Blogger Widget

tirsdag den 28. april 2020

Orpheus Records i Mod Strømmen


Allerførst et stort tillykke med de tyve år til Orpheus Records. Dét er én af dagene i denne uge, at pladeselskabet runder en snes år. Selv fejrer de mærkedagen med udgivelsen af Vilde Græs’ anden lp, ’Vestenvind’, der officielt udkommer 1. maj. Umiddelbart vil jeg kalde Orpheus for er et retro-pladelabel, eller sådan, tror jeg, selskabet var tænkt fra Sune Skafte, Nick Hasselby og Morten Larsen side.

I begyndelsen opsøgte d’herrer selv medlemmer af forlængst opløste danske orkestre, for at høre om de lå inde med gamle spolebånd med demo-indspilninger, optagelser fra øvelokalet eller liveoptrædener, som Orpheus kunne få lov at udgive. De gik mest af alt efter syrerock, gerne indenfor den term, de selv kalder ’real people music’. Den betegnelse, har jeg set beskrevet som ”svært kategoriserbar musik, der er lavet af velmenende mennesker med et stort behov for at udtrykke sig og en vis musikalsk kunnen, men uden flair for at levere den kommercielt”. Orpheus begyndte hurtigt at udgive ny musik. Orph 002 er således med Uffe Lorenzen projektet Pandemonica, mens Orph 004 såmænd er ’En Mærkelig Kop Te’, Spids Nøgenhats debutplade.

Men én ting er, hvad jeg forestiller mig. Én anden, hvilke muligheder selskabet reelt har og har haft for at udgive den musik, det brænder for. Dette og meget andet, kommer vi formentlig en helt del  nærmere nu på torsdag, d. 30. april. Stil ind kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via TuneIn eller den direkte livestream. Tak.

søndag den 26. april 2020

'ALPHABETLAND'


“While everyone is social distancing, closing ranks and donning masks while they shop, life can seem somewhat surreal to the senses. Yet, through all of the chaos, one thing is constant, music brings us together. Now, on the 40th Anniversary of the landmark, Los Angeles, and 35 years since the original band have released an album – X, one of the greatest Punk Rock bands in music history, releases ALPHABETLAND today via Bandcamp. The original foursome - Exene Cervenka, John Doe, Billy Zoom, and DJ Bonebrake have now made the album available for fans to purchase and by adapting to this moment, X continues to embody the same spirit they did when they began in 1977.”


lørdag den 25. april 2020

Fransk visit


- af Jan Damage Petersen

”Jeg har igen fået lov til at skrive et indlæg til Mod Strømmen-bloggen. Dét sker i forlængelse af ét af mine ønsker i de fabelagtige nødprogrammer. Teksten bliver ikke så lang denne gang, jeg vil blot anbefale fem franske punkrock-favoritter fra før 1980.

Der er et hav af franske punkbands. Adskillige af dem lød lidt ligesom belgiske Plastic Bertrand og havde en dansevenlig og poporienteret tilgang. Selvom de fleste orkestre inden for denne kategori, ikke siger mig det store, så er der dog en undtagelse. Fatsy Wataire indspillede en enkelt 7”er i 1978. Her får I A-siden ’Chimène Hovelicot’:



Marie Et Les Garcons fra Lyon var til syvende og sidst et new wave-orkester. Men deres debutsingle fra 1977 berettiger dem til denne liste. Senere fik bandet en del opmærksomhed og spillede i New York med blandt andet X-Ray Spex, Talking Heads og Patti Smith. Deres anden single blev tilmed produceret af John Cale. Vi skal dog høre det første af de to numre, der ligger på B-siden på 7”eren fra 1977, ’Rien En Dire’. Sangen hedder ’A Bout Et Souffle’:



Warm Gun, ikke at forveksle med Lars Muhls Warm Guns, nåede også kun at udgive en enkelt single. For mit vedkommende var det ét af den slags køb, jeg skød penge i udelukkende på grund af coveret. Det er sort/hvidt med mænd i læderjakker og med tekststumper som "Chinese Gangster", "Broken Windows" og "Crappy Hands". I begyndelsen tænkte jeg lidt over, om jeg måske ville fortryde nyanskaffelsen. Singlen er dog senere blevet en personlig favorit:



Dogs fra Rouen blev dannet i 1973. Deres første single kom imidlertid først i 1977. Bandet udgav rundtregnet ti plader i forskellige konstellationer. Det var dog på de første 7”ere fra 1977-78, at Dogs virkelig udmærkede sig som et af Frankrigs allerbedste punkrock bands. Jeg har valgt titelsangen på debutsinglen, som i dette tilfælde er B-siden:



Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke kender noget særligt til Calcinator. Jeg ved ikke engang, hvor de kommer fra i Frankrig. Calcinator lavede en enkelt single i 1979, som heldigvis blev genudgivet i 2013. Og gudskelov for dét, originalen er nemlig svinedyr. B-siden, ’Electrifié’, er ét af de fedeste punknumre Frankrig har fostret:



Tak fordi du endnu engang nåede så langt.

Jan Damage Petersen”

fredag den 24. april 2020

Nødprogram 6 af 6. Playliste 23. april 2020


1. Little Richard - Keep A-Knockin' (1957)
2. Fatsy Wataire - Chimène Hovelicot (1978)
3. Charles De Goal - Dans Le Labyrinthe (1980)
4. Daimi - Champs Elysees (1969)
5. Trader - Ghost Town (2020)
6. Knud Odde - Don't Go Home Joe (2007)
7. Fay Simmons - Big Joe Mambo (1964)
8. Thorny Shorby Nyenwi - No Wrong Show (1978)
9. Primal Scream - 96 Tears (1997)
10. Jakob Bro (feat. Lee Konitz) - Vraa (2009)                           
11. Vindharpen - Asteroide B612 (1975)
12. Olesen-Olesen - Ny Dag (Morgen I København) (1998)
13. The Triffids - Jeremy Joy (1979)
14. Mudcrutch - Beautiful World (2016)
15. Isobel Campbell - Runnin' Down A Dream (2020)            
16. Sonic Youth - Schizophrenia (1987)          
17. Ultravox - Fear In The Western World (1977)
18. Mallek Mohamed - Rouhi Ya Hafida (19??)                        
19. Patti Smith - Gloria (1975)
20. Protomartyr (feat. Kelley Deal) - Wheel Of Fortune (2018)
21. Crowded House - Don't Dream It's Over (1986)


lørdag den 18. april 2020

Begynderkit til Martin Newell


- af Jan Damage Petersen

”Martin Newell er en do-it-yourself poppoet fra Essex i det sydøstlige England. Han har et hav af udgivelser bag sig. Han debuterede i midten af halvfjerdserne og laver stadigvæk plader. Og gudhjælpemig om, der ikke er en ny udgivelse lige rundt om hjørnet. Dog udgiver han ikke med samme hastighed som Robert Pollard (Guided By Voices og ca. tusind andre bands), men jeg tillader mig alligevel at drage en parallel mellem de to. Martin Newell er en excentrisk sangskriver, der insisterer på at udgive sine ting selv (for det meste), og man kan godt have på fornemmelsen, at han ikke er til stoppe, når han først er gået i gang.

Der var en ualmindelig flink læser, som roste mit indlæg om powerpop fra Bristol i sidste uge. Samtidig efterspurgte han mere i samme genre. Jeg fik vist svaret, at det ikke kom til at omhandle powerpop som sådan denne gang. Og så alligevel. Newells første band, Plod, bevægede sig nemlig i krydsfeltet mellem glam og powerpop. Ikke at dette er specielt rammende for hans karriere fremadrettet, men hvis man som jeg, ikke har noget imod glambands og ren faktisk nyder det af og til, så er Plod absolut ikke et dårligt ét af slagsen. Og Newell fik da vist, at han var en glimrende sangskriver i støbeskeen. Bandet gik i opløsning et par måneder efter deres første pladekontrakt, så de nåede aldrig at udgive noget, men der kom en plade med nogle studieindspilninger i 2010. Her ’Neo City’, som Plod optog i 1975:


Efterfølgende dannede Newell Gypp, der nåede at lave en enkelt 7", som jeg må indrømme, jeg aldrig har hørt. Singlen fik heller ikke den bedste modtagelse og Newell opløste bandet i ren frustration.

Med dannelsen af kvartetten The Stray Trolleys i 1979, begyndte man at kunne se tegningen til, hvad det var Newell ville fremover. De fleste af de sange, bandet nåede at lave er nemlig fremragende. Men heller ikke denne gang, når de at udsende noget, allerede året efter, var de gået hvert til sit. Heldigvis er deres numre blevet udgivet senere:


I 1981 dannede Newell Cleaners From Venus, som er det navn, han har udgivet under stortset siden, hvis man lige fraregner et par afstikkere. Han har haft flere samarbejdspartnere med i Cleaners From Venus, men grundlæggende er det et soloprojekt. Under navnet udgav han ti plader eller rettere kassettebånd fra 1981-1990, plus det løse. Og det er her jeres skribent kommer på arbejde, for selvom, at Newell springer rundt i alle mulige genrer, så er fællesnævneren lofi- og janglepop. Newells sangskrivertalent er enormt, og det er mig næsten umuligt at vælge et nummer frem for et andet, but here I go.

Pladeselskabet Captured Tracks, der har udgivet næsten alt Cleaners From Venus på vinyl senere, har delt 1980'erne op i tre faser. Hvilket egentlig giver god mening, i forhold til, hvordan Newell gebærdede sig musikalsk. Jeg har valgt et nummer fra hver af de tre perioder.

Fra det andet album ’Midnight Cleaners’, fra 1982, skal vi høre pop-baskeren ’Only A Shadow’:


Det første album, jeg hørte med Cleaners From Venus, var ’Under Wartime Conditions’ fra 1984. Albummet var det eneste et pladeselskab fik lov at udgive, efter sigende til Newells store fortrydelse. Min første forelskelse var nummeret ’Drowning Butterflies’. I denne periode, rejste Newell rundt i England og spillede for de pressede og strejkende minearbejdere:


Fra ’Number Thirteen’, der kom 1990, har jeg valgt ’ No Go (For Louis Macneice)’. En hyldest til den nordirske digter og hans kamp mod enhver form for totalitarisme:


I 1988-89 udgav Newell sammen med Peter Nice, to album under navnet The Brotherhood Of Lizards. Desværre stoppede kollaborationen, da Nice fik et tilbudt om at komme med i New Model Army, som han takkede ja til. The Brotherhood Of Lizards fik en del opmærksomhed, da de besluttede at tage deres cykler, da de skulle på tour i sydlige England. I min optik er dette samarbejde fuldt på højde med Cleaners og dét er heldigvis også blevet genudgivet:


I 1993 udgav Newell sin første plade under eget navn, ’The Greatest Living Englishman’. Af mange fans med rette betragtet som en milepæl i diskografien. Det er også det mest fokuserede og velproducerede album af dem alle. Måske kan det have noget at gøre med, at XTCs Andy Partridge sad bag pulten? Vi tager lige titelnummeret:


Siden da har han udgivet både under Martin Newell og Cleaners From Venus. Som nævnt, er der mange udgivelser at forholde sig til. Men nu har jeg prøvet at komme med et bud på, hvor man eventuelt kan begynde sin udforskning. Der er fantastiske ting på samtlige album, så det er bare med at komme i gang, hvis man ikke allerede er begyndt.

Lad os slutte med en spritny sang:


Tak fordi du kom så langt.

Jan Damage Petersen”

fredag den 17. april 2020

Nødprogram 5 af ?. Playliste 16. april 2020


1. Luke Haines & Peter Buck - Beat Poetry For Survivalists (2020)
2. Juana Molina - Martin Fierro (2000)
3. Squeeze - Pulling Mussels (From The Shell) (1980)
4. Shabaka And The Ancestors - They Who Must Die (2020)
5. Sly & The Family Stone - Family Affair (1971)
6. Deerhoof - Future Teenage Cave Artists (2020)
7. The Loud Family - Last Honest Face (1993)
8. The Golden Palominos - I.D. (1983)            
9. Minutemen - Corona (1984)                          
10. BlackieBlueBird - Goodbye In July (2020)
11. The Cleaners From Venus - The Jangling Man (1990)
12. The Takeovers - Scuffle With Nature (2006)
13. Sault - Up All Night (2019)
14. Dillard & Clark - Train Leaves Here This Mornin' (1968)
15. Steve Goodman - City Of New Orleans (1971)
16. Mack Allen Smith - I'm Not Drunk I'm Just Drinking (1970)
17. The Dream Syndicate - The Regulator (2020)


mandag den 13. april 2020

Sen debutant


I et par opslag har Jan Damage Petersen taget os ved hånden og mere eller mindre ført os ind i en glemt verden af powerpop. Jeg fortsætter lidt i samme boldgade. Jeg er nemlig faldet pladask for debutalbummet fra 2019 med den 33-årige Jordan Jones. Han kommer fra Los Angeles, men bliver udgivet på det svensk label Beluga Records, der har hjemme i Stockholm. Eller det vil sige, Beluga har udsendt albummet på vinyl, mens Burger Records har udsendt det på kassettebånd.

I virkeligheden er der ikke særlig meget at sige om pladen. Det er fremragende sangskrivning. På blot 28 minutter når Jordan Jones ud i alt det bedste ved powerpop. Hooks, kor og masser af jangleguitar:


lørdag den 11. april 2020

Powerpop fra Bristol, UK.


- af Jan Damage Petersen

”Bristol, der er beliggende ved den walisiske grænse i det sydvestlige England, har under en halv million indbyggere. Det er sikkert en fin by, jeg har aldrig været der. Hvem har egentlig været i Bristol? Er du bekendt med nogen, der har sagt, "dengang jeg var i Bristol", nej vel? Sådanne engelske byer forbinder jeg altid med fodbold. Et-eller-andet hold har sikkert skulle spille mod Bristol på et tidspunkt. Det må være forklaringen på, at jeg altid har vidst, at der er by med det navn.

Byen er på det seneste poppet mere eller mindre tilfældigt op, når jeg har søgt på gammel punk og powerpop. Navnet Huw Gower dukkede blandt andet op på en kompilation med musik fra Bristol. Gower var leadguitarist i bandet The Records, der jo har lavet et af de bedst skårede powerpop numre nogensinde. Gruppen udgav også mindst tre gode fuldlængder. Jeg mener ikke, at bandet er fra Bristol, men Huw Gowers tilknytning til byen, skulle vist være god nok. Om ikke andet, så er det da en glimrende lejlighed at høre denne sang igen:



Nå, tilbage på sporet. Punk/post-punk scenen i Bristol var centreret omkring pladeselskabet Heartbeat Records. Og det lyder måske som en sang, man har hørt før, men pladeselskabet blev dannet af to venner. Den ene havde en pladebutik, den anden var musiker. Der gik dog ikke lang tid, før det blev et enmands-projekt, men det er vist en længere historie. De var begge enige om, at der var for mange gode bands i Bristol til, at det skulle gå ubemærket hen.

Det var netop en udgivelse fra Heartbeat Records, der fik mig til at bide mærke i, at bands kunne komme fra Bristol. The Letters, som bandet hed, har lavet en af mine all-time powerpop-favoritter. De nåede kun at udgive en single med to numre i 1980. Men der er senere udkommet en kompilation med alt det materiale, de nåede at indspille. Bandet er egentlig fra Bath, men hvad fanden Bath ligger kun tyve kilometer syd for Bristol, og pladen kom som nævnt på Heartbeat:


Til gengæld er bandnavnet Private Dicks et af de bedst klingende, jeg nogensinde er faldet over. De nåede også kun at udgive en enkelt single på Heartbeat Records i 1979, hvorfra den fremragende ’She Said Go’ blev et mindre hit. Senere er der udkommet en kompilation med uudgivet materiale, derfra skal vi høre ’Homelife’:


Vitus Dance, ikke at sammenligne med det irske band St. Vitus Dance, er et rimelig ubeskrevet blad. De er senere dukket op på nogle John Peel-sessions, Californien spøger i denne powerpop-basker:



The X-Certs er måske mere punk end decideret powerpop, men sådanne petitesser, har jeg det ikke med at gå op i. De var som sådan ikke et Heartbeat Records-band, ikke desto mindre havde de et enkelt sang med på en 7”ér opsamling med fire forskellige bands, der kom på selskabet. The X-Certs eneste single, ’Together’, blev udgivet på Recreational Records. Vi skal dog høre nummeret ’Blue Movies’ fra omtalte kompilation:


Med fare for at gentage mig selv, så udgav Apartment også kun én single på Heartbeat, men der er senere kommet en opsamlingsplade. Bandet minder mig om lyden af Twin/Tone, og især det eminente band The Magnolias. Nummeret ’The Alternative’ vender jeg ofte tilbage til:


Det var alt fra mig og Bristol for denne gang.

Jan Damage”

fredag den 10. april 2020

Nødprogram 4 af ?. Playliste 9. april 2020

1. The Young Rascals - Good Lovin' (1965)
2. Bob Dylan - Highway 61 Revisited (1965)
3. Deerhunter - Strange Lights (2007)
4. The Cowboys - Everybody In The World Is Happy (2020)
5. The Coasters - Let's Go Get Stoned (1965)
6. Marianne Faithfull - Long Black Veil (1971/1985)
7. The Letters - Nobody Loves Me (1980)
8. Jimmy Reed - Bright Lights, Big City (1961)
9. A.J. Rowe - Smoke My Pipe (The Sign Ain't Right) (pt. 1 & 2) (1971)
10. The Replacements - Gudbuy t'Jane (Outtake) (1989/2009)
11. Mike Watt - Against The 70's (1994)
12. Rift Valley Brothers - Mucang'ang'o Ugiraga Mukindirio (197?)
13. The Psychedelic Furs - Don't Believe (2020)                      
14. Einstürzende Neubauten - Feurio! (1989)                          
15. Aksel Schiøtz - Jeg Bærer Med Smil Min Byrde (1943)
16. Gustav Winckler med Palmehaveorkestret - Fyraften (Nu Piber Alle Fløjter) (1969)
17. Sidney Bechet - Old Stack'O'Lee Blues (1946)
18. Big Star - Life Is White (1974)                     
19. Teenage Fanclub - I Need Direction (2000)
20. Country Teasers - Tough Luck On Jock (1996)
21. Glow Kit - Tripping Away (2019)
22. Blondie - Picture This (1978) 
23. Natalie Merchant, Michael Stipe, Mark Bingham & The Roches - Little April Shower (1989) 



lørdag den 4. april 2020

En miniguide til The Windbreakers fra Jackson, Mississippi


Som lovet i Nødprogram 3, der blev sendt i torsdags, kommer Jan Damage Petersen her med en mere udførlig rejsefører til The Windbreakers.

”The Windbreakers blev dannet i 1979, men deres første udgivelse kom først i 1982. Dengang var de et rendyrket powerpop-band og et temmelig solidt ét af slagsen. Singlen ’That Girl’ er i dag et samlerobjekt blandt samlere af 7"-punk/powerpop:


I 1983 udkom en EP, men man skal helt frem til 1985, før de udsendte deres fuldlængde-debut, ’Terminal’, på Homestead Records. The Windbreakers har fået et mere janglerock- og poporienteret udtryk. De har dog ikke glemt deres velkendte hooks. Her ’New Red Shoes’ fra ’Terminal’:


Året efter udsendte bandet ’Run’. De er blevet signet til DB Recs, og selvom der stadig er tale om janglerock, så er der kommet en del mere knas på guitarerne.’ Visa Cards And Antique Mirrors’ følger her:


Deres tredje fuldlængde ’A Different Sort...’,  er deres mest rockorienteret album. Og her kan man sagtens sammenligne dem med et yndlingsorkester som The Replacements.


The Windbreakers kom også fint ind i halvfemserne. I 1991 udkom deres femte og sidste album, ’Electric Landlady’. Første skæring ’Colorblind’ er en af den slags sange, som man kan blive ved med at lytte til, uden at blive bare den mindste smule mæt:


Summa summarum: The Windbreakers er et band med en fremragende diskografi, hvor der er masser at hente. Hvis man altså gider, men hvorfor skulle man ikke gide det? Er man vinylsamler kan man stadig få bagkataloget for en slik. Det er også muligt at streame opsamlingspladen ’Time Machine’, der er den eneste, som ligger med dem på streamingtjenesterne. Hvad sangskriverne Tim Lee og Bobby Sutliff angår, så har de hver deres solokarrierer kørende. Det har jeg stadig til gode at dykke ned i, men det kan jeg måske bruge noget af min tid på nu.

God fornøjelse.

Jan Damage Petersen”

fredag den 3. april 2020

Nødprogram 3 af ?. Playliste 2. april 2020


1. Randy & The Rainbows - Denise (1963)
2. Love - Andmoreagain (1967)                         
3. Ian Dury - Plaistow Patricia (1977)
4. Fright Eye - Deafwish (2020)
5. Redd Kross - Ice Cream (Strange And Pleasing) (2019)
6. Robyn Hitchcock & The Venus 3 - Museum Of Sex (2006)
7. The Screamers - Peer Pressure (demo) (1978)
8. The Nipple Erectors - So Pissed Off (outtake) (1978)
9. The Beatles - Drive My Car (1965)
10. Sun Ra & His Arkestra - India (1957)
11. Cornershop - Everywhere That Wog Army Roam (2020)
12. Less Win - The Hanging (2020)
13. Whistler - Weaponize (2020)
14. The Faces - Stay With Me (1971)
15. Redd Kross - Annie's Gone (1990)
16. The Speedways - In Common With You (2018)
17. Dancer - Sweet Ghosts (2020)
18. Maxine Weldon - Lodi (1971)
19. Shirley & Lee - I'm Gone (1952)
20. The Windbreakers - All That Stuff (1985)
21. Paul Westerberg & Joan Jett - Let's Do It (1995)
22. John Prine - Souvenirs (1972)
23. Fountains Of Wayne - Planet Of Weed (2007)
24. Ravi Shankar - Raga Kedara (2012)


onsdag den 1. april 2020

Pat Nevin. Fodboldspiller og lidenskabelig pladesamler


“I was a complete fanatic of Bowie as well. The Berlin years – Heroes and Low. I could see a crossover where you could absolutely adore Bowie and love Joy Division and The Cure and bands that were coming through in Glasgow, too, like Johnny And The Self Abusers, who became Simple Minds… Every time a Simple Minds single or album came out, they were bought the day they came out. Empires And Dance and the first couple of Simple Minds albums were great, and then the Postcard Records stuff started happening. Early Aztec Camera… I loved Altered Images, partly because of the music, partly because of another reason – which is odd, because I ended up going out with Clare [Grogan, the band’s singer]. I became a huge record collector. I was playing football, I was also a student, it was a brilliant period of my life.”

Afledt af en Messenger-tråd, begyndte jeg, her i eftermiddag at søge på den skotske landsholdsspiller, Pat Nevin. Tiden skal jo gå med et-eller-andet. Samtalen drejede sig om fodboldspillere og musik. Jeg kom i tanke om Nevin, der i sin tid som professionel i Chelsea og Everton, var kendt som en passioneret vinylsamler. Det er han stadigvæk. Han spiller faktisk plader på nogle af Londons mest fashionable klubber. Jeg fandt et interview, ’At Home With Pat Nevin’, med magasinet Long Live Vinyl, hvorfra citatet øverst stammer. Men jeg faldt også over disse temmelige skægge anmeldelser af singler, som han skrev til et blad, som Chelsea Football Club udsendte. Her Nevins musikklumme fra 14. august 1984