Blogger Widget

onsdag den 19. februar 2020

tirsdag den 18. februar 2020

Slowburn i Mod Strømmen


”Musikken bevæger sig langsomt afsted udover hedearealerne som mosekonens bryg i tusmørket. Kvartetten befinder godt der i halvmørket, et sted mellem tryghed og uhygge. De tager os med ud i et det vestjyske med musik der har rødder i jazz, skæv rock og ny kompositionsmusik. Det er et berigende album fra Slowburn, der kommer til at holde længe.”

- Jazznyt om Slowburns 2020-skive, ’Folketro’.

Jeg har ikke tal på, hvor mange koncerter guitarist Lars Bech Pilgaard spiller under Vinterjazz. Men han kan trods travlhed klemme et par timer ind i Mod Strømmen. Lars Bech Pilgaards Slowburn, som bandet hed i begyndelsen, har ikke ladet høre fra sig siden albummet, ’Som Før’, fra 2016. Den spritnye plade, ’Folketro’, tager udgangspunkt i Pilgaards vestjyske ophav. Er det Ringkøbing, han kommer fra? Blæse være med det. Lars Bech Pilgaard afsøger i musikken forbindelsen mellem egen selvopfattelse og forestillingen om hjemegnen, barndomslandet og slægten. På ’Folketro’ arbejder Slowburn med indbyggede temaer, såsom den rituelle udsyngning af de døde, forholdet mellem natur og menneske og Vesterhavets altopslugende kraft. Emner, der på en-eller-anden måde, også har, om end ikke en navlestreng, så dog stærke tråde til den vestjyske folketro.


Slowburn består, udover Lars Bech Pilgaard, af svenske Thommy Andersson på bas, Lars Greve på saxofon og klarinet og Thomas Eiler på trommer, På 'Folketro' medvirker endvidere en lang række gæstemusikere.

Stil ind nu på torsdag, d. 20. februar, kl. 18.00, på FM 98.9 eller via den direkte livestream eller via TuneIn.

mandag den 17. februar 2020

Musikken, der skabte ‘Screamadelica’. RIP Andrew Weatherall


Her til morgen døde den engelske dj og producer Andrew Weatherall. Kun 56 år gammel. Jeg kender ham mest af alt som producer af Primal Screams gennembrudsplade 'Screamadelica’, der udkom i 1991. Han var en nøglefigur på Londons acid house-scene i anden halvdel af firserne og arbejdede også sammen med Beth Orton og My Bloody Valentine.

I 2011 lavede Weatherall en fremragende radioudsendelse til BBC6 med de sange, der inspirerede dem under tilblivelsen af 'Screamadelica’. Hør blandt andet Jhalib, A Certian Ratio, Jah Wobble, Can, Prince Far I & The Arabs, Nico, Gene Clark, Dennis Wilson, Pharoah Sanders og Suicide:


søndag den 16. februar 2020

Blogindlæg 3834.


Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg vil hen med dette blogindlæg. Der ligger ikke et skjult budskab i tallet i overskriften. Der er heller ikke megen klikmadding i den. Clickbait bliver visse steder oversat til klikmadding, så ved I det.

Januar 2020 blev temmelig stille på koncertfronten. Jeg kom kun til en koncert, som Orhan Özgür Turan spillede på Radar i Aarhus i anledning af soloudgivelse, ’Özgür’. Turan kender de fleste nok fra grupper som Hudna, Gadjos og Ipek Yolu. Det var en fin og stemningsfuld aften med opvarmning af den vestjyske sanger og sangskriver Kasper Abild.

Februar er begyndt anderledes aktivt. I forrige weekend var jeg til Part Time Party Times 2020 på Loppen på Christiania. Her spillede aarhusianske Trader en solid københavner-debut, der om ikke udbasunerede, men dog fortalte mig, at det ikke er sidste gang, jeg hører bandet live. Tears har jeg hørt mange gange. Og denne lørdag cementerede de endnu en gang, min opfattelse af, at de er et af de fedeste rockbands, vi har herhjemme i øjeblikket. Brooch, der er et samarbejde mellem Mikkel Holm fra Yung og canadiske Ben Stidworthy fra Ought, bed ikke rigtig på mig. Men det har nok noget med at gøre, at jeg ikke kender deres to ep-udgivelser. Hvad angår Soft Walls fra Brighton i det sydlige England, der var det sidste band, som gik på scenen, ja, så, er jeg lovligt undskyldt for ikke at have en mening om dem, da jeg listede af et par numre inde i deres koncert.

Vinterjazz eller rettere sagt festivalen af samme navn, er blevet en utidig størrelse. Forstået på den måde, at i løbet af de tre uger Vinterjazz løber over, spiller der selvfølgelig en masse jazzting, men andre musikgenrer trænger sig også eftertrykkeligt på. Skotske Isobel Campbell, der optrådte på Hotel Cecil i fredags, var eksempelvis en del af Vinterjazz-programmet. Ikke et ondt ord om det. ”For hvad er jazz lige?”, som en booker, spurgte mig, for et par uger siden.

Sangerinden Nahawa Doumbia fra Wassoulou-regionen i det sydvestlige Mali, vil jeg ikke kategorisere som jazz. Ikke desto mindre, var hun blandt de kunstnere, som avisen Politiken anbefalede dets læsere at høre under Vinterjazz. Om det var derfor, at spillestedet Alice kunne melde alt udsolgt sidste tirsdag, kan jeg kun gisne om. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger til Nahawa Doumbia, men hendes overdådige, kraftfulde stemme tog fusen på mig. Det halvakustiske setup med indslag af sælsomme og velklingende ørkeninstrumenter foranledigede også sit.

Supporten stod den unge sanger og sangskriver Laust Moltesen for. Han har rejst rundt i Mali og Mauretanien, hvor han i en periode boede hos griot og sangerinde Noura Mint Seymali, her gik tiden med at spille guitar fra morgen til aften. Påvirkningen fra det afrikanske guitarspil kunne man tydeligt høre i Moltesens dansksprogede, skæve kompositioner. Selvom Alice har et lydhørt og videbegærlig publikum, var det ikke alle, der havde tålmodighed til Moltesens originale finurlighed. En dame i midten af tresserne, fortalte således min ven og jeg, der stod et stykke tilbage i den gamle gymnastiksal, at hun var ved at ”konstipere”. Dét ord, kendte jeg ikke, hvilket jeg gav udtryk for, hvorefter hun rettede det til ”ved at få forstoppelse”. Min ven forklarede hende derpå, at sådan var der også mange, der havde haft det med Povl Dissing, da han dukkede frem på scenen. Men den ellers fortræffelige sammenligning gik hende over hovedet, da hun tilsyneladende ikke kendte til det tidlige Dissing.

Onsdag aften befandt jeg mig igen på Alice, hvor dansk/svenske Torden Kvartetten skulle spille deres første koncert i tyve år. Eller det var i al fald med disse ord, at saxofonisten Mats Gustafsson introducerede bandet, der yderligere bestod af Per-Åke Holmlander på tuba, Peter Friis Nielsen på bas og P.O. Jørgens på trommer. Jeg ved ikke om det var fordi, at de lige skulle føle hinanden på tænderne efter alle disse år, at det blev en blandet oplevelse. Der var spændende momenter undervejs, men helt op at ringe kom det ikke. Mens jeg skriver dette, kan jeg se, at Informations anmelder, Louise Rosengreen, ikke er enig med mig. Hun mener tværtimod, at ”Mats Gustafsson og Torden Kvartetten blæste publikum omkuld med deres improvisationstyfon ved deres Vinterjazz-koncert på spillestedet Alice”. Eller således beskriver en billedtekst koncerten. Jeg kan desværre ikke læse hele anmeldelsen, da den gemmer sig bag en betalingsmur.  

Før Torden Kvartetten gik på, spillede den australsk/danske duo John Chantler og Johannes Lund et floorshow. Jeg kendte ikke duoen i forvejen, men deres repetitive synth- og saxofonflager skærpede min appetit på mere.

fredag den 14. februar 2020

Trader. Playliste 13. februar 2020


1. Trader - Back In 5 (livesession) (2020)
2. Horse Jumper Of Love - Ugly Brunette (2016)
3. Happy Diving - Sad Planet (2014)
4. Royal Headache - Psychotic Episode (2011)
5. Weed - Might As Well (2010)
6. Big New Prince - Can't Stand The Rain (2019)
7. Graceless - Don’t Mind (Don’t Care) (2020)
8. Trader - Bleached (2019)
9. Visitor Kane - Stranger (2019)
10. Prefab Sprout - Bonny (1985)
11. American Football - Never Meant (1999)
12. The Radio Dept. - Heaven's On Fire (2010)
13. Forming - Hate My Gutz (2010)
14. Dinosaur Jr. - The Lung (1987)
15. Dexter Gordon - I Guess I'll Hang My Tears Out To Dry (1962)
16. Trader - Motion Pictures (2019)
17. Brooch - Bronken Glass (2017)
18. Hovvdy - Problem (2017)
19. The Replacements - Swingin' Party (1985)


onsdag den 12. februar 2020

“A love song for assholes…”


Èn gang skal være det første. Og dét kan jeg med sindsro sige, at det er i dag. Herværende blog har nemlig aldrig før fremhævet en kvindelig trompetist. Amerikanske Jaimie Branch er et helt nyt bekendtskab for mig, selvom hun har medvirket på plader, siden de tidlige nullere. Jeg kan ikke huske, hvordan Branchs sublime skive ’Fly or Die II: Bird Dogs of Paradise’, fra sidste år, kom mig for øre? Måske har jeg læst om den på en best-of-2019 liste? Nevermind. Her ’Love Song’, der lukker pladen formidabelt af:
 

tirsdag den 11. februar 2020

Trader i Mod Strømmen


Sagt med det samme. Mod Strømmen sender ikke direkte på torsdag. Udsendelsen I skal høre er optaget sidste fredag. Dagen før, at aarhusianske Trader spillede deres københavner-debutkoncert på Loppen. Det skete ved Part Time Party Times, hvor Soft Walls, Brooch og Tears ligeledes var at finde på plakaten.

Én af de første tanker, der løb gennem hovedet på mig, da jeg hørte et nummer fra Traders debut-ep sidste efterår, var følsom støjrock. Den tanke kunne bandet godt følge mig i, selvom de selv brugte nogle andre og mere bramfrie og vovede ord om deres musik.    

Debuten har også fået flotte ord med på vejen. Undertoners anmelder Kristian Jensby, afslutter sin anmeldelse af med denne nette passus :

”Hermed fremstår Traders debut-EP som en vellykket indierock-bedrift, hvor pladens gennemsyrende lo-fi-æstetik ikke overskygger Traders evne til at skrive stærke guitar-fokuserede numre, og med en beskeden spilletid på ca. ti minutter kan Trader EP’en sagtens tåle et omgående genhør.



Stil ind nu på torsdag, d. 13. februar, kl. 18.00, på FM 98.9 eller via den direkte livestream eller via TuneIn.

fredag den 7. februar 2020

Orcas. Playliste 6. februar 2020


1. Orcas - Fuldtidsfakir (2019)
2. The Murlocs - Space Cadet (2014)
3. Frank Zappa - Your Mouth (1972)
4. Peppermint Harris - I Got Loaded (1951)
5. Steppenwolf - Foggy Mental Breakdown (1970)
6. Black Lips - Hooker Jon (2020)
7. Night Beats - Puppet On A String (2011)
8. Orcas - Peanuts (demo)
9. Johnny "Guitar" Watson - Gettin' Drunk (1954)
10. Orcas - Jeg er ikke din far (2019)
11. Skammens Vogn - Brug for dig (2018)
12. Jomfru Ane Band - Laila's kærlighed (1978)
13. Richard Hell And The Voidoids - Love Comes In Spurts (1977)
14. Orcas - Grise Funk (live) (2019)
15. King Gizzard And The Lizard Wizard - I'm In Your Mind Fuzz (2014)
16. Gang Of Four - Damaged Goods (1978)
17. Amyl And The Sniffers - Some Mutts (Can't Be Muzzled) (2018)
18. The Animals - Cheating (1966)
19. The Fugs - Wide Wide River (1966)
20. Emile - Weight Of The World (2020)


torsdag den 6. februar 2020

“‘Oh man, I thought it was the Pope.”


“I was walking down the street,” says Leary, “and this little kid chased me and goes, ‘Aren’t you Paul from the Butthole Surfers?’ And he goes, ‘Hey man, I read in the [Austin] Chronicle that John Paul Jones was going to produce your record.’ And I go, ‘He was the bass player for Led Zeppelin.’ And he goes, ‘Oh man, I thought it was the Pope.’ And he, like, walked off disappointed.”

- fra et længere Spin-interview med The Butthole Surfers fra 1993. Læs hele samtalen herunder.

onsdag den 5. februar 2020

Orcas i Mod Strømmen


Jeg kan ikke skjule, at beatorkestret Orcas har en stor plads i mit hjerte. Dét kommer formentlig ikke som en overraskelse, hvis man har fulgt bare en smule med i Mod Strømmen. Op mod jul kom trioens anden plade, hvilket selvfølgelig bevirkede, at den druknede i højtiden. ’Fakir’, som albummet er døbt, er mixet og produceret i samarbejde med Per Buhl Acs og masteret af Peter Peter.

Jeg har ikke kunne finde anmeldelser af pladen, men for ikke at gentage mig selv, og nu gør det så alligevel, så giver Orcas mig stadig et kick. Eller som det hedder med et godt og utidssvarende dansk ord, de giver mig et sus. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt gruppen live, men set udfra mine aldeles uvidenskabelige observationer, så er jeg ikke den eneste blandt publikum, der får et heftigt dopamin-rush.

Orcas spiller iøvrigt  tre live-jobs i den nærmeste fremtid. Den 29. februar optræder de til Avernax vinterfest i Christianshavns Beboerhus, den 13. marts gælder det Freaky Friday i Råhuset, hvor Enids, Mimic Octopus, Swash og Broodl også står på plakaten, dagen efter, den 14. marts, indtager trioen Blågårds Apotek‎ med et soloshow. Velbekomme!

Stil ind i morgen, dvs. 6. februar, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream.



mandag den 3. februar 2020

The Only Ones: Sunday Morning Nightmare


Der er dukket en The Only Ones-liveoptagelse fra 1979 op. Rygtet om, at der et-eller-andet sted befandt sig en fremragende koncertoptagelse med eminent lyd fra bandets 1979-US-tour, der har svirret gennem mange år, talte altså sandt. Koncerten foregik d. 3. oktober på Mothers Club i Chicago. Indspilningen stod radioprogrammet Sunday Morning Nightmare bag. En udsendelse, Steve Albini har omtalt som, “the "one radio program" for Chicago punk in the early 80s.”


fredag den 31. januar 2020

Besøg af Niels Martin Kjøngsdal fra Amager Records. Playliste 30. januar 2019


1. David Bowie & The Lower Third - Can't Help Thinking About Me (1966)
2. Danny O'Keefe - Knockin´On The Door (1978)
3. Neneh Cherry - Fallen Leaves (2018)
4. Lou Reed - September Song (1985)
5. Barry Adamson (feat. Nick Cave) - The Sweetest Embrace (1996)
6. Jenny Wilson - Let My Shoes Lead Me Forward (2005)
7. Detroit Emeralds - Love Has Come To Me (1977)
8. The Lemonheads - Down About It (1993)
9. The Housemartins - Forwards And Backwards (1987)
10. Rod Stewart - I'd Rather Go Blind (1972)
11. Billie Holiday - I'm A Fool To Want You (1958)
12. The Caravelles - You Don't Have To Be A Baby To Cry (1963)
13. Iggy Pop - Girls Of N.Y. (1993)


torsdag den 30. januar 2020

”Jeg var i øvrigt til Steppeulven i lørdags…


…hvis det ikke lige var fordi, at Gnags til allersidst løb med pionerprisen og Peter A.G. gav Klaus Lynggaard det glatte lag i sin tale, så havde jeg nok haft lyst til at lægge en dej lige midt i Bremen Teater. Et andet højdepunkt var efter rapperen Tessas optræden, hvor en ung pige spurtede op på scenen og plaprede op om, at etniske danskere bliver sat i bås som kriminelle og citerede noget fra ’Midt Om Natten’. Ingen fattede noget af, hvad hun egentlig prøvede at sige. Samtidig sad ridderen af den danske ytringsfrihed Søren K. Villemoes og buhede og råbte hun skulle tie stille. Efterfølgende tog forsangeren fra Ganger mikrofonen og snakkede om, at vi københavnere nok ikke forstod, hvor hårdt det var at vokse op i Hanstholm, han var blandt andet vokset op i nogen barakker, som var blevet revet ned i 70'erne...han så ellers ret ung ud.”

- forfatterens navn, adresse og telefonnummer er redaktøren bekendt!

tirsdag den 28. januar 2020

Amager Records i Mod Strømmen


Det hele begyndte med et par flyttekasser med genbrugsvinyl. Det var uden gustent overlæg eller hvad det nu hedder, at pladesamler Niels Martin Kjøngsdal tog til Gilleleje for at se nærmere på et par kasser med brugte lp’er. Sælgeren var kun interesseret i at komme af med det hele på en gang. Der havde været andre vinylfreaks forbi, men de kunne ikke se idéen i at købe hele samlingen. Om Kjøngsdal allerede mens han inspicerede kasserne var klar over, at der befandt sig noget lp-kræs iblandt, som kunne tjene den samlede pris ind, ved jeg ikke? Sådan udviklede det sig, imidlertid. Men derfra og til at åbne en vinylbutik er der immervæk et stykke vej. Med andre ord at virkeliggøre drømmen om, at en altopslugende hobby kan blive til primær indtægtskilde. Indtægtskilde er nok så meget sagt, for overskuddet i den lille pladeforretning på Amagerbrogade 126, går ubeskåret til husleje og til at købe mere vinyl ind.

Lyt med, nu på torsdag, d. 30. januar, når Niels Martin Kjøngsdal kommer forbi Mod Strømmen, for at fortælle om de første år med Amager Records. Om ekspansionen fra Kirkegårdsvej til hovedstrøget Amagerbrogade, om sjældne og sjove plader, der har været gennem forretningen. Ja, om glæden ved at have fod under eget bord, som en lp med Lone Kellermann Og Rockbandet engang hed, eller om at have gelé i knæene, fordi den fod ikke er så solidt plantet alligevel. Det sker, kl. 18.00, på 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream.

fredag den 24. januar 2020

Spillestedet Alice. Vinter og forår 2020. Playliste 23. januar 2020


1. Horse Lord - Fanfare For Effective Freedom (2020)
2. Tamikrest - Mawarniha Tartit (2017)
3. Mythic Sunship - Elevation (live) (2020)
4. Muriel Grossmann Quintet - Promise (2018)
5. BaBa ZuLa - Haller Yollar (2019)
6. Kefaya + Elaha Soroor - Jama Narenji (2019)
7. Moor Mother - Private Silence (2019)
8. Raja Kirik - O Sing (The Nay Sayer) (2018)
9. Gabber Modus Operandi - Genderuwo (2019)
10. Juana Molina - Un Dia Punk (2019)
11. Tanya Tagaq - Icebreaker (2019)
12. Lula Pena - Ausencia (2017)
13. Sara Parkman - Jag Roper (2019)
14. Vildá - Utsjoki-disko (2019)
15. Amirtha Kidambi - Dance Of The Subaltern (2019)


torsdag den 23. januar 2020

“'Hey ho, let's not go…


…I'd rather stay at home.
Hey ho, let's not go.
The TV's good and the weather's shite...'”

‘The Private Memoirs and Confessions of The Just Joans’ er den vidunderlige titel på dét første 2020-album, jeg har hørt. I spidsen for The Just Joans finder man søskendeparret David og Katie Pope fra Glasgow i Skotland. Bandet har lavet plader siden 2006. Godt nok med lidt spredt fægtning, men de har ikke desto mindre formået at holde den skotske indiepop-fane højt.  

Den nye plade flyder over med små, herlige popsange om elendighed, længsel og ulykkelig kærlighed. Historier om den vrede, man kan finde i små byer, der er hjemsøgt af fortiden og bange for fremtiden, halvglemte skolevenner, ødelagte forhold og kejtede og pinlige samtaler på arbejdspladsen. Rastløshed, ro og foranderlighed.  

Her åbningssangen ’Hey ho, let's not go’, med en indbygget reference, jeg forhåbentlig ikke behøver at nævne:


tirsdag den 21. januar 2020

Vinter og forår 2020 på spillestedet Alice i Mod Strømmen


Udsolgt, udsolgt. Måske dét bare er mig, men melder det lille spillested på Nørre Allé ikke oftere og oftere ud om udsolgte shows? Eller er det fordi, at jeg søger på de mest populære koncerter? Vi nåede eksempelvis ikke at få billetter til Richard Dawson fra Newcastle + Burd Ellen fra Glasgow, det samme gælder for de to aftener med Bleeder. Til gengæld har vi billet til udsolgte Lula Pena fra Portugal, og til formentlig snart udsolgte Juana Molina fra Argentina.

Vinterjazz-programmet tegner også til at blive et trækplaster. Jeg har i al fald allerede sat kryds ud for BaBa ZuLa, The Legendary Pink Dots, Nahawa Doumbia og Moor Mother. Et par af de navne, kan jeg allerede give den varmeste anbefaling, da jeg har hørt dem tidligere. I går annoncerede Alice, at Mats Gustafsson og husguitaristen Thurston Moore kommer forbi til marts, og lur mig om spillestedet ikke har mere i posen til os?

Lyt med, når bookerne Andreas Korsgaard Rasmussen og Peter Hvalkof kommer forbi Mod Strømmen på torsdag, d. 23. januar. Stil ind, kl. 18.00, på enten FM 98.9 eller via den direkte livestream eller TuneIn. Tak.

fredag den 17. januar 2020

De nøgne og de døde 2019. Playliste 16. januar 2020


1. Dave Bartholomew - Gumbo Blues (1947)
2. Art Neville - Arabian Love Call (1959)
3. Dr. John - Black John The Conqueror (1971)
4. Andre Williams - I Wanna Be Your Favorite Pair Of Pyjamas (live) (1999)
5. The Flamin’ Groovies - Teenage Head (Roy Loney) (1971)
6. Tom Robinson Band - Power In The Darkness (Danny Kustow) (1978)
7. Eddie & The Hot Rods - At Night (demo) (Barrie Masters) (1979)
8. Dick Dale - Death Of A Gremmie (1962)
9. King Diamond - Omens (Timi Hansen) (1987)
10. Otto Brandenburg med Ib Glindemanns Orkester - Er det mon sandt? (Ib Glindemann) (1964)
11. The Grateful Dead - Uncle John's Band (Robert Hunter) (1970)
12. Pegi Young - Heterosexual Masses (2007)
13. Purple Mountains - She's Making Friends, I'm Turning Stranger (David Berman) (2019)
14. The Monkees - Last Train To Clarksville (Peter Tork) (1966)
15. Tom Waits - Who Are You (Larry Taylor) (1992)
16. The Mamas And The Papas - Creeque Alley (Hal Blaine) (1967)
17. Big Black - Kerosene (Dave Riley) (1985)
18. The Celibate Rifles - Conflict Of Instinct (Damien Lovelock) (1986)
19. Roky Erickson - Bermuda (1977)


torsdag den 16. januar 2020

De nøgne og de døde 2019 (4 af 4)


Prøv at forstil dig at vokse op i de amerikanske sydstater i 1940’erne og 1950’erne og være transkønnet. Og ikke nok med det. Soulsangerinden Jackie Shane var ovenikøbet sort. Det har jeg svært ved at se for mig, når man ved med hvilken ildhu Jim Crow-lovgivningen, der håndhævede raceadskillelsen i det sydlige USA, blev praktiseret. Jackie Shane blev født i 1940 i Nashville, Tennessee, og har helt fra barnsben vidst, at hun var en pige. Som seksten-sytten årige, begyndte hun, at optræde med paryk, make-up og smykker. For at slippe for den rigide og intolerante lovgivning, stak hun i slutningen af 1950’erne af med et omrejsende cirkus, der i 1959 bragte hende til Cornwall, Ontario. I et senere interview, fortale Shane, at det var, da hun ankom til Canada, at hun følte sig fri for første gang.

Et år senere flyttede Shane til Montreal, hvor hun begyndte at synge med det populære orkester Frank Motley and his Motley Crew. Efter et par singler, fik hun i 1962 et stort lokalt hit med ’Any Other Way’, som William Bell havde indspillet tidligere samme år. I forhold til Bells version, så gav Jackie Shanes udgave en helt anden mening til sætningen "Tell her that I'm happy/tell her that I'm gay". Shane spillede i den grad på dobbeltbetydningen af ordet gay, som endnu ikke var i almindelig sprogbrug dengang. I de følgende år kom der flere singler, ’Any Other Way’ blev tilmed genudgivet, men det blev aldrig til det store gennembrud for Jackie Shane. Omkring 1970 flyttede hun til Los Angeles, hvor hun efter sigende fik et tilbud om at være med i Funkadelic, hvilket hun dog afslog.


Dette var den fjerde og sidste optakt til De nøgne og de døde 2019. Eller dét vil sige, der er faktisk fem indlæg, hvis man regner stykket om ’Art Lover’ med The Kinks med, idet keyboardmanden Ian Gibbons, der døde 1. august 2019, spillede på en del The Kinks-plader fra 1979 og frem.

Lyt med, kl. 18.00, i aften, på enten FM 98.9 eller via et af disse link (den direkte livestream / TuneIn)

onsdag den 15. januar 2020

De nøgne og de døde 2019 (3 af ?)


Illinois-punktrioen Big Black burde jeg nok have lyttet meget mere til, end tilfældet er. Det er et band, der betyder meget for mange, til trods for, at de kun udsendte to fuldlængde lp’er, et par livealbum, nogle ep’er og en håndfuld singler. Hvilket immervæk er en del udgivelser, når jeg tænker på, hvad andre orkestre med såkaldt kultstatus har udgivet.

Juleaften kom den triste besked om, at bassist Dave Riley var død af cancer. Riley var ikke med fra begyndelsen af Big Black, men han spiller på de to studieplader ’Atomizer’ fra 1986 og ’Songs About Fucking’ fra 1987. Udgivelser, der beskriver bandets breakthrough og breakup. Selvom hovedmanden, Steve Albini, fastholder, at det aldrig havde været meningen, at Big Black skulle blive et stort navn, som de var på vej til efter 'Atomizer', og man derfor besluttede at opløse bandet før end ’Songs About Fucking’ var udkommet, så er der måske noget, der tyder på, at et-eller-andet var galt. Flere har talt om en kreativ krise, at bandet stod i stampe og var løbet tør for musikalske idéer. Det synspunkt underbygger de med, at de to plader minder enormt meget om hinanden. Den diskussion vil jeg ikke gå ind i, fordi jeg kun har hørt ’Songs About Fucking’. Hvem vil i øvrigt gå glip af at høre en plade med den titel? Men hvorom alting er, så har jeg Thomas Løppenthin ved min side i morgen, hvor Mod Strømmen sender ’De nøgne og de døde 2019’, og mon ikke han har en mening om ovennævnte spekulationer?

Her Big Black med ‘Colombian Necktie’ fra ’Songs About Fucking’:


Det er Dave Riley til højre på billedet øverst. 

tirsdag den 14. januar 2020

De nøgne og de døde 2019 (2 af ?)


Brasiliansk progrock. Tilmed fra en plade, der muligvis er en af de dårligst sælgende i det store land. Eller dét ved jeg faktisk ikke, men sådan bliver Walter Francos 1973-debutalbum, ’Ou Não’, beskrevet. Om det bare er for at gøre udgivelsen mere interessant, kan jeg ikke svare på. Francos output er vist temmeligt omfangsrigt. Umiddelbart har jeg dog ikke kunne finde en fyldestgørende diskografi, men han var ikke bleg for at bevæge sig rundt i mange musikalske genrer. For ham var der åbenbart ikke forskel på at skrive temaet til en soap-opera, døgnfluer, der stadig bliver spillet på de brasilianske oldies but goodies-radiostationer, kritikerrost rockmusik, som ’Revolver’-albummet fra 1975, mere avanceret musik og progressiv rock eller folk eller hvilken etikette man nu kan bruge på ’Ou Não’?

Franco kaldte selv ’Ou Não’ for begyndelsen på en musikcyklus, der skulle gøre op med det mørke som militærdiktaturet, havde sænket over Brasilien. Her ’Mixturaçāo’, åbningsnummeret fra ’Ou Não’:


Walter Franco blev født 6. januar 1945 i Sao Paulo, og døde samme sted 24. oktober 2019.

mandag den 13. januar 2020

De nøgne og de døde 2019 (1 af ?)


På torsdag sender Mod Strømmen en hyldest til de musikere, der døde i 2019. Eller rettere sagt, de musikere vi kan nå på de to timer, vi har til rådighed. Spørgsmålet, der altid melder sig, selvom vi har lavet denne form for udsendelse i mere end ti år, er, hvordan tilrettelægger og opbygger vi radioprogrammet? Én mulighed er den rene hitparade, men den løsning er, undskyld udtrykket, dødssyg. Hvis vi vælger den facon, vil der formentlig ikke være plads til sangerinden Dorothy Masuka. Hun blev født i Zimbabwes (det daværende Rhodesia) næststørste by Bulawayo i 1935, og døde i Johannesburg i Sydafrika i februar i 2019, i en alder af 83 år.

Dorothy Masuka eller tante D, som jeg har hørt hende omtalt som, hævede, at hun havde skrevet Miriam Makebas signatursang ’Pata Pata’. Det er der selvfølgelig delte meninger om. Sandt er det, at Masukas ’Ei Yow Phata Phata’ fra 1956, skabte en regulær dance-craze på smugkroer rundt omkring i de sydafrikanske townships. Men igen, Masukas 1956-version skulle vistnok bygge på en instrumentaludgave af nummeret af Shumi Ntutu og Isaac Nkosi, der så igen skulle basere sig på ’Noma Kumnyama’ af Alson Mkhize. Med det på plads, vil de fleste nok kende ’Pata Pata’ i Shu-bi-duas fordanskning, ’Sexchikane’.

Jeg ved godt, at denne kortfattede beskrivelse af Dorothy Masuka på ingen måde yder hende retfærdighed. Hensigten med indlægget var heller ikke at tegne et billede af ’Pata Pata’s brogede herkomst. Jeg lod mig dog rive med.

Sangen, jeg har fundet frem med Masuka, er en genindspilning af ’Hamba Nonsthokolo’, som hun udsendte første gang engang i halvtredserne. Denne udgave er fra 1991 og har en intro, der af en-eller-anden grund får mig til at tænke på skotske Orange Juice:


fredag den 10. januar 2020

Højkvist. Playliste 9. januar 2020


1. Kate Bush - Cloudbusting (1985)
2. Nicolas Jaar - Mi Mujer (2010)
3. Elton John - Bennie And The Jets (1973)
4. When Saints Go Machine (feat. Coco O) - Hos Mig Igen (2012)
5. Jens Rubin & De Matchende Læber - Lad Dit Hjerte (2018)
6. Højkvist - Ekstremt i live (live i studiet) (2020)
7. Højkvist - Det tager tid (live i studiet) (2020)
8. Højkvist - Åh så langsomt (live i studiet) (2020)
9. The Jesus And Mary Chain - Nine Million Rainy Days (1987)
10. Jenny - Italia Is The End Of The World (2019)
11. Sonic Youth - Teen Age Riot (1988)
12. Ubåd - Technolys (2019)
13. Supertramp - School (1973)
14. Synd & Skam - Føles ik som at falde (2014)
15. Fraads - Blinker (2019)
16. Joyce - Tomme Ord (2019)
17. FKA Twigs - Mirrored Heart (2019)
18. Clarissa Connelly - Faced Him And Gave In (2018)


onsdag den 8. januar 2020

Højkvist i Mod Strømmen


Tiderne skifter
Åh så langsomt
Bølgen Blå
har det som et barn
ik det samme mer
Eftermiddagssol
...og de fugtige palmeblade
ekstremt i live
renselse kommer ikke let
det tager tid
til alle ringe i vandet

Måske det bare er mig? Men hvis man lister sangtitlerne fra Højkvist nye plade ’som at springe i med hovedet først’, ja, så kan man med lidt god vilje læse dem som lyrik. Jeg ved ikke om det er tilsigtet eller om jeg er overdrevent følelsesfuld. Når det kommer til stykket er sidstnævnte formentlig gældende. Idet Højkvist selv kalder sin musik for ”uprætentiøst”. Orkestret tilføjer godt nok ligeledes ordene ”ærlig, desorienterende og søgende”, men det ene udelukker vel ikke det andet?

Højkvist har udgivet et album og to ep’ere, før ’som at springe i med hovedet først’ kom i november. Ens for dem alle er en skæv og nysgerrig indierock med kærlighed til det danske sprog. Her et par eksempler:





Stil ind i morgen, torsdag d. 9. januar, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream. Tak! Selvom albummet kom i november, mener Højkvist ikke, at det er blevet fejret nok. Torsdag d. 30. januar, spiller bandet releasekoncert med support fra Saltmother i H15 Studio, der ligger på Halmtorvet 15, 1700 København V. Saltmother går på kl. 21.00

tirsdag den 7. januar 2020

Mod Strømmen bijobber. Playliste 6. januar 2020


Radio Bluestime danderer dén stadigvæk, men de er vist tilbage på næste mandag, d. 13. januar.

Dagens udsendelse:


mandag den 6. januar 2020

"What the fuck's he writing about?"


‘Art Lover’ fra The Kinks-pladen ’Give the People What They Want’, der så dagens lys i 1981, er én af de sange, som ved første gennemlytning kan være svær at holde af. Der er intet galt med arrangementet, men hvad er det for noget svineri Ray Davies, har gang i? Teksten er ikke bare lummer, men fuldstændig usømmelig. Det var dén dengang, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan ‘Art Lover’ vil blive modtaget nu om dage. Handler det om en stalker på jagt efter mindreårige piger? På overfladen måske? Ray Davies måtte dog ud at forklare, at sangen handler om en fraskilt far, som kun har forældremyndighed over sin datter en gang om ugen.

I et interview med amerikanske Creem Magazine fra december 1981, fortalte Davies:

“I had great trouble when I first ran through that song in the studio with the guys. I gave them a chord sheet, and they were really pissed off by this time because we'd already done something like 15 tracks. They said, "Oh fuck. He's not going to do another track!" And I said, "Just play the chords." I looked at their faces when we did the playback. First of all, they were just worried about what they were playing. The second playback, they listened to the words, and they looked like "What the fuck's he writing about?" I originally had put in a line that said something like "Sunday parents with their kids knowing they're just alone" which made it, obvious that it was about someone who was divorced and only had his kid on a Sunday. So I left it out because I wanted to leave the song ambiguous. I think ambiguity is a good tool, a good weapon I used it in songs like "Waterloo Sunset". And I think it just about works because it says "I'm not a flasher in a raincoat." One of the reasons they're not putting it out as a single in England is because the BBC has said there's a flasher in a raincoat, but it says "I'm not a flasher." So it does sound like a pervert to begin with, but I think it does work in the end and you realize what the song's about.”


fredag den 3. januar 2020

2019s bedste punk og hardcore. Playliste 2. januar 2020


1. Moral Panic - Gear Guy (Moral Panic)
2. Andy Human & The Reptoids - Fissures (Pscyhie Sidekick)
3. Uranium Club - Flashback Arrestor (The Cosmo Cleaners)
4. Chubby And The Gang - Mockba (7”)
5. Cement Shoes - Mine Mine Mine (Too)
6. The Whiffs - Please Be True (Another Whiff)
7. Enzyme - Under Siege (Howling Mind)
8. Leather Lickers - Joy Ride (Leather Lickers)
9. Disco Junk - Outta Melbourne (Underage Punk)
10. Amyl And The Sniffers - Some Mutts (Can't Be Muzzled) (Amyl And The Sniffers)
11. Civic - Velvet Casino (7”)
12. Cereal Killer - Your Punk Scene Can​ Suck ​It (The Beginning & End Of Cereal Killer)
13. Dicklord - Moll On The Dole (7”)
14. Institute - Fooled Again (Readjusting The Locks)
15. The Flying Luttenbachers - White Wine And White Lines (Imminent Death)
16. Kaleidoscope - Defcon/Abolition (After The Futures)
17. ISS - Fake vs. Flake (Alles 3rd Gut)
18. Corner Boys - Waiting For 2020 (Waiting For 2020)
19. Chain Whip - Turner Street Ghost Motel (14 Lashes)
20. Dollhouse - Eating Angels (demo)
21. Meat Puppets - Vampyr's Winged Fantasy (Dusty Notes)
22. Powerplant - Snake Eyes (People In The Sun)
23. Cesspool - We Hide Among You (We Hide Among You)
24. Glow Kit - See Your Friends (Naïve Antlers)
25. Game - Medusa (No One Wins)
26. Loose Nukes - Paranoid (Behind The Screen)
27. Trampoline Team - Patty Hearst (Trampoline Team)
28. The Cowboys - Open Sores (The Bottom Of A Rotten Flower)
29. Booji Boys - New Replacement (Tube Reducer)
30. L.O.T.I.O.N. Multinational Corporation - Unplugged (World Wide W​.​E​.​B.)
31. Axe Rash - Double Standards (Axe Rash)