Blogger Widget

fredag den 31. januar 2014

The Liquid. Playliste 30. januar 2014.


1. Norman Greenbaum - Spirit In The Sky (1969)
2. Giöbia - Introducing Night Sounds (2013)
3. David Bowie - Heroes (1977)
4. David Bowie - Suffragette City (1972)
5. Cream - Crossroads (live) (1968)
6. The Liquid - Hang On, To You Stop! (2013)
7. The Movements - Trapped On Earth (2009)
8. William Onyeabor - Something You'll Never Forget (1977)
9. Gnod / White Hills - Run-A-Round (2010)
10. Jimi Hendrix - Little Wing (live) (1970)
11. Wire - Outdoor Minor (1978)
12. The Liquid - The Therapist (2013)
13. Stockholm Syndrome - The Mediator (2013)

torsdag den 30. januar 2014

tirsdag den 28. januar 2014

Skousen 70


I dagens anledning et reupload af den udsendelse, som Mod Strømmen lavede med Niels Skousen i 2010. I en periode, hvor Skousen gik og baskede med den fornemme erindringsbog, ’Herfra Hvor Jeg Står’, der udkom i 2011. Eller det bilder jeg mig i det mindste ind. Det er i hvert fald som om, at der bliver prøvet et par historier eller mere af undervejs i programmet.

Stort tillykke til én af landets allerfineste sangskrivere. Ser frem til den nye plade.

1. Niels Skousen - Vi Drømmer Verden (2010)
2. Cream - N.S.U. (1966)
3. The Velvet Underground - I'm Waiting For My Man (1967)
4. Bob Dylan - Drifter's Escape (1967)
5. The Band - Long Black Veil (1968)
6. The Jimi Hendrix Experience - Red House (1967)
7. The Who - Substitute (1966)
8. The Kinks - You Really Got Me (1964)
9. The Rolling Stones - 19th Nervous Breakdown (1965)
10. Niels Skousen - Grænser (2002)
11. Lou Reed - Strawman (1989)
12. David Bowie - Sound & Vision (1977)
13. Blondie - The Tide Is High (1980)
14. Ian Dury & The Blockheads - Hit Me With Your Rhythm Stick (1978)
15. Leonard Cohen - Dance Me To The End Of Love (live) (1993)
16. Tom Waits - World Keeps Turning (2001)
17. Thåström - Långtbort (2009)
18. Niels Skousen - Middelvejen (2010)  


mandag den 27. januar 2014

The Liquid i Mod Strømmen


”Digte er partiturer, der fremkalder mellemtone, bas og diskant,« siger Nicolaj Stochholm.

En digter kan være nyklassisk funderet som Ursula Andkjær Olsen, hvis mediterende forskydninger og variationer igen minder mig om komponisten Steve Reich, midt i blodet og tabet.

En digter kan også være en hidsig og overspændt saxofon. Som når Lars Skinnebach i sine virtuose stigninger får det mest højspændte og røgfyldte new-yorker-line-up ind på et middagsbord i en solbeskinnet stue i provinsen - med overskridelsen lurende i gardinerne.

Det handler om temperament og betydninger. Det handler om, hvilke billeder man anslår. Om hvornår man så at sige lader billedet gå op, og hvor langt man kan udsætte det. Eller om man varierer i stedet for at opfylde anslaget.”


"For allerede efter få, langstrakte guitarakkorder og tunge slag på noget, der lyder som et væltet trommesæt, fylder fornemmelsen af et rockband i sin egen ret lydbilledet på 'Hang On, to You Stop'. Væk er digteren, og dér kommer sangeren – med den samme snerrende desperation, som Nick Cave i starten af 1980’erne bed Berlin i haserne med."


”Og kan man forestille sig en lyd et sted mellem Velvets, Joy Division og Interpol, så har man »Atlas Interplan«, hvis midterste tredjedel er stærkest.”


 “The debut by lauded poet gone musician (again) Nicolaj Stochholm and his two henchmen in The Liquid, is another great addition to the Scandinavian post-punk wave sweeping the nations these years – this one from someone who were actually there the first time.”

- All Scandinavian. The 20 Best Albums of 2013. The Liquid er nr. 3

”Jeg har ingen anelse om, hvem der spiller. Gåden bliver løst. Bag musikken står det italienske band Giobia, og herlighederne i skikkelse af bandets tredje album ’Night Sound’ er netop blevet hjembragt fra Route 66 på Fælledvej, hvor vinyljunkier mødes for at tilfredsstille deres arkaiske laster.

Så springer Stochholm på et øjeblik adskillige årtier baglæns og lander i sin kassettebåndafspiller, hvorfra Burnin’ Red Ivanhoe med Povl Dissing diverterer med ’Wallifanten’ fra 1971. Dengang var Nicolaj 5 år gammel. Musikken er et stof, der blæser tværs hen over tiden, hvis bare ørerne er foldet ud.”


”Digteren kan ikke punke eller rocke…”

- Jyllands-Posten

”Modsat hvad man måske kunne have frygtet, sidder man ikke tilbage med en fornemmelse af at have hørt digteren Stochholm med musikalsk ledsagelse, men derimod af at opleve bandet The Liquid” 


 Lyt med nu på torsdag, d. 30, januar, mellem kl. 18-20, hvor The Liquid besøger Mod Strømmen. I november kom deres debutplade 'Atlas Interplan'.

Stil ind på enten 98.9 FM eller livestream udsendelsen

David Bowie, Christopher Isherwood og David Hockney


"February 11 (1976). With David Hockney we went to the Forum in Inglewood to see David Bowie. Met him and Angie Bowie after performance".

- fra Christopher Isherwoods dagbøger, ‘Liberation: Diaries, volume three, 1970 – 1983’

Kl. 16.47: Hov. Til min overraskelse ser jeg nu, at Borderline Magazine, der i dag skriver om den nye Knud Odde single, ‘Kanindåb b/w Sorte Faner’, også bruger et billede, hvor Bowie poserer med en forfatter. Det lagde jeg ikke mærke til første gang, jeg lagde vejen forbi tidligere i dag. Eller er det min underbevidsthed, der spiller mig et puds?

søndag den 26. januar 2014

“They’ll love them for their minds instead of just their Greek Apollo bodies...”





- 'Rock Scene magazine', september 1976. Fra læserbrevkassen ‘Tips And Advice From Wayne County To You’

fredag den 24. januar 2014

US Countryrock med Morten Aron. Playliste 23. januar 2014.


1. The Flying Buritto Brothers - Wild Horses (1970)
2. Crazy Horse - I Don't Want To Talk About It (1971)
3. Neil Young - Running Dry (1969)
4. Wildweeds - Don’t Ask Me How Or Why? (1970)
5. John Stewart - California Bloodlines (1969)
6. Gary & Randy Scruggs - Louisiana Man (1970)
7. Link Wray – Fire & Brimstone (1971)
8. Danny Holien - Colorado (1972)
9. The Byrds - Wasn't Born To Follow (1969)
10. New Riders Of The Purple Sage - Garden Of Eden (1971)
11. Grateful Dead - St. Stephen (1970)
12. Kris Kristofferson - Loving Her Was Easier (Than Anything I'll Ever Do Again) (live) (1970)
13. The Blue Velvet Band - Ramblin’ Man (1969)
14. Hoyt Axton - On The Natural (1969)
15. Grateful Dead - High Time (1970)
16. Country Funk - A Part Of Me (1970)
17. Dillard & Clark - Out On The Side (1968)
18. Red Wilder Blue - Darkness, Darkness (1972)
19. Mordecai Jones - Days Before Custer (1971)
20. Cambridge - Faithless Lady (1977)


onsdag den 22. januar 2014

US Countryrock (1968-1975) med Morten Aron i Mod Strømmen


‘Are You Ready For The Country?’, spurgte Neil Young på ‘Harvest’-pladen i 1972. Det kan I bande på, at publikum var. I årene der kom blev Eagles et af de mest sælgende orkestre, Dr. Hook & The Medicine Show var højtelskede, Linda Ronstadt og Poco var også godt med. Countryrocken havde fået sit gennembrud. Og så har jeg slet ikke nævnt soft rock-bølgen, der jo var en direkte aflægger af sentressernes tilnærmelse mellem rock og country.

Eagles debutalbum fra 1972, indeholder udover de tre top-40 singler ’Take it Easy’, ’Witchy Woman’ og ’Peaceful Easy Feeling’ skæringen ’Train Leaves Here This Morning’. Sangen er krediteret Gene Clark og Bernie Leadon og trækker tråde lukt ind i hjertelandet af countryrocken. Første gang det blev indspillet var til den skelsættende plade, ’The Fantastic Expedition of Dillard & Clark’, fra 1968, hvorpå Bernie Leadons multiinstrumentale evner og karakteristiske vokalharmonier spiller en central rolle. Leadon forlod Dillard & Clark i 1969 og var i en kort periode med i The Flying Buritto Brothers, før han var med til at danne Eagles.

Siden teenageårene havde Leadon bevæget sig i kredse, som fik betydning for countryrockens udvikling. I 1963 spillede han kort i San Diego bluegrass-outfittet The Scottsville Squirrel Barkers, sammen med den kun 18-årige Chris Hillmann. Familien flyttede samme år til Gainesville, Florida, hvor han kom med i den vordende Eagles-leadguitarist Don Felders band, The Continentals, der netop havde mistet deres guitarist og kommende Buffalo Springfield og CSNY superstjerne, Stephen Stills. Gruppen delte i øvrigt ofte scene med Tom Petty og hans tidlige band The Epics, der blandt andet omfattede Bernies bror, Tom Leadon.

Før jeg fortaber mig fuldstændig i anekdoter, forgreninger og guitrapickers, skal Chris Hillman have et par ord med. Han er muligvis den af de mange sidemen, der har betydet allermest for countryrocken udenfor spotlightet. Som nævnt spillede han bluegrass i The Scottsville Squirrel Barkers, siden i The Golden State Boys, der kom til at hedde The Hillman. Det band bestod også af brødrene Rex og Vernon Gosdin. Hillman blev derefter hyret til at spille bas i The Byrds. Han holdt lav profil på bandets to første album, men lærte at forvalte det pund, som er ham beskåret. Både som sangskriver, arrangør, men så sandelig også som en form for vejviser. 

Som med punkrocken, slås fans og andre interessenter om hvem, der udgav det første countryrock-nummer? Flere peger på, at det var ’Time Between’ fra Byrds-pladen ’Younger Than Yesterday, der er skrevet af Hillman. Andre siger, Gene Clarks solodebut med The Gosdin Brothers. Begge udkom i februar 1967 (The International Submarine Band med Gram Parsons optog først deres debutsingle i juni 1967 til Lee Hazlewoods selskab LHI Records). Den diskussion har Hillman aldrig rigtig taget del i, han medvirker såmænd på begge indspilninger.


Da Gram Parsons kom med i The Byrds i slutningen af 1967, fik Hillman endelig den musikalske partner, han havde sukket efter. Sammen fik de Roger McGuinn tændt på Merle Haggard og Buck Ownes og så var vejen ligesom banet for ’Sweetheart Of The Rodeo’. Kort efter, pladen var udgivet, forlod Parsons og Hillman The Byrds og dannede The Flying Buritto Brothers, der med deres banebrydende blanding af honky tonk og rock’n’roll introducerede Cosmic American Music, som Parsons navngav den.


Nu stopper jeg. Men lyt med i morgen, torsdag d. 23. januar, hvor Morten Aron giver et bud på, hvad countryrock er. Måske vi også får mere at vide om det nye countryprojekt, han har gang i, og som gerne skulle udmønte sig i en plade i løbet af året. Det har Borderline Magasin mere om.

Stil ind mellem kl. 18-20 på enten 98.9 FM eller livestream os herfra

Øverste: Al Perkins, Chris Hillman, Stephen Stills og Bernie Leadon

tirsdag den 21. januar 2014

Appalacherne møder krautrocken. Eller sådan noget…


Amerikanske Black Dirt Oak er på et trip. Hvor det fører hen må guderne vide…

Black Dirt Oak er Steve Gunn (GHQ, Desert Heat, Violators), Nathan Bowles (Pelt, Black Twig Pickers), Jimy SeiTang (Rhyton, Stygian Stride, Psychic Ills), Justin Tripp (Georgia), Margot Bianca (Flown, Key Demo), Dave Shuford (Rhyton, D. Charles Speer, NNCK) og Wednesday Knudsen (Pigeons, Sea Donkeys)

mandag den 20. januar 2014

søndag den 19. januar 2014

Apropos alting og ingenting: Verdens første ”skønlitterære” vampyr


Da den unge englænder, Aubrey, møder den mystiske Lord Ruthven i Londons upper-class selskabsliv, aner han ikke uråd. Kvinderne er tiltrukket af Ruthven, men hans kolde grå øjne skræmmer dem også. Aubrey og Ruthven rejser sammen til Rom. Aubrey forlader dog byen, da han finder ud af, at Ruthven har forført en italiensk grevindes datter. Han tager videre til Grækenland, hvor han hovedkulds forelsker sig i en fattig, men fantastisk smuk og uskyldig pige ved navn Ianthe. De tilbringer mange glade timer sammen, udforsker naturen. En dag, fortæller Ianthe, om eksistensen af vampyrer. Jo, mere malende hendes beskrivelse bliver, jo mere begynder Aubrey at spekulere over, om Lord Ruthven kan være én. Og så går det hverken værre eller bedre end, at Ianthe bliver slået ihjel af en vampyr. Aubrey bryder sammen. Kort tid efter dukker Ruthven op i Grækenland, hvor hans pleje og omsorg får Aubrey på benene igen. Herefter rejser d’herrer videre sammen. De bliver angebet af en flok banditter, hvor Ruthven dødeligt såret, beretter Aubrey om sin hemmelighed og får denne til at sværge på, at han hverken vil nævne hans død eller andet han ved om ham, før der er gået ét år og én dag. Retrospektivt går det op for Aubrey, at alle Ruthven har mødt, har endt deres liv i lidelse.  

Aubrey vender tilbage til London og bliver meget overrasket, for ikke at sige opbragt, da han ved en fest møder Ruthven, alive and lickin’. Ruthven minder Aubrey om den ed han har svoret. Senere finder han ud af, at hans søster har forelsket sig i Ruthven. Men vil hun tro ham, hvis han fortæller hende, at han er en vampyr? Aubreys mentale stabilitet begynder gradvist at skride. Han vandrer rundt i byens gader i timevis, han forsømmer sit udseende. Det ender med et nervøst sammenbrud. Huslægen beordrer ham til at holde sengen. På årsdagen for aftalen med Ruthven, hvor Aubrey så småt har fundet sit gamle jeg, går det op for ham, at søsteren skal giftes med Ruthven. Han forsøger at fortælle hende hans hemmelighed, men ordene vil ikke frem. I stedet skriver han et brev, som lægen dog mener vil være klogeste at give hende på senere tidspunkt. På bryllupsnatten bliver hun fundet død. Dræbt af en vampyr. Ruthven er forsvundet.

- plottet i John William Polidoris novelle ’The Vampire: A Tale’.

John Polidori var i en periode Lord Byrons livlæge, hvor han ledsagede digteren på rejser. Ifølge litteraturkendere havde Polidori og Byron det samme temperament. De var begge arrogante og tabte ofte besindelsen, når noget gik dem i mod. Engagementet blev kort og dramatisk, personlighederne stødte, så at sige, sammen. Polidori tog som 25-årige sit eget liv, vistnok på grund af en spillegæld.

 ’The Vampyre' blev udgivet anonymt i 1819. Novellen opstod efter Byron og Polidori i 1816, havde tilbragt en nat sammen med Percy Bysshe Shelley, Mary Shelley med flere, hvor Byron foreslog, at de skulle skrive en gyserhistorie. For Mary Shelley blev det til ’Frankenstein’. I begyndelsen blev 'The Vampire' tilskrevet Byron, den fejl blev dog udbedret. Mange undrede sig da også over, at den aristokratiske vampyrskikkelse havde fællestræk med Lord Byron.


lørdag den 18. januar 2014

’Merles Just Wanna Have Fun’

Molière eller Balzac havde formentlig givet mig mere kredit på den kulturelle kapitalopsparing. Ja, selv et mindre studie af astrologiens berettigelse - Gud ville næppe have skabt stjernerne, uden at have en særlig hensigt med dem - ville have øget værdien betydeligt mere, end den affære, jeg på seneste har indledt med et avantgarde country/jazzoutfit  fra New York, der spiller instrumentale coverversioner af Merle Haggard.

Selvmodsigende hybrid? Bryan & The Haggards udgav sidste år deres tredje plade, ’Merles Just Wanna Have Fun’. Gruppen består af saxofonisterne Bryan Murray og Jon Irabagon. Jon Lundbom på banjo, Moppa Elliott på bas og Danny Fischer på trommer.  I modsætning til de to første album, har de har nu fået vokal på, de har slået pjalterne sammen med Dr. Eugene Chadbourne, som også spiller dobroguitar. Samarbejdet indeholder tolv numre, herunder versioner af klassikere som ’Mama Tried’ og ’Okie from Muskogee’.

Eugene Chadbourne: “This was what I was trying to do in 1980, get a jazz band to play country and western and get a record label to pay to record it and put it out. The closest I could get to that was Shockabilly and obviously that was a sidetrack. So listening to this is really gratifying! Let’s see if anybody else likes it!”

Der ligger ikke så meget med Bryan & The Haggards feat. Dr. Eugene Chadbourne på nettet. Herunder er det dog muligt at få en smagsprøve. Hvis man gerne vil have lidt mere, hop da 56:48 ind i Shoot From The Hip #1 (2014), hvor vi spiller ’Working Man Medley’


Til slut et par billeder af Dr. Eugene Chadbourne og Kresten Osgood fra oktober 2013, hvor de optrådte i Christianshavns Beboerhus.



torsdag den 16. januar 2014

Shoot From The Hip #1 (2014). Playliste 16. januar 2014.


1. Baby Woodrose - I Wanna Be Your Man (demo) (2007)
2. Cæsar - Den Tatoverede Dame (1967)
3. Tidsgæst - I Det Hinsides (2013)
4. Lou Reed - Wild Child (live) (1972)
5. The Everly Brothers - Mr. Soul (1968)
6. Peter Belli - Jeg Er Din Dengse I Nat (1968)
7. The Byrds - Hickory Wind (1968)
8. Billy Bragg - Swallow My Pride (2013)
9. Bryan & The Haggards feat. Dr. Eugene Chadbourne - Working Man Medley (2013)
10. The Magnolias - Pardon Me (1989)
11. The Liquid - The Therapist (2013)
12. Slow - Against The Glass (1985)
13. The Monoliths - Big Dog (2013)
14. Naked Prey - The Ride (1986)
15. Willie Nelson & Neil Young - Sail Away (live) (2013)
16. Paul Collins - C’mon Let’s Go! (2010)
17. The Briefs - New Shoes (2000)
18. Toody - Rather Be Your Lover (1985)
19. Wonderland - Far Away (2014)
20. REM - Pop Song 89 (1988)
21. Mikey Dread - Saturday Night Style (1979)


onsdag den 15. januar 2014

Yobo Dub udsat. ’Black Harmony Killer’


Beklagevis er vi nødsaget til at udskyde dub-programmet med Mads Saabye, guitarist i The Telstar Sound Drone og Baby Woodrose, der skulle være sendt i morgen. Saabye har en mundtlig eksamen og en tour i Tyskland med The Telstar Sound Drone foran sig. Så den står på læsning og band-rehearsal de næste mange dage.

Vi har endnu ikke fundet en ny dato. Helt snydt for dub bliver I dog ikke:



mandag den 13. januar 2014

’Let It Be’ outtake. Poor little doggie


- scan fra min nye coffeetable-bog ’The Replacements. Waxed Up Hair & Painted Shoes. The Photographic History’ af Jim Walsh og Dennis Pernu.

søndag den 12. januar 2014

De nøgne og de døde 2013. (bilag 1 til 5)

Oversigt over de numre, som Jamie Mason og undertegnede havde med til hyldestudsendesen sidste torsdag. Der er assisterende noter til de kompositioner, hvor det ikke fremgår, hvem der gik bort sidste år, hvor det ikke er fuldstændigt indlysende, hvorfor netop det navn figurerer, og hvor jeg har fundet det ”nødvendigt”, så at sige. 


Track 4: Bobby Rogers var med til at danne Motown-gruppen The Miracles, sammen med Smokey Robinson. Med hvem han skrev mange sange.

Track 5: Richard Allen Street, amerikansk soul- og R&B-sanger. Han var med i The Temptations fra 1971-1993.

Track 6: Reg Presley, engelsk singer-songwriter. Medlem af The Troggs. Skrev blandt andet ’With A Girl Like You’ og ’Love Is All Around’

Track 8: Ray Manzarek

Track 13: Cleotha Staples, sanger. Den ældste af Staples-søstrene, medlem af The Staple Singers, som hendes far Pops dannede i 1940’erne

Track 15: Jason Molina

Track 16: Phil Chevron


Track 1: Allen Glover Lanier, sangskriver, keyboard og rytmeguitar. Bidrog også med materiale til Patti Smith, Jim Carroll, The Dictators og The Clash.

Track 2: Trevor Bolder, bassist. Spillede med The Spiders From Mars, Uriah Heep og Wishbone Ash

Track 3: Leroy ’Sugarfoot’ Bonner, frontmand i Ohio Players, funkguder med en perlerække af træffere i midten af 1970'erne.

Track 4: Cecil Womack

Track 8: Bobby Smith, forsanger i The Spinners, de begyndte deres løbebane som en doo-wop gruppe, senere slog de sig på soul og R&B.

Track 9: Peter Banks, engelsk guitarist, oprindeligt medlem af Yes. Flere nævner ham som ”The Architect of Progressive Music”. Om ikke andet, så var det Banks, der fandt på, at gruppen skulle hedde Yes.

Track 14: Marvin Junior, forsanger i vokalgruppen, The Dells. De pladedebuterede under navnet El-Rays i 1954.

Track 15: Joey Covington, amerikansk trommeslager, mest kendt for samarbejdet med Hot Tuna, Jefferson Airplane og Jefferson Starship.

Track 16: Pete Haycock, guitarist i The Climax Blues Band, der hittede med ‘Couldn't Get It Right’ i England og USA i 1976.


Track 6: Hyldest til Mandela. Jamaicanske Yami Bolo lever vist i bedste velgående

Track 17: Chrissy Amphlett, frontkvinde i australske The Divinyls. Hvem husker ikke ’I Touch Myself’ fra 1990?

Track 20: Shadow Morton, producer og sangskriver, skrev ‘Remember (Walkin' In The Sand)’ og ‘Leader Of The Pack’ med flere til tresser-pigegruppen, The Shangri-Las.

Track 21: Phil Ramone, lydtekniker, pladeproducer, violinist og komponist. Ramone har produceret et hav af plader. Efter sigende var det også ham, der optog Marilyn Monroes berusede fødselsdagssang, ’Happy Birthday To You’, til præsident John F. Kennedy i 1962.


Track 2: Sid Selvidge, guitarist, Memphis-sessionmusiker. Var med i Mudboy & The Neutrons. Har spillet med Furry Lewis, Alex Chilton, Jim Dickinson mv.

Track 10. Se track 6 på den forgående CD.

Track 12: Richard Coughlan, trommeslager. Medlem af britiske Caravan, som fra slutningen af tresserne og et godt stykke ind i halvfjerdserne var de et stort navn på den såkaldte Canterbury-scene.

Track 13: Cowboy Jack Clement, Nashville-producer, sangskriver. Arbejdede blandt andet sammen med Tompall & the Glaser Brothers, Johnny Cash, Waylon Jennings, U2, Doc Watson, John Prine, Emmylou Harris og Townes Van Zandt

Track 14: Bob Brozman, guitarist, musiketnolog, sangskriver og underviser, fascineret af alverdens guitarstilarter.

Track 15: Lee Crystal, trommeslager, spillede med Joan Jett & The Blackhearts, Sylvain Sylvain og The Boyfriends

Track 17: Arturo Vega, den femte Ramone, talsmand og logodesigner, t-shirt sælger, uundværlig arbejdskraft for bandet


Track 4: Jon Brookes, trommeslager. Var med til at danne The Charlatans tilbage i 1989. Gruppen har haft 22 top-40 hit, alene i England.

Track 7: Andy Johns, engelsk lydtekniker og producer, har haft en hånd med på så mange kendte rockalbum, at læseren næsten selv må slå det op. At Johns kom til at lave Televisions debutplade, hang sammen med, at Tom Verlaine insisterede på ikke at arbejde sammen med én alt for berømt producer, der ville blande sig for meget eller få for stor indflydelse på bandets lyd. Richard Lloyd foreslog Johns.

Track 8: Faye Hunter, bassist. Let's Active var med i den bølge af amerikanske sydstatsband, der i begyndelsen af firserne kombinerede jingle-jangle-/sunshine poppen fra tresserne med en mørkere undertone. Med andre ord, den musikstil, som REM forvandlede til mainstream i årtiet efter.

Track 11: Braxton Schuffert, oprindeligt medlem af Hank Williams backingband, The Drifting Cowboys. Han blev 97.

Track 12: Roger LaVern, keyboardspiller. The Tornados var den første britiske gruppe, der blev nr. 1. i USA. Det skete med ‘Telstar’ i 1962. Singlen har indskrevet sig som et af de første numre i musikhistorien, der skildrer det tidlige rumkapløb.

Track 17. Mike Hinton, amerikansk guitarist, bosiddende i San Francisco Bay Area. Har indspillet med Grateful Dead, Quicksilver Messenger Service, Country Joe & The Fish, Sons Of Champlin, Rick Danko, Mickey Hart, Merl Saunders, Roky Erickson og mange, mange flere

Track 18: Jody Payne, Willie Nelsons faste guitarist siden 1973. Han stod i lære hos guitarpickerne Merle Travis og Charlie Monroe. Var endvidere sessionmusiker på Motown en overgang, ligesom Ray Price og Merle Haggard har nydt godt af hans fremmelige spil.

Track 20: Marc Trovillion, bassist i alt-country orkestret Lambchop. Medvirkede på alle bandets plader til og med ’Woman’ fra 2002.

Track 22: Deke Richards, producer og sangskriver. Var blandt andet med til at skrive og producere flere af The Jackson 5’s tidlige hits, som ’I Want You Back’, ’ABC’, ’The Love You Save’, ’Mama's Pearl’ og ’Maybe Tomorrow’.

lørdag den 11. januar 2014

Tågesang


”Tågen er tæt, men ikke
tæt nok til, at solsorten
kan finde fodfæste
i den
Den falder hele tiden igennem
med et lille skrig,
som gentages så ofte, 
at det bliver en sang.

- Eske K. Mathiesen, 1991

”The Minutemen’s D. Boon (…) led the crowd in goading the foursome back for three encores during which the central theme was unbridled chaos”


Koncertanmeldelse fra The Channel, Boston, august 1985. US Rocker Mag

fredag den 10. januar 2014

De nøgne og de døde (2013). Playliste 9. januar 2014


1. The Velvet Underground - White Light/White Heat (Lou Reed) (1968)
2. Lou Reed - Perfect Day (acoustic demo) (1972)
3. The Doors - (You Need Meat) Don’t Go Further (Ray Manzarek) (1971)
4. Ten Years After - The Sounds (Alvin Lee) (1968)
5. J.J. Cale - Crazy Mama (1972)
6. Game Theory - Girl With A Guitar (Scott Miller) (1986)
7. Magnolia Electric Co. - Memphis Moon (Jason Molina) (2006)
8. George Jones - Brown To Blue (1965)
9. Slim Whitman - Beautiful Dreamer (1954)
10. Tompall & The Glaser Brothers - Streets Of Baltimore (Tompall Glaser) (1966)
11. Bobby Parker - Watch Your Step (1961)
12. Parliament - Chocolate City (Cordell Mosson) (1975)
13. The Temptations - Papa Was A Rolling Stone (Richard Allen Street) (1972)
14. The Ohio Players - Fopp (Leroy "Sugarfoot" Bonner) (1975)
15. George Jackson - Aretha Sing One For Me (1972)
16. Yami Bolo - Free Mandela (Nelson Mandela) (1986)
17. Harry J Allstars - Liquidator (Harry Zephaniah Johnson) (1969)
18. Junior Murvin - Bad Weed (1976)
19. The Troggs - Wild Thing (Reg Presley) (1966)
20. Kevin Ayers - Town Feeling (1969)
21. The Deviants - I'm Coming Home (Mick Farren) (1967)
22. Television - Guiding Light (Andy Johns) (1977)
23. Richie Havens - Here Comes The Sun (1971)
24. The Charlatans - We Gotta Have Peace (Jon Brookes) (2003)
25. Patti Page with d'Artega's Orchestra - I Don't Care If The Sun Don't Shine (Patti Page) (1950)


torsdag den 9. januar 2014

De nøgne og de døde 2013 i Mod Strømmen (det er i dag)


Årets anden udsendelse er én af de årligt tilbagevendende. Mange rockmusikere er ved at nå den alder, hvor de mere eller mindre naturligt falder fra. For jazzmusikernes vedkommende begyndte det for mange år siden. Torsdag d. 9. januar har vi reserveret til at sende en hilsen til dem vi mistede i 2013. Eller så mange som vi kan nå på de to timer, vi råder over.

Lyt med mellem kl. 18-20 på 98.9 FM eller stream udsendelsen direkte.

Øverst: Lou Reed og John Cale pre-Velvet Underground med bandet The Primitives. Lou Reed er her ikke længere. John Cale er her gudskelov endnu. Tredjemanden, trommeslageren Walter De Maria, mistede vi også sidste år. De Maria slog sig, efter en meget kort musikkarriere, på kunsten. Han blev især kendt som billedhugger, men hans store land-art projekter, står der også et vist ry om.

onsdag den 8. januar 2014

"Punk rock from Down Under, 1978 style. For decibel junkies only."


Essensen af Dave Marsh anmeldelse af The Saints debutplade ’(I'm) Stranded’ fra 1977 i Rolling Stones Record Guide, 1979. Eller hvad med disse ord af Michael Bloom fra selvsamme blad om Suicides debut fra 1977:

"I've heard stolen riffs before, but this is far worse: rapine and pillage of entire concepts...Suicide's songs are absolutely puerile, and Alan Vega's vocal convey nothing but arrogance and wholesale insensibility...persistence doesn't legitimize this kind of idiocy."

En bruger på Rate Your Music har affattet en liste, der kort og kontant hedder ’Rolling Stone's 500 Worst Reviews of All Time (work in progress)’. Det er morsomt læsestof.

Om Roxy Musics ‘For Your Pleasure’, skrev Paul Gambaccinii i 1973:

"...remarkably inaccessible...Side two drones on with a nine-minute instrumental that sounds like a rip-off of the Doors' "Alabama Song." The title tune ends the album, but is it a tune? It sounds like dogs barking repetitively for minutes on end. Maybe it is Eno's genius at work, but if so you've gotta be Mensa level to understand him or be so stoned you still think the drum solo on "In-a-Gadda-da-Vida" is a tour de force."

Denne plamage af Ken Emerson handler om Syd Barretts debutplade ’The Madcap Laughs’ fra 1970:

"Fans of Floyd should be warned that The Madcap Laughs/Barrett may not be their cup of tea. In fact, this double album may be no one's. The first record in particular is almost unlistenable. Unprofessional with a vengeance, Madcap is slovenly ineptitude pretending to be weird and far out. Its only value may be as an object lesson in the detrimental effects of too much dope."

Jeg kunne blive ved med at citere, men slutter med Bart Testas skudsmål af Donna Summers ’Love To Love You Baby’ fra 1975:

"Donna Summer's first album consists of the full sixteen-minute discoid moans and sighs of her hit title song and a few limp soul numbers. Interestingly, only "Love to Love You, Baby" is actually disco, serving as a novelty dance number. But it's too slow for dancing and too long for the recorded multiple orgasms not to become self-parodying."

God fornøjelse med læsningen. Det tog mig timer, før jeg kikkede op fra computerskærmen igen.

tirsdag den 7. januar 2014

John Dwyer går solo under navnet Damaged Bug


Eller der udkommer i hvert fald en soloplade, d. 25. februar på Castle Face Records, der som bekendt er Dwyers eget label. Pladen får titlen ’Hubba Bubba’, selvom der ikke er meget bubblegum over ’Eggs At Night’, der blev lagt ud på Soundcloud for en time siden. Hvilken betydning det får for Thee Oh Sees, meddeler historien intet om.


mandag den 6. januar 2014

Mere urkraft

Meget af dagen i går, gik med at muge ud i radiostudiet. Det sker ikke så ofte. Skabe, skuffer og reoler. Ned til storskrald. Andet blev lagt på ”vent-lige-lidt-hylden”. Kasserede båndoptagere, smadrede højttalere, ringbind, papir, papir, papir, en Kylle Kylle med udløbsdato i 2009, genopladelige halogenlygter, kassettebånd med kurdisk folkemusik fra en forlængst glemt redaktion, en flaske snaps, gamle aviser, Mojo, Uncut, Jazz-Nyt, en spritny kaffemaskine, molesterede høretelefoner, en tre-liters paprødvin (der godt nok var gået over sidste salgsdato, men som en af de tilstedeværende, havde mod på at drikke alligevel), rawplugs en masse, udtjent computerudstyr, papemballage, manualer, mikrofoner, plakater og udklip, fotografier af tidligere værter og gæster, et lille smykke-/hashishskrin (uden indhold), spolebånd, vanter og et par paraplyer, en ghettoblaster, værktøj og grammofonplader, etc. etc. Det forlyder endvidere, at en af deltagernes rygsæk også røg med i købet.  

Midt i det hele, dukkede denne håndskrevne liste af Anders Grøn op, med det udvalg af numre, han havde medbragt til sidste torsdags Urkraft-udsendelse. Tjek evt., hvad han ikke nåede at spille herunder.


søndag den 5. januar 2014

lørdag den 4. januar 2014

Phil Everly, The Monoliths, The Hedgehogs og Yo La Tengo


Ud af de mange brødreduoer, som countrymusikken har fostret siden 1920’erne, var The Everly Brothers nok de mest succesfulde. De delikate vokalharmonier og skarpe, akustiske melodier gik lige i hjertet hos såvel country- som poppublikummet. Jeg kan pege på en lang række sange fra brødrenes tidlige år i Nashville, der er fast pensum, hvis man har den allermindste interesse i populærkultur. ’Bye Bye Love’, ’Wake Up Little Susie’, ’All I Have To Do Is Dream’, ’Cathy’s Clown’ osv.

Da The British Invasion ramte den amerikanske kyst i 1963, havde The Everly Brothers popularitet toppet. Til trods for al virakken om det nye, udsendte Don og Phil stadig singler nogenlunde kontinuerligt. Det var dog først med albummet ’Roots’ fra 1968, at brødrene igen skrev sig ind i musikhistorie. Ikke at pladen var en kommerciel succes. Slet ikke. Det er først senere, at den, sammen med The Byrds ’Sweetheart Of The Rodeo’ og Dillard & Clarks ’The Fantastic Expediton Of Dillard And Clark’ fra samme år, har sneget sig ind som "one of the finest early country-rock albums”, som All Music Guide skriver.

Her Ron Elliotts ’Ventura Boulevard’ fra 'Roots':


Phil Everly døde i går, 74 år gammel, i Burbank, Californien. Hvil i fred. Hans to år ældre bror, Don Everly, lever i bedste velgående.


Endelig har jeg fået fat på et eksemplar af den måske bedste 7”’er, der kom ud af den københavnske undergrund sidste år (tusind tak). Det drejer sig om noise-trioen The Monoliths, der består af P. Lizzard, James Deen Dragon og Colonel Dickhead. I virkeligheden hedder de vist nok noget helt andet, men skide være med det. Desværre er b-siden ’Big Dog’, som jeg har hørt til hudløshed, ikke tilgængelig på nettet, så her de to numre som a-siden indeholder:



The Monoliths spiller sammen med L'obscurité, Ekologiskt Mörker og Myreskær i BumZen i Baldersgade i aften

Mens vi er ved singlepladerne, så udsender The Hedgehogs snart 'Make Me Wanna Cry' / ’Can't Find Myself’ på Levitation Records. Begge numre fik iøvrigt radiodebut, da bandet besøgte Mod Strømmen i november. Her den splitternye video til a-siden, 'Make Me Wanna Cry':




“Here’s a resolution I’m going to have trouble keeping. As Yo La Tengo wends our way to our 30th birthday on December 2, 2014, we’re going to utilize this space for a (not necessarily) fond rummaging through the time capsule”

Ira Kaplan, fra Yo La Tengo, nytårsforsæt er at fortælle bandets historie gennem daglige blogposter. Om d. 2. januar 1994, skriver han:

“Anyway, January 2, 1994 finds us somewhere in Munich (I can’t recall the name of the venue–we’d fire the archivist if it were anyone but me), traveling Europe with 18th Dye”


fredag den 3. januar 2014

Urkraft med Anders Grøn og Morten Aron. Playliste 2. januar 2014


1. Nick Cave & The Bad Seeds - Avalance (1984)
2. The Weeds - It’s Your Time (1966)
3. Roky Erickson - Unforced Peace (1971/1999)
4. The Gun Club - Walking With The Beast (1984)
5. The Replacements - Can’t Hardly Wait (Tim Version) (1985)
6. Janis Joplin - Summertime (live) (1969)
7. Edgar Broughton Band - Drop-Out Boogie (live) (1969)
8. Sods - Copenhagen (1979)
9. Old Regular Baptist - I Am A Poor Pilgrim Of Sorrow (1959)
10. The Rolling Stones - Tumbling Dice (1972)
11. Tim Hardin - Lenny’s Tune (live) (1968)
12. John Lee Hooker with Canned Heat - Boogie Chillen No. 2 (1971)
13. The Only Ones - Another Girl, Another Planet (1978)
14. Bunker Hill - The Girl Can’t Dance (1963)
15. Keggs - To Find Out (1967)
16. Jesters Of Newport - Stormy (1964)
17. Little Bits - Girl, Give Me Love (1967)
18. New York Dolls - Dance Like A Monkey (2006)
19. Jake Holmes - Dazed And Confused (1967)