Blogger Widget

fredag den 7. august 2020

Besøg af Jeppe Greve fra spillestedet Stairway og digter Jesper B. Korndal. Playliste 6. august 2020


1. Van Morrison - Vanlose Stairway (1982)
2. The Marcels - Blue Moon (1961)
3. Chorus Grant - Grass Snake (2019)
4. Santo & Johnny - Sleep Walk (1959)
5. Sweet Pete & The Land Band - Big Sombrero (2019)
6. Otto Brandenburg - Twilight Time (1960)
7. Povl Dissing - Der Er Ikke Noget Som Damer (1967)
8. Sublime - Santeria (1996)
9. Mazhar Ve Fuat - Adımız Miskindir Bizim (1973)
10. Halshug - Fantasi (2019)
11. Slowjoint - Stagger Me (2019)
12. Sort Sol with Lydia Lunch - Boy-Girl (1983)
13. Torrpedorr - Graf-Graffiti (2008)
14. The Doors - The Severed Garden (Adagio) (1978)
15. Pligten Kalder - Toves Galleri (2018)
16. John Mogensen - Ensomhedens Gade Nr. 9 (1975)
17. Elevatorfører - Søvngænger (2016)
18. The Spaniels - Goodnight, Sweetheart, Goodnight (1954)


onsdag den 5. august 2020

“We’re huge there at the moment”. Fannies og Norge.


Det er som sådan ikke nyt for mig, at der har været et bond mellem Teenage Fanclub og Norge. Når jeg har delt Fannies-sætlister fra København på denne side, har det sædvanligvis genereret mange besøgende oppe nordfra. Men det var først med billedet af promo-cd-singlen fra foråret 1998 (se op), med koncerter i Bergen, Tromsø, Trondheim og Oslo, at jeg bestemte mig for at undersøge det lidt nærmere.

Overskriften stammer fra et Norman Blake-interview i NME fra februar 1998. Anledningen var, at Teenage Fanclub medvirkede på en hyldestplade til Big Star. Til slut blev Blake dog også spurgt om, hvordan humøret var i Fannies-lejren, hvortil han replicerede, at de var ved godt mod og at de var ved at planlægge en tour til Norge, eftersom “We’re huge there at the moment”. Som fotoet ligeledes afslører, er det med pragtstykket ’Songs From Northern Britain’ fra 1997, der måske er et konceptalbum om hjemve, kærlighed og det skotske højland, at bandet drog på Norgesturné.

Men hvad vil det egentlig sige at være store i Norge? Fire koncerter er en del. I Danmark ville orkestret ganske sikkert kun have spillet et show? ’Songs From Northern Britain’ er dét Fannies-album, der har ligget længst på den norske album-hitliste. Pladen fik elleve uger, hvor højeste placering var som nummer tolv. Alle andre Teenage Fanclub-plader har maks. været repræsenteret på albumlisten i en uge eller to. Noget af svaret må befinde sig dér.

Den gode forbindelse mellem Fannies og Norge ender dog ikke dér. Eller rettere sagt, forbindelsen mellem Norman Blake og Norge. Nu kan det selvfølgelig godt være, at min viden og netresearch er manglefuld. At nogen vil mene, at jeg hurtigt springer et tiår over. Men i anden halvdel af nullerne, sker der noget i Egersund i Rogaland Fylke i den sydvestlige del af Norge, som må have haft betydning for det blivende forhold.  I Was A King begyndte at røre på sig. Norman Blake må på en eller anden måde have fået nys om, at I Was A King havde skrevet en tribut til ham med titlen ’Norman Bleik’. Om Blake allerede var bekendt med gruppen før, ved jeg ikke. Indie-topnavne som Sufjan Stevens, Daniel Smith fra Danielson, Gary Olson fra The Ladybug Transistor og Emil Nikolaisen fra Serena Maneesh og producer Nick Terry, der blandt andet kan skrive samarbejder med Primal Scream og The Libertines på cv’et, havde nemlig været med til at lave albummet med Egersund-gruppen.



Anyway, siden da har Blake arbejdet sammen med I Was A King adskillige gange. De har optrådt sammen og Blake har produceret for dem. Senest ’Slow Century’ fra 2019, som Blake tilmed roste i et interview med Drowned In Sound, hvor han ligeledes fremhævede Anne Lise Frøkedals fra I Was A King soloplade, ’How We Made It’, fra 2018. Og før jeg glemmer det, var der også forlydender om, at Norman Blake skulle have været med på scenen hos The No Ones, der var et af de orkestre, jeg havde sat et tydeligt kryds ud for på dette års aflyste Roskilde Festival. The No Ones består af medlemmer fra R.E.M., The Minus 5 og netop I Was A King.

tirsdag den 4. august 2020

Summertime Blues #10 (2020)


Næstsidste Summertime Blues for i år. I Troels Panilds serie om bluesmusikkens historie, som Radio Bluestime begyndte at sende først på året, og som jeg har krydret sommerens udsendelser med, tog jeg hul på halvtredserne. Panild mener, at det er ”det mest klassiske årti”, når man taler om blues. Så der er noget at se hen til, hvis ikke man stillede ind i går.

Mageløse Dion viste frem mod det kommende Mod Strømmen-program. Jesper B. Korndal, der for et par uger siden udsendte digtsamlingen ’Doo-Wop’, kommer forbi. Dion DiMucci og doo-wop, behøver jeg at sige mere? Men ikke nok med dét. Elevatorfører og Orcas, spillede jeg, da der på torsdag også kommer besøg fra spillestedet Stairway. De to orkestre + meget andet, kan man opleve i Vanløse, hvor det nye venue har hjemme. På næste mandag kommer anden del af halvtredserne i bluesmusikkens historie. Og så er det sgu slut med Summertime Blues for i år.

1. St. Peter And The Holy Men - Bofoo Beye Abowa Den
2. Less Win - History Of Hope
3. Yorkstone/Thorne/Khan - Thumri Bhairavi
4. Mr. Oizo - Flat Beat
5. Dion - Drip Drop
6. Elevatorfører - Edderkoppehuset               
7. Orcas - Nu Er Jeg Høj
8. Wynonie Harris - Sittin' On It All The Time
9. Roy Brown - Hard Luck Blues
10. Amos Milburn - Bad, Bad, Whiskey
11. Little Esther - Aged & Mellow Blues
12. Clarence ‘Gatemouth’ Brown - Boogie Uproar
13. Big Mama Thornton - Hound Dog
14. Professor Longhair - Mardi Gras In New Orleans
15. Guitar Slim - The Things That I Used To Do
16. Lazy Lester - They Call Me Lazy
17. Muddy Waters - I'm Ready
18. Little Walter - Sad Hours
19. The Movement - Rudie
20. Debre Damo Dining Orchestra - 3DO III


fredag den 31. juli 2020

Sommerradio #5 (2020). Playliste d. 30. juli 2020


1. Illinois Jacquet And His Orchestra with Count Basie - Port Of Rico (1957)
2. Arab Strap - The First Big Weekend (1996)
3. The Times - Red With Purple Flashes (1981)
4. Karen Dalton - Sweet Substitute (1969)
5. Albert Ayler - Spirits (1964)
6. Van Morrison - And The Healing Has Begun (1979)
7. The Neville Brothers - Healing Chant (1989)
8. Galaxie 500 - Don't Let Our Youth Go To Waste (1988)
9. Dead Moon - 54/40 Or Fight (1989)
10. Erector Set - Inside Out (1980)
11. Teenage Head - Ain't Got No Sense (1979)
12. Teenage Fanclub - Verisimilitude (1995)
13. The Isley Brothers - Twist And Shout (1962)
14. The Cookies - I Want A Boy For My Birthday (1963)
15. Smith Bernard & Jokers Wild - Gotta Be A Reason (1968)
16. Iggy Pop - We Are The People (2019)
17. The Cowboys - The Human Puzzle (2020)
18. The Rangoons - Cult Of Thorns (2016)
19. Sonic Boom - Things Like This (A Little Bit Deeper) (2020)                        
20. The Reds, Pinks & Purples - I Should Have Helped You (2019)
21. The Church - Fighter Pilot...Korean War (1981)


torsdag den 30. juli 2020

”Det var naturligvis hele tiden Armstrong, ingen tvivl om det, men en Armstrong der tilsyneladende skiftede udseende med årstiderne”


”Min billedresearch i forbindelse med tv-udsendelsen gjorde også en anden ting klart. Selv i de perioder, hvor der forelå et meget righoldigt materiale, var der ofte meget vanskeligt at datere de enkelte portrætbilleder, så man kunne få dem anbragt i den rette kronologiske rækkefølge. Det var selvfølgelig let nok, når et billede kunne sættes i forbindelse med en grammofonindspilning, et bestemt engagement, en kortlivet orkesterbesætning. Men allerede her, hvor dateringen var upåtvivlelige, var det ofte svært at få dem til at rime med personens fysiognomi, som uophørligt skiftede. Det var naturligvis hele tiden Armstrong, ingen tvivl om det, men en Armstrong der tilsyneladende skiftede udseende med årstiderne. Det ene øjeblik med et lille overskæg, det næste uden (normalt uden), på ét billede med ret tykt, luftigt kruset hår, på det næste med tætklippet, brillantineret, efter bedste evne glattet frisure. 
   Især var det dog figuren, der skiftede. Armstrong må have haft et naturligt anlæg for korpulence kombineret med en stadig trang til at holde den nede, for fra han var midt i tyverne og til langt op i hans modne alder ændrede han ustandselig omfang, som en ballon man skiftevis puster op og lukker luft ud af.
   Der findes billeder af ham, hvor han er, hvad jeg vil kalde glinsende smældefed, og andre hvor han er så slunken, at hans nærmeste må have frygtet, at han led af tæring. Normalt var han ved ret godt huld - det er vist også sådan, de fleste ser ham for sig - men de stadige forandringer i apparitionen gør det i mange tilfælde, når det drejer sig om rene portrætbilleder, vanskeligt at afgøre, om ét fotografi er fem år ældre eller fem år yngre end et andet.
   Det gælder om mange store, afdøde kunstnere, at der ud af de billeder, der er bevaret af dem fra forskellige stadier i deres liv, er enkelte, som i særlig grad synes at repræsentere den pågældende kunstner. Vi plejer at forestille os en særlig alder som specielt forbundet med ham, som om han det meste af sit liv havde haft netop den alder og kun forbigående havde været yngre og ældre end det. Den unge Oehlenschläger, den gamle Verdi o.s.v., der er så mange eksempler, at man knap gider begynde at opregne dem.
   Med mindre jeg tager meget fejl, er denne ”repræsentative alder” normalt identisk med den alder, hvor kunstneren har frembragt sine største værker. Der kan vel være undtagelser, især hvis der er bevaret særligt fremragende malerier fra et andet tidspunkt i hans liv, men jeg kan ikke umiddelbart komme i tanker om den slags tilfælde.
   Armstrong er i hvert fald en undtagelse på en anden led fra denne regel, hvis det altså er en regel. Der er nok en overensstemmelse mellem bestemte portrætter af Armstrong og bestemte perioder i hans produktion, men samstemmigheden er ikke af kronologisk art”

- hver uge i juli, har jeg, bragt et tyvstjålet citat fra den bog, der har været min underholdende og begavede godnatlæsning. Bogen er som adskillige nok allerede har gættet ’Jazzen I Blodet’ af Christian Braad Thomsen og Erik Wiedemann. Det længere tekststykke herover stammer fra en artikel i Information, som Erik Wiedemann havde i dagbladet få dage efter Louis Armstrongs død, d. 6. juli 1971. Idéen til artiklen må han have fået, da han havde fået til opgave at finde fotomateriale til en slags mindeudsendelse om Pops til Danmarks Radio. 

tirsdag den 28. juli 2020

Summertime Blues #9 (2020)


I gårsdagens Summertime Blues vendte jeg igen blikket mod pladeåret 2000. Altså musik med tyve år på bagen. Mandag, d. 22. juni, sendte jeg, første del af dette tema. Der præsenterede jeg sange fra førsteklasses udgivelser med Clinic, Smog, Elliott Smith, Dwight Yoakam, Amdi Petersens Armé mv. Spørgsmålet var imidlertid om året kunne bære en udsendelse til? Svaret på dét spørgsmål er næsten givet på forhånd. Jeg brugte immervæk godt og vel halvanden time på dét herrens år i går.

BlackieBlueBird sneg sig med i udsendelsen, da de nu endelig kan holde releasefest for deres forårsplade ’Goodbye In July’. Der sker på lørdag, d. 1. august, med Frederiksberg Country Club som arrangør. Dog ikke på spillestedets normale adresse i Smallegade, men i en baggård ved Godthåbsvej 4-6. På mandag vender jeg tilbage til Radio Bluestimes serie om bluesmusikken historie. Og så er det efterhånden også ved at være slut med Summertime Blues for i år.

1. Powerplant - A Spine
2. Tyla Gang - Cannons Of The Boogie Night
3. Busta Rhymes - Street Shit
4. Roy Montgomery - Rock, Sea, Muse, Seek
5. Yo La Tengo - Saturday
6. The Spits - Saturday Nite
7. Oknok Kongo - Mr. D
8. Billy Bragg & Wilco - Remember The Mountain Bed
9. Lambchop - The Distance From Her...       
10. Sonny Rollins - The Moon Of Manakoora                           
11. Belle & Sebastian - Waiting For The Moon To Rise         
12. Juana Molina - Quiero      
13. The Briefs - Poor And Weird                       
14. Johnny & De Kolde Dæmoner - Plastic
15. BlackieBlueBird - Goodbye In July
16. Muddy Waters - ‘Unk’ In Funk
17. X - Alphabetland


lørdag den 25. juli 2020

”Gruppens mest fængslende personlighed…er dog efter mine begreber klovnen og flovmanden David Crosby…”


   ”De er ellers meget forskellige som typer. Mindst kontur havde den blide englænder Graham Nash, der var den mest aktive til at annoncere numrene og sang smukke andenstemmer, men ikke udfoldede sig meget som instrumentalist og vokalsolist og næsten ikke var repræsenteret med nogen sange. Han synes i alle tre henseender at blive trængt til side af den gaminagtige Neil Young, den sidst tilkomne af de fire og den der har den største andel i at gruppen nu er betydeligt mere vital end på debutpladen, hvor han ikke var med.
   Selv om Young er en glimrende guitarist, er gruppens alvorsmand, Steven Stills, dens førende instrumentalist, særligt brillant som guitarist (på tre forskellige instrumenter), men også autoritativ som pianist og organist. Gruppens mest fængslende personlighed - her som i The Byrds for nogle år siden - er dog efter mine begreber klovnen og flovmanden David Crosby, som bl.a. er ophavsmand til nogle af dette ensembles (og Jefferson Airplanes og The Byrds’) mest originale sange”

- jazzanmelder Erik Wiedemann skrev nu og da om rock/folk i Information. Ovenstående stammer fra en koncertanmeldelse af Crosby, Stills, Nash & Young, der spillede i Falkonercentret, lørdag d. 10. og søndag d. 11. januar 1970. Fra bogen ’Jazzen I Blodet’ af Christian Braad Thomsen og Erik Wiedemann.

fredag den 24. juli 2020

Sommerradio #4 (2020) Besøg af Fremmed. Playliste 23. juli 2020


1. Sylvia Boshers - Wake Up America (1975)
2. Lucinda Williams - Man Without A Soul (2020)
3. Fremmed - Häxan (2019)
4. Benny Andersen & Povl Dissing - Svantes Forårssang (1973)
5. Dansur úr Nólsoy - Fuglakvæðið Yngra (1975)
6. Songs: Ohia - Farewell Transmission (2003)
7. Blut Aus Nord - Mahagma (2019)
8. Fremmed - Deidre (2019)
9. ADHD - London Út (2015)
10. Raekwon feat. Ghostface Killah - Gihad (2009)
11. Danish String Quartet - Waltz After Lasse In Lyby (2014)
12. Grails - Space Prophet Dogon (2003)
13. Sun City Girls - The Flower (1990)
14. Mavi Express - Paradise For Free Souls (2018)                  
15. C.V. Jørgensen - Tiderne Skifter (1990)


onsdag den 22. juli 2020

“I like Black Flag a lot but I’m getting too tired to roll over police cars”


“I’m a huge, longtime Uncle Tupelo fan and I even had the honor of playing with them once a long time ago. My old band, Adam’s House Cat, opened for them on the No Depression tour at The Antenna Club in Memphis, Tennessee. I remember thinking they were pretty cool, but I wish I would’ve paid more attention to them in that moment. Since we were the opening band, it was during my time of just playing the gig and then getting pretty drunk. I also remember going into the gig with a little bit of good-humored prejudice because I grew up real close to Tupelo and I was like, “Who is this band that is not from Mississippi calling themselves Uncle Tupelo?” At the same time, they truly won me over with their live show because I really enjoyed their sound and their seemingly endless energy.”

- Patterson Hood. Drive-By Truckers

I juni fyldte ‘No Depression’ med Uncle Tupelo 30 år. Det har magasinet, der dels har taget navn efter albumtitlen selvfølgelig en længere feature om. Når jeg skriver dels er det fordi, at bladet også nævner The Carter Family-sangen ’No Depression In Heaven’, og en tidlig online diskussionsgruppe om alternativ country ved navn The No Depression Folder, som inspiration til bladnavnet.


tirsdag den 21. juli 2020

Summertime Blues #8 (2020)


Søndag aften dukkede den triste nyhed op om, at den amerikanske musiker og producer Emitt Rhodes var død, kun 70 år gammel. Jeg har ikke set den dokumentarfilm, ’The One Man Beatles’, der blev lavet for omkring ti år siden, om den mystiske og delvist glemte popstjerne fra sluttresserne og begyndelsen af halvfjerdserne. Tiden er måske nu? Ellers var udsendelsen nede i tempo. Aftenens mest voldsomme nummer var velsagtens med Fremmed. Bandet hed tidligere Drowned Session, og de besøger Mod Strømmens sommerradio på torsdag. Jeg kan allerede røbe, at det bliver et meget varieret sommerprogram. I Radio Bluestimes føljeton om bluesmusikkens historie, fik jeg sendt sidste del af fyrrerne. Halvtredserne følger snart.

1. Emitt Rhodes - Long Time No See
2. The Replacements - Dance On My Planet (demo)
3. Tom Zé - Guindaste A Rigor
4. Bob Dylan - I've Made Up My Mind To Give Myself To You                         
5. Noland Strong & The Diablos - The Wind
6. Mink DeVille - “A” Train Lady
7. Elvis Costello & The Attractions - Shabby Doll
8. Dinah Washington - Baby Get Lost
9. Charles Brown - Trouble Blues
10. Roy Milton - R.M. Blues
11. Roosevelt Sykes - Sunny Road
12. Arthur Crudup - Cool Disposition
13. Lightnin' Hopkins - Short Haired Woman
14. Muddy Waters - I Can't Be Satisfied
15. John Lee Hooker - Boogie Chillun
16. Charlie Parker - Parker's Mood
17. Sister Rosetta Tharpe - Up Above My Head
18. Fremmed - Behemoth     
19. Højkvist - Fanø
20. Vasas Flora Och Fauna - Årsdag I Köpenhamn


mandag den 20. juli 2020

’Navnet’


”Jeg bliver søvnig under bilturen og kører ind under træerne i vejsiden. Ruller mig sammen på bagsædet og sover. Hvor længe? Timer. Mørket nåede at falde på.

Pludselig er jeg vågen og ved ikke hvor eller hvem jeg er. Lysvågen, men det hjælper ikke. Hvor er jeg? HVEM er jeg? Jeg er noget der vågner på et bagsæde, drejer sig rundt i panik som en kat i en sæk. Hvem?

Endelig kommer mit liv tilbage. Mit navn kommer som en engel. Uden for murene lyder et trompetsignal (som i Leonora-ouverturen) og de frelsende skridt kommer hurtigt ned ad den alt for lange trappe. Det er mig! Det er mig!

Men umuligt at glemme de femten sekunders kamp i glemslens helvede, nogle meter fra den store vej hvor trafikken glider forbi med tændte lygter”

- ’Navnet’ fra Tomas Tranströmers digtsamling ’Mørkesyn’ (på svensk ’Mörkerseende’) fra 1970. Her gengivet fra ’Samlede Tranströmer’ fra 2011.  Oversat af Peter Nielsen.

fredag den 17. juli 2020

Sommerradio #3 (2020). 'This Is Copenhagen. A Punk Rock Manifesto 2009-2019'. Playliste 16. juli 2020.


1. Roland P. Young - Crystals Motions (1980)
2. Night Fever - Insane (2009)
3. Motorsav - Verden Brænder (2020)
4. Daily Fauli - Speed (1983)
5. NRG - Kulturel Forvaltning (1984)
6. Moral - Whispering Sons (1984)
7. Junta - En Maskine (2018)
8. Johnny Concrete - Jeg Ved (Hvor Du Er) (1980)
9. Randy - The Beast (1986)
10. War Of Destruction - Nutid-Fremtid (1985)
11. Big Mess - One More Year (2016)
12. No Hope For The Kids - Treblinka (2006)
13. Snipers - Nuclear Warzone (2001)
14. Melting Walkmen - Skin (2018)
15. Vi - En Sløv Kniv I Brystet (1987)
16. Young Wasteners - We Got Ways (2001)
17. Næste Uges TV - Island (1983)
18. Dig & Mig ‎- Skyggerne (2011)
19. Ond Tro - Hooked På At Dø (2017)
20. Country Teasers - Satan Is Real Again (1996)
21. Television Personalities - David Hockney’s Diaries (1982)


torsdag den 16. juli 2020

”hvis jazz kunne omsættes i handling, ville den blive forbudt af sædelighedspolitiet”


- jazzanmelder i Dagbladet Information, Erik Wiedemann, citerede i juni 1955 komponist Carl Nielsen, ja, dén Carl Nielsen, én af de største skikkelser i dansk musik, for at have sagt ovenstående. Fra bogen ’Jazzen i blodet’ af Christian Braad Thomsen og Erik Wiedemann.

Summertime Blues #7 (2020)


I mandags fik jeg taget hul på fyrrerne i Troels Panils serie om bluesmusikkens historie. Derudover spillede jeg et nummer med Maria Faust & Tim Dahl & Weasel Walter fra lp’en til ’Sneums Kalejdoskop’, da det er lykkedes Crunchy Frog at skaffe midler til at genoptrykke Jan Sneums erindringsværk. Planet Y-sangen peger frem mod dagens sommerradio i Mod Strømmen, hvor Rune Magelund Alexandersen og Mathias Lodahl er i studiet for at fortælle om punkkompilationen ’This Is Copenhagen’. Planet Y blev der nemlig ikke plads til i det program. Summertime Blues #8 kommer på mandag.

1. Ty Segall - Tall Man Skinny Lady
2. The World - White Radish
3. Dead Moon - Castaways
4. Maria Faust & Tim Dahl & Weasel Walter - Virgin Lands
5. Vilde Græs - Tiden Drejer
6. Astrid Sonne - Strong, Calm, Slow
7. John Lee (Sonny Boy Williamson) - I Been Dealing With The Devil
8. Big Maceo Merriweather - Worried Life Blues
9. Bukka White - Fixin To Die Blues
10. Tommy McClennan - Whiskey Head Man
11. Big Joe Williams - Please Don't Go
12. Lil Green - Why Don't You Do Right
13. Jay McShann & His Orchestra - Hello Little Girl
14. Big Joe Turner - Miss Brown Blues
15. Louis Jordan - Let The Good Times Roll
16. T-Bone Walker - Stormy Monday
17. Lowell Fulson - Blue Shadows Falling
18. Planet Y - Gør Hvad Du Vil
19. Swans - What Is This?
20. Joseph Jarman & Famoudou Don Moye - Mama Marimba


onsdag den 15. juli 2020

'This Is Copenhagen. A Punk Rock Manifesto 2009-2019'.


“Throughout the 90’s and into a large part of the 00’s the punk-scene had a predisposition to cater to very, very specific bands or tastes. I would be lying if I said it still didn’t to an extent, but it has become more common to see line-ups where the many punk sub-genres are mixed with eachother, as well as with others. More venues have popped up (even though some of these have been short-lived), and it has become more accepted to have a shit-ton of bands/projects, that don’t sound alike - but can still occupy the same stage, in their own right”

Aktivist og booker mv., Korana Jelaca, i et miniessay om den københavnske punkscene i de seneste ti år, i det teksthæfte, der følger med den lp, 'This Is Copenhagen. A Punk Rock Manifesto 2009-2019', som Mod Strømmens sommerradio kommer til at kredse om i morgen.

Initiativtagerne til tilbageblikket Rune Magelund Alexandersen fra Elektriske Plader og Mathias Lodahl fra Rusted Teeth er gæster. Da vi optog udsendelsen tilbage i juni var coveret til kompilationen endnu ikke helt på plads, men jeg fik dog et hurtigt håndskrevet stykke papir med indholdet på lp’en.