studiedebuten.

Lower – ‘Seek Warmer Climes’
Ved mine første møder med Lower, var jeg en smule loren. Jeg havde svært ved at placere dem. Alt det har debutpladen, ‘Seek Warmer Climes’, vendt på hovedet. Jeg ved ikke, hvor jeg selv eller dansk musik ville være henne i dag uden købenavnerdrengene. Jeg kan ikke sætte nærmere ord på, hvad det var, som uventet begyndte at tale til mig. En eksistentiel, midaldrende krise? ’Lost Weight, Perfect Skin’ og ’Expanding Horizons (Dar Es Salaam)’ hører til blandt de numre, jeg har hørt flest gange i år. Tak. Undskyld, mine forbehold.

Iceage – ‘Plowing Into The Field Of Love’
At Iceage måtte bevæge sig i en anden retning efter deres første to album var indlysende. Spørgsmålet var mere, hvilken? Omend kvartetten har kastet sig over en country/blues-inspireret lyd, med klar adresse til, hvordan udvalgte orkestre fra USA og Australien taklede deres flirt med genrene i firserne, så er ’Plowing Into The Field Of Love’ umiskendelig Iceage. De vælter, de rejser sig duvende op igen, før det hele vælter én gang til. Det er fedt. Forsanger og tekstforfatter, Elias Bender Rønnenfelt, har sagt et sted, at megen af lyrikken er blevet til i ligelig fordeling af inspiration fra Werner Herzogs film og Ernst Jungers noveller. Det har jeg ikke den fornødne fagkundskab til at dykke ned i, men lad mig sige det på den måde, at gruppen kommer forbi kærlighedens faldgruber, galskab, spleen og storhedsvanvid.


Niels Skousen – ‘Smil Eller Dø’
Under koncerten med Skousen og hans nye fortræffelige orkester i Vega, onsdag d. 17. december, slog det mig, at det nok er Skousens plader fra comebacket ’Dobbeltsyn’ i 2002 og frem efter, som jeg kender allerbedst i dette årtusinde. De omtalte album, har jeg stortset anskaffet på udgivelsesdagen. Hvorfor det ikke skete med ’Smil Eller Dø’, kan jeg ikke svare på? Jeg skulle helt hen til en søndag i december, hvor vi havde besøg af nogle gamle venner til juleknas, før jeg faldt til patten. Her blev den nye plade omtalt, med så megen glød og begejstring, at jeg købte den, ligeså snart gæsterne var ude af huset. Skønt tematikken og emnerne for så vidt er de samme, ja, så er Niels Skousen stadigvæk landets fremmeste dansksprogede sangskriver. Jeg vil faktisk gå så langt til at hævde, at ingen når ham til sokkeholderne. Så er det sagt!

Anders – ‘Sadness Be Gone’
Anders Stubs tredje plade udkom kun i 298 eksemplarer. Som med de tidligere er den indspillet i beskedne omgivelser og med beskedent udstyr i et øvelokale i København, i Hâllebäck, nord for Göteborg, i en sommarstuga i skoven ved Falsehult og et hus i Värmland. ‘Sadness Be Gone’ låner lidt fra 1960'erne, men ikke nok til at tale om old-school hippie-folk. Der er tale om en form for loner-folk, men den etikette er heller ikke dækkende. Anders Stub er helt sin egen og hvor er dét dog befriende. Enigmatisk, mørk og længselsfuld.

Tom Petty & The Heartbreakers – ‘Hypnotic Eye’
Hvis jeg havde haft muligheden, havde jeg formeligt forsvoret, at Tom Petty & The Heartbreakers nogensinde ville dukke op en af mine årslister. Det er ikke desto mindre, hvad de gør i år. I de seneste fire-fem år, er jeg ofte vendt tilbage til Pettys bagkatalog. Det vil sige, de fremragende album fra sluthalvfjerdserne og et par år eller fem ind i firserne. På ’Hypnotic Eye’ får man fuzz i overmål, overstyret orgel, hårde fire-fjerdedele takter, lejlighedsvis afbrudt af en blues- eller jazzshuffle. Årets overraskelse, intet mindre.


Khun Narin – ‘Khun Narin's Electric Phin Band’
Thailand, omme på den anden side af Jorden, er vistnok danskernes foretrukne turistmål. Og det er netop dér, vi skal hen nu. Ikke, at jeg tror eller i det hele taget har en forventning om, at de mange ferierende vil nikke genkendende til ’Khun Narin's Electric Phin Band’. Så vidt jeg ved, bygger gruppen på folkemusik fra det nordlige Thailand. Der er ikke så meget pis. Den amerikanske producer, Josh Marcy, der sørgede for, at de nåede udover hjemlandets grænser, har i et interview med Wondring Sound fortalte om pladeoptagelsen: “They tuned up, I hit record and made sure the levels were right, and we were off and running…they’d play, take a break, and discuss what they were going to do next. I’d make sure everything was right, have a little shot of whiskey, and they would play the next song”. På den måde fik Marcy 50 minutters materiale, som han skar ned til 40, så det passede til en vinylplade. Vederkvægende. 

Sid Griffin – ‘The Trick Is To Breathe’
Af og til har jeg det somom, at Sid Griffin har været her så længe, at han er gået i ét med tapetet. De fleste kender ham fra The Long Ryders og The Cole Porters, andre for hans bøger og artikler om Bob Dylan og Gram Parsons medvidere. I år var han et smut forbi Nashville for at indspille ‘The Trick Is To Breathe’, med en række studiemusikere. Resultatet er en blid, vittig og afslappet countryplade. Tricket er ikke kun at trække vejret, men så sandelig også at lytte, og helst mere end én gang.

Bob Mould – ‘Beauty & Ruin’
Det må være svært at være Bob Mould. Hans indflydelse på alternativ rock er enorm. Hüsker Dü foregreb alt fra The Pixies til Green Day. Med Sugar udgav han to top-ti albums. Alligevel har hans solokarriere været temmelig rodet. Kanske han på ’Beauty & Ruin’ er kommet overens med sit gamle jeg. Coveret parrer i al fald en ældre gråsprængt og trodsig Bob Mould, med et yngre cigaretrygende, intenst jeg. Jeg ved ikke, hvor meget jeg skal lægge i det. Men ’Beauty & Ruin’ indeholder nogle af Bob Moulds mest aggressive og vitale sange i mange år, mange år, så der er måske noget om det.


Steve Gunn – ‘Way Out Weather’
Adult-rock er den populære, lidt nedladende genrebetegnelse. Men den mesterlige, instrumentalist Steve Gunns 2014-udspil, er så meget andet. Han graver dybt i Amerikas fortid. Visse steder lyder det somom, at han er i gang med en accelererende, natlig hootenanny, med så berigede guitarister. som Jerry Garcia, Lee Ranaldo, Duane Allman, og John Fahey. På ’Way Out Weather’ viser Gunn også sit store talent for sangskrivning. Af mangel på bedre, vil jeg kalde pladen hypnotisk.

The Cleaners From Venus – ‘Return To Bohemia’
Nummeret ‘The King Of The Sixties’ fra ’Return To Bohemia’, fortæller mere om Martin Newell, digter, forfatter, komponist og eneste medlem af The Cleaners From Venus, også kendt som ”the Wild Man of Wivenhoe", end godt er. Newells pophjerte hviler i tresserne og der ligger det godt. Hvis jeg nu skal være fræk, så har Newell aldrig ramt tidsånden, men det er måske også derfor, jeg holder så forbandet meget af hans sange. 

Total Control – ‘Typical System’
Det må have noget at gøre med, de ting der sker omkring mig og den måde vores samfund udvikler sig på, siden misantropien, vreden, afmagten og nihilismen lever i allerbedste velgående på mange af de plader, jeg skatter højt fra 2014. Australske Total Control bøjer sig ikke for åndelige eller politiske autoriteter. ’Typical System’ er fokuseret vrede, skånselsløst postpunk med afstikkere til Pere Ubu, i skøn forening med iskold synth, makabre humor, og så gemmer albummet flere steder på et barsk og ubarmhjertigt billedsprog. Det er ikke for tøsedrenge. 


Robyn Hitchcock – ‘The Man Upstairs’
Robyn Hitchcock lyder altid som Robyn Hitchcock. Mange er nok af den mening, at det er en sandhed med visse modifikationer. ’The Man Upstairs’ indeholder fem originaler og fem coverversioner, bl.a. af Roxy Music og Psychedelic Furs. 61-årige Robyn Hitchcock er i forførende topform i disse år.

Sudden Death Of Stars – ‘All Unrevealed Parts Of The Unknown’
Uhøjtidelig, fransk psych-pop med en snert The Velvet Underground og The Rain Parade. Rennes-septettens anden plade gør ikke meget væsen af sig. De træder i velkendte spor med ringlende folk-rock guitarer, brusende farfisa-orgel og masser af rumklang på vokalen. Hvis man er på jagt efter udfordrende og grænsebrydende musik, så er der ingen grund til at gå ombord i ’All Unrevealed Parts Of The Unknown’. Til gengæld er der meget at hente, hvis man slænger sig i sofaen efter en ubærlig, lang arbejdsdag. Årets popplade?

Pink Mountaintops – ‘Get Back’
Well, først som sidst, jeg holder mere af Stephen McBeans eksperimenterede, sideprojekt Pink Mountaintops, end af det tungere Black Mountain, som mange betragter som hans hovedband. Albumtitlen ‘Get Back’, siger det meste. McBean er atter på strejftog i rockhistorien i al dens magt og vælde. Her er The Stooges, her er Echo & The Bunnymen, her er Tom Petty, her er Phil Spector, her er The Amboy Dukes, her er Richard Hell…

Også værd at nævne fra 2014:

The Skygreen Leopards – ‘Family Crimes’
Ethan Johns – ‘The Reckoning’
Goat – ‘Commune’
Jad Fair & Danielson – ‘Solid Gold Heart’
Needles/Pins – ‘Shamebirds’
The Wands – ‘Dawn’
David Crosby – ‘Croz’
Ty Segall – ‘Manipulator’
Shiny Darkly – ‘Little Earth’
Lydia Lunch & Cypress Grove - ‘A Fistful Of Desert Blues’
September Girls - 'Cursing The Sea'
Tinariwen – ‘Emmaar’
The Baseball Project – ‘3rd’
Dave Alvin & Phil Alvin – ‘Common Ground: Dave Alvin & Phil Alvin Play And Sing The Songs Of Big Bill Broonzy’
Ukendt Under Andet Navn - 'Glade Dage I St. Vemod'
Allah-Las – ‘Worship The Sun’
Lorelle Meets The Obsolete – ‘Chambers’
Infuse Huddle – ‘Infuse Huddle’
Thee Oh Sees – ‘Drop’
Reigning Sound – ‘Shattered’
Paul Collins – ‘Feel The Noise’
Ibibio Sound Machine – ‘Ibibio Sound Machine’
King Tuff – ‘Black Moon Spell’
Nude Beach – ‘77’
Comet Gain – ‘Paperback Ghosts’

lørdag den 27. december 2014

Beat 2014 (4 af ?)

Af Anders Hjortkær-Rask

Så er det blevet tid til at gøre året op. Som en arv fra tiden, da jeg startede Undertoner.dk op, kører jeg en top 10 for danske udgivelser og en top 10 for udenlandske udgivelser.

De danske:

Syrerock med sax, en dansk Leonard Cohen, grunge-revival og mukkende electropop. Alt det nedenfor. Jeg tæller fra 10 til 1.


10. Fossils – ’Flesh Hammer’
Bas og trommer og en masse rytmiske krumspring, det er essensen af Fossils. De banker løs, så man bliver helt forpustet - og hvad bedre er, at de er endnu federe live!

9. North Fall – ‘Outside It’s Growing Light’
Anders Belling brygger smukke akustiske sange med sit enmandsprojekt, der kan gøre opmærksom på sig selv med bare en hvisken.

8. Yung – ’Falter’
90’er-rocken har revival, og Yung er blandt dem der gør det mest overbevisende (man får helt lyst til at genbesøge originalerne). Guitarrock med en krads vokal, der har tro på at ændre verden.


7. No Hay Banda – ‘Deadly Songs’
De imponerede mig med deres debut i 2012. Deadly Songs bygger videre på den mørke popmusik, som lever i skyggerne og på de ensomme kamre. Det her burde være filmmusik.

6. Night Fever – ’Vendetta’
Der er punkrock på sjettepladsen. Night Fever folder paletten ud med et bredere musikalsk udtryk, og så synger Salomon bedre end nogensinde med sine Danzig-fraseringer.

5. Lust For Youth – ‘International’
Egentlig et svensk projekt, men Lust of Youth er ligesom vokset ud af Mayhem-scenen med flere danske medlemmer. Væk er det tidligere cold-wave-udtryk, og nu står den på electropop a la tidlig New Order og Depeche Mode. Dansabelt med en attitude på.


4. Lower – Seek Warmer Climes’
Langt om længe fik vi debutpladen, og ligesom Iceage kan disse drenge imponere. Lower er mere kolde og depressive i deres post-punk-udtryk, og dagsordene er ikke til at tage fejl af.

3. Narcosatanicos – ’Narcosatanicos’
Dette monster kom som ud af ingenting. Med ét blev jeg overrumplet af et inferno af repetitiv psykedelisk rock med saxofon og smadder. Straight out of Aarhus!

2. Niels Skousen – ’Smil Eller Dø’
Man får sådan lyst til at kalde ham for det danske svar på Leonard Cohen. Der hviler en visdom mellem linjerne på Skousens nye plade, der gør at man hører efter. Lyrik og musik går hånd i hånd på en stærk plade!


1. Iceage – ‘Plowing Into The Field Of Love’
Disse yndlinge bliver ved med at imponere. Over tre plader har de bevæget sig fra skramlende kaotisk post-punk til livtag med Gunclub og tidlig Nick Cave. Intenst, kompromisløst og nu nærmest melodisk. Hvor skal det ikke ende?

De udenlandske:
Sange om opbrud, sange på svensk, sange i grindcore-smadder, lidt syre og en fantastisk historiefortæller med mange ord på toppen. Der tælles fra 10 og ned til 1.


10. Sharon Van Etten – ‘Are We There’
Årets break-up-plade kommer fra Sharon Van Etten. Og pladen er netop blevet til som en slags selvterapi. Resultatet er en stribe rørende sange, som bider sig fast, så man kan se tandmærkerne længe efter.

9. Hurula – ’Vi Är Människorna Våra Föräldrar Varnade Oss För’
Kun svensk rockmusik kan lyde sådan her. Det er lyden fra forstæderne, der hylder ungdommen og udgør soundtracket til et oprør. Lidt Håkan Hellström-agtigt, men med en punkarv i rygsækken.

8. United Nations – ‘The Next Four Year’
Den mest larmende plade på listen. United Nations’ grindcore-agtige approach til punkæstetikken slår lige i solar plexus. Jeg foretrækker til enhver tid denne energi fremfor den fremherskende sortmetal-trend.


7.  Woods – ‘With Light And With Love’
Syrehovederne i Woods har lavet deres pt. bedste plade. Helt væk er de mærkelige eksperimenter, og nu søger bandet bare ind til de gode sange. Det er syresødt med ekkoer af 70’ernes countryrock.

6.  Ty Segall – ‘Manipulator’
Ty Segall er stadig all over the place. Han er en menneskelig garagerock-fabrik. Han tog sig god tid denne gang. I løbet af intet mindre end 17 sange får vi det mest helstøbte fra hans hånd, denne gang med hints af nye musikalske retninger.

5.  Wand – ‘Ganglion Reef’
Der kommer så meget psykedelisk rock ud for tiden – her er det bedste af slagsen i mine ører. Lyse, luftige vokaler pakket ind i lige dele guitarknas og udflydende farver. Og gode sange, ikke mindst!


4. Swans – ‘To Be Kind’
Forgængeren “The Seer” var overrumplende, udmattende og ubehagelig. Det samme er “To Be Kind” (den er alt andet end ‘kind’), men den er sin helt egen størrelse, og den kommer lige så meget ind under huden som forgængeren.

3. Jane Weaver – ’Silver Globe’
Hvis du stirrer ud i evigheden og leder efter kosmos, så put “Silver Globe” i ørerne. Lige dele kraut, prog og pop med store horisonter, store idéer og en fremragende udførsel!

2.  The War On Drugs – ‘Lost In The Dream’
Adam Granduciel fandt endelig sin egen stemme. Han er dykket dybt ned i 80’er-heartrock-landskaberne og maler her sin egen drøm med brede guitarstrøg.


1. Sun Kil Moon – ’BenjiI’
Mark Kozelek har lavet et pragtværk med “Benji”. Skrevet på akustiske nylonstrenge. Hans sange kredser om døden og om at han elsker sin mor. Uden det mindste spor af ironi. Han er stadig en idiot live, men på plade er han her fantastisk!

fredag den 26. december 2014

Beat 2014 (3 af ?)

Af Lars Krogh

Top ti i vilkårlig rækkefølge:


Nick Waterhouse – ’Holly’
Retro-soul med en snert af garage rock. Virkelig gennemført og det svinger. Årets album i min bog.

Fuzz – ‘Live in San Francisco’ (12”)
FUCK for en lyd! Så dem på Liverpool Psych Fest sidste år, hvor jeg snød mig ind backstage og så dem fra få meters afstand. Ty Segall spiller på trommer, men det er guitaren, der tager prisen.



Goat – ‘Commune’
Deres image med østerlandske gevandter og hemmelig identitet er irriterende, men musikken holder. World-psych laves vel ikke bedre? Fint at Roskilde har booket dem igen.

Reigning Sound – ’Shattered’
Ex-Oblivians og et evigt cool forbillede - Greg Cartwright og hans Reigning Sound - er igen på toppen. Et par sange holder ikke, mens andre er særdeles holdbare.


Meatbodies – ’Meatbodies’
Bedste punk/garage album jeg har hørt på det seneste. Lyder som en blanding af Fuzz, Thee Oh Sees og Ty Segall. Sidstnævnte er med på fire numre, men alle ovennævnte skal tage sig sammen, for at følge med her.

The Raveonettes – ’PE’AHI’
Tidligere formularer og efterligninger er væk. Originalt album fra The Raveonettes og hvor det klæder dem!


The Dirtbombs – ‘Consistency Is The Enemy
Aah ja, teknisk set ikke et nyt album, men denne opsamling af sjældent materiale udkom i 2014. Bl.a. med de seks sange fra deres australske EP på Au-Go-Go og den klassiske sang 'They Hate Us In Scandinavia'. Hvor fanden har de dét fra? Mick Collins styrer for det meste.

Narcosatanicos – ’Narcosatanicos’
Det glade vanvid og alligevel er der en mening med galskaben – årets noise-udgivelse og hvor er det pragtfuldt, at vi har et originalt noise/psych/død/punket band på den danske scene.


The Janitors – ‘Evil Doings Of An Evil Kind’ (12”)
Pinligt at have en plade med på listen fra sit eget pladeselskab (Bad Afro, red.), men jeg elsker The Janitors. Med alt det ”glade” psych, der udkommer nu, er det rart med noget surt og negativt psych, der giver dig én på snotten.

Hookworms – ‘The Hum’
Ikke så god som deres debut 12”, men fed nok. Og god koncert på Roskilde.

torsdag den 25. december 2014

2014 i genudgivelser mv. Playliste 25. december 2014


1. The Velvet Underground - I Can't Stand It Anymore (live) (The Velvet Underground - 45th Anniversary Super Deluxe Edition) (1969/2014)
2. Mike Cooper - The Singing Tree (Places I Know/The Machine Gun Co. with Mike Cooper) (1971-72/2014)
3. Hyldemors Grønsaligheder - Wah Wah-Pedalen (Lysene Tændes) (1975/2014)
4. Ngozi Family - Hey Babe (Day Of Judgement) (1976/2014)
5. Bored Games - Joe 90 (Who Killed Colonel Mustard) (1982/2014)
6. Taste Of Decay - Factory (Killed By Deathrock, Vol. 1) (1986/2014)
7. Axemen - Human Hot Dogs (Derry Legend) (1989/2014)
8. Sneaky Feelings - There's A Chance (Dunedin Double) (1982/2014)
9. Hiss Golden Messenger - Jesus Shot Me In The Head (Bad Dept) (2010/2014)
10. The Brothers & Sisters - My Back Pages (Dylan's Gospel) (1969/2014)
11. Mark Kozelek - 2000 Miles (Sings Christmas Carols) (2014/2014)
12. The Traps - Boom Pow Awesome Wow (Boom Pow Awesome Wow) (2003-04/2014)
13. Steely Dan - Bodhisattva (Countdown To Ecstasy) (1973/2014)
14. Paul Westerberg - World Class Fad (14 Songs) (1993/2014)
15. Half Japanese - Girl Athletes (Our Solar System) (1984/2014)
16. The Deep Freeze Mice - Minstrel Radio Yoghurt (The Best Of 1979-1988) (1979/2014)
17. Viet Cong - Throw It Away (Cassette EP) (2013/2014)
18. The Fall - Hot Runes (The Unutterable) (2000/2014)


onsdag den 24. december 2014

Glædelig jul


Årslisterne vender tilbage 2. juledag. Til gengæld holder Mod Strømmen ikke juleferie. Vi er klar i morgen, 1. juledag, med en udsendelse om 2014 i genudgivelser mv.

Lyt med kl. 18.00 på 98.9 FM eller via den direkte livestream:

tirsdag den 23. december 2014

Beat 2014 (2 af ?)

Af Jan Damage Petersen

DANMARK:


Lower – ‘Seek Warmer Climes’

Langt om længe kom Lowers debutplade, og den skuffede på ingen måder. De fortsætter, hvor de slap på EP'erne med masser af metallisk guitar, der ligger som tung regn over de post-punkede/no-wave-agtige sange. Og så er det årets pladecover, skal det være prætentiøst, så lad det være prætentiøst.

Trust – ’Wet Psalms’
Duoen Trust nåede lige at komme med på falderebet, da de først har udgivet ’Wet Psalms’ for fjorten dage siden. Jeg har ikke noget klogt at sige om albummet. Andet end, at de ikke lyder som de plejer, og jeg glæder mig allerede til at sætte pladen på igen, og finde ud af, hvad helvede det er for noget de har lavet.

Infuse Huddle – ‘Infuse Huddle’
Lo-fi/støjrock på ægte Homestead Records manér. Til tider minder de lidt om Eric's Trip, når de larmede, suppleret med en yderst doven vokal. Håbløst umoderne, men alligevel har de mere end fortjent at blive nævnt her. Det skider jeg på, det gør Infuse Huddle iøvrigt også.

Total Heels – ‘Total Heels’
Proto-punk/punk/garage-rock med en midtfirser vibe. Masser af orgel og guitar-riffs krydret med historier fra en insisterende fortællende forsanger. Total Heels er uden sidestykke, ikke mindst herhjemme, den plade kan man altid sætte på. Yup!


Narcosatanicos – ’Narcosatanicos’
Noget så sjældent som en noise-plade, som man fra tid til anden sætter på, fordi den er lækker at gå at lytte til. Inde bag de massive lydmurer opstår der sød musik. Denne udgivelser bliver man hurtigt svært begejstret for. 2014 blev året, hvor vi igen råbte: ”Mere sax, tak!”

Night Fever – ’Vendetta’
Fire år skulle der gå inden vi fik endnu mere gammelskole firserstyle hardcore fra Night Fever. Det går stærkt, der er breakdowns, der er high-pitch vokal, der er Danzig vokal, det er tight og det er lige i skabet.

Yung – ’Falter’
Det går stærkt for Yung, både musikalsk som hvad angår omtale. Det er forståeligt og det er næsten umuligt ikke at bliver begejstret for Yung's punk-garage med buldrende støjrock-trommer, bas og guitar. En sjældent set melodiøs tæft.

Molly – ’Hernia’
Jeg ved ikke, om det her land nogensinde tidligere, har fostret et band, der var inspireret og lød lidt (eller meget) som Hüsker Dü? Men når det endelig sker, så fortjener man også at komme med på en årsliste, uanset hvilket år vi såend befinder os i.


Iceage – ‘Plowing Into The Field Of Love’
Ok, så fik ungerne i Iceage læst lidt mere på lektien. De er kommet en anelse længere i det sorte rockleksikon. Vi kender allesammen godt referencerne, men spørgsmålet er om Iceage kan bære det, og det er tilsyneladende intet problem, man er ganske godt underholdt. Det bliver spændende, når de om et par år, når frem til Spandau Ballet.

Snaredrum – ’Snaredrum’
Jovist, Snaredrum kender deres indierock, og der gemmer sig forrygende sangskrivning på dette lidt oversete album. Hvis du kan godt lide Teenage Fanclub, Guided By Voices, Sebadoh og alt det jazz, så kan du helt sikkert også lide Snaredrum.

Årets danske sang:

De Underjordiske - 10"
De har kun lavet en EP i år, men til gengæld har de lavet den bedste danske sang.


Danske plader, jeg glæder mig til at høre lidt mere:

Ærkenbrand – ‘Barabtalo's Dream’
Gooms – ‘Beyond Life’
Niels Skovsen – ’Smil Eller Dø’
Lars H.U.G – ’10 Sekunders Stilhed’


UDLANDET:


20. Bob Mould – ’Beauty And Ruin’
Det er 25 år siden, at Bob Mould skød sin solokarriere igang med pladen, ’Workbook’. Det var to år efter Hüsker Dü udgav ’Warehouse’. Om det er grunden til, at Hr. Mould netop i år har valgt at vende tilbage til sine gamle dyder, skal jeg ikke kunne sige, men faktum er. at han har lavet én af sine bedste plader i mange år, ja måske siden ’Workbook’, hvis vi lige ser bort fra hans andet band Sugar. Og så klæder det ham altså at være sur igen.

19. Idylls – ’Prayer For Terrene’
Jeg kommer altid lidt på glatis, når jeg skal beskrive bands som australske Idylls (Brisbane for at være helt præcis). De larmer, de spiller hurtigt, tungt, skævt og helt sikkert også højt, og man kan sikkert finde sub-genrer såsom grind, noise, hardcore, powerviolence, math etc. Men hey, hvem fa'en bekymrer sig overhovedet om den slags. Australien synes at have hele pakken i disse år, og nu kan man både blive blæst omkuld og en lille smule bange i selskab med Idylls.

18. The New Mendicants – ‘Into The Lime’
Teenage Fanclub er et orkester, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Af samme grund holder jeg også øje med bandmedlemmernes gøren og laden. Det gik naturligvis ikke min næse forbi, at Norman Blake udgav en plade i år sammen med Joe Pernice fra The Pernice Brothers og Mike Belitsky fra The Sadies under navnet The New Mendicants. Der er dømt indie-rock for voksne mennesker, og Blake er stadig en fremragende sangskriver. Advarsel: Underlige mennesker vil finde det her kedeligt.

17. Ought – ‘More Than Any Other Day’
I Constellation Records øjemed er Ought fra Calgary vel nærmest et straight rockband. Umiddelbart er deres debut, nok den plade, der tog røven allermest på mig i år. Jeg faldt pladask for deres Fugazi-agtige basgange og passager, kombineret med al det gode fra New Yorks i de sene 70'ere, såsom Television og Talking Heads. Jeg glæder mig til at følge Ought fremover, de har fat i noget interessant og denne debut lover godt for fremtiden.


16. Electric Wizard – ‘Time To Die’
Endnu en doom-metal plade, er vel i bund og grund ikke, hvad denne verden har brug for? Det lå ikke ligefrem i kortene, at jeg skulle ryge tilbage på doom-vognen, efter Electric Wizard's koncert på årets Roskilde. Den kendsgerning, lavede YOBs koncert på Loppen om på. Sidenhen viste Electric Wizard, hvor skabet skal stå, de har vel lavet deres bedste og mest beskidte plade siden ’Dopethrone’. Hvad med Pallbearer spørger du så? (zzzzzzzzzz) Undskyld, skribenten faldt lige i søvn. ’Time To Die’ har lukket doom-æraen, kan I så forstå det Pitchfork!

15. Omi Palone – ’Omi Palone’
I Brighton har en fyr ved navn Dan Reeves et lille pladeselskab, der hedder Faux Discx. Det er et af de mest interessante labels i øjeblikket, og var det ikke for Reeves, så ville London-baserede Omi Palone, nok være et ubeskrevet blad for mig. Mere om Dan Reeves senere. Omi Palones debutplade har en spilletid på lige under 25 min., otte indie-/punk-rock sange, stramt og tilbagelænet på én og samme tid. Gode hooks og en dejlig doven vokal. Den plade, har jeg godt nok hørt en del i år.

14. Steve Gunn – ‘Way Out Weather’
Der er dømt guitar-lir på den voksne og tilbagelænede måde på Steve Gunns ’Way Out Weather’. En plade, der på overfladen ikke gør det store væsen af sig, men den bliver ved med at åbne sig op. Det er kun en måned siden jeg fik den ind ad døren, og det er muligt, at den var endt højere oppe listen, hvis jeg havde haft den i et par måneder. På tidligere album og i andre konstellationer, har Gunn vist, at han er en guitarekvilibrist. På ’Way Out Weather’, viser han sig også som en fremragende sangskriver eller også er det bare mig, der først har lagt mærke til det nu. Og hey, jeg har lige fået at vide, at han også har udgivet en plade med Mike Cooper tidligere i år. 2014 er et godt år for Steve Gunn.

13. Goat – ’Commune’
Jeg missede bussen, da Goat i 2012 udgav ’World Music’. Ikke fordi, at jeg ikke bed mærke i, at albummet udkom. Nok mere af den grund, at pladetitel og omtalen overbeviste mig om, at dette overhovedet ikke var noget for mig. Man kan ikke være lige heldig hver gang. 2014 blev så året, hvor jeg havde Goat med for første gang. Også i denne omgang formår de på underligste vis, at blande fuzzguitarer og den vestlige verdens psykedeliske musik, med traditionel musik fra eksotiske områder. De når sågar også omkring Nordafrika og Mellemøsten. ’Commune’ er til tider en helt eminent fornøjelse. Goat gav tilmed én af årets allerbedste koncerter i Store Vega.


12. New Bums – ‘Voices In A Rented Room’
Det er godt nok ikke meget omtale New Bums' debutplade har fået, selvom duoen består af et par kompetente herrer og er ude på det velrenommerede label, Drag City. Bandet består af Ben Chasny fra énmands-projektet Six Organs Of Admittance og Donovan Quinn fra The Skygreen Leopards (som også har udgivet en ganske udemærket plade i år). De to, har gået og puslet med nogle sange sammen i fem års tid. Så lang tid har de knapt brugt på optagelserne. ’Voices In A Rented Room’ er i al sin enkelhed en lille lo-fi perle.

11. Future Islands – ’Singles’
Lad mig lige slå fast med det samme, at jeg godt kendte Future Islands inden deres optræden hos David Letterman tilbage i starten af marts (bare lige for at holde indie-cred'en intakt). Elleve år skulle der gå, før den store verden åbnede øjnene op for Samuel Herring & co. Bedømt ud fra ’Singles’ er det ganske velfortjent. Som Samuel Herring sagde til The Guardian om Letterman-optræden "It was just the three of us against the world". Så måske lå det i kortene, at de endelig ville slå igennem. Pladen består af ti små popsange, der konstant gror på én, og når Herring, har en stemme som lyder som en blanding mellem Lambchops Kurt Wagner og Fine Young Cannibals' Roland Gift, så er et gammelt røvhul, som jeg, straks solgt.

10. Hank Wood And The Hammerheads – ‘Stay Home’
Efter deres koncert i Ungeren for en måneds tid siden, kom jeg vist til at kalde dette band for; "NY smadder-punk scenens svar på Gnags". Folk, der kender mig, ved, at det er aldeles velmenende. En trommeslager bliver suppleret af en travl perkussionist, keys, bas, guitar og en hakkende, spyttende vred mand i front, der sammen vælter rundt i en perfekt mudret produktion. Inde bag dette inferno, gemmer sig ganske enkelt bare ti perfekt skårede rock og rul numre.

9. Total Control – ‘Typical System’
Tilbage til Australien, denne gang til Melbourne. Det er ikke så få genrér Total Control når omkring på ’Typical System’. Nogle vil måske tale om stilforvirring, hvis pladen skal bedømmes ud fra helheden. På forunderlig vis formår de dog at holde gryden i kog. Pladen er aldrig i nærheden at falde fra hinanden, tværtimod. Hvis man skal klandre dem for noget, så er det, at de indimellem læner sig lidt for meget op ad forbillederne. ’Typical System’ kommer rundt om punk, post-punk, new-wave, garage, industrial, synth-pop, etc. etc. etc. Herligt!


8. Tom Petty & The Heartbreakers – ‘Hypnotic Eye’
Når nu 63-årige Tom Petty, sammen med sine altid fantastiske The Heartbreakers, vælger at være på toppen her i 2014, så er de altså vanskelige at komme udenom på en årsliste. Der er ikke så meget at skrive, andet end, at dét er sådan straight-up rock skal lyde, suppleret med en glimrende ballade i ca. hvert fjerde nummer. Og tag så lige at kom tilbage til Nordeuropa allersnarest. ’Hypnotic Eye’ rummer så mange live-hits, at det er en tour værd.

7. Ex-Cult – ’Midnight Passenger’
Ex-Cult er fra Memphis og deres to plader er udkommet på Goner Records. Nu bør man altså vide nogenlunde, hvor vi er henne musikalsk. Men overraskende nok er der ikke noget garage-rock over Ex-Cult. Men snarere en fantastisk blanding mellem The Stooges-agtig proto-punk, sødet op med tidlig LA-hardcore fra startfirserne og post-punkede stykker hist og her. For mig er ’Midnight Passenger’ årets punk-rock skive, og sådan er jeg sikkert den eneste, der har det, men der har også været fandens mange at vælge imellem.

6. David Kilgour And The Heavy 8's – ‘End Times Undone’
Når man har at gøre med en af de fornemmeste repræsentanter for den New Zealandske indierock/kiwipop-scene, så spidser man ører og lytter efter, når der kommer nyt, eller der gør jeg i hvert fald. På mange måder er David Kilgours solokarriere, en naturlig fortsættelse af hans bedrifter i The Clean. Han forstår om nogen at lave skæve popsange. Ved første gennemlyt, forstod jeg overhovedet ikke ’End Times Undone’. Kilgour vandrer stille og roligt rundt i rock/indierock-historien, det hele er pakket ind i let psych, og så i sidste ende, opdager man, at det jo i virkeligheden bare er kiwi-pop som man kender det. Dejligt!

5. Thurston Moore – ‘The Best Day’
Der blev ikke rejst mange øjenbryn hos undertegnede, da jeg hørte, at der kom endnu en Thurston Moore solo-udgivelse i år. Efter den ligegyldige kasten sig ud i akustisk singer/song-writing på ’Demolished Thouhts’ og utallige avantgarde udgivelser under eget navn, stod det ikke i kortene, at Moore i slutningen af 2014, ville udgive en rockplade, og så måske alligevel. Sidste år kom debutplade fra Chelsea Light Moving, og det var en glimrende plade af den rockende slags. På ’The Best Day’" skruer vi tiden tilbage til mellem 1998-2004. Med andre ord, Sonic Youth mellem ’A Thousand Leaves’ og ’Sonic Nurse. Det var fanden sparkeme nogle gode plader, de fik skudt af dengang. Det er ’The Best Day’ i den grad også. Steve Shelley er med på trommer forresten, guitarlyden…..åh, guitarlyden mand.


4. Reigning Sound – ’Shattered’
Greg Cartwright må efterhånden være en af mine favoritsangskrivere, uanset hvilken sammenhæng eller konstellation han skriver i. I Reigning Sound, får han lov til at folde sig helt ud, og på ’Shattered’ kommer der hits i flæng. Ja, det er lige før, at man ærgrer sig over, at der er et covernummer på pladen, for man vil da meget hellere have en Cartwright-sang mere. Det er bandets klart mest velpoleret produktion til dato og det hele lyder lækkert. Pladen kunne dog sagtens have været optaget på en fire-spors i en garage. Der er dømt 60'er rockpastiche og banale tekster, men hvad gør det, når man kan skrive sange som Greg Cartwright.

3. The Soft Walls – ‘No Time’
Jeg lovede at vende tilbage til Dan Reeves. Han ejer pladeselskabet Faux Discx alene, er gift, og har to musikalske projekter, Cold Pumas og The Soft Walls. ’No Time’ er indtil videre kulminationen på en perlerække af fantastiske indierock udgivelser, både egne og andres projekter inkluderet. ’No Time’ er skabt af Reeves, næsten helt alene. MU fra Hookworms har dog givet hånd med ved mixningen. Musikken er små-psykedelisk, blandet med al det gode fra The Velvet Underground og den spæde tyske krautrock-æra. En af årets udgivelser, simpelthen.

2. Sun Kil Moon – ’Benji’
Der er blevet sagt og skrevet meget i år om Mark Kozelek, både om ’Benji’, men også om hans udskejelser på og udenfor scenen. Det behøver jeg ikke grave dybere i, andet end at sige,, at Mark er en fantastisk sjov mand. Så har jeg givet mit besyv med. ’Benji’ er noget så sjældent som en folk-singer/songwriter album, helt blottet for metaforer. Det er en helt og aldeles ærlig beretning om mennesker i Marks liv og nære familie. Der bliver sagt tak til mor, til far og til pladeselskabet, og så er der en del folk der dør af mere eller mindre mærkværdige grunde. Men altid fortalt med mandens underfundige lune, lurende nedenunder det hele. Det er ganske enkelt hjerteskærende.

1. Wovenhand – ‘Refractory Obdurate’
David Eugene Edwards! Jo, ham kender vi godt, det er jo ham fra 16 Horsepower og ja, soloprojektet Wovenhand. Selv om man aldrig helt vidste, hvad man fik med 16 Horsepower, så har Wovenhand næsten altid været garant for en lidt sumpet alternativ country. Og skal jeg være helt ærligt, så er det mange år siden, at jeg begyndte at være lidt ligeglad med Edwards Derfor er ’Refractory Obdurate’ en overraskende og sært dragende udgivelse, som man bare ikke kan lade være med at vende tilbage til. Et sammensurium af sludge-country, dark-gospel, guitarmurer, prædiken én masse, kristent neo-folk. En artikel, beskrev det, som Joy Division og Neurosis på samme tid. Kært barn, har mange navne. Jesus Kristus, hvor er det godt. Årets album!

Gode plader fra 2014, der ikke nåede årslisten:

MV & EE – ‘Alpha Lyrae’
Vikesh Kapoor – ‘The Ballad Of Willy Robbin’s
Guided By Voices – ‘Motivational Jumpsuit’
Guided By Voices – ‘Cool Planet’
Anders – ‘Sadness Be Gone’
Wreckmeister Harmonies – ‘Then It All Came Down’
Scott Walker+Sunn O))) – ‘Soused’
Eyehategod – ‘Eyehategod’
Pixies – ‘Indie Cind’y
Morgan Delt – ‘Morgan Delt’
The Men – ‘Tomorrows Hits’
Thee Oh Sees – ‘The Drop’
Shellac – ‘Dude Incredible’
Paul Collins – ‘Feel The Noise’
Kevin Morby – ‘Still Life’
Parquet Courts – ‘Sunbathing Animal’
Earth – ‘Primitive And Deadly’
Cloud Nothings – ‘Here And Nowhere Else’
Swans – ‘To Be Kind’
Stephen Malkmus & The JIcks – ‘Wig Out Of Jagbags’
Purling Hiss – ‘Weirdon’
Hookworms – ‘The Hum’
The Skygreen Leopards – ‘Family Crimes’
J. Mascis – ‘Tied To A Star’
YOB – ‘Clearing The Path To Ascend’
Teardrop Factory – ‘Thrash In The Heart’
Ty Segall – ‘Manipulator’
The Vacant Lots – ‘Departure’
Sex Hands – ‘Pleh’
Real Estate – ‘Atlas’
Half Japanese – ‘Overjoyed’
Woods – ‘With Light And With Love’
Mac Demarco – ‘Salad Days’
Morrissey – ‘World Peace Is None Of Your Business’
Ex Hex – ‘Rips’
Sleaford Mods – ‘Divide And Exit’
Connections – ’Into Sixes’

Plader, der endte med at være skuffende:

Merchandise – ‘After The End’
The Afghan Whigs – ‘Do To The Beast’
Beck – ’Morning Phase’

mandag den 22. december 2014

Beat 2014 (1 af ?)

Af Søren Holst Frøkiær

Seks danske:


Silo – ’Work’
Solidt comeback fra Danmarks mest originale repetitive, små-matematiske post-rock orkester. Denne gang med gæste-rap fra halvdelen af Antipop Consortium.

Kristian Harting – ’Float’
Kristian Harting har en vokal, man ikke kan undgå at blive rørt over. Og fantastiske sange.

Raveonettes – ’Pe'ahi’
Raveonettes tager chancer. Væk fra den lidt for sikre dobbelt-vokal, ind med flere samplede trommebeats. Bedste udspil fra dem, siden deres første EP, synes jeg.


The Malpractice – ’Mass’
Tungt og dejligt. Lyder som en Converge-plade spillet af The Melvins, kort efter de havde hørt hele Mews diskografi.

Suspekt – ’V’
Jeg kan ikke lade være med at synes, at det er fedt, det hér. Det er så gennemført godt fundet på, at det er svært ikke at holde af. Skal indtages i de rette doser, bevares, ellers er der fare for overdosis af slibrige detaljer, men er moodet til det, så er der ikke et øje tørt til numre som ’Knepper Dig Til Techno og Til Alle Mine Piger’.

Chorus Grant – ’Space’
Jeg må nogle gange lige sikre mig, at bandet ikke rent faktisk står i min stue og spiller, så nært lyder det.

Ti udenlandske:


10. St. Vincent – ’St. Vincent’
Annie Clark har taget ved lære af samarbejdet med David Byrne for et par år tilbage. Hendes fjerde album er funky og skævt på sådan en lidt svær definerbar måde, men godt er det. Hun er i øvrigt stadigvæk en gudbenådet guitarist, selvom guitaren er mindre i fokus denne gang.

9. Behemoth – ’The Satanist’
Behemoth lyder mere organiske end tidligere. Mindre tech-død, mere melodi og heltesoli. Hist og her er det tæt ved at være alt for meget, nogle steder er det alt, alt for meget. Eksempelvis når blastbeats blæser om kap med en trompetsektion, men alligevel er jeg vendt tilbage til den flere gange. ”I saw the virgin's cunt, spawning forth the snake” er åbningsordene, og det kan man jo så synes er fedt eller ej. Med til historien hører, at frontmand Nergal kort før albummets tilblivelse vandt kampen over leukæmi. Det gør det ikke mindre REAL!

8. Ryan Adams – ’Ryan Adams’
Ryan Adams rocker ud på farmandsmanér. Det passede mig på mange tidspunkter af 2014 rigtig godt. Lyt lige til ’Gimme Something Good’ eller ’Trouble’, mens du kører bil... just saying.


7. Pallbearer – ’Foundations Of Burden’
Tung og pissemelodisk, nærmest poppet doom. Åbneren ’World's Apart’ er måske én af årets bedste sange. Heldigvis holder hele albummet næsten ligeså højt niveau.

6. Cymbals Eat Guitars – ’Lose’
CEG startede eftersigende ud med at spille Weezer covers. I dag spiller de bare indie-rock, spicet op med forsanger Joseph D'Agostino's meget unikke vokal, der går fra at bjæffe en masse ord, til at ramme så krystalklart, at man nærmest bliver skåret midt over af det. Det er pis'fedt! De spiller i øvrigt på Loppen til januar.

5. Wovenhand – ’Refractory Obdurate’
Wovenhand har altid været et ret perifært bekendtskab for mig og aldrig et band jeg egentlig har dyrket, omend jeg har lyttet til et par plader. Da 'Refractory Obdurate’ udkom på Converge-frontmand Jacob Bannons Deathwish-label, vakte det min opmærksomhed. Den er da også betydeligt mere rocket end de plader, jeg tidligere har hørt fra David Eugene Edwards. Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt Swans-light, når jeg hører den. I hvert fald, synes jeg, at stemningen indimellem leder mig hen i samme mood. Jeg vil især huske åbningsnummeret som soundtrack til mange morgener på cyklen fra Kastrup til Indre By, inden vi rykkede ind i vores nye lejlighed, lidt tættere på byen.


4. Swans – ’To Be Kind’
Ærlig talt, så orkede jeg ikke endnu en to-timers tur i manegen med Swans. Jeg syntes stadig ikke, jeg helt havde slået mave ovenpå ’The Seer’ og den efterfølgende koncert på Konservatoriet. Men den blev bare rost og rost og beskrevet som endnu bedre end sin forgænger, så jeg blev jo nødt til at lytte. Det blev til et par smålyt, indtil jeg i november, endelig tog mod til mig i og tog hele baduljen fra start til slut. For de her plader skal bare høres i fuld længde mindst en gang, før at oplevelsen er fuldendt. ’To Be Kind’ virker på mange måder mere umiddelbar, lettere tilgængelig og nemmere at springe ”ind i”. Men det er stadigvæk lige så pisseuhyggeligt, skræmmende og tålmodighedstestende som det plejer at være, og hold kæft hvor var det godt, da det endelig lykkedes mig at spise op.

3. Weezer – ‘Everything Will Be Alright In The End’
Som en skribent et sted i cyberspace bemærkede: ”Hey, there's a new Weezer record out, and no one has said it's shit, yet”. Betyder det så den er god? Jeps. Den er i hvert fald længder bedre end de sidste mange. Det er svært at sætte fingre på, hvad det er, der gør denne her omgang sange fra Rivers Cuomo så meget bedre end alle de andre, han har skrevet og udgivet siden 90'erne. Jo jo, det er Ric Ocasek, der producerer ligesom på debuten, bevares. Det er tilsyneladende et godt match. Det er ikke på samme måde selvudleverende og råt som ’Pinkterton’. Det er bare naivt, melodisk, ærligt og simpelt, samtidig med at det bare er godt skrevne sange. Som en anden skribent sagde: ”Det er næsten synd for Weezer; alt hvad de har lavet siden 90'erne bliver holdt op imod dette og vil på den måde altid skuffe”. Denne plade skuffer allermindst af dem alle og er faktisk også rigtig god, selvom man ikke nødvendigvis har et romantiseret forhold til bandet (tror jeg, selvom jeg helt sikkert ikke er den rigtige til at dømme)

2. Sun Kil Moon – ’Benji’
Mark Kozeleks 2014 bliver helt sikkert mest husket for hans fuldstændig umådeholdende voksenmobning af Adam Granduciel (eller Granofsky, som Mark synes han hedder). Ligegyldigt hvad man mener om denne situation, så vil jeg langt hellere huske 2014, som året hvor Kozeleks vanvittige produktivitet tilsyneladende peakede med ’Benji’. Det er svært at forestille sig, at manden kan toppe det niveau. Men det samme tænkte jeg forrige år, da han udgav ’Among The Leave’. Om man så kan abstrahere fra at manden efterhånden har taget sit ”gennemført kæmpe idiot på scenen”-act videre end godt er, bliver ligeså spændende. Det er i hvert fald for mit vedkommende en balancegang, der af og til er lige lovlig dinglende.


1. Run The Jewels – Run The Jewels 2
Ligeså uopfindsom som titlen er, ligeså sprudlende er El-P og Killer Mike på opfølgeren til én af sidste års bedste albums. Begge har taget det bedste fra deres respektive (noget mere alvorstunge) solouniverser med over i sideprojektet, der nu tilsyneladende er hovedoutputtet. I hvert fald er RTJ3 eftersigende allerede på vej, hvilket siger lidt om, hvor fokus er for tiden. Produktionerne er sejere, rimene er bedre, emnerne mere omsiggribende end debuten. Generelt virker det bare som om, at de har besluttet sig for at RTJ er hvor de bedste ideer skal doneres. Der bliver både plads til samfundsbetænksomhed, direkte fuck-you attitude og lyrik så langt under bæltestedet, at Parental Advisory mærkatet ikke ville være dækkende. ”You can all run naked backwards through a field of dicks” har i hvert fald fået mig til at grine højlydt flere gange.