Blogger Widget

lørdag den 31. december 2011

’One Of These Nights…’


Frasen, det kender vi alle, er i sig selv en grov generalisering. I denne kontekst, tillader jeg mig dog at bruge den. En melodistump og straks er man et andet sted. Hvis jeg hører 'In The Summertime' med Mungo Jerry, kan jeg fluks smage min første bøfsandwich, som jeg fik på et kombineret western-værtshus/grillbar et sted i Vestjylland. Når jeg hører 'The Last Jim' med Gasolin' fra 'Live Sådan', befinder jeg mig i en lejlighed på Øresundsvej, hvor mine brødre og jeg venter på at høre nyt om min mormor, der ligger for døden. Sådan kan jeg strengt taget blive ved med at sætte musik til både gode og dårlige minder, indtil en venlig sjæl beder mig om at holde kæft. Det her kunne ligefrem gå hen og blive en ny feature her på bloggen. 

Men så er der også de erindringer, hvor jeg kunne have ønsket mig et anderledes soundtrack. Den, jeg vil fortælle om, indtraf en februardag for snart tyve år siden, i et fly på vej til New York. Som Ringo Starr engang svarede den amerikanske presse efter spørgsmålet: "How did you find America? Turn left at Greenland”. Det vil altså sige, at hvis man, som jeg, havde New York som destination, er der efter venstresvinget store chancer for at befinde sig over Newfoundland på et tidspunkt.

Jeg havde vinduesplads og sad og småboblede til en af flyselskabets musikkanaler. Da maskinen drejede indover Newfoundland, der var dækket af is og sne, og de sidste stråler fra solen lagde et flimrende, rødt skær over det overvældende landskab, begyndte 'One Of These Nights' med The Eagles. I det betagende øjeblik, tænke jeg, ikke så meget over, hvad det var jeg hørte. Nummeret er dog siden blevet hængende, som et af dem, der trigger min hukommelse. I dag kunne jeg måske godt have tænkt mig, at det havde været en anden sang. Bare én, jeg hørte en smule oftere.

Godt nytår!  

torsdag den 29. december 2011

Beat 2011. Kommenteret (4 af 4)


Af Jamie Mason

1. P.J. Harvey: Let England Shake

Never been a great Polly Jean Fan, but this (by far her best album) is stunning effort.  Harvey's vocals and arrangements, the songs themselves (her most melodic yet) and her complex feelings of love, pride and disappointment in her own beloved England show an artist at the peak of her powers

2. Vetiver: The Errant Charm

The 10 tracks on the album offer an uplifting vibe from beginning to end. This is quiet chilled summer music. Mostly, the songs are about love - particularly past relationships. Mellow beach music (I've tried it...it works!!)

3. Iron & Wine: Kiss Each Other Clean

A surprising and majestic triumph for Sam Beam.  Songs about good and evil, love and death.  Alternatively toe-tapping, funky and even radio friendly.

4. Cults: Cults

Madeline Follin and Brian Oblivion have only been together, as couple and band, for a year,  and the New Yorkers' music has a fresh pop sweetness to it. They are not the first US indie band to be in love with 1960s girl-pop, but their take on it has all heart-on-sleeve honesty of the originals.

5. The Black Keys: El Camino

Released late in the year but after several listens around the xmas tree, I'm hooked. Cool, classic rock music that places heavy emphasis on the guitar. El Camino is an 11-song exercise in garage rock that's just as dirty as Santa Claus after a night of chimney climbing!!

 

6. Tinariwen: Tassili

Always a pleasure.  This time accoustic songs.  They have produced their most sparse, gentle album to date. Recorded in a desert town in southern Algeria, it's a set that, at its best, is as equally absorbing as their electric masterpieces.

7. Ry Cooder: Pull Up Some Dust And Sit Down

Often angry,  humouristic and ironic. This is about as good a reply to the greedy, grabbing times we live in as any artist has mustered, which makes it essential listening. The "Last Great American Socialist" sings like a modern Leadbelly and Woody Guthrie for our times.

8. Gillian Welch: The Harrow & The Harvest

Eight years have passed since Gillian Welch and Dave Rawlings released 'Soul Journey'. The wait as they say, has been worth waiting for. A stunning  American folk album. Sad, beautiful, always compelling and steeped in the roots of the American South. Rarely have two voices, two guitars and the occasional banjo and harmonica sounded so right.

9. Tom Waits: Bad As Me

Welcome back Tom. Always a pleasure. It has been said the album is a "Greatest hits" of Tom's various voices and styles. Perhaps, but it is also so much more.

10. Jonathan Wilson: Gentle Spirit

A new name for this reviewer.  A lost vibe from  1970s Laurel Canyon. There is enough musical invention and innovation in 'Gentle Spirit' to hold your attention. The songs of Jonathan Wilson will attract admirers and detractors in equal measure. Early 70s pastiche or a triumph of cosmic Americana. You decide!

onsdag den 28. december 2011

”Vi drømmer verden…”


”Sproget skulle være tilsyneladende ”naturalistisk”, realistisk, men i virkeligheden spækket med symboler. Billederne skulle være så skuffende naturlige, at det næsten var en kliché, og det hele kunstgreb skulle være så godt gemt, at man næsten ikke kunne få øje på det. Og det var der da heller ikke så mange der gjorde.

Jeg gjorde arbejdet færdigt og syntes det var det bedste jeg nogensinde havde skrevet”

- Niels Skousen om albummet ’Landet Rundt’, der blev udsendt i 1981.

Jeg mener, det var forrige år, de flyder lidt sammen, at jeg i juledagene læste Jens Andersens biografi om Frank Arnesen. Sidste år stod den på ’Livet’ af Keith Richards. I år har jeg læst Niels Skousens særdeles velskrevne selvbiografi, ’Herfra hvor jeg står’.

I disse år bliver der skrevet meget om krigsbørnene eller den store generation, der blev voksne i tresserne og tog for sig af retterne. ”Da der kom farver på”, som Niels Skousen selv kunne have fundet på at udtrykke sig. Og desillusionen der meldte sig, da drømmen gik fløjten. Det er også det stof som Skousens erindringer er gjort af. Men vi har desuden at gøre med et klartseende politisk individ, der ser historien gentage sig eller mere korrekt blive rullet tilbage. 

Skuespillet fylder meget i bogen, men det har også fyldt en betragtelig del af Skousens professionelle liv. Så selvom musikken nok er hjerteblodet, så strækker den løbebane sig faktisk kun over to årtier ud af fem.

Skousen blev født i 1944 i Tyskland. Faren var dansk konsul, moren tysk danser. Da fronterne begyndte at nærme sig området omkring Køln, hvor familien boede, besluttede de sig for at tage til Danmark. Allerede før krigen var forbi var faren dog stukket af, tilbage til Tyskland. Enlig tysk mor med to drenge i efterkrigstidens Danmark gav anledning til mange spændinger. Niels Skousen forstod dog at rette sig ind. I mange år måske mest i sit eget selskab med fortællinger om danske sagnhelte, Scott’s ridderromaner og hvad der ellers nærede drengedrømmene dengang i 1950’erne.

Siden følger vi ham på Sorø Akademi, ved påskemarchen mod atomkraft i 1962, begyndelsen af lægestudiet og hvordan teatret tager mere og mere over. Dylan-koncerten i KB-hallen i 1966 blev skelsættende for den unge Skousen. Skønt han var for begavet til at betragte Dylan som en Gud, så gik der ikke lang tid før, han selv forsvandt ud i ”transendensen”, som det hedder på comebackpladen ’Dobbeltsyn’ fra 2002. Turn on, tune in, drop out.

Der skulle flere krumspring, tiltag og tilfældige møder til, inden musikken fik hovedprioriteten. Den historie kender de fleste. Hvis ikke, så er ’Herfra hvor jeg står’, det rigtige sted at begynde. Alene kapitlerne om Skousen & Ingemann, Musikpatruljen, solopladerne, politisk gadeteater mv., giver læseren et billede af Danmark i halvfjerdserne, der historisk set er langt mere interessante end velstandsfremgangen i tresserne.

For lige at vende tilbage til citatet øverste, så skulle der gå tyve år før Niels Skousen udgav en ny plade efter ’Landet Rundt’.

tirsdag den 27. december 2011

Ventetid

Den fjerde og sidste af de kommenterede årslister er på vej. Den dukker op før nytårsaften.


For en uges tid siden eller mere, nævnte jeg svenske Älgarnas Trädgärd. Sådan så de ud i begyndelsen af halvfjerdserne. På det tidspunkt var det amerikanske garagerock-band The Music Machine gået fra hinanden. Lad os sende en tanke til drivkraften, Sean Bonniwell, der, ifølge The Dead Rock Stars Club, døde d. 17. december efter kort tids sygdom. Han blev 71 år gammel. 
 

lørdag den 24. december 2011

“Santa Claus Wants Some Lovin'…”


Glædelig jul fra et næsten tomt tog på vej mod København. Her et fromt ønske fra manden, der blandt meget andet skrev 'Mustang Sally' og hvis sange er indspillet af The Staple Singers, Ike & Tina Turner, Rufus Thomas, Etta James, The Rascals, Wilson Pickett, Busta Rhymes med mange flere, Stax recording-artist, Mack Rice.

fredag den 23. december 2011

Beat 2011. Kommenteret (3 af 4)

Studietid med Peaking Lights
Af Ole Sværke

Så er det tid til mine bud på årets plader 2011. Fuldstændig vilkårlig rækkefølge - og med bevidstheden om, at jeg i morgen kan få lyst til at skifte et par af pladerne ud, samtidig med, at der er nyudgivelser jeg aldrig rigtig fik dyrket i 2011 og derfor har til gode. Anyway, jeg er mere end fint tilfreds med følgende 10 udgivelser:

Peaking Lights: 936

Naive sommertekster og poppede melodier på en skrabet, psykedelisk dub-bund - skabt i en kælder i Rural, Wisconsin af hippieparret Aaron og Indra. Well, jeg kan ikke stå for Peaking Ligths' 936  - og det burde du heller ikke. All The Sun That Shines

Destroyer: Kaputt

Uden tvivl det album jeg har lyttet mest til i 2011. Dan Bejars velproducerede popalbum nærmer sig indimellem vellydende kitsch, men den legesyge og tilbagelænede spille- og fortællelyst fylder albummet med overraskelser og gjorde, at albummet sad mere end almindeligt fast i bilens cd-afspiller. Kaputt

Oneohtrix Point Never: Replica

Daniel Lopatin fulgte med Replica flot op på sidste års Returnal. Endnu engang væver han smukke analoge synthesizerlyde ind i opklippede beats og samplede stemmer. Organisk og fragmenteret på en og samme tid. Replica

PJ Harvey: Let England Shake

Jeg holder ganske meget af Polly Jean, men havde egentlig ikke travlt med at få lyttet til Let England Shake. Faktisk havde jeg intet hørt fra albummet, da jeg troppede op til hendes fantastiske koncert på Roskilde. Det er der så rådet bod på senere. Smukke delikate toner spillet på en skøn mangfoldighed af instrumenter. Cool ro og dog så powerfuldt, både live og på plade. The Words That Maketh Murder


Tim Hecker: Ravedeath, 1972

Der sker rigtig meget under overfladen i Tim Heckers smukke musik. Forvrængede pianostykker blander sig med dystre ambiente lydlandskaber. På den uofficielle video til The Piano Drop kan du opleve en række beboere fra Baker House på Massachusetts Institute of Technology, der i 1972 er i færd med at slæbe et udtjent klaver op på bygningens tag for at smide det ud over kanten. The Piano Drop

Real Estate: Days

Days er et klassisk guitar-pop album. Ja, det kan vel næsten bruges som en begrebsdefinition på jangle-pop eller indie-pop. Veldrejede, håndspillede sange, der bare fungerer forbandet godt - også for et 2011-album. It's Real

Atlas Sound: Parallax

Ikke et år uden en Bradford Cox-udgivelse. Denne gang i solo- og sideprojektet Atlas Sound, hvor det hele endnu engang virker så simpelt for Cox. Melodier, tekster, stemninger, lyd og instrumentering sider lige i skabet og er på en gang tilbagelænet og stramt. Terra Incognita

St. Vincent: Strange Mercy

Annie Clark lyder indimellem som om hun er ved at få et nervøst sammenbrud på Strange Mercy, men hun formår konsekvent at holde styr på formerne. Albummet stikker i adskillige retninger, men smukke og talentfulde Clark er kvinde for at holde sammen på det hele. Cruel

Grouper: A I A : Alien Observer

Smukt, dystert og meditativt. Lis Harriz' en-kvindes projekt Grouper tog os i 2011 med på en rejse, der giver associationer til David Lynch/Angelo Badalamenti. Meditation med mareridtsagtige scener. Alien Observer

Panda Bear: Tomboy

Ingenlunde så helstøbt som 2007-mesterværket Person Pitch, men Tomboy fungerer fint på egne skæve ben. Ingen tvivl om, at det er mere af det samme fra Noah Lennox, men hans hypnotiske og spraglede univers er stadig helt hans eget. Surfer's Hymn

Derudover lyttede jeg i 2011 med glæde til nyudgivelser fra: Bon Iver, Girls, Bill Callahan, Thurston Moore, Washed Out, The War On Drugs, Tom Waits, Shabazz Palaces, Juliana Barwick og Radiohead.

torsdag den 22. december 2011

Beat 2011. Kommenteret (2 af 4)

Thee Oh Sees
Af Hans-Henrik Siig

Mine udvælgelseskriterier stemmer i bund og grund overens med dem, som Thomas Løppenthin opremsede i går. Det vil sige, det er de 2011-plader, jeg har hørt mest. Dog har jeg droppet den alfabetiske orden.   

Thee Oh Sees:  ‘Carrion Crawler / The Dream EP’

‘Carrion Crawler / The Dream’ er, hvis man ikke er alt for nærtagende, San Fransisco-bandet Thee Oh Sees’ tredje udgivelse indenfor et år. Jeg ved ikke om bandet er ude på en mission, men hvis det er tilfældet, så kunne det være for at bevise, at rockmusik stadig kan have en excentrisk kant, uden at miste glimtet i øjet. Lidt på linje med, at Thee Oh Sees kalder pladen en EP, selvom den har en spilletid nær halvtreds minutter. Tjek: ’The Dream’  

Dengue Fever: ‘Cannibal Courtship’

’Cannibal Courtship’ har alt det, der kendetegner et godt Dengue Fever-album. Musikalsk er det et eksotisk blend af cambodjansk rock, afro-grooves, surf og garagepsych. Teksterne nærmer sig på de bedste af sangene det surrealistiske. I hvert fald den del, der bliver sunget på engelsk. Khmer forstår jeg ikke. Tjek: ’Mr. Bubbles’

Den Stora Vilan: ’Den Stora Vilan’

Neil Young, The Kinks (når det spiller folk) og Grateful Dead på svenska. Tjek: ’Bärares Blod’

Kitchie Kitchie Ki Me O: ’Kitchie Kitchie Ki Me O’

Norske Kitchie Kitchie Ki Me O, der blev dannet som en hyldest til afdøde Robert Burås af medlemmer fra Madrugada, My Midnight Creeps og Ricochets, har allerede opløst sig selv igen. Jeg kan i det mindste glæde mig over de to numre, jeg fik hørt med dem på årets Roskilde Festival, de spillede lørdag nat kl. 3.00., hvor jeg ikke havde mere juice på tanken. Samt en af de mest overbevisende saxofoner hørt i rockmusik i mange år. Tjek: ’I've Been Watching You (Night & Day)’

De Efterladte: ’Traditionen Utro’

”Jeg er en gråspurv, ingen stær” Peter H. Olesen har været savnet. Melodimaterialet er måske ikke helt så stærkt, som på de gamle Olesen-Olesen plader, men meget mindre kan gøre det.  Tjek: ’Sangen Selv’

ICEAGE: ’New Brigade’

Jeg stiller mig uden det mindste kny op i koret. Årets bedste danske album. Ingen tvivl om det. Dernæst stiller jeg sammen med resten af koret også gerne spørgsmålet. Kan ICEAGE følge det op? Jeg glæder mig allerede til svaret. Tjek: ’Never Return’

Destroyer: ’Kaputt’

Broken Social Scene har aldrig fanget mig. Det har Dan Bejar’s soloprojekt ’Destroyer’ til gengæld. På ’Kaputt’ er det endnu engang lykkedes ham at være tilbageskuende, uden at blive en kopi. Nøgleordet må være Californien i halvfjerdserne, lige fra de poppede bestsellere til den mest selvudslettende sangpoet, der vovede at sætte sine fødder i Laurel Canyon. Tjek: ’Savage Night At The Opera’


Stephen Malkmus & The Jicks: ‘Mirror Traffic’

Skønt jeg aldrig er gået helt galt i byen med Stephen Malkmus, så er der bare nogle år, hvor hans musik smager bedre.  ’Mirrow Traffic’ har lidt af det hele. Fra den lette appetitvækkende forret, over den ekstravagante middag til den velkomponerede dessert, efterfulgt af cognac og høj cigarføring. Tjek: ’All Over Gently’

Apache Dropout: ’Apache Dropout’

Intet år uden ny garagerock. Apache Dropout flytter ingen grænser. De gør det ikke sværere end det er.  1-2-3-4 er rigeligt. Med sange der namedropper Sam Phillips og den svenske producer og pladeselskabsmand, Johan Kugelberg, vedkender trioen fra Indiana, sig da også traditionen. Tjek: ‘God Bless You, Johan Kugelberg’

Robbie Robertson: ‘How To Become Clairvoyant’

Robbie Robertson har aldrig været den store vokalist. Det er ikke blevet bedre med årene. Tæften for den gode melodi er dog stadig intakt. ‘How To Become Clairvoyant’ var slet ikke inde i billedet, før jeg tog den med på en længere køretur en køn efterårsdag. Tjek: ’This Is Where I Get Off’

Andre aspiranter, der er værd at nævne, men som faldt på, at jeg ikke har hørt dem nok i år.

Neil Young & International Harvesters : ‘A Treasure’. Lucinda Williams: ‘Blessed’. Moon Duo: ‘Mazes’. Smith Westerns: ‘Dye It Blonde’. Tinariwen: ‘Tassili’. Blood Orange: ‘Coastal Grooves’. Charles Bradley: ‘No Time For Dreaming’. Iron & Wine: ‘Kiss Each Other Clean’. Booker T. Jones: ‘The Road From Memphis’. Unknown Mortal Orchestra: ‘Unknown Mortal Orchestra‘. John Cale: ‘Extra Playful EP’. On Trial: 2x7”. Gillian Welsh: ‘The Harrow & The Harvest. Mellemblond: ‘Elastisk EP’. Vetiver: ‘The Errant Charm’. The Baseball Project: ‘Volume 2: High And Inside’. Wilco: ’The Whole Love’.  Religious Knives: ’Smokescreen’. Anders Stub: ’In The Dark Hours’. Ry Cooder: ‘Pull Up Some Dust And Sit Down’. Ben Waters: ‘Boogie 4 Stu: A Tribute To Ian Stewart’. Tom Waits: ‘Bad As Me’.  Cornershop: ‘Cornershop & The Double 'O' Groove Of’. Tiken Jah Fakoly: ’African Revolution’. Thulebasen: ’Gate 5’.

onsdag den 21. december 2011

Beat 2011. Kommenteret (1 af 4)

Af Thomas Løppenthin

2011 var blandt meget andet året, hvor en håndfuld dilettanter havde held med at fylde spalter og sendetid med en, skulle det desværre vise sig, forfærdelig pseudodebat om rockens og rockkritikkens nutid og fremtid. I indlæg efter indlæg famlede disse tumper med stadig længere og længere stillingsbeskrivelser rundt med emner som bl.a. det helt håbløst overflødige begreb "rockisme", X-Factor og ikke mindst Roskilde vs. Skanderborg. Ikke overraskende bragte dét os ikke videre og desværre fylder kategorierne "gendannelser", "mastodontiske genudgivelser" og ikke mindst min personlige yndlingsaversion "artist opfører hele albummet" fortsat overskrifterne.
Heldigvis kom der også en bunke fede rockalbums og singler og der blev givet stribevis af gode koncerter (nåede dog alt for få) i mit nærområde. Min top 10 er sat op alfabetisk og udtryk for hvad jeg har hørt mest i år, altså ikke nødvendigvis en liste over årets bedste. Jeg ved, at jeg i de kommende år fortsat vil støde på plader fra 2011, som jeg enten havde overset eller endnu ikke har nået at give et lyt. Så here goes, endnu en omgang elitær og rockistisk metervarecrap.
Dave Alvin "Eleven Eleven"
Utrolig mandigt og übercool udspil fra denne sande guitarhelt. Tjek 'Harlan County Line'.
Brutal Truth ’End Time’
Grindlegenderne slipper tøjlerne fuldstændig på det her vanvidsudspil. I små doser er der tale om ren Prozac. Tjek 'Fuck Cancer'.
John Cale "Extra Playful"
Lou Reed kommer tilsyneladende ikke til at udgive flere rockplader på denne side af evigheden. Det synes heldigvis ikke at være tilfældet for den 1 uge yngre John Cale, hvis sangskrivning og stemmepragt er i top på denne ep. Tjek 'Whaddya Mean By That'.

John Doe "Keeper"
Exene udgav også en ny plade i år. Den nåede dog ikke denne til sokkeholderne. X gav sågar få koncerter. Kom nu Roskilde! Tjek 'Handsome Devil'.
Iceage ”New Brigade”
Snubler, rejser sig, skvatter sammen igen og til tider er det tilmed rystende smukt. Lucky shot? Tjek 'You're Blessed'.
Nick Lowe "The Old Magic"
Som sædvanlig højt niveau fra Jesus Of Cool. På denne plade endda højere end sædvanligt. Glæder mig til hans visit på Amager til februar. Tjek 'House For Sale'.
The Men ”Leave Home”
Vidunderligt lydbillede og en plade der det ene øjeblik gør alt for at ødelægge min dag og næste øjeblik beroligende tager min hånd og reder mit lange hår med en stålkam. Man bliver en flot fyr af at høre The Men. Tjek 'Bataille'.
Tinariwen "Tassili"

Jeg ligger småflæbende på gulvet i fosterstilling og beder om tilgivelse. Tjek 'Ya Messinagh' med fantastiske Dirty Dozen Brass Band på horn.

The War On Drugs "Slave Ambient"

Kurt Viles nye fik jeg ikke hørt meget og efter Roskilde har jeg nok opgivet ham for en stund, men War On Drugs havde det der skulle til. Nok den på top 10 jeg er mest træt af, men jeg har godt nok også hørt den (for) meget. Tjek 'Black Water Falls'.

Wooden Shjips "West"

Wooden Shjips fortsætter i samme repetitive rille, det holder. Endnu. Tjek 'Home'. Og riffet er planket fra?


Og så lige en top 3 over årets bedste singler
Charles Bradley "Heart Of Gold"

Fantastisk Roskilde koncert. Dette er en ulidelig smuk coverversion. Tjek 'Heart Of Gold'.

Dig & Mig "Skyggerne"

Havde hørt titelnummeret til hudløshed på nettet og var ikke fyr og flamme da pladen kom, men de to ballader er fantastiske. Tjek 'Når Jeg Stikker Af'.

OFF! "Compared To What b/w Rotten Apple"
To killer covers på denne deres seneste syvtommer. Fedt at se dette punkrocklokomotiv på Bakken i sommer. Tjek 'Rotten Apple'.

Disse 2011-udgivelser har også fået mere end tre spin på grammofonen:

Rocket From The Tombs “Barfly”, The Fall "Ersatz GB", Robbie Robertson "How To Become Clairvoyant", Moon Duo "Mazes". Agro Jive "Agro Jive", Charles Bradley "No Time For Dreaming", J. Mascis "Several Shades Of Why", Terrible Feelings singlerne, P.J. Harvey "Let England Shake", Tom Waits "Bad As Me", Wino "Adrift", Anders ”In The Dark Hours”, Baby Woodrose ”Mindblowing Seeds And Disconnected Flowers”, Baseball Project "Volume 2: High And Inside", Death Token ”All Dreams Are Nightmares”, Marianne Faithfull "Horses And High Heels". Greg MacPherson ”Disintegration Blues”, Trust ”From Light Into Mass”, TV On The Radio ”Nine Types Of Light”, Twilight Singers ”Dynamite Steps”, UV Race ”Homo”, Steve Wynn ”Wynn Plays Dylan” og Neil Young "A Treasure".

Når tiden bliver til det glæder jeg mig til at få hørt følgende en ekstra gang:

Wild Flag, P.R.O.B.L.E.M.S., Earth, Black Lips, Ty Segall, Thulebasen, Terakaft, Tamikrest, Mike Watt, Wire, Gang Of Four, The Feelies, Eddy Current Suppression Ring, Glen Campbell, Thurston Moore, Blondie, Thee Oh Sees, Mastodon, Black Keys, Rising og (selvfølgelig!) den nye single med Pierced Arrows.

tirsdag den 20. december 2011

mandag den 19. december 2011

Spilleliste med numre fra årets udsendelser i Mod Strømmen (2 af 2)


1. Robert Parker – ’Barefootin'’ (1966)

Regnen stod vist ned på tredje uge, da De Høje Hæle kom forbi i august. Det var en sløj sommer. Da trioen allerede figurerer på spillelisten (se 1. del), har jeg valgt denne sublime New Orleans-klassiker, som vi burde have danset barfodede rundt til i vandmasserne. Der er tale om et såkaldt one-hit-wonder.  De Høje Hæle udsender snart en ny EP.

2. Butzback – ’Ravnen Mod Aften’ (2009)

’Ravnen mod aften’ er en roman af Poul Ørum, der visse steder bliver kaldt et langt terapiforløb. Det er også en knap to-minutter lang tusmørkesang fra Butzback debutplade ’Debut’. Fra udsendelsen med Peter Butzback

3. King Tuff – ‘So Desperate’ (2008)

Jeg kan ikke rose King Tuff nok. Hvis albummet ’Was Dead’ var kommet i år, havde der ikke været nogen som helst tvivl om dets placering blandt 2011’s allerbedste. Fra ‘Shoot From The Hip #3’

4. Magnus Pelander – ‘A Sinner's Child’ (2010)

Witchcrafts Magnus Pelander kom først sent ind billedet. Thomas ’Mera’ Gartzs  ’ Självmördarens Sång,’ lå længe lunt i svinget, men der var et-eller-andet der ikke stemte med overgangen fra King Tuff. Derpå eksperimenterede jeg kortvarigt med Älgarnas Trädgärds ’Framtiden Är Ett Svävende Skepp’, før jeg lagde mig fast på ‘A Sinner's Child’ fra Pelanders første solo-EP. Fra programmet ’Sverige med ’Hobitten’ og ’Fuzz Daddy’’. Folkesnakken vil for øvrigt vide, at Hobitten så småt er ved at få noget der tenderer en kult blandt yngre syrehoveder. 

5. John Cale – ‘Hey Ray’ (2011)

John Cale besøgte Aarhus og Malmø med ‘Paris 1919’ i år. København stod længe opført på hans koncertkalender. Men af for mig ukendte grunde blev hovedstaden strøget. Cale var også i det underholdende/legesyge hjørne med ep’en ’Extra Playful, der er en forløber for et nyt album i 2012. ’Shoot From The Hip #4’

6. Roxy Jules – ‘I Wanna Take You To This Place I Know’ (2011)

Roxy Jules alias Julie Runa blev i år udsat for en af den slags anmeldelser, hvor kritikeren forholdt sig til alt det hendes nye plade ikke er. Indimellem bliver jeg bare så træt. Heldigvis eksisterer der også anmeldere, der tager deres arbejde alvorligt. Såsom Undertoner. Fra udsendelsen med Roxy Jules. 

7. The Telstar Sound Drone – ’Golden Needles’ (2011)

The Telstar Sound Drone havde lagt skumle planer for den første speak, da de kom på besøg, d. 22. september. Men som de belevne og kultiverede unge mennesker, de er, havde de glemt alt om det, da udsendelsen gik i gang. Musikken spændte vidt indenfor psych- genren og de mutationer den har gennemgået, siden slutningen af tresserne.

8. The Jimi Hendrix Experience – ‘Izabella’ (1970)

I den uge, hvor Christiania fejrede fyrre års fødselsdag, fik vi besøg af duoen Prime Time Probation. Et par velklædte herrer, der dog ikke kunne skjule deres flipperfortid, da talen faldt på fødselaren og de rocknavne, som de har oplevet der. Så vidt jeg husker havde ingen af dem set Hendrix live.

9. Young Marble Giants – ‘Wurlitzer Jukebox’ (1980)

Jim Q. Holm lagde for med et par kapitler af pladeselskabet Cloudlands historie. Derefter bevægede han sig over i decideret favoritmusik, strækkende sig fra bl.a. et par John Cale-sange, belgisk visesang, Sparks, Klaus Wunderlich og Young Marble Giants. Alsidig er nok det rigtige ord at bruge.

10. SPEkTR – ’Six Robots’ (2012) 

Jeg fik tics, da jeg skimmede den musik, som Manoj Ramdas havde med, da han besøgte Mod Strømmen for anden gang indenfor et år. Toto var i blandt. Det havde jeg nu ikke behøvet. Der var ikke tale om, hverken ’Rosanna’ eller ’Africa’, men soundtracket til ’Dune’ fra 1984. Det nye SPEkTR album, ’Personetics’, kommer den 30. januar på Jenka Music. Derfor har jeg også tilladt mig at kalde ’Six Robots’ for en 2012-skæring

11. Sebastian – ’Lossepladsen Bløder’ (1971)

Den danske fyldte en del for en amerikaner på kort visit. Foruden Sebastian var der The Setting Son og The Savage Rose på programmet, denne dag i oktober. Duncan McKnight holder nytår på Island, hvor han vil gå i studiet med Henrik Björnsson fra Singapore Sling for at færdiggøre / indspille materiale. Hvem ved, måske de begge dukker op i Mod Strømmen indenfor et par måneder?


12. Stenblomma – Christiania (1973)

Pladecoveret herover har jeg længe haft på vent. Uden at jeg dog helt har vist, hvordan jeg skal bruge det. Nu har jeg chancen. Det er tidstypisk og set på behørig afstand indrammer det en form for uskyld. Vi taler 1973, hvor enhver omegnskommune med plads, lys og luft, i misforstået ånd fra Le Corbusier, byggede betonkaserne en masse. Også i Sverige. Der er vist ingen tvivl om hvad Stenblomma mener. Åbningssangen fra udsendelsen med Anders Stub. 

13. Nicklas Burman og Det Tørre Beat – ’Celle No 5’

’Celle No. 5’ er vistnok en lejlighed på Indre Nørrebro. Fra programmet med Nicklas Burman 

14. Waitresses – ‘I Know What Boys Like’ (1980)

Waitresses var et eksperimenterende new wave band fra Akron, Ohio. Er det ikke der, The Black Keys kommer fra? ’I Know What Boys Like’ blev udsendt på single i 1980. Gruppen måtte dog vente til 1982, før det blev en mindre hit i USA og Australien. Fra første del af dobbeltprogrammet ’dreng / pige’ i titlen.

15. France Gall – ‘Laisse Tomber Les Filles’ (1964)

Vi hopper direkte til pigerne. Det dybere budskab fra France Gall i denne Serge Gainsbourg-komposition, er ’hold op med at være sammen med så mange piger’. Normalt ikke et emne, der beskæftigede Gainsbourg synderligt. Tværtimod. Valgt af Ole Sværke.     

16. Mellemblond – ’Diset, Døsig’ (2011)

Jeg tror der gik fjorten dage, hvis ikke tre uger, fra udgivelsesdatoen, før der dukkede en anmelder op, der havde fundet ud af, hvilken fantastisk ep Mellemblond har lavet med ’Elastisk’. Jeg vil også lige benytte anledningen til at takke Kristoffer Munch Mortensen, for at have introduceret mig for den nigerianske, tuareg-guitarist, Omara "Bombino" Moctar. Tak.

17. Uno Soul – ‘Crystallize Jesus’ (2009)

Det tætteste jeg kommer på en jul. Uno Soul var nok årets mest tro gruppe overfor de inspirationer, som de rundtom på nettet, har nævnt som deres vigtigste indflydelse.

18. Ry Cooder – ‘I Want My Crown’ (2011)

Swampy blues. Hvis jeg anstrengte mig, ville det formentlig lykkes mig at læse en kristen meddelelse ind i titlen. Jeg nøjes bare med at sige, at den mand som Jay Farrar har omtalt som ”more of a modern day Aaron Copland than Woody Guthrie”, ifølge Jamie Mason, har lavet en af årets plader. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

De komplette playlister. Visse steder med endnu virkende link til udsendelserne.

lørdag den 17. december 2011

fredag den 16. december 2011

Beat 2011. Playliste 15. december


Sygdom og, som allerede nævnt, en glemt julefrokost, havde halveret holdet bag Beat 2011. For undertegnedes vedkommende betød det, at der sneg sig et par plader ind, der ikke befinder sig indenfor top-ti. Mere om det, når vores respektive og kommenterede årslister, drysser ind i dagene op mod den 24. december.
1. Thee Oh Sees - The Dream (Carrion Crawler / The Dream)
2. Cults – You Know What I Mean (st)
3. John Cale  - Whaddya Mean By That (Extra Playful EP)
4. Vetiver - Ride Ride Ride (The Errant Charm)
5. Dengue Fever - Mr. Bubbles (Cannibal Courtship)
6. Tinariwen – Imidiwan Ma Tennam (Tassili)
7. Den Stora Vilan – Djuret (st)
8. Kitchie Kitchie Ki Me O - I've Been Watching You (Night & Day) (st)
9. De Efterladte - Sangen Selv (Traditionen Utro)
10. ICEAGE - Never Return (New Brigade)
11. Iron And Wine – Tree By The River (Kiss Each Other Clean)
12. Robbie Robertson - This Is Where I Get Off (How To Become Clairvoyant)
13. Jonathan Wilson – Desert Raven (Gentle Spirit)
14. Apache Dropout - God Bless You, Johan Kugelberg (st)
15. Ry Cooder – I Want My Crown (Pull Up Some Dust And Sit Down)
16. Stephen Malkmus & The Jicks  - All Over Gently (Mirror Traffic)
17. Tom Waits – Satisfied ( Bad As Me)
18. The Rolling Stones & Ben Waters - Watching The River Flow (Boogie 4 Stu)
19. Gillian Welch - The Way It Goes (The Harrow & The Harvest)
20. Destroyer - Savage Night at the Opera (Kaputt)
21. PJ Harvey – The Words That Maketh Murder (Let England Shake)
22. Lulu & The Lampshades – Cups (Cold Water EP)


Tak til Lars Hjortskær Hansen for lån af foto.

torsdag den 15. december 2011

Store Klaus 80


Jeg har ikke læst hele forfatterskabet. Måske mindre end 1/3. Resten kommer jeg heller aldrig igennem. Men for fanden, hvor har Rifbjerg fyldt meget. Tillykke med dagen.

tirsdag den 13. december 2011

“We Want A Revolution… An Intelligent Revolution…”


Det er det samme hvert år. Beslutningsdygtig har jeg aldrig været. Hvad skal jeg tage med på min årsliste? Tag eksempelvis én af de største reggaeartister fra Afrika, socialt engagerede Tiken Jah Fakoly, fra Elfenbenskysten. Fakoly har efterhånden en lang karriere bag sig. Han debuterede på kassettebånd i 1993, spillede sin første koncert uden for det mørke kontinent i Paris i 1998 og har siden årtusindeskiftet spyttet den ene udgivelse efter den anden ud.

Den seneste er vistnok ’African Revolution’, der alt efter hvor man bor, udkom i enten 2010 eller 2011. Nu hører jeg til i den vestlige hemisfære, og her er der enighed om at albummet først kom i år. Spørgsmålet er bare om hele pladen er stærk nok til at komme blandt de sidste ti eller om jeg bare har ladet mig forlede af titelnumret? Lyt med på torsdag.

Nu jeg er ved torsdag. Så er der også al mulig grund til at tage i Huset Biograf i Magstræde. Kl. 19.30 viser de nemlig:


HIT HOUSE: 1965, Instruktør: Henning Kristiansen, 12 min., med fem af de mest populære bands, som spillede i den legendariske københavnske beatklub Hit House: The Sharks, The Defenders, The Hit Makers, Peter Belli & Les Rivals og Les Amis.

HAR DU SET MIT PSYKEDELISKE TAPET? ... Instruktør: Niels Plenge ... Længde: 34 minutter ... Filmen handler om pladeselskabet Orpheus Records og det danske band Spids Nøgenhat i færd med at lave optagelserne til deres LP ”En mærkelig kop te” fra 2001, som senere har fået kultstatus. Filmen er blevet vist i en foreløbig version i forbindelse med Music & Film-festivalen i Cinemateket i 2010, men projektet er et "work in progress". Her vises den allernyeste reviderede udgave.

MELLEMBLOND PÅ BELLAHØJ ... Instruktør: Jesper Ravn Nielsen ...Længde: 32 minutter ... Filmen er dels en koncertfilm med rockbandet Mellemblond, dels et portræt af bandets sanger og sangskriver Kristoffer Munck Mortensens poetiske univers. I filmen følger man sangeren i en række henkastede, notatagtige scener fra skriveprocessen og under indspilningen af de sange, som udgør bandets nyeste udgivelse, EP'en Elastisk. ... Scenerne kulminerer i liveversioner af sangene optaget i et tomt amfiteater på Bellahøj udenfor København - inspireret af musikfilmsklassikeren Pink Floyd at Pompeji fra 1972."
NB: Interessen for de tre film er så stor, at der er i al hast er planlagt et dobbeltprogram. Med begyndelse kl. 19 og kl. 21.

søndag den 11. december 2011

Beat 2011 i Mod Strømmen


Torsdag, d. 15. december, mellem kl. 18-20, giver redaktionen på radioprogrammet Mod Strømmen (98.9 FM / 98.8 Hybrid) et bud på de bedste plader fra i år. For at holde en form for diversitet var det meningen, at vi skulle være fire mand høj. Desværre indløb der et julefrokostafbud.

Her playlisten fra 2010:

1. Gil Scott-Heron - New York Is Killing Me (I'm New Here)
2. Grinderman - Mickey Mouse And The Goodbye Man (Grinderman 2)
3. Deerhunter - Desire Lines (Halcyon Digest)
4. The Strange Boys - A Walk On The Bleach (Be Brave)
5. Phosphorescent - The Mermaid Parade (Here's To Taking It Easy)
6. Murder - Drawn In The Dirt (Gospel Of Man)
7. Howl Baby Howl - Making History Is Over (Now The World Belong To Us)
8. The Black Keys - Everlasting Light (Brothers)
9. Ariel Pink’s Haunted Graffiti - Round And Round (Before Today)
10. Masshysteri - Välkommen Till Verkligenheten (Masshysteri)
11. Paul Weller - Fast Car / Slow Traffic (Wake Up The Nation)
13. Twin Shadow - Castles In The Snow (Forget)
14. Teenage Fanclub - Baby Lee (Shadows)
15. Edwyn Collins (ft. Alex Kapranos and Nick McCarthy) - Do It Again (Losing Sleep)
16. Spoon - Written In Reverse (Transference)
17. Niels Skousen - Vi Drømmer Verden (Lyt Til Din Coach)
18. Neil Young - Love And War (Le Noise)
19. Sufjan Stevens - I Walked (The Age Of Adz)
20. Roky Erickson With Okkervil River - Think Of As One (True Love Cast Out All Evil)
21. Jenny And Johnny - Straight Edge Of The Blade (I'm Having Fun Now)
22. Flying Lotus - ...And The World Laughs With You (Cosmogramma)
23. Dragontears - No Salvation (Turn On Tune In Fuck Off!)

lørdag den 10. december 2011

Spilleliste med numre fra årets udsendelser i Mod Strømmen (1 af 2)



1. Ted Taylor – ‘(Love Is Like A) Ramblin Rose’ (1965)

2011 blev indledt med temaet ’Sort musik’. Gæstevært Anders Grøn aka Fuzz Daddy, havde fundet denne singleperle frem med Ted Taylor.  ’(Love Is Like A) Ramblin Rose’ er senere indspillet af blandt andet MC-5 og Primal Scream.

2. The Cramps – ’Human Fly’ (1979) 

Jeg ved ikke, om jeg indirekte har ladet mig påvirke af den tv-reklame, der kører for øjeblikket, hvor ’Human Fly’ bliver brugt som underlægningsmusik.  Under alle omstændigheder tåler det altid et genhør. Fra udsendelsen med Radio Saigon.

3. Kate Bush – ’Babooshka’ (1980)  

Forfatteren med meget mere, Nikolaj Zeuthen, spillede i et lidt utraditionelt program for Mod Strømmen denne single. Udsendelsen bød også på Anne Linnet, Istanbul Express og The Mills Brothers.   

4. Captain Beefheart & The Magic Band  - ’Low Yo Yo Stuff’ (1972)  

Et af Mod Strømmens faste holdepunkter i januar er programmet, hvor vi hædrer det forrige års døde rockstjerner. Beefheart gik bort i 2010.

5. ICEAGE – ‘Remember’ (2011)

Tør godt love, at vi kommer til at høre mere fra ‘New Brigade’, når vi på torsdag, d. 15. december, sender ’Beat 2011’.  ICEAGE var forbi den 3. februar.

6. 4 Guys From The Future – ’Cutting Your Heart Out’ (2010)

Dette krautrock-inspirerede instrumentalnummer fra 4 Guys From The Future’s debutplade, ’Under The New Morning Sun’, er måske lidt misvisende for den lyd gruppen står for. Det virker dog aldeles fortrinligt som bindeled mellem ICEAGE og Lee 'Scratch' Perry & Keith Richards. Det skal blive spændende at følge 4 Guys From The Future’s felttog i Frankrig, hvor de har fået forrygende anmeldelser.

7. Lee 'Scratch' Perry & Keith Richards – ‘Heavy Voodoo’ (2008)

Fra temaprogrammet ’Det okkulte’, hvor min medvært Jamie Mason fik - det for mig ukendte samarbejde - presset ind imellem The Neville Brothers og Masshysteri. Tak.

8. Japan – ’Adolescent Sex’ (1978)

Engelske Japan hører ikke til de orkestre, jeg har opsøgt. Endsige dyrket. Jeg kan huske en lp fra begyndelsen af firserne, der blev spillet til selskaber. Og så ved jeg, at David Sylvain har en fanskare, der er ligeså loyale, som heavy-metal disciple. Til mit forsvar, skal jeg fortælle, at jeg, siden The Floor Is Made Of Lava spillede ’Adolescent Sex’, da de var på besøg i begyndelsen af marts, har fået rådet en smule bod på det. Der er måske håb forude?

9. Wire – ’Another The Letter’ (1978)

Tom Verlaines ’Postcard From Waterloo’ var egentlig tiltænkt at skulle repræsentere temaudsendelsen ’Breve & postkort’. Det fungerede bare ikke rigtig med de tilstødende numre. Det gik straks bedre med Wire.

Cola Freaks

10. Cola Freaks – ’Sniper’ (2010)

Årets første ’Shoot From The Hip’-udsendelse blev skudt i gang med dette kraftfulde udlæg. Fremragende valg af Thomas Løppenthin.

11. Steely Dan – ’Do It Again’ (1972)  

Måske ikke den fødte overgang, men den virker sgu’. Da digteren Nicolaj Stochholm, der i år har udsendt ’Odefabrikanten’, præsenterede Steely Dan, mener jeg, han sagde noget i retning af at det var en guilty pleasure. Det er i så fald én, han deler med mange andre. Inklusiv undertegnede.

12. Fontän – ’Neanderthaler’ (2009) 

Fra udsendelsen ’Post-Roskilde 2010’. Jeg fik desværre ikke set den svenske duo på festivalen. ’Neanderthaler’ er et skidegodt bud på, hvordan man kan blande klassisk svensk syrerock og et moderne, elektronisk udtryk.

13. Dan Melchior's Broke Revue – ’(It's The) New Dark Ages’ (2010)

Fra et af 2011’s mest løse temaer. ’New’ skulle indgå i titlen.

14. Kiss – ’Detroit Rock City’ (1976)

Fra programmet med Moonless, havde jeg valget mellem en masse tungrock fra halvfjerdserne. At det blev Kiss´ lidt glamagtige ’Detroit Rock City’, der bygger på en sandfærdig historie om en fan, der blev dræbt ved et biluheld på vej til en koncert med bandet, beror alene på, at jeg ikke havde hørt det i mange, mange år.

15. Solomon Burke & Gillian Welch – ‘Valley Of Tears’ (2006)

Rendyrket country fra udsendelsen med A Fistful Of Dollars. Bandet står bagved Little Village Country Music Club, der én gang månedligt samler store og små i en hyldest til steelguitaren og dens underværker i Christianshavns Beboerhus. Næste gang er 1. februar 2012.

16. De Høje Hæle – ’Avantgarde Symfoni’ (2010)

Det lå ligefor at spille De Høje Hæle i forbindelse med vor optaktsudsendelse til Roskilde 2011. Publikums reaktion på festivalen tydede da også på, at ’Hælene’ havde været længe ventet.

17. Dengue Fever – ‘Cement Slippers’ (2011) 

Trashet tresserlyd. Albummet ’Cannibal Courtship’ kandiderer stærkt til en plads på top-ti for i år. Fra ’Shoot From The Hip #2’.

18. Bob Dylan – ‘This Old Man’ (1991)

Bob Dylan fyldte 70 i år. Det brugte vi to gode timer på at fejre. Vi kunne med lethed have brugt dobbelt så meget tid eller mere.

19. Del Tha Funkee Homosapien – ‘Catch A Bad One’ (1993) 

Det kan godt lade sig gøre at spille hip-hop efter Dylan. Fra en majaften i selskab med Reverend Shine Snake Oil.


20. The Flaming Sideburns – ‘Street Survivor’ (2001)

De sidste fire udsendelser før sommerferien viede vi til nogle af de pladeselskaber, der snart i mange år har gjort YourSpace-teltet på Roskilde Festivalen til mit tilflugtssted, når jeg har behov for at lade op mellem koncerterne. Vi lagde for med Bad Afro. Hallelujah Rock 'N' Rollah!

21. Green Pitch – ‘You Caught My Eye’ (2011) 

PonyRec’s nye stjerneskud.

22. Trust – ’Machina Mundi’ (2011)

Trust’s math-rock plade fra i år, ’From Light Into Mass’, får stadig roser fra nær og fjern. Musikken er blevet kaldt krævende at lytte til. Fra udsendelsen med Play/Rec.

23. Papir – ’Lykk Trep-r Hi-losé’ (2010)

Papir har lige sendt dobbelt-lp’en ’Stundum’ på gaden. Den har jeg ikke hørt endnu. ’Lykk Trep-r Hi-losé’ fra debutpladen er et over otte-minutter langt kosmisk udstyrsstykke. Så er der serveret. Fra programmet Skt. Hansaften med Red Tape. Det sidste før sommerferie.

fredag den 9. december 2011

Uno Soul. Playliste 8. december


1. Thurston Moore – Ono Soul (1995)
2. Uno Soul – Crystallize Jesus (2008)
3. Uno Soul – Magic Mind (2009)
4. Uno Soul – War 2 (2009)
5. The Vaselines – Dying For It (1988)
6. Yo La Tengo – Tears Are In Your Eyes (2000)
7. Frank Zappa – Yo Mama (1978)
8. Nirvana – School (1989)
9. Uno Soul – Slippery Slow (2011)
10. Uno Soul – Imagination (2009)
11. Ween – Pink Eye (On My Leg) (1997)
12. Uno Soul – Who’s The Man? (2010)
13. Love – Everybody’s Gotta Live (1974)
14. The Butthole Surfers – Birds (1996)
15. Uno Soul - Certain Mode (2010)

16. The Telstar Sound Drone – On Your Back Baby (2009)
17. Uno Soul – Wonderland (2011)
18. Uno Soul – Shine (2011)

Hør programmet

torsdag den 8. december 2011

'1976'



”Jeg ved tæt på intet om baseball. Jeg ved en smule mere om popmusik. Mest af alt ved jeg dog at ’1976′ med The Baseball Project er et djævelsk godt og vanedannende nummer. Der er en sund dosis vemod og nostalgi iblandet den pragtfulde powerpop, som veteranerne Steve Wynn (The Dream Syndicate), Scott McCaughey (Young Fresh Fellows, The Minus 5), Peter Buck (R.E.M.) og Linda Pitmon (bare Linda Pitmon) står bag. ’1976′ handler om pitcheren Mark ‘The Bird’ Fidrych, hvis Major League-karriere løb fra netop 1976 og bare fire år frem. Fidrych led en noget usexet skæbne, da han i 2009 blev dræbt af en skraldevogn, blot 54 år gammel. Til gengæld fik han altså dedikeret en dejlig popsang til sig.”
- tekststykket er lånt fra indlægget ’More Songs About Baseball and Stuff’ på den anbefalelsesværdige blog, ’Don’t Always Look For Comfort In A Song’. Jeg har ikke så meget andet at sige end tjek bloggen og The Baseball Project. ’1976’ er måske en af årets allerfedeste sange. Tak for lån, iøvrigt.